You are here: BP HOME > MI > Kongs-emnerne (The Pretenders) > fulltext
Kongs-emnerne (The Pretenders)

Choose languages

Choose images, etc.

Choose languages
Choose display
  • Enable images
  • Enable footnotes
    • Show all footnotes
    • Minimize footnotes
Search-help
Choose specific texts..
    Click to Expand/Collapse Option Complete text
Click to Expand/Collapse OptionTitle
Click to Expand/Collapse OptionDramatis personæ
Click to Expand/Collapse OptionStage
Click to Expand/Collapse OptionACT I
Click to Expand/Collapse OptionACT II
Click to Expand/Collapse OptionACT III
Click to Expand/Collapse OptionACT IV
Click to Expand/Collapse OptionACT V
KONGS-EMNERNE



 
DIE KRONPRÄTENDENTEN



 
PERSONERNE:
HÅKON HÅKONSSØN, kongevalgt af Birkebejnerne.
INGA FRA VARTEJG, hans moder.
SKULE JARL.
FRU RAGNHILD, hans hustru.
SIGRID, hans søster.
MARGRETE, hans datter.
GUTHORM INGESSØN.
SIGURD RIBBUNG.
NIKOLAS ARNESSØN, bisp i Oslo.
DAGFINN BONDE, Håkons stallare.
IVAR BODDE, hans hirdprest.
VEGARD VÆRADAL, en af hans hirdmænd.
GREGORIUS JONSSØN, lendermand.
 
PÅL FLIDA, lendermand.
INGEBJØRG, Andres Skjaldarbands hustru.
PETER, hendes søn, en ung prest.
SIRA VILJAM, huskapellan hos bisp Nikolas.
MESTER SIGARD fra Brabant, en læge.
JATGEJR SKALD, en Islænding.
BÅRD BRATTE, en høvding fra det Trondhjemske.
ALMUE og BYMÆND i Bergen, Oslo og Nidaros.
KORSBRØDRE, PRESTER, MUNKE OG NONNER.
GÆSTER, HIRDMÆND OG FRUER.
KRIGSFOLK o. s. v.



 
PERSONEN
HÅKON HÅKONSSEN, von den Birkebeinern zum König gewählt
INGA VON VARTEJG, seine Mutter
JARL SKULE RAGNHILD, seine Gattin
SIGRID, seine Schwester
MARGRETE, seine Tochter
GUTHORM INGESSON
SIGURD RIBBUNG –
NIKOLAS ARNESSON, Bischof von Oslo
DAGFINN DER BAUER, Håkons Staller
IVAR BODDE, sein Hofkaplan
VEGARD VÄRADAL, einer seiner Höflinge
GREGORIUS JONSSON, Lehnsmann
 
PAUL FLIDA, Lehnsmann
INGEBJÖRG, Gemahlin Andres Skjaldarbands
PETER, ihr Sohn, ein junger Priester
SIRA VILJAM, Hauskaplan des Bischofs Nikolas
MEISTER SIGARD aus Brabant, ein Arzt
JATGJER DER SKALDE, ein Isländer
BÅRD BRATTE, ein Häuptling aus dem Trondhjemschen
Städter und Landvolk aus Bergen, Oslo und Nidaros
Kreuzbrüder, Priester, Mönche und Nonnen
Gäste, Höflinge und höfische
Frauen Kriegsvolk usw.
1



 
Handlingen foregår i første halvdel af det trettende århundrede.



 
Das Stück spielt in der ersten Hälfte des dreizehnten Jahrhunderts.



 
FØRSTE AKT
(Kristkirkegården i Bergen. I baggrunden ligger kirken, hvis højportal vender fremover mod tilskuerne. Til venstre i forgrunden står Håkon Håkonssøn, Dagfinn Bonde, Vegard af Værdalen, Ivar Bodde samt flere lendermænd og høvdinger. Lige over for ham står Skule jarl, Gregorius Jonssøn, Pål Flida og andre af jarlens mænd. Længere tilbage på samme side ses Sigurd Ribbung med sit følge og bortenfor ham Guthorm Ingessøn med flere høvdinger. Kirkens tilgange er besatte med vagt; almuen fylder hele kirkegården; mange sidder oppe i træerne og på kirkemuren; alle synes i højeste spænding at vente på noget, som skal ske. Fra byens kirketårne ringer det fjern og nær.)  
Erster Akt
Der Christkirchhof in Bergen. Im Hintergrund die Kirche, deren Hochportal den Zuschauern zugewandt ist. Links im Vordergrunde stehen Håkon Håkonsson, Dagfinn, Vegard Väradal, Ivar Bodde mit mehreren Lehnsmännern und Häuptlingen. Ihnen gegenüber Jarl Skule, Gregorius Jonsson, Paul Flida und andere Anhänger des Jarls. Weiter zurück auf derselben Seite erblickt man Sigurd Ribbung mit seinem Gefolge, und in mäßiger Entfernung von ihm Guthorm Ingesson mit verschiedenen Häuptlingen. Die Zugänge zur Kirche sind mit Wachen besetzt; die Volksmenge erfüllt den ganzen Kirchhof; viele sitzen hoch in den Bäumen und auf der Kirchenmauer; mit höchster Spannung scheinen alle auf etwas zu warten, das sich ereignen soll. Von allen Kirchtürmen fern und nah läuten die Glocken. 
SKULE JARL
(dæmpet og utålmodig til Gregorius Jonssøn).
Hvad bier de efter så længe derinde? 
JARL SKULE
mit gedämpfter Stimme und ungeduldig zu Gregorius Jonsson.
Auf was harren sie drinnen so lange? 
GREGORIUS JONSSØN.
Stille; nu begynder salmen.
(Inde fra den lukkede kirke høres til basuners lyd:)  
GREGORIUS JONSSON.
Still! Jetzt beginnt der Gesang.
Aus dem Innern der geschlossenen Kirche erschallt mit Posaunenbegleitung: 
KOR AF MUNKE OG NONNER.
Domine coeli etc. etc.
(Under sangen åbnes kirkedøren indenfra; i forhallen ses bisp Nikolas omgiven af prester og klosterbrødre.)  
CHOR DER MÖNCHE UND NONNEN.
Domine coeli usw. usw.
Während des Gesanges wird die Kirchentür von innen geöffnet; in der Vorhalle gewahrt man den Bischof NIKOLAS, umgeben von Priestern und Klosterbrüdern. 
BISP NIKOLAS
(træder frem i døren og forkynder med opløftet stav):
Nu bærer Inga fra Vartejg jernbyrd for Håkon kongs-emne!
(Kirken lukkes igen; sangen vedbliver derinde.)  
BISCHOF NIKOLAS
tritt in die Tür und verkündet mit erhobenem Stabe.
Nun besteht Inga von Vartejg die Eisenprobe für Håkons Thronrecht.
Die Kirche wird wieder geschlossen; der Gesang drinnen dauert fort. 
GREGORIUS JONSSØN
(dæmpet til jarlen).
Kald på den hellige kong Olaf for det, som ret er. 
GREGORIUS JONSSON
leise zum Jarl.
Ruf den heiligen König Olaf an für das, was Rechtens ist. 
SKULE JARL
(hurtigt og afværgende).
Ikke nu. Bedst, ikke at minde ham om mig. 
JARL SKULE
hastig und abwehrend.
Jetzt nicht. Besser, ihn nicht an mich zu mahnen! 
IVAR BODDE
(griber Håkon om armen).
Bed til Herren din Gud, Håkon Håkonssøn. 
IVAR BODDE
ergreift Håkons Arm.
Bete Zu Gott Deinem Herrn, Håkon Håkonsson. 
HÅKON.
Behøves ikke; jeg er viss på ham.
(Sangen fra kirken lyder stærkere; alle blotter hovederne, mange falder på knæ og beder.)  
HÅKON.
Tut nicht not – ich bin seiner gewiß.
Der Gesang aus der Kirche erschallt stärker; alle entblößen das Haupt, viele fallen auf die Knie und beten. 
GREGORIUS JONSSØN
(til jarlen).
Dette er en stor time for dig og mange. 
GREGORIUS JONSSON
zum Jarl.
Dies ist eine große Stunde für Dich und viele. 
SKULE JARL
(ser spændt mod kirken).
En stor time for Norge. 
JARL SKULE
blickt voll Spannung nach der Kirche.
Eine große Stunde für Norwegen. 
PÅL FLIDA
(nær ved jarlen).
Nu holder hun jernet. 
PAUL FLIDA
dicht neben dem Jarl.
Jetzt hält sie das Eisen. 
DAGFINN BONDE
(over hos Håkon).
De kommer kirkegulvet nedover. 
DAGFINN
drüben bei Håkon.
Sie schreiten den Kirchenflur hinab. 
IVAR BODDE.
Krist skærme dine skære hænder, Inga kongsmoder! 
IVAR BODDE.
Christus schirme Deine reinen Hände, Inga, Du Königsmutter! 
HÅKON.
Denne stund skal hun visselig lønnes for al min tid. 
HÅKON.
Diese Stunde will ich ihr gewißlich mein Lebelang lohnen. 
SKULE JARL
(som spændt har lyttet, udbryder pludseligt).
Skreg hun? Slap hun jernet? 
JARL SKULE.
der mit Spannung gelauscht hat, ruft plötzlich.
Schrie sie auf? Ließ sie das Eisen fallen? 
PÅL FLIDA
(går opover).
Jeg véd ikke, hvad det var. 
PAUL FLIDA
geht auf die Kirche zu.
Ich weiß nicht, was es war. 
GREGORIUS JONSSØN.
Kvinderne græder højt i forhallen. 
GREGORIUS JONSSON.
Die Weiber weinen laut in der Vorhalle. 
KORET FRA KIRKEN
(falder jublende ind).
Gloria in excelsis deo!
(Portalen springer op; Inga kommer ud, fulgt af nonner, prester og munke.)  
DER CHOR IN DER KIRCHE
fällt jubelnd ein.
Gloria in excelsis deo!
Das Portal springt auf; INGA tritt heraus, begleitet von Nonnen, Priestern und Mönchen. 
INGA
(på kirketrappen).
Gud har dømt! Se disse hænder; med dem bar jeg jernet! 
INGA
auf der Kirchentreppe.
Gott hat gerichtet! Seht diese Hände – mit ihnen trug ich das Eisen! 
STEMMER BLANDT MÆNGDEN.
De er skære og hvide, som før! 
STIMMEN AUS DER MENGE.
Sie sind rein und weiß, wie zuvor! 
ANDRE STEMMER.
Endda fagrere! 
ANDERE STIMMEN.
Ja, schöner noch! 
HELE ALMUEN.
Han er visselig Håkon Sverressøns søn! 
DIE GANZE VOLKSMENGE.
Er ist gewißlich Håkon Sverressons Sohn! 
HÅKON
(omfavner hende).
Hav tak, tak, du højt velsignede! 
HÅKON
seine Mutter umarmend.
Hab Dank, Dank, Du Gesegnete des Herrn! 
BISP NIKOLAS
(stryger forbi jarlen).
Uklogt var det at fremme jernbyrden. 
BISCHOF NIKOLAS
im Vorbeigehen zum Jarl:
Unklug war’s, die Eisenprobe zu befürworten. 
SKULE JARL.
Nej, herre bisp, Gud måtte tale i denne sag. 
JARL SKULE.
Nein, Herr Bischof, in dieser Sache mußte Gott sprechen. 
HÅKON
(dybt bevæget, holder Inga ved hånden).
Nu er det da altså gjort, det, som hver en evne i mig har råbt højt imod, – det, som mit hjerte har vridt og vendt sig under – 
HÅKON
hält tiefbewegt Ingas Hand fest.
Nun ist es also vollbracht, das, wogegen alles in meiner Seele geschrieen – das, worunter mein Herz sich gewunden und gekrümmt hat – 
DAGFINN BONDE
(ud mod mængden).
Ja, se på denne kvinde og tænk jer om, så mange som I her er! Hvo har tvivlt om hendes ord, før enkelte havde brug for at der skulde tvivles? 
DAGFINN
zur Volksmenge.
Ja, seht dieses Weib an, und besinnt Euch, alle die Ihr hier seid! Wer hat an ihrem Worte gezweifelt, ehe es einzelnen gelegen kam, daß Zweifel entstände? 
PÅL FLIDA.
Tvivlen har hvisket i hvert kot fra den stund Håkon kongs-emne blev båren som barn ind i kong Inges gård. 
PAUL FLIDA.
Der Zweifel raunte in jeder Hütte von der Stunde an, da Håkon, der Thronerbe, als Kind in Königs Inges Haus getragen ward. 
GREGORIUS JONSSØN.
Og sidste vinter vokste den til et skrig og gik lydt over landet, nord og sør; det tænker jeg hver mand kan vidne. 
GREGORIUS JONSSON.
Und letzten Winter wuchs der Zweifel zu einem Schrei an und ging laut durchs Land, gen Norden und Süden, – das kann jedermann, denk’ ich, bezeugen. 
HÅKON.
Bedst kan jeg selv vidne det. Derfor har jeg også givet efter for mange trofaste venners råd og bøjet mig så dybt, som ingen anden kongevalgt mand har gjort på lange tider. Jeg har bevist med jernbyrd min fødsel, bevist min ret, som Håkon Sverressøns søn, til at tage land og rige i arv. Ikke vil jeg her granske nøjere, hvem der har fostret tvivlen og gjort den så højmælt, som jarlens frænde siger; men det véd jeg, at bittert har jeg lidt under den. Jeg har været kongevalgt fra barn af, men liden kongsære blev mig vist, selv der, hvor det skulde tykkes, at jeg tryggest turde vente det. Jeg vil kun minde om sidst palmesøndag i Nidaros, da jeg gik op til alteret for at ofre, og erkebispen vendte sig om og lod som han ikke så mig, for at slippe at hilse, som det er skik at hilse konger. Dog, sligt skulde jeg let vidst at bære, men åben krig var nær ved at bryde løs i landet og den måtte jeg hindre. 
HÅKON.
Am besten kann ich selbst es bezeugen. Drum hab’ ich auch dem Rate so vieler treuer Freunde nachgegeben und mich so tief gebeugt, wie kein andrer zum König erwählter Mann seit langen Zeiten es getan hat. Mit der Eisenprobe hab’ ich meine Geburt, hab’ ich mein Recht bewiesen, als Håkon Sverressons Sohn Land und Reich in Erbe zu nehmen. Nicht will ich hier genauer forschen, wer den Zweifel genährt und ihm eine so laute Stimme geliehen hat, wie die Freunde des Jarls sagen; aber das weiß ich, daß ich bitterlich darunter gelitten habe. Schon als Kind bin ich zum König gewählt worden, aber geringe Königsehre ward mir erwiesen, selbst da, wo ich es meines Bedünkens am sichersten hätte erwarten dürfen. Ich will nur an den letzten Palmsonntag in Nidaros erinnern, da ich zum Altar schritt, um dem Herrn zu opfern, und der Erzbischof sich umwandte und tat, als ob er mich nicht sähe, um mich nicht grüßen zu müssen, wie’s Könige zu grüßen Brauch ist. Solches hätt’ ich leicht zu tragen gewußt; doch offener Krieg drohte im Lande auszubrechen, und den mußte ich verhindern. 
DAGFINN BONDE.
Godt kan det være for konger at lytte til kloge råd; men var mit råd hørt i denne sag, da havde det ikke været med hedt jern men med koldt stål, at Håkon Håkonssøn skulde skiftet ret mellem sig og sine uvenner. 
DAGFINN.
Gut mag es für Könige sein, weisen Ratschlägen zu lauschen; aber wäre mein Rat in dieser Sache gehört worden, so wäre nicht mit glühendem Eisen, sondern mit kaltem Stahle Håkon Håkonsson sein Recht wider seine Gegner verschafft worden. 
HÅKON.
Styr dig, Dagfinn; det sømmer sig for den mand, som skal styre fremst i riget. 
HÅKON.
Beherrsche Dich, Dagfinn; das ziemt dem Manne, der als der Erste im Reich regieren soll. 
SKULE JARL
(med et let smil).
Kongens uven er det så nemt at kalde hver den, som er kongens vilje imod. Jeg mener nu, den er kongen værst, som råder ham fra at godtgøre sin ret til kongsnavnet. 
JARL SKULE
mit einem leichten Lächeln.
Des Königs Feind nennt man so gern jeden, der dem Willen des Königs zuwider ist. Ich meine nun, der ist dem König der ärgste, der ihm davon abrät, sein Recht auf den Königsnamen zu erhärten. 
HÅKON.
Hvem véd. Var det min ret alene, som her handledes om, så kunde det hænde, at jeg ikke havde købt den så dyrt; men vi får se højere op; her gælder det kald og pligt. Jeg kender det højt og varmt indeni mig, og jeg blyges ikke ved at sige det, – jeg alene er den, som kan styre landet frem til det bedste i disse tider; – kongefødsel avler kongepligt – 
HÅKON.
Wer weiß! Wär’ es mein Recht allein, um was es sich hier handelte, dann vielleicht hätt’ ich es nicht so teuer erkauft; aber wir müssen den Blick höher richten; hier gilt es Beruf und Pflicht. Ich fühle das tief und warm in mir, und ohn’ Erbleichen darf ich sagen: ich allein bin der Mann, der das Land in diesen Zeiten zum Besten vorwärts zu steuern vermag; – königliche Geburt bringt königliche Pflichten mit – 
SKULE JARL.
Der er flere her, som giver sig selv sligt fagert skudsmål. 
JARL SKULE.
Es gibt hier mehr Leute, die sich ein so günstiges Zeugnis ausstellen. 
SIGURD RIBBUNG.
Jeg gør det, og med ligeså fuld grund. Min farfader var kong Magnus Erlingssøn – 
SIGURD RIBBUNG.
Ich tu’s, und aus ebenso gutem Grunde. Mein Großvater war König Magnus Erlingsson – 
HÅKON.
Ja, hvis din fader, Erling Stejnvæg, var kong Magnus’s søn; men de fleste nægter det, og endnu er der ikke båret nogen jernbyrd i den sag. 
HÅKON.
Ja, wenn Dein Vater, Erling Stejnvaeg, der Sohn des Königs Magnus war; aber die meisten leugnen das, und noch hat keiner in dieser Sache die Eisenprobe bestanden. 
SIGURD RIBBUNG.
Ribbungerne tog mig til konge og gjorde det med fri vilje, mens Dagfinn Bonde og andre Birkebejnere truede sig til et kongsnavn for dig. 
SIGURD RIBBUNG.
Die Ribbunger nahmen mich zum König und taten das aus freien Stücken, indessen Dagfinn und andere Birkebeiner Dir einen Königsnamen ertrotzten. 
HÅKON.
Ja, så ilde havde I stellt med Norge, at Sverres ætling måtte true sig frem. 
HÅKON.
Ja, so arg hattet Ihr mit Norwegen geschaltet, daß Sverres Sproß sein Recht sich ertrotzen mußte. 
GUTHORM INGESSØN.
Sverres ætling er jeg ligeså fuldt som du – 
GUTHORM INGESSON.
Sverres Sproß bin ich so gut wie Du – 
DAGFINN BONDE.
Men ikke i lige række mand efter mand. 
DAGFINN.
Aber nicht in gerader Linie von Sohn zu Sohn. 
BISP NIKOLAS.
Der er kvindeled imellem, Guthorm. 
BISCHOF NIKOLAS.
Es ist ein weibliches Zwischenglied da, Guthorm. 
GUTHORM INGESSØN.
Det véd jeg dog, at Inge Bårdssøn, min fader, var lovligt tagen til konge over Norge. 
GUTHORM INGESSON.
Und doch weiß ich, daß Inge Bårdsson, mein Vater, auf gesetzliche Art zum König über Norwegen gemacht wurde. 
HÅKON.
Fordi der ikke var nogen, som kendte til at Sverres sønnesøn var ilive. Fra den dag det blev vitterligt, styrede han riget som værge for mig, ikke anderledes. 
HÅKON.
Weil da niemand wußte, daß Sverres Enkel am Leben war. Seit dem Tage, da dies ruchbar wurde, regierte er das Reich als Vormund für mich, – nicht anders. 
SKULE JARL.
Så kan ikke siges med sandhed; Inge var hele sin tid konge med al lovlig magt og uden forbehold. At Guthorm liden ret har, kan være sandt nok; thi han er uægte født; men jeg er kong Inges ægtefødte broder, og loven er for mig, når jeg kræver og tager fuld arv efter ham. 
JARL SKULE.
Das läßt sich nicht mit Sicherheit behaupten; Inge war sein Lebtag König mit aller gesetzlichen Macht und ohne Vorbehalt. Daß Guthorm geringes Anrecht besitzt, kann schon wahr sein – denn er ist von unechter Geburt. Allein ich bin König Inges rechtmäßiger Bruder, und das Gesetz ist für mich, wenn ich nach ihm sein volles Erbe fordere und in Besitz nehme. 
DAGFINN BONDE.
Å, herre jarl, fuld arv har I visselig taget, og det ikke eders faders slægtseje alene, men alt, hvad Håkon Sverressøn af gods lod efter sig. 
DAGFINN.
Ei, Herr Jarl, sein volles Erbe habt Ihr gewißlich an Euch genommen, und nicht allein das Hausvermögen Eures Vaters, sondern alles, was Håkon Sverresson an Gütern hinterließ. 
BISP NIKOLAS.
Ikke alt, gode Dagfinn. Ær sandheden; – kong Håkon har beholdt en sylgje og den guldring, han bærer om armen. 
BISCHOF NIKOLAS.
Nicht alles, guter Dagfinn. Der Wahrheit die Ehre! – König Håkon behielt einen Brustschmuck und den Goldreif, den er um den Arm trägt. 
HÅKON.
Lad det være som det vil; med Guds hjælp skal jeg vinde gods igen. Og nu, I lendermænd og lagmænd, I kirkebrødre og høvdinger og hirdfolk, nu er det tid at sætte rigsmødet, som vedtaget er. Med bundne hænder har jeg siddet til denne dag; jeg mener ingen mand vil fortænke mig i, at jeg længter efter at få dem løste. 
HÅKON.
Sei dem, wie ihm wolle; mit Gottes Hilfe werde ich neues Gut gewinnen. Und nun, Ihr Lehnsleute und Richtersleute, Ihr Kirchenbrüder und Häuptlinge und Gefolgschaften, jetzt ist es an der Zeit, die Reichsversammlung festzusetzen, die beschlossen ist. Mit gebundenen Händen hab’ ich gesessen bis zum heutigen Tage; ich meine, kein Mann wird mir’s verdenken, daß ich mich sehne, sie gelöst zu sehen. 
SKULE JARL.
Det går flere, som jer, Håkon Håkonssøn. 
JARL SKULE.
Es geht mehr Leuten wie Euch, Håkon Håkonsson. 
HÅKON
(blir opmærksom).
Herre jarl, hvad mener I? 
HÅKON
wird aufmerksam.
Herr Jarl, was meint Ihr? 
SKULE JARL.
Jeg mener, at alle vi kongs-emner har samme skel til at længte. Alle har vi været lige stramt bundne; thi ingen af os har vidst hvor langt hans ret strak. 
JARL SKULE.
Ich meine, daß wir Thronforderer alle denselben Grund zur Sehnsucht haben. Alle waren wir gleich straff gebunden; denn keiner von uns wußte, wie weit sein Recht sich erstreckt. 
BISP NIKOLAS.
Utrygt har det været med kirkens sager som med landets; men nu får den hellige kong Olafs lov dømme. 
BISCHOF NIKOLAS.
Schlimm stand es um die Angelegenheiten der Kirche wie des Landes; aber nun wird das Gesetz des heiligen Olaf entscheiden. 
DAGFINN BONDE
(halvlydt).
Nye kneb!
(Håkons mænd rykker nærmere sammen.)  
DAGFINN
halblaut.
Neue Ränke!
Håkons Anhänger rücken dichter zusammen. 
HÅKON
(tvinger sig til rolighed og går et par skridt frem mod jarlen).
Jeg vil tro, at jeg ikke har fattet eders mening. Jernbyrden har godtgjort min odelsret til riget, og derfor skønner jeg ikke bedre, end at rigsmødet kun har at give lovskraft til mit kongevalg, som alt gik for sig på Ørething for seks år siden. 
HÅKON
zwingt sich zur Ruhe und geht dem Jarl ein paar Schritte entgegen.
Ich will annehmen, daß ich den Sinn Eurer Worte nicht verstanden habe. Die Eisenprobe hat mein Erbrecht auf das Reich beglaubigt, und daher vermein’ ich, daß die Reichsversammlung nur meiner Königswahl, die schon vor sechs Jahren auf dem Oerething stattfand, Gesetzeskraft zu geben hat. 
FLERE BLANDT JARLENS OG SIGURDS MÆND.
Nej, nej, – det nægter vi! 
MEHRERE DER ANHÄNGER JARLS UND SIGURDS.
Nein, nein, – das bestreiten wir! 
SKULE JARL.
Så var aldrig tanken, da det blev vedtaget at holde rigsmøde her. Ved jernbyrden har I endnu ikke vundet riget, men kun bevist eders adkomst til idag at møde frem med os andre kongs-emner og gøre gældende det krav, som I mener at have – 
JARL SKULE.
Das war niemals die Absicht, als beschlossen ward, hier eine Reichsversammlung abzuhalten. Durch die Eisenprobe habt Ihr noch nicht des Reiches Besitz erlangt, sondern nur Euer Anrecht bewiesen, Euch heute mit uns andern Thronbewerbern hier einzufinden und den Anspruch geltend zu machen, den Ihr zu haben vermeint – 
HÅKON
(tvinger sig).
Det vil da kort og grejdt sige, at i seks år har jeg urettelig båret kongsnavn, og i seks år har I, herre jarl, urettelig rådet landet som værge for mig. 
HÅKON
beherrscht sich.
Das will also klipp und klar heißen, ich habe sechs Jahre lang unrechtmäßig den Königsnamen geführt, und Ihr, Herr Jarl, habt sechs Jahre lang unrechtmäßig das Land als mein Vormund verwaltet. 
SKULE JARL.
Ingenlunde så. En måtte bære kongsnavnet, da min broder var død. Birkebejnerne, og mest Dagfinn Bonde, var virksomme for eders sag og fik jert valg fremmet, før vi andre kunde komme frem med vore fordringer. 
JARL SKULE.
Keineswegs. Einer mußte den Königsnamen führen, da mein Bruder tot war. Die Birkebeiner, und zumeist Dagfinn, waren tätig für Eure Sache und setzten Eure Wahl ins Werk, ehe wir andern mit unsern Forderungen hervortreten konnten. 
BISP NIKOLAS
(til Håkon).
Jarlen mener, at hint valg kun gav jer brugsret ikke ejendomsret til kongemagten. 
BISCHOF NIKOLAS
zu Håkon.
Der Jarl meint, jene Wahl verlieh Euch nur das Nießbrauch-, nicht das Eigentumsrecht auf das Königtum. 
SKULE JARL.
I har siddet inde med alle rettigheder; men både Sigurd Ribbung og Guthorm Ingessøn og jeg mener os at være fuldt så nære arvinger, som I, og nu skal loven dele mellem os og sige, hvo der skal tage arven fast for alle tider. 
JARL SKULE.
Ihr saßet da im Besitz aller Gerechtsame; aber sowohl Sigurd Ribbung, wie Guthorm Ingesson, wie ich, wir vermeinen ebenso nahe Erben zu sein wie Ihr, und jetzt wird das Gesetz zwischen uns entscheiden und bestimmen, wer das Erbe fest für alle Zeit bekommen soll. 
BISP NIKOLAS.
Sandt at sige har nok jarlen god grund for sin mening. 
BISCHOF NIKOLAS.
Die Wahrheit zu sagen, der Jarl hat nicht schlechten Grund für seine Meinung. 
SKULE JARL.
Både jernbyrd og rigsmøde har mere end engang været på tale i disse år, men altid er der kommet noget imellem. Og, herr Håkon, dersom I mente, at eders ret stod uryggelig fast ved det første kongevalg, hvorfor gav I da jert minde til at jernbyrden nu blev fremmet? 
JARL SKULE.
Sowohl von der Eisenprobe wie von der Reichsversammlung war mehr als einmal in diesen Jahren die Rede, immer aber kam etwas dazwischen. Und, Herr Håkon, wenn Ihr vermeintet, Euer Recht stünde durch die erste Königswahl unerschütterlich fest, warum habt Ihr da Eure Zustimmung gegeben, daß die Eisenprobe jetzt noch vorgenommen werde? 
DAGFINN BONDE
(forbitret).
Brug værget, kongsmænd, og lad det dele! 
DAGFINN
erbittert.
Braucht Euer Schwert, Königsmannen, und laßt das entscheiden! 
MANGE AF HIRDEN
(stormer frem).
Bær våben på kongens uvenner! 
VIELE DER MANNEN
vorstürmend.
Führet die Waffen gegen des Königs Widersacher! 
SKULE JARL
(råber til sine).
Dræb ingen! Sår ingen! Bare hold dem fra livet. 
JARL SKULE
zu den Seinen.
Tötet keinen! Verwundet keinen! Haltet sie Euch nur vom Leibe! 
HÅKON
(holder sine tilbage).
Ind med værget hver mand, som drog det! – Ind med værget, siger jeg! (rolig.) I gør det tifold værre for mig med slig fremfærd. 
HÅKON
hält seine Mannen zurück.
Das Schwert stecke jeder ein, der es zog! Steckt das Schwert ein, sag’ ich! Ruhig. Ihr macht mir’s zehnfach schwer durch solches Gebahren. 
SKULE JARL.
Slig farer mænd frem mod mænd hele landet rundt. Der ser I, Håkon Håkonssøn; nu tænker jeg det bedst viste sig, hvad I har at gøre, ifald landets fred og mænds liv ligger jer på hjerte. 
JARL SKULE.
So streitet Mann wider Mann ringsum im Lande. Da seht Ihr’s, Håkon Håkonsson; ich denke, jetzt erweist sich’s am besten, was Ihr zu tun habt, wenn des Landes Frieden und das Leben der Menschen Euch am Herzen liegen. 
HÅKON
(efter en kort betænkning).
Ja – jeg ser det. (tager Inga ved hånden og vender sig til en af dem, som står om ham.) Torkell, du var en trofast mand i min faders hird; tag denne kvinde hjem i dit herberge og vær god mod hende; – hun var Håkon Sverressøn såre kær. – Gud signe dig, min moder, – jeg får møde til rigsstævne nu. (Inga trykker hans hånd og går med Torkell. Håkon tier lidt, træder derpå frem og siger med klarhed:) Loven skal dømme; den alene. I Birkebejnere, som var med på Ørething og tog mig til konge, I er nu løste fra den ed, I svor mig der. Du, Dagfinn, er ikke min stallare mere; jeg vil ikke møde frem med stallare eller med hird, ikke med kongsmænd eller med svorne kæmper; jeg er en fattig mand; al min arv er en sylgje og denne guldring; – det er ringe gods at lønne så mange gode mænds tjeneste med. Nu, I andre kongs-emner, nu står det lige mellem os; jeg vil intet have forud for jer undtagen den ret, som jeg har ovenfra, – den hverken kan eller vil jeg dele med nogen. – Lad blæse til rigsstævne, og så dømme Gud og den hellige kong Olafs lov.
(Går ud med sine mænd til venstre der blæses i horn og lur langt borte.)  
HÅKON
nach kurzem Besinnen.
Ja, – ich seh’s. Er ergreift Ingas Hand und wendet sich zu einem der Umstehenden. Torkell, Du warst ein treuer Mann in meines Vaters Dienst; führe diese Frau heim in Deine Herberge und sei gut zu ihr; – sie war Håkon Sverresson besonders teuer. – Gott segne Dich, meine Mutter, –ich muß jetzt zur Reichsversammlung. Inga drückt ihm die Hand und geht mit Torkell ab. Håkon schweigt eine Weile, dann tritt er vor und spricht mit klarer Stimme: Das Gesetz soll richten – es allein. Ihr Birkebeiner, die Ihr mit auf dem Oerething wart und mich zum König machtet, Ihr seid jetzt des Eids entbunden, den Ihr mir dorten geschworen habt. Du, Dagfinn, bist nicht mein Staller mehr; ich will weder mit Stallern noch mit Gefolge, weder mit Königsmannen noch mit eidverpflichteten Kämpen erscheinen; ich bin ein armer Mann; all mein Erbe ist ein Brustschmuck und dieser Goldreif – das ist zu geringes Gut, um so vieler wackern Mannen Dienste zu lohnen. Jetzt, Ihr andern Thronforderer, jetzt steht es gleich zwischen uns; ich will nichts vor Euch voraushaben, ausgenommen das Recht, das ich von oben empfing, – das kann und will ich mit niemand teilen. – Laßt blasen zur Reichsversammlung, und mögen Gott und das Gesetz des heiligen Olaf richten!
Er geht mit seinen Mannen links ab; Hörner- und Lurenklang aus der Ferne. 
GREGORIUS JONSSØN
(til jarlen, idet mængden holder på at gå).
Ved jernbyrden tyktes du mig ræd, og nu ser du så glad og trøstig ud 
GREGORIUS JONSSON
zum Jarl, indem die Volksmenge sich zu zerstreuen beginnt.
Bei der Eisenprobe dünktest Du mich zaghaft, und jetzt siehst Du so froh und zuversichtlich aus. 
SKULE JARL
(fornøjet).
Så du, han havde Sverres øjne, da han talte? Godt blir valget enten de gør ham eller mig til konge. 
JARL SKULE
vergnügt.
Sahst Du, er hatte Sverres Augen, da er sprach? Die Wahl wird gut, mögen sie ihn oder mich zum König machen. 
GREGORIUS JONSSØN
(urolig).
Men vig ikke. Tænk på alle dem, som falder med din sag. 
GREGORIUS JONSSON
unruhig.
Aber weiche nicht! Denk an die alle, die mit Deiner Sache fallen. 
SKULE JARL.
Her står jeg på rettens grund; nu gemmer jeg mig ikke for helgenen.
(Går ud til venstre med sit følge.)  
JARL SKULE.
Hier steh’ ich auf des Rechtes Grund; jetzt versteck’ ich mich nicht vor dem Heiligen.
Geht mit seinem Gefolge links ab. 
BISP NIKOLAS
(haster efter Dagfinn Bonde).
Det går nok, gode Dagfinn, det går nok; – men hold jarlen langt borte fra kongen, når han er kåret; – hold ham bare langt borte!
(Alle går ud til venstre bag kirken.)



 
BISCHOF NIKOLAS.
Dagfinn nacheilend. Es geht schon, guter Dagfinn, es geht schon – aber halte den Jarl recht fern vom Könige, wenn er gewählt ist – halt’ ihn ja recht fern!
Alle ab links hinter der Kirche.



 
(En hal i kongsgården. Til venstre i forgrunden er et lavt vindu; til højre indgangsdør; i baggrunden en større dør, som fører ind til kongshallen. Ved vinduet står et bord; forresten stole og bænke.)
 
(Fru Ragnhild og Margrete kommer fra den mindre dør; Sigrid følger straks efter.)  
Eine Halle im Königsschlosse.
Links im Vordergrunde ein niedriges Fenster; rechts eine Eingangstür; im Hintergrunde eine größere Tür, die zur Königshalle hineinführt. Am Fenster steht ein Tisch; sonst Stühle und Bänke. 
Frau RAGNHILD und MARGRETE kommen durch die kleinere Tür; SIGRID folgt ihnen auf dem Fuße. 
FRU RAGNHILD.
Her ind. 
FRAU RAGNHILD.
Hier herein! 
MARGRETE.
Ja, her er mørkest. 
MARGRETE.
Ja, hier ist’s am dunkelsten. 
FRU RAGNHILD
(går til vinduet).
Og her kan vi se ned på thingvolden. 
FRAU RAGNHILD
ans Fenster tretend.
Und hier kann man auf den Thingwall herniedersehen. 
MARGRETE
(ser forsigtigt ud).
Ja, dernede bag kirken er de alle samlede. (vender sig i gråd.) Dernede skal nu det ske, som vil drage så meget efter sig. 
MARGRETE
vorsichtig hinausblickend.
Ja, drunten hinter der Kirche sind sie alle versammelt. Wendet sich schluchzend ab. Da unten soll nun das geschehen, das so folgenschwer sein wird. 
FRU RAGNHILD.
Hvem råder her i hallen imorgen? 
FRAU RAGNHILD.
Wer herrscht hier morgen in der Halle? 
MARGRETE.
O ti. Så tung en dag havde jeg aldrig tænkt at skulle leve. 
MARGRETE.
O schweig! Nie hätt’ ich gedacht, einen so schweren Tag zu erleben. 
FRU RAGNHILD.
Den måtte komme; at stå som kongsværge var ikke fuld gerning for ham. 
FRAU RAGNHILD.
Der mußte kommen: Königsvormund zu sein, das war ein unzulängliches Geschäft für ihn
MARGRETE.
Ja – den måtte komme; kongsnavnet alene kunde ikke være ham nok. 
MARGRETE.
Ja, – der mußte kommen; der Königsname allein konnte ihm nicht genügen. 
FRU RAGNHILD.
Hvem taler du om? 
FRAU RAGNHILD.
Von wem sprichst Du? 
MARGRETE.
Om Håkon. 
MARGRETE.
Von Håkon. 
FRU RAGNHILD.
Jeg talte om jarlen. 
FRAU RAGNHILD.
Ich sprach vom Jarl. 
MARGRETE.
Der lever ikke ypperligere mænd, end de to 
MARGRETE.
Es gibt keine stattlicheren Männer als die beiden. 
FRU RAGNHILD.
Ser du Sigurd Ribbung? Hvor lumsk han sidder, – ret som en ulv i lænke. 
FRAU RAGNHILD.
Siehst Du Sigurd Ribbung? Wie arglistig er dasitzt, – recht wie ein Wolf in Ketten. 
MARGRETE.
Ja se –! Han folder hænderne foran sig over sværdknappen og hviler hagen på dem. 
MARGRETE.
Ja, sieh –! Er faltet die Hände vor sich über dem Schwertknauf und stützt das Kinn darauf. 
FRU RAGNHILD.
Han bider sig i mundskægget og ler – 
FRAU RAGNHILD.
Er beißt sich in den Schnurrbart und lacht – 
MARGRETE.
Hvor stygt han ler. 
MARGRETE.
Wie häßlich er lacht. 
FRU RAGNHILD.
Han véd, at ingen vil fremme hans sag; – det er det, som gør ham ond. – Hvem er den lagmand, som taler nu? 
FRAU RAGNHILD.
Er weiß, niemand wird seine Sache vertreten – und das macht ihn so giftig. – Wer ist der Richtersmann, der jetzt redet? 
MARGRETE.
Det er Gunnar Grjonbak. 
MARGRETE.
Das ist Gunnar Grjonbak. 
FRU RAGNHILD.
Er han for jarlen? 
FRAU RAGNHILD.
Ist er für den Jarl? 
MARGRETE.
Nej, han er nok for kongen – 
MARGRETE.
Nein, er ist wohl für den König – 
FRU RAGNHILD
(ser på hende).
For hvem er han, siger du? 
FRAU RAGNHILD
sieht sie groß an.
Für wen, sagst Du? 
MARGRETE.
For Håkon Håkonssøn. 
MARGRETE.
Für Håkon Håkonsson. 
FRU RAGNHILD
(ser ud; efter et kort ophold).
Hvor sidder Guthorm Ingessøn, – ham ser jeg ikke. 
FRAU RAGNHILD
blickt hinaus; nach kurzer Pause:
Wo sitzt Guthorm Ingesson? – Ich seh’ ihn nicht. 
MARGRETE.
Bag sine mænd, der nederst – i fodsid kappe. 
MARGRETE.
Hinter seinen Leuten, dort, ganz unten, – im langwallenden Mantel. 
FRU RAGNHILD.
Ja der. 
FRAU RAGNHILD.
Ja, dort. 
MARGRETE.
Han ser ud som han skammer sig – 
MARGRETE.
Er sieht aus, als schäme er sich – 
FRU RAGNHILD.
Det er på moderens vegne. 
FRAU RAGNHILD.
Wohl der Mutter wegen. 
MARGRETE.
Så gjorde ikke Håkon. 
MARGRETE.
Das hat Håkon nicht nötig. 
FRU RAGNHILD.
Hvem taler nu? 
FRAU RAGNHILD.
Wer spricht jetzt? 
MARGRETE
(ser ud).
Tord Skolle, lagmanden i Ranafylke. 
MARGRETE
hinausblickend.
Tord Skolle, Richter zu Ranafylke. 
FRU RAGNHILD.
Er han for jarlen? 
FRAU RAGNHILD.
Ist er für den Jarl? 
MARGRETE.
Nej – for Håkon. 
MARGRETE.
Nein, für – Håkon. 
FRU RAGNHILD.
Hvor uryggelig jarlen sidder og hører til. 
FRAU RAGNHILD.
Wie unbeweglich der Jarl dasitzt und zuhört! 
MARGRETE.
Håkon tykkes stille – men stærk alligevel. (livfuldt.) Stod en langfarende mand her, han skulde kende de to blandt alle de tusende andre. 
MARGRETE.
Håkon scheint still, – aber doch zuversichtlich. Lebhaft. Stünde ein wildfremder Mann hier, er müßte die beiden unter all den tausend andern erkennen. 
FRU RAGNHILD.
Se, Margrete; Dagfinn Bonde flytter en forgyldt stol frem for Håkon – 
FRAU RAGNHILD.
Sieh, Margrete; Dagfinn schiebt Håkon einen vergoldeten Stuhl hin – 
MARGRETE.
Pål Flida sætter magen til den bag jarlen – 
MARGRETE.
Paul Flida stellt ebenso einen hinter den Jarl – 
FRU RAGNHILD.
Håkons mænd vil hindre det! 
FRAU RAGNHILD.
Håkons Leute wollen es verhindern! 
MARGRETE.
Jarlen holder fast i stolen –! 
MARGRETE.
Der Jarl hält den Stuhl fest –! 
FRU RAGNHILD.
Håkon taler vredt til ham – (flygter med et skrig fra vinduet.) O, Jesus Kristus! Så du øjnene – og smilet –! Nej, det var ikke jarlen! 
FRAU RAGNHILD.
Håkon fährt ihn zornig an – Sie tritt mit einem Schrei vom Fenster zurück. O Jesus Christus! Sahst Du die Augen – und das Lächeln –! Nein, das war nicht der Jarl! 
MARGRETE
(som med rædsel har fulgt efter).
Ikke Håkon heller! Hverken jarlen eller Håkon! 
MARGRETE.
die ebenfalls schaudernd zurückgefahren ist. Und auch nicht Håkon? Weder der Jarl noch Håkon! 
SIGRID
(ved vinduet).
O usselt, usselt! 
SIGRID
am Fenster.
O erbärmlich, erbärmlich! 
MARGRETE.
Sigrid! 
MARGRETE.
Sigrid! 
FRU RAGNHILD.
Er du her! 
FRAU RAGNHILD.
Du bist da? 
SIGRID.
Så dybt må de lægge vejen nedenom, for at vinde op på kongssædet. 
SIGRID.
So tief unten herum muß man schleichen, um auf den Königssitz hinauf zu gelangen! 
MARGRETE.
O, bed med os, at alt må vendes til det bedste. 
MARGRETE.
O, bete mit uns, daß sich alles zum besten wende. 
FRU RAGNHILD
(bleg og forfærdet til Sigrid).
Så du ham –? Så du min husbond –? Øjnene og smilet, – jeg skulde ikke kendt ham. 
FRAU RAGNHILD
bleich und erschrocken zu Sigrid.
Sahst Du ihn –? Sahst Du meinen Eheherrn –? Die Augen und das Lächeln, – ich hätte ihn nicht erkannt! 
SIGRID.
Ligned han Sigurd Ribbung! 
SIGRID.
Glich er Sigurd Ribbung? 
FRU RAGNHILD
(sagte).
Ja, han ligned Sigurd Ribbung! 
FRAU RAGNHILD
leise.
Ja, er glich Sigurd Ribbung! 
SIGRID.
Lo han som Sigurd? 
SIGRID.
Lachte er wie Sigurd? 
FRU RAGNHILD.
Ja, ja! 
FRAU RAGNHILD.
Ja, ja! 
SIGRID.
Så får vi alle bede. 
SIGRID.
Dann laßt uns alle beten. 
FRU RAGNHILD
(med fortvivlet styrke).
Jarlen må kåres til konge! Han tager skade på sin sjæl, blir han ikke første mand i landet! 
FRAU RAGNHILD
mit der Kraft der Verzweiflung.
Der Jarl muß zum König erkoren werden! Er leidet Schaden an seiner Seele, wenn er nicht der erste Mann im Lande wird! 
SIGRID
(stærkere).
Så får vi alle bede! 
SIGRID
kräftiger.
Dann laßt uns alle beten! 
FRU RAGNHILD.
Hys, hvad er det! (ved vinduet.) Hvilke råb! Alle mænd har rejst sig; alle bannere og mærker svinger for vinden. 
FRAU RAGNHILD.
Still! was ist das? Am Fenster. Was für Rufe! Alle Männer haben sich erhoben – alle Banner und Zeichen flattern im Winde. 
SIGRID
(griber hende om armen).
Bed, kvinde! Bed for din husbond! 
SIGRID
ihren Arm packend.
Bete, Weib! Bete für Deinen Eheherrn! 
FRU RAGNHILD.
Ja, hellig Olaf, giv ham al magten i dette land! 
FRAU RAGNHILD.
Ja, heiliger Olaf, gib ihm alle Macht in diesem Lande! 
SIGRID
(vildt).
Ingen – ingen! Ellers frelses han ikke! 
SIGRID
leidenschaftlich.
Keine, – keine! Sonst wird er nimmer gerettet! 
FRU RAGNHILD.
Han må have magten. Alt godt i ham vil gro og blomstre, får han den. – Se ud, Margrete! Hør efter! (viger et skridt tilbage.) Der løftes alle hænder til ed! 
FRAU RAGNHILD.
Er muß die Macht haben. Alles Gute in ihm wird wachsen und blühen, wenn er sie bekommt –. Sieh hinaus, Margrete! Hör’ hin! Sie weicht einen Schritt zurück. Alle Hände erheben sich zum Schwur! 
MARGRETE
(lytter ved vinduet).
 
