FRU KIRSTEN,
Nej, men jeg får hævn over hende, og det er ingen ringe vinding. Hævn, hævn må jeg have, ifald jeg skal bære og overleve mit tab og al den skam, hun har påført mig. Uvejret inat har fordærvet hele årets grøde for mig, ikke et uskadt strå står igen på min ager, og herinde, hvor hun selv har sagt, at hun holder til, her blomstrer og trives det alt så rigt, som jeg aldrig har set! Er det ikke hemmelige kunsters virkning? Olaf har hun hildet så fast i sit djævelske garn, at han inat i det vildeste uvejr flygtede af bygden for at følge hende. Mit hus har hun brændt af lige til grunden; alle luger og døre havde hun stængt udenfra; – det var et Guds under, at huskarlene bragte betimelig hjælp!
LADY KIRSTEN.
No, but I shall get revenge, and that is no little gain. Revenge,--revenge I must have, if I am to bear and live down my loss and all the shame she has brought upon me. The storm last night ruined the whole of my year’s crop; not a single uninjured straw is left in my fields; and in here, where she herself has said she has her home, here everything thrives and blossoms more luxuriantly than I have ever seen! Is not that the operation of secret arts? Olaf she has snared so securely in her devilish net that he fled out of the village in the wildest storm to follow her. My house she burned clear to the ground; all the openings and doors she barred on the outside;--it was a miracle of God that the servants brought their timely help!