Thi vi har liv til sag, og de har døden; –
de har kong Køtves mål, vi morgenrøden.
Se ud i verden! Hafsfjords dag er oppe,
lysvågen, over alle jordens toppe.
Den sol, som brandt på Solferinos sletter, –
den sol, som farved Lissas vinblå dyb, –
som bruned Porta Pias røde spetter
og jog i kælder Vatikanets kryb, –
den sol, som lumred om Sadowas volde,
var Hafsfjords-solen i vort nye døgn;
det var den sol, som lyste for den bolde,
da riget rejstes mellem holmer golde, –
en sol, som slog i flint de samme trolde
og damped giften af den samme løgn. –
Mærk hvor du står, du dagens norske broder!
Tyd tidens tegn; med den er du i pakt.
Idag er kun en ringe grundsten lagt
til større støtte for vor stammes moder.
Læs tidens lov! Den tåler ingens trods.
Cavour og Bismarck skrev den og for os, –
og dødninger og drauger vog han fler af,
hin dådsmand og hin drømmer på Caprera.
Denn Uns lehrt Leben streiten, sie der Tod;
Sie lockt des Kötve Ziel, Uns Morgenrot.
Seht um euch! Über alle Höhn der Welt
Hat Hafsfjordstag sich herrlich aufgehellt!
Die Sonne, die auf Solferino strahlte
Und färbte Lissas blauen Wellenplan,
Die Porta Pias Flecken röter malte
Und in den Keller trieb den Vatikan,
Die Sonne, die Sadowas Wälle sahn,
Die Hafsfjordsonne war’s, die neuerwachte,
Dieselbe, die der Heldenschar einst lachte,
Da sie das Reich auf Schären nackt errichtete,
Dieselbe, die den Trollen Füße machte
Und ihrer Lüge Gift wie Dunst vernichtete.
Geht in euch selbst, ihr nordischen Partisane!
Versteht die Zeit; ihr seid mit ihr im Bund!
Noch ist gelegt erst ein geringer Grund
Zum Denkmalsbau für unsres Stammes Ahne.
Lest das Gesetz der Zeit – seid ihr euch lieb!
Cavour und Bismarck auch für uns es schrieb;
Und aufwog eine ganze tote Aera
Der Mann der Tat und Träume von Caprera.