Der var engang en Mand, han havde en Slaatt-Eng som laa langt oppe i Lien ensteds, og paa den Engen stod et Hølade, han havde at berge Foret i. Men der havde nok ikke været stort i Ladet i de sidste Aar, skal jeg tro; for hver Jonsoknat, naar Græsset stod gildest og frodigst, blev Slaattengen rent svartbeitet, som om en hel Drift skulde gaaet der og gnaget om Natten. Det hændte en Gang, og det hændte to Gange; men saa blev Manden lei af det og sagde til Sønnerne sine - han havde tre, og den tredje det var Askeladden, kan du vide - at nu fik en af dem ligge borti Udeng-Ladet om Jonsoknatten, for det var for galt at Græsset skulde blive ædt op Rub og Stub igjen, ligesom de to forrige Aarene; og den som vilde i Veien, maatte passe vel paa, sagde Manden.

Ja, saa vilde da den ældste bort og gjæte Engen; han skulde nok passe Græsset, mente han, og det saa hverken Folk eller Fæ eller Fanden selv skulde faa noget af det. Da det led mod Kvelden, gik han bort i Ladet og lagde sig til at sove; men lidt ud paa Natten kom der slig en Dur og sligt et Jordskjælv, at Vægge og Tag ristede; og Gutten op og til Bens det forteste han havde lært, han torde ikke engang se sig om, og Høet blev ædt op den Nat ligesom de forrige Aarene.

Næste Jonsokkvelden sagde Manden igjen, at det var for ilde de Aar efter Aar mistede alt Græsset paa Udengen, nu fik en af Sønnerne bort og passe det, og passe det vel ogsaa. Saa vilde den næstældste prøve sig den Kvelden. Han gik da bort i Høladet og lagde sig til at sove, ligesom Broderen havde gjort; men udpaa Natten kom der en Dur og et Jordskjælv, endda værre end forrige Jonsoknat; og da Gutten hørte det, blev han ræd, og til Bens saa fort som han skulde havt Betaling for det.

Aaret efter skulde da Askeladden i Veien; men da han lagede sig til at gaa, lo de andre to og gjorde Nar af ham. «Ja du skal blive den rette til at passe Høet, du som ikke har lært andet end sidde i Asken og stege dig!» sagde de. Men Askeladden brydde sig ikke om hvad de snakkede; da det led mod Kvelden, ruslede han bortover til Udengen han. Der gik han ind i Høladet og lagde sig; men da det led om en Stund, tog det til at dure og brage, saa det var fælt. "Aa blir det ikke værre, faar jeg vel hærde paa,» tænkte Askeladden. Om lidt kom der et Brag igjen, og et Jordskjælv, saa Høstraaene føg omkring Gutten. «Aa blir det ikke værre, faar jeg vel hærde paa,» tænkte Askeladden. Men aller bedst det var, kom den tredje Duren, og et Jordskjælv, saa Gutten tænkte at Vægge og Tag havde ramlet sammen; men da det var gaaet over, blev det med ett kurende stilt rundt om ham. «Skal tro det kommer igjen?» tænkte Askeladden. Men nei, det kom ikke igjen, det var stilt og det blev stilt, og da han havde ligget en liden Stund, hørte han ligesom en Hest stod og tyggede tæt udenfor Ladedøren. Han lurte sig da bort i Dørgløtten og skulde se hvad det var; saa stod der en Hest og gnog, og saa stor og fed og gild Hest havde Askeladden aldrig seet før, og Sadel og Bidsel laa der paa den og fuld Rustning til en Ridder, og altsammen var af Kobber, og saa blankt at det skinnede i det. «Haa, haa! er det du som æder op Høet vort," tænkte Gutten, «det skal jeg nok forbyde dig;» han skyndte sig og tog op Ildstaalet sit og kastede over Hesten, saa havde den ikke Magt til at røre sig af Flækken; den blev saa tam, at Gutten kunde gjøre med den hvad han vilde. Han satte sig da op paa den og red bort til et Sted ingen vidste noget om; der havde han den.

Da han kom hjem igjen, lo Brødrene og spurgte hvorledes det var gaaet ham. «Du blev vel ikke længe liggende i Høladet, om du ellers har været saa langt som til Udengen,» sagde de.

«Jeg laa i Høladet til Solen randt, men jeg hverken hørte eller saa noget jeg,» sagde Gutten; «Gud ved hvad det var I blev saa rædde for."

«Ja, vi faar vel se hvorledes du har passet Engen," svarede Brødrene; men da de kom der bort, stod Græsset der ligesaa langt og tykt som om Kvelden.

