You are here: BP HOME > MI > Digte (Poems) > fulltext
Digte (Poems)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionSpillemænd.
Click to Expand/Collapse OptionKong Håkons gildehal.
Click to Expand/Collapse OptionByggeplaner.
Click to Expand/Collapse OptionMarkblomster og potteplanter.
Click to Expand/Collapse OptionEn fuglevise.
Click to Expand/Collapse OptionPå Akershus.
Click to Expand/Collapse OptionEderfuglen.
Click to Expand/Collapse OptionMed en vandlilje.
Click to Expand/Collapse OptionFugl og fuglefænger.
Click to Expand/Collapse OptionBergmanden.
Click to Expand/Collapse OptionMin unge vin.
Click to Expand/Collapse OptionLysræd.
Click to Expand/Collapse OptionDigterens vise.
Click to Expand/Collapse OptionKløften.
Click to Expand/Collapse OptionHøjfjeldsliv.
Click to Expand/Collapse OptionPå sangertog.
Click to Expand/Collapse OptionEn svane.
Click to Expand/Collapse OptionPriset være kvinden!
Click to Expand/Collapse Option4de Juli 1859.
Click to Expand/Collapse OptionSkolehuset.
Click to Expand/Collapse OptionFolkesorg.
Click to Expand/Collapse OptionTil thingmændene.
Click to Expand/Collapse OptionHilsen til Svenskerne.
Click to Expand/Collapse OptionTil de genlevende.
Click to Expand/Collapse OptionTil professor Schweigård.
Click to Expand/Collapse OptionVuggevise.
Click to Expand/Collapse OptionBorte!
Click to Expand/Collapse OptionStormsvalen.
Click to Expand/Collapse OptionAgnes.
Click to Expand/Collapse OptionStambogsrim.
Click to Expand/Collapse OptionMindets magt.
Click to Expand/Collapse OptionÅbent brev.
Click to Expand/Collapse OptionTil en bortdragende kunstner.
Click to Expand/Collapse OptionØrnulfs drapa.
Click to Expand/Collapse OptionFredrik den syvendes minde.
Click to Expand/Collapse OptionEn broder i nød!
Click to Expand/Collapse OptionTroens grund.
Click to Expand/Collapse OptionStorthings-gården.
Click to Expand/Collapse OptionTerje Vigen.
Click to Expand/Collapse OptionForviklinger.
Click to Expand/Collapse OptionFra mit husliv.
Click to Expand/Collapse OptionEn kirke.
Click to Expand/Collapse OptionI galleriet.
Click to Expand/Collapse OptionDe usynliges kor.
Click to Expand/Collapse OptionPå vidderne.
Click to Expand/Collapse OptionKvindernes bøn.
Click to Expand/Collapse OptionTak.
Click to Expand/Collapse OptionAbraham Lincolns mord.
Click to Expand/Collapse OptionTil min ven revolutions-taleren!
Click to Expand/Collapse OptionUden navn.
Click to Expand/Collapse OptionVed Port Said.
Click to Expand/Collapse OptionTil Frederik Hegel.
Click to Expand/Collapse OptionBallonbrev til en svensk dame.
Click to Expand/Collapse OptionRimbrev til fru Heiberg.
Click to Expand/Collapse OptionVed et bryllup
Click to Expand/Collapse OptionI en komponists stambog.
Click to Expand/Collapse OptionBrændte skibe.
Click to Expand/Collapse OptionSanger-hilsen til Sverig.
Click to Expand/Collapse OptionLangt borte.
Click to Expand/Collapse OptionEt rimbrev.
Click to Expand/Collapse OptionVed Tusendårs-festen
Click to Expand/Collapse OptionEt vers.
Click to Expand/Collapse OptionStjerner i lyståge.
Click to Expand/Collapse OptionDe sad der, de to –.
Et rimbrev. 
Ein Reimbrief 
          Min kære ven! 
          Mein lieber Freund! 
De skriver mig bekymret til og spørger
hvi slægten går så underlig fortrykt,
ej ildnes op i fryd og ikke sørger,
men synes ruge på en uklar frygt, –
hvi intet held formår at live ånderne,
hvi ingen er sin egen modgangs dommer,
hvi hvermand tager skæbne-gunst og vånderne
med sløvheds ro, og venter hvad der kommer. 
Sie schreiben mir so trüben Muts und fragen,
Warum so matt geh’ dies Geschlecht einher,
Gleichgültig stumpf in gut und bösen Tagen,
Als drück’ ein unklar Angstgefühl es schwer,
Das ahnungsvoll gefangen ihm den Sinn nimmt;
Warum fast jeder heute, stumm und starrend,
Was ihm das Schicksal bringt, in Schlaffheit hinnimmt,
Der Dinge, die da kommen sollen, harrend. 
