Og om jeg nu vandt land og rige, vilde så ikke tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og tære og hule mig ud med sine evige isdryp? – Jo, jo; men det er bedre at sidde deroppe på kongssædet og tvivle på sig selv, end at stå nede i flokken og tvivle pa ham, som sidder deroppe. – Det må ende mellem mig og Håkon! Ende? Men hvorledes? (rejser sig.) Almægtige, du, som har stelt det slig for mig, du må tage skylden for det, som følger efter! (går frem og tilbage, standser og tænker efter.) Det gælder at bryde alle broer af, beholde én igen, og sejre eller falde der, – sagde bispen ved kongsbrylluppet i Bergen; det er nu på tredje året siden, og i al den tid har jeg spildt og splittet mine kræfter ved at værge for alle broerne. – (raskt.) Nu må jeg følge bispens råd; nu eller aldrig! Vi er begge her i Oslo; jeg er mandstærkere end Håkon dennegang; hvorfor da ikke nytte overtaget, – det er så sjelden på min side. (vaklende.) Men nu inat – straks –? Nej, nej! Ikke inat! – Ha, ha, ha, – der er det igen, overlægget – ustøheden! Håkon kender ikke til sligt; han går bent frem, han, og så sejrer han! (Gør nogle skridt bortover gulvet og standser pludselig ved vuggen.)