Bibliotheca Polyglotta

Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Complete text

Title

Part I: I Cæsars frafald

Part II: Kejser Julian

Back to library

TALEREN MAMERTINOS.
O, hvilken mand er ikke denne kejser, hvem vi skylder så store goder!

MAMERTINOS.
O welch ein Mann ist dieser Kaiser, dem wir so große Güter verdanken!

KEJSER JULIAN
(for alteret med oprakte arme).
Så har jeg da åbenlyst og i ydmyghed udgydt olje og vin for eder, I velgørende guddomme, der så længe har måttet savne denne for eder så højst sømmelige ihukommelse. Jeg har opsendt min tak til dig, o Apollon, hvem nogle af vismændene – og især de fra østerlandene – tillægger navnet solkongen, fordi du bringer og fornyer det lys, hvori livet har sin grund og sit ophav. – Jeg har bragt mit offer til dig, o Dionysos, du henrykkelsens gud, der løfter menneskenes sjæle ud af lavheden og bærer dem op til et for ånden værdigt samliv med højere ånder. – Og, skønt jeg nævner dig sidst, har jeg dog ikke derfor mindst ihukommet dig, o Fortuna! Stod jeg vel her uden din bistand? Visselig véd jeg, at du ikke længere selv lader dig tilsyne, således, som tilfældet var i den gyldne tidsalder, hvorom hin uforlignelige blinde sanger har fortalt os. Men det véd jeg dog – og deri er alle andre visdomsvenner enige med mig – at det er dig, som har en væsentlig andel i valget af den ledsagende ånd, god eller fordærvelig, som skal følge ethvert menneske på hans livs-gang. Jeg har ingen årsag til at klage over dig, o Fortuna! Meget mere har jeg den højeste opfordring til at yde dig lov og pris. Denne for mit hjerte så dyrebare pligt har jeg idag underkastet mig. Jeg har ikke skyet end det ringeste arbejd. Her står jeg, ved høj lys dag; alle Grækeres øjne er rettede på mig; jeg forventer, at alle Grækeres røster vil forene sig med min i et tilråb til eder, I udødelige guder!
(Under offertjenesten har de fleste kristne tilskuere efterhånden fjernet sig; kun en liden hob er bleven tilbage. Da kejser Julian holder inde, høres et svagt bifaldsråb, blandet med sagte latter og en forundret hvisken.)

JULIAN
vor dem Altar mit erhobenen Händen.
So habe ich denn vor aller Augen und in Demut Öl und Wein ausgegossen zu Eurer Ehre, Ihr wohltätigen Götter, die Ihr diese Euch so sehr frommende Handlung feierlichen Gedächtnisses so lange habt entbehren müssen. Ich habe meinen Dank zu Dir emporgesendet, Apollon, dem von den Weisen einige – zumal morgenländische – den Namen des Sonnenkönigs beilegen: denn Du bringst und erneust das Licht, das des Lebens Grund und Ursprung ist. – Dir habe ich mein Opfer dargebracht, Dionysos, Du Gott der Entzückung, der Du die Seele des Menschen dumpfer Niedrigkeit entreißest und sie emporhebst zu einem des Geistes würdigen Verkehr mit höheren Geistern. – Und obwohl ich Dich zuletzt nenne, habe ich Deiner doch nicht weniger innig gedacht, o Fortuna! Stände ich wohl hier ohne Deine Hilfe? Ich weiß sehr wohl, daß Du Dich nicht mehr selbst offenbarst, wie es in dem goldenen Zeitalter geschah, wovon jener blinde Sänger ohnegleichen uns erzählt hat. Aber das weiß ich doch – und darin stimmen die anderen Weisheitsfreunde alle mit mir überein, – daß gerade Du wesentlichen Anteil hast an der Wahl des begleitenden Dämons, des guten oder des verderblichen, der jedwedem Menschen auf seinem Lebensgange folgen soll. Ich habe keine Ursache, über Dich zu klagen, Fortuna! Vielmehr habe ich die allergrößte Veranlassung, Dir Lob und Preis darzubringen. Dieser Pflicht, die meinem Herzen so teuer ist, habe ich mich heut unterzogen. Auch nicht vor der niedrigsten Verrichtung habe ich mich gescheut. Hier stehe ich im hellen Licht des Tages; die Augen aller Griechen sind auf mich gerichtet; ich erwarte, daß die Stimmen aller Griechen mit meiner Stimme sich vereinen, Euch anzurufen, Ihr unsterblichen Götter!
Während des Opferdienstes haben sich die meisten christlichen Zuschauer einer nach dem andern entfernt; nur ein kleiner Haufen ist zurückgeblieben. Als Julian inne hält, wird nur schwacher Beifall gehört, vermischt mit leisem Gelächter und verwundertem Flüstern.

