Nu gik Gudrid og hilste paa Torstein,
og det syntes hende,
som om han fældte Taarer
og hviskede nogle Ord i hendes Øre saa lavt,
at hun alene forstod dem,
og sagde,
at de var sæle,
som holdt Troen vel,
og Miskund og Hjælp fulgte dem,
men det var mange, som holdt den ilde.
”Det er ikke sømmeligt,
som her er Skik i Grønland,
siden Kristendommen kom hid,
at man sætter Folk ned i uviet Muld næsten uden Messe.
Mig og de andre, som her er døde, skal I føre til Kirke,
men Garde skal saa hurtigt som muligt brændes paa Baal,
thi han volder alt det Spøgeri,
som har hændt her i Vinter.”
Han fortalte hende ogsaa om hendes Fremtid og sagde, at hendes Skjæbne vilde blive god,
men bad hende vogte sig for at ægte en Grønlænding.
Han bad ogsaa,
at hun skulde give Gods til Kirke eller til Fattige,
og saa sank han tilbage for anden Gang.