You are here: BP HOME > MI > Kejser og galilæer (Emperor and Galilean) > fulltext
Kejser og galilæer (Emperor and Galilean)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionPart I: I Cæsars frafald
Click to Expand/Collapse OptionPart II: Kejser Julian
GREGOR FRA NAZIANZ.
Maximos er en sværmer eller han bedrager dig –! 
GREGOR.
Maximos ist ein Schwärmer, oder er betrügt Dich – 
FYRST JULIAN.
Hvor tør du dømme om de hemmelige ting? Dette er ikke for din lærdom, min Gregor! Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig. Hine drømmere i Eleusis var nær ved det rette spor; Maximos fandt sporet, og jeg siden – ved hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter. Et tungt sumpet vand var ved min venstre side; – jeg tror det var en strøm, som havde glemt at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludseligt, og ligesom uden al årsag i natten. Fra og til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. – Siden, siden, – o, I dyrebare – jeg har med dette mit til ånd forvandlede legeme været langt inde i paradisets egne; englene har sunget sine lovsange for mig; jeg har skuet det midterste lys – 
JULIAN.
Wie kannst Du über die Geheimnisse urteilen? Das ist nichts für Deine Gelehrsamkeit, mein Gregor! Der Weg zur großen Glückseligkeit ist entsetzlich. Jene Träumer in Eleusis waren beinahe auf der richtigen Spur; Maximos fand die Spur, und dann ich – an seiner Hand. Ich habe finstre Klüfte durchwandert. Ein träges, sumpfiges Gewässer war mir zur Linken – ich glaube, es war ein Strom, der des Weiterfließens vergessen hatte. Grelle Stimmen redeten wirr, – plötzlich und sozusagen ohne alle Ursache im Dunkel der Nacht. Ab und zu sah ich ein bläuliches Licht; schreckhafte Gestalten strichen an mir vorüber; ich ging und ging in Todesangst, aber ich habe die Prüfung bestanden – –. Und dann – und dann, Ihr teuren Freunde, bin ich mit diesem meinem zu Geist verwandelten Leibe tief im Innern des Paradieses gewesen. Die Engel haben mir ihre Lobgesänge gesungen, – ich habe das mittelste Licht geschaut – 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Ve over denne ugudelige Maximos! Ve over denne til djævlen hjemfaldne hedenske gøgler! 
GREGOR.
Wehe über diesen gottlosen Maximos! Wehe über diesen heidnischen Gaukler, der des Teufels ist! 
FYRST JULIAN.
Blindhed, blindhed! Maximos hylder sin forudgangne broder; han hylder begge hine store brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren fra Nazareth – – Véd du, hvorledes erkendelsens ånd fyldte mig? – Det skede en nat under bøn og faste. Da fornam jeg, at jeg blev rykket vidt – vidt ud i rummet og ud af tiden; thi der var høj sol-sittrende dag om mig, og jeg stod ensom på et skib med slappe sejl midt i det blanke strålende Græker-hav. Øerne tårned sig, lig lette fæstnede skylag, langt borte, og skibet lå tungt, som om det sov, på den vinblå flade. – Se, da blev denne flade mere og mere gennemsigtig, lettere, tyndere; til sidst var den der ikke mere, og mit skib hang over et tomt forfærdeligt dyb. Intet grønt, ingen sol dernede – kun den døde, slimede, sorte havbund i al sin afskylige nøgenhed. – Men ovenover, i det uendelige hvælv, som før havde syntes mig tomhed, – der var livet; der tog det usynlige former og stilheden tog toner. – Da fatted jeg den store forløsende erkendelse. 
JULIAN.
