BRAND
(kommer tilsyne højere oppe og lytter ud mod den kant, hvor bonden gik).
De famler hjem. Du slappe træl,
sprang i dit bryst en viljes væld,
var ikkun evnen det, som skorted,
jeg skulde vejens møje kortet;
på dødstræt ryg, med foden såret,
jeg skulde glad og let dig båret; –
men hjælp er gavnløs for en mand,
som ikke vil, hvad ej han kan.
(går længere frem.)
Hm; livet, livet; det er svært,
hvor livet er de godtfolk kært!
Hver skrælling lægger slig en magt
på livet, som om verdens frelse,
al menneskenes sjælehelse,
var på hans skrale skuldre lagt.
De vil nok offre, Gud bevares!
Men livet, livet, – det må spares.
(smiler, som i en erindring.)
To tanker faldt som gut mig ind
og voldte lattervrid i maven,
og skaffed mig et barket skind,
når gamle skolemoer var gnaven.
Jeg tænkte mig en mørkræd ugle,
en fisk med vandskræk. Lydt jeg lo;
jeg vilde dem af sindet smugle,
men de hang i med tand og klo. –
Hvad kom det af, det lattervrid?
Jo, af den dunkelt følte splid
imellem tingen, som den er,
og tingen, som den skulde være, –
imellem det, at måtte bære,
og finde byrden altfor svær. –
Fast hver en landsmand, syg og frisk,
er slig en ugle, slig en fisk.
Han skabtes til et dybets yrke,
han skulde leve livets mørke, –
og det er det, som gør ham ræd.
Han spræller angst mod fjærens bred,
han skyr sit eget stjernekammer,
han skriger: luft og dagens flammer!
(standser et øjeblik, studser og lytter.)
Hvad var det der? Det lød som sang.
Ja, det er sang med latter blandet.
Hør, – nu et hurra, nu et andet, –
nu tredje – fjerde – femte gang!
Der rinder solen. Skodden letter.
Jeg øjner alt de vide sletter.
Derborte står det glade lag
i morgenskær på højderyggen;
vestover vidden kastes skyggen;
de skifter ord og nævetag.
Nu skilles de. De andre vender
mod øst, men to går vesterud.
Der skikker de, som sidste bud,
farvel med hat, med slør og hænder.
(Solen bryder alt mere og mere gennem tågen. Han står længe og ser ned på de kommende.)
Der glittrer lys om disse tvende.
Det er som skodden gjorde vej,
som lyngen klædte hæld og hej
og himlen lo om ham og hende.
De er visst syskend. Hånd i hånd
de springer over lyngens tæppe.
Se; pigen rører grunden neppe,
og han er ledig som en vånd.
Der strøg hun fra ham! Der hun veg,
da rap han vilde hende fange – –.
Nu vokser løbet til en leg –!
Hør; deres latter blir til sange!
(Ejnar og Agnes, let rejseklædte, begge blussende og varme, kommer legende frem over sletten. Tågen er borte; en klar sommermorgen ligger over fjeldet.)
BRAND.
[Reappears higher up, and listens in the direction in which the PEASANT went.]
Homeward they grovel! Thou dull thrall,
If but thy feeble flesh were all,
If any spark of living will
Sprang in thee, I had help’d thee still.
With breaking back, and feet way-worn,
Lightly and swift I had thee borne;—
But help is idle for the man
Who nothing wills but what he can.
[Goes further on.]
Ah life! ah life! Why art thou then
So passing sweet to mortal men?
In every weakling’s estimation
His own life does as grossly weigh
As if the load of man’s salvation
Upon his puny shoulders lay.
For every burden lie’s prepared,
God help us,-so his life be spared!
[Smiles as in recollection.]
Two thoughts in boyhood broke upon me,
And spasms of laughter in me woke,
And from our ancient school-dame won me
Many a just and bitter stroke.
An Owl I fancied, scared by night;
A Fish that had the water-fright;
I sought to banish them;-in vain,
They clung like leeches to my brain.
Whence rose that laughter in my mind?
Ah, from the gulf, dimly divined,
Between the living world we see
And the world as it ought to be,
Between enduring what we must,
And murmuring, it is unjust!
Ah, whole or sickly, great or small,
Such owls, such fishes, are we all.
Born to be tenants of the deep,
Born to be exiles from the sun,
This, even this, does us appal;
We dash against the beetling steep,
Our starry-vaulted home we shun,
And crying to heaven, bootless pray
For air and the glad flames of day!
[Pauses a moment, starts, and listens.]
What do I hear? A sound of singing.
Ay, blended song and laughter ringing.
With now a cheer and now a hollo,
Another-and another-follow!
Lo, the sun rises; the mist lifts.
Already through the breaking rifts
The illimitable heights I see;
And now that joyous company
Stands out against the morning light
Upon the summit of the height.
Their shadows taper to the west,
Farewells are utter’d, hands are pressed.
And now they part. The others move
Eastward away, two westward wend,
And, waving hats and kerchiefs, send
Their farewell messages of love.
[The sun gradually breaks through and disperses the mist. BRAND stands and looks down on the two as they approach.]
How the light glitters round these two!
It is as if the mist took flight,
And flowering heather clothed the height,
And heaven laugh’d round them where they go.
Brother and sister, hand in hand,
They spring along the hill together,
She scarcely stirs the dewy heather,
And he is lissome as a wand.
Now she darts back, he rushes after,
Now slips aside, eludes his aim,—
Out of their gambols grows a game—!
And hark, a song out of their laughter!
[EINAR and AGNES, in light summer dress, both of them warm and glowing, come playing across the level. The mist is gone; a bright summer morning lies on the mountains.]
BRAND
(wird ein Stück weiter oben wieder sichtbar und lauscht nach der Richtung hin, wo der Bauer verschwunden ist.)
Sie trotten heim. – Du schlaffer Wicht,
Schwieg nur in Dir der Wille nicht,
Schwieg nur die Kraft, die ungestählte,
Ich hätt’ gemildert, was Dich quälte,
Ich hätt’ Dich heiter, ohne Klagen,
Fußwund, todmüd’ zum Ziel getragen.
Doch Hilfe frommt nicht einem Mann,
Der auch nicht will, was er nicht kann.
(Tritt weiter vor.)
Das Leben; hm; wenn man ermißt,
Wie lieb’s den guten Leutchen ist!
Wie jeder Tropf es herzt und hegt,
Als wär’ der Welt Glück und Bestehn,
Der ganzen Menschheit Wohlergehn
Just ihm aufs lahme Kreuz gelegt.
Mein Gott, sie woll’n ja alles geben –
Nur nie das Leben, nie das Leben.
(Lächelt wie von einer Erinnerung ergriffen.)
An Zweies dacht’ ich oft als Knab’,
Das schuf mir böses Zwerchfellgrimmen –
Und Schwielen, die noch böser, gab
Die alte Schulmuhm’ sich im Schlimmen.
An einen Fisch, der’s Wasser scheute,
Und eine Eul’, die’s Dunkel floh.
Los brach ich, tollen Lachens Beute,
Ich mocht’ es drehn so oder so.
Und des der Grund? Weil ich halbklar
Schon damals jenen Riß empfand
Zwischen dem Ding, so wie es war –
Und so wie Gott es sehen wollte,
Dazwischen, daß es tragen sollte –
Und doch sein Pack untragbar fand.
Fast jeder hier, siech oder frisch,
Ist solch ’ne Eule, solch ein Fisch.
Gemacht, in Tiefen hinzusterben,
Bestimmt, des Lebens Nacht zu leben,
Ist er gerade davor bang.
Er zappelt feig den Strand entlang,
Ihm graut vor seiner Sternenzelle,
Er schreit nach Luft und Tageshelle!
(Hält einen Augenblick inne, stutzt und lauscht.)
Was ist das? Stimmenklang vom Tal?
Wie sich Gesang und Lachen streiten!
Horch, – nun ein Hurra, – nun zum zweiten –
Zum dritten – vierten – fünften Mal!
Die Sonne flammt, den Dunst zu brechen;
Schon klären sich die weiten Flächen ...
Ei sieh, die frohen Leutchen dort
Auf frühlichtüberstrahlten Matten!
Nach Westen fallen lang die Schatten;
Man wechselt Handschlag, Kuß und Wort.
Nun scheiden sie. Die einen wenden
Zu Tal, doch zwei nach hier den Fuß.
Da winken sie, als letzten Gruß,
Ade mit Schleier, Hut und Händen.
(Die Sonne bricht mehr und mehr durch den Nebel. Brand steht unbeweglich und sieht auf die Kommenden nieder.)
Das glänzt und glitzert um mein Pärchen!
Der Nebel flieht, wohin es tritt,
Und Heide bettet seinen Schritt,
Und Sonne lacht dem holden Märchen!
Ob’s wohl Geschwister sind? Da streicht
Es Hand in Hand durch weiche Heide.
Sie rührt sie kaum mit flinkem Kleide,
Und er ist schlank und federleicht.
Da springt sie weg! Wohl fehlt nicht viel,
Daß er den Flüchtling wieder fange – –
Doch sieh! Da wird der Lauf zum Spiel –!
Und horch! – ihr Lachen zum Gesange!
(EJNAR und AGNES in leichter Reisekleidung, beide warm und glühend, kommen in ihrem Spiel über das Hochplateau nach vorn. Der Nebel ist fort; ein klarer Sommermorgen liegt über dem Gebirge.)
EJNAR.
Ja, det var der vi skiltes nys
fra vore venner og veninder
og trykked håndslag, favntag, kys,
som segl på alle dyre minder.
Kom ned til os! Jeg skal fortælle,
hvor Gud har været mageløs, –
så vil De fatte jublens vælde –!
Fy, stå ej der, som om De frøs!
Se så! Tin op! Det kan jeg lide.
Først er jeg maler, må De vide,
og det var allerede smukt
at skænke mine tanker flugt,
så jeg kan kogle liv i farver,
som han gør sommerfugl af larver.
Men aller prægtigst var dog Gud,
da han mig Agnes gav til brud!
Jeg kom fra syd, fra rejser lange,
med malerkassen på min ryg –
EINAR.
Ay, it was there on those loved faces
Even but now we look’d our last,
And with clasp’d hands, kisses, embraces
Seal’d all our tender memories fast!
Come down to us, and I will tell
How God’s been good beyond compare—
And you shall all our gladness share
Pooh, stand not like an icicle!
Come, thaw now! There, I like you so.
First, I’m a painter, you must know,
And even this to me was sweet,—
To lend my fancy wings and feet,
In colours to bid life arise,
As He of grubs breeds butterflies.
But God surpass’d himself when He
My Agnes gave me for my bride!
I came from travels over sea,
My painter’s satchel at my side—
EJNAR.
Ja, dort verließen wir die Stund’
Ein frohes Häuflein uns Getreuer
Und siegelten mit Hand und Mund
Erinnerungen, allen teuer.
Ach, kommen Sie zu uns hernieder
Und hören Sie den holden Text,
Den Urtext aller unsrer Lieder! –
Was stehn Sie wie zu Stein verhext!
Der reine Gletschermann! So gehn Sie
Doch auf! So, recht! Ich also, sehn Sie,
Bin erstlich Maler. Schon welch Glück,
So Welt und Leben Stück um Stück
Zu bannen, – gleich dem Allgestalter
Aus Larven zaubernd bunte Falter!
Doch ’s Schönste, was mir Gott vertraut,
Ist Agnes, meine holde Braut!
Ich kam von langen Südlandreisen,
Allein mein Malzeug als Gepäck –
EJNAR.
Da strøg den tanke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri!
Hurra! I hast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle doktor blev så glad,
at selv han ikke vidste hvad.
Så holdt han lag tre døgn tilende,
med sang og dans, for mig og hende;
fra foged, lensmand, skriver, prest,
al voksen ungdom kom som gæst.
Fra gården brød vi op inat;
men derfor endtes gildet ej; –
med flag på stang, med løv om hat,
op over li, frem over hej,
af flokken fulgtes vi på vej.
EINAR.
Then suddenly the thought oecurr’d:
“Why, friend, the wooing is forgot!”
Hurrah! I ask’d, she gave her word,
And all was settled on the spot.
Our good old doctor, like a boy,
Was all beside himself with joy;
So three whole days, and whole nights three,
Held revelry for her and me;
Mayor and constable, clerk and priest,—
All the grown youth was at the feast.
Last night we left, but not for that
The revel or the banquet ceased;
With banner’d pole and wreathed hat,
Up over bank, on over brae,
Our comrades brought us on our way.
EJNAR.
Da fiel mir ein – du liebe Zeit!
Ich hatte ja noch nicht gefreit!
Juchhei! So ward gefreit, gewährt,
Und alles so gelöst, geklärt.
Wie froh da unser Doktor ward,
Das hatte nur so seine Art.
Drei Tage ließ er uns zu Ehren,
Der Alte, Tanz und Jubel währen,
Honoratioren, Klerisei,
Die ganze Jugend war dabei.
Heut nacht denn zogen wir vom Gut, –
Doch hörte drum das Fest nicht auf, –
Mit Schärpen, Fahnen, Laub am Hut,
Den Wald hinein, den Berg hinauf,
Mit uns der ganze heitre Hauf.
BRAND.
Nej, sund og frisk,
som åsens tall, som bakkens brisk;
men det er tidens syge slægt,
som trænger til at vorde lægt.
I vil kun lefle, lege, le,
vil tro så småt, men ikke se, –
vil læsse hele vægtens ve
på en, som man har sagt jer kom
og tog den store straffedom.
Han lod for jer sig tornekranse,
og derfor har I lov at danse; –
ja dans, – men hvor du danser hen,
det blir en anden sag, min ven!
BRAND.
No, sound and fresh
As juniper and mountain-pine!
It is our age whose pining flesh
Craves burial at these hands of mine.
Ye will but laugh and love and play,
A little doctrine take on trust,
And all the bitter burden thrust
On One who came, ye have been told,
And from your shoulders took away
Your great transgressions manifold.
He bore for you the cross, the lance—
Ye therefore have full leave to dance;
Dance then,-but where your dancing ends
Is quite another thing, my friends!
BRAND.
Jawohl, so krank
Wie dort die Kiefer rank und schlank; –
Nicht ich bin’s; rings um uns die Zeit, –
Sie ist’s, die, krank, nach Heilung schreit.
Ihr wollt nur Spiel und Spaß verstehn,
Vielleicht halb glauben, doch nicht sehn, –
Ihr werft all Eure Last auf den,
Der, wie man Euch gelehrt, einst kam
Und das Gericht still auf sich nahm.
Er ließ für Euch sich dornenkrönen,
Nun könnt Ihr Spiel und Tänzen frönen.
Ja, tanz’ nur, Bester! Doch am Ziel –
Da reu’n vielleicht Dich Tanz und Spiel!
BRAND.
Nej, jublen sprænger intet bryst; –
thi var det så, da var det vel.
Lad gå at du er glædens træl, –
men vær det da fra kveld til kveld.
Vær ikke ét idag, igår,
og noget andet om et år.
Det, som du er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt.
Bacchanten er en klar idé,
en drukkenbolt hans ak og ve, –
Silenen er en skøn figur,
en dranker hans karrikatur.
Gå blot omkring i dette land,
og hør dig for hos alle mand,
og du vil se, enhver har lært
sig til at være lidt af hvert.
Lidt alvorslørt til brug i helgen,
lidt trofast efter fædres sed,
lidt lysten efter natverdsvælgen, –
thi det var samme fædre med, –
lidt varm om hjertet, er der gilde
og sangen runger for det lille
men klippefaste klippefolk,
der aldrig tog mod stryg og svolk, –
lidt ødsel når det gælder løfter, –
lidt hårfin når han ædru drøfter
det ord, som gaves i et lag,
til løsning på en alvorsdag.
Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;
hans fejl, hans fortrin, går ej vidt;
han er en brøk i stort og småt,
en brøk i ondt, en brøk i godt; –
men værst det er, – hver brøkens del
slår brøkens hele rest ihjæl.
BRAND.
No, by delight no breast is riven;—
Were it but so, the ill were less!
Be passion’s slave, be pleasure’s thrall,—
But be it utterly, all in all
Be not to-day, to-morrow, one,
Another when a year is gone;
Be what you arc with all your heart,
And not by pieces and in part.
The Bacchant’s clear, defined, complete,
The sot, his sordid counterfeit;
Silenus charms; but all his graces
The drunkard’s parody debases.
Traverse the land from beach to beach,
Try every man in heart and soul,
You’ll find he has no virtue whole,
But just a little grain of each.
A little pious in the pew,
A little grave,-his fathers’ way,—
Over the cup a little gay,—
It was his father’s fashion too!
A little warm when glasses clash,
And stormy cheer and song go round
For the small Folk, rock-will’d, rock-bound,
That never stood the scourge and lash.
A little free in promise-making;
And then, when vows in liquor will’d
Must be in mortal stress fulfill’d,
A little fine in promise-breaking.
Yet, as I say, all fragments still,
His faults, his merits, fragments all,
Partial in good, partial in ill,
Partial in great things and in small;—
But here’s the grief-that, worst or best,
Each fragment of him wrecks the rest!
BRAND.
Nein, Jubel sprengt hier keine Brust; –
Ha, würd’ man’s nur einmal gewahr!
Sei Knecht der Lust, doch ganz und gar,
Rückhaltlos, jetzt und immerdar!
Sei nicht heut der und morgen der
Und übers Jahr ein weiß Gott wer.
Das, was Du bist, sei durch und durch,
Nicht halb ein Vogel, halb ein Lurch!
Ein klares Bild ist der Bacchant,
Der Trunkenbold sein Spottrabant;
Silen ist eine Prachtfigur,
Der Säufer seine Karikatur.
Geh bloß herum in diesem Land
Und leg Dein Ohr an Wand um Wand,
Und merk’, wie jeder Bruder Christ
Von allem nichts und etwas ist.
Ein wenig ernst an Feiertagen,
Ein wenig fromm nach Väterbrauch,
Ein wenig lüstern nach Gelagen, –
Denn dieses war’n die Väter auch, –
Ein wenig warm beim allgemeinen
Festchorus auf den, ob auch kleinen,
Doch felsenfesten Felsenstaat, –
Den nie ein fremder Fuß betrat, –
Ein wenig kopflos als Versprecher,
Ein wenig pfiffig, soll der Zecher,
Ernüchtert, hinkt der Zahltag nach,
Einlösen, was die Nacht versprach.
Doch all das voll Bescheidenheit;
Sein Fehl, sein Vorzug reicht nicht weit;
Er ist ein Bruch in Bös’ und Gut,
Ein Bruch in allem, was er tut; –
Doch ’s Schlimmste –: Jeder Bruchteil bricht
Des Bruches ganzen Rest zunicht’.
BRAND.
Det er ej spot.
Just netop sådan ser han ud,
vort lands, vort folks familjegud.
Som katoliken gør en rolling
af Frelserhelten, gør I her
af Herren en affældig olding,
der er sin alders barndom nær.
Som paven har på Peters stol
tilovers snart kun dobbelt-dirken,
så snevrer I fra pol til pol
Vorherres rige ind til kirken.
I skiller liv fra tro og lære;
for ingen gælder det at være;
jer stræben er, jer ånd at hæve,
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger til, for slig at slingre,
en Gud, som ser igennem fingre; –
som slægten selv, dens Gud må gråne
og males med kalot og måne. –
Men denne Gud er ikke min!
Min er en storm, hvor din er vind,
ubøjelig, hvor din er døv,
alkærlig der, hvor din er sløv;
og han er ung, som Herkules, –
ej nogen Gudfaer på de treds!
Hans stemme slog med lyn og skræk,
da han som ild i tornehæk
for Moses stod på Horebs berg,
som kæmpen står for dverges dverg.
Han standsed sol i Gibeons dal
og gjorde undre uden tal,
og skulde gøre dem endnu,
hvis slægten ej var slap, som du!
BRAND.
I do not flout;
Just so he looks in form and face,
The household idol of our race.
As Catholics make of the Redeemer
A baby at the breast, so ye
Make God a dotard and a dreamer,
Verging on second infancy.
And as the Pope on Peter’s throne
Calls little but his keys his own,
So to the Church you would confine
The world-wide realm of the Divine;
’Twixt Life and Doctrine set a sea,
Nowise concern yourselves to b e ;
Bliss for your souls ye would receive,
Not utterly and wholly l i v e ;
Ye need, such feebleness to brook,
A God who’ll through his fingers look,
Who, like yourselves, is hoary grown,
And keeps a cap for his bald crown.
Mine is another kind of God!
Mine is a storm, where thine’s a lull,
Implacable where thine’s a clod,
All-loving there, where thine is dull;
And He is young like Hercules,
No hoary sipper of life’s lees!
His voice rang through the dazzled night
When He, within the burning wood,
By Moses upon Horeb’s height
As by a pigmy’s pigmy stood.
In Gibeon’s vale He stay’d the sun,
And wonders without end has done,
And wonders without end would do,
Were not the age grown sick,-like you!
BRAND.
Dies ist nicht Spott,
Dies ist das treue Konterfei
Von unsres Volks Familiengott.
Wie den Papisten der Messias
Als Wickelkind erscheint, so gilt
Euch hier der Herr als Jeremias,
Der just noch kindisch lallt und schilt.
Und wird der Papst auf Petri Stuhl
Bald nur mehr seine Schlüssel haben,
So habt Ihr bald im Kirchenpfuhl
Auf immer Gottes Reich begraben.
Ihr trennt das Leben von der Lehre;
Zu üben sie, – wem gilt’s als Ehre?
Ihr strebt, Euch geistlich zu erheben,
Doch nicht, aus ganzer Kraft zu leben.
Euch frommt, daß Eure Art bestehn kann,
Ein Gott, der durch die Finger sehn kann,
Der, daß ein Bild er Eurer Welt wird,
Mit Glatz’ und Schlafmütz’ dargestellt wird.
Doch diesem Gotte bin ich blind!
Mein Gott ist Sturm, wo Deiner Wind,
Unbeugsam, wo der Deine flau,
All-liebend, wo der Deine lau.
Und jung wie Herkules ist er,
Kein alter Vater Sechziger!
Sein Wort, das traf wie Blitzesschlag,
Da er als Flamm’ im Dornenhag
Vor Moses auf dem Horeb stand,
Wie vor dem Zwerglein der Gigant.
Er hielt die Sonn’ in Gibeons Tal
Und tat der Wunder ohne Zahl
Und tät’ sie heut noch immerzu,
Wär’ dies Geschlecht nicht schlaff wie Du!
EJNAR.
Det er igrunden også jeg, –
og nedfor er ej vejen let,
som borte på den flade hej.
Men har vi højden bagom os,
da skal vi danse just på trods, –
ja, tifold mere vildt og fort,
end ellers vi det havde gjort. –
Se, Agnes, se den stribe blå,
som solens glød nu glittrer på;
snart kruser den sig, snart den ler,
snart er den sølv, snart er den rav;
det er det store, friske hav,
som du der yderst ude ser!
Og kan du se den mørke røg,
som længe langsmed leden strøg?
Og kan du se den sorte prik,
som nu just rundt om næsset gik?
Se, det er dampen; – din og min!
Nu står den fjorden lige ind!
Iaften står den ud fra fjord,
tilhavs, med dig og mig ombord! –
Der slører tågen tung og grå. –
Sig, Agnes, fik du øje på
hvor smukt sig hav og himmel malte?
EINAR.
And indeed
I’m weary too, to tell the truth,—
And here our footing asks more heed
Than on you upland broad and smooth.
But once we’re on the level plain
We’ll dance defiantly once more,
Ay, in a tenfold wilder vein
And tenfold swifter than before.
See, Agnes, yon blue line that sparkles,
Fresh from the young sun’s morning kiss,
And now it dimples and now darkles,
Silver one moment, amber this;
It is the ocean glad and free
That in the distance thou dost see.
And seest thou the smoky track
In endless line to leeward spread?
And seest thou the point of black
Just rounding now the furthest head?