Den næste Jonsoknat gik det lige ens: Ingen af de to Brødrene torde gaa bort i Udengen og passe Slaatten, men Askeladden torde; og saa hændte akkurat det samme som forrige Jonsoknatten: først kom der en Dur og et Jordskjælv, saa om lidt et til, og saa endda et; men alle tre Jordskjælv var meget, meget stærkere denne Gangen. Saa blev det paa en Gang kurende stilt igjen, og Gutten hørte noget tyggede udenfor Ladedøren; han stjal sig da, saa sagte han kunde, bort i Dørgløtten - jo! der stod en Hest igjen lige ved Væggen og tamsede og gnog; og den var endda meget større og federe end den forrige; og Sadel laa der paa Ryggen dens, og Bidsel var der paa den og fuld Rustning til en Ridder - altsammen af blankt Sølv og saa prægtigt som nogen vilde se. «Haa, haa! er det du som æder op Høet vort i Nat,» tænkte Gutten, "det skal jeg vel forbyde dig!» Han tog op Ildstaalet sit og kastede over Manken paa Hesten; saa stod den saa spak som et Lam. Ja Gutten red den Hesten ogsaa bort til Stedet hvor han havde den andre, og gik saa hjem igjen.

"Idag ser det vel vakkert ud borti Slaattengen?» sagde Brødrene.

«Aa, jamænd!» sagde Askeladden.

De skulde da bort igjen, og saa stod Græsset baade tykt og langt ligesom før; men de blev nu ikke blidere paa Askeladden for det.

Da den tredje Jonsoknatten kom, torde heller ingen af de to ældste Brødrene ligge i Udeng-Ladet og passe Græsset, for de var blit saa hjerteskræmte den Natten de laa der, at de aldrig glemte det mer; men Askeladden torde. Og saa hændte netop det samme som de to forrige Nætter; der kom tre Jordskjælv, det ene fælere end det andre, ved det sidste dansede Gutten fra den ene Ladevæggen til den andre; men saa blev det paa en Gang kurende stilt. Da han saa havde ligget en liden Stund, hørte han noget tyggede udenfor Ladedøren ; han lurte sig da bort i Dørgløtten igjen - saa stod en Hest tæt udenfor, meget, meget større og federe end de to andre han havde fanget, og med baade Bidsel og Sadel og fuld Rustning af rent rødt Guld. «Haa, haa! er det du som æder op Høet vort denne Gangen,» tænkte Gutten; «det skal jeg vel forbyde dig;» han rev op Ildstaalet sit og kastede over den, saa stod den som den var naglet til Marken, og Gutten kunde gjøre med den hvad han vilde. Han red nu bort til det Stedet hvor han havde de to andre, og saa gik han hjem igjen. Der gjorde de to Brødrene Nar af ham ligesom de forrige Gangene; den Natten havde han vist passet Græsset i Udengen godt, sagde de, for han saa da ud som han gik og sov endnu. Men Askeladden brydde sig ikke om det, han bad dem bare gaa bort og se; det gjorde de, saa stod Græsset lige gildt og tykt denne Gangen ogsaa.

Kongen der i Landet hvor Far til Askeladden boede, havde en Datter som han ikke vilde give til nogen, uden den som kunde ride opover Glasberget - for der var et høit, høit Glasberg, blankt som en Is, tæt ved Kongsgaarden. Øverst oppe paa det skulde Kongsdatteren sidde med tre Guldæbler i Fanget, og den som kunde ride op og tage de tre Guldæblerne, skulde faa hende og halve Riget, det lod Kongen lyse op paa alle Kirkebakker i hele Landet og i mange andre Kongeriger ogsaa. Prinsessen var saa deilig, at alle som saa hende, maatte blive indtaget i hende, enten de vilde eller ei - og saa kan du nok vide at alle Prinser og Riddere havde Lyst til at vinde hende og halve Kongeriget med, og derfor kom de ridende fra alle Verdens Kanter, saa gilde at det lyste af dem, og paa slige Heste, at de gik bare paa Dans; og der var ingen uden han tænkte at han skulde vinde Prinsessen.

Da Dagen kom, som Kongen havde sat, var der saa tykt af Riddere og Prinser ved Glasberget at det yrede, og saa vilde nu hver som krybe og gaa kunde, did, og se hvem som vandt Kongsdatteren, og Askeladdens to Brødre vilde da ogsaa i Veien. Men ham vilde de slet ikke have med; for var de i Følge med slig en Bytting, saa fæl og svart som han var, efter det han havde ligget i Asken og gravet, vilde Folk bare gjøre Nar af dem, sagde de.

«Ja, jeg gaar ligesaa godt alene som for mig selv jeg," sagde Askeladden.

