MARGRETE.
Ja, det dejlige barn er mit; – er det ikke forunderligt? Han heder Håkon, ligesom kongen! Se her, hans øjne – nej, du kan ikke se dem nu han sover, – men han har store blå øjne; og så kan han le og række hænderne ud og gribe efter mig, – og han kender mig allerede!
(Lægger vuggeklæderne omhyggeligt tilrette.)