MARGRETE
lauscht am Fenster. 
FRU RAGNHILD.
Gud og hellig Olaf, hvem gælder det? 
FRAU RAGNHILD.
Bei Gott und dem heiligen Olaf, wem gilt das? 
SIGRID.
Bed! 
SIGRID.
Bete! 
MARGRETE
(lytter og giver med opløftet hånd tegn til taushed).
 
MARGRETE
lauscht und gebietet mit erhobener Hand Schweigen. 
FRU RAGNHILD
(om lidt).
Tal!
(Fra thingvolden blæses højt i lur og horn.)  
FRAU RAGNHILD
nach einer Weile.
Sprich!
Hörner- und Lurenschall vom Thingwalle. 
FRU RAGNHILD.
Gud og hellig Olaf, hvem galdt det?
(kort ophold.)  
FRAU RAGNHILD.
Bei Gott und dem heiligen Olaf, wem galt das?
Kurze Pause. 
MARGRETE
(vender hovedet om og siger):
Nu tog de Håkon Håkonssøn til konge.
(Musiken til kongstoget falder ind, først dæmpet, siden nærmere og nærmere. Fru Ragnhild klynger sig grædende op til Sigrid, som fører hende stille ud til højre; Margrete blir ubevægelig stående lænet op til vinduskarmen. Kongens svende åbner de store døre; man ser ind i hallen, som lidt efter lidt fyldes af toget fra thingvolden.)  
MARGRETE
wendet den Kopf und spricht:
Nun haben sie Håkon Håkonsson zum König erkoren.
Die Musik des Königszuges fällt ein, zuerst gedämpft, dann näher und näher. Frau Ragnhild klammert sich schluchzend an Sigrid, die sie still hinausführt nach rechts; Margrete bleibt unbeweglich am Fenster stehen, gelehnt an den Rahmen. Die Leute des Königs öffnen die Flügeltür; man blickt in die Halle, die allmählich der Zug vom Thingwalle füllt. 
HÅKON
(vender sig i døren til Ivar Bodde).
Bring mig skrivefjæren og voks og silke, – pergament har jeg herinde. (Går i livlig bevægelse frem til bordet og lægger nogle pergamentruller frem.) Margrete, nu er jeg konge! 
HÅKON
wendet sich in der Tür zu Ivar Bodde um.
Bring mir Schreibfeder und Wachs und Seide, – Pergament hab’ ich schon. Er geht in lebhafter Bewegung zum Tische und legt einige Pergamentrollen darauf. Margrete, jetzt bin ich König! 
MARGRETE.
Jeg hilser min herre og konge. 
MARGRETE.
Ich grüße meinen Herrn und König. 
HÅKON.
Tak! – (ser på hende og tager hendes hånd.) Tilgiv; jeg tænkte ikke på, at det måtte krænke eder. 
HÅKON.
Dank! – Er schaut sie an und ergreift ihre Hand. Verzeiht – ich dachte nicht daran, daß es Euch kränken mußte. 
MARGRETE
(drager hånden til sig).
Det krænkte mig ikke; – I er visselig kongefødt. 
MARGRETE
zieht die Hand zurück.
Es hat mich nicht gekränkt – Ihr seid gewißlich zum König geboren. 
HÅKON
(med liv).
Ja, må ikke hver mand sige det, som kommer ihug, hvor vidunderligt Gud og de hellige har berget mig mod alt ondt? Årsgammel bar Birkebejnerne mig over fjeldet i frost og uvejr og midt imellem dem, som stod mig efter livet. I Nidaros slap jeg uskadt fra Baglerne den tid de brændte byen og dræbte så mange af vore, mens kong Inge selv med nød frelste sig ombord ved at entre opefter ankertovet. 
HÅKON
lebhaft.
Ja, muß nicht ein jeglicher das sagen, wenn er bedenkt, wie wunderbar Gott und die Heiligen mich wider alles Böse beschirmt haben? Als ich ein Jahr alt war, trugen die Birkebeiner mich in Frost und Unwetter übers Gebirge und mitten durch die hindurch, die mir nach dem Leben trachteten. In Nidaros entkam ich unverletzt den Baglern, als sie die Stadt verbrannten und so viele von den Unsern erschlugen, während König Inge sich selbst mit Not an Bord eines Schiffes rettete, indem er am Ankertau emporklomm. 
MARGRETE.
I har fristet en hård opvækst. 
MARGRETE.
Ihr hattet eine harte Jugend. 
HÅKON
(ser visst på hende).
Det bæres mig nu for, at I kunde gjort den mildere. 
HÅKON
blickt sie fest an.
Mich will jetzt bedünken, Ihr hättet sie mir freundlicher machen können. 
MARGRETE.
Jeg? 
MARGRETE
Ich? 
HÅKON.
I kunde været mig så god en fostersøster alle de år vi vokste op sammen. 
HÅKON.
Ihr hättet mir eine so gute Pflegeschwester sein können in all den Jahren, da wir miteinander aufwuchsen! 
MARGRETE.
Men det faldt sig ikke slig. 
MARGRETE.
Aber es fügte sich nicht so. 
HÅKON.
Nej – det faldt sig ikke slig; – vi så på hinanden, hver fra vor krog, men sjelden taltes vi ved – (utålmodig) hvor blir han af? (Ivar Bodde kommer med skrivesager.) Er du der; giv hid!
(Håkon sætter sig ved bordet og skriver. Lidt efter kommer Skule jarl ind; derpå Dagfinn Bonde, bisp Nikolas og Vega Væradal.)  
HÅKON.
Nein, – es fügte sich nicht so; – wir schauten einander an, jedes aus seiner Ecke, aber selten sprachen wir zusammen – Ungeduldig. Wo bleibt er nur! Ivar Bodde erscheint mit Schreibgerät. Bist Du da? Gib her!
Håkon setzt sich an den Tisch und schreibt. Bald darauf tritt JARL SKULE ein, darauf DAGFINN, BISCHOF NIKOLAS und VEGARD VÄRADAL. 
HÅKON
(ser op og lader pennen synke).
Herre jarl, véd I hvad jeg her skriver! (Jarlen nærmer sig.) Det er til min moder; jeg takker hende for alt godt og kysser hende tusende gange – her i brevet, forstår I. Hun skal sendes øster til Borgasyssel og leve der med al kongelig ære. 
HÅKON
blickt auf und läßt die Feder sinken.
Herr Jarl, wißt Ihr, was ich hier schreibe? Der Jarl kommt näher. Ich schreibe an meine Mutter; ich danke ihr für alles Gute und küsse sie tausendmal – auf dem Papier, versteht sich. Ich schicke sie ostwärts nach Borgasyssel, und dort soll sie mit allen königlichen Ehren leben. 
SKULE JARL.
I vil ikke beholde hende i kongsgården? 
JARL SKULE.
Ihr wollt sie nicht bei Hof behalten? 
HÅKON.
Hun er mig altfor kær, jarl; – en konge må ikke have nogen om sig, som er ham altfor kær; en konge må handle med frie hænder, stå alene, ikke ledes, ikke lokkes. Her er så meget at bøde på i Norge.
(vedbliver at skrive.)  
HÅKON.
Sie ist mir allzu teuer, Jarl. – Ein König darf keinen um sich haben, der ihm allzu teuer ist; ein König muß mit freien Händen handeln können, muß allein stehen, sich nicht locken und nicht leiten lassen. Hier in Norwegen gibt es so viel zu sühnen.
Schreibt weiter. 
VEGARD VÆRADAL
(sagte til bisp Nikolas).
Det var mit råd, dette med Inga kongsmoder. 
VEGARD VÄRADAL
leise zu Bischof Nikolas.
Das war mein Rat, – die Sache mit der Königsmutter. 
BISP NIKOLAS.
Jeg kendte jer straks på rådet. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ich erkannte Euch sogleich an dem Rat. 
VEGARD VÆRADAL.
Men lige for lige nu. 
VEGARD VÄRADAL.
Nun aber Gleiches für Gleiches! 
BISP NIKOLAS.
Vent. Jeg holder det jeg lovede. 
BISCHOF NIKOLAS.
Wartet! Ich halte, was ich versprach. 
HÅKON
(giver pergamentet til Ivar Bodde).
Læg det sammen og bring hende det selv med mange kærlige hilsninger – 
HÅKON
gibt Ivar Bodde das Pergament.
Falt’ es zusammen und überbring es ihr selbst mit vielen zärtlichen Grüßen – 
IVAR BODDE
(som har kastet et øje i pergamentet).
Herre – allerede idag, skriver I –! 
IVAR BODDE.
der einen Blick in das Pergament geworfen hat. Herr – noch heute, schreibt Ihr –! 
HÅKON.
Nu er vinden god, den stryger leden nedover. 
HÅKON.
Der Wind ist jetzt gut, – er streicht südwärts durch die Inseln. 
DAGFINN BONDE
(langsomt).
Kom ihug, herre konge, at hun har ligget natten over på altertrinet i bøn og faste. 
DAGFINN
langsam.
Bedenket, Herr König, daß sie die Nacht hindurch in Fasten und Gebet auf den Altarstufen gelegen hat. 
IVAR BODDE.
Og det turde hænde hun var træt efter jernbyrden. 
IVAR BODDE.
Und es könnte sein, daß sie müde ist nach der Eisenprobe. 
HÅKON.
Sandt nok, sandt nok; – min gode kærlige moder –! (tar sig sammen.) Ja, er hun altfor træt, så venter hun til imorgen. 
HÅKON.
Wohl wahr, wohl wahr – meine gute, zärtliche Mutter –! Sich fassend. Ja, wenn sie allzu müde ist, soll sie bis morgen warten. 
IVAR BODDE.
Eders vilje skal ske. (lægger et nyt pergament frem.) Men så det andet, herre. 
IVAR BODDE.
Euer Wille geschehe. Er legt ihm ein anderes Pergament vor. Und nun das andere, Herr! 
HÅKON.
Det andet? – Ivar Bodde, jeg kan ikke. 
HÅKON.
Das andere? – Ivar Bodde, ich kann nicht. 
DAGFINN BONDE
(peger på brevet til Inga).
I kunde dog hint. 
DAGFINN
deutet auf den Brief an Inga.
Ihr konntet doch das da. 
IVAR BODDE.
Alt, hvad syndigt er, må brydes. 
IVAR BODDE.
Mit allem, was sündhaft ist, müsset Ihr brechen. 
BISP NIKOLAS
(som imidlertid har nærmet sig).
Bind jarlens hænder nu, kong Håkon. 
BISCHOF NIKOLAS.
der sich mittlerweile genähert hat.
Bindet dem Jarl jetzt die Hände, König Håkon. 
HÅKON
(dæmpet).
Mener I det trænges? 
HÅKON
mit gedämpfter Stimme.
Meint Ihr, das sei nötig? 
BISP NIKOLAS.
I får aldrig købt landets fred på billigere vilkår. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ihr werdet den Frieden des Landes um billigeren Preis niemals erkaufen. 
HÅKON.
Så kan jeg. Hid med pennen!
(skriver.)  
HÅKON.
So kann ich’s. Her mit der Feder!
Er schreibt. 
SKULE JARL
(til bispen, der går over til højre).
I har kongens øre, som det lader. 
JARL SKULE
zum Bischof, der nach rechts hinübergeht.
Ihr habt das Ohr des Königs, wie es scheint. 
BISP NIKOLAS.
Til gavn for jer. 
BISCHOF NIKOLAS.
Zu Eurem Frommen. 
SKULE JARL.
Siger I det? 
JARL SKULE.
Ist das wahr? 
BISP NIKOLAS.
Før kveld vil I takke mig.
(han fjerner sig.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Vor Abend noch werdet Ihr mir danken.
Er entfernt sich. 
HÅKON
(rækker pergamentet frem).
Læs dette, jarl. 
HÅKON
reicht das Pergament hin.
Lest das, Jarl. 
SKULE JARL
(læser, ser forbauset på kongen og siger med halv stemme):
I bryder alt forhold til Kanga hin unge? 
JARL SKULE
liest, sieht den König erstaunt an und sagt mit halber Stimme:
Ihr gebt jeden Umgang auf mit Kanga, der jungen? 
HÅKON.
Til Kanga, som jeg har elsket over alt i verden. Fra idag af tør hun aldrig træffes på den vej, hvor kongen går frem. 
HÅKON.
Mit Kanga, die ich über alles in der Welt geliebt habe. Von heut an darf sie sich nie auf dem Wege betreffen lassen, den der König wandelt. 
SKULE JARL.
Stort er det, som I der gør, Håkon; – jeg véd godt fra mig selv, hvad det må koste – 
JARL SKULE.
Groß ist, was Ihr da tut, Håkon – ich weiß aus eigener Erfahrung, was es Euch kosten muß – 
HÅKON.
Bort må hver den, som er kongen altfor kær. – Bind brevet sammen.
(giver det til Ivar Bodde.)  
HÅKON.
Fort muß jeder, der dem König allzu teuer ist. – Binde den Brief zu.
Er gibt ihn Ivar Bodde. 
BISP NIKOLAS
(bøjer sig over stolen).
Herre konge, nu vandt I langt frem mod jarlens venskab. 
BISCHOF NIKOLAS
beugt sich über den Stuhl.
Herr König, da habt Ihr einen großen Schritt vorwärts getan in der Freundschaft des Jarls. 
HÅKON
(rækker ham hånden).
Tak, bisp Nikolas; I rådede mig til det bedste. Bed om en nåde, og den skal vises jer. 
HÅKON
reicht ihm die Hand.
Dank, Bischof Nikolas; Ihr habt mir zum besten geraten. Bittet Euch eine Gnade aus, sie soll Euch gewährt sein. 
BISP NIKOLAS.
Vil I? 
BISCHOF NIKOLAS.
Gewiß? 
HÅKON.
Det tilsiger jeg eder med mit kongeord. 
HÅKON
Ich gelob’ es Euch mit meinem Königsworte. 
BISP NIKOLAS.
Så gør Vegard Væradal til sysselmand på Hålogaland. 
BISCHOF NIKOLAS.
So ernennt Vegard Väradal zum Vogt auf Hålogaland. 
HÅKON.
Vegard? Han er fast den troeste ven jeg har; nødig skikkede jeg ham så langt fra mig. 
HÅKON.
Vegard? Er ist der treueste Freund fast, den ich habe; ungern lass’ ich ihn so weit fort von mir. 
BISP NIKOLAS.
Kongens ven bør kongeligt lønnes. Bind jarlen på den vis, som jeg har rådet til, så er I tryg for alle tider. 
BISCHOF NIKOLAS.
Des Königs Freund verdient königlichen Lohn. Bindet den Jarl auf die Art, wie ich Euch geraten habe, dann seid Ihr für alle Zeiten sicher. 
HÅKON
(tager et pergamentblad).
Vegard skal have syssel på Hålogaland. (skrivende.) Her giver jeg ham mit kongelige brev derpå.
(Bispen fjerner sig.)  
HÅKON
ergreift ein Pergamentblatt.
Vegard soll die Vogtei auf Hålogaland erhalten. Er schreibt. Hier geb’ ich’s ihm königlich verbrieft.
Der Bischof tritt zurück. 
SKULE JARL
(nærmer sig bordet).
Hvad skriver I der? 
JARL SKULE
nähert sich dem Tische.
Was schreibt Ihr da? 
HÅKON
(rækker ham bladet).
Læs. 
HÅKON
reicht ihm das Blatt.
Lest! 
SKULE JARL
(læser og ser visst på kongen).
Vegard Væradal? På Hålogaland? 
JARL SKULE
liest und blickt den König fest an.
Vegard Väradal? Auf Hålogaland? 
HÅKON.
På det nordre, som er ledigt. 
HÅKON.
Im nördlichen Amte, das erledigt ist. 
SKULE JARL.
I mindes da ikke, at Andres Skjaldarband også har syssel der nord? De to er bittre avindsmænd; – Andres Skjaldarband holder sig til mig – 
JARL SKULE.
Bedenkt Ihr denn nicht, daß Andres Skjaldarband auch ein Amt dort im Norden hat? Die beiden sind erbitterte Feinde – Andres Skjaldarband hält zu mir – 
HÅKON
(smiler og rejser sig).
Og Vegard Væradal til mig. Derfor må de se til at blive forligte jo før jo heller. Der må ingen splid være mellem kongens og jarlens mænd herefterdags. 
HÅKON
lächelt und steht auf.
Und Vegard Väradal zu mir. Darum müssen sie sehen, sich je eher je lieber zu vertragen. Zwischen den Mannen des Königs und des Jarls darf hinfort kein Zwist mehr sein. 
BISP NIKOLAS.
Hm, dette her turde snart gå galt!
(nærmer sig urolig.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Hm, das könnte doch am Ende schlimm ablaufen!
Nähert sich unruhig. 
SKULE JARL.
I tænker klogt og dybt, Håkon. 
JARL SKULE.
Ihr denkt klug und tief, Håkon. 
HÅKON
(varm).
Skule jarl, jeg tog riget fra jer idag, – men lad eders datter dele det med mig! 
HÅKON
mit Wärme.
Jarl Skule, ich nahm Euch heute das Reich, – aber laßt Eure Tochter es mit mir teilen! 
SKULE JARL.
Min datter! 
JARL SKULE.
Meine Tochter! 
MARGRETE.
Gud! 
MARGRETE.
Gott! 
HÅKON.
Margrete, – vil I være dronning? 
HÅKON.
Margrete, – wollt Ihr Königin sein? 
MARGRETE
(tier).
 
MARGRETE
schweigt. 
HÅKON
(tager hendes hånd).
Svar mig. 
HÅKON
ergreift ihre Hand.
Antwortet mir. 
MARGRETE
(sagte).
Jeg vil gerne være eders hustru. 
MARGRETE
leise.
Ich will gern Eure Ehefrau sein. 
SKULE JARL
(med et håndslag).
Fred og forlig af hjertet! 
JARL SKULE
mit einem Handschlag.
Frieden und Vergleich von Herzen! 
HÅKON.
Tak! 
HÅKON.
Dank! 
IVAR BODDE
(til Dagfinn).
Himlen være lovet; nu dages det. 
IVAR BODDE
zu Dagfinn.
Gelobt sei der Himmel – jetzt tagt es. 
DAGFINN BONDE.
Jeg tror det næsten. Så godt har jeg aldrig likt jarlen før. 
DAGFINN.
Fast glaub’ ich’s. So gut hat der Jarl mir noch nie gefallen. 
BISP NIKOLAS
(bagved).
Stadig på vagt, gode Dagfinn, – stadig på vagt. 
BISCHOF NIKOLAS
hinter ihm.
Seid immer auf der Hut, guter Dagfinn, – immer auf der Hut! 
IVAR BODDE
(til Vegard).
Nu er I sysselmand på Hålogaland; her har I kongens hånd for det.
(giver ham brevet.)  
IVAR BODDE
zu Vegard.
Nun seid Ihr Vogt auf Hålogaland – da habt Ihr des Königs Handschrift.
Gibt ihm den Brief. 
VEGARD VÆRADAL.
Jeg skal siden takke kongen for hans nåde.
(vil gå.)  
VEGARD VÄRADAL.
Für seine Gnade werd’ ich dem König später danken.
Will gehen. 
BISP NIKOLAS
(standser ham).
Andres Skjaldarband er en hård hals, lad jer ikke kue. 
BISCHOF NIKOLAS
tritt ihm in den Weg:
Andres Skjaldarband hat einen harten Nacken – laßt Euch nicht einschüchtern. 
VEGARD VÆRADAL.
Det har aldrig lykkets for nogen før.
(går.)  
VEGARD VÄRADAL.
Das ist bisher noch keinem gelungen.
Ab. 
BISP NIKOLAS
(følger efter).
Vær som fjeld og flint mod Andres Skjaldarband, – og tag min velsignelse med jer forresten. 
BISCHOF NIKOLAS
folgt ihm.
Seid wie Fels und Kiesel gegen Andres Skjaldarband, – und im übrigen nehmt meinen Segen mit Euch. 
IVAR BODDE,
(som har ventet bag kongen med pergamenterne i hånden).
Her er brevene, herre – 
IVAR BODDE.
der mit den Pergamenten in der Hand hinter dem König gewartet hat.
Hier sind die Briefe, Herr – 
HÅKON.
Godt; giv dem til jarlen. 
HÅKON.
Gut. Gib sie dem Jarl. 
IVAR BODDE.
Til jarlen? Vil I ikke sætte seglet for? 
IVAR BODDE.
Dem Jarl? Wollt Ihr sie nicht siegeln? 
HÅKON.
Det plejer jo jarlen gøre; – han har seglet. 
HÅKON.
Das pflegt ja der Jarl zu tun – er hat das Siegel. 
IVAR BODDE
(dæmpet).
Ja hidindtil, – sålænge han førte værgemålet for eder; – men nu! 
IVAR BODDE
mit gedämpfter Stimme.
Ja, bisher, – solang er die Vormundschaft für Euch führte – aber jetzt
HÅKON.
Nu som før; – jarlen har seglet.
(fjerner sig.)  
HÅKON.
Jetzt wie sonst – der Jarl hat das Siegel.
Entfernt sich. 
SKULE JARL.
Giv mig brevene, Ivar Bodde.
(Går over til bordet med dem, tager frem rigsseglet, som han bærer gemt i beltet, og forsegler under det følgende.)  
JARL SKULE.
Gebt mir die Briefe, Ivar Bodde.
Er geht damit zum Tische, zieht das Reichssiegel hervor, das er im Gurte verwahrt trägt, und siegelt während der folgenden Szene. 
BISP NIKOLAS
(halvlydt).
Håkon Håkonssøn er konge – og jarlen har kongens segl; – det går nok, det går nok. 
BISCHOF NIKOLAS
halblaut.
Håkon Håkonsson ist König – und der Jarl hat des Königs Siegel – es wird schon gehen, wird schon gehen! 
HÅKON.
Hvad siger I, herre bisp? 
HÅKON.
Was sagt Ihr, Herr Bischof? 
BISP NIKOLAS.
Jeg siger, Gud og Sankt Olaf våger over sin hellige kirke.
(Går ind i kongshallen.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Ich sage, Gott und Sankt Olaf wachen über ihre heilige Kirche.
Ab in die Königshalle. 
HÅKON
(nærmer sig Margrete).
En klog dronning kan virke store ting i landet; eder turde jeg tryggelig kåre, thi jeg véd I er klog. 
HÅKON
nähert sich Margreten.
Eine kluge Königin kann Großes im Lande wirken; Euch durft’ ich ruhig wählen, denn ich weiß, Ihr seid klug. 
MARGRETE.
Kun det! 
MARGRETE.
Nur das
HÅKON.
Hvad mener I? 
HÅKON.
Was meint Ihr? 
MARGRETE.
Intet, intet, herre. 
MARGRETE.
Nichts, nichts, Herr. 
HÅKON.
Og I bærer ikke nag til mig, om I end har sluppet fagre ønsker for min skyld? 
HÅKON.
Und Ihr hegt keinen Groll wider mich, daß Ihr vielleicht holde Wünsche um meinetwillen habt aufgeben müssen? 
MARGRETE.
Jeg har ingen fagre ønsker sluppet for eders skyld. 
MARGRETE.
Ich habe keine holden Wünsche um Euretwillen aufgeben müssen. 
HÅKON.
Og I vil stå mig nær, og give mig gode råd. 
HÅKON.
Und Ihr wollt mir nahe stehen und mir guten Rat geben? 
MARGRETE.
Jeg vilde så gerne stå eder nær. 
MARGRETE.
Ich möchte so gern Euch nahe stehen. 
HÅKON.
Og give mig gode råd. Tak for det; kvinders råd båder hver mand, og jeg har herefter ingen anden end eder; – min moder måtte jeg sende bort – 
HÅKON.
Und mir guten Rat geben. Ich dank’ Euch dafür. Der Rat der Frauen frommt jedem Manne, und ich habe fortan keine andere als Euch; – meine Mutter mußt’ ich fortschicken – 
MARGRETE.
Ja, hun var eder altfor kær. 
MARGRETE.
Ja, sie war Euch allzu teuer. 
HÅKON.
Og jeg er konge. Farvel da, Margrete! I er så ung endnu; men næste sommer skal vort bryllup stå, – og fra den stund lover jeg at holde eder hos mig i al sømmelig tro og ære. 
HÅKON.
Und ich bin König. Lebt denn wohl, Margrete! Ihr seid so jung noch – aber nächsten Sommer soll unsere Hochzeit sein, und ich gelobe, von der Stunde an Euch in aller geziemenden Treue und Ehre bei mir zu halten. 
MARGRETE
(smiler sørgmodigt).
Ja, jeg véd det vil vare længe, før I sender mig bort. 
MARGRETE
mit wehmütigem Lächeln.
Ja, ich weiß, es wird lange dauern, bis Ihr mich fortschickt. 
HÅKON
(levende).
Sende eder bort? Det vil jeg aldrig gøre! 
HÅKON
lebhaft.
Euch fortschicken? Das werd’ ich niemals tun! 
MARGRETE
(med tårefyldte øjne).
Nej, det gør Håkon kun med dem, som er ham altfor kære.
(Går mod udgangsdøren. Håkon ser tankefuld efter hende.)  
MARGRETE
mit tränenerfüllten Augen.
Nein, das tut Håkon nur mit denen, die ihm allzu teuer sind.
Sie geht auf den Ausgang zu. Håkon blickt ihr gedankenvoll nach. 
FRU RAGNHILD
(fra højre side).
Kongen og jarlen så længe herinde! Angsten dræber mig; – Margrete, hvad har kongen sagt og gjort? 
FRAU RAGNHILD
von rechts.
Der König und der Jarl so lange hier drinnen! Die Angst tötet mich – Margrete, was hat der König gesagt und getan? 
MARGRETE.
O, så meget! Sidst tog han en sysselmand og en dronning. 
MARGRETE.
O, so viel! Zuletzt hat er sich einen Vogt und eine Königin erkoren. 
FRU RAGNHILD.
Du, Margrete! 
FRAU RAGNHILD.
Du, Margrete? 
MARGRETE
(om moderens hals).
Ja! 
MARGRETE
am Halse ihrer Mutter.
Ja! 
FRU RAGNHILD.
Du blir dronning! 
FRAU RAGNHILD.
Du wirst Königin! 
MARGRETE.
Kun dronning; – men jeg tror jeg er glad ved det endda.
(Hun og moderen følges ud til højre.)  
MARGRETE.
Nur Königin – aber ich glaube, ich bin auch darüber froh.
Sie und ihre Mutter rechts ab. 
SKULE JARL
(til Ivar Bodde).
Her er vore breve; bring dem til kongsmoderen og til Kanga.
(Ivar Bodde bøjer sig og går.)  
JARL SKULE
zu Ivar Bodde.
Da sind Eure Briefe – bringt sie der Königsmutter und Kanga.
Ivar Bodde verneigt sich und geht. 
DAGFINN BONDE
(i salsdøren).
Erkebispen af Nidaros begærer at måtte bringe kong Håkon Håkonssøn sin hylding! 
DAGFINN
in der Tür zur Halle.
Der Erzbischof von Nidaros begehrt, dem Könige Håkon Håkonsson seine Huldigung darbringen zu dürfen. 
HÅKON
(ånder af fuldt bryst).
Endelig er jeg da konge i Norge.
(Går ind i hallen.)  
HÅKON
aus voller Brust aufatmend.
Endlich bin ich denn König in Norwegen!
Ab in die Halle. 
SKULE JARL
(gemmer kongens segl i beltet).
Men jeg råder land og rige. 
JARL SKULE
steckt das Siegel des Königs in den Gurt.
Ich aber regiere Land und Reich.
 
Teppet faller.



 
Der Vorhang fällt.



 
ANDEN AKT
(Gildehallen i Bergens kongsgård. Et stort buevindu midt på bagvæggen. Langsmed denne er en forhøjning med sæder for kvinderne. Ved den venstre langvæg står kongsstolen nogle trin over gulvet; midt på den modsatte væg stor indgangsdør. Bannere, mærker, skjolde og våben samt brogede tepper hænger ned fra vægstolperne og fra det udskårne træloft. Rundtom i hallen står drikkeborde med kander, horn og bægre.)
 
