FYRST JULIAN.
Og dog er han ingen stor mand, siger jeg dig. En eneste gang har jeg set Libanios stor; det var hin nat i Konstantinopel. Da var han stor, fordi han havde lidt en stor uret, og fordi en høj vrede fyldte ham. Men her! O, hvad har jeg ikke her været vidne til! Libanios har stor lærdom, men han er ingen stor mand. Libanios er grisk; han er forfængelig; han er optændt af misundelse. Eller tror du, han har kunnet tåle det ry, som jeg, – vistnok for en stor del ved mine venners overbærenhed – har været så heldig at forhverve mig? Kommer du til Libanios, så kan han regne dig op alle dyders væsen og kendetegn. Han har dem på rede hånd, ligesom han har bøgerne i sin bogsal. Men øver han disse dyder? Er hans liv som hans lære? Han en efterfølger af Sokrates og af Platon, – ha-ha! Smigred han ikke kejseren, inden han blev forjaget? Smigred han ikke mig ved vort sammentræf i Konstantinopel, dette sammentræf, som han siden har gjort et yderst uheldigt forsøg på at stille i et latterligt lys! Og hvad er jeg ham nu? Nu skriver han breve til Gallos, til Cæsar Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham til lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt denne fremgang hidtil har været tarvelig nok og skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved lærdom eller ved nogen synderlig veltalenhed. – Og denne Libanios vedbliver Grækerne at kalde for visdomselskernes konge! Ah, jeg vil ikke nægte, at dette harmer mig. Jeg troede dog, sandt at sige, at Grækerne måtte kunne træffe et bedre valg, hvis de fæstede sine øjne lidt mere på de visdommens og veltalenhedens dyrkere, som i de senere år –