You are here:
BP HOME
>
MI
>
Digte (Poems)
> fulltext
Digte (Poems)
Choose languages
Choose images, etc.
Choose languages
Norwegian: Nor Ibsen (1871)
German: Ger Klingenfeld, Bamberger, Morgenstern (1902)
Choose display
Enable images
Enable footnotes
Show all footnotes
Minimize footnotes
Search-help
Search for exact phrase
Search for exact phrase (regex)
Search for every word in one record
Search for every word fragment in one record
Search in all libraries
Search in MI
Search in Digte (Poems)
Choose specific texts..
Digte (Poems)
Complete text
Title
Spillemænd.
Kong Håkons gildehal.
Byggeplaner.
Markblomster og potteplanter.
En fuglevise.
På Akershus.
Ederfuglen.
Med en vandlilje.
Fugl og fuglefænger.
Bergmanden.
Min unge vin.
Lysræd.
Digterens vise.
Kløften.
Højfjeldsliv.
På sangertog.
En svane.
Priset være kvinden!
4de Juli 1859.
Skolehuset.
Folkesorg.
Til thingmændene.
Hilsen til Svenskerne.
Til de genlevende.
Til professor Schweigård.
Vuggevise.
Borte!
Stormsvalen.
Agnes.
Stambogsrim.
Mindets magt.
Åbent brev.
Til en bortdragende kunstner.
Ørnulfs drapa.
Fredrik den syvendes minde.
En broder i nød!
Troens grund.
Storthings-gården.
Terje Vigen.
Forviklinger.
Fra mit husliv.
En kirke.
I galleriet.
De usynliges kor.
På vidderne.
I.
II.
III.
IV.
V.
VI.
VII.
VIII.
IX.
Kvindernes bøn.
Tak.
Abraham Lincolns mord.
Til min ven revolutions-taleren!
Uden navn.
Ved Port Said.
Til Frederik Hegel.
Ballonbrev til en svensk dame.
Rimbrev til fru Heiberg.
Ved et bryllup
I en komponists stambog.
Brændte skibe.
Sanger-hilsen til Sverig.
Langt borte.
Et rimbrev.
Ved Tusendårs-festen
Et vers.
Stjerner i lyståge.
De sad der, de to –.
Back to library
Sentence by sentence view
Continuous text view
View in admin
Ørnulfs drapa.
Örnulfs Drapa
(Af „Hærmændene på Helgeland“.)
Sind, som svær-mod stinger,
savner Brages glæde;
sorgfuld skald så såre
kvides ved at kvæde.
Sinn, den Trauer trübte,
Fremd ist ihm die Freude;
Traf den Sänger Sorge,
Tönt sein Lied vom Leide.
Skaldeguden skænked
evne mig at sjunge; –
klinge lad min klage
for mit tab, det tunge!
Des Gesanges Segen
Gab der Gott mir Brage, –
Künde meinen Kummer,
Klinge drum, o Klage!
Harmfuld norne hærged
hårdt mig verdens veje,
listed lykken fra mig,
ødte Ørnulfs eje.
Grausam ward der Norne
Groll ob mir entladen;
Glück und Glanz verglommen
Über Örnulfs Pfaden.
Sønner syv til Ørnulf
blev af guder givet; –
nu går gubben ensom,
sønneløs i livet.
Sieben Söhne waren
Mir von Gott gegeben;
Gramvoll geht der Greis nun,
Liebeleer durchs Leben.
Sønner syv, så fagre,
fostret mellem sværde,
værned vikings hvide hår,
som gævest gærde.
Sieben Söhne sah ich
Schön um mich sich scharen,
Schutz und Schirm dem Wiking
Mit den weißen Haaren.
Nu er gærdet jævnet,
mine sønner døde;
glædeløs står gubben,
og hans hus står øde.
Tot sind nun die Tapfern!
Wehr und Wall zerfallen!
Einsam irrt der Alte,
Öd’ sind Haus und Hallen!
Torolf – du, min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage,
fik jeg dig beholde.
Thorolf, mir so teuer,
Letzter von den Lieben! –
Wollt’ das Weh verwinden,
Wärst mir du geblieben!
Vén du var, som våren,
mod din fader kærlig,
arted dig at ædles
til en helt så herlig.
Lieb wie Lenzeslächeln,
Wonne war dein Wesen;
Wuchsest hold und herrlich
Als ein Held erlesen!
Ulivs-sår, usaligt,
værste ve mon volde,
har min gamle bringe
klemt, som mellem skjolde.
Tobend tief im Innern
Wächst das Weh, das wilde,
Das die alte Brust mir
Zwängt wie zwischen Schilde.
Nidsyg norne nødig
nægted mig sit eje, –
dryssed smertens rigdom
over Ørnulfs veje.
Neidisch nahm die Norne
All mein Eigen wieder,
Schüttete der Schmerzen
Schale auf mich nieder.
Vegt er visst mit værge.
Fik jeg guders evne,
én da blev min idræt:
nornens færd at hævne.
Wehrlos bin ich worden;
Hätt’ ich Götterstärke:
Rastlos sänn’ ich Rache
Für der Norne Werke!
Én da blev min gerning:
nornens fald at friste, –
hun, som har mig røvet
alt – og nu det sidste!
Die den Todesstreich mir
Tief ins Herz versetzte,
Die mir ruchlos raubte,
Alles – auch das Letzte!
Har hun alt mig røvet?
Nej, det har hun ikke;
tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke.
Ist für Örnulf alles
Nun in Nacht versunken?
Nein, es hat der Sänger
Suttungs Met getrunken!
Mine sønner tog hun;
men hun gav min tunge
evnen til i kvæder
ud min sorg at sjunge.
Meine Söhne sanken;
Doch mit Dichtermunde
Geb’ von meinem Leide
Laut im Lied ich Kunde!
På min mund hun lagde
sangens fagre gave; –
lydt da lad den klinge,
selv ved sønners grave!
Lind auf meine Lippen
Legt’ ein Gott mir Töne, –
Kling’ hinaus, o Klage,
Übers Grab der Söhne!
Hil jer, sønner gæve!
Hil jer, der I rider!
Gudegaven læger
verdens ve og kvider!
Heil euch, Helden! Ruhmreich
Reitet auf vom Grabe! –
Erdenweh und -wunden
Heilt die Göttergabe!
Permanent link
http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=3db2b842-accc-11e0-ab97-001cc4df1abe
Go to Wiki Documentation
Enhet:
Det humanistiske fakultet
Utviklet av:
IT-seksjonen ved HF
Login