(Kong Håkon sidder på forhøjningen hos Margrete, Sigrid, Fru Ragnhild og mange fornemme kvinder. Ivar Bodde står bag kongens stol. Om drikkebordene er kongens og jarlens mænd samt gæster bænkede. Ved det fremste bord til højre sidder blandt andre Dagfinn Bonde, Gregorius Jonssøn og Pål Flida. Skule jarl og bisp Nikolas spiller bretspil ved et bord til venstre. Jarlens husfolk går fra og til og bærer drikkesager frem. Fra en tilstødende stue høres musik under de følgende optrin.)  
Zweiter Akt
Festhalle im Königsschloß zu Bergen. Ein großes Bogenfenster in der Mitte des Hintergrunds. Längs der Wand eine Erhöhung mit Sitzen für die Frauen. An der linken Seitenwand steht der um einige Stufen erhöhte Königsstuhl; in der Mitte der rechten Seitenwand eine große Eingangstür. Paniere, Feldzeichen und Waffen nebst bunten Decken hängen von den Wandpfeilern und der geschnitzten Holzdecke herab. Ringsumher im Saale stehen Zechtische mit Kannen, Trinkhörnern und Bechern.  
KÖNIG HÅKON sitzt auf der Erhöhung neben MARGRETE, SIGRID, FRAU RAGNHILD und vielen vornehmen Frauen. IVAR BODDE steht hinter dem Stuhle des Königs. An den Tischen sitzen auf Bänken die Mannen des Königs und des Jarls samt anderen Gästen. Am vordersten Tische rechts sitzen unter anderen DAGFINN DER BAUER, GREGORIUS JONSSON und PAUL FLIDA. JARL SKULE und BISCHOF NIKOLAS spielen Schach an einem Tische zur Linken. Diener des Jarls kommen und gehen und bringen Getränke. Aus einem anstoßenden Gemache erklingt Musik während der folgenden Szene. 
DAGFINN BONDE.
Nu lider det alt på femte dagen, og endda er madsvendene lige rappe til at sætte de fyldte krus frem. 
DAGFINN.
Nun geht das schon in den fünften Tag, und noch immer bringt das Dienervolk gleich flink die gefüllten Krüge herbei. 
PÅL FLIDA.
Det var aldrig jarlens vis at svelte sine gæster. 
PAUL FLIDA.
Es war nie des Jarls Art, seine Gäste dürsten zu lassen. 
DAGFINN BONDE.
Nej, det ser slig ud. Så gildt et kongsbryllup har ikke været spurgt i Norge før. 
DAGFINN.
Nein, so scheint’s. Solch prächtige Königshochzeit hat man bisher noch nicht in Norwegen erlebt. 
PÅL FLIDA.
Skule jarl har heller ikke giftet bort nogen datter før. 
PAUL FLIDA.
Jarl Skule hat auch bisher noch keine Tochter verheiratet. 
DAGFINN BONDE.
Sandt nok; jarlen er en mægtig mand. 
DAGFINN.
Wohl wahr; der Jarl ist ein mächtiger Mann. 
EN HIRDMAND.
Sidder inde med tredjedelen af riget. Det er mere, end nogen jarl havde før i tiden. 
EINER AUS DEM GEFOLGE.
Regiert euch den dritten Teil des Reiches. Das ist mehr, als irgend ein Jarl zuvor gehabt hat. 
PÅL FLIDA.
Kongens del er dog større. 
PAUL FLIDA.
Des Königs Teil ist doch größer. 
DAGFINN BONDE.
Det snakker vi ikke om her; nu er vi venner og vel forligte. (drikker Pål til.) Lad så kongen være konge og jarlen jarl. 
DAGFINN.
Davon wollen wir hier nicht reden; wir sind jetzt Freunde und ehrlich versöhnt. Er trinkt Paul zu. Lassen wir also den König König und den Jarl Jarl sein. 
PÅL FLIDA
(ler).
Grejdt høres det på dig, at du er kongsmand. 
PAUL FLIDA
lacht.
Man hört Dir’s gleich an, daß Du ein Königsmanne bist. 
DAGFINN BONDE.
Det pligter også jarlsmændene at være. 
DAGFINN.
Das müssen auch die Jarlsmannen sein. 
PÅL FLIDA.
Aldrig det. Vi har svoret jarlen ed, men ikke kongen. 
PAUL FLIDA.
Nimmermehr. Wir haben dem Jarl den Eid der Treue geleistet, aber nicht dem König. 
DAGFINN BONDE.
Det kan ske endnu. 
DAGFINN.
Das kann noch geschehen. 
BISP NIKOLAS
(dæmpet til jarlen under spillet).
Hører I, hvad Dagfinn Bonde siger? 
BISCHOF NIKOLAS
beim Spiele dem Jarl zuflüsternd.
Hört Ihr, was Dagfinn der Bauer sagt? 
SKULE JARL
(uden at se op).
Jeg hører nok. 
JARL SKULE
ohne aufzublicken.
Ich hör’ es wohl. 
GREGORIUS JONSSØN
(ser visst på Dagfinn).
Tænker kongen på sligt? 
GREGORIUS JONSSON
blickt Dagfinn scharf an.
Sinnt der König auf dergleichen? 
DAGFINN BONDE.
Nå nå, – lad fare; – ingen splid idag. 
DAGFINN.
Na, na, – laß gut sein; – heut keinen Zank! 
BISP NIKOLAS.
Kongen vil tage eders mænd i ed, jarl. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der König will Eure Mannen in Eid nehmen, Jarl. 
GREGORIUS JONSSØN
(stærkere).
Tænker kongen på sligt, spørger jeg? 
GREGORIUS JONSSON
nachdrücklicher.
Sinnt der König auf dergleichen? frag’ ich. 
DAGFINN BONDE.
Jeg svarer ikke. Lad os drikke på fred og venskab mellem kongen og jarlen. Øllet er godt. 
DAGFINN.
Ich antworte nicht. Trinken wir auf Frieden und Freundschaft zwischen dem König und dem Jarl! Das Bier ist gut. 
PÅL FLIDA.
Det har også fået god tid til at ligge. 
PAUL FLIDA.
Es hat auch lange genug liegen können. 
GREGORIUS JONSSØN.
Tre gange har jarlen beredt bryllupet, tre gange lovede kongen at komme, – tre gange svigtede han. 
GREGORIUS JONSSON.
Dreimal hatte der Jarl die Hochzeit gerüstet, dreimal versprach der König zu kommen – dreimal hielt er nicht Wort. 
DAGFINN BONDE.
Last jarlen for det; han gav os fuldt op at tage vare i viken. 
DAGFINN.
Dafür scheltet den Jarl; er machte uns genug zu schaffen in Vike. 
PÅL FLIDA.
Sigurd Ribbung gav jer nok mere at tage vare i Vermeland, efter hvad der siges. 
PAUL FLIDA.
Sigurd Ribbung machte Euch wohl noch mehr zu schaffen in Varmeland, nach allem, was man hört. 
DAGFINN BONDE
(opfarende).
Ja, hvem var det, som slap Sigurd Ribbung løs? 
DAGFINN
auffahrend.
Ja, wer war es, der Sigurd Ribbung entwischen ließ? 
GREGORIUS JONSSØN.
Sigurd Ribbung rømte fra os i Nidaros, det er vitterligt for alle. 
GREGORIUS JONSSON.
Sigurd Ribbung entsprang uns in Nidaros, das ist männiglich bekannt. 
DAGFINN BONDE.
Men det er ikke vitterligt for nogen, at I hindrede ham. 
DAGFINN.
Aber es ist nicht männiglich bekannt, daß Ihr ihn daran hindertet. 
BISP NIKOLAS
(til jarlen, der betænker sig på et træk).
Hører I, jarl, – det var jer, som slap Sigurd Ribbung. 
BISCHOF NIKOLAS
zum Jarl, der sich auf einen Zug besinnt.
Hört Ihr, Jarl? – Ihr wart es, der Sigurd Ribbung entwischen ließ. 
SKULE JARL
(trækker).
Den vise er gammel. 
JARL SKULE
rückt einen Stein.
Das Lied ist alt. 
GREGORIUS JONSSØN
(til Dagfinn).
Jeg tænkte dog, du havde hørt om Islændingen, Andres Torstejnssøn, Sigurd Ribbungs ven – 
GREGORIUS JONSSON
zu Dagfinn.
Ich dächte doch, Du hättest von dem Isländer gehört, von Andres Torstejnsson, Sigurd Ribbungs Freund – 
DAGFINN BONDE.
Ja; da Sigurd var rømt, hængte I Islændingen, det véd jeg. 
DAGFINN.
Jawohl – als Sigurd entwischt war, hängtet Ihr den Isländer, das weiß ich. 
BISP NIKOLAS
(trækker og siger leende til jarlen).
Nu slår jeg bonden, herre jarl. 
BISCHOF NIKOLAS
setzt einen Stein und sagt lachend zum Jarl.
Nun schlag’ ich den Bauer, Herr Jarl. 
SKULE JARL
(lydt).
Slå ham; en bonde gælder ikke stort.
(flytter en brikke.)  
JARL SKULE
laut.
Schlagt ihn – ein »Bauer« ist nicht viel wert.
Rückt einen Stein. 
DAGFINN BONDE.
Nej, det fik Islændingen sande, den tid Sigurd Ribbung rømte til Vermeland.
(Undertrykt latter mellem kongsmændene; samtalen fortsættes dæmpet; straks efter kommer en mand ind og hvisker til Gregorius Jonssøn.)  
DAGFINN.
Nein – der Isländer mußte dran glauben, als Sigurd Ribbung nach Varmeland entwischte.
Unterdrücktes Lachen unter den Königsmannen; das Gespräch wird leise fortgesetzt; gleich darauf tritt ein Mann ein und flüstert Gregorius Jonsson etwas zu. 
BISP NIKOLAS.
Og så trækker jeg hid; og så har I tabt. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und nun mach’ ich den Zug hier, – und Ihr habt verloren. 
SKULE JARL.
Det lader så. 
JARL SKULE.
Es scheint so. 
BISP NIKOLAS
(lægger sig tilbage i stolen).
I værgede ikke godt om kongen på det sidste. 
BISCHOF NIKOLAS
sich im Stuhle zurücklehnend.
Ihr habt zuletzt den König nicht gut geschützt. 
SKULE JARL
(stryger brikkerne overende og rejser sig).
Jeg er længesiden træt af at være kongsværge. 
JARL SKULE
wirft die Schachfiguren durcheinander und steht auf.
Ich bin es schon lange müde, Königsbeschützer zu sein. 
GREGORIUS JONSSØN
(nærmer sig og siger dæmpet).
Herre jarl, Jostejn Tamb lader melde, at nu ligger skibet klar til at gå under sejl. 
GREGORIUS JONSSON
nähert sich und spricht leise.
Herr Jarl, Jostejn Tamb läßt melden, das Schiff liege klar und könne unter Segel gehen. 
SKULE JARL
(sagte).
Godt. (tager et forseglet pergament frem.) Her er brevet. 
JARL SKULE
leise.
Gut. Er zieht ein versiegeltes Pergament hervor. Hier ist der Brief. 
GREGORIUS JONSSØN
(ryster på hovedet).
Jarl, jarl, – er det rådeligt? 
GREGORIUS JONSSON.
den Kopf schüttelnd.
Jarl, Jarl – ist das ratsam? 
SKULE JARL.
Hvilket? 
JARL SKULE.
Was? 
GREGORIUS JONSSØN.
Kongens segl er for. 
GREGORIUS JONSSON.
Das Siegel des Königs ist darauf. 
SKULE JARL.
Det er til kongens bedste jeg handler. 
JARL SKULE.
Ich handle zu des Königs Nutz und Frommen. 
GREGORIUS JONSSØN.
Så lad kongen selv vise tilbudet fra sig. 
GREGORIUS JONSSON.
Dann laßt den König selber das Anerbieten ablehnen. 
SKULE JARL.
Det gør han ikke, om han får råde. Al hans hug og tanke er rettet på at kue Ribbungerne, derfor vil han sikre sig på andre kanter. 
JARL SKULE.
Das tut er nicht, wenn er befragt wird. All sein Sinnen ist darauf gerichtet, die Ribbunger zu bändigen, deshalb will er sich nach andern Seiten sichern. 
GREGORIUS JONSSØN.
Klogt kan det være, det som I her gør, – men det er farligt. 
GREGORIUS JONSSON.
Klug mag es sein, was Ihr da tut, – aber es ist gefährlich. 
SKULE JARL.
Lad mig om det. Bring brevet, og sig Jostejn, at han sejler straks. 
JARL SKULE.
Das überlaß mir. Überbringe den Brief und sage Jostejn, er soll sofort in See gehen. 
GREGORIUS JONSSØN.
Det skal ske, som I byder.
(går ud til højre og kommer ind igen om lidt.)  
GREGORIUS JONSSON.
Es soll geschehen nach Eurem Gebot.
Geht rechts ab und kommt nach einer Weile wieder zurück. 
BISP NIKOLAS
(til jarlen).
I har mangt at skøtte, lader det til. 
BISCHOF NIKOLAS
zum Jarl.
Ihr habt viel zu tun, scheint es. 
SKULE JARL.
Men liden tak for det. 
JARL SKULE.
Aber wenig Dank davon. 
BISP NIKOLAS.
Kongen har rejst sig.
(Håkon kommer nedover; alle mænd står op fra bordene.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Der König ist aufgestanden.
Håkon kommt herunter; alle Mannen erheben sich von den Tischen. 
HÅKON
(til bispen).
Højlig må det glæde os, hvor frisk og stærk I har holdt ud i alle disse lystige dage. 
HÅKON
zum Bischof.
Es muß uns höchlich erfreuen, wie frisch und wacker Ihr in all diesen lustigen Tagen ausgehalten habt. 
BISP NIKOLAS.
Det blaffrer op engang imellem, herre konge; men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget syg hele vinteren udover. 
BISCHOF NIKOLAS.
Es flackert noch dann und wann einmal auf, Herr König. Aber lange dauert’s wohl nicht mehr. Ich hab’ den ganzen Winter krank gelegen. 
HÅKON.
Ja, ja, – I har levet et stærkt liv, rigt på mangen rygtbar gerning. 
HÅKON.
Ja, ja, – Ihr habt ein kraftvoll Leben gelebt, reich an mancher rühmlichen Tat. 
BISP NIKOLAS
(ryster på hovedet).
Å, der er måde med det; jeg har mangt ugjort endnu. Den som vidste, om en fik tid til det altsammen. 
BISCHOF NIKOLAS
schüttelnd den Kopf.
Ach, damit ist’s so weit nicht her – viel bleibt noch ungetan. Wer nur wüßte, ob man für das alles noch Zeit hat! 
HÅKON.
De levende får tage arv efter dem, som går bort, ærværdige herre; alle vil vi jo det bedste for land og folk. (vender sig til jarlen.) Et undrer mig højlig; ingen af vore sysselmænd på Hålogaland er mødt frem til bryllupet. 
HÅKON.
Die Lebenden müssen die Erbschaft derer übernehmen, die abtreten, ehrwürdiger Herr; wir alle wollen ja das Beste für Land und Volk. Er wendet sich zum Jarl. Eins wundert mich höchlich: keiner von unseren Vögten auf Hålogaland hat sich zur Hochzeit eingestellt. 
SKULE JARL.
Sandt nok; Andres Skjaldarband havde jeg så sikkert ventet. 
JARL SKULE.
Wohl wahr – Andres Skjaldarband hatt’ ich ganz sicher erwartet. 
HÅKON
(smilende).
Og Vegard Væradal også. 
HÅKON
lächelnd.
Und Vegard Väradal auch. 
SKULE JARL.
Også Vegard, ja. 
JARL SKULE.
Auch Vegard, ja. 
HÅKON
(spøgende).
Og jeg håber, I havde taget bedre imod min gamle ven nu, end for syv år siden på Oslo brygge, da I stak ham i kinden, så sværdet skar sig selv ud. 
HÅKON
scherzend.
Und ich hoffe, Ihr hättet meinen alten Freund jetzt besser aufgenommen als vor sieben Jahren auf der Brücke von Oslo, wo Ihr ihn so in die Wange stacht, daß das Schwert sich selbst herausschnitt. 
SKULE JARL
(ler tvungent).
Ja, dengang Gunnulf, eders morbroder, hug højre hånd af Sira Ejliv, min bedste ven og rådgiver. 
JARL SKULE
mit erzwungenem Lachen. Ja, damals, als Gunnulf, Euer Ohm, meinem besten Freund und Ratgeber Sira Ejlif die rechte Hand herunterhieb. 
BISP NIKOLAS
(muntert).
Og da Dagfinn Bonde og hirdmændene satte stærk nattevagt på kongsskibet, og sagde, at kongen var utryg i jarlens værge! 
BISCHOF NIKOLAS
munter. Und als Dagfinn der Bauer und die Hofmannen eine starke Nachtwache auf das Königsschiff sandten und sagten, der König wäre nicht sicher im Schutz des Jarls! 
HÅKON
(alvorligt).
De dage er gamle og glemte. 
HÅKON
ernst. Die Tage sind vorbei und vergessen. 
DAGFINN BONDE
(nærmer sig).
Nu kan der blæses til våbenlegen nede på volden, hvis det lyster eder, herre. 
DAGFINN
nähert sich. Zum Waffenspiel drunten auf der Wiese kann jetzt geblasen werden, wenn’s Euch beliebt, Herr. 
HÅKON.
Godt. Idag vil vi tage al glæde med; imorgen får vi begynde igen at tænke på Ribbungerne og Orknøjarlen. 
HÅKON.
Wohlan! Heut wollen wir noch jedwede Freude mitnehmen – morgen werden wir wieder anfangen, an die Ribbunger und an den Jarl von Orknö zu denken. 
BISP NIKOLAS.
Ja, han nægter jo at svare skatten? 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja so, der weigert sich ja, die Steuer zu zahlen? 
HÅKON.
Havde jeg Ribbungerne vel fra halsen, så foer jeg selv vestover.
(Håkon går op mod forhøjningen, rækker Margrete hånden og fører hende ud til højre; lidt efter lidt følger de øvrige efter.)  
HÅKON.
Hätt’ ich nur die Ribbunger vom Halse, so zög’ ich selbst hinüber westwärts.
Håkon geht hinauf zur Erhöhung, reicht Margrete die Hand und führt sie rechts hinaus; nach und nach folgen die andern. 
BISP NIKOLAS
(til Ivar Bodde).
Hør lidt her. Hvem er den mand, som heder Jostejn Tamb? 
BISCHOF NIKOLAS
zu Ivar Bodde. Auf ein Wort. Wer ist der Mann, der Jostejn Tamb heißt? 
IVAR BODDE.
Her er en farmand fra Orknø, som heder slig. 
IVAR BODDE.
Es ist ein Schiffersmann von Orknö hier, der so heißt. 
BISP NIKOLAS.
Fra Orknø? Ja så. Og nu sejler han hjem? 
BISCHOF NIKOLAS.
Von Orknö? Hm! Und jetzt segelt er heim? 
IVAR BODDE.
Ja, han gør nok det. 
IVAR BODDE.
Ja, das mag er wohl. 
BISP NIKOLAS
(sagtere).
Med dyr ladning, Ivar Bodde! 
BISCHOF NIKOLAS
leiser. Mit kostbarer Ladung, Ivar Bodde! 
IVAR BODDE.
Korn og klæde, tror jeg. 
IVAR BODDE.
Mit Korn und Webereien, glaub’ ich. 
BISP NIKOLAS.
Og et brev fra Skule jarl. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und mit einem Briefe vom Jarl Skule. 
IVAR BODDE
(studser).
Til hvem? 
IVAR BODDE
stutzig. An wen? 
BISP NIKOLAS.
Véd ikke; – der var kongssegl for – 
BISCHOF NIKOLAS.
Weiß nicht – das Königssiegel war dran – 
IVAR BODDE
(griber ham om armen).
Herre bisp, – er det som I siger! 
IVAR BODDE
packt ihn am Arme.
Herr Bischof, – ist das wahr, was Ihr sagt? 
BISP NIKOLAS.
Hys, bland ikke mig op i den sag.
(fjerner sig.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Pst! Bringt mich nicht in diese Geschichte hinein.
Er entfernt sich von ihm. 
IVAR BODDE.
Da må jeg straks –! Dagfinn Bonde! Dagfinn, Dagfinn –!
(trænger sig gennem mængden ved udgangsdøren.)  
IVAR BODDE.
Da muß ich doch gleich –! Dagfinn! Dagfinn, Dagfinn –!
Drängt sich durch die Menge an der Ausgangstür. 
BISP NIKOLAS
(deltagende til Gregorius Jonssøn).
Ingen dag uden en eller anden fanger ulempe på gods og frihed! 
BISCHOF NIKOLAS
teilnahmsvoll zu Gregorius Jonsson.
Kein Tag, da nicht dieser oder jener Schaden litte an Hab’ und Gut und Freiheit. 
GREGORIUS JONSSØN.
Hvem gælder det nu? 
GREGORIUS JONSSON.
Wer ist denn nun daran? 
BISP NIKOLAS.
En stakkels farmand, – Jostejn Tamb synes jeg de kaldte ham. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ein armer Schiffer, – Jostejn Tamb, dünkt mich, nannten sie ihn. 
GREGORIUS JONSSØN.
Jostejn –? 
GREGORIUS JONSSON.
Jostejn –? 
BISP NIKOLAS.
Dagfinn Bonde vil nægte ham at sejle. 
BISCHOF NIKOLAS.
Dagfinn der Bauer will ihn an der Abfahrt hindern. 
GREGORIUS JONSSØN.
Vil Dagfinn nægte ham, siger I? 
GREGORIUS JONSSON.
Dagfinn will ihn hindern, sagt Ihr? 
BISP NIKOLAS.
Ret nu gik han. 
BISCHOF NIKOLAS.
Gerade eben ging er fort. 
GREGORIUS JONSSØN.
Tilgiv, herre, jeg må skynde mig – 
GREGORIUS JONSSON.
Verzeiht, Herr, ich muß mich beeilen – 
BISP NIKOLAS.
Ja, gør det, gode lendermand; – Dagfinn Bonde er så ilsindet.
(Gregorius Jonssøn iler ud til højre blandt resten af de tilstedeværende; kun Skule jarl og bisp Nikolas bliver tilbage i hallen.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, tut das, wackerer Lehnsmann – Dagfinn ist so arglistig.
Gregorius Jonsson eilt mit den übrigen Anwesenden rechts hinaus; nur Jarl Skule und Bischof Nikolas bleiben zurück in der Halle. 
SKULE JARL
(går tankefuld op og ned; pludselig er det ligesom han vågner; han ser sig om og siger):
Hvor stilt her blev med engang. 
JARL SKULE
geht nachdenklich auf und ab; plötzlich ist’s, wie wenn er erwache; er blickt sich um und sagt:
Wie still ward es hier mit einem Mal! 
BISP NIKOLAS.
Kongen gik. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der König ging. 
SKULE JARL.
Og alle mænd fulgte ham efter. 
JARL SKULE.
Und alle folgten ihm. 
BISP NIKOLAS.
Alle, undtagen vi. 
BISCHOF NIKOLAS.
Alle, bis auf uns. 
SKULE JARL.
Det er noget stort, det, at være konge. 
JARL SKULE.
Es ist doch etwas Großes, König zu sein. 
BISP NIKOLAS
(forsigtig).
Gad I prøve det, jarl? 
BISCHOF NIKOLAS
ausholend.
Möchtet Ihr’s erproben, Jarl? 
SKULE JARL
(smiler alvorligt).
Jeg har prøvet det; hver søvnsvanger nat er jeg konge i Norge. 
JARL SKULE
ernsthaft lächelnd.
Ich hab’s erprobt – jede schlummermüde Nacht bin ich König in Norwegen. 
BISP NIKOLAS.
Drømme varsler. 
BISCHOF NIKOLAS.
Träume sind Wahrzeichen. 
SKULE JARL.
De frister også? 
JARL SKULE.
Nicht auch Versuchungen? 
BISP NIKOLAS.
Neppe jer. Før i tiden, det kan jeg skønne; – men nu, da I har tredjedelen af riget, råder som første mand i landet og er dronningens fader – 
BISCHOF NIKOLAS.
Die Euren kaum. In früherer Zeit, ja, das kann ich mir denken; – aber jetzt, da Ihr den dritten Teil des Reiches besitzt, als der erste Mann im Lande regiert und Vater der Königin seid – 
SKULE JARL.
Mest nu, – mest nu. 
JARL SKULE.
Jetzt mehr denn je, – jetzt mehr denn je. 
BISP NIKOLAS.
Dølg intet! Skrift; thi I bærer visselig på en stor kval. 
BISCHOF NIKOLAS.
Verhehlt mir nichts! Beichtet – denn Ihr leidet gewißlich große Qual. 
SKULE JARL.
Mest nu, som jeg siger. Det er den store forbandelse, som ligger over alt mit liv, dette, at stå det højeste så nær – bare et slug imellem – et spring over, – på den anden side er kongsnavn og purpurkåbe og trone og magt og alt; daglig har jeg det for øje – men vinder aldrig over. 
JARL SKULE.
Jetzt mehr denn je, wie gesagt. Das ist der große Fluch, der auf meinem ganzen Leben liegt: – dem Höchsten so nahe zu stehen – nur eine Kluft dazwischen – ein Sprung – drüben ist der Königsname, der Purpurmantel, der Königssitz, die Macht und alles! Täglich hab’ ich’s vor Augen – aber nie komm’ ich hinüber. 
BISP NIKOLAS.
Sandt, sandt, jarl. 
BISCHOF NIKOLAS.
Sehr wahr, Jarl. 
SKULE JARL.
Da de tog Guthorm Sigurdssøn til konge, stod jeg i min ungdoms fuldeste kraft; da var det som det skreg lydt i mig: væk med barnet, – jeg er den voksne, stærke mand! – men Guthorm var kongssøn; der lå et slug mellem mig og tronen. 
JARL SKULE.
Als sie Guthorm Sigurdsson zum König machten, stand ich in meiner Jugend vollster Kraft; da war’s, als schrie es laut in mir: Weg mit dem Kinde, – ich bin der erwachsene, der starke Mann! – Aber Guthorm war Königssohn; es lag eine Kluft zwischen mir und dem Königssitz. 
BISP NIKOLAS.
Og I vovede ikke – 
BISCHOF NIKOLAS.
Und Ihr wagtet nicht – 
SKULE JARL.
Så blev Erling Stejnvæg hyldet af Slittungerne. Da skreg det i mig igen: Skule er en større høvding end Erling Stejnvæg! Men jeg måtte brudt med Birkebejnerne, – det var sluget dengang. 
JARL SKULE.
Dann ward dem Erling Stejnväg von den Slittungern gehuldigt. Da schrie es wieder in mir: Skule ist ein größerer Häuptling als Erling Stejnväg! Aber ich hätte mit den Birkebeinern brechen müssen, – das war damals die Kluft. 
BISP NIKOLAS.
Og Erling blev konge for Slittungerne, og for Ribbungerne siden, og I ventede! 
BISCHOF NIKOLAS.
Und Erling ward König der Slittunger und nachmals der Ribbunger, und Ihr wartetet! 
SKULE JARL.
Jeg ventede på Guthorms død. 
JARL SKULE.
Ich wartete auf Guthorms Tod. 
BISP NIKOLAS.
Og Guthorm døde, og Inge Bårdssøn, eders broder, blev konge. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und Guthorm starb, und Inge Bårdsson, Euer Bruder, ward König. 
SKULE JARL.
Så ventede jeg på min broders død. Han var syg fra første færd af; hver morgen, når vi mødtes i den hellige messe, sad jeg og skottede efter, om ikke sotten tog til. Hvert drag af smerte, som strøg over hans ansigt, var mig som et vindpust i sejlet og bar mig nærmere mod tronen. Hvert suk, han lettede sin ve og vånde i, lød for mig, som horn og lur langt bortunder liderne, som sendebud, der kom langvejs fra for at melde, at nu fik jeg snart tage rigsstyret. Slig rykkede jeg hver kærlig brodertanke op med rod og trevler; og Inge døde og Håkon kom, – og Birkebejnerne tog ham til konge. 
JARL SKULE.
Nun wartete ich auf meines Bruders Tod. Er war krank vom ersten Tag an; jeden Morgen, wenn wir uns bei der heiligen Messe trafen, saß ich da und schielte hinüber, ob die Krankheit nicht zunähme. Jeder Schmerzenszug, der über sein Gesicht flog, war wie ein Windstoß in mein Segel und trug mich dem Königssitze näher. Jeder Seufzer, durch den er Weh und Qual sich erleichterte, klang mir wie Posaunenton fern unten auf der Halde, wie eines Sendboten Hörn, der weither gezogen kam, mir zu melden, daß ich nun bald das Steuer des Reichs ergreifen würde. So riß ich jeden zärtlichen Brudergedanken heraus mit Wurzel und Fasern; und Inge starb und Håkon kam, – und die Birkebeiner machten ihn zum König. 
BISP NIKOLAS.
Og I ventede. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und Ihr wartetet. 
SKULE JARL.
Mig tykkedes der måtte komme hjælp ovenfra. Jeg kendte kongskraften i mig, og jeg ældedes; hver dag, der gik, var en dag, som toges bort fra min livsgerning. Hver kveld tænkte jeg: imorgen sker der et jertegn, som fælder ham og sætter mig på det tomme sæde. 
JARL SKULE.
Mir war’s, als müßte Hilfe von dort oben kommen. Ich fühlte die Königskraft in mir, und ich alterte; jeder Tag, der verstrich, war ein Tag, der meinem Lebenswerk genommen ward. Jeden Abend dachte ich: morgen geschieht ein Wunder, das ihn erschlägt und mich auf den leeren Sitz erhebt. 
BISP NIKOLAS.
Ringe var Håkons magt dengang; han var kun et barn; det galdt ikke andet, end et skridt af eder, men I tog det ikke. 
BISCHOF NIKOLAS.
Gering war damals Håkons Macht; er war ein Kind noch; es galt bloß einen Schritt von Eurer Seite, aber Ihr tatet ihn nicht. 
SKULE JARL.
Det skridt var svært at tage; det havde skilt mig fra al min slægt og fra alle venner. 
JARL SKULE.
Den Schritt zu tun war schwer; er hätte mich von all meinen Verwandten und Freunden geschieden. 
BISP NIKOLAS.
Ja, der er sagen, Skule jarl, – der er forbandelsen, som har ligget over eders liv. I vil vide hver vej åben i nødsfald, – I vover ikke at bryde alle broer af og kun beholde én igen, værge den alene, og sejre eller falde der. I stiller snarer for eders uven, I bygger fælde for hans fod og hænger hvasse sværd over hans hoved, I strør gift i alle fade og I har hundrede garn ude; men vil han ind i et af dem, så vover I ikke at trække i tråden; griber han efter giften, så tykkes det jer tryggere, at han falder for sværd; er han ved at lade sig fange om morgenen, så finder I det bedre, at det sker ved kveldstid. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, das ist die Sache, Jarl Skule, – das ist der Fluch, der auf Eurem Leben lag. Ihr wollt jeden Weg offen wissen für den Notfall, – Ihr wagt nicht, alle Brücken abzubrechen und nur eine zu behalten, die allein zu verteidigen, und da zu siegen oder zu fallen. Ihr legt Schlingen Eurem Feind, Ihr stellt Fallen seinem Fuß und hängt ein scharfes Schwert über sein Haupt, Ihr streut Gift in alle Schüsseln und spannt hundert Netze aus: aber will er in eins davon hinein, so wagt Ihr nicht den Faden anzuziehen; greift er nach dem Gifte, so dünkt es Euch sicherer, daß er durch das Schwert falle; steht er im Begriff, sich am Morgen fangen zu lassen, so findet Ihr’s besser, daß es zur Abendzeit geschehe. 
SKULE JARL
(ser alvorligt på ham).
Og hvad vilde I gøre, herre bisp? 
JARL SKULE.
blickt ihn ernst an.
Und was würdet Ihr tun, Herr Bischof? 
BISP NIKOLAS.
Tal ikke om mig; min gerning er at tømre kongsstolene i dette land, ikke at sidde deroppe og styre folk og rige. 
BISCHOF NIKOLAS.
Sprecht nicht von mir; mein Geschäft ist, die Königssitze in diesem Lande zu zimmern, nicht darauf zu sitzen und Volk und Reich zu regieren. 
SKULE JARL
(efter et kort ophold).
Svar mig på ét, ærværdige herre, men svar mig med al sandhed. Hvorfor går Håkon så uryggelig frem på den lige vej? Han er ikke kløgtigere end I, ikke djærvere end jeg. 
JARL SKULE.
nach einer kurzen Pause.
Antwortet mir auf Eins, ehrwürdiger Herr, – aber antwortet mir mit voller Wahrheit. Weshalb geht Håkon so unerschütterlich vorwärts auf dem geraden Wege? Er ist nicht klüger als Ihr, nicht kühner als ich. 
BISP NIKOLAS.
Hvem gør den største gerning i verden? 
BISCHOF NIKOLAS.
Wer vollbringt die größte Tat in der Welt? 
SKULE JARL.
Det gør den største mand. 
JARL SKULE.
Die vollbringt der größte Mann. 
BISP NIKOLAS.
Men hvem er den største mand? 
BISCHOF NIKOLAS.
Aber wer ist der größte Mann? 
SKULE JARL.
Den modigste. 
JARL SKULE.
Der mutigste. 
BISP NIKOLAS.
Så siger høvdingen. En prest vilde sige, det er den mest troende, – en vismand, at det er den kyndigste. Men det er ingen af dem, jarl. Den lykkeligste mand er den største mand. Den lykkeligste er det, som gør de største gerninger, han, hvem tidens krav kommer over ligesom i brynde, avler tanker, dem han ikke selv fatter, og som peger for ham på den vej, han ikke selv véd hvor bær hen, men som han dog går og må gå, til han hører folket skrige i glæde, og han ser sig om med spilte øjne og undrer sig og skønner, at han har gjort et storværk. 
BISCHOF NIKOLAS.
So spricht der Kriegshauptmann. Ein Priester würde sagen: der gläubigste; – ein Weiser: der erfahrenste. Aber von ihnen ist es keiner, Jarl. Der glücklichste Mann ist der größte Mann. Der glücklichste vollbringt die größten Taten, – er, über den die Forderungen der Zeit wie ein Brand kommen: sie erzeugen ihm Gedanken, die er selbst nicht faßt, weisen ihm den Weg, dessen Ziel er selbst nicht kennt, den er aber wandelt und wandeln muß , bis er den Jubelschrei des Volkes hört – und mit weit aufgerissenen Augen sieht er sich um und erkennt voll Verwunderung, daß er ein großes Werk vollbracht hat. 
SKULE JARL.
Ja, der er dette uryggelig sikre ved Håkon. 
JARL SKULE.
Ja, Håkon hat etwas so unerschütterlich Sicheres. 
BISP NIKOLAS.
Det er det, som Romerne kaldte ingenium. – Jeg er ikke stiv i latinen forresten; men det kaldtes ingenium. 
BISCHOF NIKOLAS.
Er hat das, was die Römer ingenium nannten –. Ich bin sonst nicht der beste Lateiner: aber das hieß ingenium. 
SKULE JARL
(først tankefuld, siden i stigende bevægelse).
Håkon skulde være skabt af et andet stof end jeg? Være af de lykkelige? – Ja, trives ikke alting for ham? Føjer ikke alting sig til det bedste, når det gælder ham? Selve bonden mærker det; han siger, at træerne bær togange frugt, og fuglene ruger æg togange hver sommer, mens Håkon er konge. Vermelandsbygden, som han brændte og hærgede, den står og lyser med tømrede huse igen, og alle akre svinger tungt for vinden. Det er som blodet og asken gødsler, der Håkon farer frem i hærfærd; det er som Herren dækker over med grøde, hvad Håkon tramper ned; det er som de hellige magter skynder sig at slette ud hver skyld efter ham. Og hvor let gik han ikke til at blive konge! Han trængte til at Inge skulde dø tidligt, og Inge døde; han trængte til værn og værge, og hans mænd værnede og værgede ham; han trængte til jernbyrd, og hans moder kom og bar den for ham. 
JARL SKULE.
zuerst gedankenvoll, dann in wachsender Erregung.
Håkon sollte aus andrem Stoffe geschaffen sein als ich? Der Glücklichen einer? – Ja, gelingt ihm nicht alles? Schlägt nicht alles zum besten aus, wenn es ihn betrifft? Selbst der Bauer spürt das; er sagt, die Bäume trügen zweimal Früchte, und die Vögel brüteten zweimal in jedem Sommer, seit Håkon König ist. Varmeland, das er niederbrannte und verheerte, steht wieder da blitzblank mit seinen neugezimmerten Häusern, und alle Äcker wallen schwer von Ähren im Winde. Es ist, als ob Blut und Asche das Land düngten, das Håkon mit Krieg überzieht; es ist, als ob der Herr mit Wachstum segnete, was Håkon niedertritt; es ist, ob als die heiligen Mächte sich beeilten, jede Schuld hinter ihm her auszutilgen. Und wie leicht gelang es ihm nicht, König zu werden! Er hatte Inges frühzeitigen Tod nötig, und Inge starb; Schutz und Schirm hatte er nötig, und seine Mannen schützten und schirmten ihn; er hatte die Eisenprobe nötig, und seine Mutter kam und bestand sie für ihn. 
BISP NIKOLAS
(i uvilkårligt udbrud).
Men vi – vi to –! 
BISCHOF NIKOLAS
bricht unwillkürlich in die Worte aus:
Aber wir – wir beiden –! 
SKULE JARL.
Vi? 
JARL SKULE.
Wir? 
BISP NIKOLAS.
Ja I – I da! 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, Ihr – Ihr! 
SKULE JARL.
Håkon har retten, bisp. 
JARL SKULE.
Håkon hat das Recht, Bischof. 
BISP NIKOLAS.
Har han retten, fordi han er den lykkelige; – den største lykke er den, at have retten. Men med hvilken ret fik Håkon retten og ikke I? 
BISCHOF NIKOLAS.
Er hat das Recht, weil er der Glückliche ist – das größte Glück ist, das Recht zu haben. Aber mit welchem Recht hat Håkon das Recht, und nicht Ihr? 
SKULE JARL
(efter et kort ophold).
Der er ting, som jeg vil bede Gud frelse mig fra at tænke på. 
JARL SKULE
nach einer kurzen Pause.
Es gibt Dinge, an die zu denken Gott mich gnädig bewahren wolle. 
BISP NIKOLAS.
Så I aldrig et gammelt billede i Nidaros kristkirke? Det viser syndfloden, som vokser og højner sig op over alle berge, så der kun er en eneste tind igen. Opover der klyver en hel slægt, fader og moder og søn og søns hustru og børn; – og sønnen river faderen ned i vandflommen for at vinde bedre fæste, og han vil rive moderen med, og hustru og alle børn, for at vinde op til toppen selv; – thi deroppe er en fodsbred land, der kan han holde sig en time. – Det, jarl, det er visdommens saga og hver vismands saga. 
BISCHOF NIKOLAS.
Saht Ihr nie ein altes Bild in der Christkirche zu Nidaros? Es stellt die Sintflut dar, die steigt und über alle Berge hinaufschwillt, so daß nur noch eine einzige Zinne emporragt. Diese klimmt ein ganzes Geschlecht hinan, Vater und Mutter und Sohn und des Sohnes Weib und Kinder; – und der Sohn zerrt den Vater in die Wasserflut hinab, um besseren Halt zu gewinnen, und er wird die Mutter hinabreißen und sein Weib und all seine Kinder, um selbst den Gipfel zu gewinnen – denn droben ist ein Fußbreit Land, da kann er sich eine Zeitlang halten – das, Jarl, das ist der Weisheit Saga und jedes Weisen Saga. 
SKULE JARL.
Men retten! 
JARL SKULE.
Aber das Recht! 
BISP NIKOLAS.
Sønnen havde retten. Han havde styrke og lyst til livet; – føj din lyst og brug din evne, den ret har hvermand. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der Sohn hatte das Recht. Er hatte Kraft und Lust, zu leben, – folge deiner Lust und nütze deine Gaben: das Recht hat ein jeglicher. 
SKULE JARL.
Til det, som godt er, ja. 
JARL SKULE.
Zu dem, was gut ist, ja. 
BISP NIKOLAS.
Leg og spil med ord! Der gives ikke godt og ondt, ikke op og ned, ikke højt og lavt. Slige ord må I glemme, ellers gør I aldrig det sidste skridt, sætter aldrig over sluget. (dæmpet og indtrængende.) I skal ikke hade flok eller sag, fordi flokken eller sagen vil dette og ikke hint; men I skal hade hver mand i flokken, fordi han er eder imod, og I skal hade hver den, som står rundt om en sag, fordi sagen ikke fremmer eders vilje. Alt det, som I kan bruge, det er godt, – alt det, som lægger bråte på eders vej, det er ondt. 
BISCHOF NIKOLAS.
Spielt und tändelt mit Worten! Es gibt weder Gutes noch Böses, weder Oben noch Unten, weder Hoch noch Niedrig. Solche Worte müßt Ihr vergessen, sonst tut Ihr nie den letzten Schritt, setzt Ihr nie über die Kluft! Leise und eindringlich: Ihr sollt die Menge oder die Sache nicht hassen, weil die Menge oder die Sache dies und nicht jenes verlangt; aber Ihr sollt in der Menge jeden Menschen hassen, weil er Euch widerstrebt, und Ihr sollt einen jeden hassen, der eine Sache vertritt, weil die Sache Euren Willen nicht fördert. Alles, was Euch nützen kann, ist gut; – alles, was Euch Dornen in den Weg legt, ist böse. 
SKULE JARL
(ser grublende frem for sig).
Hvad har ikke jeg kostet på den kongsstol, som jeg dog ikke rak op til; – og hvad har Håkon kostet på den, han, som nu sidder der så tryg! Jeg var ung og slap min fagre lønlige kærlighed, for at gifte mig ind i en mægtig æt. Jeg bad til de hellige, at der måtte skænkes mig en søn, – jeg fik kun døtre. 
JARL SKULE
blickt grübelnd vor sich hin.
Was hat mich nicht der Königssitz gekostet, zu dem ich doch nicht hinaufreichte – und was hat er Håkon gekostet, ihn, der jetzt so sicher darauf sitzt! Ich war jung und opferte meine holde heimliche Liebe, um in ein mächtiges Geschlecht hineinzuheiraten. Ich betete zu den Heiligen, mir möchte ein Sohn geschenkt werden, – ich bekam nur Töchter. 
BISP NIKOLAS.
Håkon får sønner, jarl, – se til! 
BISCHOF NIKOLAS.
Håkon bekommt Söhne, Jarl, – verlaßt Euch drauf! 
SKULE JARL
(går over mod vinduet til højre).
Ja, – alt føjer sig for Håkon. 
JARL SKULE
tritt an das Fenster rechts.
Ja, – für Håkon wendet sich alles zum besten. 
BISP NIKOLAS
(følger efter ham).
Og I, I vil lade jer jage fredløs fra lykken alt eders liv igennem! Er I da blind? Ser I ikke, at det er en stærkere magt end Birkebejnerflokken, som står bagved Håkon og fremmer al hans gerning? Han får hjælpen deroppefra, fra dem – dem, som står eder imod – fra dem, som var eders avindsmænd fra fødselen af! Og for disse avindsmænd bøjer I eder! Rejs jer, mand; skyd ryg! Hvad fik I ellers eders ubændige sjæl til? Kom ihug, at det første storværk i verden blev øvet af en, som rejste sig mod et stærkt rige! 
BISCHOF NIKOLAS
ihm nachgehend.
Und Ihr, Ihr wollt Euch Euer ganzes Leben lang friedlos vom Glücke jagen lassen! Seid Ihr denn blind? Seht Ihr nicht, daß eine stärkere Macht als die Schar Birkebeiner hinter Håkon steht und all sein Tun fördert? Er bekommt Hilfe von dort oben, von denen – denen, die wider Euch stehen, von denen, die Eure Feinde waren von Eurer Geburt an! Und vor diesen Feinden beugt Ihr Euch! Richtet Euch auf, Mann – werft den Nacken empor! Wozu ward Euch sonst Eure unbändige Seele? Denkt daran, daß die erste große Tat der Welt von Einem vollführt wurde, der sich wider ein gewaltiges Reich erhob! 
SKULE JARL.
Hvem? 
JARL SKULE.
Wen meint Ihr? 
BISP NIKOLAS.
Engelen, som rejste sig mod lyset! 
BISCHOF NIKOLAS.
Den Engel, der sich wider das Licht erhob! 
SKULE JARL.
Og som blev slængt i afgrundens gab – 
JARL SKULE.
Und der in den tiefsten Abgrund geschleudert wurde – 
BISP NIKOLAS
(vildt).
Og skabte et rige der, og blev konge, en mægtig konge, – mægtigere end nogen af de titusende – jarler deroppe!
(synker ned på bænken ved drikkebordet.)  
BISCHOF NIKOLAS
leidenschaftlich.
Und da ein Reich erschuf und König wurde, ein mächtiger König, – mächtiger als einer der zehntausend – Jarle dort oben!
Er sinkt auf eine Bank am Zechtische. 
SKULE JARL
(ser længe på ham og siger):
Bisp Nikolas, er I noget mere eller noget mindre end et menneske? 
JARL SKULE
blickt ihn lange an und spricht:
Bischof Nikolas, seid Ihr mehr oder seid Ihr weniger als ein Mensch? 
BISP NIKOLAS
(smiler).
Jeg er i uskyldighedsstand: jeg kender ikke forskel mellem godt og ondt. 
BISCHOF NIKOLAS
lächelt.
Ich bin im Unschuldsstand: ich kenne nicht den Unterschied zwischen gut und böse. 
SKULE JARL
(halvt til sig selv).
Hvorfor satte de mig ind i verden, når de ikke vilde stelle det bedre for mig? Håkon har så fast og uryggelig en tro på sig selv, – alle hans mænd har så fast og uryggelig en tro på ham – 
JARL SKULE
halb für sich.
Weshalb setzten sie mich in die Welt, wenn sie für mich kein besseres Los bereit hatten? Håkon hat einen so festen und unerschütterlichen Glauben an sich selbst, – all seine Mannen haben einen so festen und unerschütterlichen Glauben an ihn – 
BISP NIKOLAS.
Dølg, at I ikke har slig tro på eder selv! Tal, som om I havde den; sværg højt og dyrt på, at I har den, – og alle vil tro på jer. 
BISCHOF NIKOLAS.
Verbergt, daß Ihr keinen solchen Glauben an Euch selber habt. Redet, als hättet Ihr ihn; schwört hoch und teuer, daß Ihr ihn habt, – und alle werden an Euch glauben. 
SKULE JARL.
Havde jeg en søn! Havde jeg en søn, som kunde tage al den store arv efter mig! 
JARL SKULE.
Hätt’ ich einen Sohn! Hätt’ ich einen Sohn, der bei meinem Tode das große Erbe antreten könnte! 
BISP NIKOLAS
(livfuldt).
Jarl – hvis I havde en søn? 
BISCHOF NIKOLAS
lebhaft.
Jarl, – und wenn Ihr einen Sohn hättet? 
SKULE JARL.
Jeg har ingen. 
JARL SKULE.
Ich habe keinen. 
BISP NIKOLAS.
Håkon får sønner. 
BISCHOF NIKOLAS.
Håkon bekommt Söhne. 
SKULE JARL
(knuger hænderne).
Og er kongefødt! 
JARL SKULE
ballt die Hände.
Und ist von königlicher Geburt! 
BISP NIKOLAS
(rejser sig).
Jarl, – hvis han ikke var det? 
BISCHOF NIKOLAS
steht auf.
Jarl, – wenn er’s nicht wäre? 
SKULE JARL.
Han har jo godtgjort det; jernbyrden – 
JARL SKULE.
Er hat’s ja erhärtet –; die Eisenprobe – 
BISP NIKOLAS.
Og hvis han ikke var det – trods jernbyrden? 
BISCHOF NIKOLAS.
Und wenn er’s nicht wäre, – trotz der Eisenprobe? 
SKULE JARL.
Vil I sige, at Gud løj, da han lod jernbyrden lykkes? 
JARL SKULE.
Wollt Ihr sagen, Gott habe gelogen, als er die Eisenprobe gelingen ließ? 
BISP NIKOLAS.
Hvad var det Inga fra Vartejg trøstede sig til at æske Gudsdom for? 
BISCHOF NIKOLAS.
Wofür getraute sich Inga von Vartejg das Gottesurteil anzurufen? 
SKULE JARL.
At det barn, hun fødte øster i Borgasyssel, var Håkon Sverressøns søn. 
JARL SKULE.
Daß das Kind, das sie in Borgasyssel geboren, Håkon Sverressons Sohn wäre. 
BISP NIKOLAS
(nikker, ser sig om og siger sagte):
Og hvis nu kong Håkon ikke var dette barn? 
BISCHOF NIKOLAS
nickt, sieht sich um und sagt leise:
Und wenn nun König Håkon nicht dieses Kind wäre? 
SKULE JARL
(farer et skridt tilbage).
Almægtige –! (fatter sig.) Det er utænkeligt. 
JARL SKULE
fährt einen Schritt zurück.
Allmächtiger –! Faßt sich. Das ist undenkbar. 
BISP NIKOLAS.
Hør mig, jarl. Jeg er seks og syvti år; det tar til at bære brat nedover bakke nu, og denne sag drister jeg mig ikke til at tage med derover – 
BISCHOF NIKOLAS.
Hört mich an, Jarl. Ich bin sechsundsiebenzig Jahr alt; immer rascher geht’s nun mit mir bergab, und diese Sache wage ich nicht mit dahinüber zu nehmen – 
SKULE JARL.
Tal, tal! Er han ikke Håkon Sverressøns søn? 
JARL SKULE.
Sprecht, sprecht! Ist er nicht Håkon Sverressons Sohn? 
BISP NIKOLAS.
Hør mig. Det gjordes ikke vitterligt for nogen, den tid Inga var med barn. Håkon Sverressøn var nylig død, og sagtens frygtede hun for Inge Bårdssøn, som da var konge, og for eder, – nå ja, for Baglerne med, kan jeg tænke. Hun fødte lønligt i Trond prests hus, øster i Heggen herred, og ni dage efter rejste hun hjem; men kongsbarnet blev et helt år hos presten, uden at hun turde se til det, og uden at nogen vidste det, undtagen Trond og hans to sønner. 
BISCHOF NIKOLAS.
Hört mich an. Es wurde damals niemand kund gemacht, daß Inga eines Kindes genesen sollte. Håkon Sverresson war eben gestorben, und wahrscheinlich fürchtete sie sich vor Inge Bårdsson, der jetzt König war, und vor Euch, – nun ja, auch wohl vor den Baglern. In aller Stille kam sie nieder im Haus des Pfarrers Trond, ostwärts in der Heggenharde, und neun Tage darauf reiste sie heim; aber das Königskind blieb ein ganzes Jahr bei dem Pfarrer, ohne daß sie es sehen durfte, und ohne daß einer darum wußte, ausgenommen Trond und seine beiden Söhne. 
SKULE JARL.
Ja, ja, – og så? 
JARL SKULE.
Ja, ja, – und weiter? 
BISP NIKOLAS.
Da barnet var årsgammelt kunde det ikke godt dølges længere. Inga røbede da sagen for Erlend af Huseby, – en gammel Birkebejner fra Sverres tider – véd I. 
BISCHOF NIKOLAS.
Als das Kind ein Jahr alt war, konnte die Sache nicht gut länger verheimlicht werden. Inga vertraute sich also Erlend von Huseby an, – einem alten Birkebeiner aus Sverres Zeit – wißt Ihr. 
SKULE JARL.
Nu? 
JARL SKULE.
Nun
BISP NIKOLAS.
Han og andre høvdinger fra Oplandene tog barnet, rejste midtvinters over fjeldet med det, og bragte det til kongen, som den tid sad i Nidaros. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der und ein paar andere Häuptlinge ans den Oberlanden holten das Kind, fuhren mitten im Winter übers Gebirge mit ihm und brachten es zum König, der damals in Nidaros saß. 
SKULE JARL.
Og endda kan I sige, at –? 
JARL SKULE.
Und doch könnt Ihr sagen, daß –? 
BISP NIKOLAS.
Stor fare kan I vel skønne det måtte være for en ringe prest at fostre et kongsbarn. Straks barnet var født, skriftede han derfor for en af sine overmænd i kirken og spurgte om hans råd. Denne hans overmand bød da Trond lønligt at forbytte barnet, sende den rette kongssøn til et trygt sted og give Inga den urette, om hun eller Birkebejnerne siden krævede kongssønnen. 
BISCHOF NIKOLAS.
Eine große Gefahr, könnt Ihr wohl denken, mußt’ es für einen geringen Priester sein, ein Königskind großzuziehen. Gleich nach des Kindes Geburt beichtete er daher einem seiner Kirchenoberen und erbat sich dessen Rat. Dieser sein Oberer gebot Trond, das Kind heimlich zu vertauschen, den rechten Königssohn an einen sicheren Ort zu bringen und Inga den falschen zu übergeben, wenn sie oder die Birkebeiner später das Kind begehrten. 
SKULE JARL
(oprørt).
Og hvem var den hund, som rådede til sligt? 
JARL SKULE
empört.
Und wer war der Schurke, der solches riet? 
BISP NIKOLAS.
Det var mig. 
BISCHOF NIKOLAS.
Das war ich. 
SKULE JARL.
I? Ja, I har altid hadet Sverres æt. 
JARL SKULE.
Ihr? Ja, Ihr habt immer Sverres Geschlecht gehaßt. 
BISP NIKOLAS.
Utrygt tyktes det mig for kongssønnen at komme i eders hænder. 
BISCHOF NIKOLAS.
Unsicher schien mir’s, den Königssohn in Eure Hände zu geben. 
SKULE JARL.
Men presten? 
JARL SKULE.
Der Priester aber? 
BISP NIKOLAS.
Lovede at gøre, som jeg bød. 
BISCHOF NIKOLAS.
Gelobte zu tun, wie ich befohlen hatte. 
SKULE JARL
(griber ham om armen).
Og Håkon er den urette? 
JARL SKULE
packt ihn am Arm.
Und Håkon ist das falsche Kind? 
BISP NIKOLAS.
Hvis presten har holdt sit løfte. 
BISCHOF NIKOLAS.
Wenn der Priester sein Gelübde gehalten hat. 
SKULE JARL.
Hvis han har holdt det? 
JARL SKULE.
Wenn
er’s gehalten hat? 
BISP NIKOLAS.
Trond prest rejste fra landet samme vinter barnet kom til kong Inge. Han foer til Thomas Becketts grav, og blev siden i England til han døde. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der Pfarrer Trond verließ das Land im selben Winter, als das Kind zu König Inge kam. Er wallte nach Thomas Becketts Grab und blieb dann in England bis zu seinem Tode. 
SKULE JARL.
Han rejste fra landet, siger I! Da har han forbyttet barnet og frygtet hævn af Birkebejnerne. 
JARL SKULE.
Er verließ das Land, sagt Ihr! So hat er das Kind vertauscht und die Rache der Birkebeiner gefürchtet. 
BISP NIKOLAS.
Eller han har ikke forbyttet det, og frygtet hævn af mig. 
BISCHOF NIKOLAS.
Oder er hat es nicht vertauscht, und meine Rache gefürchtet. 
SKULE JARL.
Hvilken af delene tror I? 
JARL SKULE.
Und was glaubt Ihr
BISP NIKOLAS.
Begge dele er lige trolige. 
BISCHOF NIKOLAS.
Das eine ist eben so glaubhaft wie das andere. 
SKULE JARL.
Men prestesønnerne, som I nævnte? 
JARL SKULE.
Aber die Pfarrerssöhne, die Ihr erwähntet? 
BISP NIKOLAS.
De gik med korsfarerne til det hellige land. 
BISCHOF NIKOLAS.
Sie zogen mit den Kreuzfahrern ins heilige Land. 
SKULE JARL.
Og ingen har spurgt til dem siden? 
JARL SKULE.
Und hat niemand seit der Zeit etwas von ihnen gehört? 
BISP NIKOLAS.
Jo. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja. 
SKULE JARL.
Hvor er de? 
JARL SKULE.
Wo sind sie? 
BISP NIKOLAS.
De druknede i Grækerhavet på udrejsen. 
BISCHOF NIKOLAS.
Sie ertranken im griechischen Meer auf der Hinfahrt. 
SKULE JARL.
Og Inga –? 
JARL SKULE.
Und Inga –? 
BISP NIKOLAS.
Véd intet, hverken om prestens skrifte eller om mit råd. 
BISCHOF NIKOLAS.
Weiß nichts – weder von der Beichte des Pfarrers noch von meinem Rat. 
SKULE JARL.
Hendes barn var kun ni dage, da hun rejste, sagde I? 
JARL SKULE.
Ihr Kind, sagtet Ihr, war erst neun Tage alt, da sie aufbrach? 
BISP NIKOLAS.
Ja; og det barn, hun så igen, var over årsgammelt – 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja; und das Kind, das sie wiedersah, war über ein volles Jahr – 
SKULE JARL.
Så er der ingen i verden, som kan lyse op her! (går nogle gange stærkt op og ned.) Almægtige Gud, kan dette være sandhed? Håkon – kongen – han, som styrer over alt land og rige, han skulde ikke være den odelsbårne! – Og hvorfor er det ikke rimeligt nok? Har ikke alt held vidunderligt fulgt ham, – – hvorfor da ikke også det, at tages som barn ud af en fattig kotkarls hus og lægges i kongsbarnets vugge – 
JARL SKULE.
So gibt es auf der Welt keinen, der in diese Sache Licht bringen könnte! Er geht mehrmals heftig auf und nieder. Allmächtiger Gott, kann das Wahrheit sein? Håkon, – der König, – er, der Land und Reich regiert, er sollte nicht der Erbgeborene sein! – Und warum wäre das so unwahrscheinlich? Hat ihn nicht jegliches Glück wunderbar begleitet? – warum denn nicht auch das Glück, als Kind aus der Hütte eines armen Kätners genommen und in die Wiege des Königskindes gelegt zu werden – 
BISP NIKOLAS.
Mens hele folket tror, han er kongens søn – 
BISCHOF NIKOLAS.
Während das ganze Volk glaubt, er sei der Königssohn – 
SKULE JARL.
Mens han selv tror det, bisp, – det er det meste af lykken, det er styrkebeltet! (går til vinduet.) Se, hvor fager han sidder på hesten. Ingen sidder som han. Det ler og glitrer som solskin i hans øjne, han ser udad i dagen, som om han vidste sig skabt til at gå fremad, altid fremad. (vender sig om mod bispen.) Jeg er en kongsarm, kan hænde et kongshoved også; men han er den hele konge. 
JARL SKULE.
Während er selbst es glaubt, Bischof, – das ist das wesentliche des Glückes, das ist der Stärkegürtel! Tritt ans Fenster. Seht nur, wie schön er zu Rosse sitzt! Keiner tut’s ihm gleich. Es lacht und blitzt wie Sonnenschein aus seinen Augen – er schaut in den Tag hinein, als fühle er sich dazu geschaffen, vorwärts, immer vorwärts zu schreiten. Sich zum Bischof umwendend. Ich bin ein Königsarm, allenfalls auch ein Königshaupt, er aber ist der ganze König. 
BISP NIKOLAS.
Og er det kanske endda ikke. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und ist es vielleicht doch nicht. 
SKULE JARL.
Nej, – kanske endda ikke. 
JARL SKULE.
Ja, vielleicht doch nicht –. 
BISP NIKOLAS
(lægger hånden på hans skulder).
Jarl, hør mig – 
BISCHOF NIKOLAS
legt ihm die Hand auf die Schulter.
Jarl, hört mich an – 
SKULE JARL
(vedbliver at se ud).
Der sidder dronningen. Håkon taler mildt til hende; hun blir rød og bleg af glæde. Han tog hende til hustru, fordi det var klogt at kåre datteren af den mægtigste mand i landet. Der var ikke en varm tanke i hans hjerte for hende dengang; – men det vil komme; Håkon har lykken med sig. Hun vil lyse over hans liv – (standser og udbryder forundret:) Hvad er det? 
JARL SKULE
fährt fort, hinauszublicken.
Da sitzt die Königin. Håkon spricht sanft mit ihr; sie wird rot und blaß vor Freude. Er nahm sie zum Weibe, weil es klug war, die Tochter des mächtigsten Mannes im Reich zu wählen. Keine Spur von Wärme war damals für sie in seinem Herzen – aber das wird kommen; das Glück ist mit Håkon. Sie wird ihm sein Leben erhellen – Er stockt, und ruft verwundert aus. Was ist das
BISP NIKOLAS.
Hvilket? 
BISCHOF NIKOLAS.
Was? 
SKULE JARL.
Dagfinn Bonde brød voldsomt gennem flokken, som står rundt om. Nu melder han noget for kongen. 
JARL SKULE.
Dagfinn der Bauer drängt sich mit Gewalt durch die Menge, die ringsum steht. Jetzt meldet er dem König etwas. 
BISP NIKOLAS
(ser ud bag ved jarlen).
Håkon tykkes at blive vred; – gør han ikke? Han knytter hånden – 
BISCHOF NIKOLAS
schaut hinter dem Jarl durchs Fenster.
Håkon scheint zornig zu werden, – nicht wahr? Er ballt die Faust – 
SKULE JARL.
Han ser herop, – hvad kan det være?
(vil gå.)  
JARL SKULE.
Er blickt hier herauf – was kann das sein?
Will gehen. 
BISP NIKOLAS
(holder ham tilbage).
Jarl, hør mig, – der turde findes et middel til at blive viss på Håkons ret. 
BISCHOF NIKOLAS
hält ihn zurück.
Jarl, hört mich, – es dürfte ein Mittel geben, über Håkons Recht ins Klare zu kommen. 
SKULE JARL.
Et middel, siger I? 
JARL SKULE.
Ein Mittel, sagt Ihr? 
BISP NIKOLAS.
Trond prest har før han døde opsat et brev om sin fremfærd og taget sakramentet på, at det han der skriver, er sandt. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der Pfarrer Trond hat vor seinem Tode einen Brief über sein Verfahren aufgesetzt und das Sakrament darauf genommen, daß er die Wahrheit geschrieben hat. 
SKULE JARL.
Og dette brev, – for Guds barmhjertigheds skyld, – hvor er det? 
JARL SKULE.
Und dieser Brief, – um Gottes Barmherzigkeit willen, – wo ist er? 
BISP NIKOLAS.
I må da vide, at – (ser mod døren.) Hys, kongen kommer! 
BISCHOF NIKOLAS.
So erfahrt denn, daß – Er blickt nach der Tür. Still, der König kommt! 
SKULE JARL.
Brevet, bisp, – brevet! 
JARL SKULE.
Der Brief, Bischof, – der Brief! 
BISP NIKOLAS.
Der er kongen.
(Håkon kommer ind, fulgt af sin hird og mange gæster. Straks derefter viser Margrete sig; hun er i ængstelig bevægelse og vil ile frem til kongen, men hindres af Fru Ragnhild, som med flere kvinder har fulgt hende. Sigrid holder sig lidt for sig selv opimod baggrunden. Jarlens mænd synes urolige og samler sig i flok på højre side, hvor Skule står, men noget tilbage.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Da ist der König.
HÅKON tritt ein, begleitet von seinem Gefolge und zahlreichen Gästen. Gleich darauf erscheint MARGRETE; sie ist in ängstlicher Aufregung und will zum Könige hineilen, wird aber daran gehindert von FRAU RAGNHILD, die ihr mit mehreren Frauen gefolgt ist. SIGRID hält sich ein wenig abgesondert im Hintergrunde. Die Mannen des Jarls scheinen beunruhigt und scharen sich auf der rechten Seite, in geschlossener Masse, wo Skule steht, jedoch etwas weiter zurück. 
HÅKON
(i stærkt indre oprør).
Skule jarl, hvem er konge i dette land? 
HÅKON
in starker innerer Aufregung.
Jarl Skule, wer ist König in diesem Lande? 
SKULE JARL.
Hvem der er konge? 
JARL SKULE.
Wer da König ist? 
HÅKON.
Så spurgte jeg. Jeg har kongsnavnet, men hvem har kongsmagten? 
HÅKON.
So fragt’ ich. Ich führe den Königsnamen, aber wer hat die Königsgewalt? 
SKULE JARL.
Kongsmagten bør være der, hvor kongsretten er. 
JARL SKULE.
Die Königsgewalt muß da sein, wo das Königsrecht ist. 
HÅKON.
Så burde det være; men er det så? 
HÅKON.
So müßt’ es sein – aber ist es so? 
SKULE JARL.
Stævner I mig her tildoms? 
JARL SKULE.
Ladet Ihr mich hier vor Gericht? 
HÅKON.
Det gør jeg; thi den ret har jeg mod hver mand i riget. 
HÅKON.
Das tu’ ich – denn das Recht steht mir gegen jedermann im Reiche zu. 
SKULE JARL.
Jeg trøster mig til at svare for mine gerninger. 
JARL SKULE.
Ich getraue mir, meine Handlungen zu verantworten. 
HÅKON.
Godt for os alle, hvis så er. (stiger et trin op hvor kongestolen står, og støtter sig til stolarmen.) Her står jeg som eders konge og spørger: véd I, at Jon jarl på Orknø har rejst sig mod mig? 
HÅKON.
Gut für uns alle, wenn dem so ist. Er steigt eine Stufe zum Königsstuhl hinan und stützt sich auf die Armlehne. Hier steh’ ich als Euer König und frage: wißt Ihr, daß sich der Jarl Jon auf Orknö wider mich erhoben hat? 
SKULE JARL.
Ja. 
JARL SKULE.
Ja. 
HÅKON.
At han nægter at betale mig skatten? 
HÅKON.
Daß er sich weigert, mir den Zins zu zahlen? 
SKULE JARL.
Ja. 
JARL SKULE.
Ja. 
HÅKON.
Og er det sandt, at I, herre jarl, idag har skikket brev til ham? 
HÅKON.
Und ist es wahr, daß Ihr, Herr Jarl, heut an ihn einen Brief geschickt habt? 
SKULE JARL.
Hvem siger så? 
JARL SKULE.
Wer sagt das? 
IVAR BODDE.
Så siger jeg. 
IVAR BODDE.
Das sag’ ich. 
DAGFINN BONDE.
Jostejn Tamb turde ikke nægte at tage det med, siden kongens segl var for. 
DAGFINN.
Jostejn Tamb durfte sich nicht weigern, ihn mitzunehmen, da das Königssiegel dran war. 
HÅKON.
I skriver til kongens uvenner og sætter kongens segl for, skjønt kongen ikke véd, hvad der står skrevet! 
HÅKON.
Ihr schreibt an die Feinde des Königs und drückt des Königs Siegel darauf, obschon der König nicht weiß, was Ihr geschrieben habt! 
SKULE JARL.
Så har jeg gjort i mange år med eders minde. 
JARL SKULE.
Das hab’ ich mit Eurer Einwilligung manches Jahr getan. 
HÅKON.
Ja, den tid, I førte værgemålet for mig. 
HÅKON.
Ja, zu der Zeit, als Ihr die Vormundschaft für mich führtet. 
SKULE JARL.
Aldrig har I havt skade deraf. Jon jarl skrev mig til og bad om min mellemkomst; han bød forlig, men på uhæderlige vilkår for kongen. Vermelandstoget har sært trykket eders sind; havde I selv fået handle nu, så var Jon jarl sluppet for let, – jeg kan grejde sagen bedre. 
JARL SKULE.
Nie habt Ihr Schaden davon gehabt. Der Jarl Jon schrieb mir und bat um meine Vermittlung; er bot einen Vergleich an, doch unter wenig ehrenvollen Bedingungen für den König. Der Zug gegen Varmeland lastete besonders schwer auf Eurer Seele; hättet Ihr jetzt selber handeln sollen, so wäre der Jarl Jon zu leicht davongekommen; – ich kann die Sache besser ordnen. 
HÅKON.
Vi ønskede helst at grejde sagen selv. – Og hvad har I svaret? 
HÅKON.
Wir zögen es vor, die Sache selber zu ordnen. – Und was habt Ihr geantwortet? 
SKULE JARL.
Læs mit brev. 
JARL SKULE.
Lest meinen Brief. 
HÅKON.
Giv hid! 
HÅKON.
Gebt her! 
SKULE JARL.
Jeg tænkte I havde det? 
JARL SKULE.
Ich dachte, Ihr hättet ihn? 
DAGFINN BONDE.
I véd visst bedre end så. Gregorius Jonssøn var rappere på foden; da vi kom ombord, var brevet borte. 
DAGFINN.
Ihr wißt das gewiß besser. Gregorius Jonsson hatte schnellere Beine. Als wir an Bord kamen, war der Brief weg. 
SKULE JARL
(vender sig til Gregorius Jonssøn).
Herr lendermand, giv kongen brevet. 
JARL SKULE
wendet sich zu Gregorius Jonsson.
Herr Lehnsmann, gebt dem Könige den Brief. 
GREGORIUS JONSSØN
(nærmer sig urolig).
Hør mig –! 
GREGORIUS JONSSON
nähert sich unruhig.
Hört mich –! 
SKULE JARL.
Hvad nu? 
JARL SKULE.
Nun? 
GREGORIUS JONSSØN
(dæmpet).
I vil mindes, der stod skrevet hvasse ord om kongen. 
GREGORIUS JONSSON
im Flüstertone.
Ihr werdet Euch entsinnen, es standen scharfe Worte über den König darin. 
SKULE JARL.
Dem skal jeg vide at svare for. Brevet! 
JARL SKULE.
Die werd’ ich zu vertreten wissen. Den Brief! 
GREGORIUS JONSSØN.
Jeg har det ikke. 
GREGORIUS JONSSON.
Ich hab’ ihn nicht. 
SKULE JARL.
I har det ikke! 
JARL SKULE.
Ihr habt ihn nicht! 
GREGORIUS JONSSØN.
Dagfinn Bonde var i hælene på os. Jeg greb brevet fra Jostejn Tamb, bandt en sten til det – 
GREGORIUS JONSSON.
Dagfinn war uns auf den Fersen. Ich entriß Jostejn Tamb den Brief, band einen Stein daran – 
SKULE JARL.
Nu? 
JARL SKULE.
Nun? 
GREGORIUS JONSSØN.
Det ligger på bunden af fjorden. 
GREGORIUS JONSSON.
Er liegt auf dem Grund des Meeres. 
SKULE JARL.
Ilde – ilde har I der handlet. 
JARL SKULE.
Arg, – arg habt Ihr da gehandelt. 
HÅKON.
Jeg venter på brevet, herre jarl! 
HÅKON.
Ich warte auf den Brief, Herr Jarl! 
SKULE JARL.
Jeg kan ikke lægge det frem. 
JARL SKULE.
Ich kann ihn nicht vorlegen. 
HÅKON.
I kan ikke? 
HÅKON.
Ihr könnt nicht? 
SKULE JARL
(går et skridt nærmere mod kongen).
Jeg er for stolt til at skyde mig ind under, hvad I og eders mænd vilde kalde for udflugter – 
JARL SKULE
geht einen Schritt auf den König zu.
Ich bin zu stolz, mich hinter dem zu verstecken, was Ihr samt Euren Leuten Ausflüchte nennen würdet – 
HÅKON
(tvinger sin opbrusende vrede).
Og så –? 
HÅKON
beherrscht seinen hervorbrechenden Zorn.
Und so –? 
SKULE JARL.
Kort og godt; – jeg lægger det ikke frem; – jeg vil ikke lægge det frem! 
JARL SKULE.
Kurz und gut, – ich lege ihn nicht vor; – ich will ihn nicht vorlegen! 
HÅKON.
I trodser mig altså! 
HÅKON.
Ihr trotzt mir also! 
SKULE JARL.
Hvis det ikke kan være andet, – nu ja, jeg trodser eder. 
JARL SKULE.
Wenn es nicht anders sein kann – nun ja, ich trotze Euch. 
IVAR BODDE
(stærkt).
Nu, herre konge, nu tænker jeg ikke nogen mand har mere vidnesbyrd behov! 
IVAR BODDE
kraftvoll. Jetzt, Herr König, jetzt, denk’ ich, bedarf es für keinen des Beweises mehr! 
DAGFINN BONDE.
Nej, nu tænker jeg, vi kender jarlens sindelag. 
DAGFINN.
Nein, jetzt, denk’ ich, kennen wir die Gesinnung des Jarls. 
HÅKON
(koldt til jarlen).
Vil I give kongsseglet til Ivar Bodde. 
HÅKON
kalt zum Jarl. Wollt Ihr das Königssiegel Ivar Bodde geben! 
MARGRETE
(iler med foldede hænder frem mod forhøjningen, hvor kongen står).
Håkon, vær mig en mild og nådig husbond! 
MARGRETE
eilt mit gefalteten Händen auf die Erhöhung zu, wo der König steht.
Håkon, sei mir ein milder und gnädiger Gemahl! 
HÅKON
(gør en bydende armbevægelse mod hende; hun skjuler ansigtet i sit slør og går opover mod moderen igen.)  
HÅKON
macht eine abwehrende Handbewegung zu ihr hin; sie verbirgt das Gesicht in ihrem Schleier und geht zu ihrer Mutter zurück. 
SKULE JARL
(til Ivar Bodde).
Her er kongsseglet. 
JARL SKULE
zu Ivar Bodde.
Hier ist das Königssiegel. 
IVAR BODDE.
Dette skulde være gildets sidste kveld. Det endte med en tung sorg for kongen; men det måtte komme slig engang, og jeg mener, hver trofast mand må glæde sig ved, at det kom. 
IVAR BODDE.
Es sollte der letzte Abend des Festes sein. Er endet mit einer schweren Sorge für den König; aber es mußte doch einmal so kommen, und ich meine, jeder treue Mann muß froh sein, daß es so gekommen ist. 
SKULE JARL.
Og jeg mener, hver trofast mand må harmes dybt over, at en prest på slig vis stiller sig mellem os Birkebejnere; – ja, jeg siger Birkebejnere, thi jeg er Birkebejner fuldt så godt som kongen og hans mænd. Jeg er af samme æt, Sverres æt, kongsætten, – men I, prest, I har bygget en mur af mistro rundt om kongen og stængt mig ude fra ham; det har været eders gerning i mange år. 
JARL SKULE.
Und ich meine, jeder treue Mann muß sich tief dadurch gekränkt fühlen, daß ein Priester sich solchermaßen zwischen uns Birkebeiner stellt – ja, ich sage: Birkebeiner, denn ich bin ein Birkebeiner – gerade so gut wie der König und seine Mannen. Ich bin aus demselben Geschlecht, Sverres Geschlecht, dem Königsgeschlecht – aber Ihr, Priester, Ihr habt einen Wall des Mißtrauens um den König gezogen und mich von ihm abgesperrt: das war Euer Werk seit vielen Jahren. 
PÅL FLIDA
(opægget til de omstående).
Jarlsmænd! Skal vi tåle sligt længere? 
PAUL FLIDA
gereizt zu den Umstehenden.
Jarlsmannen! Wollen wir dergleichen länger dulden? 
GREGORIUS JONSSØN
(træder frem).
Nej, vi kan ikke og vil ikke tåle det længer. Her må det siges lydt, – ingen af jarlens mænd kan tjene kongen med fuld tro og kærlighed, sålænge Ivar Bodde går ind og ud i kongsgården og lægger ondt for os. 
GREGORIUS JONSSON
tritt vor.
Nein, wir können’s und wollen’s nicht länger dulden. Laut sei’s hier gesagt – keiner von den Mannen des Jarls kann mit voller Treue und Liebe dem Könige dienen, so lange Ivar Bodde im Königsschloß ein- und ausgeht und uns Böses spinnt. 
PÅL FLIDA.
Prest! Jeg undsiger dig på liv og lemmer, hvor jeg træffer dig, på fri mark, ombord, eller i uhelligt hus! 
PAUL FLIDA.
Priester! Ich künde Dir Fehde an auf Leib und Leben, wo ich Dich treffe, auf freiem Felde, zu Schiffe oder in ungeweihtem Hause! 
MANGE JARLSMÆND.
Jeg også! Jeg også! Du skal være fredløs for os! 
VIELE JARLSMANNEN.
Ich auch! Ich auch! Du sollst friedlos sein für uns! 
IVAR BODDE.
Gud forbyde, at jeg skulde stå mellem kongen og så mange mægtige høvdinger. – Håkon, min høje herre, jeg véd med mig selv, at jeg har tjent eder med al troskab. Jarlen har jeg varet jer imod, det er sandt; men hvis jeg nogen tid gjorde ham uret, da får Gud forlade mig det. Nu er der ikke mere for mig at gøre i kongsgården; her er eders segl; tag det i egne hænder; for længe siden skulde det ligget der. 
IVAR BODDE.
Gott verhüte, daß ich zwischen den König und so viele mächtige Häuptlinge treten sollte! – Håkon, mein hoher Herr, ich bin mir bewußt, Euch in aller Treue gedient zu haben. Ich war gegen den Jarl, das ist wahr; aber wenn ich ihm jemals unrecht getan habe, so wird mir das Gott vergeben. Jetzt hab’ ich nichts mehr im Königsschlosse zu schaffen; hier ist Euer Siegel; nehmt es in Eure eigene Hand; dort hätt’ es schon längst sein sollen. 
HÅKON
(der er stegen ned fra forhøjningen).
I bliver! 
HÅKON.
der von der Erhöhung herabgestiegen ist. Ihr bleibt! 
IVAR BODDE.
Jeg kan ikke. Samvittigheden vilde bide og nage mig nat og dag, om jeg gjorde det. Større ulykke kan ingen mand volde i disse tider, end at stille sig mellem kongen og jarlen. 
IVAR BODDE.
Ich kann nicht. Tag und Nacht hätt’ ich Gewissensbisse, wenn ich das täte. Größeres Unheil kann niemand in diesen Zeiten anrichten, als wenn er sich zwischen den König und den Jarl stellt. 
HÅKON.
Ivar Bodde, jeg byder dig at blive! 
HÅKON.
Ivar Bodde, ich gebiete Dir zu bleiben! 
IVAR BODDE.
Om den hellige kong Olaf stod op af sølvkisten og bød mig blive, så måtte jeg dog gå nu. (lægger seglet i kongens hånd.) Farvel, min ædle herre! Gud fremme og signe al eders gerning!
(Går mellem mængden ud til højre.)  
IVAR BODDE.
Und wenn der heilige König Olaf aus seinem Silbersarg erstünde und mir geböte, zu bleiben, so müßt’ ich jetzt doch von hinnen. Er legt das Siegel in die Hand des Königs. Lebt wohl, mein edler Herr! Gott fördere und segne all Euer Tun!
Er geht durch die Menge rechts ab. 
HÅKON
(mørk, til jarlen og hans mænd).
Der mistede jeg en trofast ven for eders skyld; stort vederlag må I byde, skal I veje tabet op. 
HÅKON
finster, zum Jarl und dessen Mannen.
Da verlor ich um Euretwillen einen treuen Freund; großen Ersatz müßt Ihr mir bieten, wenn Ihr den Verlust aufwiegen wollt. 
SKULE JARL.
Jeg byder mig selv og alle mine. 
JARL SKULE.
Ich biete mich selbst und all die Meinen. 
HÅKON.
Næsten er jeg ræd der må mere til. Jeg trænger nu til at samle om mig alle dem, som jeg fuldt kan lide på. Dagfinn Bonde, lad straks gå bud nordover til Hålogaland; Vegard Væradal skal kaldes her ned igen. 
HÅKON.
Fast fürcht’ ich, daß es noch mehr bedarf. Ich muß jetzt all die um mich sammeln, auf die ich mich fest verlassen kann. Dagfinn, sende gleich Botschaft nordwärts nach Hålogaland; Vegard Väradal soll wieder herkommen. 
DAGFINN BONDE
(der har stået noget tilbage i samtale med en rejseklædt mand, som er trådt ind i hallen, nærmer sig og siger rystet):
Vegard kan ikke komme, herre. 
DAGFINN.
der etwas abseits gestanden und sich mit einem Manne im Reisegewand unterhalten hat, der in die Halle getreten ist, nähert sich jetzt und sagt erschüttert: Vegard kann nicht kommen, Herr. 
HÅKON.
Hvoraf véd du det? 
HÅKON.
Woher weißt Du das? 
DAGFINN BONDE.
Ret nu er her bud om ham. 
DAGFINN.
Soeben trifft Kunde ein über ihn. 
HÅKON.
Hvad melder det? 
HÅKON.
Was meldet sie? 
DAGFINN BONDE.
At Vegard Væradal er dræbt. 
DAGFINN.
Daß Vegard Väradal erschlagen ward. 
MANGE STEMMER.
Dræbt! 
VIELE STIMMEN.
Erschlagen! 
HÅKON.
Hvem dræbte ham? 
HÅKON.
Wer hat ihn erschlagen? 
DAGFINN BONDE.
Andres Skjaldarband, jarlens ven.
(Kort ophold; mændene hvisker uroligt indbyrdes.)  
DAGFINN.
Andres Skjaldarband, des Jarls Freund.
Kurze Pause. Die Mannen murmeln unruhig untereinander. 
HÅKON.
Hvor er budet? 
HÅKON.
Wo ist der Bote? 
DAGFINN BONDE
(fører manden frem).
Her, herre konge. 
DAGFINN
führt den Mann herbei.
Hier, Herr König. 
HÅKON.
Hvad årsag var der til drabet? 
HÅKON.
Was war des Mordes Ursache? 
BUDET.
Det véd nok ingen. De taltes ved om finneskatten og med ét sprang Andres op og gav ham banesår. 
DER BOTE.
Das weiß wohl niemand. Sie sprachen miteinander über den Finnenzins, und plötzlich sprang Anders auf und versetzte ihm den Todesstreich. 
HÅKON.
Og havde der før været trætte mellem dem? 
HÅKON.
Und war früher schon Hader zwischen ihnen gewesen? 
BUDET.
Stundom. Andres sagde tidt, at en klog rådgiver her sørfra havde skrevet ham til, at han skulde være som fjeld og flint mod Vegard Væradal. 
DER BOTE.
Bisweilen. Andres sagte oft, ein kluger Ratgeber hier aus dem Süden habe ihm geschrieben, er möge wie Fels und Kiesel gegen Vegard Väradal sein. 
DAGFINN BONDE.
Sælsomt nok; – før Vegard rejste, fortalte han mig, at en klog rådgiver havde sagt, han skulde være som fjeld og flint mod Andres Skjaldarband. 
DAGFINN.
Höchst seltsam! – Ehe Vegard aufbrach, erzählte er mir, ein kluger Ratgeber habe ihm gesagt, er möge wie Fels und Kiesel gegen Andres Skjaldarband sein. 
BISP NIKOLAS
(spytter).
Tvi vorde slige rådgivere! 
BISCHOF NIKOLAS
ausspuckend.
Pfui über solche Ratgeber! 
HÅKON.
Vi vil ikke nøjere granske, hvad rod dette stammer fra. To trofaste sjæle har jeg mistet idag. Jeg kunde græde for Vegard; men her skal mere end gråd til; her får det gælde liv for liv. Herre jarl, Andres Skjaldarband er eders håndgangne mand; I bød mig al hjælp, som vederlag for Ivar Bodde. Jeg tager jer på ordet og venter I vil virke for, at straffen fremmes over denne ugerning. 
HÅKON.
Wir wollen nicht genauer untersuchen, von welcher Wurzel all das stammt. Zwei treue Seelen hab’ ich heut verloren. Ich könnte um Vegard weinen; aber hier gibt es mehr als Tränen; hier gilt es Leib und Leben. Herr Jarl, Andres Skjaldarband ist Euer Vasall; Ihr botet mir jegliche Hilfe als Ersatz für Ivar Bodde an. Ich nehme Euch beim Wort und erwarte, daß Ihr an der Ahndung dieser Untat mitwirken werdet. 
SKULE JARL.
Onde engle stiller sig visselig mellem os to idag. På hversomhelst anden af mine mænd skulde jeg tilstedet, at I lod drabet hævne – 
JARL SKULE.
Wahrlich, böse Engel stellen sich heute zwischen uns beide. Bei jedem anderen meiner Mannen hätte ich zugegeben, daß Ihr den Mord ahnden ließet – 
HÅKON
(spændt).
Nu? 
HÅKON
mit Spannung.
Nun? 
SKULE JARL.
Men ikke på Andres Skjaldarband. 
JARL SKULE.
Aber nicht bei Andres Skjaldarband. 
HÅKON
(opbrusende).
Vil I værge om drabsmanden! 
HÅKON
auffahrend.
Wollt Ihr den Mörder schützen ? 
SKULE JARL.
Om denne drabsmand må jeg værge. 
JARL SKULE.
Diesen
Mörder muß ich schützen. 
HÅKON.
Og årsagen –? 
HÅKON.
Und der Grund –? 
SKULE JARL.
Den får ingen vide uden Gud i himlen. 
JARL SKULE.
Den erfährt keiner als Gott im Himmel. 
BISP NIKOLAS
(sagte til Dagfinn).
Jeg véd den. 
BISCHOF NIKOLAS
leise zu Dagfinn.
Ich weiß ihn. 
DAGFINN BONDE.
Og jeg aner den. 
DAGFINN.
Und ich ahne ihn. 
BISP NIKOLAS.
Sig ingenting, gode Dagfinn! 
BISCHOF NIKOLAS.
Sagt nichts, guter Dagfinn! 
HÅKON.
Jarl, jeg vil tro i det længste, at det ikke er alvor, det I her siger mig – 
HÅKON.
Jarl, ich will nicht hoffen, daß es Ernst ist, was Ihr mir da sagt – 
SKULE JARL.
Var det min egen fader, Andres Skjaldarband havde dræbt, – han skulde endda gå fri. I må ikke spørge mere. 
JARL SKULE.
Und hätte Andres Skjaldarband mir meinen eigenen Vater erschlagen, – er müßte doch frei ausgehen. Mehr dürft Ihr nicht fragen. 
HÅKON.
Godt. Så får vi selv tage os tilrette! 
HÅKON.
Gut. So werden wir uns selbst Recht verschaffen! 
SKULE JARL
(med et udtryk af angst).
Konge! det blir blodværk på begge sider! 
JARL SKULE
mit einem Ausdruck der Angst.
König! Das wird ein blutig Werk für uns alle! 
HÅKON.
Lad gå; straffen skal dog fremmes. 
HÅKON.
Mag sein – die Strafe soll doch vollzogen werden. 
SKULE JARL.
Den skal ikke fremmes! – Den kan ikke fremmes! 
JARL SKULE.
Sie soll nicht vollzogen werden! – Sie kann nicht vollzogen werden! 
BISP NIKOLAS.
Nej, der har jarlen ret. 
BISCHOF NIKOLAS.
Nein, da hat der Jarl recht. 
HÅKON.
Og det siger I, ærværdige herre? 
HÅKON.
Und das sagt Ihr, ehrwürdiger Herr!? 
BISP NIKOLAS.
Andres Skjaldarband har taget korset. 
BISCHOF NIKOLAS.
Andres Skjaldarband hat das Kreuz genommen. 
HÅKON OG SKULE JARL.
Taget korset! 
HÅKON UND JARL SKULE.
Das Kreuz genommen! 
BISP NIKOLAS.
Og er alt faret fra landet. 
BISCHOF NIKOLAS.
Und ist schon aus dem Lande. 
SKULE JARL.
Godt var det for os alle. 
JARL SKULE.
Das wäre gut für uns alle. 
HÅKON.
Dagen helder; bryllupsgildet får nu være endt. Jeg takker eder, herre jarl, for al ære, som er mig vist i denne tid. – I drager til Nidaros, kan jeg tænke? 
HÅKON.
Der Tag neigt sich; das Hochzeitsfest muß nun enden. Ich dank’ Euch, Herr Jarl, für alle Ehre, die mir in dieser Zeit erwiesen ward, – Ihr zieht vermutlich gen Nidaros? 
SKULE JARL.
Det er så min agt. 
JARL SKULE.
Das ist meine Absicht. 
HÅKON.
Og jeg til Viken. – Hvis du, Margrete, heller ønsker at blive her i Bergen, så gør det. 
HÅKON.
Und ich nach Vike. – Wenn Du, Margrete, lieber hier in den Bergen bleiben willst, so tu’ das. 
MARGRETE.
Hvor du farer, vil jeg følge, indtil du forbyder mig det. 
MARGRETE.
Wohin Du fährst, will ich folgen, bis Du es mir verbietest. 
HÅKON.
Godt, så følg. 
HÅKON.
Gut, so komm mit. 
SIGRID.
Vidt spredes ætten nu. (knæler for Håkon.) Vis mig en nåde, herre konge! 
SIGRID.
Weithin wird jetzt unser Geschlecht versprengt. Sie kniet vor Håkon. Erweist mir eine Gnade, Herr König. 
HÅKON.
Rejs eder, fru Sigrid; hvad I beder om, skal ske. 
HÅKON.
Erhebt Euch, Frau Sigrid – was Ihr bitten mögt, es sei gewährt. 
SIGRID.
Jeg kan ikke følge jarlen til Nidaros. Nonneklostret på Rejn skal indvies; skriv til erkebispen, – virk for, at jeg bliver abbedisse der. 
SIGRID.
Ich kann dem Jarl nicht nach Nidaros folgen. Das Nonnenkloster zu Rejn soll geweiht werden; schreibt an den Erzbischof – wirket dahin, daß ich dort Äbtissin werde. 
SKULE JARL.
Du, min søster? 
JARL SKULE.
Du, meine Schwester? 
HÅKON.
I vil gå i kloster! 
HÅKON.
Ihr wollt ins Kloster gehen? 
SIGRID
(rejser sig).
Siden blodnatten i Nidaros, da mit bryllup stod, og Baglerne kom og hug min brudgom ned, og mange hundrede med ham, mens byen brandt i alle hjørner, – da var det ligesom blodet og branden gjorde mit syn sløvt og slukt for verden udenom. Men jeg fik kraft til at skimte det, som ingen anden øjner, – og ét ser jeg nu – en stor skrækkens tid for landet! 
SIGRID
erhebt sich.
Seit der Blutnacht von Nidaros, da meine Hochzeit war, und die Bagler kamen und meinen Bräutigam erschlugen und viele Hunderte mit ihm, während die Stadt an allen Ecken brannte – seitdem war es, als hätten das Blut und der Brand mein Auge stumpf gemacht und es für die Welt um mich her ertötet. Allein ich empfing die Kraft, zu schauen, was niemand gewahrt – und eins sehe ich jetzt –: eine große Schreckenszeit für das Land! 
SKULE JARL
(heftigt).
Hun er syg! Agt ikke på hende! 
JARL SKULE
heftig.
Sie ist krank! Achtet ihrer nicht! 
SIGRID.
Rig grøde vil modnes for ham, som høster i mørke. Alle kvinder i Norge skulle kun have én gerning nu, – knæle i klostre og kirker, og bede – bede ved dag og nat! 
SIGRID.
Reiche Saat wird reifen für den, der im Dunkeln erntet. Alle Frauen in Norwegen sollten jetzt nur ein Werk üben, – in Klöstern und Kirchen knien und beten – beten bei Tag und Nacht! 
HÅKON
(rystet).
Er det spådomsgave eller sjælesot, som taler så? 
HÅKON
erschüttert.
Ist es Sehergabe oder Seelensiechtum, was also spricht? 
SIGRID.
Farvel, min broder, – vi mødes engang til. 
SIGRID.
Lebewohl, Bruder, – wir sehen uns noch einmal wieder. 
SKULE JARL
(uvilkårligt).
Når? 
JARL SKULE
unwillkürlich.
Wann? 
SIGRID
(sagte).
Når du tager kronen; når der er al fare, – når du trænger mig i din højeste nød!
(Går ud til højre med Margrete, Fru Ragnhild og kvinderne.)  
SIGRID
leise.
Wenn Du nach der Krone greifst – wenn höchste Gefahr ist, – wenn Du mein bedarfst in Deiner höchsten Not!
Sie geht rechts hinaus mit Margrete, Frau Ragnhild und den übrigen Frauen. 
HÅKON
(efter et kort ophold, drager sværdet og siger med fast og rolig bestemthed):
Alle jarlens mænd skal tages i ed. 
HÅKON
zieht nach einer kurzen Pause das Schwert und sagt mit fester, ruhiger Entschlossenheit.
Alle Jarlsmannen sollen mir den Eid leisten. 
SKULE JARL
(heftigt).
Er det eders fulde agt! (næsten bedende.) Kong Håkon, gør det ikke! 
JARL SKULE
heftig.
Ist das Euer ernstlicher Wille? Fast bittend: König Håkon, tut das nicht! 
HÅKON.
Ingen jarlsmand slipper fra Bergen, før han har svoret kongen troskab.
(Går med sin hird. Alle, undtagen bispen og jarlen, følger efter.)  
HÅKON.
Kein Jarlsmanne verläßt Bergen, ehe er dem König Treue geschworen hat.
Ab mit seinem Gefolge. Alle, mit Ausnahme des Bischofs und des Jarls, gehen ihnen nach. 
BISP NIKOLAS.
Han har taget på jer med hårde hænder idag. 
BISCHOF NIKOLAS.
Er hat Euch heute mit harter Hand angepackt. 
SKULE JARL
(tier og ser målløs efter kongen).
 
