Der var engang en Konge som var blit Enkemand. Efter sin Dronning havde han en Datter, som var saa snil og saa deilig at ingen kunde være snillere og deiligere. Han gik længe og sørgede over Dronningen, som han havde holdt meget af, men tilsidst blev han kjed af at leve enslig, og giftede sig med en Enkedronning, som ogsaa havde en Datter; men hendes Datter var ligesaa styg og slem, som den andre var snil og vakker. Stedmoderen og hendes Datter var avindsyge paa Kongsdatteren, fordi hun var saa deilig; men saa længe som Kongen var hjemme, torde de ikke gjøre hende noget, for han holdt meget af hende.

Der gik nu en Tid, saa fik han Krig med en anden Konge og drog ud i Leding; da syntes Dronningen hun kunde gjøre hvad hun vilde, og saa baade sultede og slog hun Kongsdatteren, og var efter hende i hver Krog. Tilsidst syntes hun at Alting var for godt til hende, og saa satte hun hende til at gjæte Kreaturene. Hun gik da med Kreaturene og gjætede dem i Skogen og paa Fjeldet. Mad fik hun lidet eller intet af; bleg og mager blev hun, og næsten altid graat hun og var bedrøvet. I Buskapen var der en stor blaa Stud, som altid holdt sig saa fin og blank, og den kom ofte bort til Kongsdatteren og lod hende kjæle sig. En Gang som hun sad og graat og var bedrøvet igjen, kom Studen hen til hende og spurgte hvorfor hun var saa sørgmodig. Hun svarede Ingenting, men blev ved at graate. "Ja," sagde Studen, "jeg ved det nok, endda du ikke vil sige mig det; du graater fordi Dronningen er slem mod dig, og fordi hun vil sulte dig ihjel. Men Mad har du ikke nødig at sørge for; i det venstre Øret mit ligger der en Dug, og naar du tager og breder den ud, kan du faa saa mange Retter du vil.» Det gjorde hun, tog Dugen og bredte den ud paa Græsset, og saa diskede den op med de deiligste Retter nogen kunde ønske sig; der var baade Vin og Mjød og Sødkage. Hun kom nu snart i Hold igjen, og blev saa rød og rund og hvid, at Dronningen og den tørskranglede Datteren hendes blev baade blaa og blege af Ærgrelse over det. Dronningen kunde slet ikke skjønne, hvorledes Steddatteren kunde komme til at se saa godt ud paa saa daarlig Kost; saa sagde hun til en Terne, at hun skulde gaa efter hende i Skogen, og passe paa og se hvorledes det hang sammen, for hun troede at nogen af Tjenestefolkene gav hende Mad. Jenten gik da efter hende i Skogen og passede paa, og saa fik hun se at Steddatteren tog Dugen ud af Øret paa den blaa Studen og bredte den ud, og saa diskede Dugen op med de deiligste Retter, som Steddatteren gjorde sig til gode med. Det gik Jenten hjem og sagde Dronningen.

Nu kom Kongen hjem, og havde vundet over den andre Kongen som han havde været i Krig med; der blev da stor Glæde over hele Slottet, og ingen var gladere end Kongens Datter. Men Dronningen lagde sig syg og gav Doktoren mange Penge, forat han skulde sige hun ikke kunde blive frisk igjen, uden hun fik Kjød af den blaa Studen at spise. Baade Kongsdatteren og Folkene spurgte Doktoren om ikke noget andet kunde hjælpe, og bad for Studen, for alle holdt af den, og de sagde at der ikke gaves Mage til Stud i hele Riget; men nei, den maatte slagtes og den skulde slagtes, der var ingen anden Raad. Da Kongsdatteren hørte det, blev hun ilde ved og gik ned i Fjøset til Studen. Den stod der ogsaa og hang med Hovedet, og saa saa sørgmodig ud, at hun begyndte at graate for det.

«Hvad graater du for?» sagde Studen.

Saa sagde hun at Kongen var kommen hjem igjen, og at Dronningen havde lagt sig syg, og at hun havde faaet Doktoren til at sige at hun ikke kunde blive frisk, dersom hun ikke fik Kjød af den blaa Studen at spise, og nu skulde han slagtes.