It is the steamer-thine and mine—
And now it speeds into the fjord,
Then out into the foaming brine
To-night with thee and me on board!—
The mists have veil’d the mountain brow—
Saw’st thou how vividly, but now,
Heaven’s image in the water woke!
EJNAR.
Das gilt im Kern wohl auch von mir.
Auch geht’s bergabwärts nicht so glatt
Als auf dem flachen Rücken hier.
Doch sind wir drunten erst im Tal,
So tanzen wir just zehenmal
So wild und lustig durch die Welt,
Als eh’ er uns den Weg verstellt. –
Sieh, Agnes, was dort außen blaut,
Von Sonnenflimmern überbraut,
Sieh, wie es nun wie Silber blinkt
Und nun wie Bernstein, goldig schwer, –
Das ist das große, frische Meer,
Das von dort außen grüßt und winkt!
Und siehst Du dort im klaren Hauch
Den langen Streifen dunklen Rauch?
Und siehst Du dort das schwarze Ding,
Das just ums Vorgebirge ging?
Den Dampfer, Du, der Dein und mein?
Nun steuert er den Fjord herein.
Heut abend dampft er wieder fort,
In See, mit Dir und mir an Bord! –
Da deckt der Nebel alles zu. –
Sag’, Agnes, schickst Du denn kein Wort
Dem wunderbaren Schauspiel nach?
BRAND.
Det var døden. Af den tvætted
alle rædslers stænk og skræk;
nu med stille store træk
ligger han så lys og lettet.
Kan et svigtende bedrag
gøre nat til slig en dag?
Af sin vilde helvedbrøde
så han ydre skorpen kun, –
det, som nævnes kan med mund, –
det, som gribes kan med hænder, –
som hans navn med brandflek skænder, –
volden mod den lille døde.
Men de to, som sad forskræmt,
stirrende med store øjne,
stilt, som fugle sammenfløjne,
op i skorstenskrogen klemt, –
de, som bare så og så, –
skønte ikke selv hvorpå, –
de, hvis sjæle fik en plet
ætset ind, som ej de skrubber
af i tidens slid og tvæt,
selv som bøjde sølvhårsgubber, –
de, hvis livsens-elv skal rinde
ud fra dette stygge minde, –
de, som nu skal gro i lys
af hans nattegernings gys, –
de, som aldrig ud kan brænde
denne tankes ådselbål, –
dem han mægted ej at kende
som de to, der har ihænde
just det store eftermål. –
Og fra dem går kanske ud
led på led til synd og brudd.
Hvorfor? Hule afgrundssvar, –
de var sønner af sin faer!
Hvad skal stryges ud i stilhed?
Hvad skal jævnes ud med mildhed?
Når begynder ansvarsvægten
af ens arvelod fra slægten?
Hvilken thingdag, hvilken dommer,
når det store forhør kommer!
Hvem skal prøve, hvem skal vidne,
hvor enhver er delinkvent;
hvem tør lægge frem sit skidne
transporterte dokument?
Tages da for godt det svar:
Gælden skriver sig fra faer? –
Svimmeldybe nattegåde,
ingen mægter dig at råde.
Men på afgrundsbredden danser
sværmen uden sind og sanser; –
sjæle skulde skrige, bæve, –
men ej én blandt tusend øjner,
hvilket skyldberg der sig højner
fra det lille ord: at leve.
(Nogle mænd af almuen kommer frem bag huset og nærmer sig Brand.)
BRAND.
That was death. The horror-rifted
Bosom at its touch grew whole.
Now he looks a calm great soul,
All illumined and uplifted.
Has a false illusion might
Out of gloom to win such light?
Of his devil’s-deed he saw
Nothing but the outward flaw,—
That of it which tongue can tell
And to hands is palpable,—
That for which his name’s reviled,—
The brute slaying of his child.
But those two, that sat and gazed
With great frighten’d eyes, amazed,
Speechless, like two closely couching
Birdlets, in the ingle crouching,—
Who but look’d, and look’d, and ever
Look’d, unwitting upon what,—
In whose souls a poison-spot
Bit and sank, which they shall never
Even as old men bent and gray,
In Time’s turmoil wear away,—
They, whose tide of life proceeds
From this fountain of affright,
Who by dark and dreadful deeds
Must be nurtured into light,
Nor by any purging flames
May that carrion thought consume,—
This he saw not, being blind,
That the direst of the doom
Was the doom he left behind.
And from them shall haply rise
Link’d offences one by one.
Wherefore? The abyss replies:
From the father sprang the son!
What shall be by Love erased?
What be quietly effaced?
Where, O where, does guilt begin
In our heritage of sin?
What Assizes, what Assessors,
When that Judgment is declared?
Who shall question, who be heard,
Where we’re all alike transgressors?
Who will venture then to plead
His foul-borrow’d title-deed?
Will the old answer profit yet:
“From my father dates my debt?”
O, abysmal as the night,
Riddle, who can read thee right!
But the people dance light-footed,
Heedless by the dizzy brink;
Where the soul should cry and shrink,
None has vision to perceive
What uptowering guilt is rooted
In that little word: We live.
[Some men of the community come from behind the house and approach BRAND.]
BRAND.
Er ist tot. Nun, wie geborgen
Vor den Schrecken des Gerichts,
Stillen, großen Angesichts,
Liegt er, licht und frei von Sorgen.
Wie der Tod doch Nacht in Tag
Trügrisch umzuglühn vermag!
Seinem höllischen Vergehen
Sah er nicht bis auf den Grund, –
Sah nicht mehr, als was ein Mund
Nennt, was man mit Händen tastet,
Was auf seinem Namen lastet:
Was dem Kind von ihm geschehen.
Doch die beiden, die voll Graun
Ihre Augen an ihn hängten
Gleich zwei Vögeln, eng gedrängten,
Die vom Herddach niederschaun, –
Sie, die blöd’ und ratlos sahn,
Was für Dinge da geschahn, –
Deren Seele sich ein Fleck
Einfraß, den kein glühend Eisen,
Keine Säure aus ihr weg
Tilgt, – und würden sie zu Greisen, –
Deren Keime aus den Schollen
Solchen Erdreichs brechen sollen, –
Deren Wachstum, Zoll um Zoll,
Solch ein Fluch beschatten soll, –
Sie, die dieser Nachtgedanke
Nimmermehr verlassen kann, –
Sie, sie sah er nicht, der Kranke,
Nicht, wie seiner Tat Geranke
Sich um sie als Erben spann. –
Und das Schuldbuch wird vielleicht
Weiter fort und fortgereicht,
Weil, – o Abgrund, der hier ruht! –
Weil sie ihres Vaters Blut!
Was wird still gestrichen werden,
Was mild ausgeglichen werden?
Wie weit schreibt sich eines jeden
Haftpflicht für ererbte Schäden?
Wer wird zeugen, wer wird richten,
Wenn es gilt, den Stoff zu sichten?
Wer wird dann die Wahrheit wissen,
Wo ein jeder Delinquent?
Wer darf weisen sein zerschlissen,
Übertragen Dokument?
Schwindeltiefe Rätselnächte,
Wer Euch je zum Reden brächte!
Doch von Sinnen und Verstande
Tanzt der Schwarm an Abgrunds Rande; –
Alle sollten zittern, beben, –
Doch nicht einer sieht von tausend,
Welch ein Berg von Schuld sich grausend
Auftürmt auf dem Wörtlein: leben.
(Einige Männer aus dem Dorfe kommen hinter dem Hause hervor und nähern sich Brand.)
MANDEN.
Du gav mig dem i storværkstunden.
Da stormen skreg, da sjøen slog,
da frem trods storm og sjø du drog,
da for en rådløs syndersjæl
du satte livet på en fjæl, –
da strøg det gennem mangt et sind
snart koldt, snart varmt, som sol og vind,
da ringed det som klokkeklemt – –
(sænker stemmen.)
Imorgen, kanske, er det glemt;
da firer vi det løftningsflag,
du hejste over os idag.
THE MAN.
You, by your deed, y o u gave it us.
When wind and water raged and roar’d,
And you launch’d out through wind and wave,
When, a poor sinning soul to save,
You set your life upon a board,
Deep into many a heart it fell,
Like wind and sunshine, cold and hot,
Rang through them like a chiming bell,—
[With lowered voice.]
To-morrow, haply, all’s forgot,
And furl’d the kindling banner bright
You just now lifted in our sight.
DER MANN.
Du selbst, in jener großen Stunde,
Da Du Dich, spottend unsrer Angst,
Durch Wind und Wellen vorwärts rangst,
Da ’s Dich, der armen Seel’ zulieb,
Durch Wogenbraus und Sturmgraus trieb; –
Da überlief’s uns, jung und alt,
Wie Wind und Sonne, heiß und kalt,
Da klang’s wie Osterglockenchor – –
(Senkt die Stimme.)
Doch morgen ist’s wohl wie zuvor.
Da ziehn wir wieder, trüb, allein,
Die Auferstehungsfahnen ein.
AGNES
(lægger hånden på brystet).
Herinde
kan jeg kende kræfter ulme,
kan jeg føle floder svulme,
kan jeg se en dagning rinde.
Hjertet, lig en verden, vider
stort sig ud til alle sider,
og jeg hører stemmer tolke:
denne jord skal du befolke!
Alle tanker, som skal komme,
hver en gerning, som skal gøres,
vågner, hvisker, ånder, røres,
som om fødslens stund var omme;
og jeg aner mer end øjner
ham, som ovenom sig højner,
føler at han skuer ned
fuld af sorg og kærlighed,
lys og mild som morgenrøden,
og bedrøvet dog til døden;
og jeg hører røster runge:
nu du skabe skal og skabes;
nu du frelses eller tabes; –
gør dit værk, det ansvarstunge!
AGNES.
[Laying her hand on her breast.]
In my soul
I can feel new powers awaking,
I can see a dayspring breaking,
I can feel full floods that roll,
And my heart grows larger, freer,
Clasps the world within its girth,
And a voice interprets: Here
Shalt thou people a new earth!
All the thoughts that men shall utter,
All the deeds men shall achieve,
Waken, whisper, quiver, mutter,
As if now they were to live;
And I rather feel than see
Him who sits enthroned above,
Feel that He looks down on me
Full of sadness and of love,
Tender-bright as morning’s breath,
And yet sorrowing unto death:
And I hear strange accents wake:
“Now thou must be made, and make;
Choose thy endless loss or gain!—
Do thy work and bear thy pain!”
AGNES
(legt die Hand auf die Brust.)
Hier innen
Merk’ ich Kräfte heimlich brauen,
Spür’ ich Quellen schwellend rinnen,
Schau’ ich Dämmerungen grauen.
Wie ein All, nach allen Seiten
Fühl’ ich mein Gemüt sich weiten,
Und ich höre mir befehlen:
Diese Welt sollst Du beseelen!
Was an Taten und Gedanken
Alles kommen soll, erhebt sich,
Flüstert, atmet, regt, belebt sich,
Drängt nun in des Lebens Schranken;
Und ein Ahnen mehr als Sehen
Zeigt mir Ihn dort oben stehen,
Wie er niederblickt, das Herz
Voller Liebesglut und Schmerz,
Licht und mild wie Morgenrot,
Und betrübt doch bis zum Tod;
Und ich höre Stimmen klingen:
Auf zum neuen Schöpfungstage!
Nun steigt oder sinkt die Wage; –
Schweres steht Dir zu vollbringen.
BRAND.
Indad; indad! Det er ordet!
Did går vejen. Der er sporet.
Eget hjerte, – det er kloden,
nyskabt og for Gudsliv moden;
der skal viljegribben dødes,
der den nye Adam fødes.
Lad så verden gå sin gang
under trældom eller sang; –
men ifald vi fiendtligt mødes, –
hvis mit værk den knuse vil, –
da, ved himlen, slår jeg til!
Plads på hele jordens hvælv
til at være helt sig selv, –
det er lovlig ret for manden,
og jeg kræver ingen anden!
(tænker stille en stund og siger:)
Være helt sig selv! Men vægten
af ens arv og gæld fra slægten?
(standser og ser ud.)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende opover bakken,
kroget, ludende med nakken?
For at puste må hun stå,
støtter sig for ej at slingre,
griber med de magre fingre
hvast i sine dybe lommer,
som en skat hun slæbte på.
Om den visne benrad slænger
stakken, som en fjærhams lægg;
hånden krummer sig som tænger;
hun er ørnen lig, der hænger
spigret på en stabbursvæg.
(pludselig angst.)
Hvilket iskoldt barneminde,
hvilket gufs fra hjem og fjord
drysser rim om denne kvinde, –
drysser værre rim herinde – –?
Nådens Gud! Det er min moer!
BRAND.
Inwards! In! O word of might,
Now I see my way aright.
In ourselves is that young Earth,
Ripe for the divine new-birth;
Will, the fiend, must there be slain,
Adam there be born again.
Let the world then take its way,
Brutal toil or giddy play;
But if e’er we meet in fight,
If my work it seek to blight,
Then, by heaven, I’ll smite and slay!
Room within the wide world’s span,
Self completely to fulfil,—
That’s a valid right of Man,
And no more than that I will!
[After pondering awhile in sil6nce.]
To fulfil oneself! And yet,
With a heritage of debt?
[Pauses and looks out.]
Who is she, that, stooping deep,
Clambers hither up the steep,—
Crooked back and craning crop?
Now for breath she has to stop,
Clutches wildly lest she stumble,
And her skinny fingers fumble
Fierce for something that she drags
In those deep and roomy bags.
Skirt, like folds of feather’d skin,
Dangling down her shrivelled shin;
Hands, a pair of clenched hooks;
So the eagle’s carcass looks
Nail’d against the barn-door top.
[In sudden anguish.]
What chill memories upstart,—
O, what gusts from childhood dart
Frosty showers on her-and other
Fiercer frost upon my heart—?
God of grace! It is my Mother!
BRAND.
In – ja – in Dich! Dahin weist es!
Dahin rollt das Rad des Geistes!
Du, Dein Herz, – das sei die Sphäre,
Die sich göttlich neugebäre, –
Da des Willens Geier sterbe, –
Die der neue Adam erbe!
Geh’ die Welt denn ihren Gang
Unter Seufzen oder Sang; –
Aber prallen wir zusammen,
Trachtet sie mir Untergang,
Dann, beim Himmel, setzt es Flammen!
Eins begehrt ein Mann allein:
Bahn frei, ganz er selbst zu sein; –
Mag er alles sonst entbehren, –
Dies Recht soll ihm keiner wehren.
(Verstummt auf eine Weile in Gedanken und sagt dann:)
Ganz er selbst! Doch das Gewicht
Ihm vererbter Schuld und Pflicht?
(Hält inne und blickt auf.)
Wer ist die dort mit dem Stecken?
Keuchend kommt, verkrümmt, verschrumpelt,
Sie den Berg herauf gehumpelt,
Bleibt, sich zu verschnaufen, stehn,
Stützt sich auf, nicht umzufallen,
Wühlt mit magern Fingerkrallen
Hastig in den tiefen Säcken,
Wie nach einem Schatz zu sehn.
Über schlotternden Gebeinen
Schlenkert’s wie ein Federhemd,
Und die krummen Hände scheinen
Eines Habichts, der in einen
Scheunentorspalt eingeklemmt.
(Plötzlich erbangend.)
Ha! Welch frostiges Entsinnen! –
Treibt ein Spuk hier seinen Spott?
Grabkalt fühl’ ich’s von ihr rinnen, –
Doppelt grabkalt stürmt’s hier drinnen! – –
Meine Mutter! – Großer Gott!
BRAND.
Ifra et barndomseventyr,
som aldrig af mit minde flyr,
som skræmmer sjælen, lig et ar
ifra et helet hareskar.
Det var en høstkveld. Død var faer,
og du lå syg. Jeg sneg mig ind,
hvor han lå bleg i vokslysskin.
Jeg stod og stirred fra en krog,
og så han holdt en salmebog;
mig undred mest den dybe dvale,
og hvi hans håndled var så smale;
jeg kendte lugt af kuldslået lin; –
da hørte jeg på gangen trin; –
ind kom en kvinde, så mig ej, –
hun gik til sengen rakt sin vej.
Hun gav sig til at gramse, rode;
først flytted hun den dødes hode,
så trak hun frem en bundt, så flere, –
hun tælled, hvisked: mere, mere!
Så grov hun ud af sengens puder
en pakke, bunden til med knuder;
hun rev, hun hugg med ilske hænder,
hun bed den op med sine tænder.
Hun grov påny. Hun hitted flere.
Hun tælled, hvisked: mere, mere!
Hun græd, hun bad, hun jamred, svor;
hun vejred efter gemslers spor, –
og fandt hun, – fluks med jublens angst
hun skød, som falken, på sin fangst.
Tilslut var hver en lønkrog tømt;
hun gik af stuen som en dømt;
hun svøbte fundet i en pjalt
og stønned stilt: så det var alt!
BRAND.
From a childish scene that still
Lives in my mind, and ever will,
That scams my soul with foul device
Like an infestering cicatrice.
It was an autumn evening. Dead
Was father; you lay sick in bed.
I stole where he was laid by night,
All pallid in the silver light.
I stood and watch’d him from my nook,
Saw how his two hands clasp’d the Book;
I marvell’d why he slept so long,
Mark’d his thin wrists, and smelt the strong
Odour of linen newly dried;—
And then I heard a step outside;—
A woman enter’d, strode apace
Up to the bed, nor saw my face.
Then she began to grope and pry;
First put the corpse’s vesture by,
Drew forth a bundle, then a store,
Counted, and whisper’d: There is more!
Then, grubbing deeper in the ground,
Clutch’d a seal’d packet tightly bound,
With trembling fingers strove and tore,
Bit it in two, groped deeper, found,
Counted, and whisper’d: There is more!
She cried, she cursed, she wail’d, she wept,
She scented where the treasure lay,
And then with eager anguish swept
Down like a falcon on her prey.
When she had ransacked all the room,
She turn’d, like one who hears her doom,
Wrapp’d up her booty in a shawl,
And faintly groaned: So t h a t was all!
BRAND.
Von einem Nachtspuk, der mich schwer
Bedrückt, seit ich, als Kind, ihn sah;
Der meiner Seele ward zur Qual
Wie einer Hasenscharte Mal.
Herbstabend. Vater war nicht mehr;
Du lagst als krank. Ich schlich hinein, –
Da schlief er bleich im Kerzenschein.
Aus einem Winkel starrt’ ich bang
Nach ihm und sah, er hielt ein Buch;
Mich schreckte seines Schlafes Schwere,
Der Adern bläulich blasse Leere;
Ich roch das kalte Leichentuch; –
Da hört’ ich Tritte her vom Gang; –
Ein Weib ging, – ohne mich zu sehn, –
Zum Bett hin auf gereckten Zehn,
Hub an sich drüber hinzubücken,
Den Toten hin und her zu rücken, –
Um Bund auf Bund hervorzuziehen
Und zählend, flüsternd hinzuknieen, –
Bis eine pralle Lederkatze
Ans Licht kam, gierig aufgerissen,
Nein, aufgekratzt und aufgebissen, –
Und grub und grub, bis alles leer war,
Und zählte, schmälte, daß nicht mehr war,
Und weinte, klagte, schalt und schwur,
Stets Weitrem witternd auf der Spur, –
Und dann – mit Jubels Überschwang,
Ein Falke, schoß sie auf den Fang.
Zuletzt war alles umgedreht;
Sie ging, wie ein Verdammter geht,
Den Fund in ihren Schurz geschicht’t
Und stöhnend: Mehr war’s also nicht.
BRAND.
Stærke drømme, fagre drømme,
kom i flok som vilde svaner,
løfted mig på brede vinger.
Udad så jeg mine baner; –
slægtens, tidens skyldbetvinger
stævned stor på støjens strømme.
Kirkeprocessioners pragt,
hymner, virak, silkefaner,
gyldne skåler, sejersange,
løftnings-jublen fra de mange,
lyste, om mit livsværk lagt. –
Alt lå lokkende og rigt; –
men det hele var et digt,
kun et viddens glimmersyn,
halvt i solblink, halvt i lyn. –
Nu jeg står, hvor gråt det kvælder
længe førend dagen hælder, –
står imellem urd og sund,
udestængt fra verdensvrimlen,
med en strime kun af himlen, –
men jeg står på hjemmets grund.
Sunget er mit søndagsdigt;
af må vingehesten sadles;
men jeg ser et større mål,
end en dyst med ridderstål, –
slidets dagværk, yrkets pligt,
skal til søndagsgerning adles.
BRAND.
Visions stirring, visions splendid
Like a flock of swans descended,
On their spreading wings upbore me,
And I saw my way before me;
Sin-subduer of the Age
Sternly stemming seas that rage.
Church-processions, banners streaming,
Anthems rolling, incense steaming,
Golden goblets, victor-songs,
Rapt applause of surging throngs,
Made a glory where I fought.
All in dazzling hues was wrought;—
Yet it was an empty dream,
A brief mountain-vision, caught
Half in glare and half in gleam.
No w I stand where twilight gray
Long forestalls the ebb of day,
’Twixt the water and the wild,
From the busy world exiled,
Just a strip of heaven’s blue dome
Visible;-but this is H o m e.
Now my Sabbath dream is dark;
To the stall my winged steed;
But I see a higher Mark.
Than to wield the knightly sabre,—
Daily duty, daily labor,
Hallow’d to a Sabbath-deed.
BRAND.
Holde Träume, große Träume
Suchten mich gleich wilden Schwänen,
Hoben mich auf breite Schwingen.
Sah mich rings, in stolzem Wähnen,
Schuld und Leid der Zeit bezwingen,
In der Faust des Weltlaufs Zäume.
Frommer Prozessionen Pracht,
Hymnen, Weihrauch, Festgepränge,
Goldne Schalen, Preisgesänge,
Zuruf jubelnder Gedränge
Sah ich meinem Werk gebracht.
Alles lud so lockend ein, –
Doch das Ganze war ein Traum
Wie halb Blitz, halb Sonnenschein
Über ferner Lande Saum.
Jetzo steh’ ich, wo es grauet,
Lang’ bevor der Tag verblauet,
Zwischen Hochgebirg’ und Sund,
Abgesperrt vom Weltgewimmel,
Nur mit einem Streiflein Himmel, –
Doch ich steh’ auf Heimatsgrund.
Scheide, festliches Gedicht!
Laß mich, Flügelroß, zur Erden!
Mich erharrt ein höher Ziel
Denn Turnier und Ritterspiel, –
Tag- um Tagwerk, Pflicht um Pflicht
Soll hier Fest und Feier werden!
BRAND.
Han skal falde ligefuldt, –
men i løndom, dulgt og skjult,
ikke åbenlyst for alle.
Grant jeg ser, at fejl jeg tolked
frelsens helsebod for folket.
Ingen bramfuld storværkshandling
løfter slægten til forvandling;
vækkelsen af rige evner
bøder ej dens sjælerevner.
Det er viljen, som det gælder!
Viljen frigør eller fælder,
viljen, hel, i alt det spredte,
i det tunge som det lette. –
(vender sig indover mod bygden, hvor aftenskyggerne begynder at falde.)
Kom da, mænd, som vandrer sløve
i min hjembygds lukte dale; –
sjæl mod sjæl i tomandstale
vil vort lutringsværk vi prøve,
halvhed fælde, løgnen døve,
vække viljens unge løve!
Hånd om hakken, som om sverdet,
enes kan med mandeværdet;
ét er målet, – det at blive
tavler, hvorpå Gud kan skrive.
(Han vil gå. Ejnar møder ham.)
BRAND.
He shall, none the less, be fell’d,—
But in secret, unbeheld,
Not before the eyes of all.
Now I see, I judged astray
Where the Folk’s salvation lay.
Not by high heroic charges
Can you make the People whole;
That which faculty enlarges
Does not heal the fissured soul.
It is Will alone that matters,
Will alone that mars or makes,
Will, that no distraction scatters,
And that no resistance breaks.—
[Turns towards the hamlet, where the shades of night are beginning to fall.]