Da de to Brødrene kom til Glasberget, holdt alle Prinserne og Ridderne paa at ride saa det skummede af Hestene deres; men det nyttede dem ikke stort, skal jeg tro, for bare Hestene satte Hoven paa Berget, gled de, og der var ikke en som kom saa meget som et Par Alen opefter. Det var heller ikke at undres paa, for Berget var glat som en Glasrude og brat som en Stuevæg. Men Kongsdatteren og halve Riget vilde alle gjerne have, og de red og de gled, og det blev aldrig andet. Tilsidst var alle Hestene saa trætte at de ikke orkede mer, og saa svedte var de at Skummet væltede nedefter dem, og saa maatte Ridderne give sig. Kongen tænkte alt paa at han skulde lade lyse op at Ridningen begyndte paa ny den næste Dag, om det skulde gaa bedre da; men med det samme kom der en Ridder paa en Hest saa gild at ingen havde seet slig Hest før, og Kobberrustning og Kobberbidsel havde han, alt saa blankt at det lyste i det. De andre raabte til ham, at han gjerne kunde spare sig for at prøve at ride opefter Glasberget, for det nyttede saa ikke ligevel. Men han hørte ikke paa det Øret; han red lige bort imod Glasberget og opefter det som ingen Ting, og det et godt Stykke, det kunde vel være som en Tredjepart; da han kom der, vendte han Hesten og red ned igjen. Men saa vakker en Ridder syntes Prinsessen hun aldrig havde seet før, og mens han red, sad hun og tænkte: "Gud give han bare kom op!" og da hun saa han vendte Hesten, kastede hun det ene Guldæblet efter ham, og det trillede ned i Skoen hans. Men vel han var kommen ned af Berget, red han sin Vei, og det saa fort at ingen vidste hvor det blev af ham. Den Kvelden skulde nu alle Prinserne og Ridderne frem for Kongen, forat den som havde redet saa langt opefter Glasberget, kunde vise frem Guldæblet Kongsdatteren havde kastet. Men der var ingen som havde noget; den ene kom efter den andre, og ingen kunde vise Æblet.

Om Kvelden kom Brødrene til Askeladden ogsaa hjem igjen, og fortalte baade vidt og bredt om Ridningen opefter Glasberget, at først saa var der slet ingen som orkede at komme saa meget som et Steg opover; «men saa kom der en som havde Kobberrustning og Kobberbidsel, saa blankt at det lyste lang Vei af ham," sagde de, «og det var Gut som kunde ride; han red over en Tredjepart opefter Glasberget, og han kunde nok redet helt op, havde han bare villet; men der vendte han, for han syntes vel det var nok for den Gangen.»

«Aa ham skulde jeg rigtig havt Moro af at se, jeg ogsaa,» sagde Askeladden - han sad i Gruen og grov, som han pleiede, han.

«Ja du!» sagde Brødrene, «du ser ud som du kunde være mellem saa høie Herrer, dit stygge Bæst du sidder der!»

Næste Dag vilde Brødrene i Veien igjen, og Askeladden bad ogsaa denne Gangen, om han kunde faa Lov til at være i Følge med dem og se paa dem som red; men nei, det fik han slet ikke, det var han for styg og for fæl til, sagde de.

«Ja, ja, jeg gaar ligesaa gjerne alene som for mig selv ogsaa jeg,» sagde Askeladden.

Da Brødrene kom til Glasberget, begyndte alle Prinserne og Ridderne at ride igjen, og da kan det vel hænde at de havde skodd Hestene sine. Men det hjalp ikke; de red og de gled, ligesom forrige Dagen, og ingen kom saa meget som en Alen opefter; og da de havde maset ud Hestene sine, saa de ikke orkede mere, maatte de holde op igjen allesammen. Saa tænkte Kongen, at han vel fik lyse op at Ridningen skulde gaa for sig for sidste Gang Dagen efter, om det kanske skulde gaa bedre da. Men saa tænkte han om igjen: han fik vel vente lidt endnu, mente han, om han i Kobberrustningen skulde komme igjen den Dagen ogsaa. Ham saa de ikke noget til; men ret som det var, saa kom der en paa en Hest som var meget, meget gildere end den, Ridderen i Kobberrustningen havde havt, og denne havde Sølvrustning og Sølvsadel og Sølvbidsel, alt saa blankt at det skinnede og lyste i det langt borte. De andre raabte til ham igjen, og sagde at han gjerne kunde lade være at prøve Ridningen opefter Glasberget, for det nyttede saa aldrig ligevel. Men Ridderen hørte ikke efter det; han red lige bort til Glasberget og opefter det, endda længer end han i Kobberrustningen; men da han var kommen saa langt som to Tredjeparter op, vendte han Hesten og red ned igjen. Ham likte Prinsessen endda bedre, og hun sad og ønskede at han bare maatte komme op; men da hun saa han snudde, kastede hun det andre Æblet efter ham, og det trillede ned i Skoen hans; og med det samme han kom ned af Glasberget, red han afsted saa fort at ingen kunde se hvor det blev af ham.

