KEJSER JULIAN.
Jeg beder dig: nær ikke deslige tanker, Cæsarios! Du må ikke tro dette. Hvad kan jeg for, at alle hine anklagede mænd er kristne? Viser ikke det kun, at de kristne har forståt at tilrane sig alle indbringende embeder? Men tør kejseren tillade, at rigets vigtigste embeder forvaltes slet? (til de øvrige.) I mener dog vel ikke, at det er eders tro, som har optændt mig til harm imod de uredelige? Jeg kalder alle guder til vidne på, at jeg ikke vil, man skal fare frem imod eder kristne uden efter lov og dom, og heller ikke, at man overhovedet skal tilføje eder noget ondt. I, eller i alt fald mange af eder, er jo dog fromme, eftersom jo også I tilbeder den herre, der er almægtig og som hersker over hele den synlige verden. – O, min Cæsarios, er det ikke ham, hvem også jeg tilbeder, kun under andre navne?
JULIAN.
Ich bitte Dich: nähre nicht solche Gedanken, Cäsarios! Das darfst Du nicht glauben. Was kann ich dafür, daß jene angeschuldigten Männer alle Christen sind? Das beweist doch nur, daß die Christen es verstanden haben, alle einträglichen Ämter an sich zu bringen. Aber darf der Kaiser zugeben, daß die wichtigsten Ämter des Reiches schlecht verwaltet werden? Zu den übrigen. Ihr meint doch wohl nicht, daß es Euer Glaube ist, der mich gegen die Unredlichen aufgebracht hat? Ich rufe alle Götter zu Zeugen an: ich will nicht, daß man gegen Euch Christen anders als nach Gesetz und Richterspruch verfahre, und ebensowenig will ich, daß man Euch überhaupt Böses zufüge. Ihr – oder jedenfalls viele von Euch, seid ja doch fromm, denn auch Ihr betet den Herrn an, der da allmächtig ist und über die ganze sichtbare Welt herrscht. Mein Cäsarios, bete nicht auch ich zu ihm, – nur unter anderen Namen?
