SKOLEMESTEREN.
En uvejrskveld, og fogden stræved;
det var, som om han tifold leved; –
men fanden stod og lo i stuen;
og fluks hun så ham, hylte fruen:
o, frels din sjæl, min kære ven, –
den onde står dig efter livet!
Da råbte fogden gennem luen:
min sjæl? Til helvede med den, –
hjælp blot at bære bort arkivet!
Se, han er foged ud og ind
med hud og hår, i sind og skind,
og derfor véd jeg visst han vinder
didhen, hvor han sin livsløn finder.
