RAGNAR.
På sæt og vis er han ræd. Han, den store bygmesteren. Ta’ livslykken ifra andre mennesker, – slig, som han har gjort både med far og med mig, – det er han ikke ræd for. Men bare det, at klyve op på et stakkers stillads, – det vilde han nok be’ Gud bevare sig for!

RAGNAR.
Gewissermaßen ist er furchtsam. Er, der große Baumeister. Andere Leute um ihr Lebensglück zu bringen – wie er's meinem Vater und mir gethan hat – davor hat er keine Furcht. Aber bloß ein armseliges Gerüst hinaufzuklettern – Gott bewahre ihn vor so einem Wagestück!