Kunde jeg på engang sendt,
uden bur af skrift og prent,
alle tankens løse fugle, –
ind dem smugle
skulde jeg, hvor stilhed råder,
under Rosenvængets tag,
der, hvor åndens dunkle lag,
der, hvor skønheds glade gåder
op imod forklaring stunder
og, som knop en forårsdag,
foldes ud i et vidunder. –
Brydes skulde stuens fred,
der min fugleflok slog ned;
lytte skulde børn derinde,
som i skog til jagten fjern; –
bag usynlighedens værn
mine fugle skulde tvinde,
i en anings trillers rad,
takkens kvad,
kredse let og vinger ryste
om den store seers byste.