You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
CÆSAR JULIAN.
Jeg greb en fane, ildned de kejserlige hustropper med mine tilråb, holdt i al skynding en tale til dem, en tale, som måske ikke vilde have været selv en mere oplyst tilhørerkreds ganske uværdig, og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb havde lønnet mig, styrted jeg mig lige ind i den tætteste kamptummel. 
JULIAN.
Ich ergriff eine Fahne, feuerte die kaiserlichen Haustruppen durch meinen Zuruf an, hielt in aller Eile eine Rede an sie, eine Rede, die vielleicht auch vor einem gebildeteren Zuhörerkreise bestanden hätte, und kaum hatte der Beifallsruf der Soldaten mir gelohnt, stürzte ich mich auch schon hinein in das dichteste Kampfgetümmel. 
FYRSTINDE HELENA.
Julian! O, du elsker mig ikke! 
HELENA.
Julian! O, Du liebst mich nicht! 
CÆSAR JULIAN.
I det øjeblik var du ikke i mine tanker. Jeg vilde dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det kom, min elskede! Det var som om en lynslående rædsel blinked ud af vore lanse-spidser. Jeg så Knodomar, hin forfærdelige kriger – ja, du har jo selv set ham – jeg så ham flygte tilfods af slaget, og med ham flygtede hans broder Vestralp og kongerne Hortar og Suomar og alle, som ikke lå under for vore sværd. 
JULIAN.
In dem Augenblick dachte ich nicht an Dich. Ich wollte sterben; einen andern Ausweg sah ich nicht. Aber es glückte, Geliebte! Es war, als ob unsere Lanzenspitzen Blitze des Schreckens sprühten. Ich sah Knodomar, den furchtbaren Krieger, – Du hast ihn ja selbst gesehen, – ich sah ihn zu Fuß vom Schlachtfeld fliehen, und mit ihm flohen sein Bruder Vestralp und die Könige Hortar und Suomar und alle, die unsern Schwertern nicht unterlagen. 
FYRSTINDE HELENA.
O, jeg ser det; jeg ser det! Velsignede frelser; det var dig, som atter udsendte mordenglene fra den mulviske bro! 
HELENA.
Ich sehe es; ich sehe es! Gebenedeiter Heiland! Du warst es, der abermals seine Würgengel von der mulvischen Brücke ausgesandt hat! 
CÆSAR JULIAN.
Aldrig har jeg hørt slige jammerskrig; aldrig har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte i, der vi vaded over de faldne. Floden gjorde resten; de druknende kæmped indbyrdes til de vælted rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne faldt levende i vore hænder; Knodomar selv havde søgt tilflugt i en rørklynge; en af hans ledsagere røbed ham, vore folk sendte en pileregn ind imod den skjulte, men uden at ramme. Da kom han frivilligt frem og overgav sig. 
JULIAN.
Niemals habe ich solches Jammergeschrei vernommen; niemals so klaffende Wunden geschaut wie die, in die wir traten, da wir über die Gefallenen wateten. Der Strom tat das übrige; die Ertrinkenden rangen miteinander, bis sie ermatteten und untersanken. Die Mehrzahl der Fürsten fiel uns lebend in die Hände; Knodomar selbst hatte Zuflucht in einem Röhricht gesucht; von seinem Gefolge verriet ihn einer; unsere Leute sandten einen Pfeilregen in sein Versteck, doch ohne ihn zu treffen. Da kam er freiwillig heraus und ergab sich. 
FYRSTINDE HELENA.
Og efter en slig sejr skulde du ikke føle dig tryg? 
HELENA.
Und nach einem solchen Sieg solltest Du Dich nicht sicher fühlen? 
CÆSAR JULIAN
(nølende).
Efter sejren, endnu samme aften, indtraf et tilfælde, en ubetydelighed – 
JULIAN
zaudernd.
Nach dem Sieg, an demselben Abend noch, trat ein zufälliger Umstand ein, etwas Unbedeutendes – 
FYRSTINDE HELENA.
Et tilfælde? 
HELENA.
Ein zufälliger Umstand? 
CÆSAR JULIAN.
Jeg vil helst kalde det så. I Athen grubled vi så meget over Nemesis. – Min sejr var så overvældende stor, Helena; min stilling var ligesom kommen ud af ligevægt; jeg véd ikke – 
JULIAN.
