You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
EN AF BORGERNE
(til Fokion).
Hvem er denne kvinde? 
EIN BÜRGER
zu Phokion.
Wer ist das Weib? 
FARVEREN FOKION.
Hvad? Kender du ikke enken Publia, – salmesyngersken? 
PHOKION.
Wie? Kennst Du nicht die Witwe Publia, – die Kirchensängerin? 
BORGEREN.
Ah, ja, ja, ja! 
DER BÜRGER.
Ah, ja doch, ja! 
KVINDEN PUBLIA.
Hilarion! Mit barn! Hvad vil de gøre med ham? Ah, se, Fokion, – er du der? En Guds lykke, at jeg traf en kristen broder – 
PUBLIA.
Hilarion! Mein Kind! Was haben sie mit ihm vor? Ah, sieh da, Phokion – bist Du’s? Ein Gottesglück, daß ich einen christlichen Bruder treffe –- 
FARVEREN FOKION.
Hyss, stille, stille; skrig ikke så; kejseren kommer. 
PHOKION.
Pst, still, still – schrei nicht so; der Kaiser kommt. 
KVINDEN PUBLIA.
O, den ugudelige kejser! Vredens herre hjemsøger os for hans synders skyld; hungersnød hærjer landene; jorden skælver under os!
(En deling soldater kommer fra gaden til højre.) 
PUBLIA.
O, der gottlose Kaiser! Der Herr des Zornes sucht uns heim um seiner Sünden willen; Hungersnot verheert die Lande, die Erde bebt unter uns!
Eine Abteilung Soldaten kommt aus der Gasse rechts. 
DELINGS-FØREREN.
Til side; gør plads her! 
DER ANFÜHRER.
Zur Seite! Macht Platz hier! 
KVINDEN PUBLIA.
O, kom, gode Fokion; – hjælp mig for vort venskabs og vort broderskabs skyld – 
PUBLIA.
O komm, guter Phokion; – hilf mir um unserer Freundschaft und unserer Bruderschaft willen – 
FARVEREN FOKION.
Er du gal, kvinde? Jeg kender dig ikke. 
PHOKION.
Bist Du verrückt, Weib? Ich kenne Dich nicht. 
KVINDEN PUBLIA.
Hvad? Kender du mig ikke? Er du ikke farveren Fokion? Er du ikke søn af –? 
PUBLIA.
Wie? Du kennst mich nicht? Bist Du nicht der Färber Phokion ? Bist Du nicht der Sohn des –? 
FARVEREN FOKION.
Jeg er ikke søn af nogen. Gå fra mig, kvinde! Du er jo gal. Jeg kender dig ikke; jeg har aldrig set dig.
(han skynder sig ind i trængselen.) 
PHOKION.
Ich bin keinem sein Sohn. Pack’ Dich, Weib! Du bist toll! Ich kenne Dich nicht, ich habe Dich noch nie gesehen.
Er enteilt in das Gedränge. 
EN UNDERFØRER
(med soldater fra højre).
Gør ryddigt her!
(Soldaterne trænger menneskemængden ind imod husvæggene. Den gamle Publia falder om i kvindernes arme til venstre. Alle stirrer forventningsfuldt henad gaden.) 
EIN UNTERBEFEHLSHABER
mit Soldaten von rechts.
Platz da!
Die Soldaten drängen die Menschenmenge an die Wände der Häuser zurück. Die alte Publia sinkt um in die Arme der Weiber links. Alle starren erwartungsvoll die Straße hinab. 
FARVEREN FOKION
(i klyngen bag vagtposterne til højre).
Ja, ved solens gud, kommer han ikke der, den velsignede herre! 
PHOKION
im Haufen hinter den Wachtposten rechts.
Ja, beim Sonnengott, da kommt er. O der glückselige Herr! 
EN SOLDAT.
Træng ikke så på der bag! 
EIN SOLDAT.
Drängt nicht so vor, Ihr da hinten! 
FARVEREN FOKION.
Kan I se ham? Den mand med det hvide bind om panden, det er kejseren. 
PHOKION.
Könnt Ihr ihn sehen? Der Mann mit der weißen Binde um die Stirn, das ist der Kaiser. 
EN BORGER.
Den mand, som er ganske hvidklædt? 
EIN BÜRGER.
Der Mann, der ganz weiß gekleidet ist? 
FARVEREN FOKION.
Ja, ja, netop han. 
PHOKION.
Jawohl, eben der. 
BORGEREN.
Men hvorfor er han hvidklædt? 
DER BÜRGER.
Aber warum ist er weiß gekleidet? 
FARVEREN FOKION.
Rimeligvis for hedens skyld; – eller nej, bi lidt, jeg tænker, det er som offerprest, at han – 
PHOKION.
