MYSTIKEREN MAXIMOS
(nærmere ved liget).
Elsket og forlokket ham. – Nej, ikke jeg! Forlokket som Kain. Forlokket som Judas. – – Eders gud er en ødsel gud, Galilæere! Han bruger mange sjæle. Var du heller ikke denne gang den rette, – du nødvendighedens slagtoffer? Hvad er det værd at leve? Alt er spil og leg. – At ville er at måtte ville. O, min elskede, – alle tegn bedrog mig, alle varsler talte med to tunger, så jeg i dig skimted forsoneren mellem de to riger. Det tredje rige skal komme! Menneskeånden skal tage sin arv igen, – og da skal der tændes sonoffer for dig og for dine to gæster i symposiet.
(han går.)
MAXIMOS
nähert sich der Leiche.
Ihn geliebt und ihn verlockt. – Nein, nicht ich! – Verlockt wie Kain! Verlockt wie Judas! – – Euer Gott ist ein verschwenderischer Gott, Ihr Galiläer! Er braucht viele Seelen! – Warst Du auch diesmal nicht der rechte, – Du Schlachtopfer der Notwendigkeit ? – Was ist das Leben wert? Alles ist Spiel und Tand! – Wollen heißt wollen müssen. – O, mein Geliebter, – alle Zeichen betrogen mich, alle Wunderstimmen sprachen mit zwei Zungen, so daß ich glaubte, in Dir den Versöhner der beiden Reiche zu sehen. – Das dritte Reich wird kommen! Der Menschengeist wird sein Erbe wieder in Besitz nehmen, – und dann sollen Sühnopfer flammen für Dich und Deine zwei Genossen beim Symposion.
Er geht.