KONG SKULE.
Vent til daggry. (Pål Flida går.) Norges saga melder ikke om sligt; det har aldrig været så før. Pål Flida svarer mig, som jeg svarede Håkon. Er der da trappetrin både over og under? Højner Håkon sig ligeså højt over mig, som jeg højner mig over Pål Flida? Skulde Håkon have fået syn for de ufødte tanker, og ikke jeg? Hvem var jevnhøj med Harald Hårfager, den tid der sad en konge på hvert næss, og han sagde: nu får de falde, herefter skal der kun være én. Han kastede den gamle saga overende, skabte en ny saga. (Ophold; han går grundende frem og tilbage; derpå standser han.) Kan en mand tage Guds kaldelse fra en anden, således som han kan tage våben og guld fra sin fældte fiende? Kan et kongsemne tage kongsgerningen på sig, således som han kan tage kongskåben på? Egen, som fældes til skibstømmer, kan den sige: jeg vil være masten i skibet, jeg vil tage furuens gerning, pege rank og skinnende opad, bære gylden fløj på toppen, slå med hvide, bugnende sejl i solskinnet og synes for folket langt, langt borte? – Nej, nej, du tunge, knudrede egestamme, din plads er under kølen; der skal du ligge og gøre nytte, stilt og usét af hvert øje oppe i dagen; – dig er det, som skal hindre skibet fra at kantre i uvejret; masten med guldfløj og med bugnende sejl skal føre det frem mod det nye, mod det ukendte, mod de fremmede strande og mod den vordende saga! (heftigt.) Siden Håkon talte sin store kongstanke ud, ser jeg ingen anden tanke i verden, end den ene. Kan jeg ikke tage den og gøre den til sandhed, så øjner jeg ingen tanke at stride for. (tankefuld.) Og kan jeg det da ikke? Hvis jeg ikke kunde, hvorfor elsker jeg da Håkons tanke?