You are here: BP HOME > MI > Digte (Poems) > fulltext
Digte (Poems)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionSpillemænd.
Click to Expand/Collapse OptionKong Håkons gildehal.
Click to Expand/Collapse OptionByggeplaner.
Click to Expand/Collapse OptionMarkblomster og potteplanter.
Click to Expand/Collapse OptionEn fuglevise.
Click to Expand/Collapse OptionPå Akershus.
Click to Expand/Collapse OptionEderfuglen.
Click to Expand/Collapse OptionMed en vandlilje.
Click to Expand/Collapse OptionFugl og fuglefænger.
Click to Expand/Collapse OptionBergmanden.
Click to Expand/Collapse OptionMin unge vin.
Click to Expand/Collapse OptionLysræd.
Click to Expand/Collapse OptionDigterens vise.
Click to Expand/Collapse OptionKløften.
Click to Expand/Collapse OptionHøjfjeldsliv.
Click to Expand/Collapse OptionPå sangertog.
Click to Expand/Collapse OptionEn svane.
Click to Expand/Collapse OptionPriset være kvinden!
Click to Expand/Collapse Option4de Juli 1859.
Click to Expand/Collapse OptionSkolehuset.
Click to Expand/Collapse OptionFolkesorg.
Click to Expand/Collapse OptionTil thingmændene.
Click to Expand/Collapse OptionHilsen til Svenskerne.
Click to Expand/Collapse OptionTil de genlevende.
Click to Expand/Collapse OptionTil professor Schweigård.
Click to Expand/Collapse OptionVuggevise.
Click to Expand/Collapse OptionBorte!
Click to Expand/Collapse OptionStormsvalen.
Click to Expand/Collapse OptionAgnes.
Click to Expand/Collapse OptionStambogsrim.
Click to Expand/Collapse OptionMindets magt.
Click to Expand/Collapse OptionÅbent brev.
Click to Expand/Collapse OptionTil en bortdragende kunstner.
Click to Expand/Collapse OptionØrnulfs drapa.
Click to Expand/Collapse OptionFredrik den syvendes minde.
Click to Expand/Collapse OptionEn broder i nød!
Click to Expand/Collapse OptionTroens grund.
Click to Expand/Collapse OptionStorthings-gården.
Click to Expand/Collapse OptionTerje Vigen.
Click to Expand/Collapse OptionForviklinger.
Click to Expand/Collapse OptionFra mit husliv.
Click to Expand/Collapse OptionEn kirke.
Click to Expand/Collapse OptionI galleriet.
Click to Expand/Collapse OptionDe usynliges kor.
Click to Expand/Collapse OptionPå vidderne.
Click to Expand/Collapse OptionKvindernes bøn.
Click to Expand/Collapse OptionTak.
Click to Expand/Collapse OptionAbraham Lincolns mord.
Click to Expand/Collapse OptionTil min ven revolutions-taleren!
Click to Expand/Collapse OptionUden navn.
Click to Expand/Collapse OptionVed Port Said.
Click to Expand/Collapse OptionTil Frederik Hegel.
Click to Expand/Collapse OptionBallonbrev til en svensk dame.
Click to Expand/Collapse OptionRimbrev til fru Heiberg.
Click to Expand/Collapse OptionVed et bryllup
Click to Expand/Collapse OptionI en komponists stambog.
Click to Expand/Collapse OptionBrændte skibe.
Click to Expand/Collapse OptionSanger-hilsen til Sverig.
Click to Expand/Collapse OptionLangt borte.
Click to Expand/Collapse OptionEt rimbrev.
Click to Expand/Collapse OptionVed Tusendårs-festen
Click to Expand/Collapse OptionEt vers.
Click to Expand/Collapse OptionStjerner i lyståge.
Click to Expand/Collapse OptionDe sad der, de to –.
Åbent brev. 
Offener Brief 
(Til digteren H. Ø. Blom.)

 
(An den Dichter H. Oe. Blom)

 
                                                  Kristiania, 1859.

 
                                                  Christiania, 1859.

