GERD.
Hør; nu ringer alle klokker
sammen på den vilde hej!
Se, hvad menighed der flokker
sig til færd på kirkevej!
Kan du se de tusend trolde,
bygdens prest har sænkt i havet?
Kan du se de tusend dverge?
Indtil nu de lå begravet
med hans segl som gravbrudds-værge.
Hav og grav dem kan ej holde;
frem de myldrer, våde, kolde; –
skindødt troldbarn ser jeg grine,
vælte af sig bergskreds-blokken.
Hør, de skriger: moer og faer!
Mænd og kvinder giver svar;
bygdens mand går mellem sine,
som en faer i sønneflokken;
bygdens kvinde taer sin døde,
rækker ham sit bryst til føde; –
aldrig før så stout hun knejste,
når hun barn til dåben bar.
Her blev liv, da presten rejste!
GERD.
Hark; now all the bells are loud,
Clanging down the savage fells!
See, what moving masses crowd
Upwards to those bidding bells!
See the thousand trolls uprisen
From the ocean-caves, their prison;
See the thousand dwarfs up-leaping
From the graves where they were sleeping
With the priest’s seal on them set:
Grave and ocean cannot bind them,
Out they’re swarming, chill and wet;—
Troll-babes that but shammed to die,
Grinning roll the rocks behind them:
“Mother, father!” hark, they cry;
Goodman, Goodwife, make reply;
Then, as fathers among sons,
Move among their buried ones;
Women lay their risen dead
At their bosoms to be fed,
Strutted scarce with prouder front
When they bore them to the font.
Life begins! The parson’s fled!
GERD.
Horch! jetzt läuten all die Glocken
Droben auf dem wilden Grat!
Sieh, wen sie zum Kirchgang locken,
Welche Spukgemeinde naht!
Tausend Zwerg- und Trollgestalten,
Die der Pfarr ins Meer geknechtet,
Brachen ihrer Grüfte Riegel:
Nimmer lassen sie, geächtet
Unter seines Fluches Siegel,
Sich von See und Sarg mehr halten;
Wimmelnd nahn die nassen, kalten; –
Kinder, scheintot, sieh, mit Greinen
Berglawinenschutt entstreben.
Vater! Mutter! schreit’s im Chor;
Männer, Weiber stürzen vor;
Dörfler wandert mit den Seinen,
Wie ein Vater, söhn’-umgeben,
Dörflerin hat ihrem toten
Kind die Mutterbrust geboten;
War sie je so strack zu sehn,
Wann sie mußt’ zur Kindstauf’ gehn?
Da der Pfarr geflohn, ward Leben!