Come then, Men, who downcast roam
The pent valley of my home;—
Close conversing we will try
Our own souls to purify,
Slackness curb and falsehood kill,
Rouse the lion’s cub of Will!
Manly, as the hands that smite,
Are the bands that hold the hoe;
There’s o n c end for all,-to grow
Tablets whereon God may write.
[He is going. EINAR confronts hint.]
BRAND.
Wird im stillen nun gefällt, –
Nicht mehr laut vor aller Welt,
Wie’s am Morgen ich noch wollte.
Klar erblick’ ich, daß ich fehlte,
Als ich jenen Heilsweg wählte.
Keines Helden lärmvoll Handeln
Wird dies Zwerggeschlecht verwandeln,
Kein Entfalten reicher Kräfte
Bessern seine kranken Säfte.
Wille, Willen ist von nöten!
Der wird retten oder töten.
Wille, ganz, in allen Dingen,
Im Erhabnen, im Geringen.
(Wendet sich nach der Seite des Dorfes zu, über das bereits die ersten Abendschatten fallen.)
Kommt denn, die Ihr Eure Stecken
Heimwärts setztet, müde Männer!
Uns-Vertrauer, uns-Erkenner,
Woll’n wir brünstig uns erneuen,
Lug und Halbheit niederstrecken,
Wecken unsres Willens Leuen.
Hand am Karst, wie Hand am Schwert
Eint sich leicht mit Manneswert!
Eins ist not: daß wir auf Erden
Tafeln Seines Griffels werden.
(Er will gehen. EJNAR kommt ihm entgegen.)
BRAND.
Nej, der du har til rædsel ret.
Så vrangt, så tomt, så fladt, så slet
er hele slægtens livssyn blevet.
Det regnes højt, får en det drevet
til, som en lovprist ubekendt,
at offre sit ved testament.
Byd helten stryge ud sit navn
og nøje sig med sejrens gavn;
giv kejser, konge, samme kår,
og se hvad stort du øvet får.
Byd digteren i løndom smugle
af buret sine skønhedsfugle,
så ingen aner det var ham,
der gav dem røst og guldfjærs bram.
Frist frodig eller vindtør gren;
hengivelsen er ej hos én.
Igennem alt går jordtræls-tanken; –
udover stupet, vildt og hvast,
hver klamrer sig til støvlivs-ranken, –
og svigter den, – i trevl og bast
han klorer sig med negler fast.
BRAND.
Nay, you have reason for that fear.
So base, distorted, barren, sere,
The aspiring soul in men is grown.
’Tis thought a marvel,-by bequest
To give away one’s wealth unknown.
And be anonymously bless’d.
The hero, hid him blot his name,
Content him with the service wrought,
Kings, Kaisers, bid them do the same—
And see how many fields are fought!
The poet, bid him unbeholden
Loose his bright fledglings from the cage,
So that none dream h e gc.ve that golden
Plumage, and h e that vocal rage;
Try the green bough, or try the bare,
S a c r i f i c e is not anywhere.
Earth has enslaved all earthly things;—
Over Life’s precipices cast,
Each to its mouldering branches clings,
And, if they crumble, clutches fast
With tooth and nail to straws and bast.
BRAND.
Nein, da hast Du zum Grausen recht.
So quer, so leer, so flach, so schlecht
Ist diese ganze Zeit geworden.
Schenkt einer heut durch Testament,
Ohn’ daß er seinen Namen nennt,
Gleich rückt er in der Heiligen Orden.
Nimm einem Helden seinen Ruf,
Und laß ihm das nur, was er schuf;
Tu Kaisern, Königen Gleiches an, –
Und sieh, was noch getan wird dann!
Laß einen Dichter es bewenden,
Die Nestbrut heimlich auszusenden,
Daß keiner ahnt, daß sein Genie
Ihr Stimm’ und Goldgefieder lieh!
Fass’ grünen oder dürren Ast:
Hingebung ist kein Menschengast.
Breit herrscht der Weltsucht Knechtsgedanke;
Wild klammert sich an Abgrunds Rand
Der Mensch an seines Staubseins Ranke, –
Und reißt die, – krallt er gier die Hand
Noch krampfhaft in Geröll und Sand.
BRAND.
Hvo sejr vil fange, får ej vige;
fra dybets fald må højst du stige. –
(tier lidt; stemmen slår over.)
Og dog, når for den enkle sjæl
jeg står og stiller rejsnings-kravet,
da er det, som jeg svam i havet
stormslagen på en vrag-stumps fjæl.
I kval og gråd jeg lønligt bed
den tunge, som jeg tugted med, –
og løfted armen jeg til slag,
jeg tørsted mod et favnetag! –
Gå, Agnes, se til ham, som sover;
syng ham i lyse drømme ind;
en barnesjæl er klar og lind,
som tjern i sommersolens skin;
en moder stryge kan derover
lig fuglen, der sig spejler smukt
i dybets dyb på lydløs flugt.
BRAND.
He who would conquer still must fight,
Rise, fallen to the highest height.
[A brief silence: his voice changes.]
And yet, when with that stern demand
Before some living soul I stand,
I seem like one that floats afar
Storm-shatter’d on a broken spar.
With solitary anguish wrung
I’ve bitten this chastising tongue,
And thirsted, as I aim’d the blow,
To clasp the bosom of my foe.
Go, Agnes, watch the sleeping boy,
And sing him into dreams of joy.
An infant’s soul is like the sleep
Of still clear tarns in summer-light.
A mother over it may sweep
And hover, like the bird, whose flight
Is mirror’d in the deepest deep.
BRAND.
Kein Sieg wird ohne Kampf Dein eigen;
Wer tief gefallen, muß hoch steigen. –
(Er schweigt eine Weile; seine Stimme verändert sich.)
Und doch, an manchem Totenbett,
Wenn sie für ihre Sünden büßten,
War mir, ich trieb’ in Meereswüsten
Auf eines Wracks sturmirrem Brett.
Stumm schluchzend biß ich oft genug
Die Zunge, die sich nie erbarmt, –
Und manchen, den ich grausam schlug, –
Wie lieber hätt’ ich ihn umarmt! –
Sieh, Agnes, nach dem kleinen Bleichen;
Sing’ ihn in lichte Träume ein;
Ein Kinderherz ist klar und rein,
Als wie ein See in Sonnenschein;
Ein Mutterwunsch kann drüberstreichen,
Dem Vogel gleich, der sein Gebiet,
Lautlos gespiegelt, überzieht.
BRAND
(ser stille frem for sig).
Men hvis han turde? Herren tør,
hvad „Isaachs rædsel“ turde før.
(ryster tankerne af sig.)
Nej, nej; mit offer har jeg bragt.
Mit livskald har jeg fra mig sagt, –
at runge som en Herrens torden
og vække sovende på jorden.
Løgn! Intet offer lå deri;
det glap, da drømmen var forbi,
da Agnes vakte mig – og fulgte
til samme gerning i det dulgte.
(ser udover vejen.)
Hvi nøler dog den syges bud
om offervillighed og bod,
som rykker brøden op med rod,
med dybest trevl, med vildest skud! –
Se der –! Nej, det er fogden kun
velvillig, væver, rask og rund,
med hænderne i begge lommer,
lig klammer om en parentés.
BRAND.
[Looking fixedly before him.]
But if he m i g h t? What “Isaac’s Fear”
Once ventured, He may venture here.
[Shakes off the thought.]
No, no, my sacrifice is made,
The calling of my life gainsaid—
Like the Lord’s thunder to go forth
And rouse the sleepers of the earth.
Sacrifice! Liar! there was none!
I miss’d it when my Dream was done,
When Agnes woke me-and follow’d free
To labour in the gloom with me.
[Looks along the road.]
Why tarries still the dying call,
Her word, that she will offer all,
That she has won that which uproots
Sin’s deepest fibres, rankest shoots!
See there—! No, it is but the Mayor,
Well-meaning, brisk, and debonnaire,
Both hands in pockets, round, remiss,
A bracketed parenthesis.
Enter MAYOR.
BRAND
(sieht still vor sich hin.)
Daß er es dennoch dürfte, lehrt,
Was er von Abraham begehrt.
(Schüttelt die Gedanken ab.)
Nein, nein; mein Opfer ist gebracht.
Wie Gottes Donner hinzurollen,
Der Erde Schläfer aufzugrollen, –
Der Lebenstraum versank in Nacht.
Wie! Eines Opfers rühm’ ich mich?
Ach, jenes Opfers Ruhm erblich,
Als Agnes mich erwachen machte –
Und sich mit mir zum Opfer brachte.
(Sieht den Weg entlang.)
Was ist die Kranke doch zu Haus
In ihrem Geize trotzig zäh;
Was rauft sie dies Geschwür nicht jäh
Mit Schoß und Stamm und Wurzel aus! –
Sieh da –! Nein, nur der Vogt ist’s – und
Wie immer rührig, rund, gesund,
Die Händ’ gesteckt in beide Taschen,
Wie Klammern um ’ne Parenthes’ –
FOGDEN.
Alt har sin tid, hver tid sit hverv,
hver slægt sin egen dont at passe.
Vor bygd har også lagt sin skærv
i verdens store formåls kasse;
forstår sig, det er længe siden;
men skærven var ej ganske liden.
Se, nu er bygden tom og snever;
dens ry dog end i sagnet lever;
dens svundne storheds dage falder
samtidigt med kong Beles alder; –
der meldes endnu mangt et ord
om brødreparret Ulf og Thor
og snese gæve mænd, som foer
på herjetog til Bretlands kyst
og plyndred, så det var en lyst.
Sydboen skreg, af rædsel kold:
Gud fri os for de grummes vold!
Og disse grumme var, tiltrods
for alle tvivlsmål, mænd fra os.
Og som de karle kunde hævne,
og slå ihjæl i brandværks-stævne!
Ja, sagnet véd endnu at nævne
en Herrens helt, som korset tog; –
dog meldes ej, at ud han drog –
THE MAYOR.
All has its time, each time its need,
Each age its proper work to do;
We also flung our mite into
The world’s great treasure of bold deed.
True, that’s long since; but, after all,
The mite was not so very small.
Now the land’s dwindled and decay’d,
But our renown still lives in story.
The days of our reported glory
Were when the great King Bel sway’d.
Many a tale is still related
About the brothers Wulf and Thor,
And gallant fellows by the score,
Went harrying to the British shore,
And plunder’d till their heart was sated.
The Southrons shriek’d with quivering lip,
“Lord, help us from these fierce men’s grip,”
And these “fierce men,” beyond all doubt,
Had from o u r harbours sallied out.
And how these rovers wreak’d their ire,
And dealt out death with sword and fire!
Nay, legend names a lion-hearted
Hero that took the cross; in verity,
It is not mention’d that he started—
DER VOGT.
Jedwede Generation,
Jedwede Zeit geht ihre Gasse.
Wir brachten unser Scherflein schon
Der Weltgeschichte großer Kasse;
Versteht sich, anno dazumalen;
Doch war es drum kein schlechter Zahlen.
Jetzt kommt der Ort nicht mehr in Frage,
Doch seinen Ruf bewahrt die Sage;
Es zählen seine großen Tage
In König Beles Kriegsannalen.
Da dringt noch Etzliches zu Ohr
Vom Brüderpaare Wulf und Thor
Nebst manchem wackren Häuflein, das
Nach Brettlands Küste fuhr und baß
Brandschatzend Land und Leute schor.
Im Süden schrie man schreckensbleich:
Gott schütz’ uns vor der Eber Streich!
Und diese Eber, des sind wir
Gewiß, die waren Volk von hier.
Und konnten sich die Kerle rächen!
Da schwamm’s von Blut- und Feuerbächen!
Ja, einer, Türkenmacht zu schwächen,
Nahm selbst das Kreuz, dem Herrn zulieb; –
Wenn auch der Zug selbst unterblieb –
FOGDEN.
På ingen måde. Gå blot ud
i sognefolkets gæstebud,
hvor jeg og lensmand, klokker, dommer,
som hæderslemmer er at finde,
så skal De se, når punschen kommer,
at dødt ej er kong Beles minde.
I skåler, bægerklang og sang,
i tale, både kort og lang,
han ihukommes, lades leve.
Jeg selv har tidt en dybtfølt trang
fornummet til om ham at væve
mit tankespind til blomstret dug,
og løftet mangen indfødts hug.
Jeg liker godt lidt poesi.
Det gør igrunden alle vi
fra denne bygd; – dog alt med måde;
i livet bør den aldrig råde, –
kun mellem klokken syv og ti
om aftenen, når folk er fri,
når man, af dagens gerning træt,
kan trænge til en løftnings-tvætt.
Den forskel er der mellem os
og Dem, at De med vold og trods
på engang pløje vil og slås.
Så vidt jeg ser, er Deres mening:
vort livs og dets idees forening, –
Guds krig, med dyrkning af poteter
i enhed stillet frem tilslut,
så inderligt, som af salpeter
med kul og svovel vorder krudt.
THE MAYOR.
By no means. Only go and mark
Our parish on its gaudy-nights,
Where I with Constable and Clerk,
And Judge, preside as leading lights;
You’ll warrant, when the punch goes round,
King Bele’s memory is sound.
With toasts and clinking cups and song,
In speeches short and speeches long,
We drink his health and sound his fame.
I myself often feel inclined
The spinnings of my brain to wind
In flowery woof about his name,
And edify the local mind.
A little poetry pleases me,
And all our folks, in their degree;
But-moderation everywhere!
In life it never must have share,—
Except at night, when folks have leisure,
Between the hours of seven and ten,
When baths of elevating pleasure
May fit the mood of weary men.
Here’s where we differ, you and we,
That you desire with main and might
At the same time to plough and fight.
Your scheme, as far as I can see,
Is: Life and Faith in unity,—
God’s warfare and potato-dressing
Inseparably coalescing,
As coal, salt, sulphur, fusing fast,
Evolve just gunpowder at last.
DER VOGT.
Durchaus nicht. Gehn Sie nur mal hier
Auf eins von den Gemeinde-Essen,
Wo Richter, Küster, Schulz und mir
Die Ehrenplätze zubemessen,
Und sehn Sie, kommen Punsch und Bier,
Ob König Bele wohl vergessen!
Mit Tusch und Sang und Becherklang,
In Reden kurz und Reden lang
Wird sein gedacht, läßt man ihn leben.
lch hab’ oft selber tiefen Drang
Verspürt, ihm aus Gedankenzwirn
Ein blumig Ehrenkleid zu weben,
Und baß erbaut manch Herz und Hirn.
lch mag gern etwas Poesie.
Das tun im Grund wir alle, die
Wir hier daheim; – wiewohl verhalten; –
Im Leben darf sie niemals walten, –
Nur von Glock’ sieben bis Glock’ zehn
Des Abends, wenn wir müßig gehn,
Und man, vom Tagwerk müd und matt,
Ein Aufschwungsbad von nöten hat.
Was uns an Ihrem Treiben irrt,
Das ist: Sie woll’n – stirb oder gib! –
So sä’n wie mäh’n auf einen Hieb.
Sie trachten, wie die Dinge scheinen,
Idee und Leben zu vereinen, –
Sie woll’n den Täter mit dem Beter
So innig in ein Joch geschirrt,
Daß eins draus wird, wie aus Salpeter,
Karbon und Schwefel Pulver wird.
BRAND
(ser efter ham).
Der går en fuldblods folkets mand,
retsindigt tænkende, velvillig,
på sin vis virksom, varm og billig, –
og dog en svøbe for sit land.
Ej jordfald, flom og vinterblæst,
ej hungersnød, ej frost og pest,
forvolder halvt det nederlag,
som slig en mellem år og dag.
Af landeplagen liv kun røves; –
men han –! Hvor mange tanker kløves,
hvor mange friske viljer sløves,
hvor mange stærke sange døves
af slig forklemt, trangbrystig sjæl!
Hvor mangt et smil på folkemunde,
hvor mangt et lyn i folkebarm,
hvor mangen løftnings lyst og harm, –
der frem til dåd sig vokse kunde, –
slog ikke blodløst han ihjæl!
(pludselig i angst.)
Men budet! Budet! – Ingen kommer!
Jo, doktoren!
(iler ham imøde.)
Tal, tal! Min moer –?
BRAND.
[Looking after hint.]
A people’s champion thorough-bred!
Active, with fair and open hand,
Honest of heart and sound of head,
But yet a scourge upon the land!
No avalanche, no winter-blast,
No flood, nor frost, nor famine-fast
Leaves half the ruin in its rear
That such a man does, year by year.
Life only by a plague is reft;
But he! How many a thought is cleft,
How many an eager will made numb,
How many a valiant song struck dumb
By such a narrow soul as this!
What smiles on simple faces breaking,
What fires in lowly bosoms waking,
What pangs of joy and anger, seed
That might have ripened into deed,
Die by that bloodless blade of his!
[Suddenly, in anxiety.]
But O the summons! the summons!—
No! It is the Doctor!
[Enter DOCTOR.]
[Hurries to meet him.]
Say! say! How—?
BRAND
(sieht ihm nach.)
Ein Vollblut-Volksmann! Reger Hand,
Rechtschaffen denkend, warm und billig,
In seiner Weise fortschrittswillig,
Und eine Geißel doch fürs Land.
Nicht Bergrutsch, Dammbruch, Winters Ost,
Nicht Hungersnot, nicht Pest, nicht Frost
Verschulden halb die Niederlag’,
Wie solch ein Mann in Jahr und Tag.
Die Landplag’ raubt Dir nur Dein Leben; –
Doch er –! Wie manches frische Streben,
Wie manchen stolzen Traum zertrümmert,
Wie manchen starken Ton verkümmert
Solch ein engbrüstig-heis’rer Geist!
Wie manch von Lächeln hell durchsonnten,
Wie manch von Blitzen schwangren Blick,
Wie manchen Hochflug’s Zwiegeschick,
Draus Taten, Werke wachsen konnten, –
Hat er zerbrochen und vereist.
(Plötzlich in Angst.)
Kommt keine, keine Botschaft mehr?
Doch – dort –!
(Eilt dem des Weges kommenden Doktor entgegen.)
Sie hat Sie hergesandt –?
GERD.
Du? Ja du, men ikke presten!
Ned fra Svartetind min høg
rap bortover lien strøg;
bidslet, sadlet, vild og vred
hvæste han i mørknings-blæsten,
og en mand på ryggen red, –
det var presten, det var presten!
Nu står bygdens kirke tom,
stængt med både lås og bom;
Styggekirkens tid er omme;
nu skal min til ære komme.
Der står presten, stærk og stor,
i sit hvide messeklæde,
vævt af vintrens dryp og væde; –
vil du være med, så kom;
bygdens kirke står jo tom;
presten min har slige ord,
at det runger over jord!
GERD.
You?
Ay, but not the parson! Swift
From the peak my falcon flew,
Fiercely down the fells he hied him,
He was bitted and saddled too,
Through the nightfall blast he hiss’d,
And a man was set astride him,
’Twas the parson, ’twas the priest!
Now the valley church is bare,
Lock and bar are bolted there;
Ugly-church’s day is past;
Mine shall get its due at last.
There the priest stands, tall and strong;
Snowy surplice swathes his flank,
Woven of winter’s drip and dank,
If you’d see him, come along;
Parish-church is bare and blank;
M y priest has so brave a song,
That the whole earth rings to hear it.
GERD.
Ja –
Du! Du wohl, doch nicht der Pfarrer!
Jäh herab vom Schwarzen Horn
Schoß mein Habicht. Wild von Sporn,
Zaum und Sattelzeug durchschnitt
Er den Dust, der Nachtdurchstarrer,
Und der Mann, der auf ihm ritt, –
Sieh, das war, das war der Pfarrer!
Leer steht jetzt der Dorfkirch’ Raum,
Vorgelegt ist Schloß und Baum;
Ihre Zeit wird nimmer kehren;
Jetzt kommt meine Kirch’ zu Ehren,
Wo mein Pfarrer Predigt hält,
Hoch im weißen Meßgewand,
Wie’s ihm webte Winters Hand; –
Willst Du ’n hör’n, komm hinterher;
Eure Dorfkirch’ steht ja leer;
Wenn er seinen Text bestellt,
Schallt es über die ganze Welt!
GERD.
Hør; nu ringer alle klokker
sammen på den vilde hej!
Se, hvad menighed der flokker
sig til færd på kirkevej!
Kan du se de tusend trolde,
bygdens prest har sænkt i havet?
Kan du se de tusend dverge?
Indtil nu de lå begravet
med hans segl som gravbrudds-værge.
Hav og grav dem kan ej holde;
frem de myldrer, våde, kolde; –
skindødt troldbarn ser jeg grine,
vælte af sig bergskreds-blokken.
Hør, de skriger: moer og faer!
Mænd og kvinder giver svar;
bygdens mand går mellem sine,
som en faer i sønneflokken;
bygdens kvinde taer sin døde,
rækker ham sit bryst til føde; –
aldrig før så stout hun knejste,
når hun barn til dåben bar.
Her blev liv, da presten rejste!
GERD.
Hark; now all the bells are loud,
Clanging down the savage fells!
See, what moving masses crowd
Upwards to those bidding bells!
See the thousand trolls uprisen
From the ocean-caves, their prison;
See the thousand dwarfs up-leaping
From the graves where they were sleeping
With the priest’s seal on them set:
Grave and ocean cannot bind them,
Out they’re swarming, chill and wet;—
Troll-babes that but shammed to die,
Grinning roll the rocks behind them:
“Mother, father!” hark, they cry;
Goodman, Goodwife, make reply;
Then, as fathers among sons,
Move among their buried ones;
Women lay their risen dead
At their bosoms to be fed,
Strutted scarce with prouder front
When they bore them to the font.
Life begins! The parson’s fled!
GERD.
Horch! jetzt läuten all die Glocken
Droben auf dem wilden Grat!
Sieh, wen sie zum Kirchgang locken,
Welche Spukgemeinde naht!
Tausend Zwerg- und Trollgestalten,
Die der Pfarr ins Meer geknechtet,
Brachen ihrer Grüfte Riegel:
Nimmer lassen sie, geächtet
Unter seines Fluches Siegel,
Sich von See und Sarg mehr halten;
Wimmelnd nahn die nassen, kalten; –
Kinder, scheintot, sieh, mit Greinen
Berglawinenschutt entstreben.
Vater! Mutter! schreit’s im Chor;
Männer, Weiber stürzen vor;
Dörfler wandert mit den Seinen,
Wie ein Vater, söhn’-umgeben,
Dörflerin hat ihrem toten
Kind die Mutterbrust geboten;
War sie je so strack zu sehn,
Wann sie mußt’ zur Kindstauf’ gehn?
Da der Pfarr geflohn, ward Leben!
BRAND.
Agnes, hustru, lad os begge
være stærke, stå imod,
sammen vore kræfter lægge,
vinde fremad fod for fod. –
O, jeg var en mand derude!
Sjøen skylled over fluen,
mågen taug i uvejrsgruen,
hagglen slog min skrale skude;
midtfjords lå vi, vandet fræste,
mast og takkel hugg og hvæste,
sejlet, slidt i pjalter, blæste
langt i læ for havråks-fråden,
hver en nagle skreg i båden; –
udfor stup og udfor lider
gik der skred fra begge sider;
otte mænd med hvilte årer
sad som otte lig på bårer.
O, da vokste jeg ved roret,
jeg var den, som førte ordet,
kendte godt, en stor mig døbte
til mit kald, det dyrekøbte.
BRAND.
Agnes, wife,
Let us bravely face the strife;
Stand together, never flinch,
Struggle onward, inch by inch.
Oh, I felt a man out there!
Surges o’er the reef were dashing;
Horror of the storm-lit air
Still’d the sea-gull; hail was thrashing
Down upon the boiling sea.
In my skiff, that mid-fjord quiver’d,
Mast and tackle creak’d and shiver’d,
Tatter’d sails blew far a-lee,
Scarce a shred of them remaining,
Every nail and stanchion straining!
From the beetling summits sunder’d.