 
Da det til agters gik for Nordens guder,
da Balder fældet var og Odin sad
som sløvet bedstefar på Lidskjalfs puder
iblandt de blundende einherjers rad, –
mens selve Tor lar stå det fyldte fad,
og Brage døsig over harpen luder, –
da spåde Vala: „Snart står verden tom!“
Nu rejser Wiehe; – nu spår H. Ø. Blom. 
Als Asgards Stunde nah und näher rückte,
Als Balder tot war und, ein stumpfer Greis,
Großvater Odin Lidskjalfs Kissen drückte
In seiner schlummernden Einherier Kreis,
Als selber Tor vergaß des Methorns Preis
Und Brage blöd’ sich auf die Harfe bückte, –
Rief Wala: »Weh’, die Welt ist in Gefahr!«
V. Wiehe reist, – und H. Ö. Blom sagt wahr. 
Du er den Vala, som profetisk lyner,
imens for folket du poetisk spår;
du melder metrisk om de sikre „syner“,
som foran råheds-sildestimen går;
af svartalf-flokken, som ved grænsen står,
du skimter alt et glimt af horn og tryner; –
men hvad du så, på vingehesten flyvende,
blev trykt i „Morgenbladet“ for den 7de. 
Du bist die Wala, Weiser ohne Gleichen;
Dein Leiern läßt uns trübste Zukunft sehn;
Du kündest metrisch, welche sichern »Zeichen«
Voran dem Heringszug der Roheit gehn;
Vor Nachtunholden, die schon lauernd stehn
(Mit Horn und Rüssel), machst du uns erbleichen; –
Doch was du sahst, vom Flügelroß begnadet,
Erschien am siebenten in »Morgenbladet«. 
Du ræddes for et ragnarok, som alt
står med „barbaries“ for døren truende.
For så vidt klæber tankehalen luende
til digtkometens korpus, tyndt og skralt;
men, tro mig, alle muser finder gruende
dit billed-figenblad for spædt og smalt.
Hold derfor op, som skald, vor kunst at kværke; –
gør prosa; – verset kommer dig på tverke. 
Du bangst vor einem Ragnarök, das schon
Vorm Tore droh’ mit der »barbaries« Elend.
Mag der Gedankenschweif noch, ob auch schwelend,
Am Korpus deines Liedkometen loh’n;
Doch glaub’ mir, alle Musen schelten schmälend
Dein Bilderfeigenblatt den reinen Hohn.
Drum laß, als Skalde, unsre Kunst in Frieden.
Mach’ Prosa; Verse sind dir nicht beschieden. 
Husk, af din gerning kendes skal din tro;
lad derfor ej på glat-is ud dig narre.
Du tror dig selv en smagens ridder jo, –
og dog du vil vor gamle moder „parre“
med en af kobbelet for Thespis karre, –
ja, Gud forlade dig, med begge to!
Den køter-tanke er i kernen rådden; –
den tanke-køter er på vers for lodden! 
An deinen Früchten sollst du kenntlich sein;
Drum laß dich lieber nicht auf Glatteis locken!
Du bildest auf Geschmack so viel dir ein, –
Und »paarst« doch Mutter Norge unerschrocken
Mit einer von des Thespiskarrens Doggen,
Ja, daß dich Gott verdamme, gleich mit zwein!
Ein Einfall eines Hundes, faul im Keime;
Ein Hund von einem Einfall, nichts für Reime! 
Du digter om et rollefags doublering,
men folket kræver krigssang for sin kamp;
du fantaserer over „remplacering“;
dit øje blænder thevandsbordets damp; –
du har en hippogrif med god dressering,
men lejer læredigtets vognmands-gamp; –
højt foran står en borg med tind og takke;
du vælger farten baglængs nedad bakke. 
Du singst, man soll ein Rollenfach doublieren,
Doch Lieder will das Volk für seinen Kampf.
Du fabelst Tag und Nacht von »remplazieren«;
Dein Auge blendet, Freund, des Teetischs Dampf;
Dein Hippogryphe zeigt doch sonst Manieren;
Was quält er uns mit Lehrgedichtsgestampf?
Ein Schloß mit Turm und Zinnen lädt zu nahn ein;
Was schlägst du rückwärts und bergab die Bahn ein? 
De trak engang fra pyramidens indre
et balsameret lig i dagen ud.