«Faar de først Livet af mig, saa dræber de snart dig ogsaa,» sagde Studen; «synes du som jeg, saa reiser vi vor Vei i Nat." Ja, Kongsdatteren syntes nok det var slemt at reise bort fra sin Far; men det var endda værre at være i Hus med Dronningen, og saa lovede hun Studen at hun skulde komme.

Om Kvelden, da alle de andre havde lagt sig, listede Kongsdatteren sig ned i Fjøset til Studen; saa tog den hende paa Ryggen og for af Gaarde det forteste den kunde. Da nu Folkene kom op i Otten den næste Dag og skulde slagte Studen, var den væk, og da Kongen kom op og spurgte efter Datteren, var hun ogsaa borte. Han sendte Bud ud paa alle Kanter for at lede efter dem, og lyste efter dem fra Kirkebakken, men der var ingen som havde seet noget til dem.

Imens for Studen gjennem mange Lande med Kongsdatteren paa Ryggen, og saa kom de til en stor Kobberskog; Trær og Grene og Blade og Blomster og Alting var af Kobber.

Men førend de reiste ind i Skogen, sagde Studen til Kongsdatteren:

«Naar vi nu kommer ind i Skogen, maa du tage dig vel i Agt, saa du ikke rører et Blad af den engang, ellers er det forbi baade med mig og med dig, for her bor et Trold med tre Hoveder, som eier den.

Nei Kors, hun skulde tage sig vel i Vare og ikke røre noget.

Hun var saa forsigtig og bøiede sig til Side for Grenene og skjøv dem bort med Hænderne; men det var saa trangskoget at det næsten ikke var muligt at komme frem, og hvorledes hun stelte sig, kom hun ligevel til at rive af et Blad, som hun fik i Haanden sin.

«Au, au, hvad gjorde du nu?» sagde Studen, «nu gjælder det at slaass paa Liv og Død. Men gjem bare Bladet vel.»

Strax efter var de ved Enden af Skogen, og da kom der et Trold farende med tre Hoveder.

«Hvem er det som rører min Skog?» sagde Troldet. «Den er ligesaa meget min som din,» sagde Studen. «Det skal vi nappes om,» skreg Troldet.

«Kan saa det,» sagde Studen.

Saa rendte de sammen og sloss, og Studen den stangede og spændte af alle Livsens Kræfter, men Troldet slog lige godt, og det varede hele Dagen før Studen fik Ende paa det, og da var den saa fuld af Saar og saa ussel at den nesten ikke orkede at gaa. Saa maatte de hvile over en Dag; og saa sagde Studen til Kongsdatteren, at hun skulde tage det Smurningshornet som hang ved Beltet til Troldet, og smøre den med; da kom den sig, og Dagen efter ranglede de afsted igjen.

De reiste nu i mange, mange Dage, og saa kom de langt om længe til en Sølvskog; Trær og Grene og Blade og Blomster og Alting var af Sølv.

Før Studen gik ind i den, sagde den til Kongsdatteren: "Naar vi nu kommer ind i denne Skogen, maa du for Guds Skyld tage dig vel i Agt; du maa slet ikke røre Nogenting, og ikke rive af saa meget som et Blad, for ellers er det forbi baade med dig og med mig; her er et Trold med sex Hoveder, som eier den, og det tror jeg knapt jeg kan raade med.»

«Nei,» sagde Kongsdatteren, «jeg skal nok agte mig og ikke røre ved det du ikke vil jeg skal røre.»

Men da de kom ind i Skogen, var den saa tæt og saa trang at de næsten ikke kunde komme frem. Hun for saa varlig som hun kunde, og bøiede sig til Siden for Grenene og skjøv dem bort foran sig med Hænderne; men hvert Øieblik slog Grenene hende i Øinene, og hvorledes hun stelte det, saa kom hun til at rive af et Blad.

«Au, au, hvad gjorde du nu?» sagde Studen; "nu gjælder det at slaass paa Liv og Død, for dette Troldet har sex Hoveder og er dobbelt saa stærkt som det andre; men pas bare paa Bladet og gjem det vel.»

Ret som det var, saa kom Troldet. «Hvem er det som rører ved min Skog?» sagde det.

"Den er ligesaa meget min som din," sagde Studen.