JARL SKULE
schweigt und blickt sprachlos dem Könige nach. 
BISP NIKOLAS
(stærkere).
Og er kanske endda ikke kongefødt. 
BISCHOF NIKOLAS
mit stärkerer Betonung.
Und ist vielleicht doch nicht von königlicher Geburt. 
SKULE JARL
(vender sig pludselig i stærk bevægelse og griber bispens arm).
Trond prests skriftemål – hvor er det? 
JARL SKULE
wendet sich plötzlich in starker Erregung um und packt den Bischof am Arm.
Des Pfarrers Trond Beichte – wo ist sie? 
BISP NIKOLAS.
Han sendte mig det fra England, før han døde; jeg véd ikke med hvem, – og jeg har ikke fået det. 
BISCHOF NIKOLAS.
Er hat sie mir aus England gesandt, eh’ er starb; ich weiß nicht, durch wen, – und ich habe sie nicht erhalten. 
SKULE JARL.
Men det må findes! 
JARL SKULE.
Aber sie muß sich finden lassen! 
BISP NIKOLAS.
Det tror jeg fuldt og fast. 
BISCHOF NIKOLAS.
Das glaub’ ich fest und bestimmt. 
SKULE JARL.
Og finder I det, da vil I give det i mine hænder? 
JARL SKULE.
Und wenn Ihr sie findet, wollt Ihr sie mir dann aushändigen. 
BISP NIKOLAS.
Det lover jeg. 
BISCHOF NIKOLAS.
Das gelob’ ich. 
SKULE JARL.
Det sværger I ved eders sjæls salighed? 
JARL SKULE.
Schwört Ihr’s bei Eurer Seele Seligkeit? 
BISP NIKOLAS.
Det sværger jeg ved min sjæls salighed! 
BISCHOF NIKOLAS.
Das schwör’ ich bei meiner Seele Seligkeit. 
SKULE JARL.
Godt; til den tid vil jeg stå Håkon imod, hvor det kan ske stilt og i løndom. Det må hindres, at han er mægtigere end jeg, når kampen skal begynde. 
JARL SKULE.
Gut; – bis dahin will ich Håkon im Wege stehen wo es im stillen und geheimen geschehen kann. Es muß verhütet werden, daß er mächtiger ist als ich, wenn der Kampf beginnen soll. 
BISP NIKOLAS.
Men hvis det viser sig, at han er den rette kongssøn, – hvad så? 
BISCHOF NIKOLAS.
Aber wenn es sich zeigt, daß er der rechte Königssohn ist, – was dann? 
SKULE JARL.
Så får jeg prøve på at bede – bede om ydmygt sind til at tjene ham som ærlig høvding og af al min evne 
JARL SKULE.
Dann will ich versuchen zu beten, – zu beten um demütigen Sinn ihm als ehrlicher Häuptling und nach all meinen Kräften zu dienen. 
BISP NIKOLAS.
Og hvis han er den urette? 
BISCHOF NIKOLAS.
Und wenn er der falsche ist? 
SKULE JARL.
Da skal han vige for mig! Kongsnavn og kongsstol, hird og hær, skat og flåde, byer og borge, alt vil jeg have! 
JARL SKULE.
Dann soll er mir weichen! Königsnamen und Königsstuhl, Gefolgschaft und Heer, Schatz und Flotte, Städte und Burgen, alles will ich haben! 
BISP NIKOLAS.
Han vil ty til Viken – 
BISCHOF NIKOLAS.
Er wird sich nach Vike retten – 
SKULE JARL.
Jeg jager ham fra Viken! 
JARL SKULE.
Ich jage ihn aus Vike fort! 
BISP NIKOLAS.
Så sætter han sig fast i Nidaros. 
BISCHOF NIKOLAS.
So setzt er sich in Nidaros fest. 
SKULE JARL.
Jeg stormer Nidaros! 
JARL SKULE.
Ich stürme Nidaros! 
BISP NIKOLAS.
Han stænger sig inde i Olafs hellige kirke – 
BISCHOF NIKOLAS.
Er sperrt sich ein in Olafs heiliger Kirche – 
SKULE JARL.
Jeg bryder kirkefreden – 
JARL SKULE.
Ich breche den Kirchenfrieden! 
BISP NIKOLAS.
Han flygter op på højalteret og hænger sig fast ved Olafs skrin – 
BISCHOF NIKOLAS.
Er flüchtet sich auf den Hochaltar und klammert sich an Olafs Schrein – 
SKULE JARL.
Jeg trækker ham ned fra alteret, om jeg så skal trække helgenskrinet med – 
JARL SKULE.
Ich reiße ihn herunter vom Altar, und müßte ich den Heiligenschrein mitreißen – 
BISP NIKOLAS.
Men han har endda kronen på hovedet, jarl! 
BISCHOF NIKOLAS.
Er hat aber doch die Krone noch auf dem Haupte, Jarl! 
SKULE JARL.
Jeg slår kronen af med mit sværd! 
JARL SKULE.
Ich schlage die Krone herunter mit meinem Schwerte! 
BISP NIKOLAS.
Men dersom den sidder altfor fast –? 
BISCHOF NIKOLAS.
Doch wenn sie zu fest sitzt –? 
SKULE JARL.
Nu da, i Guds eller Satans navn – da slår jeg hovedet med!
(går ud til højre.)  
JARL SKULE.
Nun denn, in Gottes oder des Satans Namen – so schlag’ ich das Haupt mit herunter!
Ab rechts. 
BISP NIKOLAS
(ser efter ham, nikker langsomt og siger):
Ja – ja; – slig kan jeg like jarlen! 
BISCHOF NIKOLAS
schaut ihm nach, nickt langsam und spricht:
Ja – ja; – so gefällt mir der Jarl!
 
Teppet faller.



 
Der Vorhang fällt.



 
TREDJE AKT
(En stue i Oslo bispegård. På højre side er indgangsdøren. I baggrunden fører en liden åbentstående port ind til kapellet, som er oplyst. En dør, med teppe for på den venstre væg, går ind til bispens soveværelse. Foran på samme side står en stoppet hvilebænk. Over til højre er et skrivebord med breve, dokumenter og en brændende lampe.)
 
(Stuen er i førstningen tom; indenfor forhænget til venstre høres sang af munke. Lidt efter kommer Pål Flida rejseklædt ind fra højre, standser indenfor døren, venter, ser sig om og banker derpå tre gange i gulvet med sin stav.)  
Dritter Akt
Ein Gemach im Bischofspalaste zu Oslo.
Rechts die Eingangstür. Im Hintergrunde führt eine kleine offenstehende Pforte zur Kapelle, die erhellt ist. Eine Tür mit einem Vorhange in der linken Seitenwand geht in des Bischofs Schlafzimmer. Vorn auf derselben Seite steht eine gepolsterte Ruhebank. Rechts gegenüber ein Schreibtisch mit Briefen, Dokumenten und einer brennenden Lampe.
 
Das Zimmer ist anfangs leer; hinter dem Vorhange links erschallt der Gesang von Mönchen. Bald darauf tritt von rechts Paul Flida im Reisegewand ein, bleibt in der Tür stehen, wartet, blickt sich um, und pocht dann dreimal mit seinem Stab auf die Diele. 
SIRA VILJAM
(kommer ud fra venstre og udbryder med dæmpet stemme):
Pål Flida! Gud være lovet; – så er jarlen ikke langt borte. 
SIRA VILJAM
kommt von links heraus und ruft mit gedämpfter Stimme:
Paul Flida! Gott sei gelobt – dann ist auch der Jarl nicht mehr weit. 
PÅL FLIDA.
Skibene sejler alt frem ved Hovedø; jeg foer i forvejen. Og hvorledes går det med bispen? 
PAUL FLIDA.
Die Schiffe sind schon auf der Höhe von Hovedö; ich fuhr voraus. Und wie steht’s mit dem Bischof? 
SIRA VILJAM.
Han får den sidste olje nu. 
SIRA VILJAM.
Er empfängt eben die letzte Ölung. 
PÅL FLIDA.
Så er der al fare. 
PAUL FLIDA.
Also ist hohe Gefahr? 
SIRA VILJAM.
Mester Sigard fra Brabant har sagt, at han ikke kan leve natten over. 
SIRA VILJAM.
Meister Sigard von Brabant hat gesagt, er könnte die Nacht nicht überleben. 
PÅL FLIDA.
Da mener jeg, han har stævnet os for sent til sig. 
PAUL FLIDA.
Dann, mein’ ich, hat er uns zu spät zu sich beschieden. 
SIRA VILJAM.
Nej, nej, – han har fuld samling og lidt kræfter også, – hvert øjeblik spørger han, om ikke jarlen snart kommer. 
SIRA VILJAM.
Nein, nein, – er hat volles Bewußtsein und auch noch einige Kraft, – jeden Augenblick fragt er, ob der Jarl nicht bald kommt. 
PÅL FLIDA.
I kalder ham endnu for jarl; véd I ikke, at kongen har givet ham navn af hertug? 
PAUL FLIDA.
Ihr nennt ihn noch Jarl; wißt Ihr nicht, daß der König ihm den Herzogsnamen verliehen hat? 
SIRA VILJAM.
Jo, jo visst; – det er bare slig en gammel vane. Hys –
(han og Pål Flida slår kors og bøjer sig. Ud fra bispens kammer kommer to kordrenge med lys, derefter to andre med røgelsekar; efter dem prester, der bærer kalk, disk, et krusifiks og en kirkefane; bagefter følger et tog af prester og munke; kordrenge med lys og røgelsekar slutter processionen, der langsomt bevæger sig ind i kapellet, hvis dør lukkes efter dem.)  
SIRA VILJAM.
Ja, gewiß, ja – es ist nur so eine alte Gewohnheit. Pst!
Er und Paul Flida bekreuzigen und verneigen sich. Aus des Bischofs Kammer kommen zwei Chorknaben mit Lichtern, dann zwei andere mit Weihrauchfässern; darauf Priester, die Kelch, Tisch, ein Kruzifix und eine Kirchenfahne tragen; ihnen folgt ein Zug von Priestern und Mönchen; Chorknaben mit Lichtern und Weihrauchfässern beschließen die Prozession, die sich langsam zur Kapelle bewegt, deren Tür sich hinter ihnen schließt. 
PÅL FLIDA.
Nu har da den gamle herre gjort op med denne verden. 
PAUL FLIDA.
Da hat nun der alte Herr mit dieser Welt abgeschlossen. 
SIRA VILJAM.
Jeg kan vel sige ham, at hertug Skule kommer så snart ske kan? 
SIRA VILJAM.
Ich darf ihm wohl sagen, daß Herzog Skule jeden Augenblick kommen kann? 
PÅL FLIDA.
Han går lige fra bryggen og her op i bispegården. Farvel!
(går.)
(Flere prester, hvoriblandt Peter, samt tjenere hos bispen kommer ud fra venstre med tepper, puder og et stort fyrfad.)  
PAUL FLIDA.
Er geht von der Brücke geraden. Wegs hierher nach dem Bischofshofe. Lebt wohl! Ab. Mehrere Priester, darunter PETER, nebst Dienern des Bischofs treten zur Linken heraus mit Decken, Kissen und einem großen Kohlenbecken. 
SIRA VILJAM.
Hvad skal dette til? 
SIRA VILJAM.
Was soll das? 
EN PREST
(reder op på bænken).
Bispen vil ligge herude. 
EIN PRIESTER
macht die Bank in Ordnung.
Der Bischof wünscht hier draußen zu liegen. 
SIRA VILJAM.
Men er det rådeligt? 
SIRA VILJAM.
Aber ist das ratsam? 
PRESTEN.
Mester Sigard mener, vi kan gerne føje ham. Der er han alt.
(Bisp Nikolas kommer ud, støttet af mester Sigard og en prest. Han er i bispedragt, men uden stav og hue.)  
DER PRIESTER.
Meister Sigard meint, wir sollten ihm nur seinen Willen tun. Da ist er schon.
BISCHOF NIKOLAS erscheint, von MEISTER SIGARD und einem Priester unterstützt. Er ist im Bischofsornat, doch ohne Mitra und Stab. 
BISP NIKOLAS.
Tænd flere lys! (Han bringes til sæde på bænken ved fyrfadet og dækkes til med tepperne.) Viljam! Nu har jeg fået forladelse for alle mine synder! De tog dem med allesammen; – jeg synes jeg er så let nu. 
BISCHOF NIKOLAS
Steckt mehr Lichter an! Er wird zu der Bank neben dem Kohlenbecken geleitet und in die Decken gehüllt. Viljam, jetzt hab’ ich Vergebung erlangt für alle meine Sünden! Sie nahmen sie alle mit – mir ist jetzt so leicht. 
SIRA VILJAM.
Hertugen har budsendt jer, herre; han er alt indenfor Hovedø. 
SIRA VILJAM.
Der Herzog hat Euch einen Boten gesandt, Herr, – er selbst ist schon diesseits Hovedö. 
BISP NIKOLAS.
Det er godt, meget godt. Kongen vil vel også snart være her. Jeg har været en syndig hund i mine dage, Viljam; jeg har forbrudt mig svarlig mod kongen. Presterne derinde de sagde, at alle mine synder skulde være mig forladt; – ja, det kan være vel nok; men de har så godt for at love, de; det er ikke dem, jeg har forbrudt mig imod. Nej, nej – det er nok tryggest, at få det fra kongens egen mund. (udbryder heftigt:) Lys, siger jeg! Her er så mørkt herinde. 
BISCHOF NIKOLAS.
Das ist gut, sehr gut. Der König wird auch wohl bald hier sein. Ich war ein sündiger Hund all mein Lebtage, Viljam; ich habe mich schwer an dem König vergangen. Die Priester drinnen, die sagten, daß all meine Sünden mir vergeben sein sollen; – ja, das mag wohl sein; aber die haben gut versprechen; an ihnen hab’ ich mich nicht vergangen. Nein, nein – es ist wohl das Sicherste, es aus des Königs eignem Munde zu hören. Heftig auffahrend. Licht, sag’ ich! Es ist so dunkel hier. 
SIRA VILJAM.
Her er tændt – 
SIRA VILJAM.
Die Lichter sind ja schon – 
MESTER SIGARD
(standser ham med et tegn og nærmer sig bispen).
Hvorledes har I det, herre? 
MEISTER SIGARD
winkt ihm zu schweigen und nähert sich dem Bischof.
Wie geht’s Euch, Herr? 
BISP NIKOLAS.
Å jo, – å jo; jeg er kold på hænder og fødder. 
BISCHOF NIKOLAS.
Nun, so so, – so so, meine Hände und Füße sind kalt. 
MESTER SIGARD
(halvhøjt, idet han flytter fyrfadet nærmere).
Hm, – det er begyndelsen til enden. 
MEISTER SIGARD
halblaut, indem er das Kohlenbecken näher rückt.
Hm, – das ist der Anfang vom Ende. 
BISP NIKOLAS
(angst til Viljam).
Jeg har sagt, at otte munke skal synge og bede for mig i kapellet inat. Hav øje med dem; der er dovne svende iblandt. 
BISCHOF NIKOLAS
ängstlich zu Viljam.
Ich habe gesagt, acht Mönche sollen heut Nacht in der Kapelle für mich singen und beten. Hab’ ein Aug’ auf sie; es sind faule Knechte drunter. 
SIRA VILJAM
(peger taus mod kapellet, hvorfra høres sang, som vedbliver under det følgende).
 