KEJSER JULIAN
(ser sig om).
Ah, så! Hvad blev der af dem alle? Lister man sig bort?

JULIAN
sieht sich um.
Ah so! Wo sind sie hin, sie alle? Macht man sich aus dem Staube?

TALEREN THEMISTEOS.
Ja, med skamrødme over en så mangeårig utaknemmelighed.

THEMISTOES.
Jawohl – schamrot über die Undankbarkeit so langer Jahre.

TALEREN MAMERTINOS.
Nej, det var glædesrødme. De gik for at udbrede det store budskab i alle gader.

MAMERTINOS.
Nein, – es war Freudenröte. Sie gingen, die große Botschaft durch alle Straßen zu tragen.

KEJSER JULIAN
(går fra alteret).
Den uvidende hob véd aldrig at finde sig tilrette i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde at gøre; men ingen møje skal fortryde mig. Hvad er sømmeligere for en visdomsven, end at udrydde vildfarelser? I det øjemed regner jeg på eder, I oplyste venner! Dog, vore tanker må forlade dette for en kort stund. Følg mig; jeg går nu til andre pligter.
(Han går hurtigt bort uden at gengælde borgernes hilsen; hofmændene og hans øvrige ledsagere følger ham.)

JULIAN
verläßt den Altar.
Der unwissende Haufe kann sich nie in das Ungewohnte finden. Ich habe schwere Arbeit vor mir, aber keine Mühe soll mich verdrießen. Was ziemt einem Weisen mehr, als Irrtümer auszurotten? Und darin rechne ich auf Euren Beistand, Ihr aufgeklärten Freunde! Doch unsere Gedanken müssen auf eine Weile hiervon Abschied nehmen. Folgt mir, jetzt harren meiner andere Pflichten.
Schnell ab, ohne den Gruß der Bürger zu erwidern; die Hofleute und seine übrigen Begleiter folgen ihm.

(En stor sal i kejserpalatset. Døre på begge sider og i baggrunden; på en forhøjning til venstre ved væggen i forgrunden står det kejserlige sæde.)
(Kejser Julian omgiven af sit hof og høje embedsmænd, deriblandt skatmesteren Ursulos samt taleren Themisteos og Mamertinos.)

Ein großer Saal im Kaiserpalast. Türen auf beiden Seiten und in der Mitte; auf einer Estrade links an der Wand im Vordergrunde steht der Kaiserthron. JULIAN, umgeben von seinem Hofe und seinen hohen Beamten, unter denen der Schatzmeister URSULOS, die Redner THEMISTEOS und MAMERTINOS sich befinden.

KEJSER JULIAN.
Så langt har guderne hjulpet. Nu vil værket rulle fremad, som en stormflods bølger. Den stumme trods, som jeg sporer fra visse hold, hvor jeg mindst burde vente det, skal ikke bringe mit sind ud af ligevægt. Det er jo netop den ægte visdoms særkende at lægge tålsomhed for dagen. Vi véd alle, at man ved passende midler kan helbrede legemets onder; – men kan man med ild og sværd tilintetgøre vildfarelserne om de guddommelige ting? Og hvad nytter det mig, at eders hånd ofrer, dersom eders sjæle fordømmer, hvad hånden gør? Således vil vi leve i endrægtighed med hverandre. Mit hof skal være tilgængeligt for alle udmærkede mænd, hvad meninger de end måtte have. Lad os vise verden det usædvanlige og ophøjede skuespil af et hof uden hykleri – tilvisse det eneste hof i sit slags – et hof, hvor smiger blir regnet til de farligste fiender. Vi vil anklage og dadle hverandre, når sådant måtte være betimeligt, dog uden derfor at elske hverandre mindre. (til krigsøversten Nevita, som kommer fra baggrunden.) Dit ansigt lyser, Nevita; – hvad gode tidender bringer du?

