You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
Back to library
TREDJE AKT
(I Antiokia. En åben søjlegang med billedstøtter og et vandspring foran. På venstre side, inde i søjlegangen, fører en trappe op til det kejserlige palats.)
  (En skare hofmænd, lærere, digtere og talere, blandt dem livlægen Oribases og digteren Herakleos, er forsamlet, dels inde i søjlegangen, dels foran omkring vandspringet; de fleste af dem er klædte i forrevne kapper med filtret hår og skæg.) 
Dritter Akt
In Antiochia. Ein offener Säulengang mit Statuen; vorn ein Springbrunnen. Auf der linken Seite, im Säulengang, führt eine Treppe zum kaiserlichen Palast hinauf.  Eine Schar Hofleute, Lehrer, Dichter und Redner, unter ihnen der Leibarzt ORIBASES und der Dichter HERAKLEOS, ist versammelt, teils im Säulengang, teils um den Springbrunnen; die meisten von ihnen sind in zerrissene Mäntel gekleidet, und ihr Haar und ihr Bart sind wirr. 
DIGTEREN HERAKLEOS.
Dette levnet holder jeg ikke længe ud. Stå op med solen, gå i koldt bad, løbe og fægte sig træt bagefter – 
HERAKLEOS.
Dieses Leben halte ich nicht länger aus. Mit der Sonne aufstehen, ins kalte Bad steigen, hinterher sich müde laufen und fechten – 
LIVLÆGEN ORIBASES.
Det er dog alt tilhobe ret sundt. 
ORIBASES.
Das ist doch alles miteinander recht gesund. 
DIGTEREN HERAKLEOS.
Er det også sundt at æde havtang og rå fisk? 
HERAKLEOS.
Ist das auch gesund, Seetang und rohe Fische zu fressen? 
EN HOFMAND.
Er det sundt at skulle sluge kødet i store stykker, ganske blodigt, som det kommer fra slagteren? 
EIN HOFMANN.
Ist’s gesund, das Fleisch in großen Stücken so blutig hinunterschlingen zu müssen, wie es vom Schlächter kommt? 
DIGTEREN HERAKLEOS.
Kød har jeg ikke set meget af i den sidste uge. Det meste går til ofringerne. Jeg tror, at inden føje tid vil man kunne sige om de højst ærværdige guder, at de er de eneste kødædere i Antiokia. 
HERAKLEOS.
Fleisch habe ich in der letzten Woche nicht viel gesehen. Das meiste ging beim Opfern drauf. Ich glaube, binnen kurzem wird man sagen können, daß die hochehrwürdigen Götter die einzigen Fleischfresser in Antiochia sind. 
LIVLÆGEN ORIBASES.
Du er endnu den gamle spottefugl, o Herakleos! 
ORIBASES.
Du bist noch immer der alte Spottvogel, Herakleos! 
DIGTEREN HERAKLEOS.
Ej, hvad tænker du, ven? Det være langt fra mig at spotte kejserens vise forordninger. Velsignet være kejser Julian! Træder han ikke i de udødeliges fodspor? Thi, sig mig, synes der ikke at være indført en viss sparsomhed også i det guddommelige hushold? 
HERAKLEOS.
Ei, was denkst Du, Freund? Es sei fern von mir, die weisen Verordnungen des Kaisers zu verspotten. Gesegnet sei Kaiser Julian! Tritt er nicht in die Fußstapfen der Unsterblichen? Denn, sagt mir, scheint nicht eine gewisse Sparsamkeit auch im göttlichen Haushalt eingeführt zu sein? 
EN HOFMAND.
Ha-ha-ha; du har ikke så ganske uret. 
EIN HOFMANN.
Hahaha! Du hast nicht so ganz unrecht. 
DIGTEREN HERAKLEOS.
Se blot til Kybele, denne fordum så overflødige gudinde, hvis billede kejseren nylig har genfundet i en askegrube – 
HERAKLEOS.
Sieh nur Kybele an, die ehedem so vergeuderische Göttin, deren Bild der Kaiser neulich in einer Aschengrube wiederaufgefunden hat – 
EN ANDEN HOFMAND.
Det var i en møgdynge – 
EIN ZWEITER
HOFMANN. Es war in einem Düngerhaufen – 
DIGTEREN HERAKLEOS.
Vel troligt; Kybele har jo med det frugtbargørende at skaffe. Men se blot til denne gudinde, siger jeg; – til trods for de hundrede bryster, flyder hun hverken af mælk eller honning.
(En kreds af leende tilhørere har samlet sig om ham. Mens han taler er kejser Julian kommen frem oppe på trappen i søjlegangen uden at bemærkes af dem, der står nedenfor. Han bærer en pjaltet kappe, sammenbunden med et reb; hår og skæg er uredt, fingrene tilsmudsede af blæk; i begge hænder, under armene og indstukne i bæltet holder han bunker af pergamentruller og papirer. Han standser og lytter til Herakleos med alle tegn på forbittrelse.) 
HERAKLEOS.
Wohl möglich; Kybele hat ja mit allem zu tun, was fruchtbar macht. Aber seht nur diese Göttin an, sage ich, – trotz ihrer hundert Brüste fließt sie weder von Milch noch von Honig.
Ein Kreis von lachenden Zuhörern hat sich um ihn gesammelt; während er spricht, ist JULIAN oben auf der Treppe im Säulengang erschienen, ohne von den unten Stehenden bemerkt zu werden. Er trägt einen zerlumpten, mit einem Strick zusammengebundenen Mantel; Haar und Bart sind ungekämmt, die Finger von Tinte beschmutzt; in beiden Händen, unter den Armen und im Gürtel trägt er Stöße von Pergamentrollen und Papier. Er bleibt stehen und horcht auf Herakleos mit allen Zeichen der Erbitterung. 
DIGTEREN HERAKLEOS
(vedblivende).
Ja, det lader virkelig til, at denne verdens amme er bleven gold. Man skulde næsten tro, hun var kommen ud over den alder, da kvinderne – 
HERAKLEOS
fortfahrend.
Ja, es scheint in der Tat, als sei diese Amme der Welt unfruchtbar geworden. Man sollte fast glauben, sie hätte das Alter schon hinter sich, wo die Weiber – 
EN HOFMAND
(som har fåt øje på kejseren).
Fy, fy, Herakleos, – skam dig dog! 
EIN HOFMANN.
der den Kaiser bemerkt hat.
Pfui, pfui, Herakleos – schäm’ Dich doch! 
KEJSER JULIAN
(giver hofmanden et vink, at han skal tie).
 
JULIAN
gibt dem Hofmann einen Wink, daß er schweigen solle.
 
DIGTEREN HERAKLEOS
(fortsætter).
Så lad hende fare. Men går det ikke ligeså med Ceres? Lægger hun ikke for dagen en højst sørgelig – jeg kunde næsten kalde det kejserlig – gærrighed? Ja, tro mig, havde vi lidt mere samkvem med det høje Olymp nuomstunder, vilde vi få mange lignende ting at høre. Jeg tør sværge på, at nektar og ambrosia tilmåles så knapt, som vel muligt. O Zeus, hvor må du ikke være bleven slunken! O, du skalkagtige Dionysos, hvor meget er der vel nu tilovers af dine lænders fylde? O, du lystne, let-rødmende Venus, – o, du alle ægtemænd nærgående Mars –! 
HERAKLEOS
fährt fort.
Also lassen wir sie! Aber geht es mit Ceres nicht ebenso? Legt sie nicht einen geradezu kläglichen – ich möchte fast sagen kaiserlichen Geiz an den Tag? Ja, glaubt mir, hätten wir gegenwärtig etwas regeren Verkehr mit dem hohen Olymp, wir würden manche ähnliche Dinge zu hören bekommen. Ich möchte drauf schwören, daß Nektar und Ambrosia so knapp wie nur möglich zugemessen werden. O Zeus, wie schlottericht magst Du nicht geworden sein! O Dionysos, Du Schäker, wieviel ist wohl jetzt von Deiner Lenden Fülle noch übrig? O Du lüsterne, leicht errötende Venus, – o Mars, der Du keinen Ehemann schonst –! 
KEJSER JULIAN
(i fuld vrede).
O, du højst uforskammede Herakleos! O, du lumpne, galdespyende giftmund – 
JULIAN
in vollem Zorn.
Du maßlos unverschämter Herakleos! Du elendes, gallespuckendes Giftmaul – 
DIGTEREN HERAKLEOS.
Ah, min nådige kejser! 
HERAKLEOS.
Ha, mein gnädigster Kaiser! 
KEJSER JULIAN.
O, du frække forhåner af alle ophøjede ting! Så det skulde altså times mig, – det, at måtte høre din kvækkende tunge i den samme stund jeg træder fra min bogsal ud i den friske morgenluft! (han kommer nærmere.) Véd du, hvad jeg her holder under min venstre arm? Nej, det véd du ikke. Det er et stridsskrift imod dig, du bespottelige og gækkelige Herakleos! 
JULIAN.
O Du Mensch, der alles Erhabene so frech verhöhnt! Und das mußte mir begegnen, daß ich Deine Lästerzunge in demselben Augenblick hören muß, da ich aus meinem Büchersaal in die frische Morgenluft hinaustrete! Er kommt näher. Weißt Du, was ich unter meinem linken Arm hier habe ? Nein, das weißt Du nicht. Es ist eine Streitschrift wider Dich, Du spöttischer, törichter Herakleos! 
DIGTEREN HERAKLEOS.
Hvad, min kejser, – imod mig? 
HERAKLEOS.
Was, mein Kaiser, – wider mich? 
KEJSER JULIAN.
Ja, et stridsskrift imod dig. Et stridsskrift, som jeg i denne nat har forfattet i vrede. Eller måtte jeg kanske ikke optændes til vrede over din højst usømmelige opførsel igår? Hvad var det, du tillod dig i læresalen i mit og mange andre alvorlige mænds påhør? Måtte vi ikke flere timer i rad døje hine skammelige fabler om guderne, som du gav til bedste? Hvor turde du komme frem med slige opdigtelser? Var det ikke løgn alt tilhobe fra først til sidst? 
JULIAN.
Ja, eine Streitschrift wider Dich. Eine Streitschrift, die ich diese Nacht im Zorn verfaßt habe. Oder mußte ich etwa nicht über Dein höchst unanständiges Betragen gestern in Zorn entflammen! Was hast Du Dir im Lehrsaal in meiner und vieler anderer ernster Männer Gegenwart erlaubt? Mußten wir nicht stundenlang jene schändlichen Fabeln von den Göttern über uns ergehen lassen, die Du zum Besten gabst? Wie durftest Du mit solchen Erdichtungen kommen? War es nicht Lüge alles zusammen, vom ersten bis zum letzten Wort? 
DIGTEREN HERAKLEOS.
Ak, min kejser, hvis du kalder det at lyve, så har både Ovid og Lukian løjet. 
HERAKLEOS.
Ach, mein Kaiser, wenn Du das Lüge nennst, so haben auch Ovid und Lucian gelogen. 
KEJSER JULIAN.
Hvad andet? O, jeg kan ikke udsige, hvilken harme der betog mig, da jeg fornam, hvor din ublu tale bar hen. „Menneske, lad intet overraske dig“, således fristedes jeg til med komedieskriveren at udbryde, da jeg hørte dig, lig en ragget bondekøter, fremgø – ikke taknemmelighedsråb, men nogle urimelige ammestue-fortællinger, der til og med var tåbeligt affattede. Thi disse vers var slette, Herakleos; – jeg har vist det her i skriftet. Ja, hvilken lyst følte jeg ikke til at rejse mig fra mit sæde og gå bort, da jeg så dig fremføre både Dionysos og hin store udødelige, efter hvem du er opkaldt, ligesom på et theater. Men når jeg betvang mig og blev siddende, så kan jeg forsikkre dig, at det skede mindre af hensyn til digteren end til skuespillerne – om jeg tør kalde dem så. Dog skede det mest af hensyn til mig selv. Thi måtte jeg ikke nære frygt for, at det skulde se ud, som om jeg flygtede lig en opskræmt due? Se, derfor lod jeg mig ikke mærke med noget, men foreholdt mig i stilhed hint vers af Homer:

     „Bær det, mit hjerte, en stakket tid; tungere ting har du udholdt.
     Tål, som før, at en galen hund håner de evige guder“.

Ja, vi får vel døje dette og mere. Tiden er ikke bedre end som så. Vis mig den lykkelige, hvem det blev forundt at bevare sine øjne og ører ubesmittede i denne jernalder! 
JULIAN.
Was sonst? Ach, ich kann es gar nicht sagen, was für ein Kummer mich packte, als ich vernahm, wo Deine schamlose Rede hinzielte. »Mensch, laß Dich von nichts überraschen«, – so ward ich versucht, mit dem Komödiendichter auszurufen, als ich Dich wie einen ruppigen Bauernköter draufloskläffen hörte, – nicht Dankbarkeitsbezeugungen, vielmehr etliche abgeschmackte Kinderstubenmärchen, die noch dazu erbärmlich abgefaßt waren. Denn Deine Verse waren schlecht, Herakleos; – ich habe es in dieser Schrift hier bewiesen. – Ja, ich hatte nicht übel Lust, von meinem Sitz aufzustehen und davonzugehen, als ich Dich Dionysos sowie jenen großen Unsterblichen, nach dem Du genannt bist, wie auf einem Theater vorführen sah! Aber wenn ich mich bezwang und sitzen blieb, so kann ich Dir versichern, es geschah weniger aus Rücksicht auf den Dichter als auf die Schauspieler, – wenn ich sie so nennen darf. Doch geschah es vor allem aus Rücksicht auf mich selbst. Denn mußte ich nicht die Befürchtung hegen, es würde aussehen, als ob ich, einer aufgescheuchten Taube gleich, fliehen wollte? Sieh, darum ließ ich mir nichts merken, sondern hielt mir in der Stille jenen Vers des Homer vor:

     »Dulde mein Herz noch ein Weilchen; du hast ja mehr schon ertragen;
     Dulde, wenn auch ein Hund die ewigen Götter verhöhnet.«

Ja, das müssen wir hinunterschlucken und noch mehr. Die Zeit will es nicht anders. Zeig’ mir den Glücklichen, dem es vergönnt ist, seine Augen und Ohren in diesem eisernen Zeitalter rein zu bewahren. 
LIVLÆGEN ORIBASES.
Jeg beder dig, min høje herre, at du ikke forivrer dig? Lad det være dig en trøst, at vi alle hørte med uvilje på denne mands tåbeligheder. 
ORIBASES.
Ich bitte Dich, hoher Herr, ereifere Dich nicht so! Laß es Dir ein Trost sein, daß wir alle mit Unwillen die Albernheiten dieses Mannes angehört haben. 
KEJSER JULIAN.
Det er ingenlunde sandt! Jeg mærkede på de flestes ansigter noget ganske andet end uvilje, hver gang denne skamløse gøgler fremplaprede sine utérligheder og derhos så sig om i kredsen med et fedt smil, ret som om han havde gjort noget, der var at rose sig af. 
JULIAN.
Das ist ganz und gar nicht wahr! Ich habe auf den meisten Gesichtern etwas durchaus anderes als Unwillen bemerkt, jedesmal, wenn dieser schamlose Gaukler seine Zoten herplapperte und sich dabei mit einem satten Lächeln im Kreise umsah, recht als ob er etwas getan hätte, dessen man sich rühmen darf. 
DIGTEREN HERAKLEOS.
Ak, min kejser, jeg er højst ulykkelig – 
HERAKLEOS.
Ach, mein Kaiser, ich bin höchst unglücklich – 
KEJSER JULIAN.
Ja, det må du vel være; thi det er i sandhed ikke småting, dette. Eller har kanske ikke fortællingerne om guderne en stor hensigt og et vigtigt mål? Er ikke disse fortællinger blevne til i det øjemed at føre menneskeånden ad en både behagelig og let vej opad til de løndomsfulde boliger, hvor den højeste gud hersker, – og derved gøre sjælene dygtige til at forenes med ham? Hvad ellers? Er det ikke af denne grund, at de gamle digtere opfandt deslige fortællinger, og er det ikke derfor, at både Platon og andre gentog dem, eller vel endog forøged deres tal? Jeg siger eder, at udenfor dette øjemærke er hine fortællinger kun til nytte for børn og barbarer, – ja, knapt nok det. Men var det da børn og barbarer, du havde for dig igår? Hvorfra henter du den dristighed at tale til mig, som om jeg var et barn? Mener du, at du er bleven en vismand og har fåt ret til vismandens frisprog, fordi du har iført dig en forreven kappe og taget tiggerstaven i hånd? 
JULIAN.
Ja, das mußt Du wohl sein; denn wahrhaftig, es handelt sich um keine Kleinigkeit. Oder haben vielleicht diese Erzählungen von den Göttern nicht eine große Bedeutung und ein wichtiges Ziel? Sind diese Erzählungen nicht zu dem Zweck entstanden, den menschlichen Geist auf einem bequemen und leichten Wege zu den geheimnisvollen Wohnungen emporzuführen, wo der höchste Gott herrscht, – und dadurch die Seelen tauglich zu machen zu einer Vereinigung mit ihm? Was sonst? Haben nicht aus eben diesem Grunde die alten Dichter solche Erzählungen erfunden, und haben nicht eben deshalb Platon und andere sie wiederholt oder gar ihre Zahl noch vermehrt? Ich sage Euch, daß, abgesehen von diesem Zwecke, jene Erzählungen nur für Kinder und Barbaren taugen –, ja, kaum das. Aber hattest Du denn gestern Kinder und Barbaren vor Dir? Woher nimmst Du die Dreistigkeit, mit mir zu reden, als sei ich ein Kind? Meinst Du schon ein Weiser zu sein und Dir das Recht zu der freien Rede des Weisen erworben zu haben, bloß weil Du einen zerrissenen Mantel anhast und den Bettlerstab in der Hand trägst? 
EN HOFMAND.
O, hvor sandt sagt, min kejser! Nej, nej, der hører visselig mere til. 
EIN HOFMANN.
O, wie recht hast Du, mein Kaiser! Nein, nein, dazu gehört gewißlich mehr. 
KEJSER JULIAN.
Så? Gør der virkelig? Og hvad da? Kanske det, at lade håret gro og aldrig at rense sine negler? O, du hykleriske Kleon! Men jeg kender eder alle tilhobe. Her i skriftet har jeg givet eder et navn, som –; nu skal I få høre –
(Han blader i papirbunkerne. I det samme kommer taleren Libanios, rigt klædt og med en hovmodig mine, ind fra højre.) 
JULIAN.