SIRA VILJAM
deutet stumm auf die Kapelle, aus der Gesang ertönt, der während der folgenden Szene fortdauert. 
BISP NIKOLAS.
Så meget ugjort endnu, og så gå fra det altsammen! Så meget ugjort, Viljam! 
BISCHOF NIKOLAS.
So vieles noch ungetan, und all das verlassen zu müssen! So vieles ungetan, Viljam! 
SIRA VILJAM.
Herre, tænk på det himmelske! 
SIRA VILJAM.
Herr, denkt an das Himmlische! 
BISP NIKOLAS.
Jeg har tiden for mig; – udpå morgenstunden, mener mester Sigard – 
BISCHOF NIKOLAS.
Ich habe noch Zeit vor mir; – bis zur Morgenstunde, meint Meister Sigard – 
SIRA VILJAM.
Herre, herre! 
SIRA VILJAM.
Herr, Herr! 
BISP NIKOLAS.
Giv mig mitra og stav! – Du har godt ved at sige jeg skal tænke – (en prest bringer det forlangte.) Så, sæt huen der, den er mig for tung; giv mig staven i hånd; så, nu er jeg rustet. En bisp! – Den onde tør ikke gå mig på livet nu! 
BISCHOF NIKOLAS.
Gebt mir Mitra und Stab! – Du hast gut reden, daß ich denken soll an – Ein Priester bringt das Verlangte. So, leg die Mütze dahin, sie ist mir zu schwer; gib mir den Stab in die Hand; so, jetzt bin ich gerüstet. Ein Bischof! – Jetzt kann mir der Böse nichts anhaben! 
SIRA VILJAM.
Vil I ellers noget? 
SIRA VILJAM.
Wünscht Ihr sonst noch etwas? 
BISP NIKOLAS.
Nej. Jo, sig mig; – Peter, Andres Skjaldarbands søn, – alle taler så godt om ham – 
BISCHOF NIKOLAS.
Nein. Doch, – sage mir: – Peter, der Sohn von Andres Skjaldarband, – alle sprechen so gut von ihm – 
SIRA VILJAM.
Han er visselig en skyldfri sjæl. 
SIRA VILJAM.
Er ist gewiß eine schuldlose Seele. 
BISP NIKOLAS.
Peter, du skal våge hos mig til kongen eller hertugen kommer. Gå ud sålænge, I andre, men vær ved hånden.
(Alle, undtagen Peter, går ud til højre.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Peter, Du sollst bei mir wachen, bis der König oder der Herzog kommt. Geht so lange hinaus, Ihr anderen, – aber seid bei der Hand!
Alle, mit Ausnahme Peters, gehen rechts ab. 
BISP NIKOLAS
(efter et kort ophold).
Peter! 
BISCHOF NIKOLAS
nach einer kurzen Pause.
Peter! 
PETER
(nærmer sig).
Herre? 
PETER
nähert sich.
Herr! 
BISP NIKOLAS.
Har du aldrig set gamle mænd dø? 
BISCHOF NIKOLAS.
Hast Du nie alte Leute sterben sehen? 
PETER.
Nej. 
PETER.
Nein. 
BISP NIKOLAS.
Rædde er de allesammen; det tør jeg sværge på! Der på bordet ligger et stort brev med segl for; giv mig det. (Peter bringer brevet.) Det er til din moder. 
BISCHOF NIKOLAS.
Feig sind sie alle zusammen; das könnt’ ich beschwören! Da auf dem Tisch liegt ein großer Brief mit Siegel; gib mir den! Peter bringt den Brief. Er ist an Deine Mutter. 
PETER.
Til min moder? 
PETER.
An meine Mutter? 
BISP NIKOLAS.
Du får rejse nordover til Hålogaland med det. Jeg har skrevet til hende om en stor og vigtig sag; der er kommet tidende fra din fader. 
BISCHOF NIKOLAS.
Du sollst damit nordwärts reisen nach Hålogaland. Ich hab’ ihr über eine große und wichtige Sache geschrieben; es ist Botschaft von Deinem Vater gekommen. 
PETER.
Han strider som en herrens kæmpe i det hellige land. Falder han der, så falder han på vigslet grund; thi der er hver fodsbred jord hellig. Jeg minder Gud om ham i alle mine bønner. 
PETER.
Er kämpft als ein Streiter des Herrn im heiligen Lande. Fällt er dort, so fällt er auf geweihtem Boden; denn dort ist jeder Fußbreit Erde heilig. Ich flehe zu Gott für ihn in allen meinen Gebeten. 
BISP NIKOLAS.
Er Andres Skjaldarband dig kær? 
BISCHOF NIKOLAS.
Ist Andres Skjaldarband Dir teuer? 
PETER.
Han er en hæderlig mand; men der lever en anden mand, hvis storhed min moder ligesom fostrede og nærede mig med. 
PETER.
Er ist ein ehrenwerter Mann; aber es lebt ein anderer Mann, mit dessen Größe meine Mutter mich sozusagen von der Wiege an genährt und auferzogen hat. 
BISP NIKOLAS
(hurtig og spændt).
Er det hertug Skule? 
BISCHOF NIKOLAS
hastig und mit Spannung.
Ist’s Herzog Skule? 
PETER.
Ja, hertugen, – Skule Bårdssøn. Min moder har kendt ham i yngre dage. Hertugen må visselig være den ypperste mand i landet! 
PETER.
Ja, der Herzog, – Skule Bårdsson. Meine Mutter hat ihn in jüngeren Tagen gekannt. Fürwahr, der Herzog muß der herrlichste Mann im Lande sein! 
BISP NIKOLAS.
Der er brevet; rejs nordover med det straks! – Synger de ikke derinde? 
BISCHOF NIKOLAS.
Da ist der Brief; mach’ Dich sofort auf damit gen Norden! – Singen sie nicht da drinnen? 
PETER.
Jo, herre! 
PETER.
Ja, Herr! 
BISP NIKOLAS.
Otte svære karle med struber som basuner, det må dog vel hjælpe noget, véd jeg? 
BISCHOF NIKOLAS.
Acht handfeste Burschen mit Kehlen wie Posaunen, – das wird doch wohl etwas helfen, denk’ ich? 
PETER.
Herre, herre, jeg vilde bede selv! 
PETER.
Herr, Herr, ich würde selber beten! 
BISP NIKOLAS.
Jeg har for meget ugjort, Peter. Livet er altfor kort; – desuden så vil nok kongen tilgive mig, når han kommer – (farer sammen i smerte).  
BISCHOF NIKOLAS.
Es ist noch zu vieles ungetan, Peter. Das Leben ist gar zu kurz – und überdies wird der König mir wohl vergeben, wenn er kommt –
Er zuckt vor Schmerz zusammen. 
PETER.
I lider visst? 
PETER.
Ihr leidet gewiß sehr! 
BISP NIKOLAS.
Jeg lider ikke; men det ringer for mine øren; det lyser og blinker for øjnene – 
BISCHOF NIKOLAS.
Ich leide nicht; aber es klingt mir vor den Ohren; es blitzt und funkelt mir vor den Augen – 
PETER.
Det er de himmelske klokker, som ringer eder hjem; – det, som blinker, er alterlysene, dem Guds engle har tændt for eder. 
PETER.
Es sind die himmlischen Glocken, die Euch heimrufen – was da blitzt und funkelt, das sind die Altarkerzen, die Gottes Engel für Euch angezündet haben. 
BISP NIKOLAS.
Ja visst er det så; – det har ingen fare, når de kun holder godt ud i bøn derinde. – Farvel, rejs straks med brevet. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, gewiß, gewiß – es hat keine Gefahr, wenn sie da drinnen nur wacker im Gebet aushalten –. Lebwohl, mach’ Dich sofort auf den Weg mit dem Briefe! 
PETER.
Skal jeg ikke først –? 
PETER.
Soll ich nicht erst –? 
BISP NIKOLAS.
Nej, gå; jeg er ikke ræd for at være alene. 
BISCHOF NIKOLAS.
Nein, geh; ich fürchte mich nicht, allein zu sein. 
PETER.
Vel mødt igen da, når de himmelske klokker engang har lyd for mig også.
(går ud til højre.)  
PETER.
Auf Wiedersehen denn dort oben, wenn die himmlischen Glocken einst auch mir läuten!
Ab nach rechts. 
BISP NIKOLAS.
De himmelske klokker, – ja, sligt siges så let, når en går om på to friske ben. – Så meget ugjort! Men der vil leve mangt efter mig alligevel. Jeg lovede hertugen ved min sjæls salighed, at give ham Trond prests skriftemål, hvis det kom mig ihænde; – godt, at jeg ikke har fået det. Havde han visshed, så vilde han sejre eller falde; da blev en af dem den mægtigste mand, som nogensinde havde levet i Norge. Nej, nej, – hvad jeg ikke kunde nå, skal ingen anden nå. Det er bedst med uvissheden; sålænge hertugen tynges af den, vil de to ødelægge hinanden, hvor de kan komme til; byer vil brændes, bygder hærges, – ingen af dem vinder ved den andens tab – – (forfærdet.) Nåde, forbarmelse! Det er jo mig, som bærer skylden – mig, som fra første færd gav stødet til det hele! (beroligende sig.) Ja, ja, ja! men nu kommer kongen, – det er jo ham, det mest går ud over, – han tilgiver mig nok – der skal læses bønner og messer; det har ingen nød; – jeg er jo bisp, og jeg har aldrig dræbt nogen med egen hånd. – Godt er det, at Trond prests skriftemål ikke kom; de hellige er med mig, de vil ikke friste mig til at bryde mit løfte. – Hvem banker på døren? Det må være hertugen! (gnider sig fornøjet i hænderne.) Han vil trygle om beviser for kongsretten, – og jeg har ingen beviser at give ham!
(Inga fra Vartejg kommer ind; hun er sortklædt, med kåbe og hætte.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Die himmlischen Glocken, – ja, das sagt sich so leicht, wenn man auf zwei flinken Beinen herumläuft. – So vieles ungetan! Aber dennoch wird manches nach meinem Tode fortwirken. Ich gelobte dem Herzog bei meiner Seele Seligkeit, ihm die Beichte des Pfarrers Trond zu geben, wenn sie in meine Hände käme; – gut, daß ich sie nicht bekommen habe. Hätte er Gewißheit, so würde er siegen oder fallen; dann würde einer von ihnen der mächtigste Mann, der je in Norwegen gelebt hätte. Nein, nein, – was ich nicht erreichen konnte, soll auch kein andrer erreichen. Die Ungewißheit ist das Beste; solange sie auf dem Herzog lastet, werden die beiden einander auf Tod und Leben befehden, wo sie nur können; Städte werden brennen, Dörfer verheert, – keiner von ihnen gewinnt durch des andern Verlust – – Entsetzt. Gnade, Erbarmen! Ich bin es ja, der die Schuld trägt – ich, der von Anbeginn den Anstoß zu der ganzen Sache gegeben hat! Sich beruhigend. Ja, ja, ja! aber jetzt kommt der König, – er ist’s ja, den es am schwersten trifft, – er vergibt mir schon – man soll Gebete lesen und Messen; es hat keine Not; – ich bin ja Bischof, und ich habe nie einen mit eigener Hand getötet. – Gut ist’s, daß Pfarrer Tronds Beichte nicht gekommen ist; die Heiligen sind mit mir, sie wollen mich nicht in Versuchung führen, mein Gelübde zu brechen. – Wer klopft an die Tür? Es muß der Herzog sein! Reibt sich vergnügt die Hände. Er wird mich quälen um Beweise für das Königsrecht, – und ich habe keine Beweise, die ich ihm geben kann!
INGA VON VARTEJG tritt ein; sie ist schwarz gekleidet, mit Mantel und Kapuze. 
BISP NIKOLAS
(farer sammen).
Hvem er det? 
BISCHOF NIKOLAS
schrickt zusammen.
Wer ist das? 
INGA.
En kone fra Vartejg i Borgasyssel, ærværdige herre. 
INGA.
Ein Weib aus Vartejg in Borgasyssel, ehrwürdiger Herr. 
BISP NIKOLAS.
Kongsmoderen! 
BISCHOF NIKOLAS.
Die Königsmutter! 
INGA.
Så kaldtes jeg engang. 
INGA.
So hieß ich einstmals. 
BISP NIKOLAS.
Gå, gå! Jeg rådede ikke Håkon til at skille sig af med jer! 
BISCHOF NIKOLAS.
Geht, geht! Ich riet Håkon nicht, sich von Euch zu trennen! 
INGA.
Hvad kongen gør, er velgjort! det er ikke derfor jeg kommer. 
INGA.
Was der König tut, das ist wohlgetan; nicht deshalb komme ich. 
BISP NIKOLAS.
Og hvorfor da? 
BISCHOF NIKOLAS.
Weshalb denn? 
INGA.
Gunnulf, min broder, er kommen hjem fra Englandsfærden – 
INGA.
Gunnulf, mein Bruder, ist von der Fahrt nach England heimgekehrt – 
BISP NIKOLAS.
Fra Englandsfærden –! 
BISCHOF NIKOLAS.
Von der Fahrt nach England –! 
INGA.
Han har været borte i mange år, som I véd, og flakket vidt omkring; nu førte han brev hjem – 
INGA.
Er ist lange Jahre fortgewesen, wie Ihr wißt, und weit herumgekommen; jetzt hat er einen Brief heimgebracht – 
BISP NIKOLAS
(åndeløs).
Brev –? 
BISCHOF NIKOLAS
atemlos.
Einen Brief –? 
INGA.
Fra Trond prest. Det er til eder, herre.
(rækker ham det.)  
INGA.
Vom Pfarrer Trond. Er ist für Euch, Herr.
Sie überreicht ihn. 
BISP NIKOLAS.
Ja så; – og I bringer det? 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja so; – und Ihr bringt ihn? 
INGA.
Så var Tronds ønske. Stor tak skylder jeg ham fra den tid, han fostrede Håkon. Jeg fik spurgt, at I var syg; derfor gav jeg mig straks på rejsen; jeg har gået hid på min fod – 
INGA.
Das ist Tronds Wunsch. Großen Dank schulde ich ihm von der Zeit, da er Håkon auferzog. Ich hab’ erfahren, daß Ihr krank seid; deshalb machte ich mich gleich auf die Reise. Ich bin zu Fuß hieher gekommen – 
BISP NIKOLAS.
Det havde ikke hastet så bråt, Inga! 
BISCHOF NIKOLAS.
Es hätte nicht so große Eile gehabt, Inga! 
DAGFINN BONDE
(kommer ind fra højre).
Guds fred, ærværdige herre! 
DAGFINN
von rechts eintretend.
Gottes Frieden, ehrwürdiger Herr! 
BISP NIKOLAS.
Kommer kongen? 
BISCHOF NIKOLAS.
Kommt der König? 
DAGFINN BONDE.
Nu rider han Ryenbergene nedover med dronningen og kongsbarnet og stort følge. 
DAGFINN.
Er reitet eben die Ryenberge herab mit der Königin und dem Königskinde und großem Gefolge. 
INGA
(iler frem mod Dagfinn).
Kongen, – kongen! kommer han hid? 
INGA
auf Dagfinn zueilend.
Der König, – der König! er kommt hieher? 
DAGFINN BONDE.
Inga! Er I her, I hårdt prøvede kvinde? 
DAGFINN.
Inga! Ihr seid da, Ihr hartgeprüftes Weib? 
INGA.
Den er ikke hårdt prøvet, som har så stor en søn. 
INGA.
Wer einen so herrlichen Sohn hat, der ist nicht hartgeprüft. 
DAGFINN BONDE.
Nu skal hans hårde hjerte smeltes. 
DAGFINN.
Jetzt
muß sein hartes Herz schmelzen. 
INGA.
Ikke et ord til kongen om mig. O, men se ham må jeg dog; – hør, – kommer han hid? 
INGA.
Kein Wort zum König von mir! O, aber sehen muß ich ihn doch – sagt, – kommt er hieher? 
DAGFINN BONDE.
Ja, snart. 
DAGFINN.
Ja, bald. 
INGA.
Og det er mørk kveld. Kongen skal vel lyses frem med fakler. 
INGA.
Und es ist dunkler Abend. Man wird dem Könige wohl mit Fackeln voranleuchten? 
DAGFINN BONDE.
Ja. 
DAGFINN.
Ja. 
INGA.
Så vil jeg stille mig i et bislag, hvor han går forbi; – og så hjemover til Vartejg. Men først ind i Hallvards kirke; der brænder lys inat; der vil jeg bede godt for kongen, for min fagre søn.
(Går ud til højre.)  
INGA.
So will ich mich in einen Beischlag stellen, wo er vorüber muß – und dann heimwärts nach Vartejg! Aber zuerst nach Hallwards Kirche; da brennen Lichter diese Nacht; da will ich inbrünstig beten für den König, für meinen herrlichen Sohn.
Ab nach rechts. 
DAGFINN BONDE.
Jeg har røgtet mit ærinde; jeg går for at møde kongen. 
DAGFINN.
Ich hab’ mich meines Auftrags entledigt; nun geh’ ich dem König entgegen. 
BISP NIKOLAS.
Hils ham kærligst, gode Dagfinn! 
BISCHOF NIKOLAS.
Grüßt ihn herzlichst, guter Dagfinn! 
DAGFINN BONDE
(idet han går ud til højre).
Ikke vilde jeg være bisp Nikolas imorgen. 
DAGFINN.
indem er rechts abgeht.
Ich möchte morgen nicht Bischof Nikolas sein. 
BISP NIKOLAS.
Trond prests skriftemål –! Altså kom det da alligevel; – her holder jeg det i min hånd. (grubler og stirrer ud for sig.) – En skulde aldrig love noget på sin sjæls salighed, når en er så gammel som jeg. Havde jeg år igen, så skulde jeg altid vride mig fra sligt et løfte; men ikveld, den sidste kveld, – nej, det er ikke rådeligt. – Kan jeg da holde det? Er det ikke at sætte på spil alt det, jeg har virket for hele mit liv igennem? – (hviskende.) O, kunde jeg snyde den onde, bare denne eneste gang til! (lytter.) Hvad er det? (råber:) Viljam, Viljam! 
BISCHOF NIKOLAS.
Pfarrer Tronds Beichte –! Also ist sie doch gekommen – da halt’ ich sie in meiner Hand. Er starrt grübelnd vor sich hin. Nie sollte man etwas bei seiner Seele Seligkeit geloben, wenn man so alt ist wie ich. Hätt’ ich noch Jahre vor mir, so würd’ ich mich schon um ein solches Gelübde herumzudrücken wissen; aber heut, am letzten Abend, – nein, das ist nicht ratsam. – Kann ich es denn halten? Heißt das nicht alles aufs Spiel setzen, wofür ich mein ganzes Leben lang gewirkt habe? Wispernd. O, könnt’ ich den Bösen nur noch dies einzige Mal prellen! Lauscht. Was ist das? Ruft. Viljam! Viljam! 
SIRA VILJAM
(kommer ind fra højre).
 
SIRA VILJAM
tritt von rechts ein. 
BISP NIKOLAS.
Hvad er det, som suser og tuder så stygt? 
BISCHOF NIKOLAS.
Was saust und heult da so furchtbar? 
SIRA VILJAM.
Det er uvejret, som tager til. 
SIRA VILJAM.
Das Unwetter ist’s, das zunimmt. 
BISP NIKOLAS.
Tager uvejret til! – Jo visst vil jeg holde mit løfte! Uvejret, siger du –? Synger de derinde? 
BISCHOF NIKOLAS.
Das Unwetter nimmt zu! – Ja, mein Gelübde, das werd’ ich sicher halten! Das Unwetter, sagst Du –? Singen sie drinnen? 
SIRA VILJAM.
Ja, herre. 
SIRA VILJAM.
Ja, Herr. 
BISP NIKOLAS.
Sig, de skal gøre sig al flid; – broder Aslak især; han gør altid så stutte bønner; han kniber undaf, når han kan komme til; han springer over, den hund! (slår i gulvet med bispestaven.) Gå ind og sig ham, det er den sidste nat, jeg har igen; han skal gøre sig flid, ellers kommer jeg over ham og spøger! 
BISCHOF NIKOLAS.
Sag’ ihnen, sie sollten sich alle Mühe geben; – Bruder Aslak besonders; er spricht immer so kurze Gebete; er knappt, wo er nur kann; er überschlägt, der Hund! Er stößt mit dem Bischofsstab auf die Diele. Geh hinein und sag’ ihm, es wäre die letzte Nacht, die ich noch habe; er solle sich Mühe geben, sonst käm’ ich zu ihm als Gespenst! 
SIRA VILJAM.
Herre, skal jeg ikke hente mester Sigard? 
SIRA VILJAM.
Herr, soll ich nicht Meister Sigard holen? 
BISP NIKOLAS.
Gå ind, siger jeg! (Viljam går ind i kapellet.) Det må visselig være himlens vilje, at jeg skal forlige kongen og hertugen, siden den sender mig Trond prests brev nu. Dette er hårdt at gå på, Nikolas; rive ned med et eneste ryk, hvad du har brugt hele dit liv til at bygge. Men der er ikke andet for; jeg får gøre himlens vilje denne gang. – Dersom jeg endda bare kunde læse, hvad der står i brevet; men jeg kan ikke se et ord! Der driver tåger for mine øjne, det gnistrer og sprætter –; og ingen anden tør jeg lade læse det for mig! At love sligt –! Er menneskets kløgt da så ussel, at det ikke mægter råde over andet og tredje led af sin egen gerning? Jeg talte så længe og så indtrængende til Vegard Væradal om at få kongen til at sende Inga fra sig, at det omsider skede. Den gerning var klog i første led; men havde jeg ikke rådet slig, så havde ikke Inga været på Vartejg nu, brevet var ikke kommet tidsnok i mine hænder, og jeg havde ikke havt noget løfte at holde, – altså uklog i andet led. 
Havde jeg endda tiden for mig; men kun denne ene nat tilende, og knapt nok det. Jeg må, jeg vil leve længer! (banker med staven; en prest træder ind fra højre.) Mester Sigard skal komme! (presten går; bispen knuger brevet i hænderne.) Her, indenfor dette tynde segl ligger Norges saga for hundrede år! Den ligger og drømmer, som fugleungen i ægget! O, den, som nu havde flere end én sjæl – eller også ingen! (trykker brevet vildt op til sit bryst.) O, var ikke enden så rap over mig, – og dommen og straffen, – jeg skulde ruge dig ud til en høg, som skulde kaste skyggende rædsel over alt landet og hugge sine hvasse kløer i hver mands hjerte! (farer sammen.) Men den sidste time er nær! (skrigende.) Nej, nej, – du skal blive til en svane, en hvid svane! (kaster brevet bortover gulvet og råber:) Mester Sigard, mester Sigard! 
BISCHOF NIKOLAS.
Geh hinein, sag’ ich! Viljam ab in die Kapelle. Es muß gewißlich des Himmels Wille sein, daß ich den König und den Herzog versöhnen soll, da er mir den Brief des Pfarrers Trond jetzt sendet. Ein hartes Stück, Nikolas; mit einem einzigen Ruck alles niederzureißen, was aufzubauen Du Dein ganzes Leben gebraucht hast. Aber es bleibt keine Wahl; den Willen des Himmels muß ich diesmal erfüllen – Könnt’ ich nur noch lesen, was in dem Brief steht. Aber ich kann kein Wort mehr sehen! Nebel flattern vor meinen Augen, es flammt und flirrt –; und von keinem andern darf ich es mir vorlesen lassen! So etwas zu geloben –! Ist der Witz des Menschen denn so jämmerlich, daß er über das zweite und dritte Glied seiner eigenen Tat keine Gewalt mehr hat? Ich sprach so lange und so eindringlich zu Vegard Väradal, um den König zu veranlassen, Inga wegzuschicken, bis es schließlich geschah. Die Tat war klug im ersten Gliede; aber hätt’ ich nicht diesen Rat gegeben, so wäre Inga jetzt nicht in Vartejg gewesen, der Brief wäre nicht früh genug in meine Hände gelangt, und ich hätte kein Gelübde zu halten gehabt, – also unklug im zweiten Gliede. 
Hätte ich wenigstens Zeit vor mir; aber nur diese eine Nacht noch, und kaum die ganz! Ich muß, ich will länger leben! Er stößt mit dem Stabe auf; ein Priester tritt von rechts ein. Meister Sigard soll kommen! Der Priester geht; der Bischof zerknittert den Brief in den Händen. Hier, hinter diesem dünnen Siegel liegt Norwegens Geschichte für hundert Jahre! Sie liegt und träumt, wie das Vogeljunge im Ei! O, wer jetzt mehr als Eine Seele hätte, – oder auch keine! Er drückt den Brief wild an seine Brust. O, wäre das Ende nicht so jäh über mir, – und das Gericht und die Strafe, – ich wollte dich ausbrüten zu einem Geier, der grausige Schatten über das ganze Land werfen und seine scharfen Krallen in alle Herzen bohren sollte! Zuckt zusammen. Aber die letzte Stunde ist nah! Aufkreischend. Nein, nein, – du sollst ein Schwan werden, ein weißer Schwan! Wirft den Brief zur Erde und ruft: Meister Sigard, Meister Sigard! 
MESTER SIGARD
(fra højre).
Hvorledes går det, ærværdige herre? 
MEISTER SIGARD
von rechts.
Wie geht’s, ehrwürdiger Herr? 
BISP NIKOLAS.
Mester Sigard, – sælg mig tre dages liv! 
BISCHOF NIKOLAS.
Meister Sigard, – verkauft mir drei Tage Leben! 
MESTER SIGARD.
Jeg har sagt jer – 
MEISTER SIGARD.
Ich hab’ Euch gesagt – 
BISP NIKOLAS.
Ja, ja; men det var ikke alvor; det var en liden straf. Jeg har været en urimelig herre mod jer; derfor vilde I skræmme mig. Fy, det var stygt, – nej, nej, – det var tilpas for mig! Men vær nu god og snild! Jeg skal betale godt; – tre dages liv, mester Sigard, bare tre dages liv! 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, ja; aber das war nicht Euer Ernst; es war eine kleine Strafe. Ich bin ein grilliger Herr gewesen gegen Euch; deshalb wolltet Ihr mir bange machen. Pfui, das war nicht hübsch, – nein, nein, es war wohlverdient! Aber seid jetzt gut und gescheit! Ich werde Euch gut bezahlen; – drei Tage Leben, Meister Sigard, nur drei Tage Leben! 
MESTER SIGARD.
Om jeg så selv skulde gå bort i samme stund, som I, kunde jeg dog ikke lægge tre dage til. 
MEISTER SIGARD.
Und wenn ich selbst in gleicher Stunde scheiden sollte, wie Ihr, so könnte ich doch keine drei Tage zulegen. 
BISP NIKOLAS.
Én dag da; bare én dag! Lad det være lyst, lad solen skinne, når jeg skal afsted! Hør, Sigard! (vinker ham hen til sig og drager ham ned på bænken.) Jeg har givet næsten alt mit guld og sølv til kirken, for at få store messer læst bagefter. Jeg vil gøre det om igen; I skal få det altsammen! Hvad, Sigard, skal vi to narre dem derinde? He, he, he! I bliver rig, Sigard, og rejser af landet; jeg får frist og kan område mig lidt og hjælpe mig med færre bønner. Hvad, Sigard, skal vi –? (Sigard føler hans puls; bispen udbryder angst:) Nå, hvorfor svarer I ikke? 
BISCHOF NIKOLAS.
Einen
Tag denn; nur einen Tag! Laßt es hell werden, laßt die Sonne scheinen, wenn ich von hinnen fahren muß! Hört, Sigard! Er winkt ihn zu sich heran und zieht ihn auf die Ruhebank nieder. Ich habe fast all mein Gold und Silber der Kirche vermacht, damit große Messen hinterher gelesen werden. Ich will’s widerrufen. Ihr sollt alles zusammen haben! Na, Sigard, wollen wir die da drin foppen ? Hä, hä, hä! Ihr werdet reich, Sigard, und geht aus dem Lande; ich erhalte Frist und kann meine Sachen ein bischen ordnen und brauche weniger Gebete. Na, Sigard, wollen wir –? Sigard fühlt ihm den Puls; der Bischof schreit angstvoll: Nun, warum antwortet Ihr nicht? 
MESTER SIGARD
(rejser sig).
Jeg har ikke tid, herre. Jeg vil lave jer en drik, som kan lette jer lidt på det sidste. 
MEISTER SIGARD
steht auf.
Ich habe keine Zeit, Herr. Ich will Euch einen Trank brauen, der Euch den letzten Augenblick etwas erleichtern soll. 
BISP NIKOLAS.
Nej, vent med det! Vent – og svar mig! 
BISCHOF NIKOLAS.
Nein, wartet damit! Wartet – und antwortet mir! 
MESTER SIGARD.
Jeg har ikke tid; drikken må være færdig inden en time.
(går ud til højre.)  
MEISTER SIGARD.
Ich hab’ keine Zeit; der Trank muß binnen einer Stunde fertig sein.
Ab nach rechts. 
BISP NIKOLAS.
Inden en time! (banker vildt.) Viljam! Viljam! 
BISCHOF NIKOLAS.
Binnen einer Stunde! Er schlägt wild mit dem Stabe auf. Viljam! Viljam! 
SIRA VILJAM
(kommer ud fra kapellet).
 