Om Kvelden, da alle skulde frem for Kongen og Prinsessen, for at den som havde Guldæblet, kunde vise det frem, kom den ene efter den andre, men ingen havde noget Guldæble. Ligesom forrige Dagen kom de to Brødrene hjem den Kvelden ogsaa, og fortalte hvorledes det var gaaet, at alle havde redet og ingen kunde komme op. «Men langt om længe kom der en i en Sølvrustning, og Sølvbidsel og Sølvsadel havde han ogsaa,» sagde de, «og han kunde ride, han satte vel som to Tredjeparter opefter, men saa vendte han igjen. Det var Gut det! Og til ham kastede Prinsessen det andre Guldæblet,» sagde Brødrene.

«Aa ham skulde jeg ogsaa havt Moro af at se," sagde Askeladden.

«Aa ja, han var nu vel saa blank som Asken du sidder og graver i, dit stygge svarte Bæst du er!» sagde Brødrene.

Den tredje Dag gik alt lige ens som de forrige Dagene: Askeladden vilde være med og se paa Ridningen, og de to vilde ikke have ham i Følge med sig; og da de kom til Glasberget, var der ingen som kom saa langt som en Alen opefter. Alle ventede nu paa ham i Sølvrustningen, men han var hverken at høre eller se; men langt om længe kom der en paa en Hest saa gild at ingen havde seet Magen; han havde Guldrustning og Guldsadel og Guldbidsel saa blankt, saa blankt, at det lyste og skinnede lang Vei af det. De andre Riddere og Prinser kom ikke engang til at raabe til ham og sige at det ikke nyttede at prøve sig, saa op i Under blev de, da de saa hvor gild han var. Han red lige bort imod Glasberget og føg opefter det som en Fjær i et Vindkast, saa Prinsessen ikke engang fik Stunder til at ønske at han maatte komme helt op, før han var der. Med det samme han havde redet op, tog han det tredje Guldæblet af Fanget paa Prinsessen, og saa vendte han Hesten og red ned igjen, men saa var han ogsaa borte for Øinene paa dem, før de vidste Ordet af det.

Da de to Brødrene kom hjem igjen om Kvelden, fortalte de baade vel og længe om hvorledes det var gaaet med Ridningen den Dagen, og tilsidst fortalte de ogsaa om Ridderen i Guldrustningen. «Det var vel Gut det! Saa gild Ridder findes der ikke i Verden," sagde Brødrene. .

«Aa ham skulde jeg havt Moro af at se, jeg ogsaa!" sagde Askeladden.

«Ja, det glor nu ikke fuldt saa meget i Kulhaugen du ligger og roder i, dit stygge svarte Bæst!» sagde Brødrene.

Dagen efter skulde alle Ridderne og Prinserne frem for Kongen og Kongsdatteren - det var nok blit for sent om Kvelden, tror jeg - for at den som havde Guldæblet, skulde vise det frem; men den ene kom efter den andre, først Prinserne og saa Ridderne, og ingen havde noget Guldæble.

«Ja, men en maa have det,» sagde Kongen, «for det var noget vi saa allesammen, at der var en som red op og tog det;» og saa gav han Befaling til at alle som i Landet var, skulde komme op paa Slottet og prøve at vise frem Guldæblet. Ja, de kom, den ene efter den andre, men ingen havde Guldæblet, og langt om længe kom de to Brødrene til Askeladden ogsaa. De var de sidste, og saa spurgte Kongen, om der da slet ikke var flere igjen i Riget.

«Aa jo, vi har en Bror,» sagde de to; «men han har nok ikke taget Guldæblet; han har ikke været ude af Askehaugen nogen af Dagene.»

"Ja det er det samme,» sagde Kongen, "har alle de andre været oppe paa Slottet, saa kan han ogsaa komme ind,» og saa maatte da Askeladden op i Kongsgaarden med.

"Har du Guldæblet, du?" spurgte Kongen.

"Ja, her er det ene, og her er det andre, og her er nok det tredje ogsaa,» sagde Askeladden, han tog op af Lommen alle tre Guldæblerne; og med det samme kastede han af de sotede Fillerne, og saa stod han der i Guldrustningen, saa gild at det lyste af ham.

«Ja, du skal have Datter min og det halve Riget; du har vel fortjent baade hende og det,» sagde Kongen. Saa blev der Bryllup, og saa fik Askeladden Kongsdatteren, og i det Brylluppet blev der vel turet, kan hende; for ture kunde de alle, om de ikke kunde ride opefter Glasberget, og har de ikke turet fra sig, saa holder de paa endnu.