So? Wirklich? Und was denn? Vielleicht soll man sich das Haar wachsen lassen und niemals die Nägel reinigen? O Du heuchlerischer Kleon! Aber ich kenne Euch alle, einen wie den andern! Hier in meiner Schrift hab’ ich Euch einen Namen gegeben, der –; jetzt sollt Ihr mal hören –
Er blättert in den Papierstößen; in demselben Augenblick kommt der Redner LIBANIOS, reich gekleidet und mit einer hochmütigen Miene, von rechts herein. 
LIVLÆGEN ORIBASES
(dæmpet).
Ah, hvilket held at du kom, højt hædrede Libanios! 
ORIBASES
leise.
Oh, welches Glück, daß Du gekommen bist, hochgeehrter Libanios! 
KEJSER JULIAN
(fremdeles bladende).
Hvor står det dog –? 
JULIAN
weiter blätternd.
Wo steht es doch gleich –? 
TALEREN LIBANIOS
(til Oribases).
Hvad held mener du, ven? 
LIBANIOS
zu Oribases.
Wieso Glück, mein Freund? 
LIVLÆGEN ORIBASES.
Kejseren er i stor vrede; dit komme vil formilde ham. 
ORIBASES.
Der Kaiser ist in großem Zorn; Dein Erscheinen wird ihn besänftigen. 
KEJSER JULIAN.
Ah, se her har jeg det – (fortrædelig.) Hvad vil det menneske? 
JULIAN.
Ah, sieh – da hab’ ich es – verdrießlich: Was will der Mensch? 
LIVLÆGEN ORIBASES.
Herre, det er – 
ORIBASES.
Herr, es ist – 
KEJSER JULIAN.
Godt, godt, godt! Nu skal I få høre, om jeg kender eder eller ikke. Der gives iblandt de ulykkelige Galilæere et antal rasende, som kalder sig bodfærdige. Disse kaster vrag på alt jordisk gods, men kræver dog store gaver af alle de tåbelige, der hylder dem lig hellige og næsten tilbedelsesværdige. Se, disse folk ligner I, på det nær, at jeg intet skænker eder. Thi jeg er ikke så tåbelig som hine. Ja, ja, hvis jeg ikke var fast i det stykke, så vilde I snart overløbe hoffet med eders uforskammethed. Eller gør I det ikke allerede? Er der ikke mange iblandt eder, som vilde komme igen, selv om jeg jog dem bort? O, mine kære venner, hvad skal dette føre til? Er I visdomselskere? Er I efterfølgere af Diogenes, hvis klædning og lader I har taget på? I sandhed, man ser eder ikke nær så ofte i læresalene som hos min skatmester. O, hvor er dog ikke visdommen bleven en jammerlig og foragtelig ting for eders skyld! O, I hyklere og højst uvidende talere! O, I – – men hvad vil dog den fede mand hist henne? 
JULIAN.
Gut, schon gut! Jetzt sollt Ihr hören, ob ich Euch kenne oder nicht. Da gibt es unter den unglücklichen Galiläern eine Anzahl von Fanatikern, die sich bußfertig nennen. Diese verachten alle irdischen Güter, aber dennoch fordern sie große Gaben von all den Toren, die ihnen wie Heiligen und Halbgöttern huldigen. Seht, diesen Leuten gleicht Ihr, nur mit dem Unterschied, daß ich Euch nichts schenke. Denn ich bin nicht so töricht wie jene. Ja, ja, wenn ich nicht fest in diesem Punkte wäre, so würdet Ihr bald den Hof mit Eurer Unverschämtheit überschwemmen. Oder tut Ihr das nicht schon? Sind unter Euch nicht viele, die wiederkommen würden, auch wenn ich sie fortjagte? O meine lieben Freunde, wohin soll das führen? Seid Ihr Weisheitsfreunde? Seid Ihr Nachfolger des Diogenes, dessen Kleid und Gebärden Ihr angenommen habt? Wahrhaftig, man sieht Euch nicht annähernd so oft in den Lehrsälen wie bei meinem Schatzmeister. O, was für ein jämmerlich und verächtlich Ding ist doch die Weisheit durch Euch geworden! O Ihr Heuchler und jedes Wissens bare Redner! O Ihr – – aber was will denn der feiste Mensch da? 
LIVLÆGEN ORIBASES.
Herre, det er stadsforstanderen – 
ORIBASES.
Herr, es ist der Stadtvorsteher – 
KEJSER JULIAN.
Stadsforstanderen får vente. De sager, her handles om, går foran alle ringere ting. Eller hvad? Denne mand har en så utålmodig mine. Er det da så vigtigt –? 
JULIAN.
Der Stadtvorsteher kann warten. Die Angelegenheiten, um die es sich hier handelt, gehen allen belanglosen Dingen vor. Oder wie? Der Mensch hat eine so ungeduldige Miene. Ist es denn so wichtig? 
TALEREN LIBANIOS.
Ingenlunde, herre; jeg kan komme igen en anden dag.
(han vil gå.) 
LIBANIOS.
Keineswegs, Herr; ich kann einen andern Tag wiederkommen.
Er will gehen. 
LIVLÆGEN ORIBASES.
Herre, kender du ikke denne udmærkede mand igen? Det er veltalenhedslæreren Libanios. 
ORIBASES.
Herr, erkennst Du diesen ausgezeichneten Mann nicht wieder? Es ist Libanios, – der Lehrer der Beredsamkeit. 
KEJSER JULIAN.
Hvad? Libanios? Umuligt, Libanios – den uforlignelige Libanios – skulde være her? Hvor er det tænkeligt? 
JULIAN.
Was? Libanios? Unmöglich. Libanios – der unvergleichliche Libanios – sollte hier sein? Wie ist das denkbar? 
TALEREN LIBANIOS.
Jeg trode kejseren vidste, at borgerne i Antiokia havde valgt mig til formand for stadsforstanderne. 
LIBANIOS.
Ich glaubte, es wäre dem Kaiser bekannt, daß die Bürger von Antiochia mich zum Obmann der Stadtvorsteher gewählt haben. 
KEJSER JULIAN.
Sikkerlig vidste jeg det. Men da jeg holdt mit indtog i staden og forstanderne kom mig imøde for at hilse mig med en tale, da så jeg mig forgæves om efter Libanios. Libanios var ikke iblandt dem. 
JULIAN.
Freilich wußt’ ich das. Aber als ich meinen Einzug in die Stadt hielt, und die Vorsteher mir entgegen kamen, mich mit einer Ansprache zu begrüßen, da sah ich mich vergebens nach Libanios um. Libanios war nicht unter ihnen. 
TALEREN LIBANIOS.
Kejseren havde ikke ytret noget ønske om at høre Libanios tale ved den lejlighed. 
LIBANIOS.
Der Kaiser hatte nicht den Wunsch geäußert, bei diesem Anlaß Libanios reden zu hören. 
KEJSER JULIAN.
Taleren Libanios burde vide, hvad kejseren ønsker i så måde. 
JULIAN.
Der Redner Libanios dürfte wissen, was der Kaiser in dieser Richtung wünscht. 
TALEREN LIBANIOS.
Libanios vidste ikke, hvad tid og adskillelse kunde have virket. Libanios fandt det derfor sømmeligst at stille sig blandt mængden. Der stod han på et visselig ikke ubemærkeligt sted; men det behagede ikke kejseren at lade sine øjne falde på ham. 
LIBANIOS.
Libanios wußte nicht, was Zeit und Trennung bewirkt haben könnten. Libanios fand es daher am schicklichsten, sich unter die Menge zu mischen. Er stand gewiß an keiner unauffälligen Stelle; aber es gefiel dem Kaiser nicht, sein Auge auf ihn fallen zu lassen. 
KEJSER JULIAN.
Jeg trode dog, at du dagen efter modtog mit brev –? 
JULIAN.
Ich glaubte doch, Du hättest den Tag darauf einen Brief von mir empfangen –? 
TALEREN LIBANIOS.
Priskos, din nye ven, bragte mig det. 
LIBANIOS.
Priskos, Dein neuer Freund, brachte mir ihn. 
KEJSER JULIAN.
Og ikke des mindre – eller måske derfor – holdt du dig borte –? 
JULIAN.
Und nichtsdestoweniger – oder vielleicht gerade deswegen – hieltest Du Dich fern –? 
TALEREN LIBANIOS.
Hovedpine og vigtige sysler – 
LIBANIOS.
Kopfweh und wichtige Geschäfte – 
KEJSER JULIAN.
Ak, Libanios, fordum gjorde du dig ikke så kostbar. 
JULIAN.
Ach, Libanios, früher machtest Du Dich nicht so kostbar. 
TALEREN LIBANIOS.
Jeg kommer, når man indbyder mig. Skulde jeg være påtrængende? Skulde jeg gå den af kejseren højt hædrede Maximos i vejen? 
LIBANIOS.
Ich komme, wenn man mich einlädt. Sollte ich aufdringlich sein? Sollte ich dem vom Kaiser so hochgeehrten Maximos in den Weg treten? 
KEJSER JULIAN.
Maximos viser sig aldrig ved hoffet. 
JULIAN.
Maximos zeigt sich nie bei Hofe. 
TALEREN LIBANIOS.
Rimeligt nok. Maximos holder selv hof. Kejseren har jo indrømmet ham et helt palats. 
LIBANIOS.
Wohl begreiflich, – Maximos hält selbst Hof. Der Kaiser hat ihm ja einen ganzen Palast eingeräumt. 
KEJSER JULIAN.
O, min Libanios, har jeg ikke indrømmet dig mit hjerte? Hvor kan du da misunde Maximos hans palats? 
JULIAN.
O mein Libanios, habe ich Dir nicht mein Herz eingeräumt? Wie kannst Du da Maximos um seinen Palast beneiden? 
TALEREN LIBANIOS.
Jeg misunder ingen. Jeg misunder ikke engang mine medbrødre Themisteos og Mamertinos, skønt du har vist dem så store prøver på din yndest. Ej heller misunder jeg Hekebolios, hvis ejendomme du har forøget med så anselige gaver. Ja, jeg er endog glad ved, at jeg er den eneste, hvem du intet har skænket. Thi jeg fatter vel grunden til denne undtagelse. Du har villet, at dit kejserriges stæder skal have overflod på alt, og fornemmelig på veltalenhed, vel vidende, at dette er den udmærkelse, som skiller os fra barbarerne. Nu har du frygtet for, at jeg – ligesom visse andre – skulde blive lunken i min kunst, hvis du skænkte mig rigdom. Kejseren har derfor foretrukket at lade sin ungdomslærer forblive fattig, på det at han kunde knyttes desto fastere til sin håndtering. Det er på denne vis jeg udtyder en adfærd, som har forundret nogle, hvis navne jeg helst fortier. Det er for statens hæders og vels skyld, at du ikke har givet mig noget. Du vil, at jeg skal mangle rigdom, for at jeg kan have overflod på veltalenhed. 
LIBANIOS.
Ich beneide niemanden. Ich beneide nicht einmal meine Kollegen Themisteos und Mamertinos, obwohl Du ihnen so große Beweise Deiner Huld gegeben hast. Auch Hekebolios beneide ich nicht, dessen Vermögen Du durch so ansehnliche Gaben vermehrt hast. Ja, ich freue mich sogar, der einzige zu sein, dem Du nichts geschenkt hast. Denn ich verstehe wohl den Grund dieser Ausnahme. Du hast gewollt, daß die Städte Deines Kaiserreichs Überfluß an allem haben sollten, vornehmlich aber an Beredsamkeit, wohl wissend, daß dies das Merkmal ist, das uns von den Barbaren unterscheidet. Nun hast Du gefürchtet, daß ich – wie gewisse andere Leute – in meiner Kunst lau werden möchte, wenn Du mir Reichtümer schenktest. Der Kaiser hat es deshalb vorgezogen, den Lehrer seiner Jugend arm zu lassen, um ihn desto fester an sein Handwerk zu knüpfen. Auf diese Weise deute ich ein Benehmen, das manche verwundert hat, deren Namen ich lieber verschweige. Dem Ruhm und Wohl des Staates zuliebe hast Du mir nichts gegeben. Du willst, ich soll des Reichtums entbehren, um Überfluß haben zu können an Beredsamkeit. 
KEJSER JULIAN.
Og jeg, min Libanios, har også fattet grunden til, at min ungdomslærer har ladet mig blive her i Antiokia i flere måneder uden at fremstille sig. Libanios har rimeligvis ment, at de tjenester, som hans fordums lærling kan have ydet guderne og staten eller videnskaben, ikke var store nok til med rette at fortjene lovprisning af den mand, der kaldes veltalenhedslærernes konge. Libanios har sagtens ment, at ringere talere egnede sig bedst for så middelmådige ting. End videre har vel Libanios undladt alt dette af omsorg for mit sinds ligevægt. Ja, du har visselig frygtet for at se kejseren beruset af overmod, ravende, lig den, der i tørstighed har drukket med altfor stort begær af en løvkranset vinskål, dersom du ødslede på ham noget af den kunst, som alle Grækere beundrer hos dig, og derved i visse måder hævede ham til gudernes højde ved at udgyde for ham et så kostbart offer. 
JULIAN.
Und ich, mein Libanios, habe auch verstanden, aus welchem Grunde mich der Lehrer meiner Jugend mehrere Monde in Antiochia weilen ließ, ohne sich vorzustellen. Libanios hat natürlich gemeint, daß die Dienste, die sein früherer Jünger den Göttern und dem Staat oder der Wissenschaft geleistet haben könnte, nicht groß genug wären, um mit Recht das Lob des Mannes zu verdienen, der der König unter den Lehrern der Beredsamkeit genannt wird. Libanios hat vielleicht geglaubt, daß geringere Redner sich besser zu mittelmäßigen Dingen eigneten. Und weiter hat wohl Libanios all dies aus Sorge um meiner Seele Gleichgewicht unterlassen. Ja, Du hast gewiß gefürchtet, den Kaiser, berauscht von Übermut, taumeln zu sehen wie einen, der aus laubbekränzter Weinschale vor Durst mit allzu großer Begier getrunken hat, wenn Du an ihn etwas von der Kunst verschwendetest, die alle Griechen an Dir bewundern, und ihn dadurch gewissermaßen zu der Höhe der Götter erhobst, indem Du ihm ein so kostbares Opfer darbrächtest. 
TALEREN LIBANIOS.
Ak, min kejser, ifald jeg kunde tro, at min tale rummede en sådan magt – 
LIBANIOS.
Ach, mein Kaiser, wenn ich glauben dürfte, daß meine Rede eine solche Macht in sich bärge – 
KEJSER JULIAN.
Og det skulde du ikke kunne tro, du uforlignelige ven? O, gå fra mig, jeg er vred på dig, Libanios! Men det er elskerens vrede imod den han elsker. 
JULIAN.
Und das solltest Du nicht glauben können, unvergleichlicher Freund? o, geh mir aus den Augen, – ich zürne Dir, Libanios! Aber es ist der Zorn des Liebhabers gegen den Geliebten. 
TALEREN LIBANIOS.
Er det virkelig så? O, min kronede broder, lad mig da sige dig, at siden din hidkomst er ingen dag gåt til ende, uden at jeg har forbandet den standhaftighed, som ikke tillod mig at gøre det første skridt. Mine venner lod – ikke uden et visst skin af ret – give tilkende, at du skulde have foretaget denne lange rejse nærmest for at se mig og høre mig tale. Men Julian selv lod ikke høre fra sig. Hvad skulde jeg så gøre? Skulde jeg smigre den kejser, hvem jeg elskede som menneske? 
LIBANIOS.
Ist dem wirklich so? O, mein gekrönter Bruder, so laß mich Dir sagen, daß seit Deiner Ankunft kein Tag vergangen ist, ohne daß ich die Standhaftigkeit verfluchte, die mich davon zurückhielt, den ersten Schritt zu tun. Meine Freunde machten – nicht ohne einen gewissen Schein von Recht – bekannt, Du solltest diese weite Reise hauptsächlich deshalb unternommen haben, um mich zu sehen und mich reden zu hören. Aber Julian selbst ließ nichts von sich hören. Was sollte ich also tun ? Sollte ich dem Kaiser schmeicheln, den ich als Menschen liebte? 
KEJSER JULIAN
(omfavner og kysser ham).
Min Libanios? 
JULIAN
umarmt und küßt ihn.
Mein Libanios! 
TALEREN LIBANIOS
(kysser kejser Julian igen).
Min ven og broder! 
LIBANIOS
küßt Julian wieder.
Mein Freund und Bruder! 
LIVLÆGEN ORIBASES.
Hvor hædrende for begge! 
ORIBASES.
Wie ehrend für beide! 
HOFMÆND OG LÆRERE
(klapper i hænderne).
Hvor skønt! Hvor ophøjet! 
HOFLEUTE UND LEHRER
klatschen in die Hände.
Wie schön! Wie erhaben! 
KEJSER JULIAN.
O, Libanios, du slemme ven, – hvor kunde du bære over dit hjerte at forholde mig dette glædelige øjeblik i så lang en tid? I de uger og måneder jeg ventede på dig, var mit åsyn indhyllet i et skytisk mørke. 
JULIAN.
O Libanios, Du schlimmer Freund, – wie konntest Du es über’s Herz bringen, mir diesen frohen Augenblick so lange vorzuenthalten? In den Wochen und Monaten, da ich auf Dich wartete, war mein Blick in skythische Finsternis gehüllt. 
TALEREN LIBANIOS.
Ak, du var dog bedre stillet end jeg; thi du havde dog nogen, med hvem du kunde tale om din fraværende ven. 
LIBANIOS.
Ach, Du warst doch besser gestellt als ich; denn Du hattest doch jemanden, mit dem Du von Deinem abwesenden Freunde sprechen konntest. 
KEJSER JULIAN.
Sig ikke så. Jeg havde kun de stakkels forelskedes trøst; den nemlig, bedrøvet at gentage dit navn og udråbe: Libanios, Libanios! 
JULIAN.
Sag’ das nicht. Ich hatte nur den Trost unglücklich Liebender; den Trost nämlich, nur immer wieder betrübt Deinen Namen auszurufen: Libanios, Libanios! 
TALEREN LIBANIOS.
Ah, mens du talte så til den tomme luft, talte jeg til mit kammers fire vægge. De fleste af døgnets timer tilbragte jeg i sengen og udmalede mig, hvem der nu var hos dig, – snart denne, snart hin. Fordum var det anderledes, sagde jeg til mig selv, – da var det mig, som havde Julians øre. 
LIBANIOS.
