KONSUL BERNICK.
Nej, vær De ganske rolig, herr adjunkt. Vort lille stræbsomme sted hviler, Gud ske lov, nutildags på en sund moralsk jordbund; vi har jo allesammen hjulpet til at drænere den, om jeg så tør sige; og det vil vi gøre fremdeles, hver på sin vis. De, herr adjunkt, vedbliver Deres velsignelsesrige virksomhed i skolen og i hjemmet. Vi, det praktiske arbejdes mænd, støtter samfundet ved at sprede velvære i så vid en kreds, som muligt; – og vore kvinder, – ja, kom kun nærmere, mine damer; De må gerne høre på det –; vore kvinder, siger jeg, vore hustruer og døtre, – ja, virk De uforstyrret i veldædighedens tjeneste, mine damer, og vær forresten en hjælp og en hygge for Deres nærmeste, således, som min kære Betty og Marta er det for mig og Olaf – (ser sig om.) Ja, hvor er Olaf henne idag?