Se, vi andre,
farve-, form- og ord-poeter,
arkitekter,
og hvad vi for resten heder,
vi, som fik det kald at bygge
vore skønheds-skuders rygge
af lidt mer solide lægter,
vi tør ej vor skæbne klandre,
om vor flåde
ej blir hver en tid til måde.
Mangen klipper, mangen studser,
rigget til med sang og klang,
får engang
plads og rang
mellem skibs-Jeronimusser.
Mangt et skrog af form og toner, –
af sin samtid assureret, –
engang, på de våde veje
havareret,
hales ind i flådens leje,
uden takkel og kanoner,
til de andre Magdeloner.
Der vi prise kan vor lykke,
hvis en nykke
vore værfters mesterstykke
venligst sparer
for de herrer antikvarer.
Uns dagegen,
Farben-, Form- und Wortpoeten,
Architekten,
Oder was wir sonst vertreten,
Die wir, derb’re Musikanten,
Unsrer Schönheitsschiffe Spanten
Mit solidern Latten deckten,
Darf’s nicht sonderlich erregen,
Kommt die Wahl
Unter uns nicht stets gelegen.
Manchen Klipper-Pegasussen,
Aufgezäumt mit Sang und Klang,
Wird einmal
Platz und Rang
Unter Schiffs-Jeronymussen.
Manch ein Rumpf von Form und Tönen,
Von der Mitwelt hochgepriesen,
Muß einst, von den nassen Wegen
Rauh verwiesen,
Fauler Ruh’ im Hafen frönen
Ohne Tauwerk und Kanonen
Bei den andern Magdelonen.
Glück noch, rettet einer Nücke
Holde Tücke
Unsrer Werften Meisterstücke
Durch die Jahre
Für die Herren Antiquare.