NILS STENSSØN.
Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad véd jeg det? Der er falden mig såmangen galskab ind i mine dage. Det var forresten ikke mit påfund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i Dalarne, der stimled almuen sammen og hilste mig som grev Sture. Det hjalp ikke, alt hvad jeg sagde dem imod. Greven havde været der for to år siden, fortalte de, – og det mindste barn kendte mig igen. Nå, lad gå, tænkte jeg; du blir aldrig greve mere i dette liv; du kan jo sagtens engang forsøge, hvordan det er.
NILS STENSSON.
How came I to----? Nay, what know I? Many’s the mad prank I’ve hit on in my day. And yet ’twas not I hit on it neither; wherever I appeared in the Dales, the people crowded round me and greeted me as Count Sture. Deny it as I pleased, --’twas wasted breath. The Count had been there two years before, they said--and the veriest child knew me again. Well, be it so, thought I; never again will you be a Count in this life; why not try what ’tis like for once?