Det var paa den Tid, da alle Jordklodens Dyr kunde tale, at Ørnen vilde gjelde for Enehersker over Luftens Beboere. Derfor lod da Ørnen den Befaling udgaa til alle Fugle, fra de største til de mindste, at de skulde samles paa en af den bestemt Dag til et Sted, som kaldtes Grønfjeldet, for der at vælge sig en Konge. Grønfjeldet var et stort, vidt Fjeld, som laa omtrent midt paa Jorden, og var bevokset med alle Slags Træer, Blomster og Urter, som paa Jorden findes, saa alle Fugle fandt tilstrækkelig Næring der. De kunde ogsaa flyve fra Træ til Træ og saaledes glæde og fryde sig i disse Skove og blomsterrige Marker. Der var ogsaa smaa Vande og Floder for større og mindre Sjøfugle, som det faldt tungt at flyve og tit og ofte maa bade sig. Og i disse Vande og Floder var der en Mængde Fisk, som tjente til Sjøfuglenes Næring, saa Stedet var meget vel valgt. Grønfjeldet laa paa den ene Kant mod en Havbred. Paa Fjeldet var en spids Forhøining, og øverst oppe en firkantet Skanse paa 50 Fods Høide, som Ørnen havde valgt til sit Kongesæde, saa at den kunde have god Udsigt ud over Havet og ned mod Stranden. Og alle Fugle fik saaledes Anledning at høre dens Forslag.

Paa den bestemte Dag kom Ørnen meget tidlig om Morgenen stolt flyvende gjennem Luften til Grønfjeldet og lod en og anden Gang sin skingrende Stemme høre, naturligvis for at varsle de øvrige Fugle. Kommen til Fjeldet, satte Ørnen sig paa sin tiltænkte Kongestol. Da begyndte det straks at vrimle af alle Fugle. Først kom den skjønne Paradisfugl, derpaa den sirlige Paafugl, den klunkende Kalkunhane, den hvidblinkende Svane, den grønne Papegøi, den store Strudsfugl, den krumnebbede Geier, den snilde Høg, den vellugtende Kanelfugl, den langhalsede Heire. Bogfinker, Kanarifugle, Ravne, Katugler m. m. fl., kort sagt alle Slags Fugle, som fandtes paa Jorden. Da de alle var samlede, begyndte Ørnen med at ønske dem velkommen, samt et Foredrag om, at den var den største og stærkeste Fugl. Den maalte sine 3 Alen og 6 Tommer imellem Vingespidserne, og tillige havde den saa stærkt Syn, at den kunde se lige ind i Solen, og hvor høit den var op i Luften, saa kunde den se en Myg bevæge sig nede i Græsset og paa Marken. Den troede derfor, at den maatte faa de fleste Stemmer og blive Konge. Men da svarede alle de andre Fugle med engang, at de ikke vilde have Ørnen til Konge; thi den var for meget grisk og rovgjerrig. Derefter fremstod Ravnen og anbefalede sig til Konge, idet den sagde, at den kunde flyve ni Gange 'blaat' om dagen. (Ni Gange blaat, det vil sige, saalangt som Øiet kan skue, indtil Himmel og Jord støder sammen). Og jeg har saa god Forstand, at jeg ved at faa ferskt Kjød hver dag hele Aaret rundt, sagde Ravnen. Da svarede atter alle Fuglene, at de ikke vilde have Ravnen til Konge; thi den var for hidsig og rovlysten. En foreslog da Erlen; men en anden sagde, at det gik ikke an, eftersom den laa i Vintersøvn. Kongen maatte vaage baade Vinter og Sommer.

Da raabte Strudsen fra en Sandslette: «Jeg er Jordklodens største Fugl, og om jeg end ikke kan flyve saa fort, saa kan jeg løbe 12 Mil i Timen, og saa fort kan ingen af de andre løbe, saa den troede, at det med Ret og Skjel tilkom den at være Konge. Men atter raabte alle Fuglene, at den var for dum; derfor vilde de ikke have den. Saa fremstod Paradisfuglen og Paafuglen og roste sig af sin Skjønhed; Papagøien af, at den kunde efterligne alles Maal og Sprog; Kanelfuglen af sin Vellugt og Kanarifuglen af sin liflige Sang, og videre hver eneste Fugl og roste sine Anlæg og gode Egenskaber, og tilsidst kom Bierne og Vepserne og roste sig af, at de kunde samle Vin af Blomsterne, og dertil kunde de skræmme baade Mennesker og Dyr med sine giftige Stik; men ingen opnaaede Stemme til Fuglenes Konge.

Efter flere Dages Diskussion over Kongevalget kom Fuglene til den Beslutning, at den, som kunde flyve høiest op i Luften, skulde være Konge. Da begyndte alle Fuglene at flyve tilveirs for at prøve, hvem der kunde komme høiest. En liden uanselig norsk Fugl var da saa klog, at den fløi op paa Ørnens Ryg, som ikke mærkede sin Følgesvend. Før kaldte man denne lille Fugl "Vinterhaug". Dette Navn havde den faat i et Væddemaal før, hvor den havde vundet Seieren. Da Ørnen nu var kommen saa høit, at den havde alle Fuglene under sig, raabte den: «Nu er jeg høiest, og nu er jeg Konge!» Vinterhaug passede da sit Snit, fløi op fra Ørnens Ryg og raabte: «Jeg er høiere!» Den fortsatte videre tilveirs og kom saa høit, at Solen brændte den i Brystet. Da tabte den Ligevægten og faldt bagover ned lige mod Jorden. Ørnen satte i Forbitrelse efter den; men paa Grund af, at den ikke kunde flyve ned i lodret Linje lig Vinterhaug, naaede den den ikke. Da Vinterhaug naaede Jorden, traf den et Hul og brækkede sit «Væle», hvilket vises endnu den Dag idag.

Da Ørnen af Forbitrelse havde fjernet sig langt bort, krøb Vinterhaug op af sin Hule, hoppede op paa Kongeborgen paa Kongesædet, som Ørnen havde indtaget, og raabte saa høit den kunde: «Ifølge Bestemmelsen, at den; som kunde flyve høiest, skulde være Fuglenes Konge, er jeg nu Seierherren.» Den talte videre og sagde: «Jeg er nu Konge over hele Luftens Hær, over alle Fugle paa Land og Sjø; alle er nu under mit Herredømme.»

Alle Fugle saa da op til sin nyvalgte Konge og stadfæstede, at den med al Ret havde vundet Kongenavn, uagtet den var liden og uanselig fremfor saa mange andre store og skjønne Fugle. Den blev nu af alle kaldet «Fuglekongen», hvilket Navn den endnu bærer den Dag idag. Fuglene frydede sig over dette sit Kongevalg og glædede sig over den milde og venlige Regent, de nu havde faaet. De udtrykte sin Tilfredshed ved sin Sang, sin Løben og Hoppen i Træerne, paa Marken, i Vand og paa Sjø. Da Fuglene havde afsluttet dette sit høitidelige Kongevalg, skiltes de fra hinanden, hver sin Vei, og drog derhen, hvor de efter hver sin Natur fandt for godt at leve og bo. Siden den Tid har de intet Kongevalg gjort. Men Fuglekongen har siden beholdt sit Kongenavn og sin Kongeværdighed, iblandt dem til den Dag idag.