Rypa i Justedalen.

Dypt inde i Sogn, høit tilfjelds, ligger en eensom

Dal, som kaldes Justedal. Da den sorte Død begyndte at

grassere i Norge, droge mange af de rigeste og fornem-

ste Folk i Sogn op til denne øde Dal, hvor de nedsatte

sig og byggede sig Gaarde. De gjorde tillige den Af-

tale, at Ingen af deres Slægt og Venner maatte komme

op til dem, saalænge Pesten varede; men de som vilde

skrive skulde lægge deres Brevskaber under en stor

Steen ved Indgangen til Dalen, hvilken Steen endnu kal-

des Brevsteinen, og her skulde de igjen finde Svar. Ikke

destomindre kom Pesten derop og anrettede frygtelig

Ødelæggelse. Alle Dalens Beboere døde med Undtagelse

af en eneste liden Pige paa Gaarden Birkehaug. Da Fol-

ket var uddød, søgte Qvæget tilskovs og kom siden

flokkevis til Nabosognet Vaage, hvis Indbyggere bleve

forbausede ved Synet af de fremmede Kreaturer, som

ingen Eier eftersøgte. De toge imidlertid Qvæget i For-

varing, og da de frygtede for, at det ei maatte staae vel

til i Justedal, droge Nogle derhen. Hvor disse nu kom,

fandt de Folket uddød og Husene tomme. Efterat de

havde besøgt de fleste Gaarde, men ingensteds funden

nogen Levende, opgave de Haabet om at træffe Nogen og

vilde begive sig paa Hjemveien, da de uformodentlig i

Birkehaugskoven fik Øie paa et Pigebarn, der ved Sy-

net af de Fremmede havde søgt tilskovs. De raabte

hende an; men bange som et opjaget Stykke Vildt flyg-

tede hun dybere ind i Skoven for at skjule sig. De be-

sluttede nu om muligt at fange hende, og efter megen

Anstrengelse lykkedes det dem. Hun var imidlertid sky

og vild som en Fugl, hvorfor man ogsaa kaldte hende

Rypa. Hendes Tale kunde de ligesaa lidt forstaae, som

de kunde gjøre sig forstaaelige for hende. De tog Pige-

barnet med sig til Vaage, hvor hun blev opfostret og

skikkede sig vel. I nogle Aar blev Justedalen ubeboet,

indtil nogle Nordfjordinger droge derhen og opryddede

de gamle Enge og Agre. De første Gaarde, som paa ny

bleve optagne, skal have været Faaberg og Myklemør.

Da Rypa var kommen til Aar og Alder, drog hun til sit

Fødested, hvor hun giftede sig og levede lige til sin Død.

Hun efterlod sig en gjev Æt, der gjennem Aarhundreder

efter hende blev kaldet R y p e s l æ g t e n og stod i stor

Anseelse i hele Dalen.