Während Du so in leere Luft sprachst, sprach ich zu den vier Wänden meines Zimmers. Die meisten Stunden des Tages verbrachte ich im Bett und stellte mir vor, wer wohl jetzt bei Dir wäre – bald diesen, bald jenen. Ehemals war es anders, sagte ich zu mir selbst, – da war ich es, der Julians Ohr besaß. 
KEJSER JULIAN.
Og imidlertid lod du mig sygne hen af længsel. Se på mig. Er jeg ikke bleven et århundrede ældre? 
JULIAN.
Und mittlerweile ließest Du mich hinsiechen an Sehnsucht. Sieh mich an. Bin ich nicht hundert Jahr älter geworden? 
TALEREN LIBANIOS.
O, er da ikke jeg undergåt en lige så stor forandring? Du kendte mig jo ikke igen. 
LIBANIOS.
O, ist denn mit mir nicht eine ebenso große Veränderung vorgegangen? Du hast mich ja nicht wieder erkannt. 
KEJSER JULIAN.
Dette møde har for os begge været et bad, hvoraf vi opstiger helbredede. (de omfavner og kysser hinanden på ny.) Og nu, min inderlig kære, nu siger du mig, hvad der idag har drevet dig hid; thi jeg kan ikke tvile på, at du kommer i et særligt ærende. 
JULIAN.
Diese Begegnung ist für uns beide ein Bad gewesen, aus dem wir genesen emporsteigen. – Sie umarmen und küssen sich aufs neue. Und nun, Du Heißgeliebter, nun sagst Du mir, was Dich heute hierher getrieben hat; denn ich kann nicht daran zweifeln, daß Du in einer besonderen Angelegenheit kommst. 
TALEREN LIBANIOS.
Min længsel fraregnet – er det så. Gid en anden var udsendt i mit sted! Men den hædersplads, hvortil borgernes tillid har kaldt mig, gør mig det til pligt at bære det ene som det andet. 
LIBANIOS.
Meine Sehnsucht abgerechnet – ist dem so. Möchte doch an meiner Stelle ein anderer hergeschickt sein! Aber der Ehrenplatz, auf den das Vertrauen der Bürger mich berufen hat, macht es mir zur Pflicht, das eine wie das andere zu tragen. 
KEJSER JULIAN.
Tal, min Libanios, og sig, hvori jeg kan tjene dig. 
JULIAN.
Sprich, mein Libanios, und sag’, womit ich Dir dienen kann. 
TALEREN LIBANIOS.
Lad mig da begynde med at sige dig, at denne stads indvånere er nedsunkne i sorg, fordi du har taget din nåde fra dem. 
LIBANIOS.
So laß mich denn zuvörderst Dir sagen, daß die Bewohner dieser Stadt in Trauer versetzt sind, weil Du ihnen Deine Gnade entzogen hast. 
KEJSER JULIAN.
Hm –! 
JULIAN.
Hm –! 
TALEREN LIBANIOS.
Og denne sorg har været parret med angst og uro siden Alexandros, den nye statholder, tiltrådte sit embede. 
LIBANIOS.
Und diese Trauer ist mit Angst und Unruhe gepaart, seit Alexandros, der neue Statthalter, sein Amt angetreten hat. 
KEJSER JULIAN.
Aha; så! 
JULIAN.
Ach so! 
TALEREN LIBANIOS.
Denne ophøjelse af en sådan mand kom os visselig uventet. Alexandros har hidtil kun forvaltet ringe embeder, og det på en måde, som ikke kunde forhverve ham borgernes agt eller kærlighed. 
LIBANIOS.
Die Erhöhung eines solchen Mannes ist uns freilich unerwartet gekommen. Alexandros hat bisher nur geringe Ämter verwaltet, und das auf eine Art und Weise, die ihm nicht die Achtung oder Liebe der Bürger erwerben konnte. 
KEJSER JULIAN.
Jeg véd det godt, Libanios! 
JULIAN.
Ich weiß das wohl, Libanios! 
TALEREN LIBANIOS.
Alexandros er voldsom i al sin færd, og retfærdigheden gælder ikke stort i hans øjne – 
LIBANIOS.
Alexandros ist gewaltsam in seinem ganzen Tun, und die Gerechtigkeit gilt nicht viel in seinen Augen – 
KEJSER JULIAN.
Jeg véd det; jeg véd det altsammen. Alexandros er en rå mand uden sæder og uden veltalenhed. Alexandros har ingenlunde fortjent en så stor ophøjelse. Men du kan sige Antiokias borgere, at de har fortjent Alexandros. Ja, de havde, om muligt, fortjent en endnu værre hersker, de gærrige og ulærvillige mennesker. 
JULIAN.
Ich weiß es; ich weiß alles. Alexandros ist ein roher Mensch, ohne Sitten und ohne Beredsamkeit. Alexandros hat eine so große Erhöhung keineswegs verdient. Aber Du kannst Antiochias Bürger sagen, daß sie den Alexandros verdient haben. Ja, sie hätten womöglich einen noch schlimmeren Herrn verdient, diese geizigen, störrischen Menschen! 
TALEREN LIBANIOS.
Det er altså, hvad vi frygtede; det er en straf – 
LIBANIOS.
Es ist also, was wir fürchteten; es ist eine Strafe – 
KEJSER JULIAN.
Hør mig, Libanios! Hvorledes kom jeg hid? Med fortrøstning til denne stads indbyggere. Antiokia, som sol-kongen særligt har kåret til sit sæde, skulde hjælpe mig at gøre god igen al den uret og utaknemmelighed, som så længe har været øvet imod de udødelige. Men hvorledes har I mødt mig? Nogle med trods, andre med lunkenhed. Hvad må jeg ikke opleve her? Driver ikke hin Kappadokier, Gregor fra Nazianz, endnu omkring i staden og ophidser de uvidende Galilæere med sine forvovne taler? Er der ikke opståt en digter iblandt dem – en viss Apollinaris – som øger deres vildfarelser lige til afsind med sine vilde sange? Og hvad må jeg ikke erfare andetsteds fra? Har man ikke i Cæsaræa gjort alvor af sin trusel! Brudt Fortunas tempel ned! O, skam og skændsel! Hvor var gudindens dyrkere imens? Mon de forhindrede det? Nej, de lod det roligt ske, Libanios, skønt de burde have ofret livet for at forsvare helligdommen. Men vent, vent! Galilæerne i Cæsaræa skal bøde med sit blod og hele staden skal gå op i ildsluer, så snart jeg får tiden nogenlunde til min rådighed. 
JULIAN.
Hör’ mich an, Libanios! Wie kam ich hierher? Voll Vertrauen zu den Einwohnern dieser Stadt. Antiochia, das der Sonnenkönig ganz besonders zu seinem Sitz erkoren hat, sollte mich darin unterstützen, all das Unrecht und die Undankbarkeit wieder gut zu machen, die man so lange gegen die Unsterblichen geübt hat. Aber wie habt Ihr mich aufgenommen? Einige mit Trotz, andere mit Lauheit. Was muß ich hier nicht erleben? Treibt sich nicht jener Kappadocier, Gregor von Nazianz, noch in der Stadt herum und wiegelt die unwissenden Galiläer mit seinen verwegenen Reden auf? Ist nicht ein Dichter unter ihnen erstanden, – ein gewisser Apollinaris –, der ihre Verirrungen mit leidenschaftlichen Liedern bis zum Wahnwitz steigert? – Und was muß ich aus anderen Orten hören? Hat man nicht in Cäsarea Ernst mit seiner Drohung gemacht? Den Tempel Fortunas niedergerissen! O, Schmach und Schande! Wo waren die Verehrer der Göttin währenddessen? Haben sie’s etwa verhindert? Nein, sie ließen es ruhig geschehen, Libanios, obwohl sie ihr Leben hätten opfern müssen, um das Heiligtum zu verteidigen. – Aber wartet, wartet nur! Die Galiläer in Cäsarea sollen es mit ihrem Blute büßen, und die ganze Stadt soll in Feuer und Flammen aufgehen, sobald ich nur etwas mehr Zeit zu meiner Verfügung habe. 
TALEREN LIBANIOS.
Herre og ven, – hvis du vilde tillade mig – 
LIBANIOS.
Herr und Freund, – wenn Du mir erlauben wolltest – 
KEJSER JULIAN.
Tillad mig først. Ja, sig selv, om jeg bør tåle dette? Sig om min nidkærhed kan bære over med deslige forhånelser imod de guddommelige, der stiller sig skærmende bag mig og over mig? Men hvad skal jeg gribe til? Har jeg ikke i lange nætter skrevet imod disse usalige vildfarelser, – skrevet, Libanios, således at mine øjne er bleven røde og mine fingre sorte af blæk? Og hvad mener du, det har frugtet? Spot har jeg fåt til tak, ikke alene af de vildfarende selv, men endog af dem, der siger, at de deler mine meninger. Ja, og som topmål på alle disse harmeligheder må jeg idag opleve at se dig her som talsmand for nogle borgere, der fører klage over Alexandros, om hvem det dog må siges, at han gør sit bedste for at holde Galilæerne tømme. 
JULIAN.
Erlaub’ mir zuerst. Ja, sag’ selbst, ob ich das dulden darf? Sag’, ob mein Eifer nachsichtig sein kann gegen solch eine Verhöhnung der Unsterblichen, die sich schirmend hinter und über mich stellen? Aber was soll ich machen? Habe ich nicht in langen Nächten wider diese heillosen Irrlehren geschrieben, – geschrieben, Libanios, daß meine Augen rot und meine Finger von Tinte schwarz wurden? Und was meinst Du, daß es gefruchtet hat? Spott habe ich für Dank geerntet, nicht allein von den Irrenden selbst, sondern sogar von denen, die meine Ansichten zu teilen behaupten. Ja, und was allen diesen Ärgernissen die Krone aufsetzt, ich muß es heut erleben, Dich hier als Fürsprecher von Bürgern zu sehen, die über Alexandros Klage führen, dem man es doch lassen muß, daß er sein Mögliches tut, um die Galiläer im Zaum zu halten. 
TALEREN LIBANIOS.
O, min ophøjede ven, – at han det gør, er netop vor grund til klage. 
LIBANIOS.
Mein erhabener Freund, – gerade daß er es tut, das gibt uns Grund zur Klage. 
KEJSER JULIAN.
Hvad må jeg høre af dig! 
JULIAN.
Was muß ich von Dir hören! 
TALEREN LIBANIOS.
Det er ikke med min gode vilje, at jeg går stadens ærende. I forsamlingen lagde jeg borgerne på hjerte, at til dette hverv måtte de vælge byens mest udmærkede mand, derved givende tilkende, at jeg ikke ønskede at kåres. Til trods for dette fingerpeg faldt valget dog på mig, som visselig ikke – 
LIBANIOS.
Nicht mit meinem Willen stehe ich hier im Auftrage der Stadt. In der Versammlung legte ich es den Bürgern ans Herz, sie müßten zu diesem Amt den hervorragendsten Mann der Stadt wählen, und gab damit zu verstehen, daß ich nicht gewählt zu werden wünschte. Diesem Fingerzeig zum Trotze fiel die Wahl dennoch auf mich, der gewiß nicht – 
KEJSER JULIAN.
Godt, godt, godt! Men at jeg af din mund, o Libanios, må høre –! 
JULIAN.
Nun gut, nun gut! Aber daß ich aus Deinem Munde, Libanios, hören muß – 
TALEREN LIBANIOS.
Jeg beder min kronede broder betænke, at jeg taler i stadens navn. Hvad mig selv angår, da skatter jeg de udødelige guder så højt som nogen. Hvad vilde veltalenhedens kunst være uden de fortællinger, som digterne i de fremfarne tider efterlod os? Er ikke disse fortællinger at ligne ved et kosteligt bergværk, hvoraf en dannet taler kan smede sig både våben og prydelser, når han forstår at nytte metallet med skønsomhed? Ja, hvor vilde ikke visdommens regler falde flade og usmagelige, når de skulde udtrykkes uden billeder og lignelser, hentede fra det overjordiske? Men sig, o ven, – kan du håbe at finde denne synsmåde hos hoben, besynderligen i en tidsalder som vor? Jeg forsikrer dig, i Antiokia står det i al fald ikke så vel til. Borgerne her – både Galilæerne og de bedre oplyste – har i de senere år levet med hinanden uden at agte synderligt på deslige ting. Der gives knapt nogen husstand i staden, hvor der ikke hersker forskellige meninger om det guddommelige. Men dette har, indtil for kort tid siden, ikke forstyrret det gode forhold. Nu er det blevet anderledes. Man er begyndt at drøfte lære imod lære. Der er kommen splid imellem de nærmeste slægtninge. Ja, nylig har en borger, hvis navn jeg nødig vil nævne, gjort sin søn arveløs, fordi det unge menneske sagde sig løs fra Galilæernes samfund. Handel og vandel lider under alt dette, dobbelt føleligt nu, da dyrtid hersker og hungersnød står for døren. 
LIBANIOS.
Ich bitte meinen gekrönten Bruder, zu bedenken, daß ich im Namen der Stadt rede. Was mich selber betrifft, so schätze ich die unsterblichen Götter so hoch wie irgend einer. Was wäre die Kunst der Beredsamkeit ohne die Erzählungen, die die Dichter vergangener Zeiten uns hinterlassen haben? Sind diese Erzählungen nicht einem köstlichen Bergwerk zu vergleichen, aus dessen Erz ein gebildeter Redner Waffen und Schmuck sich schmieden kann, wenn er es nur mit Einsicht zu verwerten weiß? Ja, wie flach und geschmacklos würden nicht selbst die Regeln der Weisheit ausfallen, müßte man sie ohne die Bilder und Gleichnisse ausdrücken, die man den überirdischen Dingen entnimmt? – Aber sag’, o Freund, – kannst Du hoffen, diese Anschauungsweise beim Pöbel zu finden, zumal in einem Zeitalter wie dem unsrigen? Ich versichere Dir, in Antiochia jedenfalls steht es nicht so gut. Die Bürger hier – die Galiläer wie die Aufgeklärteren – haben in den letzten Jahren miteinander gelebt, ohne sonderlich auf dergleichen zu achten. Es gibt kaum einen Hausstand in der Stadt, wo nicht verschiedene Ansichten über die göttlichen Dinge herrschten. Aber das hat, bis vor kurzer Zeit, das gute Verhältnis nicht gestört. – Jetzt ist das anders geworden. Man beginnt, Lehre wider Lehre zu erörtern. Zwist ist entstanden unter den nächsten Anverwandten. Ja, neulich hat ein Bürger, dessen Namen ich nicht gern nennen möchte, seinen Sohn enterbt, weil der junge Mensch sich von der Gemeinde der Galiläer losgesagt hat. Handel und Wandel leiden unter all dem, und das macht sich doppelt fühlbar jetzt, wo Teuerung herrscht und Hungersnot vor der Tür steht. 
KEJSER JULIAN.
Nok, nok, – mere end nok, Libanios! I klager over dyrtid. Men sig mig, om overdådigheden nogensinde har blomstret mere end nu? Står skuepladsen nogen dag tom, når det rygtes, at en ny løve er kommen fra Afrika? Da der i forrige uge var tale om for dyrtidens skyld at udvise af staden alle dagdrivere og lediggængere, krævede så ikke borgerne med høje råb, at der skulde gøres en undtagelse med fægterne og danserinderne; thi dem mente man ikke at kunne være foruden! Ak, vel må guderne slå hånden af eder i vrede over eders dårlighed! Der er visdomslærere nok i denne stad; men hvor er visdommen? Hvorfor træder så få i mit fodspor? Hvorfor blir man stående ved Sokrates? Hvorfor går man ikke et lidet stykke videre og følger Diogenes eller – om jeg så tør sige – mig, da vi dog fører eder til lykken? Thi er ikke lykken formålet for al visdomslære? Og hvad er lykken andet end det, at være i overensstemmelse med sig selv? Kræver ørnen guldfjære? Ønsker løven sig klør af sølv? Eller eftertragter granattræet at bære frugter af funklende stene? Jeg siger eder, at intet menneske har ret til at nyde, forinden han har vist sig hærdet nok til at bære nydelsens savn. Ja, han tør end ikke berøre nydelsen med sin fingerspids, før han er i stand til at træde den under fødder. Ah, sandelig, der er langt frem. Men jeg vil lægge al min kraft på dette. For disse tings skyld vil jeg opgive andre, som også er vigtige. Perserkongen har – ængstet ved min nærmelse – gjort mig fredstilbud. Dem tænker jeg at gå ind på for at få frie hænder til at oplyse og forbedre eder, I ulærvillige! Hvad det øvrige angår, da blir det som det er. Alexandros skal I beholde. Se til at komme ud af det med ham. Dog, min Libanios, vil jeg ikke det skal hede, at jeg har ladet dig gå fra mig i unåde – 
JULIAN.
Genug, genug, – mehr als genug, Libanios! Ihr klagt über Teuerung. Aber sag’ mir, ob jemals die Üppigkeit mehr geblüht hat als jetzt? Steht einen Tag die Arena leer, wenn es heißt, ein neuer Löwe sei aus Afrika angekommen? Als in der vorigen Woche die Rede davon war, wegen der Teuerung alle Tagediebe und Müßiggänger aus der Stadt auszuweisen, forderten da nicht die Bürger mit lautem Geschrei, es sollte eine Ausnahme mit den Fechtern und Tänzerinnen gemacht werden; denn ohne die meinte man nicht auskommen zu können! – Ach, die Götter müssen wohl ihre Hand von Euch abziehen im Zorn über Eure Torheit! Es gibt Weisheitslehrer genug in der Stadt; aber wo ist die Weisheit? Warum treten so wenige in meine Fußstapfen? Warum bleibt man bei Sokrates stehen? Warum geht man nicht, ein Stückchen weiter und folgt Diogenes oder – wenn ich so sagen darf – mir, da wir Euch doch zum Glück führen? Denn ist nicht das Glück das Ziel aller Weisheitslehre? Und was ist das Glück anderes als Übereinstimmung mit sich selbst? Fordert der Aar goldene Federn? Wünscht der Löwe sich Klauen von Silber? Oder begehrt der Granatbaum, Früchte aus funkelnden Steinen zu tragen? Ich sage Euch, kein Mensch hat ein Recht zu genießen, bevor er sich nicht hinreichend gestählt erwiesen hat, den Verlust des Genusses zu ertragen. Ja, er darf den Genuß auch nicht mit der Fingerspitze berühren, bevor er, nicht imstande ist, ihn mit Füßen zu treten. – Aber wahrhaftig, davon ist man noch weit entfernt! Doch ich will alle meine Kraft darauf verwenden. Um dieser Dinge willen will ich andere aufgeben, die auch wichtig sind. Der Perserkönig hat – beunruhigt durch meine Nähe – mir Friedensanerbietungen gemacht. Ich denke sie anzunehmen, um freie Hand zu bekommen, Euch aufzuklären und zu bessern, Ihr Störrischen! Was das übrige betrifft, so bleibt alles wie bisher. Alexandros sollt Ihr behalten. Seht zu, wie Ihr mit ihm auskommt. – Doch, mein Libanios, ich will nicht, daß es heißen soll, ich hätte Dich in Ungnade entlassen – 
TALEREN LIBANIOS.