Down the avalanches thunder’d;
Stiff and stark, with corpse-like faces
Sat the rowers in their places.
Then the soul in me wax’d high;
From the helm I ruled them all,
Knowing well that One thereby
Had baptized me to His call!
BRAND.
Agnes, Weib, wir wollen beide
Stark sein, wollen, Eifers voll,
Mit vereinter Kraft dem Leide
Land abringen Zoll um Zoll.
Ha, war ich ein Mann da draußen!
Sturzseen brausten klippenüber,
Schreckstumm schoß die Möve drüber,
Hagelwetter kam uns zausen
Mitten im empört’sten Gischte,
Mast und Tauwerk kracht’ und zischte,
’s Fock zerriß, doch keiner fischte
Nach den Fetzen, die’s verjagte,
Jeder Nagel schrie und klagte; –
Wieder vom Gebirg und wieder
Donnerten Lawinen nieder;
Ratlos saßen die acht bleichen
Rudrer vor mir wie acht Leichen.
Ha, da wuchs ich auf am Steuer,
Meine Worte wurden Feuer, –
Und zu meinem schweren Werke,
Fühlt’ ich, lieh Gott selbst mir Stärke.
AGNES.
Let at stå i stormen stiv,
let at leve kampens liv;
o, men tænk på mig, som sidder
stilt i sorgens spurvekvidder,
mig, som ej kan døve tiden,
om jeg nok så gerne vil;
tænk på mig, som, stængt fra striden,
ej får glimt af dådens ild;
tænk på mig, hvem kun en liden
snever gerning hører til;
tænk på mig; jeg sidder hjemme,
tør ej mindes, kan ej glemme!
AGNES.
In the tempest to be strong,
Eager in the stress of fight,
That is easy, that is light;
Think of me, who, all day long,
Still must croon without relief
The low swallow-song of grief;
Think of me, who have no charm
For the tedious pain of life;
Me, who, far from war’s alarm,
Lack the fiery joys of strife:
Think, oh think, of me, who share not
Noble work, but brood and wait;
Me, who to remember dare not,
And who never can forget!
AGNES.
Leicht, zu trotzen Sturmeswehn!
Leicht, Gefahren zu bestehn!
Aber sieh mich an: ich sitze
Hier in dieser Felsenritze,
Wo mir nichts den toten Frieden
Meiner Sperlingssorgen nimmt;
Sieh mich, die, weltabgeschieden,
Nicht der Taten Feu’r durchglimmt;
Sieh mich an, der Gott hienieden
Wenig nur zu tun bestimmt!
Hätt’st Du hier gleich mir gesessen,
Sprächst Du nimmer von Vergessen!
BRAND.
Har du liden gerning, du?
Aldrig var den stor som nu.
Hør; jeg vil dig sige noget,
som i sorgen er mig mødt.
Ofte blir mit øje tåget,
tanken ydmyg, sindet blødt;
det er, som der lå en glæde
i at kunne græde, græde.
Agnes, – tænk, da ser jeg Gud
nær, som aldrig før jeg så ham, –
o, så nær at det ser ud,
som om det var let at nå ham.
Og jeg tørster mod at kaste
mig som funden til hans barm,
mod at trykkes af hans faste
stærke varme faderarm.
BRAND.
Thou no noble life-work! Thou!
Never was it great as now.
Listen, Agnes; thou shalt know
What to me our loss has brought.
Oftentimes my light is low,
Dim my reason, dull my thought,
And there seems a kind of gladness
In immeasurable sadness.
Agnes-in such hours I see
God, as at no other, near;
Oh, so near, it seems to me
I could speak, and He would hear.
Like a lost child then I long
To be folded to his breast,
And be gather’d. by His strong
Tender Father-arms to rest!
BRAND.
Dir, Dir läg’ nichts ob, zu tun?
Niemals Größeres denn nun!
Hör’,- vielleicht wird Dir für Deinen
Schmerz aus meinem ein Gewinn.
Oft wird mir das Aug’ voll Weinen,
Still der Geist und weich der Sinn; –
Als ob Gott ein Glück dem gönnte,
Der recht weinen, weinen könnte.
Da wird Gott mir offenbar,
Denk Dir, Kind, wenn ich so weine, –
Offenbar wie nimmerdar,
Klar, daß ich ihn vor mir meine.
O, mich dann an seiner warmen
Brust von allem zu befrein
Und von seinen Vaterarmen
Ewiglich umfaßt zu sein!
AGNES.
Hver en gerning, spejdet efter,
er for tung for mine kræfter;
mine tankers tusend grene
slynges sammen i den ene.
Alt er endnu som et digt.
Lad mig klage, lad mig græde,
hjælp mig så at finde rede
på mig selv og på min pligt. –
Brand, inat, mens du var borte,
kom han i mit kammer ind;
sundhedssmykket var hans kind;
tyndklædt i sin lille skjorte
stavred han med barnetrin
frem til sengen, hvor jeg hvilte,
rakte mod mig sine arme;
kaldte på sin moer og smilte, –
men som om han bad om varme!
Ja, jeg så det! O, jeg gøs –!
AGNES.
Every work that I have sought
Is too hard for my weak skill;
All the fibres of my will
Gather round a single thought.
Like a vision seems it still:
Let me have of tears my fill.
Help me so myself to see,—
What I am, and ought to he!
Brand,-last night, in stillest hush,
Open’d he my chamber door,
On his cheek a rosy flush,
And his little shirt he wore,—
Toddled so with childish tread
To the couch where I lay lonely,
“Mother!” call’d to me, and spread
Both his arms, and smiled, but only
As if praying: “Make Inc warm.”
Yea, I saw!-Oh, my heart bled
AGNES.
Was ich Dir auch zu vollbringen
Trachte, nichts will mir gelingen.
All mein Denken, Planen, Meinen
Kehrt zurück zu jenem Einen.
Alles ist noch wie ein Traum.
Tränen werden’s überwinden, –
Und ich werd’ mich wiederfinden
Und der Pflicht gewissen Zaum.
Brand, heut Nacht, indes Du drauß,
Kam es durch die Kammertür
Blühend und gesund herfür,
Und in seinem dünnen Flaus
Lief’s mit Kinderschritt, wie früh’r,
An mein Bett, hob seine süßen
Ärmchen mir entgegen, spähte
Nach mir, lächelnd mich zu grüßen, –
Doch als ob’s um Wärme bäte!
Ja, ich sah’s! Und fuhr empor –!
AGNES.
Ja, men vær tålmodig blot; –
jeg kan ledes, ikke drives.
Stå mig nær og styrk mig, Brand;
tal det mildeste du kan.
Du, som ejer stormens tone
i de store øjeblikke,
når en sjæl skal drage brikke
om sin egen livsenskrone, –
har du ikke sangens mildhed
til at døve smertens vildhed?
Har du ej et ord, som kvæger,
et, som ud i dagen peger?
Gud, som du mig lærte kende,
er en konge på sin borg; –
hvor tør jeg til ham mig vende
med min lille modersorg?
AGNES.
Yet have patience with me, pray,
Let me follow, not he driven.
Give me thy strong hand and guide me
Oh, and gently, gently chide me!
Thou whose voice in thunder-tones
Vibrates in the hour of strife,
For the soul that still with groans
Fights a fight for very life,
Hast thou no soft, piteous lay,
To beguile its pangs away?
Ne’er a message to uplift,
Point me to the dawn-fired rift?
God, as thou wouldst have me view Him,
Is a monarch on His throne.
How dare I, then, turn unto Him
With my lowly mother’s moan?
AGNES.
Wenn Du sacht zu Werke gehst,
Leitest Du mich leicht zum Guten.
Reich’ mir Deine starke Hand,
Sprich so mild wie möglich, Brand,
Du, von dem es heißt, es wohne
Donnersturm in seiner Rede,
Ficht ein Herz die große Fehde
Um die eigne Lebenskrone, –
Könnt’st nicht mit Schalmeientönen
Bitterlichsten Schmerz versöhnen, –
Fändst kein Wort in Deiner Tiefe,
Das zu Licht und Leben riefe?
Den Du mir gelehrt, Dein Gott, ist
Wie ein Fürst, gehüllt in Erz;
Ach, ich fürchte, nur ein Spott ist
Ihm mein armer Mutterschmerz!
AGNES.
Aldrig, aldrig did igen!
Og dog er det tidt, som drages
jeg af længsel ud, derhen,
hvor det lysner, hvor det dages.
Let at løftes, tungt at bære;
lød ej så den gamle lære?
Dine riger er for store,
alt er her for stort for mig,
du, dit kald, dit mål, din fore,
al din vilje, hver din vej,
fjeldet, som udover hænger,
fjorden, som for foden stænger,
sorgen, mindet, mørket, striden, –
ikkun kirken er for liden.
AGNES.
Never, never, nevermore!
And yet oftentimes I yearn
Towards the daybreak, towards the light.
Towards the sunshine warm and golden.
Oh, the ancient saw is right:
“Lightly lifted, hardly holden.”
All too vast this realm of thine,
Too gigantic to be mine.
Thou, thy word, thy work, thy goal,
Will austere, and steadfast soul,
Overhead the beetling height,
And the barrier fjord below,
Grief and memory, toil and night,
All vast,-were the Church but so!
AGNES.
Nein, nein, nimmermehr zurück!
Und doch ist mir oft, als breite
Sich vor mir das alte Glück,
Und es lockt so lichte Weite.
Leicht zu heben, schwer zu tragen, –
Wie die alten Lehren sagen.
Deine Wege, sie zerfleischen
Mir den Fuß; zu groß, zu groß
Ist Dein Wollen, Wirken, Heischen,
Dein Beruf, Dein Ziel, Dein Los,
Dies Gebirg, das uns umerkert,
Dieser Fjord, der uns verkerkert, –
Einsamkeit, Erinnrungspein, –
Nur die Kirche ist zu klein.
BRAND.
Der er syn i folkedrømmen.
Hundred sjæle, som jeg mødte,
af sig samme tanke fødte;
selv hos hin, som vildt forreven
skreg på vidden, stod den skreven.
„Der er stygt, for der er småt“
lød det; hun ej heller kunde
rede tanken ud med grunde.
Hundred kvinder sagde siden:
bygdens kirke er for liden!
Dette råb fra kvindemunde
tolker trangen til et slot. –
Agnes, – o, jeg ser det godt,
du er kvinden, Herren kåred
til sin engel på min sti; –
tryg og sikker, skønt iblinde,
véd du vejen ret at finde,
hvor jeg skillet går forbi.
Aldrig blålys-blink dig dåred;
første dag du pegte lige
mod det sande skabnings rige, –
standsed mig, som vilde stige
på min flugt mod himlens hvælv,
retted synet på mig selv,
indad mod det inderlige. –
Agnes, atter har du sagt
ord, som slog med lynets magt, –
ført mig, hvor jeg uviss foer,
kastet dagskær på mit virke.
Liden er Vorherres kirke; –
godt; så skal den tømres stor!
Aldrig så jeg grant som nu,
hvad i dig min Skaber gav mig;
derfor trygler jeg, som du:
gå ej fra mig, gå ej fra mig!
BRAND.
Truth may be from dreams divined.
In a hundred hearts I find
Self-begotten this one word;
Even in hers, whose frantic call
From the mountain-side I heard:
“It is ugly, for ’tis small!”
So she said; and like the rest
Left her meaning half-express’d.
Then of women came a score,
“Yes, it is too small,” they cried;
They would have it spread and soar,
Like a palace in its pride.
Agnes-ah! I see it clear;
Thou the woman art whom God
Gave me for His angel-guide.
Safe alike from doubt and fear
Through the darkness thou bast trod,
Keeping still the even way,
Where I blindly went astray.
Thee no glamour captivated—
Once thy finger show’d the fated
Region where my life-work waited,
Check’d me, as I sought sublime,
To the vault of heaven to climb,
Turn’d my soaring glance within,
And that kingdom bade me win.
Now, a second time, thy word
Penetrates my soul like day,
Guides me where I vainly err’d,
Glorifies my weary way.
Small the Church is? Be it so:
Then a greater Church shall grow.
Never, never did I wot
All God gave me, giving thee;
Now that cry of thine’s for me:
Leave me not! Oh leave me not!
BRAND.
Welch ein Geist in der Gemeine!?
In wie vieler Bitt’ und Klage
Trat der Wunsch nicht schon zutage!
Selbst bei ihr, die wahngetrieben
Umgeht, stand er klar geschrieben.
"Dort ist Tod, dort ist’s zu enge!"
Rief sie. Und auch diese Kunde
Kam aus keinem klaren Grunde.
Wie viel Weibern fiel’s nicht ein:
Brand, die Dorfkirch’ ist zu klein!
Wenn aus all der Weiber Munde
Eine große Sehnsucht klänge, –
Die zu stillen mir gelänge?!
Agnes! Agnes! Mich zu führen,
Hat der Herr Dich hergesandt;
Still und sicher, wie im Blinden,
Stets den rechten Weg zu finden,
Wenn ich seine Spur verkannt.
Nie mocht’ Dich ein Lockruf rühren;
Gleich am Anfang offenbartest
Du mein Reich mir und bewahrtest
Den, der Gott sich schon verglichen,
Vor des Dädalus Geschick,
Kehrtest ihm den strengen Blick
Innerwärts zum Innerlichen.
Agnes, abermals nun schlug
Deines Wortes Blitz mich klug,
Trug Gewißheit in mein Los,
Goß Erleuchtung auf mich aus; –
Klein ist unsres Herrgotts Haus, –
Gut, so zimmern wir es groß!
Nie hab’ ich so hell gesehen,
Wie Du alles Lichtes Bronn mir;
Und so nimm zurück Dein Flehen:
Geh nicht von mir! Geh nicht von mir!
AGNES
(smiler).
Husets skøtsel
får ej glemmes, mindst ikveld.
Forrige jul, du husker vel,
at du sagde, jeg var ødsel.
Lys var tændt i alle stager;
her var grønt og smukke sager,
legetøj på juletræet;
her blev sunget, her blev leet.
Brand, iår skal atter tændes
alle lys, så helgen kendes;
her skal pyntes op som bedst
til den stille store fest.
Titter Gud i stuen ind,
skal han se en straffet datter,
refset søn med ydmygt sind,
børn, som lydigt véd og fatter,
at de ej for fadervreden
tvært tør skyde fra sig glæden. –
Ser du nu vel spor af tåren?
AGNES.
[Smiles.]
Ah, to-day
Home must have its feast array!
Thou my lavishness didst chide,
Mindest thou, last Christmastide?
All the chamber flash’d with lights,
From the Christmas-tree there hung
Toys and wreaths and quaint delights;
There was laughter, there was song.
Brand, for us this year also
Shall the Christmas-candles glow,
Here shall all be deek’d and light
For the great, still Feast to-night!
Here, if haply God should peep,
He of meek and lowly mind
Shall His stricken children find,
Babes, that humbly understand,
To have felt their Father’s hand
Gives them not a right to weep.—
Seest thou now of tears a sign?
AGNES
(lächelt.)
Des Hauses Pflege
Ruft, wenn je, heut abend doch.
Letzten Christ, – Du schaltst mich noch, –
Ging ich fast zu reiche Wege.
Licht in jedem Leuchterringe,
Tannengrün voll bunter Dinge,
Spielzeug, Backwerk, Zuckersachen, –
Ei, das war ein Lust und Lachen!
Wieder strahl’ nun Kerz’ an Kerze
Ihren Heilsgruß uns ins Herze;
Wieder schmück’ ich unser Nest
Nun zum stillen, großen Fest.
Lugt dann Gott zur Tür herein,
Schau’ er die gestraften Kinder
Sich dem Fest demütig weihn,
Sehe, wie sie nicht in blinder
Trauer, weil sie ihn nicht fassen,
Es zu heiligen unterlassen. –
Hab’ ich mich nun in Gewalt?
FOGDEN.
Nå, nå, –
jeg råber ikke sort men grå.
Human er tiden; folk må mødes,
ej bums imod hinanden stødes.
Husk på, at dette land er frit;
her skal jo alles mening gælde; –
hvor tør da én mod alle fælde
sin særdom over sort og hvidt? –
Kort sagt, da De har fleretallet,
så er De første mand i kaldet;
jeg slutter mig, som alle andre,
til Dem så godt jeg kan og véd,
og håber ingen sjæl vil klandre,
at ej jeg til det sidste stred.
Folk dømmer nu, det ser jeg godt,
mit virke kun som spredt og småt:
de kalder én ting mer fornøden
end årligårs at øge grøden;
man er ej villig nu, som før,
at yde skærven, hvor sig bør, –
og er ej viljen med i legen,
da er en gerning sejerssvegen. –
Det falder tungt, det må De tro,
at slippe plan om vej og bro,
om tapning ud af myr og fjære,
og meget mer, som var igære.
Men Herregud, hvad skal man sige;
kan ej man sejre, får man vige,
tålmodigt håbe alt af tiden,
og bøje klogeligt til siden.
Nu, – folkets yndest har jeg tabt
på samme vej, hvor den blev skabt;
ja, ja; så må på andre veje
jeg komme til mit fordums eje.
THE MAYOR.
Why, no—
I rather shout, not black, but gray,
The time’s humane; asks apt compliance,
Not blunt and absolute defiance.
We stand on democratic ground,
Where what the people thinks is right;
Shall o n e against the mass propound
His special views on black and white?
In short, you, having a majority,
Arc best entitled to authority.
So I submit, as they submitted,
With you my humble lot I cast,
And may I by no soul be twitted
For not contending to the last!
Folks now consider, I perceive,
Petty and poor all I achieve;
They say there’s something of more worth
Than richer harvests wrung from earth;
They are not willing as they were,
The necessary mite to spare;
And the best cause, if will’s not in it,—
There’s very little hope to win it.
Believe me, ’tis no easy thing
To drop one’s plans for roads and bridges,
For tapping meres and draining ridges,
And more besides that was in swing.
But, good Lord, what’s a man to say?
If he can’t win, he must give way;
Patiently trust that Time’s his friend,
And to the blast astutely bend.
Now,-the folks’ favour I’ve foregone
In just the way it first was won;
Ay, ay,-and by another track
I’ll get my old possession back.
DER VOGT.
Nun nein, – genau
Besehn, nicht eben schwarz, doch grau.
Die Läufte sind human; die Massen
Nicht mehr so herrisch anzufassen.
Dies Land ist frei – und um den Preis:
Daß jedes Wort gleich gültig schalle.
Wie darf da einer wider alle
Entscheiden über schwarz und weiß? –
Kurzum, da Sie die meisten haben,
Ist mir zunächst mein Grab gegraben.
Doch statt nun fromm mich einzusargen,
Spring’ ich auf Ihren Kutschentritt,
Und nur ein Narr wird mir verargen,
Daß ich nicht bis aufs Messer stritt.
Man hält, vom neuen Geist beseelt,
Mein Tun für falsch nun und verfehlt.
Man meint, daß man jetzt Größres lernte,
Als wie man jährlich besser ernte.
Nicht willig mehr, wie vordem, rührt
Das Scherflein sich, wo sich’s gebührt, –
Und mag kein Mensch mehr weiter trecken,
So bleibt der Karren eben stecken.
’s ist schmerzlich, – wenn Sie’s überlegen, –
Den Plan zu so viel Weg- und Stegen,
Zur Austrocknung von Sümpfen, Watten,
Und mehr, stillschweigend zu bestatten.
Doch, lieber Gott, was soll man machen!
Nachgeben ist das Los der Schwachen,
Die Gegenwart geduldig schlucken
Und bis zur Zukunft klug sich ducken.
Nun, – ich verlor des Volkes Gunst,
Wie ich sie mir erwarb. Die Kunst
Ist jetzt, durch anderweit Beginnen
Den Posten wiederzugewinnen.
FOGDEN.
Nej, det véd Gud, det ikke var.
Det alment bedste har jeg villet
til bygdens nytte blot og bar.
Dog nægtes ej, at med i spillet
kom håbet om et vederlag
for velgjort værk på yrkets dag.
Det er nu så; en virksom mand
med evner og med sund forstand
vil frugten af sin gerning se,
ej stønne gennem slidets ve
til fromme for en bar idé.
Jeg kan ej, selv med bedste vilje,
forsømme egen velfærds røgt
og offre andre al min kløgt.
Jeg sidder med en stor familje;
jeg har jo kone, mange døttre,
som skal forsørges allerførst; –
ideen læsker ingens tørst,
ideen slukker ingens sult,
hvor man, som jeg, har huset fuldt;
og dersom nogen skulde yttre
forundring, har jeg blot det svar,
han er en slet familjefaer.
THE MAYOR.
God help me, no! The common good
And profit of this neighbourhood
Has been my single, sole desire.
But, I admit, there did conspire
The worker’s hope of worthy hire
For day’s work honestly pursued.
The fact stands thus: a resolute
And able man, with sense to boot,
Demands to see his labour’s fruit,
And not to drudge and sweat and groan
To profit an Idea alone.
With the best will I can’t afford
To throw my interests overboard,
And give my brains without reward.
I’ve a large household to supply,
A wife, and of grown girls a store,
Who must be first provided for;—
Belly that’s empty, throat that’s dry,
The idea scarce will satisfy
Where mouths so many must be fill’d.
And any man who should demur,
For him I have but one reply,—
Iie’s an unworthy householder.
DER VOGT.
Mit nichten, das weiß Gott! Nein, nein!
Ich wollte das gemeine Beste,
Das Volkswohl einzig und allein.
Womit denn freilich eine feste
Erwartung auf Entgelt für brav
Getanes Werk zusammentraf.
Das ist mal so: ein rühriger Mann,
Der, was er soll, versteht und kann,
Will seiner Taten Früchte sehn,
Nicht nur für höhere Ideen
Durch Mühsal und Entsagung gehn.
Du kannst nicht, selbst beim besten Willen –
Hast Du im eignen Topf kein Huhn –
Stets alles nur für andre tun,
Wenn Du im Ehejoche knurrst!
Man hat ein Weib und viele Töchter;
Da gilt es erst den Hunger stillen; –
Ideen löschen keinen Durst,
Ideen machen keinen satt,
Wo man, wie ich, das Haus voll hat;
Und käm’ mir einer drum und möcht’ er
Mir an, ich spräch’: Die nicht so sind,
Sie sorgen schlecht um Weib und Kind.
FOGDEN.
Ja, kan De gættes?
Afhjælpes skal et dybtfølt savn,
idet jeg til distriktets gavn
får bygt et armodsdommens pesthus;
ja, pesthus siger jeg, fordi
det skal for brødens smitte fri.
Og denne bygning har jeg tænkt,
forbindes nemt med et arresthus,
så virkning blir med årsag stængt
bag samme bom og samme lås,
med væg kun mellem bås og bås.
Og da jeg engang er på gled,
så er min agt at bygge med
en fløj indunder samme tag,
som bruges kan til valg og lag,
til alvorshandling som til fester,
med talerstol og rum til gæster, –
kort sagt, et pent politisk festhus.
THE MAYOR.
Do you take me? I can cure
A want, of long and bitter proof,
By building, for the Town’s behoof,
A Pest-house for the afflicted Poor.
Pest-house I call a thing projected
To rid us of the crime-infected.
And, I reflected, to the Pest-house
Might well be added an Arrest-house,
The cause with its effect confined
The selfsame bars and bolts behind,
And nothing but a wall between.
And, while my hand is in, I mean
In the same block to build withal
A wing for balls and ballotings,
Social and business gatherings,
With platform and Assembly-Hall;
In short, a half-political,
Half-social, smart and festive Guest-house.
DER VOGT.
Ob Sie’s erraten? –
Ich bau’ zur Lösung des Konflikts,
Zu Nutz und Frommen des Distrikts,
Der Armut hier ihr eigen Pesthaus;
Ja, Pesthaus sag’ ich, absichtsvoll,
Weil’s Ansteckung verhüten soll.
Mit diesem dacht’ ich mir im Bund
Als zweiten Flügel ein Arresthaus:
So sitzt die Wirkung samt dem Grund
Im selben Schloß- und Riegelfrieden,
Nur durch die Zwischenwand geschieden.
