WANGEL
(driver urolig om på gulvet).
Å jo! Og jeg har været det sidenefter også. Jeg er jo så meget, meget ældre end hun. Jeg burde ha’ været for hende som en far – og en vejleder tillige. Burde ha’ gjort mit bedste for at udvikle og klarne hendes tankeliv. Men det er der desværre aldrig ble’t noget af. Jeg har ikke havt fremfærd nok til det, ser De! For jeg vilde jo helst ha’ hende slig, som hun var. Men så blev det jo værre og værre med hende. Og jeg gik her og vidste ikke, hvad jeg skulde finde på. (sagtere.) Derfor var det, at jeg i min vånde skrev til Dem og bad Dem komme til os.
WANGEL
(walks uneasily about the room).
Oh, yes! And I have been since then, too. Why, I am so much, much older than she is. I ought to have been at once as a father to her and a guide. I ought to have done my best to develop and enlighten her mind. Unfortunately nothing ever came of that. You see, I hadn’t stamina enough, for I preferred her just as she was. So things went worse and worse with her, and then I didn’t know what to do. (In a lower voice.) That was why I wrote to you in my trouble, and asked you to come here.
阿恩霍姆
(诧异地瞧着他)什么!你写信给我就为这件事?
WANGEL
(nyugtalanul fel-alá járkál)
Pedig az voltam! Később is önző maradtam. Hiszen sokkal, de sokkal idősebb vagyok nála. Apjának és tanácsadójának kellett volna lennem. Segítenem teljes erőmből, hogy gondolatvilága kibontakozzék, kitisztuljon. Sajnos, ebből soha nem lett semmi. Nem volt meg hozzá a kellő energiám! Mert talán olyannak szerettem, amilyen volt. Aztán egyre rosszabb és rosszabb lett minden. Én meg csak bolyongtam itt tehetetlenül, és nem tudtam, mihez fogjak. (Halkan) Ekkor írtam kínomban önnek, és kértem arra, hogy utazzék ide.