Kræv ikke, ven, at jeg skal gåden klare;
jeg spørger helst; mit kald er ej at svare. 
Und ich soll dieses Rätsels Schleier heben ? –
Mein Amt ist fragen, nicht Bescheid zu geben. 
Men da De nu har dyppet Deres pen,
så skal det dog ej være gjort forgæves, –
at sige, hvis ej med bestemthed kræves
et svar, som svarer sådan ligehen.
Kort, jeg til svar vil spørge Dem igen;
og undskyld at – da hånden med i spillet
en digter har – der spørges i et billed. 
Doch, da Sie mal die Feder eingetaucht,
So will ich in Erwidrung Ihres Briefes,
Verehrter Freund, nun meine Meinung sagen,
Wenn schlechtweg einer Antwort nur es braucht,
Und Sie nicht fordern etwas Positives –
Kurzum, als Antwort will ich wieder fragen;
Und – weil’s ein Dichter, der dazu gewillt ist,
Entschuldigen Sie, wenn meine Frag’ ein Bild ist. 
Så sig mig da, om De har nogensinde
tilfældigvis ved vore kyster set
et skib stå ud tilhavs for friske vinde
og sætte kursen endefrem og ret?
Det har De visst, og De har sikkert mærket
det liv, den lyst, den virksomhed ombord,
den trygge sorgløshed, der driver værket,
det sikre bydende kommando-ord,
som om det var en regelbunden verden
med fastsat bane, lig vor egen jord,
med lov, som den, for farten og for færden. 
So lassen Sie mich fragen: ob Sie je
Zufällig wohl an einer unsrer Küsten
Ein Schiff gesehn zur weiten Fahrt sich rüsten,
Um seinen Kurs zu nehmen in die See? –
Gewiß! Dann haben Sie auch acht gegeben
Auf all die rege Wirksamkeit an Bord,
Die feste Zuversicht voll Lust und Leben,
Das klar gebietende Kommandowort,
Als ob das Schiff sich, wenn es hißt die Segel,
Beweg’ in vorgeschriebnen Bahnen fort
Wie unsre Erde, nach Gesetz und Regel. 
Tidt går et sådant skib på lange rejser;
det søger fjerne lande, mange havne;
man losser lasten, og ombord man hejser
nyt stykgods under udenlandske navne;
man stuver rummet mellem begge stavne
med en utallighed af kasser, baller,
og hverken skipper eller mandskab véd
til punkt og prik, hvad skibet fører med;
alt går iflæng, alt tages som det falder. 
Ein solches Schiff kommt weit herumgefahren,
In manches Land, manch fernen Hafen läuft es;
Man löscht die Ladung, und mit neuen Waren,
Die fremde Namen tragen, wird gehäuft es;
Man stopft den Schiffsraum hochauf unterm Decke
Mit Kisten, Kasten, zahllosem Gepäcke,
Mit all dem Frachtgut, das zum fremden Strand kommt –
Bunt durcheinander, wie es just zur Hand kommt. 
Så lægges atter ud på vide veje;
kækt graver bougen i det salte skum;
det er som havet ikke havde rum
og bølgens rygning ej gav bredt nok leje
for den usigelige livsmods-sum,
som stormvejr ikkun øger og formerer
hos skipper, mandskab og hos passagerer. 
Dann wieder geht’s ins Weite durch die Flut.
Wie keck durchfurcht der Bug den salzigen Schaum!
Es ist, als hätt’ das weite Meer nicht Raum
Für all den Überschuß von Lebensmut,
Der noch gemehrt wird durch der Stürme Tosen
Bei Führer, Passagieren und Matrosen. 
Begribeligt. Er ikke skuden tæt?
Er ikke lasten stuvet jævnt og sikkert?
Er ej kompas, sextant og stjernekikkert
i orden til at holde kursen ret?
Er ej det skøn, den dygtighed tilstede,
som vækker lid og holder mishåb nede? 
Begreiflich! Ist das Schiff nicht fest gebaut?
Ist nicht die Ladung regelrecht gestaut?
Und sind nicht Kompaß, Fernglas und Sextant,
Den Kurs danach zu richten, gut in Stand?
Ist nicht die Tüchtigkeit ringsum zu finden,
Die Zutraun weckt, davor die Zweifel schwinden? – 
Og dog, tiltrods for alt, det kan sig hænde
en godvejrsdag, foruden synlig grund,
at der ombord, på hvermands sind og mund,
en sælsom trykket lumring er at kende.
Først tykkes få af denne tunghed grebne,
så fler, så mange, så til slutning alle;
sløvt sættes sejl og sløvt håndteres rebene;
sløvt purres ud; sløvt høres piben kalde.