Und da ich nun einmal im Schuß,
So denk’ ich mir zum guten Schluß
Noch unterm selben Dach ’nen Saal,
Teils zu Gelagen, teils zur Wahl,
Zu ernsten Dingen, wie zu Festen,
Mit Rednerpult und Raum zu Gästen, –
Kurzum, ein schmuck politisch Festhaus.
FOGDEN.
De tænker på en dårekiste?
Ja, ganske visst; den trænges hårdt.
Den også var min første tanke;
men efter overlæg med flere
jeg ganske kom fra tanken bort;
thi hvorfra skal vi midler sanke
til noget overvættes stort?
Og tro De mig, en sådan kiste
vil kræve en alvorlig sum,
hvis hver og en skal der få rum,
som trang og værdighed beviste.
Man tænke må på tidens elv,
og ej blot bygge for sig selv; –
alt går jo frem med kæmpeskridt;
ifjor tilpas, iår forlidt; –
De ser, i hvilke dimensioner
hvert folkeligt behov har vækst;
med syvmils-støvler, rent forhekst,
udvikles kraft og alslags evne,
i hvilket fag De så vil nævne.
Det altså blev for dyr en spas
at skaffe efterslægten plads
for sig og sine børn og koner.
Jeg siger derfor: Herregud;
den tand, den får vi nok slå ud!
THE MAYOR.
You mean a Mad-house? Yes, indeed;
A very peremptory need;
That was my own idea before.
But now, by friendly counsel wrought,
I’ve utterly renounced the thought;
For who’s to furnish the supplies
For such a giant enterprise?
To put a Mad-house up would come,
Believe me, to a pretty sum,
H all whom need and merit fitted,
Should be within its walls admitted.
We must not build for our caprice,
But note Time’s current as it glides;—
The world moves on with giant strides,
Last year abundance, famine this;
You see to what a monstrous girth
The folks’ necessities have swell’d,
Talents for everything on earth,
Headlong by seven-league boots propell’d,
Are swarming madly to the birth.
Thus it would be too dear a jest
To build posterity a nest
And let self, wife, and children go;
This tooth, I say, we can’t afford:
Out with it, therefore, by the Lord!
DER VOGT.
Ich weiß, Sie denken an ein Tollhaus?
Ja, freilich brauchten wir das sehr.
Ich dacht’s zuerst als erstes Drittel;
Doch nach so manchem Hin und Her
Verwarf ich’s doch als schönen Wahn.
Denn woher nehmen wir die Mittel
Zu einem solchen Riesenplan?
Und, glauben Sie, ein solcher Kasten
Erheischt ein Kapital von Rang,
Will jeder, der da Wert und Drang
Beweist, in seinen Mauern gasten.
Man muß dem Lauf der Zeit vertraun,
Und nicht nur für sich selber baun.
Jetzt geht ja alles wie der Blitz,
Vorm Jahr entsprechend, dies Jahr minder; –
Und da mit jedem Jahr geschwinder
Jedwed’ Bedürfnis wächst und wächst,
Und Kräft’ und Gaben, rein verhext,
Auf Siebenmeilenstiefelsohlen
In jedem Fach sich überholen,
So würd’ ’s doch ein zu teurer Witz,
Dem Nachwuchs so ’nen Edelsitz
Zu baun für sich und Weib und Kinder.
Drum sag’ ich: Mag das nur noch ruhn;
Der Zahn soll uns nicht wehe tun!
FOGDEN
(fornøjet).
Ja, rummet står som oftest ledigt!
Det indfald, Brand, var ganske snedigt!
Vil byggeplanen blot ej briste,
så har vi gratis dårekiste,
har samlet under fælles tag,
beskyttet af det samme flag,
de væsentligste elementer,
hvorfra vor bygd sin farve henter; –
vi har vor hele armodsdom
samt slyngelflokkens syndeflom
og dårerne, som før gik om
foruden røgt og uden tugt, –
og så har vi vor friheds frugt
med valgkamp og med talers flugt;
vi har vor rådssal, hvor vi drøfter,
hvad gøres kan til bygdens tarv, –
vor festsal, hvor vi giver løfter
om skøtsel af vor fortids arv.
Hvis altså blot ej sagen faldt,
så får jo klippesønnen alt,
hvad han med billighed kan kræve,
for ret sit eget liv at leve.
Gud véd, vort strøg er ikke rigt;
dog, står først fællesgården bygt,
så tror jeg, det kan kaldes trygt
et vel organisert distrikt.
THE MAYOR.
[Delighted.]
Yes, it would mostly be to spare!
Why, Brand, you’ve hit the nail-head there!
If fortunate our project’s fate is,
We get to boot-a Mad-house gratis;
Here, shelter’d by the selfsame roof,
And by the selfsame flag defended,
All the essential strands are blended
That tinge and tone our social woof.
Here in one haven disembogues
The flood of Paupers and of Rogues;
With Lunatics who roajn’d at large,
Subject to no man’s check or charge;
Here too our Freedom’s highest reach,
The election-strife, the storm of speech;
And here our Council-Hall, for framing
Measures to meet each public pest;
And here our Feast-Hall, for proclaiming
How well we’ll guard the Past’s bequest.
You see, then, if our project stand,
The Cragsman has at his command
All he in reason can demand,—
The right to live as he thinks best.
God knows, how slender our resources,
But once our enterprise in force is,
I trust we may be with impunity
Styled a well-organised community.
DER VOGT
(vergnügt.)
Gewiß, der ist ja meist geschlossen!
Da liegt der Vogel abgeschossen!
Ersteht der Bau nach meinen Datis,
So haben wir das Tollhaus gratis –
Und unter einem Dach gesellt,
Von einem Wimpel überwellt,
Die Elemente, die vor allen
In unserm Kreis ins Auge fallen.
Wir haben die ohn’ Hab’ und Gut,
Dazu der Sünder Satansbrut,
Dazu die Narr’n, die ohne Hut
Bislang gehaust und ohne Zucht;
Des weitern unsrer Freiheit Frucht:
Wahlkampf und weiser Reden Flucht;
Dazu ’nen Ratssaal, zu beschließen,
Zum Wohl des Kreises, das und dies;
Dazu ’nen Festsaal, zu begießen,
Daß unser Urahn Bele hieß.
Geht also alles bloß nach Lust,
Bekommt der Berge Sohn ja just,
Was, recht sich selber auszuleben,
Sein billig Sehnen ist und Streben.
Wir sind nicht reich hier im Gebirg’;
Doch steht erst dies Gemeindehaus,
So ruft wohl jeder Kenner aus:
Welch wohlgeordneter Bezirk!
FOGDEN
(ryster forundret på hovedet).
Ved sligt den enkle sjæl beviste
nødvendigheden af min kiste.
(slår over.)
Lad kirken stå, det vil jeg råde;
den kan jo kaldes på en måde
et stykke ædelt arveguld.
Den er et ædelt arvestykke; –
den skal ej falde for en nykke!
Ja, går min byggeplan i vasken,
jeg som en Fønixfugl af asken
skal rejse mig i mængdens nåde!
Jeg træder op som riddersmand
for mindesmærket ved vor strand!
Her stod engang et gude-hov, –
det var nok i kong Beles tider;
så rejste kirken sig omsider
ved fromme heltes ran og rov.
Ærværdig ved sin simple pragt,
højhellig i sin oldtidsdragt
den knejste indtil vore dage –
THE MAYOR.
[Shaking his head in amazement.]
(Which single soul but proves the more
How sorely my Asylum’s wanted.)
[Changing his tone.]
Let the Church be, is my advice.
One may regard it, in some wise,
As a rich heirloom of our age;
In fact, a noble heritage,
Which we not lightly may remove.
Nay, if my building project crashes,
I, like a Phoenix from the ashes,
Will live again in public love,
As one chivalrously intent
To save our ancient monument!
Here stood a heathen fane of old,—
’Twas in King Belii’s reign, no doubt;
Then, later heroes more devout
Founded the Church with looted gold.
All-sacred in its antique dress,
Grand in its simple stateliness,
Till our own days it tower’d sublime——
DER VOGT
(schüttelt verwundert den Kopf.)
Wodurch, bedünkt mich, eben diese,
Wie not ein Narrenhaus, bewiese!
(Verändert den Ton.)
Die Kirche fällt nicht, eh’ ich sterbe.
Ich möcht’ mich niemals von ihr trennen
Die wir mit Recht ein Erbstück nennen,
Jawohl, ein unverletzlich Erbe,
Trotz allen Ihren Fechtersprüngen!
Ja, wird mein Plan des Teufels Beute,
So werd’ ich in der Gunst der Leute,
Ein Vogel Phönix, mich verjüngen!
Ich trete, Hand am Schwertesknauf,
Für unsrer Küste Denkmal auf!
Denn früh schon schmückte diesen Strand
Ein Opferstein für unsre Väter, –
Worüber dann die Kirche später
Aus frommer Helden Raub entstand.
Verklärt in ihrer simplen Pracht,
Geweiht in ihrer alten Tracht,
So ragt sie bis in unsre Tage –
FOGDEN.
Det véd den søde Gud jeg vil!
Jeg var jo gal, om ej jeg gjorde.
Hvem tror De mængden flokkes til,
når én vil gøde, mæske, fore,
en anden malke, flå og klippe?
Ja død og plage er jeg med!
Jeg er af tanken ganske hed,
bevæget, greben, næsten rørt;
en heldig skæbne har mig ført
i denne kveld til prestegården;
thi jeg tør tro, at uden min
var Deres plan knapt faldt Dem ind, –
ialfald ej til verden båren.
Det altså er mit eget virke
at bygge bygdens nye kirke!
THE MAYOR.
Dear God’s my witness, that I am!
And shall be while my wits are sound!
When o n e would fatten, pamper, cram,—
Another milk and shear and flay,—
Where, think you, will the flock be found?
Death and destruction, I’m your man!
I’m fire and fury for the plan!
Thrill’d, agitated, nay, affected!
Providence prompted the design
That led me to your door to-night,
For sure, without the hint of mine
Your plan had scarcely been projected,
Or, at the least, scarce seen the light!
And thus the Church, conceived aright,
Will by m y means have been erected!
DER VOGT.
Und ob ich’s weiß, und ob ich’s tu’!
Torheit, hier Widerstand zu leisten!
Wem pendelt wohl die Menge zu,
Will einer stopfen, mästen, feisten,
Ein andrer melken, scheren, schinden?
Ja, Tod und Teufel, tu’ ich mit!
Ich bin von Ihrem großen Schritt
Bewegt, ergriffen, schier gerührt;
Ein Glücksfall, traun, hat mich just heute
Nach diesem Pfarrhof hergeführt;
Denn – darf ich sagen – ohne mein
Geplan’ kam Ihnen Ihr’s kaum ein, –
Kam jedenfalls nicht vor die Leute.
Und prangt ein Neubau nächsten Winter,
Steckt eigentlich der Vogt dahinter.
FOGDEN.
Vil ingen anden, så vil jeg.
I helgen skal, jo før jo heller,
jeg ordne alt, hvad formen gælder,
og sætte sagen glat ivej.
Jeg ivre skal og virke, skrive;
jo, jo, – De kender fogden nok!
og kan jeg hjælp ej sammendrive
til rivning blandt den dumme flok,
skal jeg med egne hænder rive
den ned til grunden, stok for stok.
Ja, om jeg så skal ta’e min kone
og alle mine døttre med,
så skal den død og plage ned!
THE MAYOR.
I will it though they all cry No.
This Christmas with the least delay
I’ll put the thing in proper form,
And launch it smoothly on its way.
I’ll write, I’ll agitate, I’ll sway!
Ay, ay-you know the stuff I’m made of!
And if I cannot hire or hound
The foolish flock to help to end it,
With my own hands I’ll rive and rend it,
Timber by timber, to the ground.
Nay, though I had to call the aid of
My wife and all my girls as well,
Down it should come, by death and hell
DER VOGT.
Will niemand andres, so will ich.
Vertraun Sie mir, ich werd’ beizeiten
Die Sache glatt in Wege leiten,
Zum Fest schon, bis auf Punkt und Strich.
Hei, werd’ ich eifern, wiegeln, schreiben; –
Allein, Sie kennen mich ja, – Schnack!
Und kann ich aus dem dummen Pack
Nicht Hilfe gnug zusammentreiben,
So greif’ ich selbst zu Axt und Hack’,
Ihn Stock- um Stockwerk zu entleiben.
Und müßten meine eigne Frau
Und eignen Töchter auf den Fleck,
Er soll, bei Tod und Teufel, weg!
AGNES.
Lukket, lukket, – alting lukket!
Selve glemslen lukket af!
Bom for klagen, segl for sukket,
lås for himmel og for grav!
Jeg vil ud; jeg kan ej ånde
her i ensomhedens vånde!
Ud? Hvorhen? Ser ej fra højden
strenge øjne på mig ned!
Kan jeg vel på flugt fra bygden
føre hjertets eje med?
Kan jeg flygte, om jeg vilde,
fra min rædsels tomme stille?
(lytter ved døren til Brands stue.)
Lydt han læser; til hans øre
rækker ikke frem min røst.
Ingen hjælp! Ej råd, ej trøst!
Julens Gud har nok at gøre
med at lytte til de riges,
børneriges, lykkeliges
tak og sang og leg og dans.
Jul er jublens tid og hans.
Ej han ser mig, ej han agter
på en ensom moders fagter.
(nærmer sig varsomt til vinduet.)
Skal jeg åbne skillets rammer,
så det klare fulde lys
jager nattens skræk og gys
fra hans sorte sovekammer? –
Nej, dernede er han ikke!
Julen er jo barnets tid; –
han får lov at komme hid;
kanske står han nu derude,
strækker armen for at pikke
på sin moders stængte rude. –
Lød der ikke barnegråd?
Alf, jeg véd ej hjælp og råd?
Her er stængt; din fader stængte; –
Alf, jeg tør ej åbne nu!
Lydigt lidet barn er du;
aldrig du og jeg ham krænkte.
O, flyv hjem igen til himlen;
der er lys og der er glæde;
der er leg i børnevrimlen.
Men lad ingen se dig græde, –
sig ej, at din fader lukked,
da du kom og banked på.
Lidet barn kan ej forstå,
hvad vi store voksne må.
Sig, han sørged, – sig, han sukked;
sig dem, det var ham, som plukked
smukke blade til en krans.
Kan du se den? Den er hans!
(lytter, tænker sig om og ryster på hovedet.)
O, jeg drømmer! Mer end rammen
står som skille mellem os.
Først i glød af lutringsflammen
falder skillevæggen sammen,
revner hvælv og brister stængsler,
hviner fængselsdørens hængsler,
springer op den store lås!
Meget, meget her må gøres,
før vi to kan sammen føres. –
Jeg skal virke, virke stille,
for at fylde kravets svælg;
jeg skal hærdes, jeg skal ville. –
Men iaften er det helg.
Fra ifjor hvor vidt forskellig –!
Hys, – den højt skal holdes hellig;
frem jeg henter mine skatte, –
dem, hvis endeløse pris,
fra min lykkes livsforlis,
kun en moders sjæl kan fatte.
(hun knæler ned ved kommoden, åbner en skuffe og tager forskellige ting frem. I samme øjeblik lukker Brand på døren og vil tale til hende, men da han bemærker, hvad hun foretager sig, holder han inde og bliver stående. Agnes ser ham ikke.)
AGNES.
Closed, all closed with bolt and bar!
Seals on every passion set!
Seal’d to sorrow and to sigh,
Seal’d the grave and seal’d the sky,
Seal’d to feel-and to forget!
I will out! I gasp for breath
In this lonely house of death.
Out? Oh, whither? Angry eyes
Glare upon me from the skies!
Can I, flying, high or low,
Bear my treasure where I go?
Can I from my breast unsphere
The mute vacancy of fear?—
[Listens at BRAND’S door.]
Loud he read’s, he cannot hear.
There’s no comfort. There’s no way.
God is busy: lists to-day
But to song and praise and blessing
Of the happy, child-possessing,
Richly-gifted of the earth.
Christmas is the feast of mirth.
Me He sees not, nor takes heed
Of a lonely mother’s need.—
[Goes cautiously to the window.]
Shall I draw the curtain back,
Till the clear and kindly ray
Chase the horror of night away
From his chamber bare and black?
Nay, he is not there at all.
Yule’s the children’s festival,
He bath got him leave to rise,
Haply now he stands, and cries,
Stretches little arms in vain
To his mother’s darken’d pane.
Was not that a baby’s voice?
Alf, I’ve neither will nor choice!
All is bared and bolted here.
’Tis thy father’s bidding, dear!
Alf, I may not open now!
An obedient child art thou!
’We ne’cr grieved him, thou and I.
Oh, fly home then to the sky,
There is gladness, there is light,
There thy merry comrades stay
Till thou come to join their play.
Oh, but weep not in their sight,
Nor to any soul betray
That thy father bade me lock,
When thy little hand did knock.
Years bring sterner, sadder stress
Than a little child may guess.
Say, he sorrow’d, say, he sigh’d;
Say, he wove the garden’s pride
All into a wreath for thee.
’Tis his doing! Canst thou see?
[Listens, starts, and shakes her head.]
Oh, I dream! Not bar and wall
Only from my love divide me.
When the purging fire hath tried me
In its anguish, then alone
Shall the parting barriers fall
And the mighty bolts be batter’d,
And the vaulted dungeons shatter’d,
And the prison hinges groan!
Much, oh, much is to be done
Ere we parted twain be one.
I with silent, toiling hands
Still will labour on, to fill
The abyss of his commands;
I shall nerve me, I shall will.
But it is tl-e Feast this eve—
Last year’s how unlike! And wait
We will honour it in state.
I will fetch my treasures forth.
Whereof the uncounted worth
Best a mother can conceive,
To whose spirit they express
All her life-lost happiness.
[She kneels down by the cupboard, and takes various things out of a drawer. At the same moment, BRAND opens the door, and is about to speak, when he observes her occupation, cheeks himself and remains standing. AGNES does not see him.]
AGNES.
Alles, alles mir zu wehren!
Jeder Laden zugezerrt!
Gramvergessen, Seufzer, Zähren,
Himmel, Grab verwehrt, versperrt!
Fort! Mein Blut kann hier in diesen
Einsamkeiten nicht mehr fließen!
Fort? Wohin? Sehn nicht von droben
Strenge Augen jeden Schritt?
Führt’ ich, fliehend von hier oben,
Wohl des Herzens Habe mit?
Könnt’ ich aus dem tauben Schweigen
Meiner Furcht je talwärts steigen?
(Horcht an der Türe zu Brands Stube.)
Er liest laut. Und seinen Ohren
Meine Stimme nimmer naht.
Keine Hilf’! Kein Trost, kein Rat!
Selber Gott ist heut verloren
In sein Lauschen, was der reichen,
Kinderreichen, glückesweichen
Menschen Dank ihm singt und lacht.
Heut, in seiner Weihenacht,
Schenkt er keinen Blick mir, keinen
Einer einsamen Mutter Weinen.
(Nähert sich vorsichtig dem Fenster.)
Öffn’ ich wohl den strengen Laden,
Lass’ der Kerzen hellen Schein
Seinen schwarzen Schlummerschrein
Alles Grausens lauter baden? –
Nein, mein Alf ist nicht da drinnen.
Heut ist ja der Kinder Fest; –
Ob ihn Gott wohl kommen läßt?
Ach, vielleicht schon steht er außen,
Pocht in seinem weißen Linnen
Ans verschlossne Fenster draußen. –
Schluchzte es nicht eben nun?
Alf, ich weiß ja nicht, was tun!
Horch, Dein Vater schloß das Zimmer; –
Alf, ich darf nicht öffnen heut!
Tun wir denn, wie er gebeut!
Wir gehorchten ja noch immer.
O, flieg heim zum Himmel wieder;
Dort ist Glanz und dort ist Freud’,
Tanzen Reigen, tönen Lieder.
Aber zwing die Tränen nieder, –
Sag’ nicht, daß er ’s Haus verrammelte,
Da Du kamst, nach uns zu sehn.
Kleines Kind kann nicht verstehn,
Was für Weg’ wir Große gehn.
Sag’, wie er vor Trauer stammelte;
Sag’, wie selbst dies Grün er sammelte
Zu dem schmucken Kränzlein hier.
Kannst Du’s sehn? Das wand er Dir!
(Lauscht, besinnt sich und schüttelt den Kopf.)
Ach, ich träume. Weitaus treuer
Trennt uns eine andre Wand.
Erst im großen Läutrungsfeuer
Fällt in Trümmer ihr Gemäuer,
Stürzt die Wölbung, knarrt der Riegel,
Springt der Kerkertüre Siegel,
Birst des Schlosses ehern Band!
Viel noch, viel noch muß geschehen,
Eh’ wir zwei uns wiedersehen.
Füllen will ich, Scholl’ auf Schollen,
Seiner Forderungen Schacht,
Werde hart sein, werde wollen. –
Aber heut ist Weihenacht.
Freilich, dies Jahr fehlt das Beste –!
Halt! Ich hol’ hervor zum Feste,
Was von ihm mir noch gelassen,
Und des grenzenlosen Wert,
Seit mein Glück von mir gekehrt,
Nur ein Mutterherz kann fassen.
(Sie kniet vor der Kommode nieder, öffnet eine Schublade und nimmt verschiedene Dinge heraus. Im selben Augenblick macht BRAND die Tür auf und will sie anreden; aber da er ihr Vorhaben bemerkt, besinnt er sich und bleibt stehen. Agnes sieht ihn nicht.)
AGNES.
Her er sløret. Her er kåben,
han blev båren i til dåben. –
Her i knyttet har jeg kjolen –
(holder den ivejret, ser på den og ler.)
Herre Gud, hvor sød og butt!
Dejlig var min lille gut,
da han sad i kirkestolen. –
Her er skærfet, her er kuften,
han var klædt i første gang
han fik komme ud i luften.
Dengang var den altfor lang,
men den blev ham snart for liden –,
den skal lægges her ved siden. –
Vanter, strømper, – hvilke ben! –
og hans nye silkekyse,
som han fik for ej at fryse –;
den er ubrugt, ren og pen. –
O, der ligger langfærdsdragten,
han blev svøbt i lunt og tæt,
for at rejse lindt og let;
da jeg atter havde lagt den
bort, jeg var til døden træt.
AGNES.
Lo, the robe, the veil that clad
At the font my little lad.
Under it his cloak I’ve laid—
[Holds it up, gazes at it, and laughs.]
Lord, how brave it looks and bright!
Ah, he was a bonny sight
In his festal robes array’d!
Here’s the scarf, the cape he wore
When the keen wind first he bore;
Longer was it than was meet
Then, but quickly grew too spare—
I will lay it with them there.
Gloves and stockings-(Oh, what feet!)
And his hood of silken fold
That had fenced him from the cold,
All unused and clean and sweet.
Oh, and there the wrappings warm
That should shield his little form
For the journey, from the storm
When again I laid them by,
Weary unto death was I!
AGNES.
Schleier, Kleid und Mäntelein,
Drin mein kleiner Schatz getauft ward –
(Hält das Kleidchen in die Höhe, betrachtet es und lacht.)
Gott, wie über alle Maßen
Süß dies Kleidchen ist! Ja, mein
Prinzchen war gar wunderfein,
Als wir so im Kirchstuhl saßen. –
Sieh, die Schärp’ hier und das Röckchen,
Drin er mir das erste Jahr
An die Luft gedurft. Es war
Derzeit, als es ihm gekauft ward,
Viel zu lang; doch wie im Fliegen
Wuchs er draus. – Das mag hier liegen. –
Handschuh’, Söckchen, – potz! die Söckchen! –
Und sein neues Seidenhäubchen
Für den Winter; – noch kein Stäubchen
Hat an seinem Glanz gerührt. –
O, und hier die Reisestücke,
Drein ich ihn auf Brands Gebot
Eingemummt und eingeschnürt; –
Als ich wieder sie zurücke
Legte, war ich müd’ zum Tod.