SIRA VILJAM
kommt aus der Kapelle. 
BISP NIKOLAS.
Tag flere til hjælp derinde! De otte forslår ikke! 
BISCHOF NIKOLAS.
Nimm da drin mehr zu Hilfe! Die acht reichen nicht! 
SIRA VILJAM.
Herre –? 
SIRA VILJAM.
Herr –? 
BISP NIKOLAS.
Flere til hjælp, siger jeg! Kolbejn korsbroder har ligget syg i fem uger, – han kan ikke have syndet stort i den tid – 
BISCHOF NIKOLAS.
Mehr zu Hilfe, sag’ ich! Der Bruder Kolbejn hat fünf Wochen krank gelegen, – er kann nicht viel gesündigt haben während dieser Zeit – 
SIRA VILJAM.
Han var til skrifte igår. 
SIRA VILJAM.
Er ist gestern zur Beichte gewesen. 
BISP NIKOLAS
(ivrig).
Ja, han må være god; tag ham! (Viljam går ind i kapellet igen.) Inden en time! (tørrer sveden af panden.) Puh, hvor her er varmt! – Den usle hund, – hvad hjælper al hans lærdom, når han ikke kan lægge en time til. Der sidder han dagstødt i sin stue og sætter kunstige hjul og lodder og løftestænger sammen; han vil skabe et værk, som skal gå og gå, og aldrig standse, – perpetuum mobile kalder han det. Hvorfor øver han ikke heller sin kunst og sin kløgt på at gøre mennesket til sligt perpetuum mobile –? (standser og tænker; det lysner i hans øjne.) Perpetuum mobile, – jeg er ikke stiv i latinen, – men det betyder noget, som har evnen til at virke evigt, udover gennem alle tider. Om jeg nu selv kunde –? 
Det var en gerning at ende med, det! Det var at gøre sin største gerning i sin sidste stund! At sætte igang hjul og lodder og løftestænger i kongens og hertugens sjæle; sætte dem slig igang, at ingen magt på jorden kan standse dem; kan jeg det, da bliver jeg jo ved at leve, leve i mit værk, – og når det kommer til stykket, så er det kanske det, som kaldes udødelighed. – Trøstelige, svalende tanker, hvor I gør den gamle mand godt! (puster ud og strækker sig behageligt på bænken.) Diabolus har været hårdt efter mig ikveld. Det er følgen af at ligge ledig; otium est pulvis – pulveris – nå, ligegodt med latinen, – Diabolus skal ikke få magt over mig mere; jeg vil være virksom til det sidste; jeg vil –; hvor de belger derinde – (banker; Viljam kommer ud.) Sig dem, de skal tie, de forstyrrer mig. Kongen og hertugen kommer snart, jeg har store ting at tænke på. 
BISCHOF NIKOLAS
eifrig.
Ja, der muß gut sein – nimm ihn! Viljam geht wieder in die Kapelle. Binnen einer Stunde! Wischt sich den Schweiß von der Stirn. Puh, wie warm das hier ist! – Der elende Hund, – was nützt all seine Gelehrsamkeit, wenn er nicht eine Stunde zulegen kann. Da sitzt er Tag für Tag in seiner Stube und fügt künstliche Räder und Gewichte und Hebel zusammen; er will ein Werk schaffen, das gehen, gehen und nie stille stehen soll, – perpetuum mobile nennt er’s. Weshalb setzt er nicht lieber seine Kunst und seinen Witz daran, den Menschen zu solch einem perpetuum mobile zu machen –? Er hält inne und sinnt nach; es blitzt in seinen Augen. Perpetuum mobile, – ich bin nicht fest im Latein, – aber das bedeutet etwas, was die Fähigkeit hat, ewig zu wirken, durch alle Zeiten hindurch. Könnt’ ich wohl selber gar –? 
Das wär’ eine Tat, damit zu enden! Das hieße: seine größte Tat in seiner letzten Stunde tun! Räder und Gewichte und Hebel in der Seele des Königs und des Herzogs in Gang setzen; sie derart in Gang setzen, daß keine Macht der Erden sie zu hemmen vermag; – kann ich das, so leb’ ich ja fort, lebe fort in meinem Werk, – und vielleicht läuft das, was man Unsterblichkeit nennt, darauf hinaus. – Tröstliche, erquickende Gedanken, wie wohl tut ihr dem alten Manne! Er atmet auf und streckt sich behaglich auf die Ruhebank. Diabolus hat mir heut abend schlimm mitgespielt. Das kommt davon, wenn man müßig liegt; otium est pulvis – pulveris – na, Latein hin, Latein her, – Diabolus soll keine Macht mehr über mich bekommen; ich will bis zum letzten Augenblicke tätig sein; ich will – Wie sie da drin blöken –! Er stößt mit dem Stabe auf; Sira Viljam tritt ein. Sag’ ihnen, sie sollen schweigen; sie stören mich. Der König und der Herzog kommen bald, – ich habe große Dinge zu bedenken. 
SIRA VILJAM.
Herre, skal jeg da –? 
SIRA VILJAM.
Herr, soll ich also –? 
BISP NIKOLAS.
Byde dem hold op en stund, så jeg kan tænke i ro. Se der, tag op det brev, der ligger på gulvet. – Godt. Giv mig så hid papirerne – 
BISCHOF NIKOLAS.
Ihnen gebieten, einstweilen aufzuhören, damit ich in Ruhe denken kann, Sieh da, heb den Brief auf, der dort am Boden liegt. – Gut, gib mir auch die Papiere her – 
SIRA VILJAM
(går til skrivebordet).
Hvilke, herre? 
SIRA VILJAM
tritt an den Schreibtisch.
Welche, Herr? 
BISP NIKOLAS.
Ligegodt –; de med segl for; de, som ligger øverst. – Så; gå nu ind og sig, de skal være stille. (Viljam går.) – Dø, og dog råde i Norge! Dø, og stelle det så, at ingen mand kommer til at højne sig et hoved op over alle andre. Tusende veje kunde bære frem til det mål; men der kan kun være én, som duger; – den gælder det at finde, – den gælder det at slå ind på. – Ha! Vejen ligger jo så nær, så nær! Ja, slig skal det være. Jeg holder løftet; hertugen skal få brevet i sine hænder; – men kongen – hm, han skal få tvivlens brod i sit hjerte. Håkon er ærlig, som de kalder det; med troen på sig selv, og på sin ret, vil meget falde i ham. Begge skal tvivle og tro, vippe op og ned, aldrig finde fast grund under foden, – perpetuum mobile! – Men vil Håkon fæste lid til mit udsagn? Det vil han; jeg er jo en døende mand; jeg skal fodre ham med sandhed iforvejen. – Kræfterne svigter, men sjælen friskner; – jeg ligger ikke på sottesengen længer, jeg sidder i min arbejdsstue, jeg vil arbejde den sidste nat, arbejde – til lyset slukner – 
BISCHOF NIKOLAS.
Einerlei – die mit dem Siegel; die, die zu oberst liegen. – So; jetzt geh hinein und heiß sie still sein. Viljam geht. – Sterben, und doch regieren in Norwegen! Sterben, und es so fügen, daß kein Mann sich um Kopfeslänge über alle andern erheben kann! Tausend Wege könnten zu diesem Ziel führen; aber nur einer kann taugen; – den gilt’s zu finden, – den gilt’s einzuschlagen. – Ha! der Weg liegt ja so nah, so nah! Ja, so soll es sein. Ich halte das Gelübde; der Herzog soll den Brief haben; – aber der König – hm, dem will ich den Stachel des Zweifels ins Herz senken. Håkon ist ehrlich, wie man das nennt; mit dem Glauben an sich selbst und an sein Recht wird viel in ihm zu nichte. Beide sollen zweifeln und glauben, auf und nieder schwanken, niemals festen Grund unter den Fuß bekommen, – perpetuum mobile! – Aber wird Håkon meiner Aussage Glauben schenken? Er wird es; ich bin ja ein sterbender Mann; ich werde ihn zuvor mit Wahrheit füttern. – Die Kräfte versagen, aber die Seele wird munter; – ich bin nicht mehr auf dem Siechenlager, ich sitze in meiner Arbeitsstube, ich will arbeiten die letzte Nacht, arbeiten – bis das Licht erlischt – 
HERTUG SKULE
(kommer ind fra højre og går frem mod bispen).
Fred og hilsen, ærværdige herre! Jeg hører, det står ilde med jer. 
HERZOG SKULE
tritt von rechts ein und geht auf den Bischof zu.
Frieden und Gruß, ehrwürdiger Herr! Ich höre, es steht schlecht um Euch. 
BISP NIKOLAS.
Jeg er et lig i knop, gode hertug; inat springer jeg ud; imorgen kan det kendes, hvor jeg dufter. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ich bin eine knospende Leiche, lieber Herzog; heute nacht spring’ ich auf; morgen wird man merken, wie ich dufte. 
HERTUG SKULE.
Alt inat, siger I? 
HERZOG SKULE.
Schon heut nacht, sagt Ihr? 
BISP NIKOLAS.
Mester Sigard siger: om en time. 
BISCHOF NIKOLAS.
Meister Sigard sagt: in einer Stunde. 
HERTUG SKULE.
Og Trond prests brev –? 
HERZOG SKULE.
Und der Brief des Pfarrers Trond –? 
BISP NIKOLAS.
Tænker I endnu på det? 
BISCHOF NIKOLAS.
Denkt Ihr noch an den? 
HERTUG SKULE.
Det kommer aldrig af mine tanker. 
HERZOG SKULE.
Er kommt mir nicht aus dem Sinn. 
BISP NIKOLAS.
Kongen har gjort eder til hertug; ingen mand har båret hertugnavn i Norge, før I. 
BISCHOF NIKOLAS.
Der König hat Euch zum Herzog gemacht; keiner hat vor Euch den Herzogsnamen getragen in Norwegen. 
HERTUG SKULE.
Strækker ikke til. Er Håkon den urette, så må jeg have alt! 
HERZOG SKULE.
Genügt nicht. Ist Håkon der unrechte, so muß ich alles haben! 
BISP NIKOLAS.
Hu, her er koldt herinde; det isner mig igennem alle lemmer. 
BISCHOF NIKOLAS.
Hu, es ist kalt hier drinnen; mich friert’s in allen Gliedern. 
HERTUG SKULE.
Trond prests brev, herre! For Guds, den almægtiges skyld, – har I det? 
HERZOG SKULE.
Pfarrer Tronds Brief, Herr! Bei Gott dem Allmächtigen, – habt Ihr ihn? 
BISP NIKOLAS.
Jeg véd ialfald, hvor det kan findes. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ich weiß wenigstens, wo er zu finden ist. 
HERTUG SKULE.
Så sig det, sig det! 
HERZOG SKULE.
So sagt es, sagt es! 
BISP NIKOLAS.
Vent – 
BISCHOF NIKOLAS.
Wartet – 
HERTUG SKULE.
Nej, nej, – nyt tiden; jeg ser det lakker stærkt, – og kongen kommer jo hid, er mig sagt. 
HERZOG SKULE.
Nein, nein, – nutzt die Zeit; ich seh’, es geht rasch mit Euch zu Ende, – und der König kommt ja her, hat man mir gesagt. 
BISP NIKOLAS.
Ja, kongen kommer; deraf ser I bedst, at jeg sørger for eders sag, selv nu. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, der König kommt; daraus seht Ihr am besten, daß ich für Eure Sache sorge, selbst jetzt noch. 
HERTUG SKULE.
Hvad er eders agt? 
HERZOG SKULE.
Was ist Eure Absicht? 
BISP NIKOLAS.
Mindes I ved kongens bryllup, – da sagde I, at det, som gør Håkon stærk, er hans uryggelige tro på sig selv? 
BISCHOF NIKOLAS.
Erinnert Ihr Euch, – bei der Hochzeit des Königs, da sagtet Ihr, das, was Håkon stark machte, wäre sein unerschütterlicher Glaube an sich selbst. 
HERTUG SKULE.
Nu? 
HERZOG SKULE.
Nun? 
BISP NIKOLAS.
Hvis jeg skrifter og rejser tvivlen i ham, så falder troen, og styrken med den. 
BISCHOF NIKOLAS.
Wenn ich beichte und den Zweifel in ihm wecke, so fällt der Glaube, und mit ihm die Stärke. 
HERTUG SKULE.
Herre, det er syndigt, syndigt, ifald han er den rette! 
HERZOG SKULE.
Herr, das ist sündhaft, sündhaft, falls er der rechte ist! 
BISP NIKOLAS.
Det vil stå i eders magt at gøre ham troende igen. Før jeg går herfra, skal jeg sige jer, hvor Trond prests brev er at finde. 
BISCHOF NIKOLAS.
Es wird in Eurer Macht stehen, ihm den Glauben wieder zu geben. Denn eh’ ich von hinnen gehe, werd’ ich Euch sagen, wo Pfarrer Tronds Brief zu finden ist. 
SIRA VILJAM
(fra højre).
Nu kommer kongen med fakler og følge opover gaden. 
SIRA VILJAM
von rechts.
Eben kommt der König mit Fackeln und Gefolge die Straße herab. 
BISP NIKOLAS.
Velkommen skal han være. (Viljam går.) Hertug, den sidste villighed beder jeg eder om. Vær min eftermålsmand mod alle mine uvenner. (tager et brev frem.) Her har jeg skrevet dem op. De, som står øverst, vilde jeg gerne have hængt, om det kunde føje sig så. 
BISCHOF NIKOLAS.
Willkommen soll er sein. Viljam ab. Herzog, ich bitt’ Euch um einen letzten Dienst. Seid mir ein Verfolger aller meiner Widersacher. Er zieht einen Brief hervor. Da hab’ ich sie aufgeschrieben. Die, so zu oberst stehen, hätt’ ich gerne gehenkt, wenn sich’s machen ließe. 
HERTUG SKULE.
Tænk ikke på hævn nu; I har ikke langt igen – 
HERZOG SKULE.
Denkt jetzt nicht an Rache; Ihr habt nicht lange mehr – 
BISP NIKOLAS.
Ikke på hævn, men på straf. Lov mig, at svinge straffens sværd over alle mine uvenner, når jeg er borte. De er eders avindsmænd så fuldt som mine; når I bliver konge, må I tugte dem; lover I mig det? 
BISCHOF NIKOLAS.
Nicht an Rache, sondern an Strafe. Gelobt mir, das Schwert der Strafe über all meine Feinde zu schwingen, wenn ich tot bin. Sie sind Eure Gegner so gut wie die meinen; wenn Ihr König werdet, müßt Ihr sie züchtigen – gelobt Ihr mir das? 
HERTUG SKULE.
Jeg lover og sværger; – men Trond prests brev –! 
HERZOG SKULE.
Ich gelobe und schwöre; – aber Pfarrer Tronds Brief –! 
BISP NIKOLAS.
I skal få at vide, hvor det er; – men, se her –; kongen kommer; – gem listen over vore uvenner!
(Hertugen gemmer dokumentet; i det samme kommer Håkon ind fra højre.)  
BISCHOF NIKOLAS.
Ihr sollt wissen, wo er ist; – aber, seht – der König kommt; – verbergt die Liste unserer Feinde!
Der Herzog steckt das Papier ein; im selben Augenblick erscheint HÅKON von rechts. 
BISP NIKOLAS.
Vel mødt ved gravøllet, herre konge! 
BISCHOF NIKOLAS.
Willkommen zum Leichentrunk, Herr König! 
HÅKON.
Hårdt har I stået mig imod til alle tider; men det skal være glemt og tilgivet nu; døden stryger selv den største regning ud. 
HÅKON.
Ein scharfer Gegner wart Ihr uns zu allen Zeiten; aber das soll jetzt vergessen und vergeben sein – der Tod löscht selbst die größte Rechnung aus. 
BISP NIKOLAS.
Det lettede! O, hvor kongens mildhed er forunderlig stor! Herre, hvad I har gjort mod en gammel synder ikveld, det skal tifold – 
BISCHOF NIKOLAS.
Das erleichtert! O, wie wunderbar groß ist die Milde des Königs! Herr, was Ihr heut abend an einem alten Sünder getan habt, das soll zehnfach – 
HÅKON.
Lad det være godt; men jeg må sige eder, at jeg højligen undres. I stevner mig hid for at få min tilgivelse, og så bereder I mig sligt et møde. 
HÅKON.
Laßt gut sein; aber ich muß Euch sagen, daß ich höchlich erstaunt bin. Ihr ladet mich hieher, um meine Verzeihung zu empfangen, und dann bereitet Ihr mir eine solche Begegnung. 
BISP NIKOLAS.
Møde, herre? 
BISCHOF NIKOLAS.
Begegnung, Herr? 
HERTUG SKULE.
Det er mig, kongen sigter til. Vil I, herre bisp, forsikre kong Håkon, ved min tro og ære, at jeg intet vidste om hans komme, før jeg satte foden på Oslo brygge. 
HERZOG SKULE.
Ich bin’s, auf den der König anspielt. Wollt Ihr, Herr Bischof, König Håkon bei meiner Treu’ und Ehre versichern, daß ich nichts von seinem Kommen gewußt habe, eh’ ich meinen Fuß auf die Brücke von Oslo setzte? 
BISP NIKOLAS.
Ak, ak; al skyld hviler på mig! Jeg har været en sygelig, sengeliggende mand hele det sidste år; jeg har lidet eller intet spurgt til landets sager; jeg tænkte, det var godt og vel mellem de høje frænder nu! 
BISCHOF NIKOLAS.
Ach, ach; alle Schuld ruht auf mir! Ich bin ein kränkelnder, bettlägeriger Mann das ganze letzte Jahr gewesen; ich habe mich wenig oder gar nicht um die Angelegenheiten des Landes gekümmert; ich habe geglaubt, alles wäre jetzt in schönster Ordnung zwischen den hohen Verwandten! 
HÅKON.
Jeg har mærket, at venskabet mellem hertugen og mig trives bedst, når vi holder os fra hinanden; derfor farvel, bisp Nikolas, og Gud være med eder, der I nu går hen.
(vil gå.)  
HÅKON.
Ich habe die Erfahrung gemacht, daß die Freundschaft zwischen dem Herzog und mir am besten gedeiht, wenn wir einander fern bleiben; drum lebt wohl, Bischof Nikolas, und Gott sei mit Euch dorten, wohin Ihr jetzt gehet.
Er will sich entfernen. 
HERTUG SKULE
(sagte og urolig).
Bisp, bisp; han går! 
HERZOG SKULE
leise und unruhig.
Bischof, Bischof; er geht! 
BISP NIKOLAS
(pludselig og med vild kraft).
Bliv, kong Håkon! 
BISCHOF NIKOLAS
plötzlich und mit Leidenschaft.
Bleibt, König Håkon! 
HÅKON
(standser).
Hvad nu? 
HÅKON
stutzt.
Nun? 
BISP NIKOLAS.
I får ikke gå ud af denne stue, før gamle bisp Nikolas har talt sit sidste ord! 
BISCHOF NIKOLAS.
Ihr sollt diese Stube nicht verlassen, bis der alte Bischof Nikolas sein letztes Wort gesprochen hat! 
HÅKON
(lægger uvilkårlig hånden på sværdet).
Er I kanske kommen mandstærk til Viken, hertug? 
HÅKON
legt unwillkürlich die Hand ans Schwert.
Seid Ihr vielleicht mit Heeresmacht nach Vike gekommen, Herzog ? 
HERTUG SKULE.
Jeg har ingen del i dette. 
HERZOG SKULE.
Ich habe nicht teil an all dem. 
BISP NIKOLAS.
Det er med ordets magt, jeg skal vide at holde jer. Hvor der er ligfærd i huset, der er den døde første mand i laget; han kan gøre og lade, hvad han vil – så langt hans evne strækker. Derfor vil jeg holde min egen ligtale nu; før i tiden var jeg altid så ræd for at kong Sverre skulde komme til at holde den – 
BISCHOF NIKOLAS.
Mit der Macht des Wortes allein werde ich Euch zu halten wissen. Wo ein Begräbnis im Hause ist, da ist ja der Tote die Hauptperson; er kann tun und lassen, was er will, – soweit seine Kräfte reichen. Deshalb will ich jetzt meine eigene Grabrede halten; in früherer Zeit fürchtete ich immer, daß König Sverre sie mir halten würde – 
HÅKON.
Tal ikke så vildt, herre! 
HÅKON.
Sprecht nicht so wüst, Herr! 
HERTUG SKULE.
I knapper af den dyre stund, I har igen! 
HERZOG SKULE.
Ihr schmälert die kostbare Zeit, die Ihr noch habt! 
HÅKON.
Eders øje er alt sløvt! 
HÅKON.
Euer Aug’ ist schon trübe! 
BISP NIKOLAS.
Ja, mit syn er sløvt; jeg kan knapt se jer, der I står; men indeni mig drager mit liv lysende klart forbi. Jeg ser syner der –; hør og lær, konge! – Min æt var den mægtigste i landet; mange store høvdinger gik ud fra den; jeg vilde være den største af dem alle. Jeg var ikke mere end gut, da jeg begyndte at hungre efter storværk; jeg tyktes, jeg umuligt kunde vente til jeg blev voksen; – der rejste sig konger med mindre ret end jeg, – Magnus Erlingssøn, Sverre prest –; jeg vilde også være konge; men høvding først, – det var nødvendigt. Så skulde slaget stå på Ilevoldene; der var det førstegang jeg var med. Solen randt, og der gik glitrende lyn fra tusende blanke våben. Magnus og alle hans mænd gik frem, som til en leg; jeg alene kendte mig klemt om hjertet. Hårdt foer vor fylking frem; men jeg kunde ikke vinde med – jeg var ræd! 
Alle Magnus’s andre høvdinger stred mandelig, og mange faldt, der de stred; men jeg flygtede stenberget opover, løb og løb, og stansede ikke før jeg kom ned til fjorden igen, langt ude. Mangen mand måtte vaske sine blodige klæder i Trondhjemsfjorden den kveld; – jeg måtte også vaske mine, men det var ikke for blod. Ja, konge, jeg var ræd; skabt til høvding – og ræd! Det slog ned som et lyn i mig; jeg blev hver mand ond fra den time; jeg bad lønligt i kirkerne, jeg græd og knælte for altrene, jeg gav rige gaver, gjorde hellige løfter; jeg fristede og prøvede i slag efter slag, ved Saltøsund, på Jonsvoldene den sommer Baglerne lå i Bergen, – altid fåfængt. Sverre var den, som skønte det først, han talte det højt ud og med spot, og fra den dag lo hver mand i flokken, når Nikolas Arnessøn gik frem i hærklæder. – Ræd, ræd –, og endda vilde jeg være høvding, vilde være konge, følte mig skabt til konge forresten, kunde fremmet Guds rige på jorden; men det var de hellige selv, som stængte bommen for mig. 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, mein Blick ist trübe; ich vermag kaum Euch zu sehen, die Ihr vor mir steht; aber in meinem Innern zieht mein Leben mit lichter Klarheit an mir vorüber. Da hab’ ich Gesichte – höret und wisset, König! – Mein Geschlecht war das mächtigste im Lande; viele große Häuptlinge gingen aus ihm hervor; ich wollte der größte von ihnen allen sein. Ich war fast noch ein Knabe, als es mich schon nach Großtaten dürstete; ich glaubte, unmöglich warten zu können, bis ich erwachsen wäre; – da erstanden Könige mit geringerem Recht als ich, – Magnus Erlingsson, der Priester Sverre –; ich wollte auch König werden; aber Kriegshauptmann erst, – das war notwendig. Die Schlacht auf den Ilewällen sollte geschlagen werden; es war das erste Mal, daß ich mit war. Die Sonne stieg empor, und von tausend blanken Waffen gab’s einen blitzenden Widerschein. Magnus und all seine Mannen rückten vor wie zum Spiele; mir allein war es beklommen ums Herz. Kühn drang unsere Schar vorwärts; aber ich konnte den Sieg nicht mit erfechten, – ich war feig! 
Alle anderen Häuptlinge des Königs Magnus stritten mannhaft, und manch Streiter fiel, ich aber floh über den Felsenhang, ich lief und lief und blieb nicht eher stehen, als bis ich wieder weit draußen am Fjord war. Mancher Mann mußte an jenem Abend seine blutigen Kleider im Fjord von Tronthjem waschen; – auch meine mußt’ ich rein waschen, aber nicht von Blut. Ja, König, ich war feig; zum Häuptling geboren – und feig! Das traf mich wie ein Blitzstrahl; ich war von Stund an jedem Manne feind; ich betete heimlich in den Kirchen, ich weinte und kniete vor den Altären, ich gab reiche Geschenke, tat heilige Gelübde; ich versuchte und probierte mein Herz in einer Schlacht nach der andern, bei Saltösund, auf den Jonswällen in jenem Sommer, als die Bagler in Bergen lagen, – alles umsonst! Sverre war’s, der es zuerst bemerkte; er erzählte es laut und mit Spott, und von dem Tag an lachte ein jeder im Heere, wenn Nikolas Arnesson in Kriegskleidern einherging. – Feig, feig –, und doch wollt’ ich Häuptling sein, wollte König sein, fühlte mich in allem andern zum König geschaffen, hätte Gottes Reich auf Erden fördern können – aber die Heiligen selbst waren es, die mir den Schlagbaum schlossen. 
HÅKON.
Før ikke klage over himlen, bisp! I har hadet meget! 
HÅKON.
Klagt nicht den Himmel an, Bischof! Ihr habt viel gehaßt! 
BISP NIKOLAS.
Ja, jeg har hadet meget; hadet hvert hoved i dette land, som højnede sig op over mængden. Men jeg hadede, fordi jeg ikke kunde elske. Fagre kvinder, – o, jeg kunde sluge dem med gnistrende øjne endnu! Jeg er otti år, og endnu står min hug til at fælde mænd og favne kvinder; – men det gik mig der, som i slaget; bare vilje og begær, magtstjålen fra fødselen af; – lystens sydende gave – og dog krøbling! Så blev jeg da prest; konge eller prest må den mand være, som vil råde for al magten. (ler.) Jeg prest! Jeg en kirkelig mand! Jo, én kirkelig gerning havde himlen særligt skabt mig til, – den, at tage de høje toner, – synge med kvinderøst på de store kirkefester. Og endda kræver de deroppe af mig – halvmanden –, hvad de har ret til at kræve af hver den, der fik evnen fuldt ud til sin livsgerning! Der har været tider, da det tyktes mig, sligt krav kunde være billigt; her har jeg ligget på sottesengen slagen af rædsel for straf og dom! Nu er det over; jeg har marg i sjælsknoklerne igen! Jeg har intet forbrudt; det er mig uretten er øvet imod; jeg er klageren! 
BISCHOF NIKOLAS.
Ja, ich habe viel gehaßt – jedes Haupt in diesem Lande gehaßt, das sich über die Menge erhob. Aber ich haßte, weil ich nicht lieben konnte. Holde Frauen, – o, ich könnte sie noch jetzt mit glühenden Augen verschlingen! Ich zähle achtzig Jahr, und noch immer lechze ich danach, Männer zu erschlagen und Weiber zu umfahn; – aber es erging mir auch hier, wie in der Schlacht; nur Wille und Begier, entmannt von Geburt an; – heißes Lustverlangen – und doch ein Krüppel! So wurde ich denn Priester; König oder Priester muß der Mann sein, der über alle Macht gebieten will. Lacht. Ich Priester! Ich ein Mann der Kirche! Ja, für eine kirchliche Handlung hatte der Himmel mich besonders geschaffen, – dafür, die hohen Diskanttöne anzugeben, – mit Weiberstimme bei hohen Kirchenfesten zu singen. Und doch begehren die da oben von mir, – dem Halbmann, – was sie das Recht haben von jedem zu begehren, der die volle Kraft für sein Lebenswerk empfangen hat! Es hat Zeiten gegeben, da ein solcher Anspruch mir billig erschien; ich habe hier auf dem Krankenbette gelegen voll grausiger Angst vor Strafe und Gericht! Nun ist das vorüber; ich fühle wieder Mark in den Knochen der Seele! Ich habe nichts verbrochen; an mir wurde das Unrecht verübt; ich bin der Kläger! 
HERTUG SKULE
(dæmpet).
Herre – brevet! I har ikke langt igen! 
HERZOG SKULE
mit gedämpfter Stimme.
Herr – den Brief! Ihr habt nicht viel Zeit mehr! 
HÅKON.
Tænk på eders sjæl og ydmyg eder! 
HÅKON.
Denkt an Euer Seelenheil und demütigt Euch! 
BISP NIKOLAS.
En mands gerning er hans sjæl, og min gerning skal blive ved at leve på jorden. Men I, kong Håkon, I skulde vogte jer; thi ligesom himlen har stået mig imod og fanget skade til løn, således står I den mand imod, der holder landets lykke i sin hånd – 
BISCHOF NIKOLAS.
Eines Mannes Tat ist seine Seele, und meine Tat soll auf Erden fortleben. Aber Ihr, König Håkon, Ihr solltet Euch hüten; denn wie der Himmel mir entgegen war und Schaden erntete als Lohn, so seid Ihr dem Manne entgegen, der das Glück des Landes in seiner Hand hält – 
HÅKON.
Ha – hertug, hertug! Nu skønner jeg mødet her! 
HÅKON.
Ha – Herzog, Herzog! Jetzt versteh’ ich die Begegnung hier! 
HERTUG SKULE
(heftigt til bispen).
Ikke et ord mere af sligt! 
HERZOG SKULE
heftig zum Bischof.
Kein Wort mehr von dergleichen! 
BISP NIKOLAS
(til Håkon).
Han vil stå jer imod sålænge hans hoved sidder fast på akslerne. Del med ham! Jeg får ikke fred i kisten, jeg kommer igen, hvis ikke I to deler! Ingen af jer skal lægge den andens højde til sin egen vækst; her blev en kæmpe i landet, hvis det skede, og her skal ingen kæmpe være; thi jeg var aldrig nogen kæmpe!
(synker mat tilbage på bænken.)  
BISCHOF NIKOLAS
u Håkon.
Er wird wider Euch sein, solange sein Haupt fest auf den Schultern sitzt. Teilt mit ihm! Ich finde nicht Frieden im Sarge, ich kehre wieder, wenn Ihr beide nicht miteinander teilt! Keiner von Euch soll des andern Höhe seinem eigenen Wuchse zulegen; es gäbe einen Hünen hier im Lande, wenn das geschähe, und es soll hier keinen Hünen geben; denn ich war nie ein Hüne!
Er sinkt matt auf die Ruhebank zurück. 
HERTUG SKULE
(kaster sig på knæ ned ved bænken og råber til Håkon):
Skaf hjælp! For Guds barmhjertigheds skyld, bispen må ikke dø endnu! 
HERZOG SKULE
wirft sich neben der Bank aufs Knie und ruft Håkon zu:
Schafft Hilfe! Um Gottes Barmherzigkeit willen, der Bischof darf noch nicht sterben! 
BISP NIKOLAS.
Hvor det tager til at skumre for mine øjne! – Konge, for sidste gang, – vil I dele med hertugen? 
BISCHOF NIKOLAS.
Wie es düster wird und düstrer vor meinen Augen! – König, zum letzten Mal, – wollt Ihr mit dem Herzog teilen? 
HÅKON.
Ikke en skærv skænker jeg bort af det, som Gud gav mig! 
HÅKON.
Kein Scherflein schenke ich weg von dem, was mir Gott gegeben hat! 
BISP NIKOLAS.
Godt og vel. (dæmpet.) Troen skal I ialfald miste. (råber:) Viljam! 
BISCHOF NIKOLAS.
Gut denn, gut! Leise. Den Glauben soll er auf jeden Fall verlieren. Er ruft. Viljam! 
HERTUG SKULE
(dæmpet).
Brevet! brevet! 
HERZOG SKULE
flüsternd.
Den Brief! den Brief! 
BISP NIKOLAS
(uden at høre på ham).
Viljam! (Viljam kommer; bispen trækker ham tæt hen til sig og hvisker:) Da jeg fik den sidste olje, så blev jo alle mine synder mig forladte? 
BISCHOF NIKOLAS
ohne auf ihn zu hören.
Viljam! Viljam tritt ein; der Bischof zieht ihn dicht zu sich heran und flüstert. Als ich die letzte Ölung empfing, da wurden mir doch alle Sünden vergeben! 
SIRA VILJAM.
Alle synder, fra eders fødsel og til den stund, I fik oljen. 
SIRA VILJAM.
Alle Sünden, von Eurer Geburt an bis zu dem Augenblicke, da Ihr die Ölung empfingt. 
BISP NIKOLAS.
Ikke længer? Ikke helt til jeg går bort? 
BISCHOF NIKOLAS.
Nicht länger? Nicht ganz bis in meinem Tod? 
SIRA VILJAM.
Herre, I synder ikke inat. 
SIRA VILJAM.
Herr, Ihr sündigt nicht diese Nacht. 
BISP NIKOLAS.
Hm, ingen kan vide –; tag guldbægret, jeg fik efter bisp Absalon, – giv det til kirken – og læs syv store kirkebønner til. 
BISCHOF NIKOLAS.
Hm, man kann nicht wissen –; nimm den Goldbecher, den ich vom Bischof Absalon erbte, – gib ihn der Kirche, – und laß noch sieben große Kirchengebete für mich lesen. 
SIRA VILJAM.
Herre, Gud vil være eder nådig! 
SIRA VILJAM.
Herr, Gott wird Euch gnädig sein! 
BISP NIKOLAS.
Syv bønner til, siger jeg – for hvad jeg synder inat! Gå, gå! (Viljam går; bispen vender sig til Skule.) Hertug, om I engang læser Trond prests brev, og det muligt skulde vise sig, at Håkon var den rette, – hvad vil I så gøre? 
BISCHOF NIKOLAS.
Noch sieben Gebete, sag’ ich – für das, was ich heut nacht sündige! Geh, geh! Viljam ab; der Bischof wendet sich zu Skule. Herzog, wenn Ihr einmal Pfarrer Tronds Brief lest, und es sich vielleicht erweisen sollte, daß Håkon der rechte ist, – was werdet Ihr dann tun? 
HERTUG SKULE.
I Guds navn, – da skal han også være konge. 
HERZOG SKULE.
In Gottes Namen, – dann soll er auch König sein. 
BISP NIKOLAS.
Tænk jer om; det gælder meget her. Gransk hver fold i eders hjerte; svar, som om I stod tildoms! Hvad vil I gøre, hvis han er den rette? 
BISCHOF NIKOLAS.
Überlegt’s Euch – es gilt hier viel. Prüft jede Falte Eures Herzens; antwortet, als ob Ihr vor Eurem Richter stündet. Was wollt Ihr tun, wenn er der rechte ist? ’ 
HERTUG SKULE.
Bøje mig og tjene ham. 
HERZOG SKULE.
Mich beugen und ihm dienen. 
BISP NIKOLAS
(mumler).
Ja, ja, tag så følgerne. (til Skule.) Hertug, jeg er svag og træt; det kommer så mildt og forsonligt over mig – 
BISCHOF NIKOLAS
vor sich hinmurmelnd.
Ja, ja, – so trage denn die Folgen! u Skule. Herzog, ich bin schwach und müde; es überkommt mich so milde und versöhnlich – 
HERTUG SKULE.
Det er døden! Trond prests brev! Hvor er det? 
HERZOG SKULE.
Das ist der Tod! Pfarrer Tronds Brief! Wo ist er? 
BISP NIKOLAS.
Først en anden sag; – jeg gav jer listen over mine uvenner – 
BISCHOF NIKOLAS.
Erst etwas anderes – ich gab Euch die Liste meiner Feinde – 
HERTUG SKULE
(utålmodig).
Ja, ja; jeg skal hævne alt på dem – 
HERZOG SKULE
ungeduldig.
Ja, ja; ich werde an ihnen Rache nehmen für alles – 
BISP NIKOLAS.
Nej, jeg er så mild nu; jeg vil tilgive, som skrevet står. Ligesom I forsager magten, således vil jeg forsage hævnen. Brænd listen. 
BISCHOF NIKOLAS.
Nein, gar mild ist nun mein Sinn; ich will ihnen vergeben, wie geschrieben steht. Gleichwie Ihr der Macht entsagt, so will ich der Rache entsagen. Verbrennt die Liste! 
HERTUG SKULE.
Godt, godt; som I vil. 
HERZOG SKULE.
Gut, gut – wie Ihr wollt! 
BISP NIKOLAS.
Her i fyrfadet, så jeg ser på det – 
BISCHOF NIKOLAS.
Hier im Kohlenbecken, daß ich’s sehen kann – 
HERTUG SKULE
(kaster papiret i ilden).
Se så, nu brænder den! Og nu, tal, tal! Det gælder tusenders liv, dersom I ikke taler nu. 
HERZOG SKULE
wirft das Papier ins Feuer.
So, – da brennt sie! Und nun redet, redet! Es gilt das Leben Tausender, wenn Ihr jetzt nicht redet! 
BISP NIKOLAS
(med funklende øjne).
Tusenders liv! (skriger:) Lys! luft! 
BISCHOF NIKOLAS
mit funkelnden Augen.
Das Leben Tausender! Schreit auf. Licht! Luft! 
HÅKON
(iler til døren og råber):
Til hjælp! Bispen dør!
(Sira Viljam og flere af bispens folk kommer ind.)  
HÅKON
eilt zur Tür und ruft:
Zu Hilfe! Der Bischof stirbt!
SIRA VILJAM und mehrere Diener des Bischofs kommen herein. 
HERTUG SKULE
(ryster bispens arm).
Norges lykke gennem hundrede år, dets storhed for evige tider kanhænde! 
HERZOG SKULE
schüttelt den Arm des Bischofs.
Norwegens Glück für Jahrhunderte – seine Größe vielleicht für ewige Zeiten! 
BISP NIKOLAS.
Evige tider! (triumferende:) Perpetuum mobile! 
BISCHOF NIKOLAS.
Ewige Zeiten! Triumphierend. Perpetuum mobile! 
HERTUG SKULE.
Ved vore sjæles salighed, – hvor er Trond prests brev! 
HERZOG SKULE.
Bei Eurer Seele Seligkeit, – wo ist Pfarrers Tronds Brief? 
BISP NIKOLAS
(råbende):
Syv bønner til, Viljam! 
BISCHOF NIKOLAS
rufend.
Noch sieben Gebete, Viljam! 
HERTUG SKULE
(ude af sig selv).
Brevet! brevet! 
HERZOG SKULE
außer sich.
Der Brief! der Brief! 
BISP NIKOLAS
(smiler i dødskampen).
Det var det I brændte, gode hertug.
(Falder tilbage på bænken og dør.)  
BISCHOF NIKOLAS
lächelt im Todeskampfe.
Den habt Ihr eben verbrannt, guter Herzog.
Er sinkt auf die Bank zurück und stirbt. 
HERTUG SKULE
(udstøder et uvilkårligt skrig, idet han farer tilbage og bedækker ansigtet med sine hænder).
Gud, du almægtige! 
HERZOG SKULE
stößt unwillkürlich einen Schrei aus, indem er zurücktaumelt und das Gesicht mit den Händen bedeckt.
Gott, Du Allmächtiger! 
MUNKENE
(kommer flygtende ud fra kapellet).
Frelse sig, hvo kan! 
DIE MÖNCHE
in wilder Flucht aus der Kapelle.
Rette sich, wer kann! 
ENKELTE STEMMER.
Alt ondt er løst inat! 
EINZELNE STIMMEN.
Alles Böse ist heut nacht entfesselt! 
ANDRE.
Det lo højt fra krogen! – Det skreg: „vi har ham!“ – Alle lys sluktes! 
ANDERE.
Es lachte laut in der Ecke! – Es schrie: »Wir haben ihn!« – Alle Lichter erloschen! 
HÅKON.
Nu døde bisp Nikolas. 
HÅKON.
Eben starb Bischof Nikolas. 
MUNKENE
(flygter ud til højre).
Pater noster, – pater noster! 
DIE MÖNCHE
rechts hinausflüchtend.
Pater noster, – Pater noster! 
HÅKON
(nærmer sig Skule og siger dæmpet):
Hertug, jeg vil ikke granske efter, hvilke lønlige råd I lagde op med bispen, før han døde; – men fra imorgen må I lægge eders magt og værdighed i mine hænder igen; det ser jeg grant nu, – vi to kan ikke gå frem sammen. 
HÅKON
nähert sich Skule und spricht leise.
Herzog, ich will nicht forschen, was für heimliche Pläne Ihr mit dem Bischof geschmiedet habt, eh’ er starb; – aber von morgen an müßt Ihr Eure Macht und Würde in meine Hände zurückgeben; jetzt seh’ ich deutlich, – wir beide können nicht denselben Weg zusammen gehen. 
HERTUG SKULE
(ser åndsfraværende på ham).
Gå frem sammen –? 
HERZOG SKULE
blickt ihn wie geistesabwesend an.
Denselben Weg zusammen gehen –? 
HÅKON.
Imorgen holder jeg thing i kongsgården; der må alt blive grejdt mellem os.
(Går ud til højre.)  
HÅKON.
Morgen halt’ ich Thing im Königsschloß; dort muß alles zwischen uns ins Reine kommen.
Ab nach rechts. 
HERTUG SKULE.
Bispen død og brevet brændt! Et liv fuldt af tvivl og kamp og rædsel! O, kunde jeg bede! – Nej, – handle må jeg; – ikveld må skridtet gøres helt ud! (til Viljam:) Hvor gik kongen? 
HERZOG SKULE.
Der Bischof tot und der Brief verbrannt! Ein Leben voller Zweifel und Kampf und Grauen! O, könnt’ ich beten! – Nein, – handeln muß ich. Heut abend noch muß der entscheidende Schritt geschehen! Zu Viljam. Wohin ging der König? 
SIRA VILJAM
(forskrækket).
Krist fri mig, – hvad vil I ham? 
SIRA VILJAM
erschrocken.
Christ steh’ mir bei, – was wollt Ihr von ihm? 
HERTUG SKULE.
Tror I kanske jeg agter at dræbe ham inat?
(Går ud til højre.)  
HERZOG SKULE.
Glaubt Ihr vielleicht, ich will ihn morden in dieser Nacht?
Rechts ab. 
SIRA VILJAM
(ser hovedrystende efter ham, medens husfolkene bære liget ud til venstre).
Bispen sagde: syv bønner til; – jeg mener det er tryggest, at vi læser fjorten.
(Følger efter de øvrige.)



 
SIRA VILJAM
sieht ihm kopfschüttelnd nach, während Diener die Leiche links hinaustragen.
Noch sieben Gebete, sagte der Bischof – ich denke, das sicherste ist, wir lesen vierzehn.
Folgt den übrigen.



 
En stue i kongsgården.
 
(I baggrunden er indgangsdøren; på hver af sidevæggene mindre døre; forrest på højre side et vindu. En lampe brænder under taget. Tæt ved døren til venstre står en bænk, og længere tilbage en vugge, hvori kongsbarnet sover; Margrete sidder knælende hos barnet.)  
Eine Stube im Königsschloß.
 
Im Hintergrund ist die Eingangstür; kleinere Türen an den beiden Seitenwänden; vorn an der rechten Seite ein Fenster. An der Decke hängt eine brennende Lampe. Dicht neben der Tür zur Linken steht eine Bank, weiter zurück eine Wiege, worin das Königskind schläft; Margrete kniet neben dem Kinde. 
MARGRETE
(vugger og synger):
Nu løftes laft og lofte
til stjernehvælven blå;
nu flyver lille Håkon
med drømmevinger på.

Der er en stige stillet
fra jord til himlen op;
nu stiger lille Håkon
med englene til top.

