CÆSAR JULIAN.
Det være, som det vil. Men ser du ikke, at denne lammende rædsel har tætned og tårnet sig til en mur om kejseren? O, jeg skønner vel, hvorfor den store Konstantin førte en slig viljebindende lære til sejr og magt i riget. Ingen livvagt med spyd og skjold slutter således op om kejsersædet, som denne betagende tro, der altid peger ud over jordlivet. Har du set rigtig på dem, disse kristne? Huløjede, blegkindede, fladbrystede er de alle tilhobe; de ligner linnedvæverne i Byssos; intet æreshåb får lov til at spire i denne henrugende tilværelse; solen lyser for dem, og de ser den ikke; jorden byder dem sin fylde og de begærer den ikke; – alt, hvad de begærer, er at forsage og lide for at komme til at dø.
JULIAN.
Sei dem, wie ihm wolle! Aber siehst Du nicht, daß diese lähmende Furcht sich zu einer Mauer um den Kaiser verdichtet und getürmt hat? O, ich verstehe wohl, warum der große Konstantin einer Lehre, die so den Willen bindet, zu Sieg und zu Macht im Reich verholfen hat. Keine Leibwache mit Spieß und Schild schirmt so sicher den Kaiserthron wie dieser überwältigende Glaube, der immer über das Erdenleben hinauszeigt. Hast Du sie Dir ordentlich angesehen, diese Christen? Hohläugig, bleichwangig, flachbrüstig sind sie alle, alle. Sie gleichen den Leinwebern in Byssos. Kein ehrgeiziger Trieb darf keimen in diesem hinbrütenden Dasein; die Sonne leuchtet ihnen, und sie sehen sie nicht; die Erde bietet ihnen ihre Fülle, und sie begehren sie nicht; – alles, was sie begehren, ist: entsagen und leiden, um sterben zu dürfen.