Ich möchte es am liebsten so nennen. In Athen zerbrachen wir uns so viel den Kopf über die Nemesis. – Mein Sieg war so herrlich groß, Helena; meine Stellung war wie aus dem Gleichgewicht geraten; ich weiß nicht – 
FYRSTINDE HELENA.
O, tal dog; du ængster mig! 
HELENA.
So sprich doch –; Du ängstigst mich! 
CÆSAR JULIAN.
Det var en ubetydelighed, siger jeg dig. Jeg lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens påsyn. Før slaget havde han truet med, at jeg skulde flåes levende, når jeg faldt i hans hænder. Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skælvende over hele legemet; knækket af ulykken, således, som det er barbarers vis, kasted han sig ned for mig, omklamred mine knæ, udgød tårer og bad for livet. 
JULIAN.
Es war etwas Unbedeutendes, sage ich Dir. Ich ließ den gefangenen Knodomar mir vorführen im Angesicht des Heeres. Vor der Schlacht hatte er damit gedroht, ich sollte lebendig geschunden werden, wenn ich ihm in die Hände fiele. Jetzt ging er mir mit unsicherm Schritt entgegen, zitternd am ganzen Leibe; gebrochen vom Unglück, warf er sich nach Barbarenart vor mir nieder, umklammerte meine Knie, vergoß Tränen und bat um sein Leben. 
FYRSTINDE HELENA.
Med rædsels gysning gennem de kraftfulde lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. – Dræbte du ham, min elskede? 
HELENA.
Mit des Entsetzens Schauder in den kraftvollen Gliedern. Ich sehe den Knodomar liegen. – Hast Du ihn getötet, Geliebter? 
CÆSAR JULIAN.
Jeg kunde ikke dræbe denne mand. Jeg tilsagde ham sikkerhed og loved at sende ham som fange til Rom. 
JULIAN.
Ich konnte ihn nicht töten, diesen Mann. Ich sagte ihm Sicherheit zu und versprach, ihn als Gefangenen nach Rom zu senden. 
FYRSTINDE HELENA.
Uden at pine ham? 
HELENA.
Ohne ihm ein Haar zu krümmen? 
CÆSAR JULIAN.
Klogskab bød mig at handle mildt. Men da, – jeg fatter ikke, hvorledes det gik til, – i overstrømmende glæde, og med et hyl på sine læber, sprang barbaren op, strakte sine bundne hænder ivejret og, lidet kyndig, som han var i vort sprog, råbte han med høj røst: priset være du, Julian, du mægtige kejser! 
JULIAN.
Die Klugheit gebot mir, milde zu handeln. Aber da, – ich fasse es nicht, wie es zuging, – im Übermaß des Glückes, mit einem Freudengeheul sprang der Barbar auf, streckte seine gefesselten Hände empor und in seiner unzulänglichen Kenntnis unserer Sprache rief er mit lauter Stimme: »Gepriesen seist Du, Julian, Du mächtiger Kaiser!« 
FYRSTINDE HELENA.
Ah! 
HELENA.
Ah! 
CÆSAR JULIAN.
Mine ledsagere vilde til at le; men barbarkongens råb slog ned som et tændende lyn iblandt soldaternes klynger. „Leve kejser Julian“, råbte de omstående; og råbet forplanted sig i videre og videre ringe til det fjerneste fjerne; – det var som om en Titan havde slynget et berg i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig denne hedenske lignelse, men – 
JULIAN.
Mein Gefolge wollte darüber lachen; aber der Ruf des Barbarenkönigs schlug wie ein zündender Blitz in die Soldatenhaufen. »Es lebe Kaiser Julian!« riefen die Umstehenden, und der Ruf pflanzte sich fort, in weiteren und immer weiteren Ringen bis in die fernste Ferne; es war, als ob ein Titan einen Berg ins Weltmeer hinaus geschleudert hätte; – Liebste, verzeih mir dieses heidnische Gleichnis, aber – 
FYRSTINDE HELENA.
Kejser Julian! Han sagde: kejser Julian! 
HELENA.
Kaiser Julian! Er sagte: Kaiser Julian! 
CÆSAR JULIAN.
Hvad vidste den rå Aleman om Konstanzios, hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvinder, var for ham den største – 
JULIAN.
Was wußte der rauhe Alemanne von Konstantios, den er nie gesehen hat? Ich, sein Überwinder, war ihm der größte – 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, ja; men soldaterne –? 
HELENA.
Freilich – aber die Soldaten –? 
