STENSGÅRD.
Ah, så? Man har løjet på mig? Ja, jeg har måske også selv skyld; jeg har været som vævet ind i en forvildelse. Det er over nu! O, når jeg ser Dem, blir jeg et bedre menneske. Det er Dem, jeg holder sandt og inderligt af; det er Dem, jeg elsker, Ragna, – Dem, og ingen anden!