Ah, min kejser – 
LIBANIOS.
O, mein Kaiser – 
KEJSER JULIAN.
Du talte med en viss bitterhed om, at jeg havde skænket Themisteos og Mamertinos meget. Men fratog jeg dem ikke også noget? Fratog jeg dem ikke min daglige omgang? Dig agter jeg at skænke noget mere end hine. 
JULIAN.
Du sprachst mit einer gewissen Bitterkeit davon, daß ich Themisteos und Mamertinos viel geschenkt hätte. Aber entzog ich ihnen nicht auch etwas? Entzog ich ihnen nicht meinen täglichen Umgang? Dir gedenke ich noch etwas mehr zu schenken als jenen. 
TALEREN LIBANIOS.
Ak, hvad siger du, min ophøjede broder! 
LIBANIOS.
Oh, wirklich, mein erhabener Kaiser! 
KEJSER JULIAN.
Jeg agter ikke at skænke dig guld eller sølv. Så tåbelig var jeg kun i den første tid, indtil jeg så, hvorledes man stimled sammen om mig, lig tørstige høstfolk om en kilde, alle puffende og stødende hverandre, alle fremrækkende den hule hånd for at få den fyldt først og få den fyldt højest til randen. Jeg er bleven klogere siden. Navnlig tror jeg det må siges, at visdommens gudinde ikke har unddraget mig sin bistand ved de handlinger, jeg har foretaget til denne stads bedste. 
JULIAN.
Ich gedenke nicht, Dir Gold oder Silber zu schenken. So töricht war ich nur in der ersten Zeit, bis ich sah, wie man sich um mich drängte, durstigen Schnittern gleich, die sich um eine Quelle drängen, wobei einer den andern pufft und stößt und jeder die hohle Hand vorstreckt, sie zuerst zu füllen und sie bis zum Rande voll zu bekommen. Ich bin seither klüger geworden. Namentlich, glaube ich, muß man sagen, daß die Göttin der Weisheit mir ihren Beistand nicht entzogen hat bei dem, was ich zum Besten dieser Stadt unternommen habe. 
TALEREN LIBANIOS.
Visselig, visselig! 
LIBANIOS.
Gewiß, gewiß! 
KEJSER JULIAN.
Derfor overdrager jeg dig, o min Libanios, at forfatte en lovtale over mig. 
JULIAN.
Darum beauftrage ich Dich, mein Libanios, eine Lobrede auf mich zu verfassen. 
TALEREN LIBANIOS.
Ah, hvilken hæder –! 
LIBANIOS.
Oh, welche Ehre –! 
KEJSER JULIAN.
Du skal affatte den med særligt øjemærke på de velgerninger, hvorfor Antiokias borgere skylder mig taknemmelighed, Jeg håber du vil affatte den således, at den blir både taleren og genstanden værdig. Dette hverv, min Libanios, være min gave til dig. Jeg véd ikke noget bedre at skænke en mand som dig. 
JULIAN.
Du sollst sie abfassen mit besonderer Berücksichtigung der Wohltaten, für die die Bürger Antiochias mir Dank schulden. Ich hoffe, Du wirst sie so abfassen, daß sie des Redners wie des Gegenstandes würdig ist. Dieser Auftrag, mein Libanios, sei mein Geschenk an Dich. Ich weiß einen Mann wie Dich nicht besser zu beschenken. 
TALEREN LIBANIOS.
O, min kronede ven, hvilken overvættes nåde. 
LIBANIOS.
O mein gekrönter Freund, welche überwältigende Gnade! 
KEJSER JULIAN.
Og nu vil vi gå til fægtesalen. Derpå, mine venner, vandrer vi gennem gaderne for at give disse opblæste indfødte et gavnligt forbillede på tarvelighed i klædedragt og nøjsomhed i sæder. 
JULIAN.
Und nun wollen wir in den Fechtsaal. Nachher, meine Freunde, wandern wir durch die Gassen, um diesen aufgeblasenen Eingeborenen ein nützliches Vorbild in der Einfachheit der Tracht und in der Bescheidenheit der Sitten zu geben. 
LIVLÆGEN ORIBASES.
Gennem gaderne, herre? Ak, i denne middagshede – 
ORIBASES.
Durch die Gassen, Herr? Ach, in dieser Mittagsglut – 
EN HOFMAND.
O, herre, hav mig undskyldt, men jeg føler mig højst upasselig – 
EIN HOFMANN.
O Herr, entschuldige mich, aber ich fühle mich höchst unwohl – 
DIGTEREN HERAKLEOS.
Jeg også, nådigste herre! Hele denne morgenstund har jeg kæmpet med en kvalme i maven – 
HERAKLEOS.
Ich auch, gnädigster Herr! Den ganzen Morgen hab’ ich mit einer Übelkeit des Magens gekämpft – 
KEJSER JULIAN.
Så tag et brækmiddel ind, og se til at kaste eders uvidenhed op med det samme. O, Diogenes, – hvilke efterfølgere har du ikke! De skammer sig ved at bære din kappe på åben gåde.
(han går i vrede bort gennem søjlegangen.)


 
JULIAN.
So nehmt ein Brechmittel ein und trachtet auch, zugleich Eure Unwissenheit mit auszukotzen. – Ach, Diogenes, – was hast Du für Nachfolger! Sie schämen sich, Deinen Mantel auf offener Gasse zu tragen!
Er geht im Zorn durch den Säulengang ab.


 
(En ringe gade udkanten af staden. I husrækken til venstre ligger en liden kirke.)
  (En stor mængde veklagende kristne er forsamlede. Salmedigteren Apollinaris og læreren Kyrillos er iblandt dem. Kvinder med børn på armene udstøder høje jammerråb. Gregor fra Nazianz går igennem gaden.) 
Eine kleine Gasse in einem entlegenen Stadtteil.
In der Häuserflucht links liegt eine kleine Kirche.  Eine große Menge wehklagender Christen ist versammelt. Der Psalmendichter APOLLINARIS und der Lehrer KYRILLOS sind darunter. Weiber mit Kindern auf den Armen stoßen lautes Jammergeschrei aus. GREGOR VON NAZIANZ kommt durch die Gasse. 
KVINDER
(løber til og holder ham fast ved hans klædning).
Ak, Gregor, Gregor, – tal til os! Trøst os i denne vånde. 
DIE WEIBER
laufen auf ihn zu und halten ihn an seinem Gewande fest.
Ach, Gregor, Gregor, – sprich mit uns! Tröste uns in dieser Not. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Kun én kan trøste her. Hold fast ved ham. Hold eder tæt ind til Herren og hyrden. 
GREGOR.
Nur Einer kann hier trösten. Haltet fest an ihm. Haltet Euch eng an Euren Herrn und Hirten. 
EN KVINDE.
O, véd du det, du Guds mand, – kejseren har befalet, at alle vore hellige skrifter skal opbrændes! 
EIN WEIB.
O, weißt Du schon, Du Mann Gottes, – der Kaiser hat befohlen, alle unsere heiligen Schriften zu verbrennen. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg har hørt det; men jeg kan ikke tro på slig dårskab. 
GREGOR.
Ich habe es gehört; aber ich kann an eine solche Torheit nicht glauben. 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
Det er sandhed. Alexandros, den nye statholder, har udskikket soldater, som gennemsøger vore brødres huse. Selv kvinder og børn piskes tilblods, hvis de står i mistanke for at holde bøger skjult. 
APOLLINARIS.
Es ist Wahrheit. Alexandras, der neue Statthalter, hat Soldaten ausgeschickt, die unserer Brüder Häuser durchsuchen. Selbst Weiber und Kinder werden blutig gepeitscht, wenn sie im Verdacht stehen, Bücher verborgen zu halten. 
LÆREREN KYRILLOS.
Kejserens bud gælder ikke Antiokia alene, – ikke Syrien alene; det gælder riget og den hele jord. Hver skreven tøddel, som handler om Kristus, skal udslettes af tilværelsen og af de troendes minde. 
KYRILLOS.
Des Kaisers Gebot gilt nicht allein für Antiochia, – nicht für Syrien allein; es gilt für das Reich und die ganze Welt. Jede geschriebene Silbe, die von Christus handelt, soll ausgelöscht werden aus der Wirklichkeit und dem Gedächtnis der Gläubigen. 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
O, I mødre, græd over eder selv og over eders børn! Den tid vil komme, da I skal kives med dem, I nu bærer på eders arme, om hvad der rettelig stod i det tabte Guds-ord. Den tid vil komme, da eders børnebørn skal spotte over eder og ikke vide, hvo og hvad Kristus var. Den tid vil komme, da det skal være udslettet af hjerterne, at verdens frelser engang led og døde. Den sidste troende skal gå blind i sin grav, og fra den stund skal Golgata være bortvejret af jorden, ligervis som det sted, hvor Edens have lå. Ve, ve over den nye Pilatus! Han nøjes ikke, som hin, med at døde frelserens legeme. Han myrder ordet og læren! 
APOLLINARIS.
O Ihr Mütter, weint über Euch selbst und über Eure Kinder! – Die Zeit wird kommen, da Ihr mit denen, die Ihr jetzt auf Euren Armen tragt, in Streit geratet darüber, was in dem verlorenen Gotteswort eigentlich gestanden hat. Die Zeit wird kommen, da Eure Kindeskinder Eurer spotten und nicht wissen Werden, wer und was Christus gewesen ist. – Die Zeit wird kommen, da es aus den Herzen ausgelöscht sein wird, daß der Heiland der Welt einmal litt und starb. – Der letzte Gläubige wird blind zu Grabe fahren, und von der Stunde an wird Golgatha von der Erde verweht sein wie die Stätte, wo Edens Garten lag. – Wehe, wehe über den neuen Pilatus! Er begnügt sich nicht wie jener andere damit, des Heilands Leib zu töten. Er mordet das Wort und die Lehre! 
KVINDERNE
(afriver sit hår og sønderflænger sine klæder).
Ve, ve, ve! 
DIE WEIBER
raufen sich das Haar aus und zerfetzen ihre Kleider.
Wehe, wehe, wehe! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Og jeg siger eder, vær trøstige! Gud dør ikke. Det er ikke fra Julian, at faren kommer. Faren har været der, længe før ham, i vore hjerters svaghed og splidagtighed. 
GREGOR.
Und ich sage Euch, seid getrost! Gott stirbt nicht. Nicht von Julian kommt die Gefahr. Die Gefahr war lange vor ihm da, – in der Schwachheit und Zwieträchtigkeit unserer Herzen. 
LÆREREN KYRILLOS.
O, Gregor, hvor tør du kræve, at vi skal blive standhaftige midt under disse rædsler? – Brødre og søstre, – véd I, hvad der er hændt i Arethusa? De vantroende har mishandlet Markos, den gamle biskop, slæbt ham efter håret gennem gaderne, kastet ham i kloakerne, trukket ham besudlet og blødende op igen, oversmurt ham med honning og hejset ham op i et træ, udsat for stik af hvepser og giftfluer. 
KYRILLOS.
O Gregor, wie darfst Du verlangen, daß wir standhaft bleiben inmitten dieser Drangsale? – Brüder und Schwestern, – wißt Ihr, was in Arethusa geschehen ist? Die Ungläubigen haben Markos, den alten Bischof, mißhandelt, ihn an den Haaren durch die Gassen geschleift, ihn in die Kloaken geworfen, ihn besudelt und blutend wieder heraufgezogen, ihn mit Honig beschmiert und an einem Baum hinaufgewunden und ihn den Stichen der Wespen und Giftfliegen ausgesetzt. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Og har da ikke Guds kraft just herligt åbenbaret sig i Markos? Hvad var Markos tilforn? En mand af tvilsom tro. Ja, da urolighederne brød ud i Arethusa, flygted han endog af staden. Men se, – neppe havde han i sit skjul erfaret, at de rasende mennesker hævnede biskoppens flugt på skyldløse brødre, førend han frivillig vendte tilbage. Og hvorledes bar han ikke de pinsler, som forfærdede hans bødler selv således, at de, for at kunne trække sig med et slags ære tilbage, tilbød at slippe ham imod at betale en yderst ringe sum? Var ikke hans svar: nej, – og nej, og atter nej? Gud Herren var hos ham. Han hverken døde eller gav efter. Hans ansigt viste hverken forfærdelse eller utålmodighed. I træet, hvor han hang, priste han sig lykkelig, fordi han var løftet nogle trin nærmere imod himlen, mens de andre, som han sagde, kravlede om på den flade jord. 
GREGOR.
Und hat sich denn nicht Gottes Kraft gerade in Markos herrlich offenbart? Was war Markos zuvor? Ein Mann von zweifelhaftem Glauben. Ja, als die Unruhen in Arethusa ausbrachen, flüchtete er noch aus der Stadt. Aber seht – kaum hatte er in seinem Versteck erfahren, daß die rasenden Menschen des Bischofs Flucht an den schuldlosen Brüdern rächten, als er freiwillig zurückkehrte. Und wie hat er nicht die Martern ertragen, die selbst seine Henker so sehr entsetzten, daß sie ihm, um sich noch einigermaßen mit Anstand aus der Sache ziehen zu können, anboten, ihn gegen Bezahlung einer äußerst geringen Summe entwischen zu lassen? War nicht seine Antwort: Nein – und nein und abermals nein? Gott der Herr war bei ihm. Er starb nicht, noch gab er nach. Sein Antlitz zeigte weder Entsetzen noch Ungeduld. An dem Baume, woran er hing, pries er sich glücklich, weil er einige Stufen dem Himmel näher gebracht sei, während die andern, wie er sagte, auf der flachen Erde herumkröchen. 
LÆREREN KYRILLOS.
Der må være sket et under med denne standhaftige olding. Havde du, ligesom jeg, hørt skrigene fra fængslet den dag i sommer, da Hilarion og de andre pintes –! De ligned ingen andre skrig, – ufrivilligt, brølende, blandende sig med hvislende lyd, hver gang jernet, hvidglødende, grov sig ind i det flåede kød. 
KYRILLOS.
Es muß ein Wunder mit diesem standhaften Greise geschehen sein. Hättest Du wie ich das Wehgeschrei aus dem Gefängnis gehört an jenem Sommertag, da Hilarion und die anderen gemartert wurden! Keinem andern Schrei war dieser gleich, – willenlos – ein Gebrüll – ein Gemisch von zischenden Lauten, so oft das Eisen, weißglühend, in das hautlose Fleisch sich eingrub. 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
O, Kyrillos, glemmer du sangen, som løste skrigene af? Sang ikke Hilarion i døden? Sang ikke hin heltemodige kappadokiske dreng, indtil han udgav sin ånd under pinernes hænder? Sang ikke Agathon, dette barns broder, indtil en afmagt betog ham og han vågned op i vanvid? Sandelig siger jeg eder, så længe sangen runger over vor nød, så længe skal ikke Satan sejre! 
APOLLINARIS.
O Kyrillos, vergißt Du den Gesang, der das Wehgeschrei ablöste? Sang nicht Hilarion im Tode? Sang nicht jener heldenmütige kappadocische Knabe, bis er seinen Geist aufgab unter den Händen der Peiniger? Sang nicht Agathon, der Bruder dieses Kindes, bis eine Ohnmacht ihn umfing, und er in Wahnsinn wieder erwachte? – Wahrhaftig, ich sage Euch, solange der Gesang unsere Not übertönt, so lange wird Satan nicht siegen! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Vær trøstige. Elsk hverandre og lid for hverandre, således som Serapion i Doristora nylig led for sine brødre, der han for deres skyld lod sig hudflette og kaste levende i smelteovnen. Se, se, – har ikke Herrens hævnende hånd allerede knyttet sig imod de ugudelige. Eller har I ikke fornummet budskabet fra Heliopolis under Libanon? 
GREGOR.
Seid getrost. Liebet einander und leidet füreinander, so wie in Doristora für seine Brüder jüngst Serapion litt, der sich um ihretwillen stäupen und lebendig in den Schmelzofen werfen ließ. – Seht, seht, – hat nicht schon die rächende Hand des Herrn sich wider die Gottlosen geballt? Oder habt Ihr nicht die Botschaft vernommen aus Heliopolis am Fuße des Libanon? 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
Jeg véd det. Midt under Afrodite-festens utérligheder brød hedningerne ind i vore hellige søstres hus, krænkede kvinderne, myrdede dem under pinsler, som ikke kan udsiges – 
APOLLINARIS.
Ich weiß. Mitten in der Unzucht des Aphroditefestes brachen die Heiden in das Haus unserer heiligen Schwestern ein, schändeten die Weiber, mordeten sie unter unsäglichen Martern – 
KVINDERNE.
Ve, ve! 
DIE WEIBER.
Wehe, wehe! 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
– ja, der var nogle af de elendige, som åbnede et af blodvidnernes legemer, rev indvoldene ud og åd leveren rå! 
APOLLINARIS.
– ja, von den Elenden öffneten einige den Leib eines Blutzeugen, rissen die Eingeweide heraus und fraßen die Leber roh! 
KVINDERNE.
Ve, ve, ve! 
DIE WEIBER.
Wehe, wehe, wehe! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Vredens Gud krydrede måltidet. Hvorledes er det bekommet dem? Rejs til Heliopolis, og I kan få se hine mænd med forrådnelsens gift i alle årer, med øjnene og tænderne udfaldne, røvede mælets og forstandens brug. Rædsel har slåt staden. Mange hedninger har omvendt sig siden hin nat. Derfor frygter jeg heller ikke dette uheldsvangre dyr, som har rejst sig imod kirken; jeg frygter ikke denne Helvedes kronede lejesvend, som pønser på at fuldbyrde arvefiendens værk. Lad ham falde over os med ild, med sværd, med vilde dyr på skuepladsen! Ja, skulde hans vanvid end drive ham videre, end sket er til denne dag, – hvad gør så det til sagen? Imod alt dette er der en lægedom og en vej til sejr! 
GREGOR.