"Det skal vi nappes om," skreg Troldet.

"Kan saa det,» sagde Studen, og røg paa Troldet og stangede ud Øinene paa det og kjørte Hornene tvært gjennem det, saa Tarmene randt ud, men det slog lige godt, og det varede i tre samfulde Dage før Studen fik Livet af det. Men da var den ogsaa saa ussel og opgivet, at den med Nød og Neppe kunde røre sig, og saa fuld med Saar at Blodet randt af den. Saa sagde den til Kongsdatteren, at hun skulde tage Smurningshornet som hang ved Beltet paa Troldet, og smøre den med. Det gjorde hun, og saa kom den sig; men de maatte lige over og hvile en Uge, før den orkede at gaa længer.

Endelig gav de sig paa Veien igjen; men Studen var skrøbelig endda, og det gik ikke fort i Førstningen. Kongsdatteren vilde spare den, og sagde at hun var saa ung og let paa Foden, hun kunde gjerne gaa; men det fik hun slet ikke Lov til; hun maatte sætte sig op paa Ryggen hans igjen.

Saa reiste de i lang Tid og gjennem mange Lande, og Kongsdatteren vidste slet ikke hvor det bar hen, men langt om længe kom de til en Guldskog; den var saa gild at Guldet dryppede af den, og Trær og Grene og Blomster og Blade var af bare Guld.

Her gik det lige ens som i Kobberskogen og Sølvskogen. Studen sagde til Kongsdatteren, at hun slet ikke paa nogen Maade maatte røre ved den, for det var et Trold med ni Hoveder som eiede den; det var meget større og stærkere end begge de andre tilsammen, og den troede slet ikke at den kunde raade med det. Nei, hun skulde nok passe sig og slet ikke røre ved Skogen, det kunde han nok vide. Men da de kom ind i den, saa var den endda tættere end Sølvskogen, og des længere de kom, des verre blev det: Skogen blev tættere og tættere og trangere og trangere, og tilsidst syntes hun, de ikke paa nogen Sæt eller Vis kunde komme frem; hun var saa ræd for at rive af noget, at hun sad og vendte og bøiede sig baade hid og did for Grenene og skjøv dem bort foran sig med Hænderne; men hvert Øieblik slog de hende i Øinene, saa hun ikke kunde se hvor hun greb hen, og før hun vidste af det, havde hun et Guldæble i Haanden. Hun var saa hjertelig ræd at hun graat, og vilde kaste det igjen; men Studen sagde hun skulde beholde det og gjemme det vel, og trøstede hende saa godt han kunde; men han troede det blev en haard Bask, og han tvilte paa det vilde gaa godt.

Ret som det var, saa kom Troldet med de ni Hoveder; det var saa fælt at Kongsdatteren næsten ikke torde se paa det.

«Hvem er det som rører min Skog?» skreg det.

«Den er ligesaa meget min som din,» sagde Studen.

"Det skal vi nappes om,» skreg Troldet,

«Kan saa det,» sagde Studen. Og saa rendte de sammen og sloss, og det var saa fælt at se paa, at Kongsdatteren var nær ved at daane. Studen stangede ud Øinene paa det, og kjørte Hornene tvært igjennem det, saa Indvoldene væltede ud; men Troldet slog lige godt, for naar Studen fik stanget ihjel et Hoved, blaaste de andre Liv i det igjen, og det varede en hel Uge, før den var istand til at faa Livet af det. Men da var den saa ussel og skrøbelig at den ikke kunde røre sig. Saar havde den over det hele; den kunde ikke engang sige saa meget som at Kongsdatteren skulde tage Smurningshornet til Troldet og smøre den med. Men hun gjorde det ligevel, og da kom den sig ogsaa; men de maatte ligge over og hvile i tre Uger, før den var god for at gaa videre.

Da reiste de saa smaat afsted, for Studen sagde at de skulde lidt længer frem, og saa kom de over mange store Aaser med tyk Skog. Dette varede nu en Stund, saa kom de op paa Fjeldet.

"Ser du noget?» spurgte Studen.

"Nei, jeg ser ikke andet end Himmelen og vilde Fjeldet,» sagde Kongsdatteren.

Da de kom høiere op, blev Fjeldet slettere, saa de kunde se videre om sig.

