GULDSTAD
(urokkelig).
For nogle timer siden
var det dog sandhed. Det var Deres ord,
da her de stod, som han i brabantstriden,
og sloges med det ganske thevandsbord.
Da lød benægtelsen fra alle kanter,
som nu fra Dem; nå ja, det fattes nemt;
vi finder alle jo, det klinger slemt
at høre døden nævne, når vi skranter.
Se presten, han, som komponerte, malte,
i frierdagene med ånd og smag; –
hvor kan De undres på, at manden dalte,
da han og hun kom under fælles tag?
Hun var jo skabt for ham til elskerinde, –
til viv for ham hun skabtes ingensinde.
Og så kopisten, som skrev gode vers?
Da fyren var i Herrens navn forlovet,
kom hele rimeriet straks påtvers,
og siden den tid har hans muse sovet
ved rokkeduren af en evig jus.
Der ser I – –
(betragter Svanhild.)
Fryser De?