Der Gott des Zornes würzte ihr Mahl. Wie es ihnen bekommen ist? Reist nach Heliopolis, und Ihr werdet jene Männer sehen mit dem Gift der Verwesung in allen Adern, mit ausgefallenen Augen und Zähnen, beraubt der Sprache und des Verstandes. Entsetzen hat die Stadt geschlagen. Viele Heiden haben sich seit jener Nacht bekehrt. – Darum fürchte ich auch dieses unheilschwangere Tier nicht, das sich wider die Kirche erhoben hat; ich fürchte nicht diesen gekrönten Spießgesellen der Hölle, der darauf sinnt, des Erbfeindes Werk zu vollenden. Er mag uns nur überfallen mit Feuer, mit Schwert, mit wilden Tieren in der Arena! Ja, sollte sein Wahnwitz ihn noch weiter treiben, als es bis heut geschehen ist, – was tut denn das zur Sache? Gegen all das gibt es ein Heilmittel und einen Weg zum Siege! 
KVINDERNE.
Kristus, Kristus! 
DIE WEIBER.
Christus! Christus! 
ANDRE STEMMER.
Der er han! Der kommer han! 
ANDERE STIMMEN.
Da ist er! Da kommt er! 
NOGLE.
Hvem? 
EINIGE.
Wer? 
ANDRE.
Kejseren! Morderen! Gudsfienden! 
ANDERE.
Der Kaiser! Der! Mörder! Der Gottesfeind! 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Stille! Lad ham drage forbi i taushed!
En afdeling af de kejserlige hustropper kommer gennem gaden. Derefter følger kejser Julian, ledsaget af hofmænd og visdomsvenner, alle omgivne af vagt. En anden afdeling palats-soldater, anførte af høvedsmanden Fromentinos, slutter toget.) 
GREGOR.
Still! Laßt ihn vorbeiziehen unter Schweigen.
Eine Abteilung kaiserlicher Haustruppen kommt durch die Gasse; dann folgt KAISER JULIAN, von Hofleuten und Weisheitsfreunden begleitet, alle von Wachen umgeben. Eine andere Abteilung Palastsoldaten, angeführt vom Hauptmann FROMENTINOS, beschließt den Zug. 
EN KVINDE
(sagte til de andre).
Se, se, han har hyllet sig i pjalter, som en betler. 
EIN WEIB
leise zu den andern.
Seht, seht hin, – er hat sich in Lumpen gehüllt wie ein Bettler. 
EN ANDEN KVINDE.
Han må være fra sig selv. 
EIN ZWEITES WEIB.
Er muß von Sinnen sein. 
EN TREDJE KVINDE.
Gud har allerede slåt ham. 
EIN DRITTES.
Gott hat ihn schon geschlagen. 
EN FJERDE KVINDE.
Gem eders børn ved brystet. Lad ikke deres øjne se rædselen. 
EIN VIERTES.
Bergt Eure Kinder an der Brust! Laßt ihre Augen nicht den Greuel sehen. 
KEJSER JULIAN.
Ej, ej, er ikke dette alt tilhobe Galilæere? Hvad gør I her i solskinnet, på åben gåde, I mørkets yngel? 
JULIAN.
Ei, ei, sind das nicht alles miteinander Galiläer? Was macht Ihr hier im Sonnenschein, auf offener Gasse, Gezücht der Finsternis? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Du har stængt vore kirker; derfor står vi udenfor og priser Herren vor Gud. 
GREGOR.
Du hast unsere Kirchen zugesperrt; darum stehen wir unter freiem Himmel und preisen den Herrn, unsern Gott. 
KEJSER JULIAN.
Se, det er dig, Gregor? Ja, du driver jo endnu om her. Men vogt dig; længe tåler jeg det ikke. 
JULIAN.
Sieh da, Du bist es, Gregor? Du treibst Dich hier immer noch herum?! Aber nimm Dich in acht! Lange dulde ich das nicht mehr. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Jeg søger ikke bloddøden; ja, jeg ønsker den ikke engang; men tilskikkes den mig, så sætter jeg min ære i at dø for Kristus. 
GREGOR.
Ich suche den Bluttod nicht; ja, ich wünsche ihn nicht einmal; aber wird er über mich verhängt, so setze ich meine Ehre darein, für Christus zu sterben. 
KEJSER JULIAN.
Eders talemåder trætter mig. Jeg vil ikke se eder her. Hvorfor holder I jer ikke i eders stinkende huler? Gå hjem, siger jeg! 
JULIAN.
Eure Redensarten langweilen mich. Ich will Euch hier nicht sehen. Warum haltet Ihr Euch nicht in Euren stinkenden Höhlen auf? Geht heim, sage ich! 
EN KVINDE.
O, kejser, hvor er vore hjem? 
EIN WEIB.
O Kaiser, wo ist unser Heim? 
EN ANDEN KVINDE.
Hvor er vore huse? Hedningerne har plyndret dem og jaget os ud. 
EIN ANDERES.
Wo sind unsere Häuser? Die Heiden haben sie geplündert und uns hinausgejagt. 
STEMMER I HOBEN.
Dine soldater har taget vor ejendom fra os! 
STIMMEN IN DER MENGE.
Deine Soldaten haben unser Hab und Gut uns genommen! 
ANDRE STEMMER.
O, kejser, kejser, hvorfor har du taget vor ejendom? 
ANDERE STIMMEN.
O Kaiser, Kaiser, warum hast Du unser Hab und Gut genommen? 
KEJSER JULIAN.
Det spørger I om? Jeg skal sige jer det, I uvidende mennesker! Har man taget eders ejendom fra eder, så er det sket af omsorg for eders sjæles vel. Har ikke Galilæeren sagt, at I ikke skal eje sølv eller guld? Har ikke eders mester lovet eder, at I engang skal opfare til himmels? Burde I da ikke takke mig, fordi jeg gør eder farten så let som muligt? 
JULIAN.
Das fragt Ihr noch? Ich will es Euch sagen, Ihr unwissenden Menschen! Hat man Euer Hab und Gut Euch genommen, so ist es geschehen aus Fürsorge um Euer Seelenheil. Hat nicht der Galiläer gesagt, Ihr sollt nicht Gold noch Silber besitzen? Hat nicht Euer Meister Euch gelobt, Ihr sollt dereinst gen Himmel fahren? Müßtet Ihr mir da nicht danken, daß ich Euch die Fahrt so leicht wie möglich mache? 
VISDOMSVENNERNE.
O, uforligneligt sagt! 
DIE WEISHEITSFREUNDE.
O, unvergleichlich gesagt! 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
Herre, du har frataget os det, som er mere end sølv og guld. Du har frataget os Guds eget ord. Du har frataget os vore hellige skrifter. 
APOLLINARIS.
Herr, Du hast uns genommen, was mehr ist als Gold und Silber. Du hast uns Gottes eigenes Wort genommen! Du hast uns unsere heiligen Schriften genommen! 
KEJSER JULIAN.
Jeg kender dig nok, du huløjede salmesanger! Du er jo Apollinaris? Og jeg mener, at om jeg tager eders urimelige bøger fra eder, så vil du snart være mand for at digte noget ligeså urimeligt ihob. Men jeg siger dig, at du er en ussel bogskriver og versemager! Ved Apollon, ingen ret Græker vilde tage dine vers i sin mund. Det skrift, du nylig har sendt mig, og som du har været fræk nok til at kalde „Sandheden“, det kan jeg lade dig vide, at jeg har læst, forståt og fordømt. 
JULIAN.
Ich kenne Dich wohl, Du hohläugiger Psalmensänger! Du bist doch Apollinaris? Und ich meine, wenn ich Eure abgeschmackten Bücher Euch nehme, so wirst Du wohl Manns genug sein, etwas ebenso Abgeschmacktes zusammenzudichten. Aber ich sage Dir, Du bist ein elender Bücherschreiber und Versemacher! Beim Apollon, kein echter Grieche würde Deine Verse in den Mund nehmen! Die Schrift, die Du mir neulich gesandt hast, und die Du frech genug warst, »Die Wahrheit« zu nennen, – die hab’ ich, wie ich Dir versichern kann, gelesen, verstanden und verdammt. 
SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
Det er muligt, at du har læst det; men du har ikke forståt det; thi havde du forståt, så havde du ikke fordømt. 
APOLLINARIS.
Es ist möglich, daß Du sie gelesen hast; aber Du hast sie nicht verstanden; denn hättest Du sie verstanden, so hättest Du sie nicht verdammt. 
KEJSER JULIAN.
Ha-ha; det modskrift, jeg har i arbejde, skal vise, at jeg har forståt. – Men hvad angår hine bøger, hvis tab I nu hyler og jamrer over, så kan jeg sige jer, at I om føje tid skal komme til at agte dem ringere, såsom det vil vise sig, at hin Jesus af Nazareth har været en løgner og bedrager. 
JULIAN.
Haha! Die Gegenschrift, an der ich arbeite, wird beweisen, daß ich Dich verstanden habe. – Aber was jene Bücher betrifft, über deren Verlust Ihr heult und jammert, so kann ich Euch sagen, binnen kurzem werdet Ihr dahin kommen, sie geringer zu achten, da es sich herausstellen wird, daß jener Jesus von Nazareth ein Lügner und Betrüger gewesen ist. 
KVINDERNE.
Ve os; ve os! 
DIE WEIBER.
Wehe uns! Wehe uns! 
LÆREREN KYRILLOS
(træder frem af hoben).
Kejser, – hvad sagde du der? 
KYRILLOS
tritt aus der Menge hervor.
Kaiser, – was hast Du da gesagt? 
KEJSER JULIAN.
Har ikke den korsfæstede Jøde forkyndt, at Jerusalems tempel skal ligge i grus til dagenes ende? 
JULIAN.
Hat nicht der gekreuzigte Jude verkündet, daß der Tempel Jerusalems in Schutt und Asche liegen sollte bis zum Ende der Tage? 
LÆREREN KYRILLOS.
Så vil ske! 
KYRILLOS.
So wird es geschehen! 
KEJSER JULIAN.
O, I dårer! I denne stund står krigsøversten Jovian med to tusend arbejdere i Jerusalem og rejser templet i al dets herlighed. Vent, vent, I stivnakkede tvilere, – I skal erfare, hvem der er mægtigst, kejseren eller Galilæeren. 
JULIAN.
Ihr Toren! In diesem Augenblick steht der Kriegsoberst Jovian mit zweitausend Arbeitern in Jerusalem und richtet den Tempel in seiner ganzen Herrlichkeit wieder auf. Wartet, wartet nur, Ihr steifnackigen Zweifler, – Ihr sollt erfahren, wer mächtiger ist, der Kaiser oder der Galiläer! 
LÆREREN KYRILLOS.
Herre, det skal du til din rædsel selv erfare. Jeg taug, indtil du bespottede den hellige og kaldte ham en løgner; men nu vil jeg sige dig, at ikke et fnug mægter du imod den korsfæstede! 
KYRILLOS.
Herr, das wirst Du zu Deinem Entsetzen selbst erfahren. Ich habe bis zu dem Augenblicke geschwiegen, da Du den Heiligen verspottetest und ihn einen Lügner nanntest; aber jetzt will ich Dir sagen, daß Du nichts, aber auch gar nichts vermagst wider den Gekreuzigten. 
KEJSER JULIAN
(tvinger sig).
Hvo er du, og hvad heder du? 
JULIAN
bezwingt sich.
Wer bist Du und wie heißest Du? 
LÆREREN KYRILLOS
(nærmere).
Det skal du høre! Først og fremst heder jeg en kristen, og det er et såre hæderfuldt navn; thi det skal ingensinde udslettes af jorden. Dernæst bærer jeg også navnet Kyrillos, og under det navn er jeg kendt mellem brødre og søstre. Men bevarer jeg det første navn uplettet, da høster jeg et evigt liv til løn. 
KYRILLOS
näher.
Das sollst Du hören. Zuerst und vor allem heiße ich ein Christ, und das ist ein sehr ehrenvoller Name; denn er wird niemals von der Erde vertilgt wenden. – Sodann trage ich auch den Namen Kyrillos, und unter diesem Namen bin ich unter den Brüdern und Schwestern bekannt. – Aber bewahre ich den ersten Namen unbefleckt, so ernte ich das ewige Leben zum Lohne. 
KEJSER JULIAN.
Du tager fejl, Kyrillos! Du véd, jeg kender noget til de løndomsfulde ting i eders lære. Tro mig, – han, du sætter din lid til, er ikke en sådan, som du forestiller dig. Han er selv død, og virkelig død, på den tid da Romeren Pontius Pilatus var statholder i Jødeland. 
JULIAN.
Du irrst, Kyrillos. Du weißt, ich kenne die Geheimnisse Eurer Lehre auch ein wenig. Glaube mir, – er, auf den Du vertraust, ist nicht so, wie Du ihn Dir vorstellst. Er ist selber gestorben, wirklich gestorben, damals als der Römer Pontius Pilatus Statthalter war in Judäa. 
LÆREREN KYRILLOS.
Jeg tager ikke fejl. Det er dig selv, kejser, der fejler i dette. Det er dig, som har givet afkald på Kristus i det øjeblik, han skænkte dig herredømmet over jorden. Derfor forkynder jeg dig i hans navn, at han snart vil fratage dig både herredømmet og livet, og da skal du for sent erkende, hvor stærk han er, han, som du i din blindhed foragter. Ja, ligesom du har forglemt hans velgerninger, således skal han ikke give sin kærlighed råderum, idet han rejser sig for at straffe dig. Du har omstyrtet hans altere, – han skal nedstyrte dig af dit kejsersæde. Du har fundet din glæde i at træde hans lov under fødder, den samme lov, som du selv engang forkyndte for de troende. På samme vis skal Herren træde dig under sin hæl. Dit legeme skal vejres bort i de vilde vinde, og din sjæl skal fare did ned, hvor der er større pinsler, end dem, du kan udtænke for mig og mine!
(Kvinderne flokker sig under gråd og veklage om Kyrillos.) 
KYRILLOS.
Ich irre nicht. Du selbst bist es, Kaiser, der hierin irrt. Du bist es, der Christus in dem Augenblick verleugnet hat, da er Dir die Herrschaft über die Erde schenkte. – Darum verkünde ich Dir in seinem Namen, daß er Dir bald die Herrschaft sowie das Leben rauben wird, und dann wirst Du zu spät erkennen, wie stark er ist, den Du in Deiner Blindheit verachtest. – Ja, gleichwie Du seine Wohltaten vergessen, hast, so wird er seiner Liebe nicht freies Spiel lassen, wenn er sich erhebt, Dich zu strafen. – Du hast seine Altäre gestürzt, – er wird Dich von Deinem Kaiserthron stürzen. Du hast Deine Freude darin gefunden, sein Gesetz mit Füßen zu treten, dasselbe Gesetz, das dereinst Du selbst den Gläubigen verkündet hast. Ebenso wird der Herr Dich mit seiner Ferse treten. Dein Leib wird in die wilden Winde verwehen und Deine Seele hinabfahren dahin, wo größere Martern sind, als Du für mich und die Meinen ersinnen kannst.
Die Weiber scharen sich weinend und wehklagend um Kyrillos. 
KEJSER JULIAN.
Jeg vilde gerne skånet dig, Kyrillos! Guderne er mine vidner, at jeg ikke hader dig for din tros skyld. Men du har forhånet min kejserlige magt og myndighed, og det må jeg straffe. (til høvedsmanden for vagten.) Fromentinos, før denne mand i fængsel, og lad bøddelen Tyfon give ham så mange svøbeslag, som nødvendigt, for at få ham til at udsige, at kejseren og ikke Galilæeren har al vælde på jorden. 
JULIAN.
Gern hätte ich Dich geschont, Kyrillos! Die Götter sind meine Zeugen, daß ich Dich nicht um Deines Glaubens willen hasse. Aber Du hast meine kaiserliche Macht und Würde verhöhnt, und das muß ich strafen. Zum Hauptmann der Wache: Fromentinos, führe diesen Mann ins Gefängnis und laß durch den Henker Typhon ihm so viele Geißelhiebe geben, als notwendig sind, um ihn zu der Erklärung zu bewegen, daß der Kaiser und nicht der Galiläer alle Gewalt auf Erden hat. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Vær stærk, min broder Kyrillos! 
GREGOR.
Sei stark, Kyrillos, mein Bruder! 
LÆREREN KYRILLOS
(med oprakte hænder).
Jeg salige, som får lide til Herrens ære!
(Soldaterne griber ham og slæber ham ud.) 
KYRILLOS
mit erhobenen Händen.
O Seligkeit, für des Herrn Ehre leiden zu dürfen!
Die Soldaten ergreifen ihn und schleppen ihn fort. 
KVINDERNE
(i gråd og klage).
Ve os! Ve, ve over fornægteren! 
DIE WEIBER.
weinend und klagend.
Wehe Uns! Wehe, wehe über den Gottesleugner! 
KEJSER JULIAN.
Driv dem fra hinanden, disse rasende! Lad dem udjages af staden som oprørere. Jeg tåler ikke længere denne trods og vederstyggelighed!
(Vagten driver den jamrende mængde ind i sidegaderne. Kun kejseren og hans følge bliver tilbage. Da bemærker man, liggende foran kirkedøren, og hidtil skjult, en mand i sønderrevne klæder og med aske strød på sit hoved.) 
JULIAN.
Treibt sie auseinander, diese Rasenden! Man soll sie aus der Stadt jagen als Aufrührer. Ich dulde nicht länger diesen Trotz und diese Widerspenstigkeit!
Die Wache treibt die klagende Menge in die Seitengassen. Nur der Kaiser und sein Gefolge bleiben zurück. Da wird man einen vor der Kirchentür liegenden und bisher verborgenen Mann gewahr; seine Kleider sind zerrissen und sein Haupt ist mit Asche bestreut. 
EN SOLDAT
(støder til ham med lanseskaftet).
Op, op; pak dig! 
EIN SOLDAT
stößt ihn mit dem Lanzenschafte.
Steh auf und pack’ Dich! 
MANDEN
(ser op).
Træd under fødder dette sløve salt, som er vraget af Herrens hånd! 
DER MANN
blickt auf.
Tritt mit Füßen das schlaffe Salz, das des Herrn Hand verworfen hat. 
KEJSER JULIAN.
O, evige guder, – Hekebolios –! 
JULIAN.
O ewige Götter, – Hekebolios –! 
HOFMÆNDENE.
Ah, i sandhed, – Hekebolios! 
DIE HOFLEUTE.
Ah, in der Tat, – Hekebolios! 
LÆREREN HEKEBOLIOS.
Jeg heder ikke så mere! Jeg er navnløs. Jeg har svigtet den dåb, som gav mig navn! 
HEKEBOLIOS.
Ich heiße nicht mehr so. Ich bin namenlos. Ich bin abtrünnig geworden der Taufe, die mir den Namen gab! 