JULIAN.
Bis hierher haben die Götter geholfen. Nun wird das Werk vorwärts rollen wie die Wogen einer Sturmflut. Der stumme Trotz, den ich auf gewissen Seiten spüre, wo ich ihn am wenigsten erwartet hätte, soll meine Seele nicht aus dem Gleichgewicht bringen. Das ist ja gerade das Merkmal echter Weisheit, Duldsamkeit an den Tag zu legen. Wir alle wissen, daß man mit passenden Mitteln des Leibes Gebrechen heilen kann, – aber kann man in den göttlichen Dingen die Irrtümer mit Feuer und Schwert ausrotten? Und was nützt es mir, daß Eure Hand opfert, indessen Eure Seele verdammt, was die Hand tut? – Darum wollen wir in Eintracht miteinander leben. Mein Hof soll allen ausgezeichneten Männern zugänglich sein, was für Überzeugungen sie auch haben mögen. Lasset uns der Welt das ungewöhnliche und erhabene Schauspiel eines Hofes ohne Heuchelei geben, – sicherlich des einzigen Hofes seiner Art – eines Hofes, wo Schmeichelei als einer der gefährlichsten Feinde gilt. Wir wollen einander anklagen und tadeln, wenn es nötig ist, doch ohne einander deshalb weniger zu lieben. Zum Kriegsobersten NEVITA, der durch die Mitte kommt. Dein Antlitz leuchtet, Nevita –. Was für gute Zeitung bringst Du?

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Sandelig de bedste og glædeligste. Et stort antal sendebud fra fyrster i det fjerne Indien er kommet for at bringe dig gaver og bede om dit venskab.

NEVITA.
Wahrlich, die beste und angenehmste. Eine große Schar fürstlicher Sendboten ist gekommen aus dem fernen Indien, Dir Geschenke zu bringen und Deine Freundschaft zu erbitten.

KEJSER JULIAN.
Ah, fortæl mig dog, – fra hvilke folkeslag?

JULIAN.
Ah! Und sag’ mir doch – von welchen Völkerschaften?

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Fra Armenierne og andre hinsides Tigris. Ja, der er endog nogle af de fremmede, som siger sig at komme fra øerne Diu og Serandib.

NEVITA.
Von den Armeniern und andern jenseits des Tigris. Ja, etliche der Fremden wollen sogar von den Inseln Diu und Serandib kommen.

KEJSER JULIAN.
Altså fra verdens yderste grænse, I venner!

JULIAN.
Also von den äußersten Grenzen der Welt, Ihr Freunde!

TALEREN THEMISTEOS.
Selv did hen har rygtet båret dit navn og din hæder!

THEMISTOES.
Selbst dahin hat Fama Deinen Namen und Deinen Ruhm getragen!

TALEREN MAMERTINOS.
Selv i hine ukendte egne er dit sværd en skræk for fyrster og folkeslag!

MAMERTINOS.
Selbst in jenen unbekannten Gegenden ist Dein Schwert den Fürsten und Völkern ein Schrecken!

TALEREN THEMISTEOS.
Diu og Serandib! Langt øst i det indiske hav –

THEMISTOES.
Diu und Serandib! Weit östlich im Indischen Meer –

TALEREN MAMERTINOS.
Jeg tager ikke i betænkning at sige: udenfor jordens kreds –

MAMERTINOS.
Ich stehe nicht an zu sagen: außerhalb des Erdkreises –

KEJSER JULIAN.
Hårskæreren skal komme! (en hofmand går ud til højre.) Jeg vil modtage sendebudene i sømmelighed, – dog uden pragt og smykker. Således vilde den ophøjede Mark Aurel have modtaget dem; og jeg vælger heller ham til forbillede, end den kejser, der nys bedrøvede os ved sin bortgang. Ikke mere nogen prunk med forgængelige jordiske ting! Selv barbarerne skal mærke sig, at visdommen – rigtignok i sin ringeste tjeners skikkelse – igen har taget plads på kejsersædet.
(Hofmanden kommer tilbage med hårskæreren Eunapios, der er iført en prægtig klædning.)

JULIAN.
Der Haarscherer komme! Ein Höfling rechts ab. Ich will die Sendboten geziemend empfangen, – doch ohne Pracht und Schmuck. So wie der erhabene Mark Aurel sie empfangen haben würde; und ihn wähle ich lieber zum Vorbild als den Kaiser, dessen Heimgang uns soeben in Betrübnis versetzt hat. Kein Prunken mehr mit eitlen irdischen Dingen! Selbst die Barbaren sollen spüren, daß die Weisheit – wenn auch in der Gestalt ihres geringsten Dieners – wieder Platz genommen hat auf dem Kaiserthron.
Der Höfling kehrt zurück mit dem Haarscherer EUNAPIOS, der prächtig gekleidet ist.

