Bibliotheca Polyglotta

Mit folk, som skænkte mig i dybe skåler
den sunde, bittre styrkedrik, hvoraf
som digter jeg, på randen af min grav,
tog kraft til kamp i døgnets brudte stråler, –
mit folk, som rakte mig den landflugts-stav,
den sorgens byldt, de angstens rappe såler,
det tunge alvors-udstyr til min færden, –
dig sender jeg en hilsen hjem fra verden!

Mein Volk, das schenkte mir in tiefen Schalen
Den stärkenden, doch bittern Trank, der gab
Dem Dichter Kraft, zu kämpfen, hart am Grab,
Von neuem in des Tags gebrochnen Strahlen,
Mein Volk, das reichte mir der Landflucht Stab,
Der Sorge Bund, den Wanderschuh der Qualen,
Des Überernstes här’nes Pilgerhemde, –
Dir send’ ich einen Gruß heim aus der Fremde!

Jeg sender den med tak for alle gaver,
med tak for hver en smærtens luttrings-stund.
Hver vækst, som lykkes i mit livskalds haver,
har dog sin rod i hine tiders grund; –
at her de spirer fyldigt, rigt og gerne,
det skyldes gråvejrs-brisen fra det fjerne;
hvad solbrand løsned, det fik tågen fæste; –
mit land, hav tak, – du skænkte mig det bedste.

Ich send’ ihn dir mit Dank für alle Gaben,
Mit Dank für jede schwere Läutrungsstunde.
Was meine Gärten auch getragen haben,
Es wurzelt doch in jener Zeiten Grunde;
Wenn hier es aufsprießt üppig, reich und gerne,
Ich dank’ es doch dem Nordwind aus der Ferne;
Was Sonne schmolz, gewann im Nebel Feste;
Mein Land, hab’ Dank, – du schenktest mir das Beste.

Ja, did, hvor tågen tumler sig om tinden,
hvor gråvejrsbrisen over vidden slår,
hvor der er lydt foruden og forinden,
hvor der er øde mellem gård og gård, –
did ser jeg, som en lods fra skansens tremme.
I natten og min digtning bor jeg hjemme.
Og mest i denne meningsmørke tid,
da hjemmets liv et tvesyn slutter inde:
et folk, som kløver sig i spredtheds splid –
og flokker sig om samlings-tankens minde.
Men når jeg ser mod disse festens dage,
mit syn går mer end tusend år tilbage.

Ja, dorthin, wo um Gipfel Nebel brauen,
Wo über kahlen Kämmen Wetterbraus,
Wo Stille herrscht mit namenlosem Grauen
Und Öde waltet zwischen Haus und Haus, –
Dorthin ich lotsengleich die Blicke richte;
Des Nachts bin ich bei euch und im Gedichte.
Und gar in dieser Ungewissen Zeit,
Da ihr den innern Zwiespalt kaum verschleiert:
Ein Volk, das, mit sich selbst in Zank und Streit,
Des Einigkeitsgedankens Schönheit feiert!
Doch wenn ich dieser Feier Bild gewahre,
Versinkt mein Auge mehr denn tausend Jahre.

Der ser jeg højne sig af sagas skodde
hint træ, som sprat i dronning Ragnhilds drøm.
Jeg ser det brede sig fra Næssets odde,
rundt Nordkaps væg, øst over Glommens strøm.
Jeg ser dets røde læg, dets grønne grene,
jeg ser dets kviste, skinnende som sne; –
men under løvet er en slægt at se,
som sidder nidsyg, hver for sig alene,
på næs, i vik, i hver en afdals læ.
Kun én står sorgløs midt iblandt de spredte.
Han kaster legende sit livsmåls terning;
thi han har håb og tro, og er den rette,
og har et verdensviljens krav at mætte, –
og store drømmes løvtag om sin gerning.