KEJSER JULIAN.
Rejs dig, ven! Dit sind er sygt – 
JULIAN.
Erhebe Dich, Freund! Dein Sinn ist krank – 
LÆREREN HEKEBOLIOS.
Judas’s broder er pestbefængt. Vig fra mig – 
HEKEBOLIOS.
Des Judas Bruder ist pestbehaftet. Hebe Dich von mir – 
KEJSER JULIAN.
O, du vankelmodige mand – 
JULIAN.
O Du wankelmütiger Mann – 
LÆREREN HEKEBOLIOS.
Vig fra mig, frister! Tag dine treti sølvpenge igen! Står der ikke skrevet: du skal forlade hustru og børn for Herrens skyld? Og jeg –? For hustrus og børns skyld har jeg forrådt Herren, min Gud! Ve, ve, ve!
(han kaster sig igen ned på sit ansigt.) 
HEKEBOLIOS.
Hebe Dich von mir, Versucher! Nimm Deine dreißig Silberlinge zurück! Steht da nicht geschrieben: Du sollst Weib und Kinder lassen um des Herrn willen? Und ich –? Um des Weibes und der Kinder willen habe ich den Herrn, meinen Gott, verraten! Wehe! Wehe! Wehe!
Er wirft sich wieder auf sein Antlitz nieder. 
KEJSER JULIAN.
Slig vanvids ild tænder disse skrifter over jorden. Og jeg skulde ikke brænde dem? Vent! Inden et år er omme, skal Jødetemplet stå rejst igen på Zions berg, – lyse med sit guldtags pragt over landene og vidne: løgner, løgner, løgner!
(han går ilsomt derfra, fulgt af visdomsvennerne.)


 
JULIAN.
Solch ein Feuer des Wahnwitzes entzünden diese Schriften über die Erde hin. – Und ich sollte sie nicht verbrennen? – Wartet nur! Ehe ein Jahr um ist, soll der Judentempel wieder auf Zions Berg sich erheben, – soll leuchten mit seines Golddaches Pracht über die Lande und bezeugen: Lügner, Lügner, Lügner!
Er geht eilig davon, von den Weisheitsfreunden begleitet.


 
(Landevej udenfor staden. Til venstre ved vejkanten står Kybeles billedstøtte mellem afhugne træstubber. Et stykke derfra, imod venstre, er en kilde med en stenkumme. Det er henimod solnedgang.)
  (På et trin ved fodstykket af gudindens billede sidder en gammel prest med en tildækket kurv på skødet, Omkring stenkummen en flok mænd og kvinder, der henter vand. Kommende og gående ses fra og til på vejen. Fra venstre kommer farveren Fokion, slet klædt, med en stor bylt på hovedet. Han møder hårskæreren Eunapios, der kommer fra staden.) 
Landstraße außerhalb der Stadt.
Links an der Wegecke steht die Statue der Kybele zwischen abgehauenen Baumstümpfen. Ein wenig weiter, nach links, ist eine Quelle mit einem Steinbecken. Es ist gegen Sonnenuntergang.  Auf einem Absatz am Sockel der Statue sitzt ein alter Priester mit einem zugedeckten Korb im Schoß. Rings um das Steinbecken eine Schar Männer und Weiber, die Wasser holen. Auf dem Wege ein Hin und Her von Kommenden und Gehenden. Von links kommt Färber PHOKION, schlecht gekleidet, mit einem großen Bündel auf dem Kopfe. Er begegnet dem Haarscherer EUNAPIOS, der aus der Stadt kommt. 
FARVEREN FOKION.
Ej, se, – min ven Eunapios i fuld hofklædning! 
PHOKION.
Ei sieh da, – mein Freund Eunapios in voller Hoftracht! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Tvi dig, at du spotter en fattig mand. 
EUNAPIOS.
Pfui über Dich, daß Du eines armen Mannes spottest. 
FARVEREN FOKION.
Kalder du det spot? Jeg mente, det var den højeste ære. 
PHOKION.
Das nennst Du Spott? Ich meinte, es wäre die höchste Ehre. 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Du må så sige. Det er bleven en ære nu at gå i pjalter, besynderligen hvis de har ligget bra længe i en rendesten. 
EUNAPIOS.
Das sagst Du so. Es ist jetzt eine Ehre geworden, in Lumpen zu gehen, besonders wenn sie hübsch lange im Rinnstein gelegen haben. 
FARVEREN FOKION.
Hvorledes tror du alt dette vil ende? 
PHOKION.
Wie, glaubst Du, wird das alles enden? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Det bryr jeg mig ikke om at tænke på. Jeg véd, hvorledes det er endt med mig, og det er nok. 
EUNAPIOS.
Mit solchen Gedanken zerbreche ich mir nicht den Kopf. Ich weiß, wie es mit mir geendet hat, und das genügt mir. 
FARVEREN FOKION.
Er du ikke længere i kejserens tjeneste? 
PHOKION.
Bist Du nicht mehr in des Kaisers Diensten? 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Hvad skulde kejser Julian med en hårskærer? Lar han sit hår klippe? Eller lar han skæget studse, tror du? Han kæmmer det ikke engang. Men hvorledes går det med dig? Du ser heller ikke videre lykkelig ud. 
EUNAPIOS.
Was sollte Kaiser Julian mit einem Haarscherer anfangen? Läßt er sich das Haar schneiden ? Oder meinst Du, er ließe sich den Bart stutzen? Er kämmt ihn nicht einmal. Aber wie geht es Dir? Du siehst mir auch nicht gerade glücklich aus. 
FARVEREN FOKION.
Ak, Eunapios, purpurfarvernes tid er forbi. 
PHOKION.
Ach, Eunapios, die Zeit der Purpurfärber ist vorbei. 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Ja, rigtig; nu farves kun kristen-rygge. Men hvad er det du slæber på? 
EUNAPIOS.
Ja, richtig – jetzt färbt man nur noch Christenrücken. Aber was schleppst Du da? 
FARVEREN FOKION.
Et knippe pilebark. Jeg skal farve narrekapper til visdomsvennerne.
(En deling soldater kommer fra højre og stiller sig op ved Kybeles støtte.) 
PHOKION.
Ein Bündel Weidenrinde. Ich will Narrenmäntel färben für die Weisheitsfreunde.
Eine Abteilung Soldaten kommt von rechts und stellt sich an der Statue der Kybele auf. 
FARVEREN FOKION
(til en af mændene ved vandkummen).
Hvad betyder dette? 
PHOKION
zu einem der Männer am Wasserbecken.
Was bedeutet das? 
MANDEN.
Stenbilledet skal fores igen. 
DER MANN.
Das Steinbild soll wieder gefüttert werden. 
FARVEREN FOKION.
Vil kejseren ofre her iaften? 
PHOKION.
Will der Kaiser an diesem Abend hier opfern ? 
EN ANDEN MAND.
Ofrer han ikke både morgen og aften, – snart hist, snart her? 
EIN ZWEITER MANN.
Opfert er nicht morgens wie abends, – bald hier, bald dort? 
EN KVINDE.
Det er en ulykke for fattigfolk, at den nye kejser holder så meget af guderne. 
EIN WEIB.
Es ist ein Unglück für die armen Leute, daß der neue Kaiser so sehr die Götter liebt. 
EN ANDEN KVINDE.
Ej, Dione, sig dog ikke så. Skal vi ikke allesammen holde af guderne? 
EIN ANDERES WEIB.
Ei, Dione, sag’ das nicht; sollen wir nicht alle insgesamt die Götter lieben? 
DEN FØRSTE KVINDE.
Jo, det kan være; men det er nu en ulykke alligevel – 
DAS ERSTE WEIB.
Ja, mag sein; aber trotzdem ist es ein Unglück – 
EN AF MÆNDENE
(peger ud til højre).
Vil I se, – der kommer han.
(Kejser Julian kommer i presteklædning og med offerkniv. Flere visdomslærere, tempelprester, tjenere og vagt omgiver ham. Efter dem følger en skare mennesker dels spottende, dels forbittrede.) 
EINER VON DEN MÄNNERN
zeigt nach rechts.
Wollt Ihr sehen, – da kommt er.
Kaiser JULIAN kommt im Priestergewande und mit einem Opfermesser. Mehrere Weisheitsfreunde, Tempelpriester, Diener und die Wache umgeben ihn. Ihnen folgt eine Schar Menschen, teils spottend, teils erbittert. 
EN AF DE KOMMENDE.
Der borte står gudinden. Nu skal I få se løjer. 
EINER VON DEN KOMMENDEN.
Da hinten steht die Göttin. Jetzt sollt ihr einen Spaß erleben – 
EN ÆLDRE MAND.
Kalder du det løjer? Hvor mange sultne munde kunde ikke mættes med det, som her går tilspilde? 
EIN ALTER MANN.
Nennst Du das einen Spaß? Wie viele hungrige Mäuler könnten nicht mit dem gefüttert werden, was hier draufgeht? 
KEJSER JULIAN
(går hen imod støtten).
O, dette syn! Det fylder mit hjerte med henrykkelse og mine øjne med vemods-tårer. Ja, tilvisse må jeg græde, når jeg tænker på, at denne ærefrygtbydende gudindes billede – omstyrtet af ufromme og forvovne hænder – i så lang en tid har henligget ligesom i en forglemmelsens søvn, – og det, til og med, på et sted, som jeg væmmes ved at beskrive.
(Undertrykt latter blandt de nysgærrige.) 
JULIAN
tritt zu der Statue hin.
O dieser Anblick! Er füllt mein Herz mit Entzückung und meine Augen mit Wehmutstränen. – Ja, gewiß muß ich weinen, wenn ich bedenke, daß das Bild dieser ehrfurchtgebietenden Göttin – umgestürzt von gottlosen und verwegenen Händen – so lange dagelegen hat wie in einem Schlafe des Vergessens, – und das noch dazu an einer Stätte, die zu beschreiben mich ekelt.
Unterdrücktes Gelächter unter den Neugierigen. 
KEJSER JULIAN
(vender sig barskt).
Men jeg føler ikke mindre henrykkelse, når jeg betænker, at det var mig, hvem det blev forundt at udfri den guddommelige moder af en så uværdig tilstand. Og skulde jeg ikke henrykkes ved denne tanke? – Man siger om mig, at jeg har vundet nogle slag imod barbarerne og priser mig herfor. Hvad mig angår, så sætter jeg større pris på, hvad jeg udretter til gudernes bedste; thi dem skylder vi alle vore evner og al vor omtanke. (til dem ved vandkummen.) For resten er det mig kært, at der dog gives nogle i denne halsstarrige stad, som ikke viser sig døve for mine opfordringer, men indfinder sig, således som sømmelig fromhed tilsiger, – og jeg tviler ikke på, at I har bragt anstændige offergaver med. (går hen til den gamle prest.) Hvad ser jeg der? En eneste olding! Hvor er dine tempelbrødre? 
JULIAN
wendet sich barsch um.
Aber ich fühle nicht minder Entzückung, wenn ich bedenke, daß es mir vergönnt war, die göttliche Mutter aus so unwürdigem Zustand zu befreien. – Und sollte ich mich an diesem Gedanken nicht begeistern? – Man sagt mir nach, ich hätte verschiedene Schlachten gegen die Barbaren gewonnen, und preist mich deswegen. Was mich betrifft, so schätze ich das höher, was ich zum Frommen der Götter ausrichte; denn ihnen schulden wir alle unsere Gaben und all unser Trachten. Zu den Leuten am Wasserbecken. Übrigens ist es mir lieb, daß es doch in dieser halsstarrigen Stadt noch Leute gibt, die sich meinen Aufforderungen gegenüber nicht taub stellen, vielmehr sich einfinden, so wie geziemende Frömmigkeit es gebietet, – und ich zweifle nicht, daß Ihr anständige Opfergaben mitgebracht habt. Geht zu dem alten Priester. –Was seh’ ich da? Ein einziger Greis! Wo sind Deine Tempelbrüder? 
DEN GAMLE PREST.
Herre, der er ingen af dem ilive uden jeg. 
DER ALTE PRIESTER.
Herr, außer mir ist von ihnen keiner mehr am Leben. 
KEJSER JULIAN.
Uddød. Landevejen lagt i upassende nærhed forbi helligdommen. Den ærværdige lund nedhugget. – Gamle mand, – hvor er offergaverne? 
JULIAN.
Ausgestorben. Die Landstraße in unpassender Nähe am Heiligtum vorübergeführt. Der ehrwürdige Hain niedergehauen. – Alter Mann,,– wo sind die Opfergaben? 
DEN GAMLE PREST
(peger på kurven).
Her, herre! 
DER ALTE PRIESTER
zeigt auf den Korb.
Hier, Herr! 
KEJSER JULIAN.
Godt, godt. Men det øvrige? 
JULIAN.
Gut, gut. Doch das übrige? 
DEN GAMLE PREST.
Det er alt.
(han åbner kurven.) 
DER ALTE PRIESTER.
Das ist alles.
Er öffnet den Korb. 
KEJSER JULIAN.
En gås! Så denne gås er alt? 
JULIAN.
Eine Gans! Diese Gans ist also alles? 
DEN GAMLE PREST.
Ja, herre! 
DER ALTE PRIESTER.
Ja, Herr! 
KEJSER JULIAN.
Og hvem var den fromme mand, der betænkte os med en så rundhåndet gave. 
JULIAN.
Und wer ist der fromme Mann, der uns mit so reichlicher Spende bedacht hat? 
DEN GAMLE PREST.
Jeg selv har bragt den med. O, herre, vredes ikke; jeg havde ikke flere end den ene.
(Latter og mumlen blandt de forsamlede.) 
DER ALTE PRIESTER.
Ich selbst habe sie mitgebracht. O Herr, zürne nicht – ich hatte nicht mehr als die eine.
Gelächter und Murmeln unter den Versammelten. 
DÆMPEDE STEMMER.
Det er nok. En gås er mere end nok. 
GEDÄMPFT STIMMEN.
Das ist genug. Eine Gans ist mehr als genug. 
KEJSER JULIAN.
O, Antiokia, – du sætter min tålmodighed på en hård prøve! 
JULIAN.
O Antiochia, – Du stellst meine Geduld auf eine harte Probe! 
EN MAND I FLOKKEN.
Først brød, siden offergaver! 
EIN MANN IN DER MENGE.
Erst Brot, dann Opfergaben! 
FARVEREN FOKION
(puffer ham i siden).
Godt sagt; godt sagt! 
PHOKION
pufft ihn in die Seite.
Gut gesagt! Gut gesagt! 
EN ANDEN MAND.
Giv borgerne at spise; guderne får hjælpe sig som de kan. 
EIN ZWEITER
MANN. Gib den Bürgern zu essen; die Götter mögen sich behelfen, wie sie können. 
EN TREDJE MAND.
Vi havde det bedre her under Chi og Kappa! 
EIN DRITTER MANN.
Wir hatten es besser hier unter dem Chi und Kappa! 
KEJSER JULIAN.
Ej, I frække skrålere! I med eders Chi og Kappa! I tror kanske ikke jeg véd, hvem I mener med Chi og Kappa? Ho-ho, jeg véd det godt. Det er jo blevet et gængs ord iblandt jer. I mener Kristus og Konstanzios. Men hines herredømme er forbi, og jeg skal vel hitte på midler til at bøje den trods og den utaknemmelighed, som I viser både imod guderne og imod mig. I opholder eder over, at jeg yder guderne de skyldige ofre. I spotter med, at jeg ifører mig en tarvelig klædning, og lader mit skæg gro uklippet. Ja, dette skæg er eder ret en torn i øjet! I kalder det, uden al ærbødighed, et bukkeskæg. Men jeg siger eder, I dårer, at det er et vismands-skæg. Ja, jeg skammer mig ikke ved at lade eder vide, at dette skæg huser utøj, ligervis som vidjekrattet huser vildt, – og dog bærer jeg dette mit forhånede skæg med større ære, end I eders glatragede hager! 
JULIAN.
Ei, Ihr frechen Schreier! Ihr mit Eurem Chi und Kappa! Ihr glaubt vielleicht, ich wüßte nicht, wen Ihr meint mit Chi und Kappa? Hoho, ich weiß es wohl. Dies Wort ist ja gang und gäbe unter Euch geworden! Ihr meint Christus und Konstantios. Aber ihre Herrschaft ist vorbei, und ich werde schon Mittel finden, den Trotz und die Undankbarkeit zu beugen, die Ihr den Göttern und mir gegenüber an den Tag legt. Ihr haltet Euch darüber auf, daß ich den Göttern die schuldigen Opfer bringe. Ihr spottet, daß ich ein ärmliches Gewand trage und meinen Bart ungeschoren wachsen lasse. Ja, dieser Bart ist Euch ein rechter Dorn im Auge. Ihr nennt ihn, ohne alle Ehrerbietigkeit, einen Bocksbart. Aber ich sage Euch, Ihr Toren, es ist eines Weisen Bart! Ja, ich schäme mich nicht, Euch wissen zu lassen, daß dieser Bart Ungeziefer beherbergt, wie das Weidengebüsch Wild beherbergt, – und doch trage ich diesen meinen verhöhnten Bart mit größerer Ehre, als Ihr Euer glattrasiertes Kinn! 
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
(halvlydt).
Dårligt talt; højst urimeligt! 
EUNAPIOS
halblaut.
Dumm geredet – höchst abgeschmackt. 
KEJSER JULIAN.
Men tror I, jeg lader disse spotterier gå hen uden at svare? Nej, nej, I skal få andet at vide. Vent kun; I skal høre fra mig snarere end I tænker. Jeg udarbejder i denne tid et skrift, som heder „Skæg-haderen“. Og véd I, hvem dette skrift er rettet imod? Det er rettet imod eder, I Antiokias borgere, – ja, imod eder, hvem jeg i skriftet kalder „de uvidende hunde“. Der skal I få mine grunde både for det ene og for det andet, som nu tykkes eder sælsomt i min adfærd. 
JULIAN.
Aber glaubt Ihr, ich ließe diese Spöttereien ohne Erwiderung hingehen? Nein, nein, Ihr sollt mich noch kennen lernen! Wartet nur, Ihr sollt früher von mir hören, als Ihr denkt. Ich arbeite gerade jetzt eine Schrift aus, die ich »Der Barthasser« betitele. Und wißt Ihr, gegen wen sich diese Schrift richtet? Sie richtet sich gegen Euch, Ihr Bürger von Antiochia, – ja, gegen Euch, die ich in der Schrift »unwissende Hunde« nenne. Da sollt Ihr meine Gründe erfahren für jegliches, was Euch in meinem Benehmen jetzt seltsam dünkt. 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS
(kommer fra højre).