Natürlich der Hitze wegen; – oder nein, wartet mal, ich denke, daß er als Opferpriester – 
EN ANDEN BORGER.
Vil da kejseren ofre selv? 
EIN ANDERER BÜRGER.
Will denn der Kaiser selber opfern? 
FARVEREN FOKION.
Ja, kejser Julian gør alting selv. 
PHOKION.
Ja, Kaiser Julian tut alles selber. 
EN TREDJE BORGER.
Han ser ikke så vældig ud som kejser Konstanzios. 
EIN DRITTER BÜRGER.
Er sieht nicht so gewaltig aus wie Kaiser Konstantios. 
FARVEREN FOKION.
Det synes jeg dog. Han er ikke så høj som den forrige kejser; men så er hans arme længere end hins. Og så har han et blik, – o, I venner –! Ja, nu kan I ikke se det; han slår øjet ærbart ned under gangen. Ja, ærbar er han, det må I tro. Kvinder ser han ikke til. Jeg tør sværge på, at siden hans hustrus død har han ikke ret mange gange –; jeg skal sige eder, han skriver hele natten. Derfor er også hans fingre ofte så sorte som en farvers; ja, ligesom mine. Jeg er også farver. I må tro, jeg kender kejseren bedre end de fleste. Jeg er barnefødt her i staden; men jeg har levet femten år i Konstantinopel indtil nu for ganske nylig – 
PHOKION.
Das finde ich doch. Er ist nicht so groß wie der vorige Kaiser; aber dafür sind seine Arme länger. Und dann hat er einen Blick, – o, Ihr Freunde! – Ja, jetzt könnt Ihr das nicht sehen; er schlägt beim Gehen ehrbar die Augen nieder. Ja, ehrbar ist er, das dürft Ihr glauben. Weiber sieht er nicht an. Ich will darauf schwören, daß er seit dem Tode seiner Frau nur ganz wenige Male –; ich will Euch sagen, er schreibt die ganze Nacht. Darum sind auch seine Finger oft so schwarz wie die eines Färbers; ja, just wie meine. Ich bin auch Färber. Ihr könnt mir glauben, ich kenne den Kaiser besser als die meisten. Ich bin hier in dieser Stadt geboren, aber ich habe fünfzehn Jahr in Konstantinopel gelebt, bis vor ganz kurzer Zeit – 
EN BORGER.
Skulde der være noget i det rygte, at kejseren tænker at bo her stadigt? 
EIN BÜRGER.
Sollte etwas an dem Gerücht sein, der Kaiser gedenke hier ständig zu wohnen? 
FARVEREN FOKION.
Jeg kender kejserens hårskærer, og han siger det. Gid nu bare ikke disse skammelige optøjer måtte ægge ham altfor meget. 
PHOKION.
Ich kenne des Kaisers Haarscherer, und der sagt es. Möchten nur diese schändlichen Händel ihn nicht allzusehr reizen! 
EN BORGER.
Ak, ak, det skulde være harmeligt! 
EIN BÜRGER.
Ach, ach, das wäre ärgerlich! 
EN ANDEN BORGER.
Blev kejseren her, så faldt der lidt af til os alle. 
EIN ZWEITER BÜRGER.
Bleibt der Kaiser hier, so fällt für uns alle was ab. 
FARVEREN FOKION.
Det havde også jeg stolet på; derfor flytted jeg over. Men nu får vi gøre vort bedste, venner; når kejseren kommer forbi, vil vi opløfte glade tilråb både til ham og til Apollon. 
PHOKION.
Darauf hatte ich auch gebaut; deshalb zog ich hierher. Aber jetzt müssen wir unser Bestes tun, Freunde; wenn der Kaiser vorbeikommt, wollen wir ihn mit frohem Zuruf begrüßen, ihn und Apollon. 
EN BORGER
(til en anden).
Hvad er det egentlig for en Apollon, som folk er begyndt at tale så meget om? 
EIN BÜRGER
zu dem zweiten.
Was ist denn das eigentlich für ein Apollon, von dem die Leute jetzt so viel reden? 
DEN ANDEN BORGER.
Ej, det er jo presten i Korinth, – han, som vandede, hvad den hellige Paulus havde plantet. 
DER ZWEITE BÜRGER.
Ei, das ist ja der Priester in Korinth, – der da bewässerte, was der heilige Paulus gepflanzt hatte. 
DEN FØRSTE BORGER.
Ja så; ja, nu synes jeg, jeg mindes det. 
DER ERSTE BÜRGER.
Ach so; ja, ich glaube, ich erinnere mich. 
FARVEREN FOKION.