Da seh’ ich sich aus Sagennebeln streiten
Den Baum, der sproß in Königin Ragnhilds Traum.
Ich seh’ ihn sich von Lindesnäs aus breiten,
Ums Nordkap rund, bis an des Glommens Schaum.
Ich seh’ den roten Stamm, die grünen Äste,
Seh’ seinen Wipfel, schimmernd wie von Schnee;
Doch unterm Laubdach ein Geschlecht ich seh’:
Voll Eifers wacht ein jeder seiner Veste,
Am Meer, im Fjord, in jedes Tälchens Neste.
Nur Einer in dem zänkischen Geschlechte
Erhebt sich, sorglos seinen Pfad zu wandeln;
Denn er ist jung und glaubt und ist der Rechte
Und hat ein Schwert für alles Edle, Echte
Und großer Träume Laub um all sein Handeln.

Så går det løs! Den unge mod de gamle;
det nye syn imod den vante sed.
Rundt Trondhjem ser jeg otte riger ramle;
i otte slag blir otte konger fældte.
Af høvdingstolen glider Rollaug ned,
og sætter sig på jarlesædets skamle; –
i Naumdal stikker Herlaug sværd i belte –
og går i haug med alle sine helte.

Da bricht es aus! Die Losung ist gerufen.
Der neue gräbt dem alten Geist sein Grab.
Auf Drontheims Ebenen acht Schlachten schufen
Acht Stammeskönigen Gespensterflügel.
Vom Häuptlingsstuhl rutscht Rollaug stumm herab
Und setzt sich auf des Jarlensitzes Stufen,
In Naumdal schwingt sich Herlaug aus dem Bügel
Und geht mit seinen Helden in den Hügel.

Da enes de, som står mod landets ening;
da samles de, som slår for spredtheds værk;
da nytter de hårfagre kongens mening:
at ryg mod ryg gør kæmpen tifold stærk.
Da flokkes Egder, Theler, Hørder, Ryger;
da skinner spilte sejl langs Listers strand;
der stritter vimpler, skum for stevnen fyger,
og som de rundt om Jeder-revet stryger,
der bæres hæse hærskrig ind mod land.
De søger Haralds flok. Nu skal det fristes,
om hævdens træ fra farfars tid tør kvistes.
To tanker går i stål imod hinanden;
to tidehverv vil skifte hvasse ord. –
Fra løftningen ser Roald Rygg mod nord;
kong Køtve bryner sværd mod skjolderanden.
Lidt frem endnu! I Hafsfjord venter manden.

Da eint sich, wer des Landes Einung feind,
Da sammelt sich, wem wohl im Zwietrachtsschoß ist,
Und nimmt Hårfagers Wort auf sich gemeint,
Daß Rücken man an Rücken zehnfach groß ist.
Da schart zusammen sich’s aus allen Gauen,
Da blähn sich Segel weiß längs Listers Strand,
Da züngeln Wimpel, Schaum entspritzt dem Blauen,
Und wie ums Jäderriff die ersten schauen,
Da wälzt sich heiser Kriegsgeschrei ans Land.
Sie suchen Haralds Heer. Nun wird sich’s zeigen:
Wird Frevlerhand der Urzeit Baum entzweigen?
Zwei Zeitideen sind handgemein geworden,
Zwei Welten stürmen geneinander an.
Vom Vorderdeck späht Roald Rygg gen Norden,
Herr Kötve schleift sein Schwert zum nahen Morden; –
Geduld! Im Hafsfjord wartet euer Mann.

Ser I de hundrede tjærede snekker,
langskibes rader, som ligger for anker?
Ser I, hvor Hårfagers hærklædte rækker
fylder og dækker
tofternes tiljer og æsingens planker?

Seht ihr die hundert geteerten Schnecken,
Seht ihr die Langschiffe ankern im Fjorde?
Seht ihr, wie Haralds gepanzerte Recken
Füllen und decken
Dielen und Bänke, Böden und Borde?

Hører I duren af Hafsfjords-gnyet?
Hornkloves drapa har båret det frem.
Stridsmænd for kvelden og stridsmænd for gryet;
stridsmænd for næet mod stridsmænd for nyet; –
          snekker og knærrer,
          med højbårne stavne,
          tørner og snerrer
          som måger mod ravne;
fjordvidden mørknes af pilskyens bræm.
Dronningens drømtræ er stedt i fare!
Egder og Theler vil løve dets tag af!
Har ingen nød. Med økser snare
ringer om roden sig Hårfagers skare,
bøder de hvislende bilers slag af, –
berger den vordende tusendårs-saga.