Der tages varsler af hver liden ting.
Havblikkets døs, ja føjelige vinde
mismodigt tydes; selv et marsvins spring,
en stormfugls skrig man lægger sig på sinde.
Sløvt går de der, af samme lønsot smittede,
skønt ingen røbed og skønt ingen frittede. 
Und doch, trotz alledem, was kann passieren
Aus heiterm Himmel! – Ohne weitern Grund
Ist rings an Bord um aller Sinn und Mund
Ein seltsam drückendes Gefühl zu spüren.
Erst ist’s, als ob es einzelne ergriffe,
Bis endlich allesamt es übermannt:
Schlaff geht das Werk von statten auf dem Schiffe;
Schlaff wird gerefft; schlaff tönen selbst die Pfiffe;
Zum Omen wird der kleinste Gegenstand.
Dem Meer, das ruhig blinkt im Sonnenbrand,
Selbst günstigen Winden, eines Vogels Schrei
Legt man die schlimmste Vorbedeutung bei;
Ein heimlich Grauen hält den Sinn umdüstert,
Obschon kein Einziger forscht, noch davon flüstert. 
Hvad er da sket? Hvad er vel hændt ombord?
Hvad er den gådefulde grund til trykket,
som lamslog sind og vilje, arm og ord?
Er nød påfærde, – nogen forulykket?
Nej, ingenlunde. Alting går sin gang, –
men uden håb og mod, og uden sang.
Og hvorfor? Jo, fordi en lønlig tvil,
et rygte sniger sig foruden hvil
fra forlugaren og til agtermasten:
De tror de sejler med et lig i lasten. 
Was ist der Grund? Was ist geschehn an Bord?
Warum gehn alle wie mit Angst beladen?
Was lahmte Sinn und Willen, Arm und Wort?
Geschah ein Unglück? Droht dem Schiffe Schaden? –
Nein, alles geht wie sonst noch seinen Gang,
Nur freud- und mutlos, ohne Sang und Klang.
Warum? weshalb? – Es heißt, daß sonder Rast
Ein unheimlich Gerücht umher sich schleiche
Vom Vordersteven bis zum Achtermast:
Das Schiff führ’ mit als Ladung eine Leiche. 
Den sømands-overtro er vel bekendt;
engang brudt ud den fylder alles tanker.
Hvordan med sagen selv det er bevendt,
erfares først, hvis rejsen vorder endt,
trods alle varsels-tegn, trods skær og banker,
i havnen trygt fortøjet og for anker. – 
Der Seemannsaberglauben ist bekannt;
Erweckt kaum, hat er aller sich bemächtigt.
Wie mit der Sache selber es bewandt: –
Ob jene bange Ahnung auch berechtigt,
Ergibt sich erst zuletzt, wenn man am Strand
Nach Sturmes Braus und trotz manch schauerlicher
Anzeichen liegt vor Anker, gut und sicher. – 
Se, kære ven, – Europas damp-paket
står ud tilhavs med kurs mod nye lande,
og både De og jeg har løst billet
og taget plads på agterdækkets bret,
med hatten løftet mod de gamle strande.
Herude svales både sind og pande;
heroppe kan vi ånde frit og let; –
i lasterummet ligger al bagagen,
og kok og steward sørger for menagen. 
Sehn Sie, – Europas Dampfpost sticht vom Strande,
Nimmt fernhin ihren Kurs nach neuem Lande
Und ich, wie Sie, mein Freund, nahm ein Billett;
Nun stehn wir auf des Achterdeckes Brett,
Zurück noch winkend von des Schiffes Rande.
Da draußen kühlen Stirne wir und Sinn;
Bei frischer Brise geht es leicht dahin; –
Im Packraum wohlverwahrt liegt die Bagage,
Und Koch und Steward sorgen für Menage. 
Hvad kræves mere til en sorgløs færd?
Maskinen gør sin pligt; hør kedlen buldre;
se stempelstangen løfte sine skuldre;
se skruen kløve vandet som et sværd; –
stagsejlet holder skibet frit for krængning;
rormanden bøder af hver overdængning;
rumt farvand går vi i; kaptejnen oppe
på brettet er vor fulde tillid værd
og holder udkig over alle toppe; –
hvad kræves mere til en sorgløs færd? 
Was mangelt noch? Wer ist, der mehr begehrt? –
Der Kessel kocht und brodelt; mit Geschnaube
Tut die Maschine ihre Pflicht; die Schraube
Zerteilt das Wasser schneidend wie ein Schwert.
Das Segel ist von günstigem Wind geschwellt;
Der Steuermann, die Mannschaft sind zu loben;
Wir haben glatte Flut, und Ausblick hält
Der Kapitän, der tüchtige, selbst da droben,
Daß er vor schlimmem Zufall uns bewahrt; –
Was mangelt noch zu einer guten Fahrt? 