KEJSER JULIAN
(ser forundret på ham, går ham imøde og hilser).
Hvad søger du her, herre?

JULIAN
blickt ihn verwundert an, geht ihm entgegen und begrüßt ihn.
Was suchst Du hier, Herr?

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Nådigste kejser, du har befalet mig at komme –

EUNAPIOS.
Gnädigster Kaiser, Du hast mich hierher befohlen –

KEJSER JULIAN.
Du tager fejl, ven; jeg har ikke havt bud efter nogen af mine rådsherrer.

JULIAN.
Du irrst, Freund. Ich habe nach keinem meiner Ratsherren gesandt.

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Allernådigste kejser –

EUNAPIOS.
Allergnädigster Kaiser –

SKATMESTEREN URSULOS.
Tilgiv, herre; denne mand er den kejserlige hårskærer.

URSULOS.
Verzeih, Herr – dieser Mann ist der kaiserliche Haarscherer.

KEJSER JULIAN.
Hvad siger du! Virkelig? Denne mand – o, du spøger – denne mand, i silke, med guldstukne støvler, skulde være –? Ja, så! Så du er hårskæreren! (bukker for ham.) Aldrig skulde jeg formaste mig til at lade mig betjene af så fine hænder.

JULIAN.
Was sagst Du? Wirklich? Dieser Mann – Du spaßest – dieser Mann, in Seide und in den goldgestickten Stiefeln, der sollte –? Ja so! Du bist also der Haarscherer! Verbeugt sich vor ihm. Niemals würde ich mich vermessen, mich von so feinen Händen bedienen zu lassen.

HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
Allernådigste kejser, – jeg beder for Guds og min frelsers skyld –

EUNAPIOS.
Allergnädigster Kaiser – ich bitte um Gottes und meines Erlösers willen –

KEJSER JULIAN.
Ho-ho! En Galilæer! Ja, tænkte jeg det ikke nok! Er dette den forsagelse, som I praler med? Men jeg kender eder vel! Hvilken guddoms tempel har du plyndret, eller hvor mange greb i kejserens kasse har du gjort, for at kunne stadse dig således til? – Du kan gå igen; jeg har ikke brug for dig. (Eunapios går ud til højre.) Sig mig, Ursulos, hvad har dette menneske i løn?

JULIAN.
Hoho! Ein Galiläer! Habe es mir doch gleich gedacht! Ist das die Entsagung, womit Ihr prahlt? Aber ich kenne Euch wohl! Welcher Gottheit Tempel hast Du geplündert, oder wieviel Griffe in die kaiserliche Kasse hast Du getan, um solchen Staat machen zu können? – Du kannst wieder gehen, – ich habe keine Verwendung für Dich. Eunapios rechts ab. Sag’ mir, Ursulos, wieviel Lohn bekommt dieser Mensch?

SKATMESTEREN URSULOS.
Nådigste kejser, efter din ophøjede forgængers befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt underhold –

URSULOS.
Gnädigster Kaiser, auf Befehl Deines erhabenen Vorgängers ward ihm die Tageslöhnung von zwanzig Leuten zugesichert –

KEJSER JULIAN.
Se, se; ikke mere?

JULIAN.
Schau’, schau’! Nicht mehr?

SKATMESTEREN URSULOS.
Jo, herre; i den senere tid har han havt frit hestehold i de kejserlige stalde, samt en viss årlig sum i penge og et guldstykke for hver gang, han –

URSULOS.
Doch, Herr – in der letzten Zeit haben ihm noch Pferde aus den kaiserlichen Ställen zur Verfügung gestanden samt einer bestimmten jährlichen Summe Geldes und einem Goldstück für jedesmal, wenn er –

KEJSER JULIAN.
Og alt det for en hårskærer! Hvad må så ikke de andre –? Der skal gøres en brat ende på dette. – Lad de fremmede sendebud komme ind! (Krigsøversten Nevita går ud i baggrunden.) Jeg vil modtage dem med uklippet hår. Det er sømmeligst således; thi omendskønt jeg vel véd, at det ikke er det uredte hår eller den pjaltede kappe, som gør den sande visdomsven, så mener jeg dog, at det forbillede, som både Antisthenes og Diogenes har givet, vel bør tages i agt af den mand, der – selv på kejsersædet – gerne vil følge i så store læreres fodspor.
(Han stiger op på forhøjningen, hvor tronstolen står. Hoffet ordner sig nedenfor. Sendebudene, indførte af krigsøversten Nevita og husmesteren Eutherios, kommer i pragtfuldt optog, ledsagede af slaver der bærer gaver af alle slags.)