Hört ihr im Hafsfjord das Waffenklirren?
Hornklaues Drapa schwor es herauf.
Streiter für Einigung, Streiter für Wirren
Widereinander schwärmen und schwirren,
          Drachen und Kraken,
          Die Schnäbel erhaben,
          Stoßen und hacken
          Wie Möwen auf Raben,
Schwarz ist der Fjord von der Pfeilschwärme Hauf.
Ragnhilds Traumbaum ist stets in Gefahr!
Egder und Theler stürmen zum Schlage vor.
Hat keine Not. Lebendige Mauern
Türmt um die Wurzel Hårfagers Schar,
Rettet der Zukunft Tausendjahrssage vor
Drohend zischender Äxte Hauern.

Dagen lider og langskyggen falder.
Roald og Sote og Thore blunder.
          Solen går under.
Men den går under en udlevet alder; –
          det nybårne kalder. –
Kong Køtve løber med skam af striden, –
skønner, han kan ikke løbe fra tiden, –
løber endda, som Hornklove melder,
          længtende hjemad
          til sulet og mjøden.

Dämmerung naht. Der Himmel wird bunter.
Stumm ruhn der Zwietracht eifrige Walter. Die Sonne geht unter,
Doch über einem entschlafenen Alter;
          Ein neues wird munter, –
Herr Kötve läuft mit Schimpf aus dem Streit,
Weiß, er kann nicht entlaufen der Zeit,
Läuft trotzdem, wie Hornklau berichtet,
          Heim seinem teuern
          Met und Brot zu.

          Men Harald han tjælder
          knærrer og snekker.
          Så frister de fremad,
          de fremdjærve rækker,
          mod morgenrøden.

          Doch Harald sichtet
          Drachen und Schnecken.
          Und vorwärts steuern
          Die kühnen Recken
          Dem Morgenrot zu.

Og så gik tusend år. Snart strengt, snart blidt,
spandt norner gennem dem på skæbne-tenen.
Men folkedrømmens træ fik vokse frit,
med løv i toppen og med frugt på grenen.
Nu standser slægtens tog og skuer vidt
fra skillet agterud. Nu rejses stenen, –
hin landets tavse lovsang i granit. –
På vagt, mit folk! Bryd lag og leg og gilde; –
i mørket tusler det, som vil os ilde.

So gingen tausend Jahre hin. Es spann
Der Nornen Lieb’ und Groll am Schicksalsfaden.
Allein des Volkstraums Baum wuchs frei heran
Mit Wipfellaub und Zweigen fruchtbeladen.
Nun rastet der Geschlechter Zug und sieht
Den Weg zurück. Der Stein wird aufgerichtet, –
Des Landes stummes Loblied in Granit.
Sei wach, mein Volk! Brich ab der Freude Lied!
Im Dunkel gräbt und wühlt, was dich vernichtet.

Jeg ser mit hjem med tågers fold om tinden, –
mit hjem, hvor gråvejr over hejen slår,
hvor der er lydt foruden og forinden,
hvor der er ensligt mellem gård og gård. –
Hvad lusker der ved kveld på krøgte veje?
Hvem er han, skyggen? Har jeg set ham før?
Han løfter klinken let på bondens dør,
går som på sokker bent til mandens leje; –
han hvisker ord i øret på den hvilende, –
og så til næste nabo – lydløst, smilende.

Ich seh’ mein Land in weißer Nebel Brauen,
Die weiten Höhn in Dunst und Wetterbraus,
Mein Land, wo Stille herrscht voll tiefem Grauen,
Wo Öde waltet zwischen Haus und Haus.
Was schleicht am Abend dort auf krummen Wegen?
Wo sah ich diesen Schatten schon zuvor?
Er lüpft die Klinke an des Bauern Tor
Und huscht, die Lippen an sein Ohr zu legen
Und zu dem halb schon Schlummernden zu munkeln, –
Und weiter dann von Haus zu Haus im Dunkeln.