«Ser du noget nu?» sagde Studen.

«Ja, jeg ser et lidet Slot langt, langt borte,» sagde Prinsessen.

"Det er nok ikke saa lidet endda,» sagde Studen. Langt om længe kom de til en stor Haug, hvor der var en tværbrat Bergvæg.

«Ser du noget nu?» sagde Studen.

«Ja, nu ser jeg Slottet tæt ved, nu er det meget, meget større," sagde Kongsdatteren.

"Did skal du,» sagde Studen; "strax nedenfor Slottet er der et Grisehus, hvor du skal være. Naar du kommer did, finder du en Træstak der; den skal du tage paa dig, og gaa frem til Slottet, og sige du heder Kari Træstak, og bede om Tjeneste. Men nu skal du tage den lille Kniven din og skjære Hovedet af mig med; saa skal du flaa mig og virre Huden sammen og lægge den under Bergvæggen der, og inde i Huden skal du lægge Kobberbladet og Sølvbladet og Guldæblet. Borte ved Berget der staar der en Kjæp; naar du vil mig noget, saa banker du bare paa Bergvæggen her med den."

I Førstningen vilde hun ikke; men da Studen sagde at det var den eneste Tak han vilde have for det han havde gjort mod hende, saa kunde hun ikke andet. Hun syntes det var saa inderlig vondt, men hun trælede og skar med Kniven paa det store Dyret, til hun fik af Hovedet og Huden, saa lagde hun den sammen borte under Bergvæggen, og lagde Kobberbladet og Sølvbladet og Guldæblet ind i den.

Da hun havde gjort det, saa gik hun bortover til Grisehuset; men alt som hun gik, graat hun og var bedrøvet. Der tog hun Træstakken paa sig, og saa gik hun frem til Kongsgaarden; da hun kom ind i Kjøkkenet, bad hun om Tjeneste, og sagde at hun hedte Kari Træstak. Ja, sagde Kokken, det kunde hun nok faa, hun kunde faa Lov at være der og vaske op, for den som havde gjort det før, var nylig gaaet sin Vei; "men naar du blir lei af at være her, saa gaar vel du ogsaa din Kos." Nei, det skulde hun slet ikke.

Hun var nu noksaa ordentlig til at vaske op. Om Søndagen skulde der komme Fremmede til Kongsgaarden; saa bad Kari, om hun fik Lov at gaa med Vaskevand til Prinsen, men de andre lo af hende og sagde: "Hvad vil du der? Tror du Prinsen vil vide noget af dig som ser slig ud?»

Hun gav sig ikke hun, men blev ved at bede, og endelig fik hun ogsaa Lov.

Da hun gik op over Trapperne, ramlede det i Træstakken, saa Prinsen kom ud og spurgte: "Hvad er du for en?»

«Jeg skulde nok bære Vaskevand til jer jeg,» sagde Kari.

«Tror du jeg vil have det Vaskevandet du bærer?" sagde Prinsen og slog Vandet over hende.

Hun maatte gaa med det; men saa bad hun om Lov til at gaa til Kirken; det fik hun ogsaa, for Kirken laa tæt ved. Men først gik hun bort til Berget og bankede paa med Kjæppen som stod der, saaledes som Studen havde sagt. Strax kom der ud en Mand og spurgte hvad hun vilde. Kongsdatteren sagde, at nu havde hun faaet Lov til at gaa i Kirken og høre paa Præsten, men hun havde ingen Klæder at have paa sig. Saa kom han med en Kjole til hende, den var saa blank som Kobberskogen, og Hest og Sadel fik hun ogsaa. Da hun kom til Kirken, var hun saa vakker og gild at alle undredes paa hvem hun var, og næsten ingen hørte efter hvad Præsten sagde, fordi de saa for meget paa hende; Prinsen selv likte hende saa godt at han ikke kunde vende Øinene fra hende et Øieblik.

I det samme hun gik ud af Kirken, sprang Prinsen efter og drog Kirkedøren til efter hende, og saa beholdt han den ene Handsken hendes i Haanden. Da hun gik bort og satte sig paa Hesten, kom Prinsen igjen efter, og spurgte hvor hun var fra.