KVINDEN.
Jo, du kender godt til tingen!
Sligt et under mægter ingen, –
skal ej mægte det engang!
Krig med jer, som har forstødt ham!
Véd du, hvor hans moer har født ham.
Jo, på grøftekantens hælding,
under drik og spil og sang.
Han blev døbt i sluddets vælling,
korset med et kul af asken,
læsket med en klunk af flasken; –
samme stund han slap sin moer,
stod der om os folk, som svor; –
véd du hvem det var? Gudbedre; –
ungens faer – og ungens fædre!
THE WOMAN.
Much, sooth, thou dost understand!
Such a wonder none on earth
Can, nor shall do, though he can!
War on you that set the ban,—
Wot ye where it was, that birth?
In a ditch-side, on the ground,
Gamblers drank and shouted round
Christen’d in the sleety slime,
Cross’d with charcoal-ashes grime,
Suckled with a spirit-flask;
When his mother bore him first
There were some stood by and cursed,
Who could they be, do you ask?
Bless you! Why, the baby’s father,
Or,-the baby’s fathers rather!
DAS WEIB.
Ja, Du weißt es gut wie einer!
Solch ein Wunder tut Dir keiner, –
Soll’s nicht einmal! Krieg, jawohl,
Euch, durch die mein Jung’ verloren!
Weißt Du, wo ich ihn geboren?
An der Straßengrabenkante,
Unter Trinken, Spiel, Gejohl’.
Tauft’ ihn aus ’ner Pfütz’, einbrannte
Mit ’ner Kohl’ ihm ’s Kreuzeszeichen,
Tat ihm meine Schnapsflasch’ reichen; –
Und just als ich ihn gebar,
Stritt um mich die halbe Schar –
Bessre Gott die Missetäter! –,
Wer der Vater, – wer die Väter!
AGNES.
Ja, tilvisse sejret nu, –
sejret over grav og gru!
O, se opad, se ivejret!
Ser du Alf for tronens fod,
lysglad som i livets dage,
strække armen os imod?
Om jeg ejed tusend munde,
om jeg turde, om jeg kunde,
ikke én jeg dog oplod
for at kræve ham tilbage.
O, hvor stor, hvor rig er Gud
til at finde midler ud.
Barnets offer, offerbrøden,
båret har min sjæl fra døden;
han mig fødtes for at mistes;
frem til sejr jeg måtte fristes! –
Tak, at du min hånd har ledet;
du har trofast for mig stredet;
o, jeg så din hjertekval.
Nu står du i valgets dal;
over dig nu vægten faldt
af dets intet eller alt!
AGNES.
I indeed have conquer’d. Yes;
Conquer’d death and bitterness!
Oh, look up, look heavenward, thou!
See, before the throne he stands—
As in old days-radiant, glad,
To us stretching down his hands!
Though a thousand mouths I had,
Leave to ask, and to obtain,
Never one of them should pray
For his coming back again.
O how wond’rous is God’s way!
By that sacrifice, so grievous,
Won from bondage is my soul;
He was given us but to leave us,
Died to lure me to the goal.
Thanks be to thee that thy hand
Stoutly strove and firmly led—
Ah, I saw thine own heart bled.
Now it is for thee, instead,
In the vale of choice to stand,
Now for thee to hear the call
Of the awful Nought or All.
AGNES.
Überwunden hab’ ich, traun!
Überwunden Grab und Graun!
Blick’ empor! Alf ist gefunden!
Siehst Du, wie er, neuerweckt,
Lächelnd von des Thrones Stufen
Seine Ärmchen nach uns streckt?
Hätt’ ich jetzt auch tausend Stimmen,
Wüßte, Gott würd’ nicht ergrimmen,
Hielt’ ich dennoch mich versteckt,
Ohn’ ihn wieder heimzurufen.
O, welch tiefer Weisheit Bronn:
Gott entreißt mich, streng mich von
Meinem köstlichen Kleinode
Trennend, sichrem Seelentode.
Ich bekam’s, daß ich’s verlöre –
Und nach seinem Himmel fröre!
Dank Dir, Freund an meiner Seite,
Treuer Helfer mir im Streite!
O, ich sah wohl Deine Qual.
Jetzt stehst Du im Tal der Wahl;
Hilf Dir selbst nun angesichts
Deines Alles oder Nichts!
BRAND.
Nej! jeg kan ej tonen tvinge,
så den høres fuldt at klinge.
Orgelsangen blir til skrig;
loftets buer, hvælv og vægge,
tykkes knugende sig lægge,
tykkes trangt og træhårdt møde,
lukke rundt om sangen, lig
kistelåget om den døde!
Jeg har prøvet, jeg har fristet;
orglet har sit mæle mistet.
Røsten hæved jeg til bøn;
men den drev tilbage brusten,
som en klokkes, sprukken, rusten,
i et dumpt, hulbrystet støn.
Det var som Gud Herren stod
øverst tronende i koret,
slog med hånden vredt imod,
visende ifra sig ordet! –
Herrens hus skal bygges stort;
så det var jeg trøstig loved;
rydde, jævne, feje bort,
rive ned jeg glat nok voved; –
nu står værket færdiggjort.
Alle korser sig i kor,
skriger: nej, hvor stor, hvor stor! –
Er det dem, som bedre véd det, –
eller mig, som ej kan se det?
Er den stor? Er dette hus
fuldt og helt, hvad jeg har villet?
Er i den hin anings brus,
som har født den af sig, stillet?
Ligner den det tempelbilled,
som jeg skimted stort i ånden,
hvælvet over verdens-vånden? –
Hm, hvis Agnes havde levet,
var det anderledes blevet,
stort i småt hun kunde se,
lyse fra mig tvivlens ve,
favne jord og himmel sammen,
lig et løvtag over stammen.
(bemærker anstalterne til festen.)
Grønne kranse, flag på stang;
skolen øver ind sin sang;
prestegården snart er fuld;
alle folk vil hilse på mig; –
de har rejst mit navn i guld!
Gud, giv lys, – hvis ej, så slå mig
tusend alen under muld!
Om en time åbnes festen;
alles tanker gælder presten;
presten er i alles munde!
Deres tanker kan jeg kende,
deres ord jeg føler brænde;
lov og pris går trolddomsbåret
som en isstrøm gennem håret!
Den som kunde, den som kunde
kaste glemsel om sig, skjule
hodet i et vilddyrs hule!
BRAND.
No, I vainly, vainly seek
To unlock the heart of sound;
All the song becomes a shriek.
Walls and arches, vault and ground,
Seem to stoop and crowd and throng,
Seem to clasp with iron force,
Seem to close around the song,
As the coffin round the corset
Vain my effort, vain my suit,
All the organ’s music’s mute,
Fain a prayer I would have spoken,
But my lifted voice fell broken,—
Like the muffled moan it fell
Of a riven and rusted bell.
’Twas as if the Lord were seated
In the chancel, and beheld,
And in wrath, while I entreated,
All my piteous prayer repell’d!—
Great shall be the House of God;
In my confidence I swore it;
Fearless, smote and wreck’d and tore it,
Swept it level with the sod.
Now the finish’d work stands fast.
As the people throng before it,
Still they cry: “How vast! how vast!”
Is it they see true or I,
Who no vastness can descry?
Is it great? The thing I will’d,
Is it in this House fulfill’d?
Can the rushing fire of passion
That begot it, h ere be still’d?
Was the Temple of this fashion
That I dream’d should overspan
All the misery of Man?
Ah, had Agnes stay’d with me,
Not thus vainly had I striven!
Small things greatly she could see,
From doubt’s anguish set me free,
Clasp together Earth and Heaven
Like the green roof of the tree.
We observes the preparations for the festival.]
All with wreaths and banners hung;
Children practising their song;
So the Manse they surge and throng,—
Festal greetings they would bring me;—
Yonder gleams my name in gold!—
Give me light, O God, or fling me
Fathom-deep beneath this mould!
In an hour begins the Feast.
Every thought and every tongue
Will be ringing with “the priest,”
All their thoughts I can discern;
All their words I feel them burn;
All their praise, on elf-wings sped,
Rives me like an icy blast!
Oh, to be enfolded fast
In oblivion, hide my head
In a wild beast’s hole at last!
BRAND.
Nein! die Orgel will nicht klingen,
Läßt sich nicht zum Sprechen zwingen,
Jeder Laut wird Qual und Pein;
Bogen, Wölbung, Wände legen,
Stemmen starr sich mir entgegen,
Hammern hölzern alles nieder,
Klemmen, klammern meine Lieder,
Wie ein Sarg sein Opfer, ein.
Welche Stimmen ich auch lockte,
Sich das Werk nur mehr verstockte.
Laut auf sang ich mein Gebet,
Doch zerbrach’s am Deckenpfosten,
Wie von Glocken, alt und rosten,
Dumpf, hohlbrüstig Stöhnen geht.
Und mir war’s, Gott selber stand
Auf dem hohen Chor anklagend,
Mit ergrimmter Richterhand
Mein Gebet zu Boden schlagend.
Groß gebaut werd’ Gottes Haus,
Schwor ist einst, erregten Blutes;
Fällte, rodete, riß aus,
Allzu selbstgewissen Mutes.
Heute reut mich fast des Baus.
Alle ziehn die Häupter bloß,
Jeder schreit: Wie groß! Wie groß!
Ob man’s besser dort verstehn kann,
Als ich hier, der ich’s nicht sehn kann?
Ist sie groß? Sind diese Wände,
Was ich war zu baun gewillt?
Hat dies Holz der Sehnsucht Brände,
Die nach ihm gelechzt, gestillt?
Gleicht dies Haus dem Tempelbild,
Das mein Geist sich hehr erhöhte, –
Jenem Weltdom aller Nöte? –
Hm, wär’ Agnes noch am Leben,
Wär’s nicht so. Im kleinsten Kleinen
Sah sie noch des Großen Flamme,
Mochte meine Zweifel heben,
Erd’ und Himmelszelt vereinen
Wie ein Laubdach überm Stamme.
(Bemerkt die Anstalten zum Fest.)
Kränze, Fahnen überall;
Aus der Schule Liederschall;
Alle sind auf mich erpicht;
Vor dem Pfarrhaus staut sich’s brausend, –
Prahlt mein Nam’ in Gold dort nicht?
Gott, gib Kraft, – sonst stürz’ mich tausend
Klafter unters Tageslicht!
Bald nun schlägt des Festes Stunde;
Ich bin jetzt in aller Munde,
Und in aller Herzen ich nur!
Was sie denken, o, ich weiß es;
Ah, wie ihr begeistrungsheißes
Loblied, das auf mich nur lauert,
Mir das Herz wie Frost durchschauert!
Könnt’ man sich, o könnt’ man sich nur
In des tiefsten Dickichts Hecken
Wie ein wildes Tier verstecken!
PROVSTEN.
Sligt kommer ganske af sig selv.
Så stort og pent panelet hvælv,
så lyst et rum vil trække med sig,
at folket tvættet lader se sig.
Og denne skønne resonans,
som af hvert prestens ord gør to,
må øge menighedens tro
med hundrede procent tilmands.
Det er i sandhed resultater,
som ikke selv de store stater
skal kunne vise bedre frem. –
Alt dette skyldes ene Dem;
tag derfor af en embedsbroder
en dybtfølt tak, som jeg formoder
ved middagsbordet følges efter,
på denne Deres hædersdag,
af mangt bevinget foredrag
ifra provstiets yngre kræfter. –
Men, kære Brand, De er så bleg –?
THE DEAN.
All that will come without our stir.
So gay, so elegant a roof
Will be an adequate reproof
To every unwash’d worshipper.
And that delightful sounding-board,
That doubles every pious word,
Will render without fail our flocks
Fivescore per cent. more orthodox.
Results so notable as these
The first-rate Nationalities
Themselves, ’tis said, can hardly better.—
For this your Country is your debtor,
Yours only; let me then express
These heartfelt, brotherly thanks of mine,
To be re-echoed, as I guess,
In winged words across the wine,
By many a fiery young divine,
When at the festal board we crown
This the great day of your renown.—
But, my dear Brand, you look so faint—?
DER PROBST.
Das kommt, mein Freund, ganz nebenbei.
Der Decke saubre Schnitzerei,
Der helle Raum, – ei, das erzieht,
Daß auch das Volk mehr auf sich sieht.
Und gar die schöne Resonanz,
Die jedes Wort zu zweien macht,
Was meinen Sie! verhundertfacht
In jeder Brust des Glaubens Glanz.
Wir stehn hier, traun, vor Resultaten,
Wie sie sogar in großen Staaten
Nicht besser zu erzielen wären.
Und all das spricht zu Ihren Ehren.
Umschwebe Sie denn auch mein steter
Amtsbrüderlicher Dank, dem später,
Am Mittagstisch, von jüngern Kräften
Des Stifts (aufstell’ ich die Bilanz)
In Ihrem Ruhm- und Ehrenkranz
Manch Lorbeerblatt noch anzuheften.
Doch, lieber Brand, Sie taumeln schier –?
PROVSTEN.
Begribeligt; – så mangt at skøtte,
og alting uden hjælp og støtte.
Men nu er jo det værste over,
og alt en herlig dag os lover.
Kun ej forknyt; det glider nok!
På flere tusender en flok
fra fjerne prestegæld er samlet;
gå i Dem selv, og sig – hvem hamled
med Dem i talegaver op?
Se, Deres embedsbrødres trop
Dem møder nu med åbne arme,
og alle menighedens barme
for Dem er fyldt med tak og varme!
Og værket, som så godt er lykket!
Og alt, som er så prægtigt smykket!
Og dagens text, – hvor høj, hvor stor!
Og så det mageløse bord!
Jeg var just indom prestegården,
hvor netop kalven op blev skåren.
I sandhed, De, et dejligt dyr!
Jeg lover, det har voldt bestyr
at få sligt lækkert stykke fundet
i denne vanskelige tid,
då kødet står i ni mark pundet.
Men lad den fare indtil vidre.
Et andet ærind drev mig hid.
THE DEAN.
No wonder;-with so grave a care,
And all unaided and unfriended.
But now the worst of it is ended,
And all gives promise of a splendid
Day for our function. Don’t despair!
All will go well! Reflect! A throng
Has gather’d, many thousand strong,
From far-off parishes,-and who
Can vie in eloquence with you?
See where your reverend brethren stand,
To welcome you with heart and hand;
While all these lowly bosoms beat
With ardour for you, first to last!
And then, the work, so ably plann’d,
The decoration, so complete,—
The general theme-How great! How vast!
-And the unparallel’d repast!
Into the kitchen I was looking
Just now, and saw the calf a-cooking.
Nay, Brand, a pretty beast, I vow!
You must have had some trouble, now,
In these hard times, before you found
So fine a bit of flesh to cater,
With meat at half a crown a pound!
But that can be deferr’d till later.
I’m on another errand bound.
DER PROBST.
Begreiflich! So viel Mühn und Plagen!
Und alle ganz allein getragen!
Doch sind sie jetzt ja überwunden;
Getrost! schon winken bessre Stunden;
Bald wird der Himmel wieder klar.
Von mehren Tausend eine Schar
Ist aus den Sprengeln rings erschienen;
Nun frag’ ich Sie, wer nimmt’s mit Ihnen
An Geist und Rednergaben auf?
Sehn Sie, der Amtsgenossen Hauf’
Empfängt Sie nun mit offnen Armen,
Und die Gemeind’ läßt ihrem warmen
Gefühl für Sie ergriffen Lauf!
Und dann das Werk selbst, – wie’s geglückt ist!
Und dann, – wie alles schön geschmückt ist!
Und dann des Tages Text, – wie groß!
Und dann der Festschmaus, – beispiellos!
Just als ich durch die Pfarre flitzte,
Sah ich, wie man das Kalb aufschlitzte.
Beim Himmel, Brand, ein köstlich Tier!
Das mocht’ nicht leicht sein, sagt’ ich mir,
Solch leckern Braten aufzutreiben,
In diesen Läuften, ernst und schwer,
Da wir das Pfund vier Kronen schreiben.
Doch lassen wir nun diese Bilder.
Mich führen and’re Dinge her.
PROVSTEN.
Min fremgangsmåde, ven, er blidere.
Dog kort; thi knap er begges tid.
Det er et enkelt lidet punkt,
som De fra denne dag bør rette,
og det vil vist ej falde tungt.
Ja, jeg formoder De kan gætte
så halvt om halvt, hvorhen jeg sigter?
Det gælder Deres embedspligter.
De hidindtil har stundom lagt
på skik og brug forliden magt;
og skik og brug er dog det første,
om ikke egentlig det største.
Nå, Herregud, jeg vil ej skænde;
man er jo ung og man er ny;
man kommer fra den store by
og kan ej landsens forhold kende.
Men nu, min ven, nu er det vigtigt
at fatte sagen mere rigtigt.
De hidtil har formeget plejet
hver enkelts særlige behov;
den fejl er, mellem os sagt, grov.
Lad dem i massevis bli vejet;
kæm alle med den samme kam;
tro mig, De får ej deraf skam.
TILE DEAN.
I have a milder way, my friend.
But briefly: for our duties press.
One little matter, I confess,
I’d have you from to-day set right;
A task that cannot but be light.
Nay, I imagine you can guess
Half what I’m hinting at, at least?
I mean, your duties as a priest.
Hitherto you have been a loose
Observer still, of Wont and Use;
But Use and Wont, if not the best
Of things, are yet the needfulest.
Well, well, I will not be severe;
You’re young, and but a novice here,
Town-bred, and scarcely understand
What country usages demand.
But no w, n ow it is urgent, friend,
The lack of judgment to amend.
You hitherto have too much heeded
What this man and what that man needed,
That error (in your private car)
Is grievous. Weigh them in the block;
Use the same comb for all the flock;
You won’t repent it, never fear.
DER PROBST.
Mein Vorgangsmodus, Freund, ist milder.
Doch bündig; – denn wir sind gehetzt;
Es ist ein kleiner Punkt, worin
Sie sich von heut ab ändern müssen, –
Ein Leichtes, wie ich sicher bin.
Ja, ich vermute fast, Sie wissen
Schon, wo wir nicht zusammenpassen:
Darin, wie Sie Ihr Amt auffassen.
Sie kümmern sich nicht einen Hauch
Um das, mein Freund, was Schick und Brauch;
Und Schick und Brauch, das ist, ich meine,
Denn doch im Grund das Allundeine.
Du lieber Gott, ich will nicht schelten,
Da man noch nicht Erfahrung hat, –
Auch kommt man aus der großen Stadt
Und findet hier ganz andre Welten.
Doch jetzt, mein Freund, jetzt wird es wichtig,
Sie stell’n die Segel endlich richtig.
Man fand bisher mit Recht, Sie lägen
Zu sehr der Einzelseele ob.
Der Fehler – unter uns! – ist grob.
Man muß sie massenweise wägen.
Man scher’ sie all’ mit einem Kamm,
So fährt am besten Hirt wie Lamm.
PROVSTEN.
Ser De vel, –
De har nu bygt til sognets held
en kirke. Den er klædebon
for fredens og for lovens ånd;
thi staten ser i religionen
den magt, som bedst forædler tonen, –
det værn, hvori dens tryghed bor, –
kort sagt, moralens rettesnor.
Se, statens forråd er kun tyndt;
den vil valuta for sin mynt.
God kristen, siges der, god borger.
Tror De, den øser penge ud
til gavn for godtfolk og for Gud,
og for sig selv at skaffe sorger?
Nej, staten, faer, er ikke gal;
og hvermands tilstand snart blev skral,
hvis ikke staten, strængt og nøje,
kun havde dette liv for øje.
Men dette statens formål, ven,
kun nåes ved dens embedsmænd,
og det vil sige her, dens prester. –
THE DEAN.
The thing’s clear.
You for the Parish’s behoof
Have built a Church. That is the woof
That robes the spirit of Law and Peace;
For to the State, religion is
The power that lifts and purifies,
The stronghold where its safety lies,
The universal moral measure.
You see, the State is scant of treasure,
And wants full value for its pence.
“Good Christians” means “good citizens.”
Do you suppose it pays its pelf
To be for God and Man a tool,
And bring annoyance on itself?
No, faith, the State is not a fool;
And all our course would run amiss,
Did not the State, by strictest rule,
Look only to the life that is.
But the State’s object, my good friend,
Through its officials must be gain’d,
In this case through its priests—
DER PROBST.
Nun,
Sie schenkten uns, in frommem Tun,
Die Kirche hier, als wie ein Kleid
Der Friedlich- und Gerechtigkeit.
Der Staat sieht in der Religion
Den besten Weg zum guten Ton, –
Den Hort, dem er sein Heil empfahl, –
Kurzum, die Richtschnur der Moral.
Sehn Sie, der Staat ist knapp gestellt;
Er will Valuta für sein Geld.
Ein Christ, – so heißt’s, – ein Patriot.
Der Fiskus wirft sein Geld doch nicht
Gott und den Leuten ins Gesicht;
Umsonst, mein Freund, ist nur der Tod.
Nein, nein, der Staat ist nicht so toll.
Und bald wär’s Land von Elend voll,
Wenn er nicht, von erhabner Stätte,
Sein Aug’ auf alles Leben hätte.
Doch dies gelingt dem Staat nur kraft
Pflichtwilliger Beamtenschaft,
Hier also: seiner Seelenhirten.
PROVSTEN.
Vær sindig! Jeg må næsten le!
Hvad er da her at hyle over?
Det er jo intet ondt, De lover!
Hver sjæl kan skøttes lige godt,
om staten tjenes med det samme;
to herrers tarv De nemt kan ramme,
hvis De Dem ter fornuftigt blot,
De er ej prest, for Peer og Pål
at fri fra syndestraffens bål,
men for at hele prestegældet
kan nyde godt af nådevældet;
dog, frelses sognet, er det klart,
hver enkelt får sin frelsens part.
Se, staten er, hvad knapt De aner,
nøjagtigt halv republikaner;
den hader frihed som en sot,
men ynder lighed såre godt;
dog lighed vindes aldrig, før
hver ujævnhed er nivelleret, –
og det er det, De ikke gør!
De tvertimod har stærkt formeret
den ujævnhed i syn på sagen,
som aldrig forhen kom for dagen.
Før var enhver et kirkens led,
nu er han en personlighed;
og det er staten ikke tjent med;
og derfor går det og så sent med
at sammenskrabe ligheds-skatten
samt alle andre samfunds-goder;
thi kirken er ej længer hatten,
som skulde passe alle hoder.
THE DEAN.
Be sensible! I can’t keep grave!
What is the tragedy therein?
You are not ask’d to promise sin?
Souls do not grow more hard to save
Because the Country profits too;
With due discretion and despatch
Two masters’ bidding you may do;
You were not made a priest, to snatch
Peter’s or Harry’s single soul
Out of the torments of the lake;
But that the Parish as a whole
Might of the shower of grace partake;
And, the whole Parish saved, it’s clear,
You save every Parishioner.
The State is (what you hardly dream)
Exactly half republican:
Liberty held in strictest ban,
Equality in high esteem.
Yet is Equality never won
But by destroying More and Less,—
And it is that you have not done!
Nay, you have striven to express
And emphasise unlikenesses
That slumber’d hitherto unknown.
Men, mere Church-members till of late,
To Personalities are grown.
That does no service to the State;
And thus it is, each Parish rate
Each offering to the common good,
Is from unwilling niggards bled;
The Church no longer is the hood
That fits alike on every head.
DER PROBST.
Ich bitte Sie, wozu dies Toben?
Kalt Blut! Ich lache schier! Je nun,
Sie soll’n doch gar nichts Schlimmes tun!
Kein einziger fährt minder gut,
Weil auch dem Staat dabei genug wird;
Sie dienen, wenn Ihr Sinn nur klug wird,
Zwei Herren unter einem Hut.
Den Jakob oder den Johann
Zu retten, ist nicht Ihres Amtes;
Ihr Ziel muß sein, daß Ihr gesamtes
Kirchspiel am Heilsquell trinken kann.
