NILS STENSSØN.
Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad véd jeg det? Der er falden mig såmangen galskab ind i mine dage. Det var forresten ikke mit påfund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i Dalarne, der stimled almuen sammen og hilste mig som grev Sture. Det hjalp ikke, alt hvad jeg sagde dem imod. Greven havde været der for to år siden, fortalte de, – og det mindste barn kendte mig igen. Nå, lad gå, tænkte jeg; du blir aldrig greve mere i dette liv; du kan jo sagtens engang forsøge, hvordan det er.