«Jeg er fra Vaskeland,» sagde Kari, og da Prinsen tog frem Handsken og vilde give hende den igjen, sagde hun:

"Lyst fore og mørkt bag,

saa Prinsen ikke ser hvor jeg rider hen i dag!"

Prinsen havde aldrig seet Mage til Handske, og han for baade vidt og bredt og spurgte efter det Land den stolte Damen som reiste fra Handsken sin, havde sagt hun var fra, men der var ingen som kunde sige ham hvor det laa.

Om Søndagen skulde en gaa op til Prinsen med et Haandklæde.

«Aa, faar jeg Lov at gaa op med det,» sagde Kari. «Hvad skal det være til" sagde de andre som var i Kjøkkenet; "du saa jo hvorledes det gik sidst."

Kari gav sig ikke, men blev ved at bede til hun fik Lov, og saa løb hun op over Trapperne, saa det ramlede i Træstakken. Prinsen for ud, og da han fik se at det var Kari, rev han til sig Haandklædet og kastede det lige i Øinene paa hende.

«Pak dig nu, dit stygge Trold!" sagde han, «tror du jeg vil have et Haandklæde som du har taget i med de svarte Fingrene dine?"

Siden reiste Prinsen til Kirke, og Kari bad ogsaa om at faa gaa did. De spurgte hvad hun vilde til Kirken efter, hun som ikke havde noget andet at have paa sig end den Træstakken, og som var saa svart og fæl. Men Kari sagde, hun syntes at Præsten var slig en gild Mand til at præke; hun havde saa godt af det han sagde, og saa fik hun Lov tilsidst. Hun gik til Berget og bankede paa, og saa kom Manden ud og gav hende en Kjole som var meget gildere end den første; den var udsyet med Sølv overalt, og det skinnede af den ligesom af Sølvskogen, og en prægtig Hest med sølvbroderet Dækken og Sølvbidsel fik hun ogsaa.

Da Kongsdatteren kom til Kirken, stod Kirkefolkene udenfor paa Bakken endda; alle saa undredes de paa hvad hun var for en, og Prinsen var strax paa Færde og kom og vilde holde Hesten for hende mens hun steg af. Men hun sprang af, og sagde at det havde han ikke nødigt, for Hesten var saa vel tæmmet, at den stod stille naar hun sagde det, og kom naar hun kaldte paa den. Saa gik de allesammen i Kirken; men der var næsten ingen som hørte efter hvad Præsten sagde, fordi de saa for meget paa hende, og Prinsen blev endda meget mere indtaget i hende end forrige Gang. Da Prækenen var forbi, og hun gik ud af Kirken og skulde sætte sig paa Hesten, kom Prinsen igjen og spurgte hende hvor hun var fra.

«Jeg er fra Haandklæland," sagde Kongsdatteren, og i det samme slap hun ned Ridepisken sin; da Prinsen bukkede sig for at tage den op, sagde hun:

«Lyst føre og mørkt bag,

saa Prinsen ikke ser hvor jeg rider hen idag!"

Borte var hun igjen, og Prinsen kunde ikke vide hvor hun var blit af; han for baade vidt og bredt og spurgte efter det Landet som hun havde sagt hun var fra; men der var ingen som kunde sige ham hvor det laa, og Prinsen maatte da give sig til Taals igjen.

Om Søndagen skulde en gaa op til Prinsen med en Kam; Kari bad om Lov til at gaa med den, men de andre mindede hende om hvorledes det var gaaet sidst, og skjændte paa hende, fordi hun vilde vise sig for Prinsen, saa svart og saa fæl som hun var i Træstakken sin: men hun holdt ikke op at bede, før de lod hende gaa op til Prinsen med Kammen. Da hun kom ramlende op over Trapperne igjen, for Prinsen ud, tog Kammen og kastede den efter hende, og bad hun bare skulde pakke sig.

Siden reiste Prinsen til Kirken, og Kari bad ogsaa om Lov; de spurgte igjen hvad hun skulde der, hun som var saa fæl og svart, og som ikke havde Klæder hun kunde vise sig i blandt Folk; Prinsen eller nogen anden kunde gjerne faa se hende, sagde de, saa blev baade hun og de ulykkelige; men Kari sagde at de havde nok andet at se efter, og hun holdt ikke op at bede, før hun fik Lov at gaa.

