HJALMAR.
Jeg ikke. Og så greb pistolen atter ind i vor slægts historie. Da han havde fåt den grå klædning på og sad under lås og lukke, – å, det var forfærdelige tider for mig, kan du tro. Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden og le og snakke om ligegyldige ting Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse.
HJALMAR.
Ich nicht. Und zum zweiten Mal griff die Pistole in die Geschichte unseres Hauses ein. Als er das graue Gewand anhatte und hinter Schloß und Riegel saß, – o, das waren, glaub’ mir, entsetzliche Zeiten für mich. Ich hatte die Rollgardinen an meinen beiden Fenstern heruntergelassen. Wenn ich hinausblickte, sah ich, daß die Sonne schien wie gewöhnlich. Ich konnte es nicht fassen. Ich sah die Menschen auf der Straße gehen und lachen und über die gleichgültigsten Dinge schwätzen. Ich konnte es nicht fassen. Mir war, als müßte das ganze Dasein stillstehen wie bei einer Sonnenfinsternis.
HIALMAR.
I cannot. And once more the pistol played a part in the history of our house. When he had put on the grey clothes and was under lock and key — oh, that was a terrible time for me, I can tell you. I kept the blinds drawn down over both my windows. When I peeped out, I saw the sun shining as if nothing had happened. I could not understand it. I saw people going along the street, laughing and talking about indifferent things. I could not understand it. It seemed to me that the whole of existence must be at a standstill — as if under an eclipse.
雅尔马
我不明白。那支手枪后来在我们家历史里第二次又出现了。我父亲换上灰色罪衣，被他们押进监狱的时候--喔，不瞒你说，我心里真是凄惨极了。我把两扇百叶窗都拉了下来。我往外偷看了一眼，只见太阳照得挺亮，一片静悄悄的跟平常一样。我不明白是怎么回事。我看见人们在街上来来往往，说说笑笑，谈些无关紧要的事。我不明白是怎么回事。我觉得整个儿世界好像都站住不动了--仿佛正在日蚀。
http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=record&uid=121812f0-ab9f-11e0-ab97-001cc4df1abe
