FRU KIRSTEN. Lad der nu ikke fattes hverken i fad eller krus.
(for sig selv.) Hårdt holdt det og tungt har jeg stridt, før det kom så vidt; men nu vil jeg også gøre et gilde, som skal høres og spørges.
(til tyendet.) Se vel efter på bryllupsbordet om – dog nej, det vil jeg selv gøre. Vinen skal hældes i sølvkanderne, de store drikkehorn skal fyldes med den vælske most, øllet er kun for huskarlene, og den hjemmebryggede mjød ligeså, – og hør, se vel til, at der findes nok af gule vokslys i kirken, brudefolkene skal ikke for alteret før sent på kvelden, med røde blus skal de lyses og følges didhen fra gildestuen. Gå nu alle, og tag vare på det, jeg har sat jer til, hver især.
(folkene går.) Gud véd, dette bryllup koster mere end jeg vel kan bære; men Ingeborg bringer god medgift og desforuden – o ja, Arne står vel til at styres og rådes, som det bedst lyster mig, når han først –
(ser ud til højre.) Der kommer Olaf! Ifald jeg kun vidste, at han – –