Nu gik det lige ens som begge de forrige Gangene; hun gik bort til Berget og bankede paa med Kjæppen, og saa kom Manden ud og gav hende en Kjole som var endda meget gildere end de forrige; den var næsten af bare Guld og Diamanter, og en gjæv Hest med guldbroderet Dækken og Guldbidsel fik hun ogsaa.

Da Kongsdatteren kom til Kirken, stod Præsten og Almuen paa Bakken endda, og ventede paa hende. Prinsen kom løbende og vilde holde Hesten, men hun sprang af og sagde: "Nei Tak, det trænges ikke, min Hest er saa vel tæmmet, at den staar stille naar jeg siger det.» Saa skyndte de sig i Kirken allesammen og Præsten paa Prækestolen; men ingen hørte efter hvad han sagde, fordi de saa for meget paa hende og undredes paa hvor hun var fra, og Prinsen var endda meget mere forelsket end begge de forrige Gangene; han sansede ikke nogen Ting, men saa bare paa hende.

Da Prækenen var endt, og Kongsdatteren skulde gaa af Kirken, havde Prinsen slaaet ud et Kvartel med Raatjære i Kirkesvalen, for at komme til at hjælpe hende over; men hun brydde sig ikke om det, satte Foden midt ud i Tjæren og sprang over; saa blev den ene Guldskoen siddende igjen, og da hun havde sat sig paa Hesten, kom Prinsen farende ud af Kirken og spurgte hvor hun var fra.

«Fra Kammeland," sagde Kari. Men da Prinsen vilde rekke hende Guldskoen, sagde hun:

«Lyst fore og mørkt bag,

saa Prinsen ikke ser hvor jeg rider hen i dag!»

Prinsen kunde da heller ikke nu vide hvor det var blit af hende, og saa for han i langsommelig Tid omkring i Verden og spurgte efter Kammeland; men da ingen kunde sige ham hvor det var, lod han kundgjøre, at den som kunde passe Guldskoen, vilde han gifte sig med. Der kom da sammen baade vakre og stygge fra mange Kanter; men der var ingen som havde saa liden Fod at hun kunde faa paa Guldskoen. Langt om længe kom den slemme Stedmoderen til Kari Træstak med sin Datter ogsaa, og hende passede Skoen til; men styg var hun, og saa lei saa hun ud, at Prinsen meget nødig gjorde det han havde lovet. Ligevel blev der laget til Bryllups, og hun blev pyntet til Brud, men da de red til Kirke, saa sad der en liden Fugl i et Træ og sang:

«Et Stykke af Hæl

og et Stykke af Taa;

Kari Træstakkens Sko

er fuld af Blod!»

Og da de saa efter, havde Fuglen sagt sandt, for Blodet silrede ud af Skoen. Saa maatte alle Tjenestejenterne og alle de Kvindfolk som var paa Slottet, frem og prøve Skoen paa sig, men der var ingen som den vilde passe.

«Men hvor er Kari Træstak da?» spurgte Prinsen, da alle de andre havde passet Skoen, for han skjønte Fuglesang, og kom vel i Hu hvad Fuglen havde sagt. «Aa, hun da!" sagde de andre; "det kan aldrig nytte hun kommer frem, for hun har Fødder som en Hest.»

«Kan være,» sagde Prinsen, «men siden alle de andre har prøvet den, saa kan Kari ogsaa være med.» «Kari!» raabte han ud igjennem Døren, og Kari kom op over Trapperne, og det ramlede i Træstakken, som om det var et helt Regiment Dragoner som kom farende.

"Nu skal du passe Guldskoen og blive Prinsesse du og,» sagde de andre Jenter, og lo og gjorde Nar af hende.

Kari tog op Skoen, satte Foden i den saa let hun vilde, kastede Træstakken af sig, og saa stod hun der med Guldkjolen paa, saa det skinnede af hende, og paa den andre Foden havde hun Magen til Guldskoen. Prinsen kjendte hende strax, og blev saa glad at han løb bort og tog hende om Livet og kyssede hende; og da han fik høre at hun var en Kongsdatter, blev han endda gladere, og saa blev der Bryllup. Snip, Snap, Snude, saa er Eventyret ude.