Det lå så stolt i sit forstenings-skrud;
det havde glemt, hvor dejligt sol kan tindre;
hvad nyt det så, det skatted tifold mindre,
end sunkne oldtids bankerotte gud.
„Et bittert smil“ om mumiens mund mon spille,
med hån mod tiden – for den ej stod stille. 
Es kam einmal aus Pyramidennächten
Ein Leichnam balsamiert ans Tageslicht.
So stolz sah sein versteinertes Gesicht!
Es wußte längst nichts mehr von Sonnenprächten;
Voll Andacht noch vor längst bankrotten Mächten,
Empfand’s den Zauber neuen Lebens nicht,
»Ein Lächeln herb« der Mumie Mund umgrollte,
Voll Höhnens, – weil die Zeit nicht still stehn wollte. 
På samme sæt du åbned denne dyst.
Med vold du tiden vil i slummer tvinge;
du harmes ved at høre livet klinge,
du længes ned igen i gruben tyst.
Dog var der engang sangbund i dit bryst;
derinde mangen skønheds-alf fik vinge,
fløj ud, erobred land, forplanted ætten;
men du – fornægter ægtefødsels-retten! 
Ganz ebenso begannst du diesen Streit.
Du willst die Zeit mit Macht in Schlummer zwingen,
Du härmst dich, hörst du Lebensstimmen klingen,
Du wünschst dir wieder Grabesdunkelheit;
Und gabst doch guten Klang zu deiner Zeit
Und schufst so manchem Schönheits-Lichtelb Schwingen,
Daß er ein Mehrer deines Reiches werde!
Doch nun – verleugnest du die eigne Erde. 
Dog, nu tilbage til din mørke spådom,
at ragnarok er ventendes bag jul.
Op, alle mand, mød frem og læg nu råd om
det bedste surrogat for kunstens sul!
Vor egen barkekost er besk og ul;
det hjælper hverken bønner eller gråd om.
Men verdensborger kunsten er, véd læserne; –
så før en trup da hjem fra – Japaneserne. 
Allein zurück zu deinem Wahr-Geunke
Von Ragnarök, der fälligen Feuersbrunst.
Auf, grübelt, sinnt, ob Edler ob Halunke, –
Was essen wir, ging aus das Fleisch der Kunst?
Der Heimat Borkenbrot verlor die Gunst,
Da hilft nun Tränen- nicht noch Gallentunke.
Doch da die Kunst Weltbürg’rin, wie zu lesen, –
So holt doch eine Truppe – Japanesen! 
Nej, tingen er at Kongens København
har eneret på den trafik i landet; –
thi som Madeiras most, skønt falsk og blandet,
blir ædel vin på fad i skudens stavn,
så skibes op til os mangt navnløst navn,
som først får værd ved farten over vandet.
Her bænkes den ved kunstens højbords-brædder,
som hist kun gældte for en sjællandsk skrædder. 
Ja, war’ nur nicht die Dänenkönigsstadt
Allein berechtigt, – doch da hängt die Harke!
Denn wie Madeiras Most, im Bauch der Barke,
Aus Pantschwein Vollwein wird im Kattegat,
Erhebt nun jeden Herrn von Käseblatt
Die bloße Überfahrt zur feinsten Marke;
Und der als Schneider galt in Kopenhagen,
Wird hier auf Händen wie ein Gott getragen. 
Din skylden var, ifald jeg nu tog post,
og passed op i lejren hver som snøvler,
og brændte løs på hver en udslidt vrøvler,
som tapper dig din Dry-Madeira-most.
Mon ej kothurnen blev til gamle støvler,
og smagens gudeflesk til husmandskost
ved analytisk plukken-op i kransen
for nummer 3 til korets formand Hansen? 
’s wär’ deine Schuld, wenn ich, ein strenger Drost,
Nun jeden Pfuscher nähme vor die Feder,
Und stäche los auf jeden Humbugreder,
Der ausschänkt deinen Dry-Madeiramost.
Ob der Kothurn nicht würde altes Leder
Und ’s edle Fleisch der Götter Hausmannskost,
Begänn’ man analytisch aufzufransen
Den Kranz des wackern Prochoristen Hansen? 
Dog, lad det fare til en anden gang; –
jeg finder snart igen vel tid og stunder
at kikke indom dør til hint vidunder,
hvis nære fald begrædes i din sang.