Høje kejser, jeg har et glædeligt budskab at bringe. Kyrillos er allerede falden til føje – 
FROMENTINOS
kommt von rechts.
Erhabener Kaiser, ich habe eine freudige Botschaft zu überbringen. Kyrillos ist schon gefügig geworden – 
KEJSER JULIAN.
Ah, det tænkte jeg nok. 
JULIAN.
Ah, dacht’ ich mir’s doch. 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Tyfon gjorde også sine sager fortræffeligt. Fangen blev bunden nøgen ved håndledene så højt under taget, at hans tåspidser netop rørte jorden; derpå pisked Tyfon ham med en svøbe af okse-sener bagfra, således at slagene traf rundt om brystet. 
FROMENTINOS.
Typhon machte seine Sache aber auch vortrefflich. Der Gefangene wurde nackt so hoch unter dem Dache an den Handgelenken angebunden, daß seine Fußspitzen nur eben die Erde berührten; dann peitschte Typhon ihn mit einer Geißel von Ochsensehnen von hinten derart durch, daß die Schläge rund um die Brust trafen. 
KEJSER JULIAN.
O, de lastefulde, som tvinger os til at bruge slige midler! 
JULIAN.
O die Schändlichen, die uns zwingen, solche Mittel anzuwenden! 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
For ikke at røve ham livet måtte vi til slut løslade den hårdnakkede mand. Da var han en stund ganske stille og syntes at betænke sig; men pludselig begærte han dog at fremstilles for kejseren. 
FROMENTINOS.
Um ihn nicht ums Leben zu bringen, mußten wir schließlich den hartnäckigen Menschen loslassen. Da war er eine Weile ganz still und schien sich zu bedenken; aber plötzlich begehrte er doch, vor den Kaiser geführt zu werden. 
KEJSER JULIAN.
Dette er mig såre kært. Og du bringer ham hid? 
JULIAN.
Das ist mir sehr lieb – und Du bringst ihn her? 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Ja, herre, – der kommer de med ham.
(En deling soldater fører læreren Kyrillos mellem sig.) 
FROMENTINOS.
Ja, Herr, – da kommen sie mit ihm. Eine Abteilung Soldaten führt den Lehrer KYRILLOS in ihrer Mitte. 
KEJSER JULIAN.
Ah, min gode Kyrillos, – du er ikke fuldt så kæphøj som sidst, ser jeg. 
JULIAN.
Ha, mein guter Kyrillos, – Du bist nicht mehr ganz so großmäulig wie vorhin, sehe ich. 
LÆREREN KYRILLOS.
Har du kanske i et dyrs eller en fugls indvolde udfundet, hvad jeg har at sige dig? 
KYRILLOS.
Hast Du vielleicht aus den Eingeweiden eines Tieres oder Vogels herausgefunden, was ich Dir zu sagen habe? 
KEJSER JULIAN.
Nu, jeg tænker at jeg, uden varsler, tør tro, du er kommen til fornuft, at du afstår fra dine vildfarelser om Galilæerens magt, og at du nu erkender både kejseren og vore guder for at være større end han. 
JULIAN.
Nun, ich denke, ich darf ohne Wahrzeichen glauben, daß Du zur Vernunft gekommen bist, daß Du Deiner irrigen Meinung von der Macht des Galiläers entsagst und jetzt den Kaiser wie unsere Götter für größer hältst als ihn. 
LÆREREN KYRILLOS.
Bild dig ikke sligt ind. Dine guder er magtesløse; og holder du fast ved disse stenbilleder, som hverken kan se eller høre, så vil du snart være ligeså magtesløs som de. 
KYRILLOS.
Bilde Dir das nicht ein. Deine Götter sind machtlos; und hältst Du fest an diesen Steinbildern, die weder sehen noch hören können, so wirst Du bald ebenso machtlos sein wie sie. 
KEJSER JULIAN.
Kyrillos, – er dette, hvad du har at sige? 
JULIAN.
Kyrillos, – und das ist’s, was Du mir zu sagen hast? 
LÆREREN KYRILLOS.
Nej; jeg kommer for at takke dig. Før skalv jeg for dig og dine pinsler. Men i kvalens stund vandt jeg åndens sejr over det forkrænkelige. Ja, kejser, da dine lejesvende tænkte, jeg hang i vånde under fængselstaget, – da lå jeg, salig som et barn, i min frelsers arme; og da dine bødler tyktes, at de flængte strimler af mit legeme, da strøg Herren med sin lindrende hånd over sårene, tog tornekronen bort og påsatte mig livsens krone. Derfor takker jeg dig; thi intet menneske har vist mig en så stor velgerning som du. Og på det du ikke skal tro, jeg frygter dig herefter, så se – (han slår sin kappe tilside, sønderriver sine sår og kaster stykker for kejserens fødder.) – se, se; – mæt dig med mit blod, som du tørster efter! Men om mig skal du vide, at jeg mætter mig af Jesus Kristus.
(Skrig af forfærdelse høres blandt mængden.) 
KYRILLOS.
Nein; ich komme, Dir zu danken. Vorhin zitterte ich vor Dir und Deinen Martern; aber in der Stunde der Qual gewann ich den Sieg des Geistes über das Vergängliche. Ja, Kaiser, da Deine Spießgesellen glaubten, ich hinge in Schmerzen unter dem Gefängnisdache, – da lag ich, selig wie ein Kind, in meines Heilands Armen; und da Deine Büttel wähnten, sie hieben aus meinem Fleische Riemen, da strich der Herr mit seiner lindernden Hand über die Wunden, nahm die Dornenkrone ab und setzte mir die Krone des Lebens auf. – Dafür danke ich Dir; denn kein Mensch hat mir eine so große Wohltat erwiesen wie Du. – Und damit Du nicht glauben sollst, ich fürchte Dich fortan, so sieh her –! Er schlägt seinen Mantel auf, reißt seine Wunden auseinander und wirft dem Kaiser Stücke vor die Füße. – Sieh her, sieh her; – sättige Dich an meinem Blute, wonach Du dürstest! Aber ich – das sollst Du wissen – ich sättige mich an Jesus Christus.
Geschrei des Entsetzens unter der Menge. 
FLERE STEMMER.
Dette fører ulykke over os alle! 
MEHRERE STIMMEN.
Das bringt Unglück über uns alle! 
KEJSER JULIAN
(som er vegen tilbage).
Hold denne vanvittige, at han ikke forgriber sig på os!
(Soldater omringer Kyrillos og slæber ham hen til vandkummen; samtidigt høres sang af kvinder udenfor til højre.) 
JULIAN.
der zurückgewichen ist.
Haltet den Wahnwitzigen, daß er sich nicht an uns vergreife!
Die Soldaten umringen Kyrillos und schleppen ihn nach dem Wasserbecken. Zugleich vernimmt man Gesang von Weibern, draußen rechts. 
KEJSER JULIAN.
Se hist, Fromentinos, – hvad er det for et sælsomt optog –? 
JULIAN.
Sieh nach, Fromentinos, – was ist das für ein seltsamer Aufzug? 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Nådigste kejser, det er salmesyngerskerne – 
FROMENTINOS.
Gnädigster Kaiser, das sind die Psalmensängerinnen – 
KEJSER JULIAN.
Ah, hint forbund af rasende kvinder – 
JULIAN.
Ah, jener Bund rasender Weiber – 
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
Statholderen Alexandros har frataget dem nogle skrifter, som de holder for hellige. Nu udvandrer de af staden for at græde på kristengravene. 
FROMENTINOS.
Der Statthalter Alexandros hat ihnen etliche Schriften genommen, die sie für heilig halten. Nun wandern sie aus der Stadt heraus, um auf den Christengräbern zu weinen. 
KEJSER JULIAN
(med knyttede hænder).
Trods; trods – både fra kvinder og mænd!
(Den gamle Publia og en stor skare kvinder kommer fremover landevejen.) 
JULIAN
mit geballten Händen.
Trotz, Trotz – bei Weibern wie bei Männern!
Die alte PUBLIA und eine große Schar Weiber kommen die Landstraße herab. 
DEN GAMLE PUBLIA
(synger).
Deres guder er marmor og sølv og guld.
     De skal smuldre i muld. 
PUBLIA
singt
:
Ihre Götter aus Marmor, sie werden wie Laub
Verwittern zu Staub. 
KVINDERNES KOR.
I muld; i muld! 
CHOR DER WEIBER.
Zu Staub, zu Staub! 
PUBLIA.
De myrded vore brødre; de myrded vore sønner.
Stig, sangens duer, med hævnens bønner! 
PUBLIA.
Unsre Brüder zertreten! Unsre Söhne zertreten!
Steigt, Tauben des Liedes, mit Rachegebeten! 
KVINDERNES KOR.
Hævnens bønner! 
CHOR DER WEIBER.
Mit Rachegebeten. 
PUBLIA
(får øje på kejseren).
Der står han! Ve over den ugudelige, som har brændt Herrens ord! Tror du, at du kan opbrænde Herrens ord? Jeg skal sige dig, hvor ordet brænder. (hun griber en kniv fra en af offerpresterne, sønderskærer sit bryst og flænger i såret.) Her brænder ordet. Brænd du vore bøger. Ordet skal brænde i menneskers hjerter indtil den yderste dag!
(hun kaster kniven fra sig.) 
PUBLIA
erblickt den Kaiser.
Da steht er! Wehe über den Gottlosen, der des Herrn Wort verbrannt hat! Glaubst Du, Du könntest des Herrn Wort verbrennen? Ich will Dir sagen, wo das Wort brennt. Sie reißt einem Opferpriester das Messer aus der Hand, schneidet sich die Brust auf und wühlt in der Wunde. Hier brennt das Wort. Verbrenne Du unsere Bücher! Das Wort wird in den Herzen der Menschen brennen bis zum jüngsten Tage!
Sie wirft das Messer weg. 
KVINDERNE
(synger under stigende vildhed).
Lad legemer myrdes; lad skrifter forgå.
     Ordet skal stå; –
     ordet skal stå!
(De tager Publia imellem sig og går videre udover landet.) 
DIE WEIBER
singen mit wachsender Leidenschaft.
Laß die Leiber verwesen, die Schriften vergehn.
Das Wort bleibt stehn –
Das Wort bleibt stehn!
Sie nehmen Publia in ihre Mitte und gehen weiter ins Land hinein. 
FOLK VED BRØNDEN.
Ve os; Galilæernes gud er den stærkeste! 
DIE LEUTE AM BRUNNEN.
Wehe uns! Der Gott der Galiläer ist der stärkste! 
ANDRE STEMMER.
Hvad mægter alle vore guder imod denne ene? 
ANDERE STIMMEN.
Was vermögen alle unsere Götter wider diesen Einen? 
ATTER ANDRE.
Ingen ofring! Ingen dyrkelse! Det vil opirre den forfærdelige imod os. 
WIEDER ANDERE.
Kein Opfer! Keine Verehrung! Das wird den Entsetzlichen wider uns aufreizen. 
KEJSER JULIAN.
O, I dårer! I frygter for at opirre en, som længst er død, – en falsk forkynder; – ja, I skal selv få se. Han er en løgner, siger jeg! Giv blot tål en liden tid endnu. Hver dag, hver time kan jeg vente budskab fra Jerusalem – 
JULIAN.
O Ihr Toren! Ihr fürchtet, einen aufzureizen, der längst tot ist, – einen falschen Propheten; – ja, Ihr werdet es selbst sehen. Er ist ein Lügner, sage ich! Geduldet Euch nur noch ein Weilchen. Jeden Tag, jede Stunde kann ich Botschaft erwarten aus Jerusalem – 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
(i støvede klæder, kommer med nogle ledsagere ilsomt fra højre).
Nådigste kejser, tilgiv at din tjener søger dig her. 
DER KRIEGSOBERST JOVIAN.
in bestaubten Kleidern, kommt mit einigen Begleitern in Eile von rechts.
Gnädigster Kaiser, verzeih, daß Dein Diener Dich hier aufsucht. 
KEJSER JULIAN
(med et glædesskrig).
Jovian! O, glade budskab –! 
JULIAN
mit einem Freudenschrei.
Jovian! O frohe Botschaft! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg kommer lige fra Jødeland. I palatset hørte jeg, du var her ude – 
JOVIAN.
Ich komme geradewegs aus Judäa. Im Palaste hörte ich, Du wärst hier draußen – 
KEJSER JULIAN.
O, I prisværdige guder, – så skal dog ikke den synkende sol gå ned over løgnen! Hvor vidt er vi? Tal, min Jovian! 
JULIAN.
O Ihr preiswürdigen Götter, – so soll die sinkende Sonne doch nicht über der Lüge untergehen! Wie weit sind wir? Sprich, mein Jovian! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN
(med et blik på mængden).
Herre, – skal jeg fortælle alt? 
JOVIAN
mit einem Blick auf die Menge.
Herr, – soll ich alles erzählen? 
KEJSER JULIAN.
Alt, alt, – fra først til sidst! 
JULIAN.
Alles, alles – von Anfang bis zu Ende! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg kom til Jerusalem med bygmesterne og soldaterne og de to tusend arbejdere. Vi gik straks i værk med at rydde grunden. Vældige rester af mure stod endnu igen. De faldt for vore hakker og brækstænger, let, som om en usynlig magt hjalp os at udslette dem – 
JOVIAN.
Ich kam nach Jerusalem mit den Baumeistern und Soldaten und den zweitausend Arbeitern. Wir gingen gleich ans Werk, den Baugrund zu räumen! Gewaltige Reste von Mauern standen noch. Sie fielen unter unsern Hacken und Brechstangen, leicht – als ob eine unsichtbare Macht uns hülfe, sie niederzulegen – 
KEJSER JULIAN.
Ser I; ser I vel! 
JULIAN.
Seht Ihr – seht Ihr wohl! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Medens dette stod på, blev umådelige kalkdynger slæbt sammen til den nye bygning. Da opstod ganske uventet en hvirvlende storm, som spredte kalken lig en sky ud over den ganske egn. 
JOVIAN.
Währenddessen wurden ungeheure Kalkhaufen zu dem neuen Bau zusammengetragen. Da erhob sich ganz unerwartet ein Wirbelwind, der den Kalk wie eine Wolke über die ganze Gegend verstreute. 
KEJSER JULIAN.
Videre; videre! 
JULIAN.
Weiter, weiter! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Samme nat rysted jorden gentagne gange. 
JOVIAN.
In derselben Nacht erbebte die Erde mehrere Male. 
STEMMER I MÆNGDEN.
Hører I? Jorden rysted. 
STIMMEN IN DER MENGE.
Hört Ihr’s? Die Erde erbebte. 
KEJSER JULIAN.
Videre, siger jeg! 
JULIAN.
Weiter, sage ich! 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Vi lod dog ikke vort mod nedslå af dette sælsomme tilfælde. Men da vi var trængt dybere ned i grunden og havde fåt åbnet de underjordiske hvælvinger, og stenbryderne gik ind i dem for at arbejde ved fakkelskin – 
JOVIAN.
Wir ließen durch dies seltsame Ereignis uns nicht entmutigen. Aber als wir tiefer in den Boden eingedrungen waren und die unterirdischen Grabgewölbe geöffnet hatten, und die Steinbrecher dort hineingingen, um bei Fackelschein zu arbeiten – 
KEJSER JULIAN.
Jovian, – hvad så? 
JULIAN.
Jovian, – was dann –? 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Herre, da brød en forfærdelig, en uhyre ildstrøm ud af hulerne. Et tordnende drøn rysted hele staden. Hvælvingerne søndersprængtes, hundreder af arbejdere dræbtes dernede, og de få, som redded sig, flygtede med sønderrevne lemmer. 
JOVIAN.
Herr, da brach ein furchtbarer, ein ungeheurer Feuerstrom aus den Vertiefungen hervor. Donnergetöse erschütterte die ganze Stadt. Die Gewölbe barsten, Hunderte von Arbeitern wurden da unten getötet, und die wenigen, die sich retteten, flohen mit zerschundenen Gliedern. 
HVISKENDE STEMMER.
Galilæernes gud! 
FLÜSTERNDE STIMMEN.
Der Galiläergott! 
KEJSER JULIAN.
Kan jeg tro alt dette? Så du det? 
JULIAN.
Kann ich das alles glauben? Hast Du es gesehen? 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Jeg var selv tilstede. Vi begyndte påny. Herre, i overvær af mange tusender – forfærdede, knælende, jublende, bedende – gentog det samme vidunder sig to gange. 
JOVIAN.
Ich war selber zugegen. Wir begannen von neuem. Herr, in Gegenwart von vielen Tausenden – Entsetzter, Knieender, Jubelnder, Betender – wiederholte sich dasselbe Wunder zweimal. 
KEJSER JULIAN
(bleg og rystende).
Og så –? Med et ord, – hvad har kejseren udrettet i Jerusalem? 
JULIAN
bleich und bebend.
Und dann –? Mit einem Wort, – was hat der Kaiser ausgerichtet in Jerusalem? 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Kejseren har fuldbyrdet Galilæerens spådom. 
JOVIAN.
Der Kaiser hat die Weissagung des Galiläers erfüllt. 
KEJSER JULIAN.
Fuldbyrdet – 
JULIAN.
Erfüllt –? 
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
Ved dig blev det ord til fuld sandhed: ikke sten på sten skal lades tilbage. 
JOVIAN.
Durch Dich wurde das Wort zu voller Wahrheit: nicht ein Stein soll auf dem andern bleiben. 
MÆND OG KVINDER.
Galilæeren har sejret over kejseren! Galilæeren er større end Julian! 
MÄNNER UND FRAUEN.
Der Galiläer hat über den Kaiser gesiegt! Der Galiläer ist größer als Julian! 
KEJSER JULIAN
(til Kybeles prest).
Du kan gå hjem, gamle mand! Og tag din gås med dig. Vi vil ikke foretage nogen ofring iaften. (vender sig til mængden.) Jeg hørte nogle her sige, at Galilæeren har sejret. Det kunde synes så; men jeg siger eder, det er en vildfarelse. I uvidende; I foragtelige dosmere, – I kan tro mig: det skal ikke vare længe, før bladet har vendt sig! Jeg skal –; jeg skal –! Ja, bi kun! Jeg forbereder mig allerede på et skrift imod Galilæeren. Det skal være i syv kapitler; og når hans tilhængere får det at læse, – og når derhos „Skæg-haderen“ – – Tag mig under armen, Fromentinos! Denne modstand har trættet mig. (til vagten, idet han går forbi vandkummen.) Giv Kyrillos fri!
(Han går med sit følge tilbage til staden.) 