Und trinkt der ganze Kreis sich Heil,
Wird auch dem einzelnen sein Teil.
Der Staat ist, dünkt Sie das auch spanisch,
Aufs Härchen halb republikanisch.
Die Freiheit haßt er bis aufs Blut;
Die Gleichheit aber schmeckt ihm gut;
Doch Gleichheit kann nicht sein, bevor
Nicht, was uneben, glattgebohnt wird.
Und hierin hau’n Sie ’n übers Ohr, –
Indem von Ihnen das Unebne
Und nie bislang Bekanntgegebne
Im Gegenteil gerad’ betont wird.
Einst war der Mensch der Kirche Glied,
Heut pfeift er sein persönlich Lied;
Dabei dem Staat ein schlechter Knappe;
Weshalb es denn auch heut so schwer ist,
Den Gleichheitsbeitrag abzuführen,
Nebst all den sonstigen Gebühren,
Indem die Kirche heut die Kappe
Für alle Köpfe längst nicht mehr ist.
PROVSTEN.
Kun ej forknyt; det intet båder;
skønt ej det nægtes kan, her råder
et virvar, så det er en gru.
Men er der liv, så er der håb;
og gennem kirke-gavens dåb
De øged Deres pligt: at virke
for statens hensigt med sin kirke.
I alting må en regel til,
hvis ej de spredte kræfters spil
skal, som en kåd, utæmmet fole,
forstyrre både grind og hegn
og vedtægts tusend grænsetegn.
I alle ordnens forhold røbes
én lov, skønt den forskelligt døbes.
I kunsten kaldes den for skole,
og i vor krigerstand, så vidt
jeg mindes kan, at holde tritt.
Ja, det er ordet, kære ven!
Did er det, staten stævner hen.
Den finder, springmarche går for vidt;
på stedet marche er den for lidt; –
for hvermand lige lange skridt,
for hvermand samme takt i foden, –
se, det er målet for methoden!
THE DEAN.
Don’t be cast down; no gain in that;
Though I must own I shudder at
The dire confusion I behold.
But while there’s .:fe, there’s hope, and you
Arc by this gift baptized anew
To obligations yet more great
Of serving, by your Church, the State.
Men need a rule in all they do;
Or reckless forces, breaking loose,
Like colts undaunted by the curb,
Spurn gates and fences, and disturb
The thousand landmarks of old Use.
Each order’d mode of life proclaims
One Law, that goes by many names.
The Artist calls it School, and I’m
Mistaken if I have not heard
Our soldiers call it keeping time.
Ah yes, friend, that’s the very word!
That’s what the State desires at last!
Double-quick time gets on too fast,
And goose-step lags too far behind;
All men to step alike, and beat
The selfsame music with their feet,
That is the method to its mind!
DER PROBST.
Nur nicht verzagt, nur nicht erkaltet;
Obwohl unleugbar ist, hier waltet
Ein Wirrwarr, der ganz lästerlich.
Doch Hoffnung ist, wo Leben ist;
Und nach dem Schenkungsakt bemißt
Sich Ihre Pflicht, in Zukunft enger
Zum Staat zu stehn, nur um so strenger.
Nur Maß und Regel führt zum Ziel,
Soll nicht versprengter Kräfte Spiel,
Als wie ein Rudel rüder Fohlen,
Der Überliefrung Grenzmarkzeichen
Zerstörend nahen und entweichen.
Aus jeder Ordnung Fundament
Ist ein Gesetz emporzuholen:
Das, was die Kunst als Schule kennt,
Und unser Kriegerstand, so viel
Mir noch bewußt, Tritt halten nennt.
Ja, dies, mein Freund, dies ist das Wort!
Dort liegt des Staates Ziel, nur dort.
Den Springmarsch wär’ er gerne quitt;
Marsch auf der Stelle g’nügt ihm nit; –
Für jeden Fuß den gleichen Schritt,
Den gleichen Takt für jedes Knie, –
So will’s des Staats Philosophie.
PROVSTEN.
Vi, Gud ske lov, er ikke dyr; –
dog, skal vi bruge digt og fabel,
det bedst er, vi til skriften tyr.
Den har belægg for alt; den kryr
fra genesis til åbenbaringen
af alskens vækkende parabel.
Jeg vil nu bare minde om
hint projekterte tårn i Babel!
Sig selv, hvor langt de godtfolk kom?
Og hvorfor? Letvindt er forklaringen;
de holdt ej sammen i geleder,
de talte hver sit eget sprog,
de trak ej samlet under åg, –
kort sagt, de blev personligheder.
Det er den halve dobbelt-kærne,
som gemmes under fablens skal, –
at ensom ingen kan sig værne,
at sondret står enhver for fald.
Den, Gud vil slå i livets strid,
ham gør han først til individ.
Hos Romerne var satsens ramme,
at guderne tog hans forstand; –
men gal og ensom er det samme,
og derfor må hver ensom mand
til slut sig samme skæbne vente,
som den, der traf, da David sendte
på forpost oberst Urian.
THE DEAN.
We, thank the Lord, arc not as these;—
But if we must use allegory,
We’ll turn to Scripture, if you please.
For every case it has a story,
From Genesis to Revelation
It swarms with stimulating Fable;
I will but hint, in illustration,
At that projected Tower of Babel,
How did the good folks prosper, pray?
And why? The answer’s clear as day;
Their ranks divided, sort by sort,
Each one his private language spoke,
They drew not in the common yoke,
Grew “Personalities,” in short.
That’s half the twofold core that lies
Embedded in this shell of fable;—
That all strength, sever’d, is unstable,
And death-doom’cl who the world defies.
When God desires a man to fall
He makes him an Original;
The Romans had it, ’faith, that God
Made the man mad; but mad is odd,
And oddness singleness, you know;
Therefore who fights without a friend
Must look to suffer in the end
The fate that overtook the man
Whom David posted in the van.
DER PROBST.
Der Mensch ist, Gott sei Dank, kein Tier; –
Doch braucht es Poesie und Fabel,
Versieht uns wohl die Bibel. Ihr
Belegstoff reicht. Sie wimmelt schier
Von Genesis bis Offenbarung
Von Bild und Gleichnis und Parabel.
Zum Beispiel, ich erinn’re bloß
An den geplanten Turm zu Babel!
Was ward der guten Leute Los?
Welch höchst trübselige Erfahrung!
Und das warum? Nun, sie entzweiten
Sich, schwammen nicht in einem Strom,
Verfochten jeder sein Idiom,
Kurz, wurden zu Persönlichkeiten.
Das ist der eine von den Kernen,
Die dieser Fabel Schale birgt:
Wer sich von andern will entfernen,
Der hat sein Heil schon halb verwirkt.
Wem Gott mißgönnt vom Freudenquell,
Den schafft er individuell.
In Rom hieß es sothanen Falles:
Die Gottheit nahm ihm den Verstand; –
Doch toll und einsam, eins ist alles;
Und drum kein Mann auf eigne Hand,
Dem nicht die gleichen Lose drohten,
Die der, den David einst als Boten
Absandte, – die Uria fand.
PROVSTEN.
På den manér! Ja, Gud bevares!
Derom al vidre snak kan spares.
Naturligvis er himlen løn
for velført levnet, tro og bøn.
Men liv er et og tro et andet;
det skader begge, blir de blandet; –
seks dage skal ens gerning gøres,
den syvende skal hjertet røres;
stod kirken åben hele ugen,
var det forbi med søndagsbrugen.
De svækker ordets lutringsduft,
hvis ej det spares med fornuft;
thi religion, så vel som kunst,
må ikke flyde ud i dunst.
De trygt kan idealet se,
fra prækestolens hellige læ, –
men lægg det af med prestekjolen,
så fort De kommer ud i solen.
Som sagt, der er en lov i alt,
en lov, der kræver streng begrænsning,
og det er til fornøden rensning
af dette punkt at jeg har talt.
THE DEAN.
In that way! Why, God bless me, yes
Further discussion’s needless there.
Heaven is the wage of faithfulness,
Of course, and moral life, and prayer.
But life and faith hold such dissent,
They only thrive, when kept apart;
Six days for toiling hands are meant,
The seventh, for stirring of the heart;
If all the week we preach’d and pray’d,
The Sabbath had in vain been made.
God’s incense, rightly to be used,
Must not be lavishly diffused;
Worship, like Art, was not created
To he in perfume dissipated.
The Ideal you may safely sound
From pulpit’s holy vantage-ground;
But with your surplice lay it by,
When you emerge beneath the sky.
All things, as I have said, are based
On laws that strictly must be traced,
And my sole end in speaking is
To give this fact due emphasis.
DER PROBST.
Auf die Art! Soll mich Gott bewahren!
Da läßt sich alles weitre sparen.
Gewiß, der Preis der Himmels steht
Auf rechtem Wandel und Gebet.
Doch Glaub’ und Leben zu verquicken,
Das hieß’ nur beide schlecht beschicken; –
Sechs Tage der Geschäfte Führung,
Den siebenten des Herzens Rührung!
Was gäb’ die Kirche, werktags offen,
Der Sonntagspredigt noch zu hoffen?
Es schwächt des Wortes Läutrungskraft,
Verschänkt man’s nicht als seltnen Saft.
Religion sowohl wie Kunst
Verfliege nie zu breitem Dunst.
Sie sehn Ihr Ideal genau
Von Ihrer Kanzel Vogelschau, –
Doch tun Sie’s ab, samt Ihrer Tracht,
Sobald die Kirchtür zugemacht.
Für alles gilt nun mal der Satz,
Der Hauptsatz: Lerne Dich beschränken.
Und daß Sie dies recht in sich tränken,
Erschien ich heut hier auf dem Platz.
PROVSTEN
(sagte).
Nu siger han min sandten „du“;
det går for vidt!
(højt.)
Jeg vil ej nu
forlænge denne strid, men må
dog atter bede Dem forstå,
at vil De frem, så bør De vide,
hvad land De lever i, hvad tid;
thi ingen fanger sejr i strid,
har han ej tiden på sin side.
Se blot til kunstnerne, se digterne!
Tør de foragte samtidspligterne?
Se vore krigere! En sabel
med sleben egg er her en fabel!
Hvorfor? Fordi der er en lov,
som byder, agt dit lands behov.
Sin særlighed må hvermand tæmme,
ej højne sig og ej gå fremme,
men jævnt sig midt i massen gemme.
Human er tiden, siger fogden;
og dersom blot humant De tog den,
De kunde vorde noget stort.
Men af må alle kanter slibes,
og af må alle kviste knibes;
glat må De være, lig de andre,
og aldrig nogen særvej vandre,
skal værket varigt vorde gjort.
THE DEAN.
[To himself.]
Upon my word he calls me “Thou”;
That is too much!—
[A loud.]
I will not now
Prolong our strife, but, to conclude,
Would have it clearly understood,
That if you’d prosper, you must weigh
What land you live in, and ’what day.
For no man wins the fight with fortune,
But in alliance with his time.
Which of the men who paint and rhyme
Dare fail when social claims importune?
Look at our soldiers! Why, the gleam
Of sabres is become a dream!
And wherefore? Since a law commands:
Postpone thy own need to the Land’s!
Let each his own excrescence pare,
Neither uplift him, nor protrude,
But vanish in the multitude.
“Humane the age is,” says the Mayor:
And if humanely it be met
Will bring you fame and fortune yet.
But all your angles must be rounded,
Your gnarls and bosses scraped and pounded;
You must grow sleek as others do,
All singularities eschew,
If you would labour without let.
DER PROBST
(für sich.)
Jetzt sagt er, meiner Seel’, gar "Du";
Das geht zu weit!
(Laut.)
Nun denn, wozu
Noch länger streiten! Sie verstehn,
Daß ich Sie bitte, einzusehn, –
Gesetzt, Sie wollen vorwärtskommen, –
In welchem Land, in welcher Zeit
Sie leben; denn es kam nie weit,
Wer störrisch widern Strom geschwommen.
Sehn Sie die Künstler, die Poeten
Dem Geist der Zeit entgegentreten?
Ziehn unsre Krieger aus den Scheiden
Je Säbel, die da wirklich schneiden?
Niemals! Denn ein Gebot dich heißt:
Schick’ dich in deines Landes Geist.
Sein Ich soll keiner frei entfalten,
Noch sich erhöhn, noch ab sich spalten,
Vielmehr sich schlicht im Haufen halten.
Human sind, sagt der Vogt, die Zeiten:
Was hätten Sie für Möglichkeiten,
Verständen Sie sie bloß human!
Drum erst die Kanten abgeschroten,
Und abgehobelt Knorr’ und Knoten!
Erst wenn Sie glatt sind, wie die andern,
Und nie mehr Sonderwege wandern,
Wird, was Sie tun, zu Nutz getan.
PROVSTEN.
Ja, ganske visst;
en mand, som De er, må tilsidst
ind i en bedre virkekreds;
men skal De finde Dem tilfreds
i store forhold, som i små,
må tids-munduren trækkes på.
Af korporal med hånd om stokken
må takten bankes ind i flokken;
thi tidens fører-ideal
er hertillands en korporal.
Som korporalen fører sine
i kirken ind afdelingsvis,
så skal og presten føre sine
i sognevis til paradis.
Alt er så let; til grund for tro
De har auktoriteten jo;
og da den er på lærdom bygt,
så kan den følges blindt og trygt;
og hvordan troen frem skal bæres,
af lov og ritual jo læres.
Altså, min broder – ej forknyt;
til eftertanke tiden nytt;
gransk stillingen, og ængst Dem ikke! –
Jeg vil i kirken prøve nøjere,
om jeg kan stemme tonen højere;
man er ej vant til resonans, –
den er så sjelden hertillands.
Farvel, farvel; jeg skal prædike
om menneske-naturens splid
og Gude-billedets forviskning. –
Men nu jeg tror det er på tid
at tage sig en let forfriskning.
(går.)
THE DEAN.
I quite agree.
Men of your stamp must finally
Be summon’d to a higher seat;
But, in the greater as the less,
Only the regimental dress
Will make your happiness complete.
The corporal, staff in hand, must knock
The sense of Time into his flock;
For, to our mind, the best of all
Commanders is the corporal.
Just as the corporal leads his men
Into the church, battalion-wise,
[Goes.]
So must the priest lead his, again,
By parishes to Paradise.
It’s all so easy!-Faith, you say,
Broad-based upon authority;
Which, being upon learning stay’d,
May be implicitly obey’d:
While rules and ritual leave no doubt
How faith ought to be acted out.
Wherefore, my brother,-pluck up cheer!
Employ the time for meditation;
Reflect -upon your situation,
And don’t give way to futile fear!
I’ll see just now if I can pitch
My music to a higher note;
Though with an unaccustom’d throat,
A sounding-board’s so seldom here.
Farewell, farewell! I mean to preach
Of human nature’s sinful prime,
God’s image nigh obliterated.—
But now I’m thinking it is time
The inner mortal should be baited.
DER PROBST.
Ja, das ist wahr;
Ein Mann wie Sie ruft offenbar
Nach einem bessern Wirkungskreis;
Doch müssen Sie, verständiger Weis’,
Ob groß nun Ihr Gebiet ob klein,
Erst in die Zeitmontur hinein.
Vom Korporalstock muß den Herden
Der Marschtakt eingeprügelt werden;
Denn unser Führerideal
Ist heutzutag der Korporal.
Wie dieser rottenweis’ die Seinen
Zur Kirche führt, so machen Sie’s
Als Hirt, und führen die Gemeinen
Gemeineweis’ zum Paradies.
Der Glauben ist’s, worauf zu baun ist, –
Sie haben doch Autorität,
Die wiederum auf Studium steht,
Weshalb ihr blindlings zu vertraun ist.
Und wie der Glaube darzustellen,
Erhellt doch aus dem Rituellen.
Mein Bruder, – all dies ist so leicht;
Ich seh’, noch eh’ viel Zeit verstreicht, –
Nur Mut! – Sie alles glatt erledigen. –
Ich will nur in der Kirche drüben
Mich noch im lauten Sprechen üben;
Die Resonanz ist fast gênant, –
Sie ist so selten hierzuland’.
Auf Wiedersehn! Ich werde predigen
Vom Zwiespalt in der Menschenbrust
Und von des Gottesbilds Verwischung.
Jetzt spür’ ich aber wahrlich Lust
Auf eine kleine Herzerfrischung.
(Ab.)
BRAND
(står en stund som forstenet i sine tanker).
Alt har jeg offret for mit kald,
for Guds, som jeg forblindet mente;
så skingred døgntrompetens skrald
og viste mig, hvad ånd jeg tjente.
Nej, endnu ej! De har mig ikke!
Hin kirketomt fik blod at drikke;
mit lys, mit liv her lagdes ned; –
men sjælen får de ikke med!
Forfærdeligt at stå alene, –
hvorhen jeg ser, at skimte død;
forfærdeligt at rækkes stene,
så hedt jeg hungrer efter brød.
Hvor sandt, hvor rædsels-sandt han talte, –
og lige vel, hvor afgrunds-hult.
Guds klarheds due sidder skjult;
ve, aldrig over mig den dalte. –
O, mødte mig kun én i tro –
og gav mig tryghed, gav mig ro!
(Ejnar, bleg, udtæret, sortklædt, kommer forbi på vejen og standser ved synet af Brand.)
BRAND.
[Stands for a moment as if petrified in thought.]
All I have offer’d for my call,
God’s as I vainly held it,-all;
And now one trumpet-blast reveal’d
Before what idols I had kneel’d.
Not yet! not yet! I’m not their slave!
Yon churchyard has had blood to sup,
Light, life I’ve laid in yonder grave;—
My soul shall not be yielded up!
O horrible to stand alone,—
Amid a glimmering world of dead;
Horrible to receive a stone,
Howe’er I hunger after bread.—
How true, how deadly true, his strain,—
But yet how vacant and how vain.
Dim broods God’s dove of piercing eyes;
Alas, to me she never flies.—
O, had I but o n e faithful breast—
To give me strength, to give me rest.
[EINAR, pale, emaciated, dressed in black, comes along the road and stops on perceiving BRAND.]
BRAND
(steht eine Weile wie versteinert in seinen Gedanken.)
Verschlang dies Werk nicht all mein Los
Wie eine reißende Lawine?
Da gellt Eintagsdrommetenstoß
Und zeigt mir, welchem Gott ich diene
Ha! Noch seid Ihr um mich betrogen!
Die Kirche dort hat Blut gesogen;
Mein Glück, mein Leben ward ihr Kitt;
Doch mich bekommt Ihr selbst nicht mit!
O, fürchterlich, zu stehn alleine, –
Wohin ich blicke, winkt mir Tod;
O, fürchterlich: man reicht mir Steine,
Und ich, ich hungere nach Brot.
Wie sprach er grauenvolle Wahrheit, –
Und doch, was ward da aufgedeckt!
Weh, Gottes Taube sitzt versteckt;
Weh, nie noch brachte sie mir Klarheit.
O, ein Herz nur, im Glauben gleich,
Wie würd’ ich ruhig, stark und reich!
(EJNAR, bleich, abgezehrt, schwarzgekleidet, kommt des Wegs vorüber und bleibt bei Brands Anblick stehen.)
BRAND.
Ja, jeg var det, da jeg mente,
I på sæt og vis dog tjente
ham, som ånd og sandhed vil!
Og jeg var det, da jeg tænkte,
at jeg ham til eder lænkte
gennem prutnings leflespil.
Liden var den gamle kirke,
og jeg slutted fejgt som så:
dobbelt op, – det må forslå;
femfold op, – jo, det må virke!
O, jeg så ej, at det galdt
enten intet eller alt.
På akkordens vej jeg slingred; –
men idag har Herren talt.
Domsbasunen over huset
har i denne time skingret, –
og jeg lytted angst-omsuset, –
knust, som David stod for Nathan, –
slagen, vejret bort af skræk –;
nu er alle tvivlsmål væk.
Folk! Akkordens ånd er Satan!
BRAND.
Yes, I was so, when I thought
Ye in some sense also wrought
For the God who hateth Lies!
When I dream’d that I could lure
To your hearts His Spirit pure
By a feat of compromise.
Small the Church was; logic thence
Palter’d to the inference:
Twice the size-that cannot fail;
Fivefold,-that must needs prevail!
O, I saw not that the call
Was for Nothing or else All.
Down that easy way I reel’d,
But to-day the Lord has spoken,
In this very hour has peal’d
Overhead the awful blast
Of His Judgment-trump at last,—
And I listen’d, in the wind
Of my anguish, baffled, broken,—
Even as David, having sinn’d-;
Now all hesitation dies.
Men! The Devil is compromise!
BRAND.
Ja, ich war’s, im Wahn, daß meist und
Gernst hier jeder doch im Geist und
In der Wahrheit wandelte!
Und ich war’s, indem ich dachte,
Daß ich Gott Euch gnädig machte,
Wenn ich mit ihm handelte!
Seht, so wollt’ ich ihn betrügen:
Unsre Kirche ist zu klein; –
Doppelt denn! Das schlägt wohl ein!
Fünffach denn! Das muß genügen!
So wich ich vom Weg des Lichts,
Floh sein "Alles oder Nichts!"
Auf dem Weg der Kompromisse.
Doch er hat mich wach gerüttelt,
Die Posaune des Gerichts
Scholl in meine Finsternisse,
Daß ich lauschte, angstgeschüttelt,
Klein, wie David stand vor Nathan,
Zitternd, auf sein Donnerwort; –
Jetzt sind alle Zweifel fort.
Kompromiß heißt unser Satan!
BRAND.
Helligstundens tændte kerter,
ydersiden kun I vil.
Og så hjem igen i sløvhed,
hjem til slæb og slid i døvhed,
sjælen klædt i hverdags-brogen,
som jer krop, – og livsensbogen
gemt og glemt på kistebunden
indtil næste helg er runden!
O, det var ej så jeg drømte,
da jeg offerkalken tømte!
Stort jeg vilde kirken bygge,
så dens hvælving kunde skygge,
ej blot over tro og lære,
men udover alt i livet,
som af Gud er livsret givet, –
over døgnets hverdagsdyst,
kveldens hvile, nattens kummer,
ungdomsblodets friske lyst,
alt, hvad ringt og rigt et bryst
lovligt som sit eget rummer.
Elven, som dernede skummer,
fossen, som i kløften brummer,
tonerne fra stormens lunger,
røsterne, hvor havet runger,
skulde smelte, sjælefangen,
sammen fuldt med orgelsangen
og med kvad fra folketunger.
Væk med værket her er gjort!
Kun i løgnen er det stort;
alt i ånden faldefærdigt,
eders usle vilje værdigt.
I vil alle spirers kvæling
gennem arbejdets fordeling;
under ugens dage seks
haler I Guds flag tildæks,
og det er kun på den syvende,
at det ses mod himlen flyvende!
BRAND.
Nothing but the altar-glow
Of the Festival you know.
Get you home then to your sloth,
Get you home to toil and stress,
Soul as well as body clothe
In its common work-day dress,—
And the Bible slumber sound
Till the next Saint’s day comes round.
O, it was not to this end
That the Offering-cup I drain’d!
I the Greater Church ordain’d,
That its shadow might descend,
Not alone on Faith and Creed
But on everything in life
That by God’s leave lives indeed;—
On our daily strain and strife,
Midnight weeping, evening rest,
Youth’s impetuous delight,
All that harbours of good right,
Mean or precious, in the breast.
Yonder foss’s hidden thunder,
And the beck that sparkles under,
And the bellow of wild weather,
And the murmurous ocean’s tongue
Should have melted, soul-possess’d,
With the organ’s roll together,
And the gather’d people’s song.
Sweep this lying Labour hence!
Mighty only in pretence!
Stricken inly with decay
On its consecration day,—
Symbol of your impotence
All the germs of soul you aim
By divided toil to maim;
For the week’s six days ye drag
To the deepest deep God’s flag,
For one only of the seven,
Let it flutter forth to heaven!
BRAND.