Guds engle små, de våger
for vuggebarnets fred;
Gud sign’ dig, lille Håkon,
din moder våger med.
(Kort ophold. Hertug Skule kommer ind fra baggrunden.)  
MARGRETE
wiegt und singt.
Nun schweben Dach und Decke
Zum Sternendom hinauf;
Nun schwingt der kleine Håkon
Ins Träumereich sich auf.
Es raget eine Leiter
Von Erden himmelan;
Die steigt der kleine Håkon
Mit Engeln nun hinan.
Das Wiegenkindlein hüten
Die Engel Gottes sacht;
Gott schütz’ Dich, kleiner Håkon, –
Auch Deine Mutter wacht.
Kurze Pause. HERZOG SKULE tritt ein durch die Mitte. 
MARGRETE
(farer op med et glædesskrig og iler ham imøde).
Min fader! – O, hvor jeg har sukket og længtet efter dette møde! 
MARGRETE
springt mit einem Freudenschrei auf und eilt ihm entgegen.
Mein Vater! – O, wie hab’ ich geseufzt und mich gesehnt nach dieser Begegnung! 
HERTUG SKULE.
Guds fred med dig, Margrete! Hvor er kongen? 
HERZOG SKULE.
Gottes Frieden mit Dir, Margrete! Wo ist der König? 
MARGRETE.
Hos bisp Nikolas. 
MARGRETE.
Beim Bischof Nikolas. 
HERTUG SKULE.
Hm, – ja, så må han snart være her. 
HERZOG SKULE.
Hm, – ja, dann muß er bald hier sein. 
MARGRETE.
Og vil I tales ved og forliges, blive venner igen, som i gamle dage? 
MARGRETE.
Und Ihr wollt miteinander reden und Euch vergleichen, – wieder Freunde werden, wie in alten Tagen? 
HERTUG SKULE.
Det vilde jeg gerne. 
HERZOG SKULE.
Das wollt’ ich gern. 
MARGRETE.
Håkon vil det også gerne; og jeg beder hver dag til Gud, at det må ske. O, men kom her og se –
(griber hans hånd og fører ham hen til vuggen.)  
MARGRETE.
Håkon will es auch gern; und ich bete jeden Tag zu Gott, daß es geschehen möge. O, aber komm her und sieh –
Sie ergreift seine Hand und führt ihn an die Wiege. 
HERTUG SKULE.
Dit barn! 
HERZOG SKULE.
Dein Kind? 
MARGRETE.
Ja, det dejlige barn er mit; – er det ikke forunderligt? Han heder Håkon, ligesom kongen! Se her, hans øjne – nej, du kan ikke se dem nu han sover, – men han har store blå øjne; og så kan han le og række hænderne ud og gribe efter mig, – og han kender mig allerede!
(Lægger vuggeklæderne omhyggeligt tilrette.)  
MARGRETE.
Ja, das liebe Kind ist mein; – ist das nicht wunderbar ? Er heißt Håkon, wie der König! Sieh nur, seine Augen – nein, Du kannst sie jetzt nicht sehen, – er schläft; – aber er hat große blaue Augen; und er kann auch lachen und die Hände ausstrecken und nach mir haschen, – und er kennt mich schon!
Sie legt die Wiegendecken sorgfältig zurecht. 
HERTUG SKULE.
Håkon får sønner, spåde bispen. 
HERZOG SKULE.
Håkon bekommt Söhne, weissagte der Bischof. 
MARGRETE.
Dette lille barn er mig tusende gange kærere end land og rige, – og slig er det for Håkon også. – Nej, det er ligesom jeg ikke rigtig kan tro på lykken; jeg har vuggen stående foran min seng; hver nat, når jeg vågner, ser jeg efter, om den er der, – jeg er ligesom ræd for at det skal være en drøm – 
MARGRETE.
Dies Kindlein ist mir tausendmal lieber als Land und Reich, – und auch Håkon geht es so. – Nein, mir ist, als könnt’ ich immer noch nicht recht an das Glück glauben; ich habe die Wiege vor meinem Bette stehen; jede Nacht, wenn ich aufwache, seh’ ich nach, ob sie noch da ist, – ich fürchte schier, es möchte ein Traum sein – 
HERTUG SKULE
(lytter og går til vinduet).
Er det ikke kongen –? 
HERZOG SKULE
lauscht und tritt ans Fenster.
Ist das nicht der König –? 
MARGRETE.
Jo; han går op den anden trappe; jeg vil hente ham! (Fatter faderens hånd og fører ham spøgende hen til vuggen igen.) Hertug Skule! Stå vagt hos kongsbarnet imens, – ja, for han er kongsbarn tillige – det husker jeg aldrig på! Og vågner han, så bøj dig dybt og hils ham, som konger skal hilses! Nu henter jeg Håkon; o Gud, Gud! nu skal der da endelig komme lys og fred over ætten!
(Går ud til højre.)  
MARGRETE.
Ja, er geht die andere Treppe hinauf; ich will ihn holen. Sie ergreift die Hand des Vaters und führt ihn scherzend wieder zur Wiege. Herzog Skule! Stellt unterdessen Wache beim Königskinde, – ja, denn er ist auch ein Königskind – das vergess’ ich immer wieder! Und wenn er erwacht, so verneige Dich tief und grüss’ ihn, wie man Könige grüßen soll! Jetzt hol’ ich Håkon. O Gott, Gott! so soll nun endlich Freude und Frieden dem Geschlecht beschieden sein!
Ab nach rechts. 
HERTUG SKULE
(efter en kort og mørk taushed).
Håkon har en søn. Hans æt skal leve efter ham. Dør han, så er der et kongs-emne, som står tronen nærmere end alle andre. Alt trives for Håkon. Kanhænde han er den urette; men hans tro på sig selv står fast som før; bispen vilde rygget den, men fik ikke tid for døden, ikke lov for Gud. Gud skærmer Håkon, han fik beholde styrkebeltet. Nu at sige ham det? Nu at sværge på bispens udsagn? Hvad vilde det nytte? Ingen vilde tro mig, hverken Håkon eller de andre. Bispen vilde han troet i dødstimen; tvivlen vilde have forgiftet ham; men det måtte ikke ske. Og så uryggelig som trygheden sidder hos Håkon, så uryggelig sidder tvivlen hos mig; hvilket menneske på jorden kan luge den væk? Ingen, ingen. Jernbyrd er båren, Gud har talt, og endda kan Håkon være den urette, mens jeg forspilder mit liv. (Sætter sig grublende ned ved et bord på højre side.)  
Og om jeg nu vandt land og rige, vilde så ikke tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og tære og hule mig ud med sine evige isdryp? – Jo, jo; men det er bedre at sidde deroppe på kongssædet og tvivle på sig selv, end at stå nede i flokken og tvivle pa ham, som sidder deroppe. – Det må ende mellem mig og Håkon! Ende? Men hvorledes? (rejser sig.) Almægtige, du, som har stelt det slig for mig, du må tage skylden for det, som følger efter! (går frem og tilbage, standser og tænker efter.) Det gælder at bryde alle broer af, beholde én igen, og sejre eller falde der, – sagde bispen ved kongsbrylluppet i Bergen; det er nu på tredje året siden, og i al den tid har jeg spildt og splittet mine kræfter ved at værge for alle broerne. – (raskt.) Nu må jeg følge bispens råd; nu eller aldrig! Vi er begge her i Oslo; jeg er mandstærkere end Håkon dennegang; hvorfor da ikke nytte overtaget, – det er så sjelden på min side. (vaklende.) Men nu inat – straks –? Nej, nej! Ikke inat! – Ha, ha, ha, – der er det igen, overlægget – ustøheden! Håkon kender ikke til sligt; han går bent frem, han, og så sejrer han! (Gør nogle skridt bortover gulvet og standser pludselig ved vuggen.)   Kongsbarnet! – Hvor fager en pande. Han drømmer. (Breder teppet bedre over og ser længe på barnet.) En slig, som du, kan berge meget i en mands sjæl. Jeg har ingen søn. (Bøjer sig ned over vuggen.) Han ligner Håkon. – (Viger med engang tilbage.) Kongsbarnet, sagde dronningen! Bøj dig dybt og hils ham, som konger skal hilses! Dør Håkon før jeg, så løftes dette barn på kongsstolen; og jeg – jeg skal stå nedenfor og bøje mig dybt og hilse ham som konge! (i stigende oprør.) Dette barn, Håkons søn, skal sidde deroppe på det sæde, som jeg, kanhænde, er nærmere til, – og jeg skal stå for hans fodskammel, med hvide hår, krøget af ælde, se al min livsgerning ligge ugjort, – dø uden at have været konge! – Jeg er mandstærkere end Håkon, – der blæser en storm ikveld, vinden står udefter fjorden –! Om jeg tog kongsbarnet? Trønderne kan jeg lide på. – Hvad turde vel Håkon vove, når hans barn var i min magt! Mine mænd vil følge mig, vil slå for mig og sejre. Jeg får lønne dem kongeligt, så gør de det. – Lad ske! Skridtet ud; sluget over for første gang! – Kunde jeg se, om du har Sverres øjne – eller Håkon Sverressøns –! Han sover. Jeg kan ikke se det. (Ophold.) Søvn er værn. Sov med fred, du lille kongs-emne! (Går over til bordet.) Håkon skal dømme; engang til vil jeg tale med ham. 
HERZOG SKULE
nach kurzem und düsterem Schweigen.
Håkon hat einen Sohn. Sein Geschlecht wird fortleben nach ihm. Stirbt er, so ist ein Anwärter da, der dem Throne näher steht als alle anderen. Alles glückt Håkon. Vielleicht ist er der unrechte; aber sein Glaube an sich selbst steht fest nach wie vor; der Bischof wollte ihn erschüttern, aber der Tod ließ ihm keine Zeit, Gott gab es nicht zu. Gott schirmt Håkon, – er ließ ihm den Stärkegürtel. Es ihm jetzt sagen? Jetzt schwören auf des Bischofs Aussage? Was würd’, es nützen? Keiner würde mir glauben, nicht Håkon, nicht die andern. Dem Bischof hätte er in der Sterbestunde geglaubt; der Zweifel hätte ihn vergiftet; aber es sollte nicht sein. Und so unerschütterlich wie die Zuversicht bei Håkon ist, so unerschütterlich ist bei mir der Zweifel. Welcher Mensch auf Erden vermöchte ihn auszujäten? Keiner, keiner. Die Eisenprobe ward bestanden, Gott hat gesprochen, und dennoch kann Håkon der unrechte sein, während ich mein Leben verspiele. Er setzt sich finster brütend an einen Tisch zur Rechten.  
Und wenn ich nun Land und Reich gewänne, würde dann nicht der Zweifel dennoch dableiben und nagen und bohren und mich aushöhlen mit seinen ewigen Eistropfen? – Ja, ja; aber es ist besser, auf dem Königssitze oben zu sitzen und an sich selbst zu zweifeln, als unten in der Menge zu stehen und an dem zu zweifeln, der oben sitzt. – Es muß ein Ende haben zwischen mir und Håkon – Ein Ende? Aber wie? Steht auf. Du Allmächtiger, der das über mich verhängt hat, Du mußt die Schuld auf Dich nehmen für das, was daraus folgt! Er geht auf und ab, bleibt stehen und sinnt. Es gilt alle Brücken abzubrechen, nur eine zu behalten und da zu siegen oder zu fallen, – sagte der Bischof auf der Königshochzeit in Bergen, das ist nun an die drei Jahre her, und in all der Zeit hab’ ich meine Kräfte vergeudet und zersplittert, indem ich alle Brücken verteidigte. – Rasch. Jetzt muß ich dem Rat des Bischofs folgen; jetzt oder nie! Wir sind beide hier in Oslo; ich bin diesmal an Mannen stärker als Håkon; warum also nicht das Übergewicht ausnutzen – es ist so selten auf meiner Seite. Schwankend. Aber diese Nacht – sofort –? Nein, nein! Nicht diese Nacht! – Ha, ha, ha, – da ist sie wieder, die Überlegung, – die Unschlüssigkeit! Håkon kennt so etwas nicht! Der geht gerade drauf los, und so siegt er! Geht einige Schritte durch die Stube und bleibt plötzlich vor der Wiege stehen.   Das Königskind! – Welch eine Schöne Stirn! Er träumt. Deckt das Kind besser zu und schaut es lange an. So einer wie Du kann in einer Mannesseele vieles aufrecht erhalten. Ich habe keinen Sohn. Beugt sich über die Wiege. Er sieht Håkon ähnlich. – Fährt mit einem Mal zurück. Das Königskind, sagte die Königin! Verneige Dich tief und grüss’ ihn, wie man Könige grüßen soll! Stirbt Håkon vor mir, so wird dies Kind auf den Königssitz erhoben; und ich – ich soll unten stehen und mich tief verneigen und es als König grüßen! Mit wachsender Erregung. Dieses Kind, Håkons Sohn, soll oben auf dem Königsstuhl sitzen, auf den ich–vielleicht–ein größeres Anrecht habe, – und ich soll vor dem Schemel seiner Füße stehen, mit weißem Haar, gebeugt von Alter, soll mein ganzes Lebenswerk ungetan sehen, – sterben, ohne König gewesen zu sein! Ich bin an Mannen stärker als Håkon, – es bläst ein Sturm heut nacht, der Wind geht fjordwärts –. Wenn ich das Königskind entführte? Auf die Trondhjemer kann ich mich verlassen. – Was dürfte Håkon wohl wagen, wenn sein Kind in meiner Macht wäre! Meine Mannen werden mir folgen, werden für mich kämpfen und siegen. Ich will sie königlich belohnen, dann tun sie’s. – Wohlan! Vorwärts denn! Hinweg über die Kluft – zum ersten Mal! –– Könnt’ ich doch sehen, ob Du Sverres Augen hast – oder die Augen von Håkon Sverresson –! Er schläft. Ich kann es nicht sehen. Pause. Der Schlaf ist eine Waffe. Schlaf in Frieden, Du kleiner Königserbe! Er geht zum Tische hinüber. Håkon soll entscheiden; einmal noch will ich mit ihm reden. 
MARGRETE
(kommer med kongen fra stuen på højre side).
Bispen død! O, tro mig, al ufred dør med ham. 
MARGRETE
tritt mit dem König von der rechten Seite ein.
Der Bischof tot! O, glaube mir, aller Unfriede stirbt mit ihm. 
HÅKON.
Gå tilsengs, Margrete; du kan være træt efter rejsen. 
HÅKON.
Geh zu Bett, Margrete – Du wirst müde sein von der Reise. 
MARGRETE.
Ja, ja! (til hertugen:) Fader, vær mild og føjelig, – Håkon har lovet at være det! Tusende godnat, beggeto!
(Giver et vink i døren til venstre og går; et par piger flytter vuggen ind.)  
MARGRETE.
Ja, ja! Zum Herzog. Vater, sei sanft und willfährig, – Håkon hat mir versprochen, es auch zu sein! Tausendmal Gutnacht Euch beiden!
Sie begibt sich an die Tür zur Linken, winkt und geht ab; ein paar Mägde tragen die Wiege hinein. 
HERTUG SKULE.
Kong Håkon, vi må ikke skilles som uvenner dennegang. Alt ondt vil følge på; der vil komme en rædselens tid over landet. 
HERZOG SKULE.
König Håkon, wir dürfen diesmal nicht als Widersacher scheiden. Alles Böse würde daraus entspringen; eine Zeit des Schreckens würde über das Land kommen. 
HÅKON.
Det har landet været vant til gennem slægter nu; men I ser, Gud er med mig; hver fiende falder, som står mig imod. Der gives ikke Bagler, ikke Slittunger, ikke Ribbunger mere; Jon Jarl er dræbt, Guthorm Ingessøn er død, Sigurd Ribbung ligeså, – alle krav, som kom frem på rigsmødet i Bergen, har vist sig magtesløse, – hvem skulde så rædselens tid komme fra nu? 
HÅKON.
Daran ist das Land jetzt Geschlechter hindurch gewöhnt gewesen. Aber Ihr sehet, Gott ist mit mir; jeder Feind fällt, der mir in den Weg tritt. Es gibt nicht Bagler, nicht Slittunger, nicht Ribbunger mehr; der Jarl Jon liegt erschlagen, Guthorm Ingesson ist tot, Sigurd Ribbung ebenso, – alle Ansprüche, die auf der Reichsversammlung zu Bergen geltend gemacht wurden, haben sich als kraftlos erwiesen, – durch wen sollte die Schreckenszeit jetzt also kommen? 
HERTUG SKULE.
Håkon, jeg er ræd, den kunde komme fra mig! 
HERZOG SKULE.
Håkon, ich fürchte, sie könnte durch mich kommen! 
HÅKON.
Da jeg blev konge, gav jeg eder tredjedelen af riget – 
HÅKON.
Als ich König wurde, gab ich Euch den dritten Teil des Reiches – 
HERTUG SKULE.
I beholdt selv to tredjedele! 
HERZOG SKULE.
Ihr selbst habt zwei Dritteile behalten! 
HÅKON.
Altid tørstede I efter mere; jeg øgede eders del; nu sidder I inde med det halve rige. 
HÅKON.
Immer dürstetet Ihr nach mehr; ich vergrößerte Euren Teil – jetzt ist das halbe Reich Euer. 
HERTUG SKULE.
Der mangler ti skibreder. 
HERZOG SKULE.
Es fehlen zehn Ankerplätze noch. 
HÅKON.
Jeg gjorde eder til hertug; det har ingen mand været i Norge før! 
HÅKON.
Ich machte Euch zum Herzog; das ist kein Mann bisher in Norwegen gewesen! 
HERTUG SKULE.
Men I er konge! Der må ingen konge være over mig! Jeg er ikke skabt til at tjene eder; jeg må styre og råde selv! 
HERZOG SKULE.
Aber Ihr seid König! Es darf kein König über mir sein! Ich bin nicht dazu geschaffen, Euch zu dienen; ich muß selbst herrschen und befehlen! 
HÅKON
(ser et øjeblik på ham og siger koldt):
Himlen skærme eders forstand, herre. Godnat!
(vil gå.)  
HÅKON
schaut ihn einen Augenblick an und sagt kalt: Der Himmel schütze Euren Verstand, Herr! Gute Nacht! Will gehen. 
HERTUG SKULE
(træder ivejen for ham).
I slipper ikke fra mig på slig vis! Vogt jer, eller jeg siger mig løs fra eder; I kan ikke blive ved at være min overherre længer; vi to må dele! 
HERZOG SKULE
vertritt ihm den Weg. So entkommt Ihr mir nicht! Hütet Euch, oder ich sage mich von Euch los. Ihr könnt nicht länger mein Obherr sein; wir zwei müssen teilen! 
HÅKON.
Det vover I at sige mig! 
HÅKON.
Das wagt Ihr mir zu sagen! 
HERTUG SKULE.
Jeg er kommen mandstærkere til Oslo end I, Håkon Håkonssøn. 
HERZOG SKULE.
Ich bin an Mannen stärker nach Oslo gekommen als Ihr, Håkon Håkonsson. 
HÅKON.
Kanhænde det er eders agt – 
HÅKON.
Ist’s vielleicht Eure Absicht – ? 
HERTUG SKULE.
Hør mig! Husk bispens ord! Lad os dele; giv mig de ti skibreder til; lad mig tage min del som frit kongedømme, uden skat og udredsler til jer. Norge har været delt i to riger før; – vi vil holde usvigelig sammen – 
HERZOG SKULE.
Hört mich! Denkt an des Bischofs Worte! Laßt uns teilen! Gebt mir noch die zehn Ankerplätze; laßt mich meinen Anteil als freies Königtum besitzen, ohne daß ich Euch Zins und Gefälle zu entrichten hätte. Norwegen ist früher schon in zwei Reiche geteilt gewesen – wir wollen unverbrüchlich zusammenhalten – 
HÅKON.
Hertug, I må være sjælesyg, at I kan kræve sligt! 
HÅKON.
Herzog, Ihr müßt krank an der Seele sein, daß Ihr solches fordern könnt! 
HERTUG SKULE.
Ja, jeg er sjælesyg, og der er ingen helsebod for mig på anden vej. Vi to må være ligemænd; der må ingen være over mig! 
HERZOG SKULE.
Ja, meine Seele ist krank, und auf anderem Wege gibt es keine Heilung für mich. Wir beide müssen einander gleichgestellt sein; es darf keiner über mir stehen! 
HÅKON.
Hver træløs holme er en sten i den bygning, som Harald Hårfager og den hellige kong Olaf rejste; og I vil, at jeg skal bryde fra hinanden, hvad de har føjet sammen? Aldrig! 
HÅKON.
Jede baumlose Insel ist ein Stein in dem Bau, den Harald Hårfager und der heilige König Olaf errichtet haben; und Ihr wollt, ich soll auseinanderreißen, was sie zusammengefügt haben? Niemals! 
HERTUG SKULE.
Nu, så lad os skiftes til om magten; lad os råde tre år hver! I har rådet længe; nu er min tid kommen. Drag af landet i tre år; – jeg vil være konge imens; jeg vil jævne vejen for jer til I vender hjem, styre og lede alt til det bedste; – det tærer og sløver at sidde stadig på vagt. Håkon, hører I, – tre år hver; lad os byttes til om kronen! 
HERZOG SKULE.
Nun, so wollen wir uns ablösen in der Herrschaft. Laßt jeden von uns drei Jahre regieren! Ihr habt lange regiert – jetzt ist meine Zeit gekommen. Geht drei Jahre außer Landes; – ich will indessen König sein; ich will Euch den Weg ebnen, bis Ihr heimkehrt, will alles aufs beste verwalten und lenken; – es zehrt und stumpft ab, beständig auf der Wacht zu stehen. Håkon, hört Ihr, – drei Jahre jeder! Laßt uns abwechselnd die Krone tragen! 
HÅKON.
Tror I, at min krone vil passe om eders tindinger? 
HÅKON.
Glaubt Ihr, daß meine Krone Euch um die Schläfen passen wird? 
HERTUG SKULE.
Ingen krone er for vid for mig! 
HERZOG SKULE.
Keine Krone ist zu weit für mich! 
HÅKON.
Der skal Guds ret og Guds kald til at bære kronen. 
HÅKON.
Es gehört göttliches Recht und göttlicher Beruf dazu, die Krone zu tragen. 
HERTUG SKULE.
Og I tror så visst, at I har Guds ret? 
HERZOG SKULE.
Und seid Ihr dessen so sicher, daß Ihr ein göttliches Recht habt? 
HÅKON.
Det har jeg Guds dom for. 
HÅKON.
Dafür hab’ ich das Urteil Gottes. 
HERTUG SKULE.
Stol ikke så trygt på den. Havde bispen fået tale, – dog, nu vilde det være forgæves; I vilde ikke tro mig. Ja visselig har I mægtige forbundsfæller deroppe; men jeg trodser alligevel! – I vil ikke skiftes til om kongsmagten? Ja, ja – så får vi vælge den sidste udvej; – Håkon, lad os to kæmpe mod hinanden, mand mod mand, med tunge våben, på liv og død! 
HERZOG SKULE.
Bauet nicht so fest darauf. Hätte der Bischof reden können, – doch, nun wär’ es vergebens; Ihr würdet mir nicht glauben. Ja, gewiß habt Ihr mächtige Bundesgenossen dort oben; aber ich trotze dennoch! – Ihr wollt nicht mit mir abwechseln in der Königsgewalt? Ja, ja, – dann bleibt uns nur ein Ausweg noch offen: – Håkon laßt uns beide miteinander kämpfen, Mann gegen Mann, mit schweren Waffen, auf Leben und Tod! 
HÅKON.
Taler I alvor, herre? 
HÅKON.
Sprecht Ihr im Ernst, Herr? 
HERTUG SKULE.
Jeg taler for min livsgerning og for min sjæls frelse! 
HERZOG SKULE.
Ich spreche für mein Lebenswerk und für mein Seelenheil. 
HÅKON.
Da er der lidet håb om frelse for eders sjæl. 
HÅKON.
Dann ist wenig Hoffnung für Euer Seelenheil. 
HERTUG SKULE.
I vil ikke kæmpe med mig? I skal, I skal! 
HERZOG SKULE.
Ihr wollt nicht mit mir kämpfen ? Ihr sollt, Ihr sollt! 
HÅKON.
Forblindede mand! Jeg kan ikke andet end ynke eder. I tror det er herrens kald, som driver eder op på kongssædet, I ser ikke, at det kun er hovmod. Hvad er det, som lokker jer! Kongsringen, kåben med purpurbræm, retten til at sidde bænket tre trin over gulvet; – usselt, usselt, – var det at være konge, da kastede jeg kongedømmet i eders hat, som jeg kaster en skærv til en tigger. 
HÅKON.
Verblendeter Mann! Ich kann Euch nur bedauern. Ihr wähnt, es sei die Stimme des Herrn, die Euch zum Königssitze emportreibt, – Ihr seht nicht, daß es eitel Hoffart ist. Was lockt Euch denn! Der Königsreif, der purpurverbrämte Mantel, das Recht, drei Stufen über dem Boden erhöht zu sitzen. – O jämmerlich, jämmerlich! – Bestände darin das Königtum, ich würf` es Euch hin, wie man einem Bettler ein Almosen hinwirft. 
HERTUG SKULE.
I har kendt mig fra I var barn, og dømmer mig slig! 
HERZOG SKULE.
Ihr habt mich gekannt von Eurer Kindheit an und beurteilt mich so! 
HÅKON.
I har alle sindets ypperlige gaver, kløgt og mod, I er skabt til at stå kongen nærmest, men ikke til at være konge selv. 
HÅKON.
Ihr habt alle trefflichen Geistesgaben, Klugheit und Mut, Ihr seid dazu geschaffen, nächst dem König zu stehen, aber nicht, selber König zu sein. 
HERTUG SKULE.
Det vil vi prøve nu! 
HERZOG SKULE.
Das wollen wir jetzt erproben! 
HÅKON.
Nævn mig et eneste kongsværk, I har øvet, i alle de år I styrede riget for mig! Var Baglerne eller Ribbungerne nogentid mægtigere end da? I var den modne mand, men landet hærgedes af oprørske flokke; – fik I bugt med en eneste? Jeg var ung og uerfaren, da jeg tog rigsstyret, – se på mig – alt faldt tilfode, da jeg blev konge; der er ingen Bagler, ingen Ribbunger mere! 
HÅKON.
Nennt mir ein einziges Königswerk, das Ihr vollbracht habt in all den Jahren, da Ihr das Reich für mich lenktet! Waren die Bagler oder Ribbunger je mächtiger als damals? Ihr wart der reife Mann, aber das Land wurde von aufrührerischen Horden verheert; – habt Ihr eine einzige niedergeworfen? Ich war jung und unerfahren, als ich das Steuer des Reichs ergriff, –seht her – alles fiel mir zu Füßen, als ich König wurde – es gibt keine Bagler, keine Ribbunger mehr! 
HERTUG SKULE.
Det skulde I mindst prale med; thi der er faren størst. Flok må stå mod flok, krav mod krav, landsdel mod landsdel, hvis kongen skal være den mægtige. Hver bygd, hver æt, må enten trænge til ham eller frygte ham. Rydder I al ufred ud, så har I med det samme taget magten fra eder selv. 
HERZOG SKULE.
Damit solltet Ihr am wenigsten prahlen; denn darin liegt die größte Gefahr: Gefolgschaft muß gegen Gefolgschaft stehen, Anspruch gegen Anspruch, Landesteil gegen Landesteil, wenn der König der Mächtige sein soll. Jedes Dorf, jedes Geschlecht muß entweder seiner bedürfen oder ihn fürchten. Rottet Ihr allen Unfrieden aus, so habt Ihr damit zugleich Euch selbst der Macht beraubt. 
HÅKON.
Og I vil være konge, – I, som dømmer slig? I kunde blevet en dugelig høvding på Erling Skakkes tider; men tiden er vokset fra jer og I skønner den ikke. Ser I da ikke, at Norges rige, således som Harald og Olaf rejste det, kun er at ligne med en kirke, som ikke har fået vigselen endnu? Væggene højner sig med stærke støtter, loftshvælven spænder sig vidt over, spiret peger opad, lig gran i skogen; men livet, det bankende hjerte, den friske blodflom går ikke gennem værket; Guds levende ånde er ikke indblæst det; det har ikke fået vigselen. – Jeg vil bringe vigselen! Norge var et rige, det skal blive et folk. Trønder stod mod Vikværing, Agdeværing mod Hørdalænding, Hålogalænding mod Sogndøl; alle skal være ét herefter, og alle skal vide med sig selv og skønne at de er ét! Det er hvervet, som Gud har lagt på mine skuldre; det er gerningen, som skal gøres af Norges konge nu. Den gerning, hertug, den tænker jeg I lader ligge, thi sandelig, I årker den ikke! 
HÅKON.
Und Ihr wollt König sein, – Ihr, der so gesonnen ist? Ihr wäret ein tauglicher Häuptling geworden zu Erling Skakkes Zeiten; aber die Zeit ist Euch über den Kopf gewachsen, und Ihr versteht sie nicht. Seht Ihr denn nicht, daß das Reich Norwegen, so wie Harald und Olaf es errichtet haben, nur mit einer Kirche zu vergleichen ist, der noch die Weihe fehlt? Die Mauern erheben sich mit starken Pfeilern, die Dachkuppel wölbt sich weit darüber, der Turm weist himmelan, wie Tannen im Walde; aber das Leben, das pochende Herz, der frische Blutstrom geht nicht durch das Werk; Gottes lebendiger Odem ist ihm nicht eingehaucht: es hat nicht die Weihe empfangen – Ich will ihm die Weihe bringen! Norwegen war ein Reich, es soll ein Volk werden. Der Trondhjemer stand in Waffen wider den Vikväringer, der Agdeväringer wider den Hördaländer, der Hålogaländer wider den Sogndöller – sie alle sollen hinfort Eins sein, und alle sollen’s wissen bei sich selber und fühlen, daß sie Eins sind! Das ist die Aufgabe, die Gott auf meine Schultern gelegt hat; das ist das Werk, das Norwegens König jetzt vollbringen muß. Das Werk, Herzog, das lasset Ihr, denk’ ich, einem andern – denn wahrlich, dazu habt Ihr nicht die Eignung! 
HERTUG SKULE
(slagen).
Samle –? Samle til ét Trønder og Vikværing, – alt Norge –? (vantro.) Det er ugørligt! Sligt melder aldrig Norges saga om før! 
HERZOG SKULE
vernichtet.
Sammeln –? Zu einem Volke sammeln den Trondhjemer und den Vikväringer, – ganz Norwegen –? Ungläubig. Das ist unausführbar! Nie zuvor hat Norwegens Saga dergleichen gemeldet! 
HÅKON.
For eder er det ugørligt; thi I kan kun gøre den gamle saga om igen; men for mig er det let, som det er let for falken at kløve skyerne. 
HÅKON.
Für Euch ist’s unausführbar – denn Ihr könnt einzig die alte Saga wiederholen – aber für mich ist’s leicht, wie es leicht für den Falken ist, die Wolken zu zerteilen. 
HERTUG SKULE
(i urolig bevægelse).
Samle alt folket, – vække det, så det kender sig at være ét! Hvor har I slig sælsom tanke fra? Den isner og ildner mig. (udbrydende:) I har den fra djævelen, Håkon; den skal aldrig sættes i værk, sålænge jeg har kræfter til at spænde stålhuen på mit hoved! 
HERZOG SKULE
in unruhiger Aufregung.
Alles Volk sammeln, – es erwecken, so daß es sich als Eins begreift! Woher habt Ihr solch seltsamen Gedanken? Er macht mir kalt und heiß. Leidenschaftlich. Ihr habt ihn vom Teufel, Håkon; nie soll er ins Werk gesetzt werden, solange ich noch die Kraft habe, mir den Stahlhelm aufs Haupt zu schnallen. 
HÅKON.
Jeg har tanken fra Gud og slipper den ikke, sålænge jeg bærer hellig Olafs kongsring om panden! 
HÅKON.
Ich hab’ den Gedanken von Gott, und ich geb’ ihn nicht auf, solange ich des heiligen Olaf Kronreif um die Stirn trage! 
HERTUG SKULE.
Så får hellig Olafs kongsring falde! 
HERZOG SKULE.
So soll des heiligen Olaf Kronreif fallen! 
HÅKON.
Hvem vil volde det? 
HÅKON.
Wer will das vollbringen? 
HERTUG SKULE.
Jeg, om ingen anden. 
HERZOG SKULE.
Ich, wenn kein anderer. 
HÅKON.
I, Skule, I bliver uskadelig på thinget imorgen. 
HÅKON.
Ihr, Skule, Ihr werdet morgen auf dem Thing unschädlich gemacht. 
HERTUG SKULE.
Håkon! Frist ikke Gud! Driv mig ikke ud på den yderste rand af stupet! 
HERZOG SKULE.
Håkon! Versuchet nicht Gott! Treibt mich nicht an den äußersten Rand des Abgrunds! 
HÅKON
(peger mod døren).
Gå, herre, – og lad det være glemt, at vi har talt med hvasse tunger ikveld. 
HÅKON
auf die Tür weisend.
Geht, Herr, – und laßt es vergessen sein, daß wir diesen Abend mit scharfen Zungen geredet haben. 
HERTUG SKULE
(ser et øjeblik stift på ham og siger):
Vi kommer til at tale med hvassere tunger næste gang.
(går ud i baggrunden.)  
HERZOG SKULE
sieht ihn einen Augenblick fest an und sagt:
Wir werden das nächste Mal mit schärferen Zungen reden.
Ab durch die Mitte. 
HÅKON
(efter et kort ophold):
Han truer! – Nej, nej; så vidt vil det ikke komme. Han må, han skal føje sig og falde mig tilfode; jeg trænger denne stærke arm, dette snilde hoved. – Når der findes mod og kløgt og styrke i dette land, så er det evner, som Gud har givet mændene til brug for mig; – det er for at tjene mig, at hertug Skule fik alle gode gaver; at trodse mig er at trodse himlen; det er min pligt at straffe hver den, som sætter sig op mod himlens vilje, – thi himlen har gjort så meget for mig. 
HÅKON
nach kurzer Pause.
Er droht! – Nein, nein; so weit wird es nicht kommen. Er muß, er soll sich beugen und mir zu Füßen fallen; ich bedarf dieses starken Armes, dieses klugen Kopfes. – Wenn sich Mut und Witz und Kraft in diesem Lande finden, so sind das Gaben, die Gott den Männern zu meinem Frommen verliehen hat – um mir zu dienen, empfing Herzog Skule alle guten Gaben; mir trotzen, heißt dem Himmel trotzen; es ist meine Pflicht, jedweden zu strafen, der sich dem Willen des Himmels widersetzt, – denn der Himmel hat so viel für mich getan. 
DAGFINN BONDE
(kommer fra baggrunden).
Herre, vær vagtsom inat; hertugen har visselig ondt isinde. 
DAGFINN
tritt durch die Mitte ein.
Herr, seid wachsam diese Nacht – der Herzog hat sicher Böses vor. 
HÅKON.
Hvad siger du? 
HÅKON.
Was sagst Du? 
DAGFINN BONDE.
Hvad han pønser på, véd jeg ikke; men at der er noget igære, er sikkert nok. 
DAGFINN.
Was er im Schilde führt, das weiß ich nicht; aber daß etwas im Werke ist, das ist wohl sicher. 
HÅKON.
Skulde han tænke på at overfalde os? Umuligt. umuligt! 
HÅKON.
Sollt’ er an einen Überfall denken? Unmöglich, unmöglich! 
DAGFINN BONDE.
Nej, det er noget andet. Hans skibe ligger klare til at sejle; der skal holdes thing ombord. 
DAGFINN.
Nein, es ist etwas anderes. Seine Schiffe liegen segelfertig zur Abfahrt; es soll Thing an Bord gehalten werden. 
HÅKON.
Du tager fejl –! Gå, Dagfinn, og bring mig sikkert bud. 
HÅKON.
Du irrst dich –! Geh, Dagfinn, und bringe mir sicheren Bescheid. 
DAGFINN BONDE.
Ja, ja; I kan lide på mig.
(går.)  
DAGFINN.
Ja, ja – Ihr könnt Euch auf mich verlassen.
Ab. 
HÅKON.
Nej, – det vilde være utænkeligt! Hertugen tør ikke rejse sig imod mig. Gud giver ham ikke lov til det, – Gud, som har gjort det så vidunderlig godt for mig hidtil. Nu må jeg have fred, nu skal jeg jo til at begynde! – Jeg har virket så lidet endnu; men jeg hører Herrens usvigelige røst råbe i mig: du skal fremme et stort kongsværk i Norge. 
HÅKON.
Nein, – das wäre undenkbar! Der Herzog darf sich nicht wider mich erheben. Gott wird ihm das verbieten, – Gott, der bisher alles so wundersam gut für mich gelenkt hat. Jetzt muß ich Frieden haben, jetzt soll ich ja eben beginnen! – Ich habe noch so wenig gewirkt; aber ich höre des Herrn untrügliche Stimme in mir rufen: Du sollst ein großes Königswerk in Norwegen vollbringen! 
GREGORIUS JONSSØN
(kommer fra baggrunden).
Min herre og konge! 
GREGORIUS JONSSON
tritt durch die Mitte ein.
Mein Herr und König! 
HÅKON.
Gregorius Jonssøn! Kommer I hid? 
HÅKON.
Gregorius Jonsson! Ihr kommt zu mir? 
GREGORIUS JONSSØN.
Jeg byder mig frem som eders håndgangne mand; så langt har jeg fulgt hertugen; nu tør jeg ikke følge ham længer, 
GREGORIUS JONSSON.
Ich biete mich Euch als eidverpflichteten Mann an; bis jetzt bin ich dem Herzog gefolgt; jetzt darf ich ihm nicht länger folgen. 
HÅKON.
Hvad er der hændt? 
HÅKON.
Was ist denn geschehen? 
GREGORIUS JONSSØN.
Det, som ingen mand vil tro, når rygtet bærer det ud over landet. 
GREGORIUS JONSSON.
Was niemand glauben wird, wenn das Gerücht es über das Land trägt. 
HÅKON.
Tal, tal! 
HÅKON.
Sprecht, sprecht! 
GREGORIUS JONSSØN.
Jeg ræddes for at høre lyden af mine egne ord; – vid da –
(griber ham om armen og hvisker.)  
GREGORIUS JONSSON.
Mir schaudert vor dem Klang meiner eigenen Worte; – so wißt denn –
Packt ihn am Arm und flüstert ihm etwas ins Ohr. 
HÅKON
(farer tilbage med et skrig).
Ha, I er fra sans og samling! 
HÅKON
fährt mit einem Schrei zurück.
Ha, Ihr seid von Sinnen! 
GREGORIUS JONSSØN.
Gud give jeg var det. 
GREGORIUS JONSSON.
Gäbe Gott, ich wär’s. 
HÅKON.
Uhørt! det kan ikke være så! 
HÅKON.
Unerhört! Nein, das kann nicht sein! 
GREGORIUS JONSSØN.
Ved Kristi dyre blod, det er så! 
GREGORIUS JONSSON.
Bei Christi teurem Blute, es ist so! 
HÅKON.
Gå, gå; lad blæse til hirdstævne; alle mine mænd skal samles.
(Gregorius Jonssøn går.)  
HÅKON.
Geht, geht! Laßt zum Aufmarsch blasen! All meine Mannen sollen sich zusammenscharen!
Gregorius Jonsson ab. 
HÅKON
(går nogle gange frem og tilbage, derpå nærmer han sig rask døren til Margretes kammer, banker på, vedbliver et par gange at gå op og ned, går atter til døren, banker og råber):
Margrete!
(vedbliver at gå frem og tilbage.)  
HÅKON
geht ein paarmal auf und ab, dann nähert er sich rasch der Tür von Margretens Kammer, klopft an, geht wieder mehrmals auf und ab, geht abermals an die Tür, klopft und ruft:
Margrete!
Er geht wieder hin und her. 
MARGRETE
(i døren, natklædt, med udslået hår; om skuldrene har hun en rød snørekåbe, som hun holder tæt sammen over brystet).
Håkon! Er det dig? 
MARGRETE
in der Tür, im Nachtkleid, mit aufgelöstem Haar; um die Schultern trägt sie eine rote Schnürjacke, die sie dicht über der Brust zusammenhält.
Håkon! Bist Du’s? 
HÅKON.
Ja, ja; du må komme herud. 
HÅKON.
Ja, ja – Du mußt herauskommen! 
MARGRETE.
O, men så må du ikke se på mig; jeg var alt gået tilsengs. 
MARGRETE.
Dann darfst Du mich aber nicht ansehen – ich war schon im Bett. 
HÅKON.
Andet har jeg nu at tænke på. 
HÅKON.
Ich habe jetzt an anderes zu denken. 
MARGRETE.
Hvad er der hændt? 
MARGRETE.
Was ist denn geschehen? 
HÅKON.
Giv mig et godt råd! Nys bragtes mig den værste af alle tidender. 
HÅKON.
Gib mir einen guten Rat! Eben wurde mir die schlimmste aller Botschaften überbracht. 
MARGRETE
(angst).
Hvilken tidende, Håkon? 
MARGRETE
ängstlich.
Was für eine Botschaft, Håkon? 
HÅKON.
At der er to konger i Norge nu. 
HÅKON.
Daß jetzt zwei Könige in Norwegen sind. 
MARGRETE.
To konger i Norge! – Håkon, hvor er min fader? 
MARGRETE.
Zwei Könige in Norwegen! – Håkon, wo ist mein Vater? 
HÅKON.
Han tog kongsnavn ombord; nu sejler han til Nidaros for at lade sig krone. 
HÅKON.
Er nahm an Bord den Königsnamen an; jetzt segelt er gen Nidaros, um sich krönen zu lassen. 
MARGRETE.
O, Gud, du almægtigste –!
(synker ned på bænken, bedækker ansigtet med sine hænder og græder.)  
MARGRETE.
O Du allmächtiger Gott –!
Sie sinkt auf die Bank, bedeckt ihr Gesicht mit den Händen und weint. 
HÅKON.
To konger i landet! 
HÅKON.
Zwei Könige im Lande! 
MARGRETE.
Min husbond den ene, – og min fader den anden! 
MARGRETE.
Mein Eheherr der eine, – und mein Vater der andere! 
HÅKON
(går uroligt frem og tilbage).
Giv mig et godt råd, Margrete! Skulde jeg gå over Oplandene, komme først til Trøndelagen og hindre kroningen? Nej, ugørligt; jeg har for ringe stridsmagt samlet; der nordpå er han mægtigere end jeg. – Giv mig råd; hvorledes skal jeg få hertugen dræbt, før han kommer til Nidaros? 
HÅKON
geht unruhig auf und nieder.
Gib mir einen guten Rat, Margrete! Soll ich durchs Oberland ziehen, zuerst in die Gegend von Trondhjem gehen und die Krönung verhindern? Nein – unmöglich; ich habe zu geringe Streitkräfte um mich; dort im Norden ist er mächtiger als ich. – Gib mir einen Rat; wie soll ich den Herzog verderben, eh’ er nach Nidaros kommt? 
MARGRETE
(bønligt, med foldede hænder).
Håkon, Håkon! 
MARGRETE
flehend, mit gefalteten Händen.
Håkon, Håkon! 
HÅKON.
Kan du ikke finde på et kløgtigt råd til at få hertugen dræbt, siger jeg! 
HÅKON.
Weißt Du keinen vernünftigen Rat, den Herzog zu verderben, frag’ ich! 
MARGRETE
(synker i smerte ned fra bænken og ligger knælende).
O, glemmer du da så rent, at han er min fader! 
MARGRETE
sinkt vor Schmerz von der Bank herab auf die Knie.
O, vergißt Du denn so ganz, daß er mein Vater ist! 
HÅKON.
Din fader –; ja, ja, det er sandt; det glemte jeg. (løfter hende op.) Sæt dig, Margrete; du får være trøstig; græd ikke; du har jo ingen skyld i dette. (går over mod vinduet.) Hertug Skule bliver mig værre end alle andre fiender! – Gud, Gud, – hvorfor slår du mig så hårdt, mig, som intet har forbrudt! (det banker i baggrunden; han farer sammen, lytter og råber:) Hvem banker derude så sent på kvelden? 
HÅKON.
Dein Vater –; ja, ja, das ist wahr; das hab’ ich vergessen. Er hebt sie auf. Setz’ Dich, Margrete; tröste Dich; weine nicht; Du trägst ja keine Schuld daran. Er tritt ans Fenster. Herzog Skule wird mir gefährlicher als alle anderen Feinde! – Gott, Gott, – warum schlägst Du mich so hart, mich, der nichts verbrochen hat! Es klopft an der Mitteltür; er fährt zusammen, horcht und ruft: Wer klopft draußen so spät am Abend? 
INGAS STEMME
(udenfor).
En som fryser, Håkon! 
INGAS STIMME
von draußen.
Eine, die da friert, Håkon! 
HÅKON
(med et skrig).
Min moder! 
HÅKON
mit einem Aufschrei.
Meine Mutter! 
MARGRETE
(springer op).
Inga! 
MARGRETE
springt empor.
Inga! 
HÅKON
(iler til døren og lukker op; Inga sidder på dørtrinet).
Min moder! Siddende som en hund udenfor sin søns dør! Og jeg spørger, hvi Gud slår mig! 
HÅKON
eilt an die Tür und schließt auf; Inga sitzt auf der Türschwelle.
Meine Mutter! Sitzt wie ein Hund vor ihres Sohnes Tür! Und ich frage, warum Gott mich schlägt! 
INGA
(strækker armene mod ham).
Håkon, mit barn! Velsignelse over dig! 
INGA
streckt die Arme ihm entgegen.
Håkon, mein Kind! Segen über Dich! 
HÅKON
(løfter hende op).
Kom – kom herind; her er lyst og varmt! 
HÅKON
richtet sie auf.
Komm, – komm herein. Hier ist’s hell und warm! 
INGA.
Må jeg komme ind til dig? 
INGA.
Darf
ich zu Dir hinein? 
HÅKON.
Vi skal aldrig skilles mere. 
HÅKON.
Wir werden uns nie mehr trennen. 
INGA.
Min søn – min konge, – o, hvor du er god og kærlig! Jeg stod i en krog og så dig, da du gik fra bispegården; du så så sorgfuld ud; jeg kunde ikke skilles fra dig på slig vis! 
INGA.
Mein Sohn – mein König, – o, wie gut und lieb Du bist! Ich stand in einem Winkel und sah Dich, als Du aus dem Bischofshofe kamst; Du sahst so sorgenvoll aus; ich konnte so nicht von Dir scheiden! 
HÅKON.
Gud være takket for det. Du var visselig den bedste, som kunde komme nu! Margrete, – min moder, – jeg har syndet svarligen; jeg har stængt mit hjerte for eder to, som er så rige på kærlighed. 
HÅKON.
Gott sei gedankt dafür. Du warst gewißlich die Beste, die jetzt kommen konnte! Margrete, – Mutter, – ich habe schwer gesündigt; ich habe mein Herz wider Euch beide verschlossen, die Ihr so reich an Liebe seid. 
MARGRETE
(kaster sig om hans hals).
O, Håkon, min elskede husbond; står jeg dig da nu nær? 
MARGRETE
fällt ihm um den Hals.
O, Håkon, mein geliebter Mann – bin ich denn nun Deinem Herzen nahe? 
HÅKON.
Ja, ja; det gør du; ikke for at give mig kloge råd, men for at lyse og skinne på min vej. Lad komme hvad der vil, jeg kender Herrens styrke i mig! 
HÅKON.
Ja, ja, das bist Du; nicht, um mir klugen Rat zu geben, sondern um meinen Pfad leuchtend zu erhellen. Komme was da wolle, – ich fühle die Stärke des Herrn in mir! 
DAGFINN BONDE
(kommer ilsomt fra baggrunden).
Herre, herre! Nu er det værste hændt! 
DAGFINN
kommt eilig durch die Mitte.
Herr, Herr! Nun ist das Schlimmste geschehen! 
HÅKON
(smiler tillidsfuldt, idet han trykker Margrete og Inga tæt op til sig).
Jeg véd det; men det har ingen nød, gamle Dagfinn! Er der end to konger i Norge, så er der kun én i himlen, – og han grejder det nok! 
HÅKON
lächelt zuversichtlich, indem er Margrete und Inga fest an sich drückt.
Ich weiß – aber es hat keine Not, alter Dagfinn! Sind auch zwei Könige in Norwegen, so ist doch nur einer im Himmel, – und der wird’s schon recht machen!
 
Teppet faller.



 
Der Vorhang fällt.



 
FJERDE AKT
(Stor hal i Oslo kongsgård. Kong Skule holder gilde med sin hird og sine høvdinger. I forgrunden til venstre står højsædet, hvor Skule sidder rigt klædt, med purpurkåbe og kongsring om hovedet. Natverdsbordet, hvorom gæsterne er bænkede, strækker sig fra højsædet op mod baggrunden. Ligeover for Skule sidder Pål Flida og Bård Bratte. Endel ringere gæster beværtes stående over på højre side. Det er sen aften; hallen er stærkt oplyst. Gildet lider mod slutten; mændene er meget lystige og tildels drukne; de drikker hverandre til, ler og taler i munden på hverandre.)  
Vierter Akt
Große Halle im Königshaus zu Oslo. KÖNIG SKULE bankettiert mit seinem Gefolge und seinen Häuptlingen. Im Vordergrunde links steht der Hochsitz, auf dem SKULE, reich gekleidet, im Purpurmantel und mit dem Kronreif ums Haupt sitzt. Die Abendtafel, an der die Gäste auf Bänken Platz genommen, erstreckt sich vom Hochsitz bis zum Hintergrunde. Skule gegenüber sitzen PAUL FLIDA und BÅRD BRATTE. Eine Anzahl geringerer Gäste wird drüben auf der rechten Seite stehend bewirtet. Es ist später Abend; die Halle ist sehr hell erleuchtet. Das Gelage nähert sich seinem Ende; die Mannen sind sehr lustig und zum Teil betrunken; sie trinken einander zu, lachen und schwatzen durcheinander. 
PÅL FLIDA
(rejser sig og slår til lyd).
Stille i hallen; Jatgejr skald vil sige sit kvad til ære for kong Skule. 
PAUL FLIDA
steht auf und gebietet Schweigen.
Ruhe in der Halle! Jatgejr der Skalde will singen und sagen zu König Skules Ehre. 
JATGEJR
(står frem midt på gulvet).
Hertug Skule blæste til Ørething
under messen i Nidaros by;
hertug Skule tog kongsnavn, mens klokkerne ringed,
og sværdslag på skjold gav gny.

Kong Skule skred over Dovreskard
med tusende svende på ski;
Gudbrandsdølerne græd for grid
og købte med sølv sig fri.

Kong Skule sørover Mjøsen foer, –
Oplændingen svor og snærred;
kong Skule foer gennem Raumarike
til Låka i Nannestad herred.

Det var den hellige faste-uge;
Birkebejnerhæren kom;
Knut jarl var høvding, – sværdene talte
og fældte i kongstrætten dom.

Det siges forvisst: siden Sverres dage
stod aldrig så hed en strid;
blommet, som blodige kæmpers lagen,
blev vidden, der før var hvid.

De satte på sprang, de Birkebejner, –
slang fra sig både biler og skjolde;
mange hundrede satte dog ikke på sprang,
for de lå og var isende kolde. –

Ingen véd, hvor kong Håkon færdes; –
kong Skule har byer og borge.
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge! 
JATGJER
tritt in die Mitte der Halle.
Herzog Skule ließ blasen zum Oerething,
Als in Nidaros Messe man sang;
Zum König sich kürt’ er bei Glockengeläut
Und bei klirrender Schwerter Klang.

König Skule schritt über die Dovrekluft,
Auf Schneeschuhn folgte sein Troß;
Die von Gulbrandstal, die bebten vor Schreck
Und kauften mit Silber sich los.

König Skule fuhr über den Mjösensee,
Die vom Oberland fluchten zumal;
König Skule fuhr über Raumarik
Gen Låka beim Nannestad-Tal.

Es war um die heilige Fastenzeit,
Der Birkbeiner Heer rückte aus;
Jarl Knut war ihr Häuptling, – es fällte das Schwert
Den Spruch in der Könige Strauß.

Nie wurde gekämpft, das ist mir gewiß,
Seit Sverres Tagen so heiß;
Von blutigen Rosen wurde gefärbt
Das Blachfeld, das ehedem weiß.

Die Birkbeiner, hei, die flohen in Hast, –
Fort warfen sie Speer’ und Schilde;
Doch viele Hunderte flohen nicht:
Denn die lagen erstarrt im Gefilde.