Og det er ikke én jeg ser, men mange.
Og det er ej blot ord, jeg kan fornemme; –
jeg hører som en dur af dumpe sange,
en døs, som tager sind og sans til fange.
et bys, som summer drømmens digt iglemme.
Hvem er de, skyggerne? Hvor har de hjemme?
Af Hafsfjord stiger de! Op, dagens mænd!
Til Haralds-dyst! De døde går igen!

Und nicht nur einen seh’ ich, – viele, viele.
Und nicht nur Worte hör’ ich, – ein Gebrause
Von Stimmen – wie von Bären ein Gebrumm;
Ein dumpfes Lied, ein in-den-Schlaf-Gesumm
Des Traumgedichts vom Baum und seinem Ziele.
Wer sind sie, diese Schatten? Wo zuhause?
Der Hafsfjord schickt sie aus! Auf, in die Bügel!
Zum Haraldstrauß! Die Toten gehen um!

Ja, Roald, Sote, Thore Haklang lever
sit midnatsliv som dødning og som draug; –
og Rollaug rører på sig; Herlaug stræver,
den gamle muldvarp, i sin sunkne haug.
Sligt er det, som går lumsk på bygdens veje,
budstikken bærende fra grænd til grænd;
sligt er det, som tar plads ved bondens leje,
og byder bønlig leding ud igen. –
Op, dagens stridsmænd, fæld, hvad natten fødte!
Og drømmens træ slå ringen tæt og rund!
Hårfagre Harald kræver dådens støtte; –
det, som skal rage højst i denne stund, –
det, vi skal ramme ned i Norges grund,
det er en pæl igennem dem, han mødte.

Ja, Roald, Sote, Haklang regen wieder
Zur Mitternacht die schattenhaften Flügel;
Und Rollaug rührt sich; Herlaug streckt die Glieder,
Der alte Werwolf, im verfallnen Hügel.
Sie sind’s, die tückisch durch die Gassen gehn,
Von Hof zu Hof den Botenstecken tragen,
Sie sind’s, die sich ans Bett des Bauern wagen
Und um sein Schwert für ihre Fehde flehn.
Streiter des Lichts, fällt, was die Nacht erschafft!
Des Traumes Baum umringt in treuem Rund!
Hårfager will ein Denkmal eurer Kraft!
Das, was zuhöchst aufrag’ aus diesen Tagen –
Zu tiefst sich grab’ in unsres Landes Grund,
Es sei ein Pfahl durch die, die Er erschlagen!

Thi vi har liv til sag, og de har døden; –
de har kong Køtves mål, vi morgenrøden.
Se ud i verden! Hafsfjords dag er oppe,
lysvågen, over alle jordens toppe.
Den sol, som brandt på Solferinos sletter, –
den sol, som farved Lissas vinblå dyb, –
som bruned Porta Pias røde spetter
og jog i kælder Vatikanets kryb, –
den sol, som lumred om Sadowas volde,
var Hafsfjords-solen i vort nye døgn;
det var den sol, som lyste for den bolde,
da riget rejstes mellem holmer golde, –
en sol, som slog i flint de samme trolde
og damped giften af den samme løgn. –
Mærk hvor du står, du dagens norske broder!
Tyd tidens tegn; med den er du i pakt.
Idag er kun en ringe grundsten lagt
til større støtte for vor stammes moder.
Læs tidens lov! Den tåler ingens trods.
Cavour og Bismarck skrev den og for os, –
og dødninger og drauger vog han fler af,
hin dådsmand og hin drømmer på Caprera.

Denn Uns lehrt Leben streiten, sie der Tod;
Sie lockt des Kötve Ziel, Uns Morgenrot.
Seht um euch! Über alle Höhn der Welt
Hat Hafsfjordstag sich herrlich aufgehellt!
Die Sonne, die auf Solferino strahlte
Und färbte Lissas blauen Wellenplan,
Die Porta Pias Flecken röter malte
Und in den Keller trieb den Vatikan,
Die Sonne, die Sadowas Wälle sahn,
Die Hafsfjordsonne war’s, die neuerwachte,
Dieselbe, die der Heldenschar einst lachte,
Da sie das Reich auf Schären nackt errichtete,
Dieselbe, die den Trollen Füße machte
Und ihrer Lüge Gift wie Dunst vernichtete.
Geht in euch selbst, ihr nordischen Partisane!
Versteht die Zeit; ihr seid mit ihr im Bund!