Blindheit, Blindheit! Maximos huldigt seinem vorausgegangenen Bruder; er huldigt seinen beiden großen Brüdern: dem Gesetzgeber von Sinai und dem Seher von Nazareth – –. Weißt Du, wie der Geist der Erkenntnis über mich gekommen ist? Es geschah eines Nachts bei Gebet und Fasten. Da war es mir, als würde ich weit hinweggerückt – weit hinaus in den Raum und hinaus aus der Zeit – denn voller, sonnenlichter Tag war um mich, und ich stand einsam auf einem Schiff mit schlaffem Segel mitten im blanken, blitzenden Griechenmeer. Die Inseln stiegen auf, leichten, gefesselten Wolkenschichten gleich, weit in der Ferne, und träge lag das Schiff, als ob es schliefe auf der weinblauen Fläche –. Siehe, da ward die Fläche immer durchsichtiger, leichter und dünner; zuletzt war sie ganz verschwunden, und mein Schiff hing über einer leeren, entsetzlichen Tiefe. Nichts Grünes, keine Sonne da unten, – nur der tote, schleimige, schwarze Meeresgrund in seiner ganzen grausigen Öde. – Doch über mir in der unendlichen Wölbung, die mir vorher als Leere erschienen war, da war das Leben; da gestaltete es sich in unsichtbaren Formen, und die Stille nahm Töne an. – Da ward mir die große, erlösende Erkenntnis. 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Hvilken erkendelse mener du? 
GREGOR.
Was für eine Erkenntnis meinst Du? 
FYRST JULIAN.
Det, som er, det er ikke; og det, som ikke er, det er. 
JULIAN.
Was ist, ist nicht; und was nicht ist, das ist. 
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, du forspildes og fortabes i dette spind af lys og tåger. 
BASILIOS.
Du gehst unter und verlierst Dich in diesem Gespinst von Licht und Nebel! 
FYRST JULIAN.
Jeg? Sker der ikke jertegn? Forkynder ikke både varsler og visse sælsomme forekomster imellem stjernerne, at den guddommelige vilje har noget endnu uopklaret i sinde med mig? 
JULIAN.
Ich? Geschehen nicht Wunder? Verkünden nicht Wahrzeichen und gewisse seltsame Ereignisse am Sternenhimmel, daß der göttliche Wille etwas noch Unaufgeklärtes mit mir vorhat? 
GREGOR FRA NAZIANZ.
Tro ikke deslige tegn; du kan ikke vide, hvis værk de er. 
GREGOR.
Trau’ diesen Zeichen nicht, Du kannst nicht wissen, wessen Werk sie sind. 
FYRST JULIAN.
Jeg skulde ikke tro på lykke-spående tegn, der allerede har bekræftet sig? (han drager dem nærmere til sig og siger sagte:) Jeg kan lade eder vide, I venner, at en stor omvæltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg skal inden føje tid komme til at dele herredømmet over verden, – han som kejser, og jeg som – ja, hvad skal jeg kalde det? det ufødte kan jo ikke nævnes ved navn; thi det har intet. Altså ikke mere om dette før tidens fylde. Men om Cæsar tør jeg vel tale. – Véd I noget om hint syn, for hvilket man har fængslet og pint borgeren Apollinaris i Sidon? 
JULIAN.
Ich sollte nicht den glückverheißenden Zeichen trauen, die sich schon bestätigt haben? Er zieht sie näher an sich heran und spricht leise: Euch kann ich es sagen, Freunde, daß eine große Umwälzung vor der Tür steht. Cäsar Gallos und ich werden binnen kurzer Zeit die Weltherrschaft teilen, – er als Kaiser und ich als –, ja, wie soll ich es nennen? Das Ungeborne kann man nicht mit Namen nennen, denn es hat keinen. Also nichts mehr davon, bis die Zeit erfüllt ist. Doch über Cäsar Gallos darf ich wohl sprechen –. Habt Ihr von dem Gesicht gehört, dessentwegen man den Bürger Apollinaris zu Sidon verhaftet und gemartert hat? 
Go to Wiki Documentation
Enhet: Det humanistiske fakultet   Utviklet av: IT-seksjonen ved HF
Login