ALFHILD
(har med stille og barnlig forbauselse betragtet det foregående optrin, dog uden at lægge mærke til handlingen; når alle er borte, farer hun efter en pause op, ligesom af en drøm).
De er borte! Kan jeg tro det, er det også sandt?
Ja, ja, her stod de; månen skinned, jeg så dem grant!
Der ser jeg dem igen; over bakken drager de ned,
og jeg er bruden, jeg må med, jeg må med!
(vil ile ud til venstre.)
ALFHILD.
[Has observed in silent and childlike amazement the preceding scene without however heeding the action; when they are gone she suddenly comes to herself as from a dream.]
They are gone! Can I trust my eyes;--is it true?
Yes, here in the moonlight they stood in full view!
There I see them again down the mountain side,
And I must go with them, for I am the bride!
[Starts as if to rush out to the left.]