FRU KIRSTEN,
Nej, men jeg får hævn over hende, og det er ingen ringe vinding. Hævn, hævn må jeg have, ifald jeg skal bære og overleve mit tab og al den skam, hun har påført mig. Uvejret inat har fordærvet hele årets grøde for mig, ikke et uskadt strå står igen på min ager, og herinde, hvor hun selv har sagt, at hun holder til, her blomstrer og trives det alt så rigt, som jeg aldrig har set! Er det ikke hemmelige kunsters virkning? Olaf har hun hildet så fast i sit djævelske garn, at han inat i det vildeste uvejr flygtede af bygden for at følge hende. Mit hus har hun brændt af lige til grunden; alle luger og døre havde hun stængt udenfra; – det var et Guds under, at huskarlene bragte betimelig hjælp!