Ej, ej, ej, det er ikke den Apollon; det er en ganske anden; det er sol-kongen, – den store lyrespillende Apollon. 
PHOKION.
Ei, ei, ei – das ist nicht der Apollon; das ist ein ganz anderer, das ist der Sonnenkönig – der große Leierspieler Apollon. 
DEN ANDEN BORGER.
Ah så; den Apollon! Er han bedre? 
DER ANDERE BÜRGER.
Ach so; der Apollon! Ist der besser? 
FARVEREN FOKION.
Ja, det skulde jeg mene. – Se, se, der kommer han. O, den højst velsignede herre!
(Kejser Julian, klædt som yppersteprest, kommer omgiven af offerprester og tempeltjenere. Hofmænd og lærde, hvoriblandt læreren Hekebolios, har sluttet sig til toget; ligeså borgerfolk. Foran kejseren går fløjtespillere og harpeslagere. Soldater og stadstjenere med lange stokke gør ryddigt foran og på siderne.) 
PHOKION.
Ja, das will ich meinen. Seht, seht, – da kommt er. O, der edle, teure Herr!

Julian als Oberpriester gekleidet, kommt, umgeben von Opferpriestern und Tempeldienern. Hofleute und Gelehrte, unter ihnen der Schriftgelehrte HEKEBOLIOS, haben sich dem Zuge angeschlossen; ebenso Bürger. Dem Kaiser voran gehen Flötenspieler und Harfenschläger. Soldaten und Polizisten machen mit langen Stöcken vorn und an den Seiten Platz. 
MÆNGDEN PÅ TORVET
(klapper i hænderne).
Priset være kejseren! Lovet være Julian, helten og den lykkebringende! 
DIE MENGE AUF DEM MARKT
klatscht in die Hände.
Gepriesen sei der Kaiser! Gelobt sei Julian, der Held und Glückspender! 
FARVEREN FOKION.
Hilset være Julian og sol-kongen! Leve Apollon! 
PHOKION.
Gegrüßt sei Julian und der Sonnenkönig! Es lebe Apollon! 
BORGERNE
(i forgrunden til højre).
Kejser, kejser, bliv længe iblandt os!
(Kejser Julian giver et tegn med hånden; toget standser.) 
DIE BÜRGER
im Vordergrunde rechts.
Kaiser, Kaiser, bleib lange in unserer Mitte!
Julian gibt ein Zeichen mit der Hand; der Zug bleibt stehen. 
KEJSER JULIAN.
Borgere af Antiokia! Ikke véd jeg i hast at nævne den ting, der skulde kunne fryde mit hjerte mere, end disse eders opmuntrende tilråb. Og vel kan mit hjerte tiltrænge denne vederkvægelse. Det var med åndens nedslagenhed, at jeg tiltrådte denne vandring, der skulde være en glædens og en opløftelsens gang. Ja, jeg vil ikke lægge skjul på det, jeg var imorges ikke langt fra at bringes ud af den sindets ligevægt, som det for en visdomselsker er sømmeligst at bevare under alle tilskikkelser. Men skulde nogen nænne at gå i rette med mig herfor? Jeg giver enhver at betænke, hvilke formasteligheder man andetsteds pønser på og her allerede har sat i værk. 
JULIAN.
Bürger von Antiochia! Nicht wüßte ich jetzt im Augenblick etwas zu nennen, was mein Herz mehr erfreuen könnte als diese Eure ermunternden Zurufe. Und wohl bedarf mein Herz dieser Erquickung! – In geistiger Niedergeschlagenheit habe ich diese Wanderung unternommen, die ein Gang der Freude und der Erhebung sein sollte. Ja, ich will nicht verhehlen, beinahe wäre heut morgen meine Seele aus dem Gleichgewicht geraten, das in allen Schickungen zu bewahren doch vornehmlich dem Weisen geziemt. – Aber hätte einer das Herz, deswegen mit mir zu rechten? Ich gebe jedem zu bedenken, welche Vermessenheiten man anderswo ersinnt und hier bereits ins Werk gesetzt hat. 
KVINDEN PUBLIA.
Herre, herre! 
PUBLIA.
Herr, Herr! 
FARVEREN FOKION.
O, fromme og retsindige kejser, straf disse forvovne! 
PHOKION.
O Du frommer und gerechter Kaiser, straf die Verwegenen! 
KVINDEN PUBLIA.
Herre, giv mig Hilarion igen! 
PUBLIA.
Herr, gib mir Hilarion wieder! 
FARVEREN FOKION.
Alle gode borgere anråber om din yndest for staden. 
PHOKION.
Alle guten Bürger erflehen Deine Huld für die Stadt. 
KEJSER JULIAN.