JULIAN
zum Priester der Kybele.
Du kannst heimgehen, alter Mann! Und nimm Deine Gans mit! Wir wollen heut abend keine Opfer verrichten. Wendet sich zur Menge. Ich hörte hier etwelche sagen, der Galiläer habe gesiegt. Es könnte so scheinen; aber ich sage Euch, es ist ein Irrtum. Ihr Unwissenden! Ihr schnöden Dummköpfe! – Ihr könnt mir glauben: es soll nicht lange währen, und das Blatt hat sich gewendet! Ich werde –! ich werde –! ja, wartet nur! Ich bereite schon eine Schrift wider den Galiläer vor. Sie soll sieben Kapitel enthalten; und wenn seine Anhänger die zu lesen bekommen, – und wenn noch dazu der »Barthasser« – –. Deinen Arm, Fromentinos! Dieser Widerstand hat mich erschöpft! Zur Wache, während er am Wasserbecken vorbeigeht. Gebt Kyrillos frei!
Er kehrt mit seinem Gefolge nach der Stadt zurück. 
MÆNGDEN VED BRØNDEN
(råber efter ham under hånlatter).
Der går offer-slagteren! – Der går den raggede bjørn! – Der går abekatten med de lange arme!


 
DIE MENGE AM BRUNNEN
ruft ihm unter Hohngelächter nach:
Da geht der Opferschlächter! – Da geht der struppige Bär! – Da geht der Affe mit den langen Armen!


 
(Måneskinsnat. På Apollon-templets ruiner.)
  (Kejser Julian og mystikeren Maximos, begge i lange klæder, kommer frem mellem de omstyrtede søjler i baggrunden.) 
Auf den Ruinen des Apollontempels. Mondscheinnacht.  Kaiser Julian und MAXIMOS kommen, beide in langen Gewändern, durch die Säulentrümmer im Hintergründe daher. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvor hen, min broder? 
MAXIMOS.
Wohin, mein Bruder? 
KEJSER JULIAN.
Hvor der er ensomst. 
JULIAN.
Wo es am einsamsten ist. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Men her – i vederstyggeligheden? Midt imellem grusdynger –? 
MAXIMOS.
Aber hier, – an dieser greulichen Stätte? Mitten zwischen Schutthaufen–? 
KEJSER JULIAN.
Er ikke den hele verden en grusdynge? 
JULIAN.
Ist nicht die ganze Welt ein Schutthaufen –? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du har dog vist, at det sunkne kan genoprejses. 
MAXIMOS.
Du hast doch bewiesen, daß das Gesunkene wieder aufgerichtet werden kann. 
KEJSER JULIAN.
Spottefugl! I Athen så jeg en skoflikker, som havde indrettet sig et lidet værksted i Theseus-templet. I Rom, hører jeg, er et hjørne af den juliske basilika gjort brugelig til bøffelstald. Kald også det at genoprejse! 
JULIAN.
Spottvogel! In Athen sah ich einen Flickschuster, der hatte sich eine kleine Werkstatt im Theseustempel eingerichtet. In Rom, höre ich, ist ein Winkel der julischen Basilika in einen Büffelstall umgewandelt worden. Nenn auch das ein Wiederaufrichten! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvorfor ikke? Sker ikke alle ting stykkevis? Hvad er helheden andet, end den fulde sum af samtlige stykker? 
MAXIMOS.
Warum nicht? Geschehen nicht alle Dinge stückweise? Was ist die Ganzheit anderes als die volle Summe sämtlicher Stücke? 
KEJSER JULIAN.
Dårlig visdom! (peger på det omstyrtede Apollon-billede.) Se dette næseløse hoved. Se denne sønderknuste albue, – disse splintrede lænder. Er alle disse hæsligheders sum den hele fulde guddommelige fordums skønhed? 
JULIAN.
Törichte Weisheit! Zeigt auf die umgestürzte Apollonstatue. Sieh diesen Kopf ohne Nase. Sieh diesen geborstenen Ellenbogen, – diese zersplitterten Lenden. Ist die Summe all dieser Häßlichkeiten die ganze, runde, frühere göttliche Schönheit? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvoraf véd du, at hin fordums skønhed var skøn – i og for sig – undtagen i beskuerens forestilling? 
MAXIMOS.
Woher weißt Du, daß jene frühere Schönheit schön war – an und für sich – nicht bloß in der Vorstellung des Beschauers? 
KEJSER JULIAN.
Ak, Maximos, der er netop kernen. Hvad er i og for sig? Jeg véd intet at nævne efter denne dag. (han sparker til Apollon-hovedet.) Har du nogen tid været mægtigere i dig selv? Sælsomt, Maximos, at der kan ligge styrke i vildfarelsen. Se til Galilæerne. Og se til mig fordum, da jeg holdt det for muligt at genoprejse den faldne skønheds-verden. 
JULIAN.
Ach, Maximos, das gerade ist der Kern. Was ist an und für sich? Ich weiß nichts zu nennen nach diesem Tage. Er stößt mit dem Fuß gegen den Apollonkopf. Bist Du jemals eine Macht an und für sich gewesen? – Seltsam, Maximos, daß im Irrtum Stärke liegen kann. Sieh Dir die Galiläer an. Und sieh mich selbst an, wie ich früher war, da ich es für möglich hielt, die gesunkene Schönheitswelt wieder aufzurichten. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ven, – hvis vildfarelsen er dig en fornødenhed, så gå tilbage til Galilæerne. De vil tage imod dig med åbne arme. 
MAXIMOS.
Freund, – wenn der Irrtum Dir ein Bedürfnis ist, so geh zu den Galiläern zurück. Sie werden Dich mit offenen Armen empfangen. 
KEJSER JULIAN.
Du véd godt, at dette er ugørligt. Kejser og Galilæer! Hvorledes forene det modsigende? Ja, denne Jesus Kristus er den største oprører, som nogen tid har levet. Hvad var Brutus, – hvad var Kassius imod ham? De myrded kun den ene Julius Cæsar; men han myrder Cæsar og Augustus overhovedet. Eller er der at tænke på forligelighed mellem Galilæeren og kejseren? Er der rum for de to tilhobe på jorden? Og han lever på jorden, Maximos, – Galilæeren lever, siger jeg, så grundigt end både Jøder og Romere bildte sig ind, at de havde dødet ham; – han lever i menneskenes opsætsige sind; han lever i deres trods og hån imod al synlig magt. „Giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud, hvad Guds er!“ – Aldrig har menneskemund udtalt et underfundigere ord end dette. Hvad ligger der bagved? Hvad og hvor meget tilkommer kejseren? Dette ord er som en stridsklubbe, der slår kronen af kejserens hoved. 
JULIAN.
Du weißt recht gut, daß das unmöglich ist. Kaiser und Galiläer! Wie das Gegensätzliche vereinen? – Ja, dieser Jesus Christus ist der größte Aufrührer, der je gelebt hat. Was war Brutus, – was war Cassius gegen ihn? Die mordeten nur den einen Julius Cäsar; aber er mordet Cäsar und Augustus überhaupt. Oder ist an einen Ausgleich zwischen Kaiser und Galiläer zu denken? Ist Raum für sie beide zugleich auf Erden? Und er lebt auf Erden, Maximos, – der Galiläer lebt, sage ich, so gründlich auch Juden wie Römer sich einbildeten, ihn getötet zu haben; – er lebt in den aufrührerischen Herzen der Menschen; er lebt in ihrem Trotz und Hohn wider alle sichtbare Macht. – »Gib dem Kaiser, was des Kaisers ist, und Gott, was Gottes ist«! – Niemals hat Menschenmund ein tückischeres Wort als dieses ausgesprochen. Was steckt dahinter? Was und wieviel kommt dem Kaiser zu? Dies Wort ist wie eine Streitkeule, die von des Kaisers Haupt die Krone schlägt. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Da vidste dog den store Konstantin at komme til rette med Galilæeren, – og din forgænger ligeså. 
MAXIMOS.
Und doch verstand es der große Konstantin, sich mit dem Galiläer abzufinden – und Dein Vorgänger ebenfalls. 
KEJSER JULIAN.
Ja, den, der kunde være nøjsom, lig hine. Men kalder du det at styre jordens rige? Konstantin udvided sit herredømmes grænser. Men drog han ikke grænserne snevert sammen om sin ånd og om sin vilje? I stiller den mand for højt, når I kalder ham den store. Min forgænger vil jeg ikke engang tale om, han var mere slave end kejser, og jeg kan ikke blive stående ved navnet. Nej, nej, der er ikke at tænke på forlig i disse ting. Og dog – at skulle give efter! O, Maximos, ovenpå disse nederlag kan jeg ikke vedblive at være kejser, – og jeg kan heller ikke give afkald på at være det. Maximos, du som kan tyde varsler, hvis gådefulde mening er dulgt for alle andre, – du, som kan læse i de evige stjerners bog, – kan du sige mig udgangen på denne strid? 
JULIAN.
Jawohl – wer nur so genügsam sein könnte wie sie. Aber nennst Du das das Weltreich regieren? Konstantin erweiterte die Grenzen seiner Herrschaft. Aber zog er nicht die Grenzen eng zusammen um seinen Geist und seinen Willen? Ihr stellt den Mann zu hoch, wenn Ihr ihn den Großen nennt. Von meinem Vorgänger will ich nicht einmal reden; er war mehr Sklave als Kaiser, und ich kann bei dem Namen nicht stehen bleiben. – Nein, nein, an einen Ausgleich in diesen Dingen ist nicht zu denken. Und doch – nachgeben zu sollen! O Maximos, nach diesen Niederlagen kann ich nicht mehr Kaiser bleiben – und ich kann auch nicht darauf verzichten, es zu sein. – Maximos, der Du Zeichen deuten kannst, deren rätselhafter Sinn allen andern verborgen ist – der Du lesen kannst im Buch der ewigen Sterne, – kannst Du mir den Ausgang dieses Streites künden? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ja, min broder, jeg kan sige dig udgangen. 
MAXIMOS.
Ja, mein Bruder, ich kann Dir den Ausgang künden. 
KEJSER JULIAN.
Det kan du? Så sig den da! Hvo skal sejre, kejseren eller Galilæeren? 
JULIAN.
Das kannst Du? So künd’ ihn denn! Wer wird siegen, der Kaiser oder der Galiläer? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Både kejseren og Galilæeren skal gå under. 
MAXIMOS.
Sowohl
der Kaiser wie der Galiläer werden untergehen. 
KEJSER JULIAN.
Gå under –? Begge –? 
JULIAN.
Untergehen –? Beide –? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Begge. Om i vore tider, eller om hundreder af år, det véd jeg ikke; men ske skal det, når den rette kommer. 
MAXIMOS.
Beide. Ob in unsern Zeiten, ob nach Hunderten von Jahren, das weiß ich nicht; aber es wird geschehen, wenn der Rechte kommt. 
KEJSER JULIAN.
Og hvem er den rette? 
JULIAN.
Und wer ist der Rechte? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Han, som skal opsluge både kejseren og Galilæeren. 
MAXIMOS.
Er, der sowohl den Kaiser wie den Galiläer verschlingen wird. 
KEJSER JULIAN.
Du løser gåden med en end mørkere gåde. 
JULIAN.
Du löst das Rätsel mit einem noch dunkleren Rätsel. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hør mig, sandhedsven og broder! Jeg siger, de skal begge gå under – men ikke forgå. Går ikke barnet under i ynglingen, og ynglingen igen i manden? Men hverken barnet eller ynglingen forgår. O, du min elskede lærling, – har du glemt vore samtaler i Efesos om de tre riger? 
MAXIMOS.
Hör’ mich an, Wahrheitsfreund und Bruder! Ich sage, sie werden beide untergehen – aber nicht vergehen. – Geht nicht das Kind unter im Jüngling, und wiederum der Jüngling im Manne? Aber weder das Kind noch der Jüngling vergeht. – O Du, mein Lieblingsschüler, hast Du unsere Gespräche in Ephesos vergessen – die Gespräche von den drei Reichen? 
KEJSER JULIAN.
Ah, Maximos, der ligger år imellem. Tal! 
JULIAN.
Ach, Maximos, da liegen Jahre dazwischen. Sprich! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du véd, jeg har aldrig billiget, hvad du, som kejser, har foretaget dig. Du har villet skabe ynglingen om til barn igen. Kødets rige er opslugt af åndens rige. Men åndens rige er ikke det afsluttende, ligeså lidt som ynglingen er det. Du har villet hindre ynglingens vækst, – hindre ham fra at vorde mand. O, du dåre, som har draget sværdet imod det vordende, – imod det tredje rige, hvor den tvesidige skal herske! 
MAXIMOS.
Du weißt, ich habe nie gebilligt, was Du als Kaiser unternommen hast. Du hast den Jüngling wieder zum Kind umschaffen wollen. Des Fleisches Reich ist verschlungen vom Reiche des Geistes. Aber das Reich des Geistes ist nicht das abschließende, ebensowenig wie der Jüngling es ist. Du hast das Wachstum des Jünglings hindern wollen, – ihn hindern wollen, Mann zu werden. O Tor, der Du das Schwert wider das Werdende gezogen hast, – wider das dritte Reich, wo der Zweiseitige herrschen soll! 
KEJSER JULIAN.
Og denne –? 
JULIAN.
Und der –? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jødefolket har et navn for ham. De kalder ham Messias, og de venter på ham. 
MAXIMOS.
Das Judenvolk hat einen Namen für ihn. Sie nennen ihn Messias und warten auf ihn. 
KEJSER JULIAN
(langt og tankefuldt).
Messias? – Hverken kejser eller forløser? 
JULIAN
langsam und gedankenvoll.
Messias? Weder Kaiser noch Erlöser? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Begge i en og en i begge. 
MAXIMOS.
Beide in Einem und Einer in beiden. 
KEJSER JULIAN.
Kejser-gud; – gude-kejser. Kejser i åndens rige – og gud i kødets. 
JULIAN.
Kaiser-Gott – Gott-Kaiser. Kaiser im Reiche des Geistes – und Gott in des Fleisches Reiche. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det er det tredje rige, Julian! 
MAXIMOS.
Das
ist das dritte Reich, Julian! 
KEJSER JULIAN.
Ja, Maximos, det er det tredje rige. 
JULIAN.
Ja, Maximos, das ist das dritte Reich. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
I det rige er den foreløbiges oprørs-ord vorden sandhed. 
MAXIMOS.
In dem Reich ist das aufrührerische Wort jenes Vorläufers Wahrheit geworden. 
KEJSER JULIAN.
„Giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud, hvad Guds er.“ Ja, ja, – da er kejseren i Gud, og Gud i kejseren. – Ah, drømme, drømme; – hvo bryder Galilæerens magt! 
JULIAN.
»Gib dem Kaiser, was des Kaisers ist, – und Gott, was Gottes ist.« Ja, ja, – da ist der Kaiser in Gott und Gott im Kaiser. Ach, Träume, Träume! Wer bricht die Macht des Galiläers? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvori ligger Galilæerens magt? 
MAXIMOS.
Worin liegt des Galiläers Macht? 
KEJSER JULIAN.
Jeg har forgæves grublet derover. 
JULIAN.
Ich habe vergebens darüber nachgegrübelt. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Der står skrevet etsteds: „du skal ikke have fremmede guder for mig“. 
MAXIMOS.
Es steht irgendwo geschrieben: »Du sollst nicht fremde Götter haben neben mir.« 
KEJSER JULIAN.
Ja – ja – ja! 
JULIAN.
Ja –ja –ja! 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Seeren fra Nazareth forkyndte ikke denne eller hin gud; han sagde: Gud er jeg; – jeg er Gud. 
MAXIMOS.
Der Seher von Nazareth verkündete nicht diesen oder jenen Gott; er sagte: Gott bin ich – ich bin Gott. 
KEJSER JULIAN.
Ja, dette udenfor –! Derfor er kejseren magtesløs. Det tredje rige? Messias? Ikke jøde-folkets, men ånds-rigets og verdens-rigets Messias –? 
JULIAN.
Ja, dieses außerhalb meiner –! Darum ist der Kaiser machtlos. – Das dritte Reich? Der Messias? Nicht des Judenvolkes, sondern des Geistesreiches und Weltreiches Messias –? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Gude-kejseren. 
MAXIMOS.
Der Gott-Kaiser. 
KEJSER JULIAN.
Kejser-guden. 
JULIAN.
Der Kaiser-Gott. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Logos i Pan – Pan i Logos. 
MAXIMOS.
Logos in Pan – Pan in Logos. 
KEJSER JULIAN.
Maximos, – hvorledes vorder han? 
JULIAN.
Maximos, – wie wird er? 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Han vorder i den sig selv villende. 
MAXIMOS.
Er wird in dem sich selbst Wollenden. 
KEJSER JULIAN.
Min elskede lærer, – jeg må forlade dig. 
JULIAN.
Mein geliebter Lehrer, – ich muß Dich verlassen. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvor går du hen? 
MAXIMOS.
Wohin gehst Du? 
KEJSER JULIAN.
Til staden. Perser-kongen har gjort mig fredstilbud, som jeg i overilelse gik ind på. Mine sendebud er alt undervejs. De skal indhentes og kaldes tilbage. 
JULIAN.
Zur Stadt. Der Perserkönig hat mir Friedensanerbietungen gemacht, die ich in der Übereilung angenommen habe. Meine Boten sind schon unterwegs. Man soll sie einholen und zurückrufen. 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du vil åbne krigen imod kong Sapores på ny? 
MAXIMOS.
Du willst den Krieg gegen König Sapores von neuem eröffnen? 
KEJSER JULIAN.
Jeg vil, hvad Kyros drømte om og hvad Alexander prøved – 
JULIAN.
Ich will, was Kyros träumte und Alexander versuchte – 
MYSTIKEREN MAXIMOS.
Julian! 
MAXIMOS.
Julian! 
KEJSER JULIAN.
Jeg vil eje verden. – God nat, min Maximos!
(han vinker med hånden til afsked og går hurtigt bort. Maximos ser tankefuld efter ham.) 
JULIAN.
Ich will die Welt besitzen. – Gute Nacht, mein Maximos!
Er winkt mit der Hand zum Abschied und geht rasch ab. Maximos sieht ihm gedankenvoll nach. 
SALMESYNGERSKERNES KOR
(langt borte på martyr-gravene).
Menneske-guder af sølv og guld, –
I skal smuldre i muld!


 
CHOR DER PSALMSÄNGERINNEN
aus der Ferne, auf den Märtyrergräbern:
Menschengötter aus Gold, – wie Laub
Werdet Ihr werden zu Staub!


 
Permanent link
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login