HJØRDIS
(tvinger sig).
Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun at agte for Gunnars frille, – godt og vel, så må han hædre sig med dåd, – hædre sig så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder mig! Og vogt dig nu, Ørnulf; her skilles vore veje, men våben skal jeg lade bære på dig og dine så tidt det så kan føje sig, utryg skal du være både på liv og lemmer, og det skal hver og en som – (med et hvast blik til Kåre.) Kåre bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig af din sag, og der er fred mellem os, men ikke vil jeg råde dig til at komme hjem med det første; den dræbte har mange hævnere, og let kunde det hænde sig at – ja, nu har jeg varet dig for faren, bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar, ruste os må vi nu. En berømmelig dåd har du øvet på Island, men større dåd må her øves, ifald ikke din – din frille skal skamme sig over dig og over sig selv!