Og dog, – vidt ude på det åbne hav,
midtvejs imellem hjemmets land og målet,
det lader jo som farten sakked af,
som al vor frejdighed var fra os stjålet.
Mandskab og passagerer, mænd og kvinder,
går om med sløve øjne, slappe kinder;
man synker sammen, ruger, grubler, lytter
i forlugarer og i pragt-kahytter. 
Und doch, – weit draußen auf dem offnen Meer,
Inmitten zwischen Heimatland und Ziele, –
Ist’s nicht, als ob die Fahrt so schleppend wär’,
Als ob der Frohsinn von uns allen fiele? –
Mannschaft und Passagiere, Männer, Frauen
Sind so gedrückt, so sorgenvoll zu schauen;
Man lauscht verstohlen, geht mit düsterm Brüten
Im Zwischendeck wie in den Prachtkajüten. 
De spørger mig om grunden, gode ven!
Har De ej mærket, noget vilde komme?
Forstod De ej, et tidehverv var omme,
der vejred tryghed og fortrøstning hen?
Hvad grunden er, det ligger ej for dagen;
men De skal høre, hvad jeg véd om sagen. 
Sie fragen nach dem Grunde mich, mein Lieber.
So sahn Sie nicht, daß was im Wege sei,
Verstanden nicht, ein Tagwerk sei vorüber
Und all die heitre Sicherheit vorbei? –
Was schuld daran, noch läßt sich’s nicht ergründen;
Doch was ich drüber weiß, will gern ich künden. 
Jeg sad en nat alene her på dækket,
en lummer nat med stjerner og med stilhed;
luftdraget var så blødt, så fuldt af mildhed,
og aftenvindens vinger ganske stækket.
Tilkøjs var alle passagerer gangne,
og døsigt brændte lamperne dernede;
ud fra kahytten flød en kvalmfuld hede,
der holdt de trætte i en halvsøvn fangne.
Men hvileløs og uden fred var blunden;
jeg så det; skylights-lugen stod halvt åben; –
hist lå en statsmand og fordrejed munden
som til et smil, der endte med en måben;
en lærd professor vælted sig til siden,
splidagtig, lod det, med sin egen viden;
en theolog trak teppet over panden;
i hovedpuden grov sig ned en anden;
og højt og lavt lå kunstnere, skribenter,
som folk i drøm, der frygter og forventer; –
men over alt det halvsøvns-liv dernede –
en rødlig, osende og kvalmfuld hede. 
Ich saß des Nachts auf dem Verdeck allein;
Ein klarer Himmel war mit Sternenschein;
Die Luft war lau, und bei dem sanften Säuseln
Des Nachtwinds sah ich leicht die Flut sich kräuseln.
Im Schiffe war man schon zur Ruh’ gegangen;
Die Lampe brannte trüb; ein Qualm, als brüte
Dort dumpfe Schwüle, stieg aus der Kajüte
Und hielt die müden Schläfer drin umfangen.
Doch friedlos war der Schlummer, ohne Ruh’;
Ich sah es, denn die Luke war nicht zu.
Ein Staatsmann lag, den Mund halb aufgesperrt –
Ein Lächeln, das zum Grinsen war verzerrt;
Ein Herr Professor wälzte sich zur Seite,
Mit seiner eignen Weisheit sehr im Streite;
Und dort erblickt’ ich einen Theologen,
Die Decke bis zur Stirn hinaufgezogen;
Künstler und Dichter schlummerten daneben
Wie Träumer, die in Furcht und Hoffnung schweben;
Und über allen rings, ob jedem Pfühle
Ein rötlich fahler Qualm in dunstiger Schwüle. 
Jeg vendte øjet fra det sløve røre;
jeg stirred fremad i den friske nat;
jeg så mod øst, hvor alt en dagning mat
begyndte alle stjerners glans at sløre. 
Vom wirren Menschenknäul, der schlummernd lag,
Ließ meinen Blick ich schweifen in die Ferne:
Ich sah gen Ost, wo schon der junge Tag
Mit mattem Schein umfing den Glanz der Sterne. 
Da traf et ord hist nedefra mit øre;
det traf mig der jeg lænet sad mod masten.
En sagde højt og, som det syntes, midt
imellem usund søvn og mareridt:
Jeg tror vi sejler med et lig i lasten!



 
Da schlug ein Wort von drunten mir ans Ohr,
Wie ich noch starrt’ ins Dämmerlicht, ins bleiche.
Es sagte Einer laut und fuhr empor,
Als ob im Halbschlaf ihn ein Traum beschleiche:
Das Schiff führt mit als Ladung eine Leiche.



 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login