RIDDEREN SALLUST. Den var rettet til mig, og et lykketræf var mig gunstigt, så den kom i dine hænder. Tale turde jeg jo ikke. Jeg vilde tale; men jeg kunde det ikke; jeg udsatte fra dag til dag at forråde min skændsel. O, straf mig, herre; se, her ligger jeg!
SALLUST. Es war an mich gerichtet, und ein Zufall war mir günstig, so daß es in Deine Hände kam. Reden durfte ich ja nicht. Ich wollte reden, aber ich konnte nicht; ich verschob es von Tag zu Tag, das Geständnis meiner Schande. Straf mich, Herr – sieh, hier liege ich.