CÆSAR JULIAN.
Jeg satte dem strængt irette; thi jeg så det godt, – Florentius, Severus og visse andre stod stille omkring, hvide af skræk og vrede. 
JULIAN.
Ich wies sie streng zurecht, denn ich sah sehr wohl, – Florentius, Severus und gewisse andere Leute standen lautlos umher, bleich vor Schrecken und Zorn. 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, ja – de, men ikke soldaterne. 
HELENA.
Ja, ja, – sie, aber nicht die Soldaten. 
CÆSAR JULIAN.
Der var knapt gåt en nat tilende, før mine hemmelige fiender havde forvansket sagen. Cæsar har ladet Knodomar udråbe sig til kejser, hed det, og til gengæld har han skænket barbarkongen livet. – Således, vendt op og ned, er det også bleven meldt til Rom. 
JULIAN.
Kaum war eine Nacht vergangen, da hatten meine heimlichen Feinde den Sachverhalt auch schon entstellt. Der Cäsar hat durch Knodomar sich zum Kaiser ausrufen lassen, hieß es, und zum Dank dafür hat er dem Barbarenkönig das Leben geschenkt. In dieser Verdrehung wurde die Geschichte denn auch nach Rom gemeldet. 
FYRSTINDE HELENA.
Er du viss på det? Og af hvem? 
HELENA.
Weißt Du das sicher? Und von wem? 
CÆSAR JULIAN.
Ja, af hvem? Af hvem? Jeg selv skrev skyndsomt til kejseren og fortalte ham det hele, men – 
JULIAN.
Ja, von wem? Von wem? Ich selbst habe flugs an den Kaiser geschrieben und ihm genau den Hergang erzählt, aber – 
FYRSTINDE HELENA.
Nu, – og hvad har han svaret? 
HELENA.
Nun, – und was hat er geantwortet? 
CÆSAR JULIAN.
Som vanlig. Du kender denne ulykke-spående taushed, når han vil ramme nogen. 
JULIAN.
Wie gewöhnlich. Du kennst dieses unglückverheißende Schweigen, wenn er einen vernichten will. 
FYRSTINDE HELENA.
Jeg tror dog, du mistyder alt dette. Det er umuligt andet. Se til; udsendingen vil snart bringe dig sikkerhed for, at – 
HELENA.
Ich glaube doch, Du legst das alles falsch aus. Es ist nicht anders möglich. Du sollst sehen: der Gesandte wird Dir bald Gewißheit bringen, daß – 
CÆSAR JULIAN.
Jeg har sikkerhed, Helena! Her på mit bryst gemmer jeg opsnappede breve, som – 
JULIAN.
Ich habe Gewißheit, Helena! Hier auf meiner Brust verwahre ich aufgefangene Briefe, die – 
FYRSTINDE HELENA.
O, Herre min Gud, lad mig se! 
HELENA.
Herr, mein Gott, laß mich sehen! 
CÆSAR JULIAN.
Siden, siden. (han går op og ned.) Og alt dette efter de tjenester, jeg har vist ham! Her har jeg kastet Alemanernes angreb til jorden for lange tider, mens han selv har lidt nederlag på nederlag ved Donau, og mens hæren i Asien ikke synes at vinde et skridts fremgang imod Perserne. Skam og uheld på alle kanter, undtagen her, hvor man satte en modstræbende visdomsven i spidsen for sagerne. Og dog hånes jeg ligefuldt ved hoffet. Ja, selv efter den sidste store sejr har man gjort et spottedigt over mig og kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende. 
JULIAN.
Später, später! – Er geht auf und nieder. – Und das alles, nachdem ich ihm solche Dienste geleistet habe. Während ich hier die Angriffe der Alemannen für lange Zeit abgeschlagen habe, hat er selbst Niederlage auf Niederlage an der Donau erlitten, ist das Heer in Asien offenbar kaum einen Schritt gegen die Perser vorgerückt. Schmach und Unheil allerorten, nur hier nicht, wo man einen widerwilligen Weisheitsfreund an die Spitze der Unternehmung gestellt hat. Und trotzdem werde ich bei Hofe verhöhnt! Ja, selbst nach dem letzten großen Siege hat man ein Spottgedicht auf mich gemacht und mich Viktorinus genannt. Das muß ein Ende haben! 
FYRSTINDE HELENA.
Ja, jeg tror det også. 
HELENA.
Ja, das denke ich auch. 
