FRU KIRSTEN.
Det ske da, som du vil! (til karlene.) Styrter hende ud! Nej, vent! Der falder mig noget ind. (til Alfhild.) Som du der står, kommer jeg til at mindes dig, da du igår trådte frem med guldkronen på og mente, at du var Olaf Liljekrans værdig til brud. Nu skal vi dog se, hvormeget du agtes; her er bønder og karle og mange ringe mænd tilstede; – kanhænde dit liv end står til at frelses! Ja, Alfhild! Du ser på mig, men så er det; jeg vil være dig nådig! (vender sig til de øvrige.) Ej sandt, I kender alle den gamle vedtægt, at når en kvinde er dømt for en halsløs gerning, som hun der, da frelses hendes liv og hun er fri, ifald en uberygtet mand træder frem og nævner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte hende. Ej sandt, den vedtægt kender I?
LADY KIRSTEN.
Just as you please!
LADY KIRSTEN.
[To the Servants.]
Cast her down! No, wait! I have an idea!
LADY KIRSTEN.
[To ALFHILD.]
As you stand there, I remember you again as you yesterday came forward with the golden crown and thought you were worthy to be Olaf Liljekrans’ bride. Now we soon shall see how much you are worth; there are present here peasants and servants and many humble men;--perhaps your life can still be saved! Yes, Alfhild! You stare at me, but so it is; I will be merciful to you!
LADY KIRSTEN.
[Turns to the rest.]
You all know the old custom, that when a woman is sentenced to death for a capital offence, as she is, her life will be saved and she will be free if an irreproachable man comes forth and upholds her innocence and declares himself ready and willing to marry her. That custom you know?