KEJSER JULIAN. Så? Gør der virkelig? Og hvad da? Kanske det, at lade håret gro og aldrig at rense sine negler? O, du hykleriske Kleon! Men jeg kender eder alle tilhobe. Her i skriftet har jeg givet eder et navn, som –; nu skal I få høre – (Han blader i papirbunkerne. I det samme kommer taleren Libanios, rigt klædt og med en hovmodig mine, ind fra højre.)
JULIAN. So? Wirklich? Und was denn? Vielleicht soll man sich das Haar wachsen lassen und niemals die Nägel reinigen? O Du heuchlerischer Kleon! Aber ich kenne Euch alle, einen wie den andern! Hier in meiner Schrift hab’ ich Euch einen Namen gegeben, der –; jetzt sollt Ihr mal hören – Er blättert in den Papierstößen; in demselben Augenblick kommt der Redner LIBANIOS, reich gekleidet und mit einer hochmütigen Miene, von rechts herein.