JOHAN TØNNESEN.
Jo, Det var urigtigt af mig; men jeg kunde ikke andet. Du gør dig ingen forestilling om, hvad Lona har været for mig. Du har aldrig kunnet udstå hende; men for mig har hun været som en moder. I de første år, da vi havde det så trangt derover, – hvorledes arbejded hun ikke? Og da jeg så lå syg en lang tid, og ingenting kunde fortjene, og ikke kunde forhindre det, så gav hun sig til at synge viser i kaffehusene, – holde foredrag, som folk gjorde løjer med; og så skrev hun en bog, som hun siden både lo og græd over, – altsammen for at holde livet i mig. Kunde jeg så se på, at hun i vinter gik der og tærtes hen, hun, som havde slidt og slæbt for mig? Nej, det kunde jeg ikke, Karsten. Og så sagde jeg: rejs du, Lona; du skal ikke være ræd for mig; jeg er ikke så letsindig, som du tænker. Og så – så fik hun det at vide.
JOHANN.
Ja. Es war unrecht von mir; aber ich konnte nicht anders. Du machst Dir keine Vorstellung davon, was Lona mir gewesen ist. Du hast sie nie ausstehen können; aber mir ist sie eine Mutter gewesen. In den ersten Jahren, als es uns drüben so kärglich ging, – wie hat sie da nicht gearbeitet! Und als ich lange Zeit schwerkrank darnieder lag und nichts verdienen konnte und sie nicht daran hindern konnte, gab sie sich dazu her, in den Kaffeehäusern zu singen, – Vorträge zu halten, über die sich die Leute lustig machten; und dann schrieb sie ein Buch, über das sie später lachte und weinte, – alles nur, um mich am Leben zu erhalten. Konnte ich es da mit ansehen, wie sie im letzten Winter sich unausgesetzt verzehrte, – sie, die für mich geschafft und sich abgeplagt hatte? Nein, das konnte ich nicht, Karsten! Und so sagte ich zu ihr: »Reise nur, Lona; um mich braucht Dir nicht bange zu sein; ich bin nicht so leichtsinnig wie Du denkst.« Und da – da bekam sie es zu wissen.
JOHAN.
Yes. It was wrong of me, but I could not do otherwise. You can have no conception what Lona has been to me. You never could put up with her; but she has been like a mother to me. The first year we were out there, when things went so badly with us, you have no idea how she worked! And when I was ill for a long time, and could earn nothing and could not prevent her, she took to singing ballads in taverns, and gave lectures that people laughed at; and then she wrote a book that she has both laughed and cried over since then--all to keep the life in me. Could I look on when in the winter she, who had toiled and drudged for me, began to pine away? No, Karsten, I couldn’t. And so I said, “You go home for a trip, Lona; don’t be afraid for me, I am not so flighty as you think.” And so--the end of it was that she had to know.
约 翰
告诉她了。这件事我做错了，可是当时没办法。你不能想象楼纳待我怎么好。那种情形你一定受不了，可是她待我像母亲一样。我们刚去的那几年，事情很别扭，喔--她那种拼命苦干的精神!我病了好久，不能挣钱，她到酒店里卖唱，我拦不住她。她还公开讲演，大家听了都笑她。后来她还写了一本书，为了那本书她一直哭哭笑笑的--总之一句话，她都是为想挣钱养活我。去年冬天我看她常想家，我自己心里盘算，她一直那么出力养活我，现在她有心事我能不帮个忙吗?卡斯腾，当然我不能不帮忙。因此我就对她说，“楼纳，你回去吧。你不用为我担心，我这人不像你想的那么靠不住。”到后来--我只能把实话告诉她。