Søg at vinde gudernes yndest, da har I visselig min. Og er det ikke billigt, at Antiokia heri går foran? Er det ikke, som om sol-gudens øje med særligt velbehag hvilte på denne stad? Forhør eder hos vidt berejste mænd, og I skal erfare, i hvilket sørgeligt overmål det andetsteds er lykkedes vildfarelsen at lægge vore hellige steder øde. Hvad står tilbage? En levning hist og her; og intet af det bedste. Men hos eder, I borgere af Antiokia! O, mine øjne fyldtes med glædestårer, da jeg første gang så denne uforlignelige helligdom, Apollons eget hus, som man neppe skulde kunne tænke sig opført af menneskehænder. Står ikke den herliges billede derinde som før i ukrænket skønhed? Ikke en kant er afhakket eller smuldret på hans alter; ikke en revne er at se i de ranke bærende støtter. O, når jeg betænker dette, – når jeg føler bindet om min pande, – når jeg ser nedad denne klædning, der er mig dyrebarere end purpurkåben, da fornemmer jeg gudens nærhed i en hellig isnen. Se, se, lyset sittrer om os i herlighed! Føl, føl, luften er svanger med friske kranses duft! Skønne jord, lysets og livets hjem, glædens hjem, og lykkens og skønhedens hjem, – hvad du var, skal du vorde! – I sol-kongens favn! Mithra, Mithra! Fremad på vor sejrsgang!
(Toget sætter sig atter, under mængdens bifaldsråb, i bevægelse, men de forreste standser ved indgangen til det trange stræde, hvorigennem et andet tog kommer ned imod torvet.) 
JULIAN.
Suchet der Götter Huld zu gewinnen, dann habt Ihr sicherlich die meine. Und ist es nicht billig, daß Antiochia hierin vorangeht? Ist es nicht, als ob das Auge des Sonnengottes mit besonderem Wohlgefallen auf dieser Stadt ruhe? Befraget weitgereiste Männer, und Ihr werdet erfahren, in welch traurigem Übermaß es anderwärts der Irrlehre geglückt ist, unsere heiligen Stätten zu veröden. Was ist übriggeblieben? Eine Ruine hier und dort, und von dem Besten nichts. – Aber bei Euch, Ihr Bürger von Antiochia! O, meine Augen füllten sich mit Freudentränen, da ich zum ersten Male dieses unvergleichliche Heiligtum sah, Apollons eigenes Haus, das man sich kaum von Menschenhänden aufgeführt denken könnte. Steht nicht das Bild des Herrlichen darinnen wie früher in ungetrübter Schönheit? Nicht eine Ecke von seinem Altar ist abgehauen oder verwittert; nicht ein Riß ist zu sehen in den schlanken, ragenden Säulen. – O, wenn ich dies bedenke, – wenn ich die Binde an meiner Stirn fühle, – wenn ich hinabblicke auf dieses Gewand, das mir teurer ist denn der Purpurmantel, dann empfinde ich die Nähe des Gottes mit einem heiligen Schauer. – Seht hin, seht, wie das Licht uns umzittert in Herrlichkeit! – O fühlt, fühlt es, wie die Luft vom Duft frischer Kränze geschwängert ist! – Schöne Erde, Heimat des Lichtes und des Lebens, Heimat der Freude, Heimat des Glückes und der Schönheit, – was einst du warst, das sollst du wieder werden! – Auf, in des Sonnenkönigs Arme! Mithra, Mithra! Vorwärts auf unserm Siegesgange!
Der Zug setzt sich wieder, unter dem Beifall der Menge, in Bewegung, aber die Vordersten stocken beim Eingang der engen Gasse, durch die ein anderer Zug herab auf den Markt kommt. 
KEJSER JULIAN.
Hvad hindrer os? 
JULIAN.
Was hindert uns? 
LÆREREN HEKEBOLIOS.
Nådigste herre, der er noget på færde oppe i gaden. 
HEKEBOLIOS.
Gnädigster Herr, es ist da oben auf der Gasse was los. 
SANG
(langt borte).
Saligt at lide, saligt at dødes;
saligt bag trængslernes dal at opstå. 
GESANG
in der Ferne.
Selig, zu leiden, selig zu sterben,
Selig, vom Jammertal aufzuerstehn! 
FARVEREN FOKION.
Galilæerne, herre! Man har dem! 
PHOKION.
Die Galiläer, Herr! Man hat sie! 
KVINDEN PUBLIA.
Hilarion! 
PUBLIA.
Hilarion! 
FARVEREN FOKION.
Man har dem! Jeg hører lænkerne – 
PHOKION.
Man hat sie! Ich höre die Ketten – 
KEJSER JULIAN.
Forbi dem –! 
JULIAN.
Vorbei an ihnen! 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login