JULIAN.
Und das alles für einen Haarscherer! Was müssen da erst die andern –? Damit soll rasch aufgeräumt werden. Laßt die fremden Gesandtschaften eintreten! Nevita durch die Mitte ab. Ich will sie ungeschorenen Haares empfangen; es schickt sich auch am besten so. Denn obschon ich wohl weiß, daß nicht das ungekämmte Haar oder der zerfetzte Mantel den wahren Weisheitsfreund macht, so meine ich doch, es dürfe das Beispiel, das Antisthenes wie Diogenes gegeben hat, von einem Manne wohl befolgt werden, der, sogar auf dem Kaiserthron, gern in die Fußstapfen so großer Lehrer treten möchte.
Er steigt die Estrade hinauf, wo der Kaiserthron steht; der Hof ordnet sich unten. Die Gesandten, geführt von NEVITA und EUTHERIOS, kommen in prächtigem Aufzuge, gefolgt von Sklaven, die Geschenke aller Art tragen.

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Nådigste kejser og herre! Ikke mægtige det ædle tungemål, som så mange veltalende mænd, og ikke mindst du selv, har udbildet til fuldkommenhed fremfor alle andre tungemål, – samt derhos vel vogtende sig for at lade barbariske lyde skurre i dine ører, – har disse udsendinge fra østerlandske fyrster kåret mig til talsmand.

NEVITA.
Gnädigster Kaiser und Herr! Nicht mächtig der edlen Sprache, die so viele beredte Männer, und nicht zum wenigsten Du selbst, vor allen anderen Sprachen zur Vollkommenheit ausgebildet haben, – und überdies aus Scheu, mit barbarischen Lauten Dein Ohr zu verletzen, haben diese Sendboten morgenländischer Fürsten mich zu ihrem Sprecher erwählt.

KEJSER JULIAN
(siddende i tronstolen).
Jeg er rede til at høre dig.

JULIAN
auf dem Throne.
Ich bin bereit, Dich zu hören.

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Først nedlægger da kongen af Armenien for dine fødder denne rustning, som han beder dig bære i kampen mod rigets fiender, skønt han vel véd, at du, uovervindelige helt, står under gudernes skærmende øje, der ikke tillader nogen dødeligs våben at såre dig. – Her bringes dig kostelige tepper, telte og sadeltøj fra fyrsterne hinsides Tigris-floden. De vil dermed give tilkende, at når guderne har forundt hine lande en overvættes rigdom, så skede det i det øjemed, at den skulde komme gudernes yndling tilgode. – Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu, sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold, samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det rådeligst at stå værgeløse lige over for den sejrherre, der, ligesom en guddom, har vist sig mægtig nok til at bryde enhver modstand. – Til gengæld beder de alle, som den højeste nåde, om dit venskab, og navnlig beder de, at du, hvis du, som et rygte har sagt dem, til våren agter at tilintetgøre den forvovne Perser-konge, – at du da vil skåne deres lande for fiendtligt indfald.

NEVITA.
Zuerst legt der König von Armenien diese Rüstung zu Deinen Füßen nieder, – er bittet Dich, sie im Krieg gegen des Reiches Feinde zu tragen, obgleich er wohl weiß, Du unüberwindlicher Held stehst unter dem Schutz und Schirm der Götter, die nicht zulassen, daß Du von der Waffe eines Sterblichen verwundet werdest. – Hier bringt man Dir kostbare Teppiche, Zelte und Sattelzeug von den Fürsten jenseits des Tigrisstromes. Sie wollen damit zu erkennen geben, daß, wenn die Götter jenen Landen einen außerordentlichen Reichtum gegönnt haben, es doch nur zu dem Zweck geschah, ihn dem Liebling der Götter zugute kommen zu lassen. – Der König von Serandib und ebenso der Beherrscher von Diu senden Dir diese Waffen – Schwert, Spieß und Schild, samt Bogen und Pfeilen. Denn, sagen sie, wir achten es für das ratsamste, wehrlos dem Sieger gegenüber zu stehen, der, einer Gottheit gleich, sich mächtig genug gezeigt hat, jeden Widerstand zu brechen. – Zum Entgelt erbitten alle als die höchste Gnade Deine Freundschaft, und da ein Gerücht ihnen gemeldet hat, Du habest vor, im Frühjahr den verwegenen Perserkönig zu vernichten, – so bitten sie namentlich, ihre Länder mit feindlichem Einfall zu verschonen.

