BRAND.
Det er ej spot.
Just netop sådan ser han ud,
vort lands, vort folks familjegud.
Som katoliken gør en rolling
af Frelserhelten, gør I her
af Herren en affældig olding,
der er sin alders barndom nær.
Som paven har på Peters stol
tilovers snart kun dobbelt-dirken,
så snevrer I fra pol til pol
Vorherres rige ind til kirken.
I skiller liv fra tro og lære;
for ingen gælder det at være;
jer stræben er, jer ånd at hæve,
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger til, for slig at slingre,
en Gud, som ser igennem fingre; –
som slægten selv, dens Gud må gråne
og males med kalot og måne. –
Men denne Gud er ikke min!
Min er en storm, hvor din er vind,
ubøjelig, hvor din er døv,
alkærlig der, hvor din er sløv;
og han er ung, som Herkules, –
ej nogen Gudfaer på de treds!
Hans stemme slog med lyn og skræk,
da han som ild i tornehæk
for Moses stod på Horebs berg,
som kæmpen står for dverges dverg.
Han standsed sol i Gibeons dal
og gjorde undre uden tal,
og skulde gøre dem endnu,
hvis slægten ej var slap, som du!
BRAND.
I do not flout;
Just so he looks in form and face,
The household idol of our race.
As Catholics make of the Redeemer
A baby at the breast, so ye
Make God a dotard and a dreamer,
Verging on second infancy.
And as the Pope on Peter’s throne
Calls little but his keys his own,
So to the Church you would confine
The world-wide realm of the Divine;
’Twixt Life and Doctrine set a sea,
Nowise concern yourselves to b e ;
Bliss for your souls ye would receive,
Not utterly and wholly l i v e ;
Ye need, such feebleness to brook,
A God who’ll through his fingers look,
Who, like yourselves, is hoary grown,
And keeps a cap for his bald crown.
Mine is another kind of God!
Mine is a storm, where thine’s a lull,
Implacable where thine’s a clod,
All-loving there, where thine is dull;
And He is young like Hercules,
No hoary sipper of life’s lees!
His voice rang through the dazzled night
When He, within the burning wood,
By Moses upon Horeb’s height
As by a pigmy’s pigmy stood.
In Gibeon’s vale He stay’d the sun,
And wonders without end has done,
And wonders without end would do,
Were not the age grown sick,-like you!
BRAND.
Dies ist nicht Spott,
Dies ist das treue Konterfei
Von unsres Volks Familiengott.
Wie den Papisten der Messias
Als Wickelkind erscheint, so gilt
Euch hier der Herr als Jeremias,
Der just noch kindisch lallt und schilt.
Und wird der Papst auf Petri Stuhl
Bald nur mehr seine Schlüssel haben,
So habt Ihr bald im Kirchenpfuhl
Auf immer Gottes Reich begraben.
Ihr trennt das Leben von der Lehre;
Zu üben sie, – wem gilt’s als Ehre?
Ihr strebt, Euch geistlich zu erheben,
Doch nicht, aus ganzer Kraft zu leben.
Euch frommt, daß Eure Art bestehn kann,
Ein Gott, der durch die Finger sehn kann,
Der, daß ein Bild er Eurer Welt wird,
Mit Glatz’ und Schlafmütz’ dargestellt wird.
Doch diesem Gotte bin ich blind!
Mein Gott ist Sturm, wo Deiner Wind,
Unbeugsam, wo der Deine flau,
All-liebend, wo der Deine lau.
Und jung wie Herkules ist er,
Kein alter Vater Sechziger!
Sein Wort, das traf wie Blitzesschlag,
Da er als Flamm’ im Dornenhag
Vor Moses auf dem Horeb stand,
Wie vor dem Zwerglein der Gigant.
Er hielt die Sonn’ in Gibeons Tal
Und tat der Wunder ohne Zahl
Und tät’ sie heut noch immerzu,
Wär’ dies Geschlecht nicht schlaff wie Du!