CÆSAR JULIAN.
Hvad er en Cæsars værdighed på deslige vilkår! 
JULIAN.
Was ist die Cäsarenwürde unter solchen Verhältnissen! 
FYRSTINDE HELENA.
Nej, du har ret, Julian; vi kan ikke blive stående ved dette. 
HELENA.
Du hast recht, Julian. Es kann nicht so bleiben. 
CÆSAR JULIAN
(standser).
Helena, kunde du følge mig? 
JULIAN
bleibt stehen.
Helena, könntest Du mir folgen? 
FYRSTINDE HELENA
(sagte).
Frygt ikke for mig; jeg skal ikke vige tilbage. 
HELENA
leise.
Sei um mich unbesorgt. Ich werde nicht den Mut verlieren. 
CÆSAR JULIAN.
Så bort fra al denne utaksomme møje; bort til den så længe eftertragtede ensomhed –! 
JULIAN.
Dann fort von diesem undankbaren, mühevollen Amt! Fort in die lang ersehnte Einsamkeit –! 
FYRSTINDE HELENA.
Hvad siger du? Ensomhed! 
HELENA.
Was sagst Du? In die Einsamkeit? 
CÆSAR JULIAN.
Med dig, min elskede; og med mine kære bøger, dem jeg her så sjelden har kunnet åbne, og dem jeg kun har turdet vie mine hvileløse nætter. 
JULIAN.
Mit Dir, Geliebte! Und mit meinen lieben Büchern, die ich hier so selten habe aufschlagen können, denen ich nur meine schlaflosen Nächte habe weihen dürfen. 
FYRSTINDE HELENA
(ser nedad ham).
Ah, således! 
HELENA
sieht ihn von oben bis unten an.
Ah, so! 
CÆSAR JULIAN.
Hvad ellers? 
JULIAN.
Was sonst? 
FYRSTINDE HELENA.
Nu ja; hvad ellers? 
HELENA.
Nun ja, – was sonst? 
CÆSAR JULIAN.
Ja, ja, – jeg spørger, hvad ellers? 
JULIAN.
Allerdings: ich frage, was sonst? 
FYRSTINDE HELENA
(nærmere).
Julian, – hvorledes hilste barbar-kongen dig? 
HELENA
näher.
Julian, – wie grüßte der Barbarenkönig Dich? 
CÆSAR JULIAN
(vigende).
Helena! 
JULIAN
zurückweichend.
Helena! 
FYRSTINDE HELENA
(atter nærmere).
Hvad var det for et navn, som gav genlyd i soldaternes rækker? 
HELENA
wieder näher.
Was war das für ein Name, der in den Reihen der Soldaten widerhallte? 
CÆSAR JULIAN.
Uforsigtige; her står kanske en lytter udenfor hver dør! 
JULIAN.
Verwegene! Hier steht vielleicht vor jeder Tür ein Horcher! 
FYRSTINDE HELENA.
Hvad frygter du for lyttere? Er ikke Guds nåde over dig? Har du ikke været den lykkelige i alle træfninger? – Jeg ser den manende frelser; jeg ser engelen med ildsværdet, som baned vej for min fader, da han kasted Maxentius i Tiberen! 
HELENA.
Was fürchtest Du Dich vor Horchern? Ist nicht Gottes Gnade über Dir? Bist Du nicht in allen Treffen glücklich gewesen? – Ich sehe, ermahnend, den Erlöser; ich sehe den Engel mit dem Flammenschwert, der vor meinem Vater herschritt, als er den Maxentius in den Tiber warf! 
CÆSAR JULIAN.
Jeg skulde rejse mig imod rigets hersker! 
JULIAN.
Ich sollte mich auflehnen gegen den Beherrscher des Reiches?! 
FYRSTINDE HELENA.
Kun imod dem, som står imellem eder. O, gå, gå; slå dem med din vredes lyn; gør ende på dette tærende glædeløse liv! Gallien er en udørk. Jeg fryser her, Julian! Jeg vil hjem igen, til solvarmen, til Rom og Grækenland. 
HELENA.
Nur gegen die, die zwischen Euch stehen! Auf, auf! Triff sie mit dem Blitze Deines Zornes; mach’ diesem aufreibenden, freudlosen Leben ein Ende! Gallien ist eine Einöde! Ich friere hier, Julian! Ich will wieder heim, zur warmen Sonne – nach Rom und Griechenland! 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login