Vi vil ej veje nogen enkelts rang;
men på dit eget kvad min dom jeg grunder:
den tid, som kommer, ragnarok du kalder; –
så er det altså Valhal da, som falder. 
Doch spar’n wir dies auf einen spätern Gang;
Ich spreche wohl einmal zu Zeit und Muße
Bei jenem Wunder vor mit ernsterm Gruße,
Von dessen nahem Fall dein Weltschmerz sang.
Kein Streit um irgend eines Mimen Rang!
Es sei dein Lied allein, worauf ich fuße:
Du sprichst von einem Ragnarök, das drohn soll; –
So ist es also Walhall, was da loh’n soll. 
Thi foran Valhals fald går ragnarok,
det véd vi alle fra vor første lærdom.
Andhrimner har man, det er sikkert nok,
og ingen tvivler på hans kost er nærsom, –
for torsdags-maver da, – om ej så svær som
det fordum krævedes af asers kok.
Einherjer mangler ej; kritiken slår dem,
men ej ihjæl; thi publikum dog får dem. 
Denn Walhalls Fall geht Ragnarök voran,
Das lernten wir von unserm ersten Lehrer.
Andhrimner lebt noch (das weiß jedermann)
Und gilt noch heut als wackrer Hungerwehrer
(Für Werktagsmägen), war die Kost auch schwerer,
Die einst dem Koch der Asen Gunst gewann.
Einherier läßt Kritik die Walstatt decken,
Doch nur zum Schein, – das Publikum zu schrecken. 
Men hvor er Tor med hammeren dernede?
Den stærke Tor, som kløver fjeldets væg
og henter Freja hjem til Nordens glæde,
mens troldet bider ræd i eget skæg.
Og hvor er Freyr, som ejer magt at brede
ud over land et skrud af birk og hæg?
Og hvor er Yduns-æblet? Find det, kjære –
jeg kan kun se en overmoden pære. 
Was aber ist aus Thor und Mjölnir worden,
Dem Thor, der des Gebirges Wand zerspleißt
Und Freyja heimführt zum erfreuten Norden,
Indes der Troll sich feig den Bart zerbeißt?
Und wo ist Freyr, der nach des Winters Morden
Die Flur in Birkengrün sich hüllen heißt?
Und wo der Idunsapfel? Im Vertrauen, –
Ich kann nur eine faule Birne schauen. 
Nej, Yduns-æblet fattes, det er sagen,
og Balder flytter senest i April;
se, derfor lakker det mod endskabs-dagen,
trods slag af køller og trods skud med pil; –
hæng altså tålsomt dit gevær i hvil, –
stig op på bordet, sy de faldnes lagen;
thi det du vide må: en gud, som blunder,
kan aldrig ruskes op; han får gå under. 
Der Apfel fehlt, da liegt der Hund begraben,
Und Balder geht von uns vielleicht schon März;
Sieh, darum wird es bald sein Ende haben,
Trotz Pfeilschuß, Keulenschlag und Schall von Erz.
Ergib dich drein, entdeck’ dein Schneiderherz,
Näh’ Totenhemden den gefallnen Knaben;
Denn wisse, – Götter, die wir nicken sehen,
Sie weckt nichts auf; sie müssen untergehen. 
Men vær du trøstig. Ragnarok får ende,
der gryr en fremtids sol bag åsens bryn; –
det dæmrer alt for slægtens friske syn,
den bedre morgen er alt grant at kende.
Du skal få se, at dagens lys kan brænde,
hvor trøskne stammer knak for nattens lyn; –
du skal få se: den højeste blandt himle
er ikke Valhal, men det unge Gimle.



 
Doch sei getrost du! Ragnarök wird enden,
Schon dämmert hinter Bergen neues Licht;
Schon tagt’s der Zeit verjüngtem Angesicht,
Schon will sich Nacht zu Morgen mächtig wenden.
Du wirst noch stehn in Tagessonnenbränden,
Wo nächtlich hielt der Blitz sein Strafgericht; –
Du wirst noch sehn: Der höchste aller Himmel
Ist Walhall nicht, – der ist das junge Gimel.



 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login