Noch ist gelegt erst ein geringer Grund
Zum Denkmalsbau für unsres Stammes Ahne.
Lest das Gesetz der Zeit – seid ihr euch lieb!
Cavour und Bismarck auch für uns es schrieb;
Und aufwog eine ganze tote Aera
Der Mann der Tat und Träume von Caprera.

Ja, Haralds-tanken går igennem tiden,
og Hafsfjords-slaget står den dag idag;
thi det er ånd mod ånd, som ildner striden, –
kong Haralds ånd med rigets helheds-sag
mod søndrings ånden under småheds flag.
Dog, svigter du, mit folk, i samlings-dysten, –
da ned med støtten på din høvdings grav!
Lad ikke stenen hykle over hav
og pege som en nidstang ind mod kysten.
Men har du høvding-sind, og vil du sejre,
da ser jeg, lys og glad: du sejre får!
Da kan en slægt, som kommer efter vor,
den rette samlingsstøttes rejsning fejre;
men den skal bygges over døgnets lejre,
højt over bygdens stræv og byens bulder;
dens plads er given: det er Dovres skulder.

Ja, der Gedanke Haralds ist erwacht –
Und Hafsfjordskampf auf allen Linien heute;
Denn Geist sprüht wider Geist in dieser Schlacht,
Hårfagers Geist, des Einheitstraums bedacht,
Wider den Sondergeist der Zwergenmeute.
Zwar, fehlst du, Volk, beim Sammlungs-Sturmgeläute,
So laß den Platz auf Haralds Grab nur leer!
Daß nicht der Denkstein heuchle übers Meer
Und als ein Schandpfahl auf die Küste deute!
Doch willst du deinen Arm zum Werke leihen,
So ahn’ ich freudig, daß dein Tun dir frommt!
Dann kann einst ein Geschlecht, das nach dir kommt,
Der wahren Einheit ihren Denkstein weihen.
Doch Der steh’ hoch ob allen Tagsparteien,
Die sich im Lärm der Städt’ und Dörfer placken;
Der rechte Platz für Den ist Dovres Nacken.

Da er det sket, hvad dronning Ragnhild skued.
Da først, mit land, du yder højsind ly.
Da er din gamle stortid vorden ny,
og spådoms-gåden herligt løst i nuet.
Da ser jeg dig, mit folk, som trøstig voved,
hvad du i samlings-festens rus har lovet, –
jeg ser dig træde tidens åbne spor
imod et frit, et helt, et mægtigt Nord;
jeg ser dig som en slægt, der tungt har sovet,
men sund er vågnet ved et manings-ord;
jeg ser dig som en slægt, der vil og tror, –
med kraft til mer end dont på land og fjord, –
med længslers hærgang rundt den vide jord,
og store drømmes løvtag om dit hoved!

Dann ist geschehn, was Ragnhild einst enthüllt.
Dann erst, mein Land, sitzt Hochsinn dir am Herde,
Erlebt dein großes Einst ein zweites Werde,
Und ihre Traumweissagung steht erfüllt.
Dann seh’ ich dich, mein Volk, wie du gewagt hast,
Was du im Festesrausch vorhergesagt hast;
Ich seh’ dich auf der Zeitspur schreiten fort
Nach einem freien, ganzen, mächtigen Norden,
Als ein Geschlecht, dem Schlummer viel geraubt,
Doch das gesund erwacht beim rechten Wort;
Ich seh’ dich als ein Volk, das will und glaubt,
Dem Kraft zu mehr als bloßem Tagwerk worden,
Mit einer Sehnsucht um die ganze Erde
Und großer Träume Laubdach überm Haupt!

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=3e7726a0-accc-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display