Der var engang en Mand som boede borte i en Skog. Han havde saa mange Sauer og Gjeder; men aldrig kunde han have dem i Fred for Graabenen. «Jeg skal vel lure den Graatassen," sagde han tilsidst, og gav sig til at grave en Ulvestue. Da han havde gravet dybt nok, satte han en Stolpe midt nedi Ulvestuen, og paa den Stolpen slog han en Skive, og paa den Skiven satte han en liden Hund, og over Graven lagde han Kvist og Bar og andet Rusk, og ovenpaa det strødde han Sne, for at Tassen ikke skulde se der var en Grav under.

Da det led ud paa Natten, blev den vesle Hunden Lei af at staa der. "Vov, vov, vov!" sagde den og gjødde mod Maanen. Saa kom der en Ræv lakkendes og lakkendes, og tænkte han rigtig skulde gjøre Marked, og saa gjorde han et Hop - bardus ned i Ulvestuen. Da det led lidt længer udpaa Natten, saa blev den vesle Hunden saa lei og saa sulten, og saa tog den paa at gjø og gneldre: «Vov, vov, vov!" sagde den. Ret som det var, kom der en Graaben tassendes og tassendes; han tænkte nok han skulde hente sig en fed Steg, og saa gjorde han et Hop - bardus ned i Ulvestuen.

Da det led ud i Graalysingen om Morgenen, kom Nordensnoen, og det blev saa koldt at den vesle Hunden stod og frøs og skalv, og saa var den saa træt og sulten. "Vov, vov vov, vov!" sagde den og gjødde i ett væk. Saa kom der en Bjørn labbendes og labbendes bortefter, og huskede paa sig, og tænkte han skulde nok faa sig en Godbite paa Morgenkvisten; saa huskede han i Vei ud paa Kvistene - bardus ned i Ulvestuen.

Da det led lidt længer ud paa Morgenen, kom der gaaende en gammel Fantekjærring, som slang gaardimellem med en Pose paa Ryggen. Da hun fik Øie paa den vesle Hunden som stod der og gjødde, maatte hun bort og se om der var kommen Dyr i Ulvestuen om Natten. Ja, hun lagde sig paa Knærne og kikkede nedi.

"Er du kommen i Felden nu, Mikkel?» sagde hun til Ræven, for ham saa hun først: "til Pas til dig, din Hønsetjuv! - Du og, Graatass?" sagde hun til Graabenen; «har du revet Gjed og Sau, saa blir du nu pint og peiset dau. Eia mei da, Bamse! Sidder du ogsaa i Stuen, din Mærraflaaer? Ja, dig skal vi rispe, og dig skal vi flaa, og Skallen din skal vi paa Buvæggen slaa!» skreg Kjærringen ivrig og hyttede til Bjørnen; men i det samme faldt Posen frem over Hovedet paa hende, og Kjærringen røg - bardus ned i Ulvestuen.

Saa sad de der og glodde paa hverandre alle fire, hver i sin Krog: Ræven i det ene, Graabenen i det andre, Bjørnen i det tredje og Kjærringen i det fjerde Hjørnet.

Men da det blev rigtig lyst, begyndte Mikkel at riste paa sig, og saa vimsede han omkring, for han tænkte vel han skulde prøve at komme ud. Men saa sagde Kjærringen: "Kan du ikke sidde rolig du da, din Sviverove! og ikke gaa slig og svinse og svanse? Se paa han Far sjøl i Stua, han sidder saa stø som en Præst!» - for nu tænkte hun at hun skulde prøve og gjøre sig Godvenner med Bjørnen.

Men saa kom Manden som eiede Ulvestuen. Først drog han op Kjærringen, og saa slog han ihjel alle Dyrene, og han sparede hverken han Far sjøl i Stua eller Tassen eller Mikkel Sviverove. Den Natten syntes han at han havde gjort et godt Kast.