KEJSER JULIAN.
Ikke kunde en sådan sendelse komme mig ganske uventet. De medbragte gaver skal nedlægges i mit skatkammer, og gennem eder lader jeg eders herskere vide, at det er min agt at holde venskab med alle de folkeslag, som ikke – det være sig med våben eller med underfundighed – stiller sig mine hensigter ivejen. – Hvad det angår, at man i eders fjernt-liggende lande, forledet af mine lykkelige sejrvindinger, har ladet sig henrive til i mig at se en guddom, så vil jeg ikke videre indlade mig på den sag. Jeg agter guderne for højt til, at jeg skulde ville tilrane mig en upassende plads iblandt dem, skønt jeg vel véd, at der oftere, og især i ældre tider, har levet helte og herskere, som har været således fremdragne af gudernes yndest og nåde, at det har været vanskeligt at sige, om de rettest var at regne til de dødelige eller til de udødelige. Om deslige ting er det imidlertid voveligt at dømme, selv for os Grækere. Hvor meget mere da for eder? Altså, nok om dette. – Du, Eutherios, fører de fremmede til hvile og sørger for, at intet fattes dem.
(Sendebudene og deres følge forlader salen ledsagede af husmesteren Eutherios. Kejser Julian stiger ned fra forhøjningen; hofmændene og talerne omringer ham under beundrende lykønskninger.)

JULIAN.
Nicht konnte eine solche Botschaft mir ganz unerwartet kommen. Die Gaben, die sie bringen, sollen in meine Schatzkammer gebracht werden, und durch Euch lasse ich Eure Herrscher wissen, daß es meine Absicht ist, Freundschaft mit allen Völkerschaften zu halten, die sich nicht – weder mit Waffengewalt, noch mit Hinterlist– meinen Absichten in den Weg stellen. – Auf die Tatsache, daß man in Eurer fernen Heimat, verleitet durch mein Siegerglück, durchaus in mir eine Gottheit sehen will, lasse ich mich nicht weiter ein. Ich achte die Götter zu hoch, um mir in ihrer Mitte einen Platz anzumaßen, der mir nicht zukommt, obschon ich wohl weiß, daß des öfteren und zumal in den alten Zeiten Helden und Herrscher gelebt haben, die durch der Götter Gunst und Gnade so bevorzugt waren, daß schwer zu sagen ist, ob man sie zu den Sterblichen oder zu den Unsterblichen zu zählen habe. Indessen, – dergleichen zu entscheiden ist gewagt, selbst für uns Griechen. Um wieviel mehr erst für Euch? Also, genug davon! – Eutherios, Du wirst die Fremden zur Rast geleiten und dafür sorgen, daß es ihnen an nichts fehle.
Die Sendboten und ihr Gefolge verlassen den Saal, von Eutherios begleitet; Julian steigt von der Estrade herab; die Höflinge und Redner umringen ihn unter bewundernden Glückwünschen.

TALEREN THEMISTEOS.
Så ung, – og allerede så højt hædret fremfor alle andre kejsere!

THEMISTOES.
So jung – und schon so hoch geehrt vor allen anderen Kaisern!

TALEREN MAMERTINOS.
Jeg spørger: vil ikke Fama fattes lunger til at forkynde dit ry, ifald guderne, hvad jeg vist håber, forunder dig et langt liv?

MAMERTINOS.
Ich frage: werden Fama nicht die Lungen fehlen, Deinen Ruhm zu verkünden, wenn die Götter, wie ich sicher hoffe, Dir ein langes Leben gönnen.

TALEREN THEMISTEOS.
Det skrækkens råb, som de flygtende Alemaner udstødte ved Rhin-strømmens fjerneste bredder, det har væltet sig østover, indtil det slog an imod Tauros og Kaukasos –

THEMISTOES.
Der Schreckensruf, den die flüchtigen Alemannen an den fernsten Ufern des Rheinstromes ausgestoßen haben, pflanzte sich nach Osten fort, um am Tauros und am Kaukasos zu widerhallen –

TALEREN MAMERTINOS.
– nu runger det, som en buldrende genlyd, over hele Asien.