Nur den Schein der neuen Kerzen
Wollt Ihr, keine tiefre Brunst.
Und dann wieder heim in Dumpfheit,
Heim zu Sorg’ und Plag’ in Stumpfheit,
Leib’ und Seel’ in Werktagsschuhen,
Und im tiefsten Grund der Truhen
Wohlversargt das Buch des Lebens
Bis zum nächsten Fest! Vergebens
All die Träume, die ich nährte,
Als den Opferkelch ich leerte!
Groß die Kirch’ ich türmen wollte,
Ihre Wölbung schirmen sollte,
Nicht bloß Glauben, nicht bloß Lehre, –
Schirmen alles, dem im Leben
Gott Gedeihensrecht gegeben, –:
Arbeitstages Eintagsdust,
Abendmuße, nachtbang Träumen,
Jugendblutes frische Lust,
Alles, was nur Menschenbrust
Mocht’ an Freud’ und Leid umsäumen. –
Baches niedersiedend Schäumen,
Wasserfalles Schluchtdurchbäumen,
Stimmgewirr aus Sturmeslungen,
Meeresbrandens Donnerungen
Sollten, geistgebannt, verschmelzen
Mit der Orgelwogen Wälzen
Und dem Lied der Menschenzungen.
Des Werks hier sag’ ich mich los!
Nur in Lüge ist es groß;
Schon im Geist reif zu fallen,
Würdig Eurer Willenskleine.
Das ist jedes Wachstums End’,
Daß Ihr Gott und Erde trennt;
Sechs der Tage holt Ihr sein
Himmelsbanner ängstlich ein,
Und am siebenten alleine
Sieht man es gen Himmel wallen.
BRAND.
Nej, der nævnte du just bristen, –
bristen for os begge to,
bristen for det spredte hele!
Troen ejes kun af sjæle;
peg på én, som er en sjæl!
Peg på én, som ej har kastet
bort sin egen bedste del,
der han famled, der han hasted!
Gennem lystens spræl og sparken,
under gøgler-pibers lyd,
sløves I for livets fryd;
først, som udbrændt, sjæle-knarken
træder dansen foran arken!
Er af krøbling og af tåbe
bægret tømt til sidste dråbe, –
hej, da er det tid at håbe,
tid i bøn og bod at råbe.
Først I præget af jer slider,
lever jer til tobens-dyr, –
så til nådens port I tyr,
søger Gud – som invalider!
Derfor må hans rige ramle.
Hvad skal han med sjæle gamle
rundtom sine fødders skamle?
Har han ikke sagt det højt, –
kun med blodets friske sprøjt
gennem alle sindets årer
han dig til sin arving kårer.
Kun som barn du riget vinder?
did får ingen ind sig lirke.
Kom da, både mænd og kvinder, –
mød med friske barnekinder
frem i livets store kirke!
BRAND.
Ay, thou nam’st the flaw whereby
Both the throng, and thou and I,
Are beset! To souls alone
Faith is possible,-show me o n e!
Show me one that his best treasure
Has not inly flung to waste
In his fumbling, or his haste!
First, the reeling plunge for pleasure
To the tabor’s juggling strain
Till the zest of pleasure’s slain;
Then, soul-ruins, eharr’d and stark,
Turn to dance before the Ark!
When the cup’s last liquor slips
Through the brain-worn cripple’s lips,
Ho! ’tis time to pray and mend,
Sure of pardon in the end.
First God’s image you outwear,
Live the beast within you bare,
Then to Mercy cry your needs,
Seeking God-as invalids!
So. His Kingdom’s overthrown.
What should He with souls effete
Grovelling at His mercy-seat?
Said He not that then alone
When your lifeblood pulses tense
Through all veins of soul and sense,
Ye His kingdom shall inherit?
Children ye must be to share it;
No man hobbles through its gate.
Come then, ye whose cheek is rife
With the bloom of childhood yet
To the greater Church of Life!
BRAND.
Brav! Da lehrst Du selbst den Tauben
Unsern unheilbaren Zwist,
Und woran’s am meisten fehle.
Denn kein Glauben ohne Seele.
Und nun sag’, wer eine ist,
Wer die Blume, die ihn würzte,
Nicht seit jenem Tag vermißt,
Da er taumelnd vorwärts stürzte.
Lustbetört, auf wüstem Pfade,
Jedes Rattenfängers Raub,
Macht Ihr Euch dem Leben taub;
Ausgebrannt erst, dürres Laub,
Tanzt Ihr vor die Bundeslade.
Haben Krüppel dann und Tröpfe
Ausgeschmeckt die letzten Töpfe, –
Hei, dann ist es Zeit, zu beten,
Zeit, den Heilsweg anzutreten.
In nichts mehr vom Tier verschieden,
Da sich jed Gepräg’ verlor,
Pocht Ihr an der Gnade Tor,
Sucht Ihr Gott, – als Invaliden!
Darum muß sein Reich vereisen.
Kann er wohl mit Seelengreisen
Seines Zepters Macht erweisen?
Heißt es nicht: Als Kind allein,
Wenn des Blutes Wellen rein
Noch und kräftig in dir kreisen,
Taugst du ihm zum Himmelserben,
Wirst du einst das Reich erwerben?
Alles Markten ist vergebens.
Kommt mit frischen Kinderwangen,
Männer, Weiber, denn gegangen
In den großen Dom des Lebens!
BRAND.
Hvorlænge striden vare skal?
Den vare skal til livets ende,
til I har alle offre bragt,
og løst jer fra akkordens pagt, –
til I har viljen hel ihænde,
til alle fejge tvivlsmål faldt
for budet: intet eller alt!
Og stridsforliset? Alle guder,
hver halvheds-ånd på højtids-hylden,
hver jordtræls-kæde, blank og gylden,
al eders slapheds sovepuder!
Og sejersprisen? Viljens renhed,
i troen flugt, i sjælen enhed, –
hin offerlydighed, som gav
med jubel indtil død og grav, –
en tornekrans om hvermands tinding, –
se, det skal vorde eders vinding!
BRAND.
How long the war will last?
As long as life, till ye have cast
All ye possess before the Lord,
And slain the Spirit of Accord;
Until your stiff will bend and bow,
And every coward scruple fall
Before the bidding: Nought or All!
What you will lose? Your gods abhorr’d,
Your feasts to Mammon and the Lord,
The glittering bonds ye do not loathe,
And all the pillows of your sloth!
What you will gain? A will that’s whole,—
A soaring faith, a single soul,
The willingness to lose, that gave
Itself rejoicing to the grave;—
A crown of thorns on every brow;—
That is the wage you’re earning now!
BRAND.
Wie lang der Streit währt, fragt Ihr mich?
Nun, bis an Eures Lebens Ende,
Bis jedes Opfer Ihr gebracht,
Von jedem Pakt Euch frei gemacht,
Bis Euer Willen Euch die Wende
Jedweder Flucht ward angesichts
Der Fordrung: Alles oder nichts!
Was Euch entrissen wird? Nun wohl!
Jedwedes üppige Faulheitsbette,
Jedwede goldne Sklavenkette,
Jedweder Halbheit hohl Idol!
Und der Gewinn? Des Willens Reinheit,
Des Glaubens Kraft, des Geistes Einheit, –
Ein Opfermut, der, furchtgestählt,
Mit Jubel selbst das Schwerste wählt, –
Um jede Stirn die Dornenkrone, –
Seht, das wird Euch zuletzt zum Lohne!
BRAND
(standser og ser tilbage).
Tusend fulgte mig af bygden;
ikke én vandt op til højden.
Gennem alle hjerter taler
trangen til en større tid;
over alle sjæle daler
ledingsbud til løftet strid.
O, men offret, offret skræmmer;
viljen vek og ræd sig gemmer; –
én jo for dem alle døde, –
fejghed er ej længer brøde!
(synker ned på en sten og ser sig sky omkring.)
Jævnt og tidt jeg måtte grue;
skrækken risled i mit hår,
når jeg gik, som barnet går,
under hyl og hundetuden,
i den mørke genfærdsstue.
Men jeg tvang min hjertebanken,
og jeg trøsted mig med tanken:
ude skinner lysets væld,
mørket er ej nat, ej kveld, –
her er skodder kun for ruden.
Og jeg tænkte, dagens skin,
sommerlivets klare lue,
skal igennem dørens bue
vælde fuldt og fagert ind
i den mørke genfærdsstue.
O, hvor bittert jeg bedrog mig.
Begsort nat imøde slog mig, –
og derude sad forstemte
spredte mænd langs fjord og vik,
holdt på minder, åndsforglemte,
gemte dem, som kongen gemte
årvis på sin Snefrids lig,
løste dødninglinets flig,
lytted over hjertekulen,
næred sig med livshåbs-smulen,
mente, nu sprang blodets røde
roser ud ifra den døde.
Ikke én, som han, sig hæved,
gav til graven hvad den kræved.
Ikke én iblandt dem véd:
liget drømmes ej tillive,
liget må i muldet ned,
ligets hverv kun er at give
næring til en nylagt sæd. –
Nat, kun nat, – og nat igen
over kvinder, børn og mænd!
Kunde jeg med lyn i hånden
frelse dem fra strådøds-vånden!
(springer op.)
Sorte syner ser jeg jage
lig et helridt gennem natten.
Tiden står i uvejrskofte,
maner med en livsdåds krav,
kræver svunget stål for stav,
kræver skeden tom ved hofte; –
frænder ser i strid jeg drage, –
brødre ser jeg sidde spage,
krøbne under gemselshatten.
Og jeg øjner mer endnu, –
usseldommens hele gru, –
klynk fra kvinden, skrig fra manden,
øret stængt for bøn og bud, –
ser dem riste sig på panden
navn af fattigfolk ved stranden,
folk med skillingspræg fra Gud.
Blege lytter de til braget,
tror at selvgjort afmagt skærmer. –
Regnbue over maj-vangen,
flag, hvor er du nu at se?
Hvor er nu de farver tre, –
de, der slog og fnøs fra stangen,
under storm af folkesangen,
til en konge og en sværmer
splitt og tunge skar i flaget?
Tungen brugte du til pral;
tør ej dragen vise tænder,
trænges ingen splittflags-ender; –
folkeskriget kunde tiet,
kongesaksen kunde biet;
flag med fredens fire hjørner
strækker til som nødsignal,
når en grundstødt skude tørner!
Værre tider; værre syner
gennem fremtidsnatten lyner!
Brittens kvalme stenkulsky
sænker sort sig over landet,
smudser alt det friske grønne,
kvæler alle spirer skønne,
stryger lavt, med giftstof blandet,
stjæler sol og dag fra egnen,
drysser ned, som askeregnen
over oldtids dømte by. –
Da er slægten vorden styg; –
gennem grubens krumme gange
lyder nyn af drypvands-sange;
puslingflokken, travl og tryg,
frigør malmens bundne fange,
går med puklet sjæl og ryg,
glor med dvergens gridske øjne
efter guldets blanke løgne.
Sjæl ej skriger, mund ej smiler,
brødres fald ej hjerter kløver,
eget fald ej vækker løver; –
flokken hamrer, mynter, filer;
rømt er lysets sidste tolk;
slægten vorden er et folk,
som har glemt, at viljens pligter
ender ej, hvor evnen svigter!
Værre tider; værre syner
gennem fremtidsnatten lyner!
Kløgtens ulv med gluf og glam
truer lærens sol på jorden;
nødskrig lyder op mod Norden,
byder leding ud langs fjorden;
dvergen hvæser tvær og klam, –
sligt er ikke sag for ham.
Lad de stærke samfund gløde;
lad de andre give møde;
vi har ikke råd at bløde, –
vi er små, vi savner evne
til et sandheds styrkestævne,
kan ej offre folkehelsen
for vor brøk af verdensfrelsen.
Ej for os blev kalken drukket,
ej for os hugg tornekransen
i hans tinding sine tænder,
ej for os blev Romer-landsen
i den dødes side stukket,
ej for vor skyld naglen brænder,
boret gennem fod og hænder.
Vi er små, er sidst i laget,
byder ledingsbudet trods!
Ej for os blev korset taget!
Spanrem-slaget, spanrem-slaget,
Ahasveri rap, som ruller
purpur om den dømtes skulder,
er passionens brøk for os!
(kaster sig ned i sneen og dækker ansigtet til; om lidt ser han op.)
Har jeg drømt? Er nu jeg vågen?
Alt er gråt og dulgt i tågen.
Var det syge syner kun,
hvad jeg så til denne stund?
Er det billed glemt og tabt,
hvori mandens sjæl blev skabt?
Er vort ophavs ånd besejret –?
(lyttende.)
Ha, det går som sang i vejret!
BRAND.
[Stops and looks backward.]
From the vale they follow’d thronging,
Never o n e has reached the height.
Through all bosoms thrill’d the longing
For a greater Day’s dawn-light;
Through all souls subduing strode
The alarum-call of God.
But the sacrifice they dread!
Will, the weakling, hides his head;—
O n e man died for them of yore,—
Cowardice is crime no more!
[Sinks down on a stone, and looks with shrinking gaze around.]
Oft I shuddeed at their doom;
And I walk’d, with horror quivering,
As a little child walks shivering
Amid shrieking shapes that loom
In a dim and haunted room.
But I chcck’d my bosom’s quaking,
And bethought me, and consoled it:
Out of doors the day is breaking,
Not of night it is, this gloom,
But the shutters bared enfold it;
And I thought, the day inwelling,
Rich with summer’s golden bloom,
Shall anon prevail, expelling
All the darkness that is dwelling
In the dim and haunted room.
O how bitter my dismay!
Pitchy darkness on me broke,—
And, without, a nerveless folk
Sat forlorn by fjord and bay,
Dim traditions treasuring
While their sotted souls decay.
Even as, year by year, the king
Treasured up his Snefrid dead,
Loosed the linen shroud o’erspread
By her mute heart listening low,
Still upon hope’s fragments fed,
Thinking, “Now the roses red
In her pallid ashes blow!”
None, like him, arose, and gave
The grave’s debt unto the grave;
None among them wise to know:
“Dreaming cannot kindle dust,
Down into the earth it must,
Dust is only made to breed
Nurture for the new-sown seed.”
Night, black night,-and night again
Over children, women, men!
O could I with levin-flame
Save them from the straw-death’s shame!
[Leaps up.]
Gloomy visions I see sweep
Like the Wild Hunt through the night.
Lo, the Time is Tempest-dight,
Calls for heroes, death to dare,
Calls for naked steel to leap,
And for scabbards to hang bare;—
Kinsfolk, lo, to battle riding,
While their gentle brothers, hiding,
From the hat of darkness peep.
And yet more I do divine—
All the horror of their shame,—
Men that shriek and wives that whine,
Deaf to every cry and claim,
See them on their brows imprinting
“Poor folks sea-bound” for their name,
“Humble farthings of God’s minting!”
Pale they listen to the fray,
Willing-weakness for their shield.—
Rainbow o’er the mead of May,
Flag, where fliest thou now afield?
Where’s that tricolor to-day,
Which the wind of myriad song,
Beat and bellied from the mast
Till a zealot king at last
Split it into teeth and tongue?
But you used the tongue to brag;
And what boots the toothed flag
If the dragon dares not bite?
Would the folk had spared those cheers,
And the zealot king those shears!
Four-square flag of peace suffices,
When a stranded craft capsizes,
To give warning of her plight!
Direr visions, worse foreboding,
Glare upon me through the gloom!
Britain’s smoke-cloud sinks corroding
On the land in noisome fume;
Smirches all its tender bloom,
All its gracious verdure dashes,
Sweeping low with breath of bane,
Stealing sunlight from the plain,
Showering down like rain of ashes
On the city of God’s doom.—
Fouler featured men are grown;—
Dropping water’s humming drone
Echoes through the mine’s recesses:
Bustling, smug, a pigmy pack
Plucks its prey from ore’s embraces,
Walks with crooked soul and back,
Glares like dwarfs with greedy eyes
For the golden glittering lies;
Speechless souls with lips unsmiling,
Hearts thal fall of brothers rends not,
Nor their own to fury frets,
Hammer-wielding, coining, filing;
Light’s last gleam forlornly flies;
For this bastard folk forgets
That the need of willing ends not
When the power of willing dies!
Direr visions, direr doom,
Glare upon me through the gloom.
Craft, the wolf, with howl and yell,
Bays at Wisdom, sun of earth;
Cries of ruin ring to North,
Call to arms by fjord and fell;
And the pigmy, quaking, grim,
Hisses: “What is that to him?”
Let the other nations glow,
Let the mighty meet the foe,
We can ill afford to bleed,—
We arc weak, may fairly plead
From a giants’ war exemption,
Need not offer All as raced
For our fraction of Redemption
Not for us the cup He drank,
Not for us the thorny wreath
In His temples drove its teeth,
Not for us the spear-shaft sank
In the Side whose life was still.
Not for us the burning thrill
Of the nails that clove and tore.
We, the weak, the least accounted,
Battle-summons may ignore!
Not for us the Cross He mounted!
Just the stirrup-slash’s stain,
Just the gash the cobbler scored
In the shoulder of the Lord,
Is our portion of His pain!
[Throws himself down in the snow and covers his face; presently he looks up.]
Was I dreaming! Dream I still?
Mist-enshrouded is the hill.
Were those visions but the vain
Phantoms of a fever’d brain?
Is the image clean outworn
Whereunto Man’s soul was born?
Is the Maker’s spirit fled
[Listening.]
Ha, what song breaks overhead?
BRAND
(bleibt stehen und blickt zurück.)
Tausend folgten meinem Rufe;
Keins gewann die höchste Stufe.
Aller Herzen wohl verschönt der
Drang nach einer größern Zeit.
Wohl durch aller Seelen tönt der
Feldruf: Auf zum heiligen Streit!
Doch die Walstatt selbst bleibt stille;
Opfer weigert zager Wille; –
Einer starb für aller Schwächen, –
Feigheit heißt nicht mehr Verbrechen!
(Sinkt nieder auf einen Stein und blickt sich scheu um.)
O, wie oft erschrak mein Kinder-
herze, sträubte sich mein Haar,
Stand ich, wann Verstecken war,
Und der Hund just anschlug, in der
Dunklen Stube voll Gespenster.
Aber ward die Angst am größten,
Mußte der Gedanke trösten:
Draußen lacht ja Tag und Licht,
Nacht ist ja dies Dunkel nicht, –
Laden sind ja nur vorm Fenster.
Sorg’ nicht! Bald wird unbegrenzter
Sonnenschein, als Überwinder
All der Nacht, durch Tür und Fenster
Seinen Einzug halten in der
Dunklen Stube voll Gespenster!
Ach, wo blieb der Sonne Segen! –
Pechschwarz schlug mir Nacht entgegen, –
Und da saß ein stumpf hinbrütend
Volk von greisem Blick und Haar,
Längstgestorbne Träume hütend, –:
Dumpf so wider ’s Schicksal wütend,
Hielt der König Jahr um Jahr
Wacht an Schneefrieds Totenbahr’,
Legt’ ihm ’s Ohr an magre Rippen,
Hielt ihm Flaum vor blasse Lippen,
Hofft’, noch einmal blühten roten
Blutes Rosen aus dem Toten.
Keiner, gleich ihm, wahnbetört,
Gab dem Grab, was ihm gehört.
Keinem will die Wahrheit ein:
Leichen träumt man nicht ins Leben,
Leichen müssen untern Stein;
Neuen Saaten Wuchs zu geben,
Dies ist ihr Beruf allein,
Nacht, nur Nacht – und aber Nacht!
Keiner hat der Wahrheit acht.
Hätt’ ich Blitze zu entsenden,
Eures Strohtods Schmach zu enden!
(Springt auf.)
Nachtgesichte seh’ ich jagen,
Schwarzem Höllenschoß entgoren!
Eine Zeit im Panzerkleide
Fordert Opfer bis zum Grab,
Heischt geschwungnen Stahl statt Stab,
Reißt die Klingen aus der Scheide; –
Vettern seh’ ich Schwerter zücken, –
Brüder scheu sich seitwärts drücken,
Tarnkapp’ über Aug und Ohren;
Seh’ mein eigen Volk verloren
An ein Übermaß von Schande; –
Mann und Weib, da’s gilt, versagen
Sich den Bittenden, wehklagen
Feig, einritzend sich den Namen
Armen Fischervolks vom Strande,
Volks aus Gottes schlechtstem Samen, –
Hoffend, daß sie so, gesenkten
Haupts, ihr Los am besten lenkten.
Fahne! Maitagregenbogen!
Wo, wo blieben deine Farben?
Wo dein Blau-Rot-Gold? Verdarben
Sie, die einst so stolz ausrollten,
Als des Volks Gesang umschwoll den
Königlichen Ideologen,
Bis er Zung’ und Schlitz dir schnitt?
Weh, dein Züngeln ward Geprahl,
Weh, kein Drachenzahn wuchs mit,
Als sie dir den Rachen schenkten; –
Daß doch still geblieben wäre
Volk wie königliche Schere!
Die mit den vier Friedensecken
Langt vollauf als Notsignal,
Fängt ein Kutter an zu lecken!
Schlimmre Bilder, schlimmre Lose
Tauchen aus der Zukunft Schoße!
Eine schwarze Wolkenwand,
Naht der Kohlenqualm des Britten;
Was da frisch und grün, befleckend,
Jeden Keim mit Ruß bedeckend,
Kommt er giftschwer angeglitten,
Stiehlt den Tag von allen Wegen,
Rieselt, wie ein Aschenregen
Des Vesuv, auf Stadt und Land.
Häßlich sind die Menschen jetzt; –
Zu der Grubenhämmer Klopfen
Gluckt’s wie Sang von Wassertropfen;
Krüpplig Volk die Meißel wetzt,
Erzes Geister zu entbinden, –
Bucklig Leib und Seel’ zuletzt,
Gierverzerrt die Zwergenzüge
Nach des Goldes blanker Lüge.
Ohne Lachen, ohne Weinen,
Ohne brüderlich Empfinden,
Ohne Selbst-sich-Überwinden
Hämmert’s, münzt es, feilt es; – keinen
Lockt die Sage mehr vom Licht;
Keiner mehr von all den Blinden
Sagt sich, daß die Pflichten nicht
Enden, wo die Kräfte schwinden!
Schlimmre Bilder, schlimmre Lose
Tauchen aus der Zukunft Schoße!
Eitlen Klügelns Wolfesrachen
Will der Lehre Sonne morden;
Helft uns! schreit’s empor zum Norden:
Aufgebot von Berg zu Berg! –
Stur und störrisch zischt der Zwerg:
Was soll ich bei diesem Werk?
Mögen starke Völker wachen,
Andre sich zum Sturmbock machen,
Wir gehören zu den schwachen, –
Wir, das kleine Land, verlieren
Auf solch heiligen Turnieren,
Stell’n für unsern Bruch vom Heil
Nicht des Volks Gemeinwohl feil.
Nicht für uns hat er gelitten,
Hat ein Zahn vom Dornenkranze
Seine Schläfen ihm zerschnitten,
Ward gerannt die Römerlanze
Dem Gestorbnen in die Seiten,
Ward gebohrt durch Fuß und Hand ihm
Spitzer Nägel Feuerpfeil.
Wir sind klein, sind kaum bekannt ihm,
Spür’n zu helfen, keinen Trieb.
Nicht für uns ward ’s Kreuz getragen.
Ahasveri Knieriemhieb,
Purpernd des dem Tod Geweihten
Schulter, bleibt zu allen Tagen
Am Passionswerk unser Teil.
(Wirft sich in den Schnee nieder und bedeckt sein Antlitz; nach einem Weilchen blickt er auf.)
Hab’ geträumt ich? Bin erwacht nun?
Alles grau, verweht in Nacht nun!
War ein Zug Gesichte nur,
Was da jäh vorüberfuhr?
Hat des Menschen Seele dessen,
Der nach sich ihn schuf, vergessen,
Ganz dem Abgrund sich verdungen –?
(Lauschend.)
Horch, der Sturmwind spricht mit Zungen!