HJØRDIS
(koldt).
Tak. Jeg har alt spurgt, at du ikke var langt borte. (træder nærmere, idet hun kaster et skarpt blik over de forsamlede.) Gunnar og – Kåre, min avindsmand, – Ørnulf og hans sønner, og – (idet hun får øje på Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier lidt, men fatter sig og siger:) Nu, mange ser jeg her, som jeg drager kendsel på, – men ikke véd jeg, hvem der er mig bedst sindet.