MAMERTINOS.
– jetzt erschallt er wie ein donnerndes Echo durch ganz Asien.

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Hvad der har forfærdet Inderne er denne lighed imellem vor græske Julian og hin makedoniske Alexander –

NEVITA.
Was die Inder so erschreckt hat, das ist diese Ähnlichkeit zwischen unserem griechischen Julian und jenem macedonischen Alexander –

TALEREN MAMERTINOS.
O, hvad lighed! Havde kong Alexander lønlige fiender i sin egen lejr! Havde han et misundeligt og bagtalerisk kejserhof at kæmpe imod?

MAMERTINOS.
Ähnlichkeit? Ha was! Hatte König Alexander heimliche Feinde im eigenen Lager? Hatte er mit einem neidischen und verleumderischen Hof zu kämpfen?

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Sandt, sandt; og der var heller ingen uduelige hærførere, som hemmed Alexanders fremgang.

NEVITA.
Gewiß, gewiß, – und da gab es auch keine unfähigen Heerführer, die Alexanders Fortschritte hemmten.

KEJSER JULIAN.
Ursulos, det er min vilje, at disse sendebuds komme skal gøres bekendt både i staden og i rigets samtlige landskaber. Alt skal fortælles nøjagtigt, – hvor de hører hjemme og hvilke gaver de har medbragt. Jeg vil ikke forholde borgerne noget af det, som kommer min styrelse ved. Du kan også lade indflyde nogle ord om den forunderlige mening blandt Inderne, at Alexander skulde være kommen tilbage.

JULIAN.
Ursulos, es ist mein Wille, die Ankunft dieser Sendboten soll in der Stadt und in sämtlichen Provinzen des Reiches bekannt gemacht werden. Alles soll genau geschildert werden, – wo sie zu Hause sind und was für Geschenke sie mitgebracht haben. Nichts will ich den Bürgern vorenthalten wissen von dem, was meine Regierung angeht. Du kannst auch einige Worte mit einfließen lassen von dem merkwürdigen Glauben der Inder, Alexander sei wiedergekommen.

SKATMESTEREN URSULOS
(nølende).
Tilgiv mig, nådigste kejser, men –

URSULOS
zögernd.
Vergib, gnädigster Kaiser, aber –

KEJSER JULIAN.
Nu?

JULIAN.
Nun?

SKATMESTEREN URSULOS.
Du har selv sagt, at ved dette hof skal ingen smiger tåles –

URSULOS.
Du hast selbst gesagt, von diesem Hofe solle die Schmeichelei verbannt sein –

KEJSER JULIAN.
Tilvisse, ven!

JULIAN.
Gewiß, Freund!

SKATMESTEREN URSULOS.
Så lad mig da ærligt sige dig, at disse sendebud kom hid for at søge din forgænger og ikke dig.

URSULOS.
So laß mich Dir ehrlich sagen, daß diese Sendboten hergekommen sind, Deinen Vorgänger aufzusuchen, – nicht Dich.

KEJSER JULIAN.
Hvad vover du at ville indbilde mig!

JULIAN.
Und das wagst Du mir einzureden?

TALEREN THEMISTEOS.
Ej, hvilken urimelig tale!

THEMISTOES.
Ei, welch törichte Sprache!

TALEREN MAMERTINOS.
Hvilken opdigtelse!

MAMERTINOS.
Welch ein Märchen!

SKATMESTEREN URSULOS.
Det er sandhed. Jeg har længe vidst, at disse mænd skulde komme, – længe før kejser Konstanzios lukked sine øjne. O, min nådigste herre, lad ikke en falsk forfængelighed få indgang i dit unge sind –

URSULOS.
Es ist die Wahrheit. Ich habe lange gewußt, daß diese Männer kommen würden, – lange bevor Kaiser Konstantios seine Augen schloß. O mein gnädigster Herr, laß keine falsche Eitelkeit Eingang in Deine junge Seele finden –

Permanent link

http://www2.hf.uio.no/common/apps/permlink/permlink.php?app=polyglotta&context=ctext&uid=7c3cdc56-e2d6-11e0-ab97-001cc4df1abe

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages

Choose display