NILS LYKKE.
Gem ringen, menneske! Gem den, siger jeg! I forstår mig ikke. Fru Inger tvivler ingenlunde om, at I er hendes barn; men, – ja, se eder om; se al denne rigdom; se alle disse mægtige forfædre og frænder, hvis billeder prunker både højt og lavt på alle vægge; og endelig hun selv, denne stolte kvinde, der er vant til at byde som den første adelsfrue i riget. Tror I, det kan være hende kært at vise frem en fattig, uvidende svend for menneskenes øjne og sige: se her, denne er min søn!
NILS LYKKE.
Hide the ring, man! Hide it, I say! You mistake me. Lady Inger doubts not at all that you are her child; but--ay, look about you; look at all this wealth; look at these mighty ancestors and kinsmen whose pictures deck the walls both high and low; look lastly at herself, the haughty dame, used to bear sway as the first noblewoman in the kingdom. Think you it can be to her mind to take a poor ignorant youth by the hand before all men’s eyes and say: Behold my son!