Og dog, tiltrods for alt, det kan sig hænde
en godvejrsdag, foruden synlig grund,
at der ombord, på hvermands sind og mund,
en sælsom trykket lumring er at kende.
Først tykkes få af denne tunghed grebne,
så fler, så mange, så til slutning alle;
sløvt sættes sejl og sløvt håndteres rebene;
sløvt purres ud; sløvt høres piben kalde.
Der tages varsler af hver liden ting.
Havblikkets døs, ja føjelige vinde
mismodigt tydes; selv et marsvins spring,
en stormfugls skrig man lægger sig på sinde.
Sløvt går de der, af samme lønsot smittede,
skønt ingen røbed og skønt ingen frittede.
Und doch, trotz alledem, was kann passieren
Aus heiterm Himmel! – Ohne weitern Grund
Ist rings an Bord um aller Sinn und Mund
Ein seltsam drückendes Gefühl zu spüren.
Erst ist’s, als ob es einzelne ergriffe,
Bis endlich allesamt es übermannt:
Schlaff geht das Werk von statten auf dem Schiffe;
Schlaff wird gerefft; schlaff tönen selbst die Pfiffe;
Zum Omen wird der kleinste Gegenstand.
Dem Meer, das ruhig blinkt im Sonnenbrand,
Selbst günstigen Winden, eines Vogels Schrei
Legt man die schlimmste Vorbedeutung bei;
Ein heimlich Grauen hält den Sinn umdüstert,
Obschon kein Einziger forscht, noch davon flüstert.