König Håkon verscholl; – König Skulen grüßt
Manche Burg, manche Stadtmauerkrone.
Heil, Heil Dir, Herre! Lang sitze Du groß
Auf Norwegs einigem Throne!! 
SKULES MÆND
(springer op under stormende jubel, løfter krusene og bægrene ivejret, slår på sine våben og gentager):
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge! 
SKULES MANNEN
springen unter stürmischem Jubel auf, schwingen die Becher und Krüge, schlagen an ihre Schwerter und wiederholen:
Heil, Heil Dir, Herre! Lang sitze Du groß
Auf Norwegs einigem Throne!! 
KONG SKULE.
Tak for kvadet, Jatgejr skald! Det er, som jeg bedst liker det; thi det priser mine mænd ligeså fuldt som mig selv. 
KÖNIG SKULE.
Dank für das Lied, Skalde! So hab’ ich das Lied am liebsten: preist es doch meine Mannen in eben dem Maße, wie mich selbst. 
JATGEJR.
Det er kongens ære, at hans mænd kan prises. 
JATGJER.
Es ist des Königs Ehre, daß man seine Mannen preisen kann. 
KONG SKULE.
Tag som skaldeløn denne armring, bliv hos mig og gå mig tilhånde; jeg vil have mange skalde om mig. 
KÖNIG SKULE.
Nimm als Skaldenlohn diesen Armring; bleib bei mir und halte Dich in meiner Nähe – ich will viele Skalden um mich haben. 
JATGEJR.
Det kan trænges, herre, ifald der skal gøres kvad om alle eders gerninger. 
JATGJER.
Das kann auch nötig sein, Herr, wenn, man alle Eure Taten singen soll. 
KONG SKULE.
Jeg vil være trefold gavmildere end Håkon; skaldskab skal agtes og lønnes som andet storværk, sålænge jeg er konge. Tag sæde; du hører nu til hirden; alt, hvad du trænger, skal frit gives dig. 
KÖNIG SKULE.
Ich will dreimal so freigebig wie Håkon sein; die Skaldenkunst soll geschätzt und belohnt werden wie andere Großtat, solang’ ich König bin. Nimm Platz, – Du gehörst jetzt zum Gefolge; alles dessen Du bedarfst, soll Dir frei verabfolgt werden. 
JATGEJR
(sætter sig).
Hvad jeg mest trænger, vil det snart skorte eder højlig på, herre. 
JATGJER
setzt sich.
Wessen ich am meisten bedarf, daran wird es Euch wohl bald fehlen, Herr. 
KONG SKULE.
Hvilket? 
KÖNIG SKULE.
Woran? 
JATGEJR.
Kongsfiender, hvis flugt og fald jeg kan kvæde om. 
JATGJER.
An Königsfeinden, deren Flucht und Fall ich singen soll. 
MANGE BLANDT MÆNDENE
(under latter og bifald).
Vel talt, Islænding! 
VIELE DER MANNEN
unter Gelächter und Beifall.
Wohlgesprochen, Isländer! 
PÅL FLIDA
(til Jatgejr).
Kvadet var godt; men lidt løgn skal der jo være i hvert skaldeværk, og så var det da også i dit. 
PAUL FLIDA
zu Jatgejr.
Das Lied war gut; aber ein bißchen Flunkerei muß ja bei jedem Skaldenwerk sein, und so war’s auch bei Deinem. 
JATGEJR.
Løgn, herre stallare? 
JATGJER.
Flunkerei, Herr Staller? 
PÅL FLIDA.
Ja; du siger, at ingen véd, hvor kong Håkon færdes; det er ikke så; der meldes for visst, at Håkon er i Nidaros. 
PAUL FLIDA.
Ja, – Du sagst, man weiß nichts von König Håkons Aufenthalt. Dem ist nicht so: man weiß bestimmt, daß Håkon in Nidaros ist. 
KONG SKULE
(smilende).
Ja, han har ladet kongsbarnet hylde og givet det kongsnavn. 
KÖNIG SKULE
lächelnd.
Ja, er hat dem Königskinde huldigen lassen und ihm den Königsnamen gegeben. 
JATGEJR.
Det har jeg hørt; men jeg vidste ikke, at nogen mand kunde give bort, hvad han ikke selv ejer. 
JATGJER.
Das hab’ ich gehört; aber ich wußte nicht, daß jemand verschenken kann, was er selbst nicht besitzt. 
KONG SKULE.
Det falder lettest at give, hvad en ikke selv ejer. 
KÖNIG SKULE.
Am leichtesten verschenkt man das, was man selbst nicht besitzt. 
BÅRD BRATTE.
Men hårdt må det være, at fare midtvinters fra Bergen til Nidaros, når en skal tigge sig frem. 
BÅRD BRATTE.
Aber hart muß es sein, mitten im Winter von Bergen nach Nidaros zu fahren, wenn man sich durchbetteln soll. 
JATGEJR.
Det går i ring med Birkebejnerne; de begyndte med sult og frost; nu ender de på samme vis. 
JATGJER.
Es geht mit den Birkebeinern im Kreise: mit Hunger und Frost fingen sie an – jetzt enden sie auf dieselbe Art. 
PÅL FLIDA.
I Bergen går det rygte, at Håkon har forsaget kirken og alt det, som helligt er; han lydde ikke messe nytårsdag. 
PAUL FLIDA.
In Bergen geht das Gerücht, Håkon hätte der Kirche und allem Heiligen Valet gesagt; am Neujahrstag hörte er nicht die Messe. 
BÅRD BRATTE.
Han havde lovligt forfald, Pål; han stod hele dagen og hug sine sølvkar og sølvdiske istykker, – andet havde han ikke at lønne hirden med.
(Latter og højrøstet tale mellem gæsterne.)  
BÅRD BRATTE.
Er hatte einen triftigen Abhaltungsgrund, Paul; er stand den ganzen Tag und schlug seine Silbergefäße und Silbertische entzwei – anderes hatte er nicht, um seine Leute zu lohnen.
Gelächter und lautes Gerede unter den Gästen. 
KONG SKULE
(løfter sit krus).
Nu drikker jeg dig til. Bård Bratte, og takker dig og alle mine nye mænd. I stred mandeligt for mig ved Låka, og har stor del i sejren. 
KÖNIG SKULE
erhebt seinen Krug.
Da trink’ ich Dir zu, Bård Bratte, und danke Dir und allen meinen neuen Mannen. Ihr strittet tapfer für mich bei Låka und habt großen Teil am Siege. 
BÅRD BRATTE.
Det var første gang jeg stred under eder, herre; men jeg skønte snart, det var let at sejre, når slig høvding, som I, rider fremst i fylkingen. Men det var ilde, at vi slog så mange og jog dem så langt; nu vil der gå en hel tid, før de vover sig imod os igen, er jeg ræd for. 
BÅRD BRATTE.
Es war das erste Mal, daß ich unter Euch stritt, Herr; aber bald war es mir klar, es sei leicht zu siegen, wenn solch ein Häuptling wie Ihr dem Haufen voranreitet. Es war nur schlimm, daß wir so viele erschlugen und sie so weit verfolgten; nun wird lange Zeit vergehen, ehe sie sich wieder an uns heranwagen, fürcht’ ich. 
KONG SKULE.
Vent til våren kommer, så møder vi dem nok. Nu sidder Knut jarl med dem, som frelstes, nede på berget ved Tunsberg, og Arnbjørn Jonssøn samler folk øster i Viken; når de tror sig mandstærke nok, lader de vel høre fra sig. 
KÖNIG SKULE.
Laß nur erst das Frühjahr kommen, dann treffen wir sie wohl. Jetzt sitzt der Jarl Knut mit denen, die sich gerettet haben, unten an der Tunsberger Höhe, und Arnbjörn Jonsson sammelt Truppen ostwärts in Vike; wenn sie sich stark genug wähnen, werden sie wohl von sich hören lassen. 
BÅRD BRATTE.
Det vover de ikke, efter det store mandefald ved Låka. 
BÅRD BRATTE.
Das wagen sie nicht nach dem großen Mannenmord bei Låka. 
KONG SKULE.
Så lokker vi dem ud med list. 
KÖNIG SKULE.
So locken wir sie mit List heraus. 
MANGE STEMMER.
Ja, ja, – gør det, herre! 
VIELE STIMMEN.
Ja, ja, – tut das, Herr! 
BÅRD BRATTE.
List har I god råd på, kong Skule. Eders fiender véd aldrig af det, før I er over dem, og altid er I der, hvor en mindst skulde vente det. 
BÅRD BRATTE.
Auf die List versteht Ihr Euch baß, König Skule. Eure Feinde wissen nie was davon, eh’ Ihr über sie kommt, und immer seid Ihr da, wo man’s am wenigsten erwartet. 
PÅL FLIDA.
Derfor er det, at Birkebejnerne kalder os Vårbælger. 
PAUL FLIDA.
Deshalb nennen uns die Birkebeiner auch »Windbälge.« 
KONG SKULE.
Andre siger Vargbælger; men det sværger jeg nu, at når vi næste gang mødes, skal Birkebejnerne sande, hvor svært det er, at krænge bælgen af slige varger. 
KÖNIG SKULE.
Andere sagen »Wolfsbälge«; aber das schwör’ ich jetzt: wenn wir einander das nächste Mal begegnen, sollen die Birkebeiner spüren, wie schwer es ist, solchen Wölfen den Balg abzuziehen. 
BÅRD BRATTE.
Med deres gode vilje mødes vi ikke; – det blir en jagt hele landet rundt. 
BÅRD BRATTE.
Gutwillig werden sie uns nicht begegnen – es wird eine Jagd über das ganze Land. 
KONG SKULE.
Det skal det også. Først renser vi Viken, og lægger landet under os her øster, så samler vi skibe, går rundt næsset og hele leden opover til Nidaros. 
KÖNIG SKULE.
Das soll es auch. Zuerst reinigen wir Vike und unterwerfen uns das Land hier im Osten, dann sammeln wir Schiffe und fahren um die Landspitze und hinauf die ganze Küste bis nach Nidaros. 
BÅRD BRATTE.
Og når I på slig vis kommer til Nidaros, tænker jeg ikke korsbrødrene nægter jer, at flytte hellig Olafs skrin ud på thingvolden, som de gjorde i høst, da I blev hyldet. 
BÅRD BRATTE.
Und wenn Ihr solchermaßen nach Nidaros kommt, werden Euch die Kreuzbrüder, denk’ ich, nicht mehr verwehren, den Schrein des heiligen Olaf auf den Thingwall hinaus zu tragen, wie sie’s im Herbst getan haben, als Euch gehuldigt ward. 
KONG SKULE.
Skrinet skal ud; jeg vil bære mit kongsnavn lovligt i alle måder. 
KÖNIG SKULE.
Der Schrein soll hinaus; ich will meinen Königsnamen in jeder Weise mit Recht tragen. 
JATGEJR.
Og jeg lover jer, at kvæde et stort drapa, når I får dræbt den sovende mand!
(Udbrud af latter mellem mændene.)  
JATGJER.
Und ich gelob’ Euch, ein großes Totenlied zu singen, wenn Ihr den Langschläfer gefällt habt!
Lautes Gelächter unter den Mannen. 
KONG SKULE.
Den sovende mand? 
KÖNIG SKULE.
Den Langschläfer? 
JATGEJR.
Véd I ikke, herre, at kong Håkon kaldes „Håkon søvn“, fordi han sidder ligesom lamslået, siden I fik magten. 
JATGJER.
Wißt Ihr nicht, Herr, daß man König Håkon jetzt »Håkon Schlafmütz« nennt, weil er wie gelähmt dasitzt, seit Ihr die Macht bekommen habt? 
BÅRD BRATTE.
Han ligger med lukkede øjne, siges der. Han drømmer vel, at han er konge endnu. 
BÅRD BRATTE.
Er liegt mit geschlossenen Augen da, heißt es. Er träumt wohl, daß er noch König wäre. 
KONG SKULE.
Lad ham drømme; han skal aldrig drømme sig til kongedømmet. 
KÖNIG SKULE.
Laß ihn träumen – das Königtum träumt er sich nimmermehr herbei! 
JATGEJR.
Lad hans søvn blive lang og uden drømme, så får jeg stof til et kvad. 
JATGJER.
Sorgt dafür, daß sein Schlaf lang und traumlos wird, – dann erhalte ich Stoff für einen schönen Sang. 
MÆNDENE.
Ja, ja, gør som skalden siger! 
DIE MANNEN.
Ja, ja, tut, wie der Skalde sagt! 
KONG SKULE.
Når så mange gode mænd råder ens, må rådet være godt; dog, om den sag vil vi ikke tale nu. Men et løfte vil jeg gøre; – hver af mine mænd skal tage våben og klæder, guld og sølv, som arv og eje efter den fiende, han fælder; og hver mand skal tage den værdighed, som han lægger ned. Den, som dræber en lendermand, skal selv blive lendermand; den, som dræber en sysselmand, skal gives syssel efter den dræbte; og alle de, som sidder inde med slige værdigheder og embeder før, skal lønnes på anden kongelig vis. 
KÖNIG SKULE.
Wenn so viele wackere Mannen dasselbe raten, muß der Rat gut sein; doch – davon wollen wir jetzt nicht reden. Aber ein Versprechen will ich Euch geben: – jeder meiner Mannen soll Waffen und Kleider, Gold und Silber zu Erb’ und Eigen nehmen von dem Feinde, den er erschlägt; und jedermann soll die Würde dessen annehmen, dem er den Garaus macht. Wer einen Lehnsmann tötet, soll selber Lehnsmann werden; wer einen Vogt erschlägt, soll des Toten Vogtei erhalten; und alle, die solche Würden und Ämter schon zuvor besaßen, sollen auf andere königliche Weise belohnt werden. 
MÆNDENE
(springer op i vild glæde).
Hil, hil kong Skule! Før os mod Birkebejnerne! 
DIE MANNEN
springen in wilder Freude auf.
Heil, Heil König Skule! Führ’ uns wider die Birkebeiner! 
BÅRD BRATTE.
Nu er I sikker på sejren i alle slag! 
BÅRD BRATTE.
Jetzt seid Ihr in allen Schlachten des Sieges gewiß! 
PÅL FLIDA.
Jeg vil have Dagfinn Bonde for mig; han ejer et godt sværd, som jeg længe har ønsket. 
PAUL FLIDA.
Ich
nehme den Dagfinn für mich; er hat ein gutes Schwert, nach dem mich’s schon lange gelüstet. 
BÅRD BRATTE.
Jeg vil have Bård Torstejnssøns brynje; den bergede hans liv ved Låka, for den står mod hug og stik. 
BÅRD BRATTE.
Ich will Bård Torstejnssons Panzer haben; der schützte sein Leben bei Låka, denn der ist fest gegen Hieb und Stich. 
JATGEJR.
Nej, lad mig få den; den passer mig bedre; du skal få fem mærker guld i bytte. 
JATGJER.
Nein, den laß mir; er paßt mir besser; fünf Mark Goldes sollst Du dagegen haben. 
BÅRD BRATTE.
Hvor vil du tage fem mærker guld fra, skald? 
BÅRD BRATTE.
Woher willst Du fünf Mark Goldes nehmen, Skalde? 
JATGEJR.
Jeg vil tage dem fra Gregorius Jonssøn, når vi kommer nordpå. 
JATGJER.
Ich will sie Gregorius Jonsson abnehmen, wenn wir nach Norden kommen. 
MÆNDENE
(i munden på hverandre):
Og jeg vil have – jeg vil have –
(resten bliver utydeligt i larmen.)  
DIE MANNEN
durcheinander schreiend.
Und ich will – und ich will –
Das Weitere wird undeutlich im Lärm. 
PÅL FLIDA.
Afsted, hver til sit herberge; kom ihug, at I er i kongens hal. 
PAUL FLIDA.
Auf jetzt, jeder nach seiner Herberge – bedenkt, daß Ihr in der Königshalle seid! 
MÆNDENE.
Ja, ja, – hil kongen, hil kong Skule! 
DIE MANNEN.
Ja, ja, – Heil dem König, Heil König Skule! 
KONG SKULE.
Tilsengs nu, I gode mænd! Vi har siddet længe ved drikkebordet inat. 
KÖNIG SKULE.
Zu Bette nun, Ihr wackren Mannen! Wir haben heut lange am Zechtisch gesessen. 
EN HIRDMAND
(idet flokken holder på at gå).
Imorgen trækker vi lod om Birkebejnernes gods. 
EINER VOM GEFOLGE.
indem der Schwarm sich zu entfernen beginnt. Morgen ziehen wir das Los um der Birkebeiner Hab’ und Gut. 
EN ANDEN.
Lad heller tilfældet råde! 
EIN ANDRER.
Laßt lieber den Zufall entscheiden! 
NOGLE.
Nej, nej! 
EINIGE.
Nein, nein! 
ANDRE.
Jo, jo! 
ANDRE.
Ja, ja! 
BÅRD BRATTE.
Nu slås Vargbælgerne om bjørnefellen. 
BÅRD BRATTE.
Da streiten sich die Wolfsbälge um das Bärenfell. 
PÅL FLIDA.
Og bagefter fælder de bjørnen.
(Alle går ud i baggrunden.)  
PAUL FLIDA.
Und hinterdrein erlegen sie den Bären.
Alle ab durch den Hintergrund. 
KONG SKULE
(venter til mændene er borte; spændingen i hans træk slappes, han synker ned på en af bænkene).
Hvor jeg er træt, dødsens træt. Dag ud og dag ind at stå midt i denne sværm, se smilende fremad, som om jeg var så uryggelig viss på retten og sejren og lykken. Ikke have et menneske, jeg kan tale med om det, der gnager mig så sårt. (Rejser sig med et udtryk af skræk.) Og så slaget ved Låka! At jeg sejrede der! Håkon sendte sin hær mod mig; Gud skulde skifte og dele mellem de to konger, – og jeg sejrede, sejrede, som aldrig nogen har sejret over Birkebejnerne før! Skjoldene stod fast i sneen, men der var ingen bagved dem; – Birkebejnerne satte tilskogs, over vidder og moer og bakker, sålangt benene vilde bære dem. Det utrolige skede; Håkon tabte og jeg vandt. Der er en lønlig rædsel i den sejr. Du store himmelens Gud, der er altså ingen sikker lov deroppe, som alt skal gå efter? Der ligger ingen sejrende magt i det, at have ret? (vildt afbrydende.) Jeg er syg, jeg er syg! – Hvorfor skulde ikke retten være på min side? Er det ikke ligesom Gud selv vilde gøre mig viss på det, siden han lod mig sejre? (grublende.)  
Muligheden er lige; – ikke en fjær mere på den ene side, end på den anden, og dog – (ryster på hovedet.) dog tynger vægten for Håkon. Jeg har had og hede ønsker at kaste i min skål, og dog tynger vægten for Håkon. Kommer tanken om kongsretten uforvarende over mig, da er det altid ham, aldrig mig, som er den sande konge. Skal jeg se mig selv som den rette, da må det gøres med kunst, jeg må rejse en sindrig bygning, et værk af kløgt; jeg må jage mindelser fra mig, og tage troen med magt. Slig var det aldrig før. Hvad er der da hændt, som har gjort mig så tvivlende siden? At bispen brændte brevet? Nej, – derved blev uvissheden evig; men den blev ikke større. Har da Håkon gjort nogen stor kongelig gerning på den sidste tid? Nej, sine største gerninger øvede han, da jeg mindst troede på ham. (sætter sig ned på højre side.) Hvad er det? Ha, det er sælsomt; det kommer og svinder som et blålys; det danser mig på tungespidsen, ligesom når en har mistet et ord og ikke kan finde det igen. (springer op.) Ha! Nu har jeg det! Nej –! Jo, jo! nu har jeg det! – „Norge var et rige; det skal blive et folk; alle skal blive ét, og alle skal vide med sig selv, at de er ét!“ Siden Håkon talte disse galmandsord, står han stadigt for mig som den rette konge. – (Ser angst frem for sig og hvisker:) Om der glimtede et Guds kald i disse sælsomme ord? Om Gud havde siddet inde med tanken til nu, og vil strø den ud – og har kåret Håkon til såmand? 
KÖNIG SKULE
wartet, bis die Mannen sich entfernt haben; die Spannung in seinen Zügen läßt nach; er sinkt nieder auf eine Bank.
Wie bin ich müde, totmüde! Tagaus und tagein inmitten dieses Schwarms zu stehen, lächelnd vorwärts zu blicken, als sei ich des Rechtes und des Sieges und des Glückes so unerschütterlich gewiß! Nicht einen Menschen zu haben, mit dem ich über das reden kann, was so schmerzhaft mich quält! Er springt mit einem Ausdruck des Entsetzens empor. Und dann die Schlacht bei Låka! Daß ich dort siegte! Håkon sandte sein Heer gegen mich; Gott sollte zwischen den beiden Königen richten und entscheiden, – und ich siegte, siegte, wie noch nie einer über die Birkebeiner gesiegt hat! Die Schilde standen fest im Schnee, aber keiner war dahinter; – die Birkebeiner rannten zum Walde, über Hochebenen und Forsten und Hügel, so weit die Füße sie tragen wollten. Das Unglaubliche geschah; Håkon verlor, und ich gewann. In diesem Sieg ist ein geheimes Grauen. Du großer Gott des Himmels, es gibt also kein sicheres Gesetz da oben, nach dem alles sich vollziehen muß? Recht zu haben, darin liegt keine siegende Macht? Leidenschaftlich abbrechend. Ich bin krank, ich bin krank! – Warum sollte das Recht nicht auf meiner Seite sein? Ist es nicht, als wollte Gott selber mich gewissermaßen davon überzeugen, da er mich siegen ließ? Grübelnd.  
Die Möglichkeiten sind gleich; – nicht einer Feder Schwere mehr auf der einen Seite als auf der andern, und doch – schüttelt den Kopf – doch neigt sich die Wage für Håkon. Ich habe Haß und heiße Wünsche in meine Schale zu werfen, und doch neigt sich die Wage für Håkon. Kommt mir unversehens der Gedanke an das Königsrecht, so ist immer er, niemals ich, der wahre König. Soll ich mich selbst als den rechten ansehen, so bedarf es künstlicher Mittel; ich muß ein sinnreiches Gebäude, ein Werk des Verstandes errichten; ich muß die Erinnerungen verscheuchen und mich mit Gewalt zwingen zum Glauben. So war es nie zuvor. Was ist denn geschehen, daß mich fortan so zweifeln gemacht hat? Daß der Bischof den Brief verbrannte? Nein, – dadurch wurde die Ungewißheit ewig; aber sie wurde nicht größer. Hat denn Håkon in der letzten Zeit irgend eine große königliche Tat vollbracht? Nein, seine größten Taten vollführte er, als ich am wenigsten an ihn glaubte. Er setzt sich an der rechten Seite nieder. Was ist es? Ha, es ist seltsam; es kommt und schwindet wie ein Irrwisch; es tanzt mir auf der Zungenspitze, wie wenn man ein Wort verloren hat und es nicht wiederfinden kann. Springt auf. Ha! Nun hab’ ich’s! Nein –! Ja, ja! Nun hab’ ich’s! – »Norwegen war ein Reich; es soll ein Volk werden; alle sollen eins werden, und sollen sich dessen bewußt sein, daß sie eins sind!« Seit Håkon diese wahnwitzigen Worte gesprochen hat, steht er allezeit vor mir als der rechte König. – Er sieht sich ängstlich um und flüstert: Wenn nun eine Gottesstimme aus diesen seltsamen Worten tönte? Wenn nun Gott diesen Gedanken bis jetzt bei sich bewahrt hätte und ihn nun ausstreuen wollte – und Håkon zu seinem Sämann erkoren hätte? 
PÅL FLIDA
(kommer ind fra baggrunden).
Herre konge, jeg har nyt at melde. 
PAUL FLIDA
tritt durch die Mitte ein.
Herr König, ich hab’ was Neues zu melden. 
KONG SKULE.
Nyt? 
KÖNIG SKULE.
Neues? 
PÅL FLIDA.
En mand, som kommer nedenfra fjorden, fortæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine skibe på vandet, og at der har stævnet mange mænd sammen til byen i de sidste dage. 
PAUL FLIDA.
Ein Mann, der vom Fjord heraufkommt, erzählt, die Birkebeiner hätten ihre Schiffe bei Tunsberg auslaufen lassen, und in den letzten Tagen hätten sich viele Mannen dort bei der Stadt versammelt. 
KONG SKULE.
Godt, vi vil møde dem – imorgen, eller så. 
KÖNIG SKULE.
Gut, wir wollen sie angreifen – morgen oder übermorgen. 
PÅL FLIDA.
Herre, det kunde hænde, Birkebejnerne tænkte på at møde os først. 
PAUL FLIDA.
Herr, es wäre nicht unmöglich, daß die Birkebeiner mit dem Angriff uns zuvorkämen. 
KONG SKULE.
Det har de ikke skibe nok til, og ikke mandskab heller. 
KÖNIG SKULE.
Dazu haben sie weder Schiffe noch Mannschaften genug. 
PÅL FLIDA.
Men Arnbjørn Jonssøn samler både mandskab og skibe rundt om i Viken. 
PAUL FLIDA.
Aber Arnbjörn Jonsson sammelt Schiffe wie Mannschaften rings um Vike. 
KONG SKULE.
Desbedre; så slår vi dem allesammen, ligesom ved Låka. 
KÖNIG SKULE.
Desto besser – so schlagen wir sie alle miteinander – wie bei Låka. 
PÅL FLIDA.
Herre, det går ikke så let, at slå Birkebejnerne to gange itræk. 
PAUL FLIDA.
Herr, es ist nicht so leicht, die Birkebeiner zweimal hintereinander zu schlagen. 
KONG SKULE.
Og hvorfor ikke det? 
KÖNIG SKULE.
Und warum nicht? 
PÅL FLIDA.
Fordi Norges saga ikke melder, at sligt er hændt før i tiden. – Skal jeg ikke skikke spejdere ud til Hovedø? 
PAUL FLIDA.
Weil Norwegens Saga nicht meldet, daß solches jemals zuvor geschehen ist. – Soll ich nicht Späher nach Hovedö aussenden? 
KONG SKULE.
Det trænges ikke; det er mørk nat, og skodde til. 
KÖNIG SKULE.
Das tut nicht not; ’s ist dunkle Nacht und neblig dazu. 
PÅL FLIDA.
Ja, ja, kongen skønner det bedst; men kom ihug, herre, at alle er jer imod her i Viken. Bymændene i Oslo hader jer, og kommer Birkebejnerne, så gør de fælles sag med dem. 
PAUL FLIDA.
Ja, ja, – der König muß das am besten wissen – aber bedenkt, Herr, daß alle hier in Vike Euch feindlich sind. Die Städter von Oslo hassen Euch, und kommen die Birkebeiner, so machen sie gemeinsame Sache mit ihnen. 
KONG SKULE
(med liv).
Pål Flida, skulde det ikke være tænkeligt, at jeg kunde få Vikværingerne på min side? 
KÖNIG SKULE
lebhaft.
Paul Flida, wär’ es nicht denkbar, daß ich die Vikväringer auf meine Seite brächte? 
PÅL FLIDA
(ser forundret på ham og ryster på hovedet).
Nej, herre, det er ikke tænkeligt. 
PAUL FLIDA
blickt ihn verwundert an und schüttelt den Kopf.
Nein, Herr, das ist nicht denkbar. 
KONG SKULE.
Og hvorfor ikke? 
KÖNIG SKULE.
Und warum nicht? 
PÅL FLIDA.
Nej, for I har jo Trønderne på eders side. 
PAUL FLIDA.
Nein, denn Ihr habt ja die Trondhjemer auf Eurer Seite. 
KONG SKULE.
Både Trøndere og Vikværinger vil jeg have! 
KÖNIG SKULE.
Beide, die Trondhjemer und die Vikväringer will ich haben! 
PÅL FLIDA.
Nej, herre, det er ikke gørligt. 
PAUL FLIDA.
Nein, Herr, das ist nicht möglich. 
KONG SKULE.
Ikke tænkeligt; ikke gørligt! Og hvorfor – hvorfor ikke? 
KÖNIG SKULE.
Nicht denkbar – nicht möglich! Und warum – warum nicht? 
PÅL FLIDA.
Fordi Vikværingen er Vikværing og Trønderen Trønder, og fordi sagaen ikke melder om andet, og fordi det altid har været slig. 
PAUL FLIDA.
Weil der Vikväringer ein Vikväringer und der Trondhjemer ein Trondhjemer ist, und weil die Saga nichts anderes meldet, und weil es immer so gewesen ist. 
KONG SKULE.
Ja, ja, – du har ret. Gå. 
KÖNIG SKULE.
Ja, ja, – Du hast recht. Geh! 
PÅL FLIDA.
Og jeg skal ingen spejdere sende? 
PAUL FLIDA.
Und ich soll keine Späher aussenden? 
KONG SKULE.
Vent til daggry. (Pål Flida går.) Norges saga melder ikke om sligt; det har aldrig været så før. Pål Flida svarer mig, som jeg svarede Håkon. Er der da trappetrin både over og under? Højner Håkon sig ligeså højt over mig, som jeg højner mig over Pål Flida? Skulde Håkon have fået syn for de ufødte tanker, og ikke jeg? Hvem var jevnhøj med Harald Hårfager, den tid der sad en konge på hvert næss, og han sagde: nu får de falde, herefter skal der kun være én. Han kastede den gamle saga overende, skabte en ny saga. (Ophold; han går grundende frem og tilbage; derpå standser han.) Kan en mand tage Guds kaldelse fra en anden, således som han kan tage våben og guld fra sin fældte fiende? Kan et kongsemne tage kongsgerningen på sig, således som han kan tage kongskåben på? Egen, som fældes til skibstømmer, kan den sige: jeg vil være masten i skibet, jeg vil tage furuens gerning, pege rank og skinnende opad, bære gylden fløj på toppen, slå med hvide, bugnende sejl i solskinnet og synes for folket langt, langt borte? – Nej, nej, du tunge, knudrede egestamme, din plads er under kølen; der skal du ligge og gøre nytte, stilt og usét af hvert øje oppe i dagen; – dig er det, som skal hindre skibet fra at kantre i uvejret; masten med guldfløj og med bugnende sejl skal føre det frem mod det nye, mod det ukendte, mod de fremmede strande og mod den vordende saga! (heftigt.) Siden Håkon talte sin store kongstanke ud, ser jeg ingen anden tanke i verden, end den ene. Kan jeg ikke tage den og gøre den til sandhed, så øjner jeg ingen tanke at stride for. (tankefuld.) Og kan jeg det da ikke? Hvis jeg ikke kunde, hvorfor elsker jeg da Håkons tanke? 
KÖNIG SKULE.
Wart’ bis zum Tagesgrauen. Paul Flida ab. Norwegens Saga meldet nichts dergleichen; es ist immer so gewesen. Paul Flida antwortet mir, wie ich Håkon geantwortet habe. Gibt’s denn eine Stufenleiter nach oben und nach unten? Ist Håkon eben so hoch über mich erhöht, wie ich erhöht bin über Paul Flida? Sähe Håkons Auge die ungeborenen Gedanken, und meines nicht? Wer stand auf gleicher Höhe mit Harald Hårfager zu der Zeit, als ein König auf jeder Landspitze saß, und Harald sprach: »Jetzt sollen sie fallen, fortan soll nur einer sein!« Er warf die alte Saga über den Haufen, – er schuf eine neue Saga. Pause; er schreitet brütend auf und ab; dann bleibt er stehen. Kann ein Mensch dem andern den Gottesruf abnehmen, wie er seinem erschlagenen Feinde Waffen und Gold abnehmen kann? Kann ein Thronforderer das Königswerk auf sich nehmen, wie er den Königsmantel umnehmen kann? Die Eiche, die als Schiffsbauholz gefällt wird, kann sie sagen: ich will der Mast im Schiffe sein, ich will das Amt der Tanne übernehmen, schlank und leuchtend empordeuten, einen güldenen Wimpel auf der Spitze tragen, mit weißen, schwellenden Segeln im Sonnenschein blinken und in weiter, weiter Ferne von den Leuten gesehen werden? – Nein, nein, du schwerer, knorriger Eichenstamm, dein Platz ist unter dem Kiele; dort sollst du liegen und Nutzen schaffen, still und von keinem Auge droben im Licht gesehen; – du sollst verhindern, daß das Schiff im Sturm kentert; der Mast mit dem Goldwimpel und den schwellenden Segeln aber soll es hinführen zu dem Neuen, zu dem Unbekannten, zu fremden Küsten und zur werdenden Saga! Heftig. Seit Håkon seinen großen Königsgedanken aussprach, seh’ ich keinen Gedanken mehr in der Welt als den einen. Kann ich ihn mir nicht zu eigen und zur Wahrheit machen, so sehe ich keinen Gedanken, für den es sich zu streiten lohnt. Gedankenvoll. Und kann ich das denn nicht? Wenn ich’s nicht könnte, weshalb liebe ich denn Håkons Gedanken! 
JATGEJR
(kommer ind fra baggrunden).
Tilgiv, herre konge, at jeg kommer – 
JATGJER
tritt durch die Mitte ein.
Verzeiht, Herr König, daß – ich komme – 
KONG SKULE.
Godt at du kommer, skald! 
KÖNIG SKULE.
Gut, daß Du kommst, Skalde! 
JATGEJR.
Jeg hørte bymændene tale gådefuldt i herberget om at – 
JATGJER.
Ich hörte die Stadtleute in der Herberge geheimnisvoll davon reden, daß – 
KONG SKULE.
Vent med det. Sig mig, skald; du, som har faret vidt om i fremmede lande, har du nogentid set en kvinde elske et fremmed barn? Ikke blot have det kær, – det mener jeg ikke; men elske det, elske det med sin sjæls hedeste kærlighed? 
KÖNIG SKULE.
Hernach davon! Sag’ mir, Skalde: Du, der weit umhergefahren ist in fremden Landen, hast Du je gesehen, daß ein Weib ein fremdes Kind liebte? Es nicht bloß lieb hatte, – das mein’ ich nicht; sondern es liebte, liebte mit ihrer Seele heißester Liebe? 
JATGEJR.
Det gør kun de kvinder, som ikke har egne børn at elske. 
JATGJER.
Das tun nur die Weiber, die keine eigenen Kinder haben, die sie lieben könnten. 
KONG SKULE.
Kun de kvinder –? 
KÖNIG SKULE.
Nur die Weiber –? 
JATGEJR.
Og helst de kvinder, som er ufrugtbare. 
JATGJER.
Und zumeist die Weiber, die unfruchtbar sind. 
KONG SKULE.
Helst de ufrugtbare –? De elsker de andres børn med al sin hedeste kærlighed? 
KÖNIG SKULE.
Zumeist die unfruchtbaren –? Die lieben die Kinder andrer mit ihrer allerheißesten Liebe? 
JATGEJR.
Det hænder ofte. 
JATGJER.
Das kommt häufig vor. 
KONG SKULE.
Og hænder det ikke også stundom, at slig ufrugtbar kvinde dræber en andens barn, fordi hun selv intet har? 
KÖNIG SKULE.
Und kommt es nicht auch zuweilen vor, daß solch ein unfruchtbar Weib das Kind einer anderen tötet, weil sie selbst keines hat? 
JATGEJR.
Å jo; men hun gør ikke klogt i det. 
JATGJER.
O ja, – allein daran handelt sie nicht klug. 
KONG SKULE.
Klogt? 
KÖNIG SKULE.
Klug? 
JATGEJR.
Nej, thi hun giver sorgens gave til den, hvis barn hun dræber. 
JATGJER.
Nein, – denn sie verleiht der, deren Kind sie tötet, die Gabe des Leids. 
KONG SKULE.
Tror du, at sorgens gave er så meget god? 
KÖNIG SKULE.
Glaubst Du, daß die Gabe des Leids etwas so Gutes ist? 
JATGEJR.
Ja, herre. 
JATGJER.
Ja, Herr. 
KONG SKULE
(ser visst på ham).
Der er ligesom to mænd i dig, Islænding. Sidder du mellem hirden i lystigt lag, så drager du kappe og kofte over hver din tanke; er en ene med dig, ligner du stundom dem, en får lyst til at vælge sin ven iblandt. Hvoraf kommer det? 
KÖNIG SKULE
blickt ihn fest an.
Es sind so zu sagen zwei Menschen in Dir, Isländer. Sitzest Du inmitten des Schwarmes bei lustigem Gelage, so ziehst Du Mantel und Wams über jeden Deiner Gedanken – ist man allein mit Dir, so erscheinst Du einem zuweilen als der Mann, wie man ihn sich zum Freunde wählen möchte. Woher kommt das? 
JATGEJR.
Når I går til svømning i elven, herre, så klæder I eder ikke af, hvor kirkealmuen må forbi; men I søger jer et lønligt skjul. 
JATGJER.
Wenn Ihr geht im Flusse schwimmen, Herr, so entkleidet Ihr Euch nicht da, wo die Kirchgänger vorbei müssen, sondern Ihr sucht Euch ein heimliches Versteck. 
KONG SKULE.
Forstår sig. 
KÖNIG SKULE.
Versteht sich. 
JATGEJR.
Jeg har sjælens blygsel; derfor klæder jeg mig ikke af, når der er så mange i hallen. 
JATGJER.
Ich hab’ eine schamhafte Seele; deshalb entkleide ich mich nicht, wenn so viele in der Halle sind. 
KONG SKULE.
Hm. (Kort ophold.) Sig mig, Jatgejr, hvorledes gik det til, at du blev skald? Hvem lærte du skaldskabet af? 
KÖNIG SKULE.
Hm. Kurze Pause. Sag’ mir, Jatgejr, wie ist es zugegangen, daß Du Skalde wurdest? Von wem lerntest Du die Skaldenkunst? 
JATGEJR.
Skaldskab læres ikke, herre. 
JATGJER.
Die Skaldenkunst lernt man nicht. 
KONG SKULE.
Læres det ikke? Hvorledes gik det da til? 
KÖNIG SKULE.
Lernt man nicht? Wie ging es denn zu? 
JATGEJR.
Jeg fik sorgens gave og så var jeg skald. 
JATGJER.
Ich empfing die Gabe des Leids, und so ward ich Skalde. 
KONG SKULE.
Så det er sorgens gave, som skalden trænger? 
KÖNIG SKULE.
Die Gabe des Leids also, die braucht der Skalde? 
JATGEJR.
Jeg trængte sorgen; der kan være andre, som trænger troen eller glæden – eller tvivlen – 
JATGJER.
Ich
brauchte das Leid, es mag andre geben, die den Glauben oder die Freude brauchen – oder den Zweifel – 
KONG SKULE.
Tvivlen også? 
KÖNIG SKULE.
Auch den Zweifel? 
JATGEJR.
Ja; men da må den tvivlende være stærk og frisk. 
JATGJER.
Ja, – aber dann muß der Zweifler stark und gesund sein. 
KONG SKULE.
Og hvem kalder du en ufrisk tvivler. 
KÖNIG SKULE.
Und wen nennst Du einen ungesunden Zweifler? 
JATGEJR.
Den, som tvivler på sin egen tvivl. 
JATGJER.
Den, der an seinem eigenen Zweifel zweifelt. 
KONG SKULE
(langsomt).
Det tykkes mig at være døden. 
KÖNIG SKULE
langsam.
Mich dünkt, – das ist der Tod. 
JATGEJR.
Det er værre; det er tusmørket. 
JATGJER.
Noch schlimmer – es ist das Halbleben. 
KONG SKULE
(raskt, idet han ligesom ryster tankerne af sig).
Hvor er mine våben! Jeg vil stride og handle, – ikke tænke. Hvad var det, du vilde melde mig, da du kom? 
KÖNIG SKULE
rasch, indem er gleichsam die Gedanken von sich abschüttelt.
Wo sind meine Waffen? Ich will streiten und handeln, – nicht denken. Was wolltest Du mir melden, als Du herkamst? 
JATGEJR.
Jeg vilde melde, hvad jeg mærkede i herberget. Bymændene taler lønligt sig imellem; de ler hånligt og spørger, om vi véd så visst, at kong Håkon er vesterpå; der er noget de glæder sig over. 
JATGJER.
Ich wollte melden, was ich in der Herberge wahrgenommen habe. Die Stadtleute reden heimlich untereinander; sie lachen höhnisch und fragen, ob wir so bestimmt wüßten, daß König Håkon drüben im Westen sei – sie freuen sich über etwas. 
KONG SKULE.
De er Vikværinger, og Vikværingerne er mig imod. 
KÖNIG SKULE.
Sie sind Vikväringer, und die sind mir feindlich gesinnt. 
JATGEJR.
De spotter over, at kong Olafs helgenskrin ikke kunde flyttes ud på thingvolden, da I blev hyldet; de siger, det er et ondt varsel. 
JATGJER.
Sie spotten darüber, daß König Olafs Heiligenschrein nicht auf den Thingwall hinausgeschafft werden konnte, als Euch gehuldigt ward – sie sagen, das sei ein böses Vorzeichen. 
KONG SKULE.
Næstegang jeg kommer til Nidaros skal skrinet ud; det skal stå under åben himmel, om jeg så skal rive Olafskirken i grus og vide thingvolden ud over den tomt, den stod på! 
KÖNIG SKULE.
Das nächste Mal, wenn ich nach Nidaros komme, soll der Schrein heraus; er soll unter freiem Himmel stehen, und müßte ich die Olafskirche in Trümmer schlagen und den Thingwall erweitern bis über die Schuttstätte hinaus, wo sie stand! 
JATGEJR.
Stærk gerning er det; men jeg skal digte et kvad derom, ligeså stærkt som gerningen. 
JATGJER.
Eine gewaltige Tat – aber ich will ein Lied darauf dichten, so gewaltig wie die Tat. 
KONG SKULE.
Sidder du inde med mange udigtede kvad, Jatgejr? 
KÖNIG SKULE.
Hast Du viel ungedichtete Lieder in Dir, Jatgejr? 
JATGEJR.
Nej, men med mange ufødte; de undfanges et efter et, får liv og så fødes de. 
JATGJER.
Nein, aber viel ungeborene – sie werden eins nach dem andern empfangen, bekommen Leben, und dann werden sie geboren. 
KONG SKULE.
Og hvis jeg, som er konge og har magten, hvis jeg lod dig dræbe, vilde så hver en ufødt skaldetanke, du bærer på, dø med dig? 
KÖNIG SKULE.
Und wenn ich, der ich König bin und die Macht habe, Dich töten ließe, würde dann jeder ungeborene Skaldengedanke, den Du hegst, mit Dir sterben? 
JATGEJR.
Herre, det er en stor synd at dræbe en fager tanke. 
JATGJER.
Herr, es ist eine große Sünde, einen schönen Gedanken zu töten. 
KONG SKULE.
Jeg spørger ikke om det er synd; men jeg spørger om det er gørligt! 
KÖNIG SKULE.
Ich frage nicht, ob es Sünde ist, sondern ich frage, ob es möglich ist! 
JATGEJR.
Jeg véd ikke. 
JATGJER.
Ich weiß nicht. 
KONG SKULE.
Har du aldrig havt en anden skald til ven, og har han aldrig skildret for dig et stort og herligt kvad, som han vilde digte? 
KÖNIG SKULE.
Hast Du nie einen andern Skalden zum Freund gehabt, und hat er Dir nie ein großes und herrliches Lied geschildert, das er dichten wollte? 
JATGEJR.
Jo, herre. 
JATGJER.
Ja, Herr. 
KONG SKULE.
Ønskede du så ikke, at du kunde dræbe ham, for at tage hans tanke og digte kvadet selv? 
KÖNIG SKULE.
Wünschtest Du dann nicht, ihn töten zu können, um seinen Gedanken ihm zu nehmen und selbst das Lied zu dichten? 
JATGEJR.
Herre, jeg er ikke ufrugtbar; jeg har egne børn; jeg trænger ikke til at elske andres.
(Går.)  
JATGJER.
Herr, ich bin nicht unfruchtbar; ich habe eigene Kinder; ich brauche nicht die anderer zu lieben.
Ab. 
KONG SKULE
(efter et ophold).
Islændingen er visselig skald. Han taler Guds dybeste sandhed og véd det ikke. – Jeg er som en ufrugtbar kvinde. Derfor elsker jeg Håkons kongelige tankebarn, elsker det med min sjæls hedeste kærlighed. O, kunde jeg også knæsætte det! Det vilde dø i mine hænder. Hvad er bedst, enten at det dør i mine hænder, eller at det vokser sig stort i hans? Får jeg fred i sjælen, hvis det sker? Kan jeg forsage? Kan jeg se på, at Håkon sætter sig sligt eftermæle! – Hvor det er dødt og tomt indeni mig, – og rundt om. Ingen ven –; Islændingen! (går til døren og råber ud:) Er skalden gået fra kongsgården? 
KÖNIG SKULE
nach einer Pause.
Dieser Isländer ist gewißlich ein Skalde. Er spricht Gottes tiefste Wahrheit aus und weiß es nicht – Ich bin wie ein unfruchtbares Weib. Deshalb lieb’ ich Håkons königliches Gedankenkind, lieb’ es mit meiner Seele heißester Liebe. O, könnt’ ich es doch an Kindesstatt annehmen! Doch es würde sterben unter meinen Händen. Was ist besser: es stirbt unter meinen Händen, oder es wächst unter den seinen herrlich empor? Find’ ich Frieden in der Seele, wenn das geschieht? Kann ich entsagen? Kann ich es mitansehen, daß Håkon sich solch einen Ruhm erwirbt! – Wie tot und leer ist’s in mir, – und rings um mich her. Kein Freund – der Isländer! Er geht an die Tür und ruft hinaus: Hat der Skalde schon das Königsschloß verlassen? 
EN HIRDMAND
(udenfor).
Nej, herre, han står i forhallen og taler med vagten. 
EIN GEFOLGSMANN
von draußen.
Nein, Herr, er steht in der Vorhalle und spricht mit der Wache. 
KONG SKULE.
Så sig, han skal komme ind! (går nedover til bordet; om lidt kommer Jatgejr.) Jeg kan ikke sove, Jatgejr; det er alle de store kongelige tanker, som holder mig vågen, ser du. 
KÖNIG SKULE.
So sag ihm, er solle kommen. Er geht an den Tisch; bald darauf erscheint Jatgejr. Ich kann nicht schlafen, Jatgejr, – all die großen Königsgedanken, sieh, die halten mich wach. 
JATGEJR.
Det er med kongens tanker som med skaldens, kan jeg skønne. De flyve højest og vokser bedst, når der er stilhed og nat omkring. 
JATGJER.
Es ist mit des Königs wie mit des Skalden Gedanken – das leuchtet mir ein. Sie fliegen am höchsten und gedeihen am besten, wenn ringsum nächtliche Stille ist. 
KONG SKULE.
Er det så med skaldens også? 
KÖNIG SKULE.
Ist es so auch mit des Skalden Gedanken? 
JATGEJR.
Ja, herre; intet kvad fødes ved dagslys; det kan tegnes ned i solskin; men det digter sig en stille nattetime. 
JATGJER.
Ja, Herr, kein Lied wird beim Licht der Tages geboren; man kann es wohl aufzeichnen im Sonnenschein, aber gedichtet wird es in einer stillen Stunde der Nacht. 
KONG SKULE.
Hvem gav dig sorgens gave, Jatgejr? 
KÖNIG SKULE.
Wer hat Dir die Gabe des Leids verliehen, Jatgejr? 
JATGEJR.
Den, jeg elskede. 
JATGJER.
Sie, die ich liebte. 
KONG SKULE.
Hun døde da? 
KÖNIG SKULE.
Sie starb? 
JATGEJR.
Nej, hun sveg mig. 
JATGJER.
Nein, sie verließ mich. 
KONG SKULE.
Og så blev du skald? 
KÖNIG SKULE.
Und da wurdest Du Skalde? 
JATGEJR.
Ja, så blev jeg skald. 
JATGJER.
Ja, da wurde ich Skalde. 
KONG SKULE
(griber ham om armen).
Hvad gave trænger jeg for at blive konge? 
KÖNIG SKULE
faßt ihn am Arm.
Welche Gabe brauch’ ich, um König zu werden? 
JATGEJR.
Ikke tvivlens; thi da spurgte I ikke så. 
JATGJER.
Nicht die Gabe des Zweifels; sonst fragtet Ihr nicht. 
KONG SKULE.
Hvad gave trænger jeg? 
KÖNIG SKULE.
Welche Gabe brauch’ ich? 
JATGEJR.
Herre, I er jo konge. 
JATGJER.
Herr, Ihr seid ja König. 
KONG SKULE.
Tror du til hver en tid så visst, at du er skald? 
KÖNIG SKULE.
Glaubst Du jederzeit so sicher, daß Du Skalde bist? 
JATGEJR
(ser en stund taus på ham og spørger):
Har I aldrig elsket? 
JATGJER
sieht ihn eine Weile stumm an; dann fragt er:
Habt Ihr niemals geliebt? 
KONG SKULE.
Jo engang, – brændende, fagert og i brøde. 
KÖNIG SKULE.
Ja, einmal, – glühend, süß und in Sünden. 
JATGEJR.
I har en hustru. 
JATGJER.
Ihr habt ein Weib. 
KONG SKULE.
Hende tog jeg til at føde mig sønner. 
KÖNIG SKULE.
Die nahm ich, daß sie mir Söhne gebäre. 
JATGEJR.
Men I har en datter, herre, – en mild og herlig datter. 
JATGJER.
Aber Ihr habt eine Tochter, Herr, – eine sanfte und herrliche Tochter. 
KONG SKULE.
Var min datter en søn, så spurgte jeg ikke dig, hvad gave jeg trængte. (udbrydende:) Jeg må have nogen om mig, som lyder mig uden vilje selv, – som tror usvigelig på mig, som vil holde sig inderst til mig i godt og ondt, som kun lever for at lyse og varme over mit liv, som må dø, om jeg falder. Giv mig et råd, Jatgejr skald! 
KÖNIG SKULE.
Wäre meine Tochter ein Sohn, so fragt’ ich Dich nicht, welche Gabe ich brauchte. Leidenschaftlich. Ich muß jemand um mich haben, der mir ohne eigenen Willen gehorcht, – der unerschütterlich an mich glaubt, der in guten wie in schlimmen Tagen aus tiefster Seele zu mir hält, der nur dafür lebt, mein Leben zu erhellen und zu erwärmen, der sterben muß, wenn ich falle. Gib mir einen Rat, Skalde Jatgejr! 
JATGEJR.
Køb eder en hund, herre. 
JATGJER.
Kauft Euch einen Hund, Herr. 
KONG SKULE.
Skulde ikke et menneske strække til? 
KÖNIG SKULE.
Sollte ein Mensch nicht genügen? 
JATGEJR.
Sligt menneske måtte I lede længe efter. 
JATGJER.
Nach solch einem Menschen müßtet Ihr lange suchen. 
KONG SKULE
(pludseligt).
Vil du være det for mig, Jatgejr? Vil du være mig en søn! Du skal få Norges krone i arv, – du skal få land og rige, hvis du vil være mig en søn, leve for mit livsværk og tro på mig! 
KÖNIG SKULE
plötzlich.
Willst Du mir das sein, Jatgejr? Willst Du mir ein Sohn sein? Du sollst Norwegens Krone als Erbe haben, – Du sollst Land und Reich haben, – wenn Du mir ein Sohn sein, für mein Lebenswerk leben und an mich glauben willst! 
JATGEJR.
Og hvad sikkerhed skulde jeg stille for, at jeg ikke hyklede –? 
JATGJER.
Und welche Sicherheit sollt’ ich stellen, daß ich nicht heuchle? 
KONG SKULE.
Slip dit kald i livet; digt aldrig mere, så vil jeg tro dig! 
KÖNIG SKULE.
Gib Deinen Lebensberuf auf – dichte nie ein Lied mehr, so will ich Dir glauben. 
JATGEJR.
Nej, herre, – det var at købe kronen for dyrt. 
JATGJER.
Nein, Herr, – das hieße die Krone zu teuer erkaufen. 
KONG SKULE.
Tænk dig om! Det er mere at være konge end at være skald! 
KÖNIG SKULE.
Denk nach! Es ist mehr, König als Skalde zu sein! 
JATGEJR.
Ikke altid. 
JATGJER.
Nicht immer. 
KONG SKULE.
Det er kun dine udigtede kvad du skal ofre! 
KÖNIG SKULE.
Nur Deine ungedichteten Lieder sind es, die Du opfern sollst! 
JATGEJR.
Udigtede kvad er stedse de fagreste. 
JATGJER.
Ungedichtete Lieder sind stets die schönsten. 
KONG SKULE.
Men jeg må – jeg må have et menneske, som kan tro på mig! Blot et eneste! Jeg føler det, – har jeg det, så er jeg frelst! 
KÖNIG SKULE.
Aber ich muß – ich muß einen Menschen haben, der an mich glauben kann! Nur einen einzigen! Ich fühl’ es, – hab’ ich das, so bin ich gerettet! 
JATGEJR.
Tro på eder selv, da er I frelst! 
JATGJER.
Glaubt an Euch selbst, so seid Ihr gerettet! 
PÅL FLIDA
(kommer ilsomt).
Kong Skule, værg jer nu! Håkon Håkonssøn ligger ved Elgjarnæss med hele sin flåde! 
PAUL FLIDA
tritt hastig ein.
König Skule, nun wehrt Euch! Håkon Håkonsson liegt bei Elgjarnäß mit seiner ganzen Flotte! 
KONG SKULE.
Ved Elgjarnæss –! Han er ikke langt borte da. 
KÖNIG SKULE.
Bei Elgjarnäß –! So ist er nicht mehr weit! 
JATGEJR.
Nu i stål og plade! Sker her mandefald inat, skal jeg gladelig være den første, som falder for eder! 
JATGJER.
Wehr und Waffen her! Gibt’s heut nacht ein Männermorden hier, so will ich mit Freuden der Erste sein, der für Euch fällt! 
KONG SKULE.
Du, som ikke vilde leve for mig. 
KÖNIG SKULE.
Du, der nicht für mich leben wollte? 
JATGEJR.
En mand kan falde for en andens livsværk; men skal han blive ved at leve, så må han leve for sit eget.
(Går.)  
JATGJER.
Es kann einer fallen für das Lebenswerk eines andern – aber weiter leben kann er nur für sein eigenes.
Ab. 
PÅL FLIDA
(utålmodig).
Hvad byder I, at der skal gøres, herre? Birkebejnerne kan være i Oslo inden en time! 
PAUL FLIDA
ungeduldig.
Was befehlt Ihr, Herr? Was soll geschehen? Die Birkebeiner können binnen einer Stunde in Oslo sein! 
KONG SKULE.
Bedst var det, om vi kunde fare til den hellige Thomas Becketts grav; han har hjulpet så mangen sorgfuld og angrende sjæl. 
KÖNIG SKULE.
Das Beste wäre, wir könnten nach dem Grabe des heiligen Thomas Beckett fahren; er hat schon so mancher leidvollen und reuigen Seele geholfen. 
PÅL FLIDA
(stærkere).
Herre, tal ikke vildt nu! Birkebejnerne er over os, siger jeg! 
PAUL FLIDA
eindringlicher.
Herr, redet jetzt nicht irre! Die Birkebeiner sind über uns, sag’ ich! 
KONG SKULE.
Lad alle kirker lukkes op, at vi kan ty derind og få grid. 
KÖNIG SKULE.
Laß alle Kirchen aufsperren, auf daß wir dort Schutz und Gnade finden. 
PÅL FLIDA.
I kan slå alle eders fiender med ét slag, og så vil I ty ind i kirkerne! 
PAUL FLIDA.
Ihr könnt all Eure Feinde mit einem Schlag vernichten, und da wollt Ihr in die Kirchen flüchten! 
KONG SKULE.
Ja, ja, hold alle kirker åbne. 
KÖNIG SKULE.
Ja, ja, halt’ alle Kirchen offen! 
PÅL FLIDA.
Vær viss på, Håkon bryder kirkefreden, når det gælder Vårbælgerne. 
PAUL FLIDA.
Seid überzeugt, Håkon bricht den Kirchenfrieden, wenn es die Windbälge gilt. 
KONG SKULE.
Det gør han ikke; Gud vil skærme ham mod slig brøde; – Gud skærmer altid Håkon. 
KÖNIG SKULE.
Das tut er nicht – Gott wird ihn gegen solche Sünde schützen; – Gott schützt Håkon immer. 
PÅL FLIDA
(med dyb og smertelig vrede).
Den, som hørte jer tale nu, han måtte spørge: hvem er konge i dette land? 
PAUL FLIDA
mit tiefem und schmerzlichem Zorne.
Wer Euch jetzt reden hörte, müßte wohl fragen: wer ist König in diesem Lande? 
KONG SKULE
(smiler sørgmodigt).
Ja, Pål Flida, det er det store spørgsmål: hvem er konge i dette land? 
KÖNIG SKULE
mit wehmütigem Lächeln.
Ja, Paul Flida, das ist die große Frage: wer ist König in diesem Lande? 
PÅL FLIDA
(bønligt).
I er sjælesyg inat, herre; lad mig handle for eder. 
PAUL FLIDA
flehend.
Ihr seid heut krank an Eurer Seele, Herr – laßt mich für Euch handeln! 
KONG SKULE.
Ja, ja, gør så. 
KÖNIG SKULE.
Ja, ja, tu das. 
PÅL FLIDA
(gående).
Først vil jeg bryde alle broer af. 
PAUL FLIDA
im Abgehen.
Zuerst will ich alle Brücken abbrechen. 
KONG SKULE.
Afsindige mand! Bliv! – Bryde alle broer af! Véd du, hvad det vil sige? Jeg har prøvet det; – vogt dig for sligt! 
KÖNIG SKULE.
Wahnwitziger! Bleib! – Alle Brücken abbrechen! Weißt Du, was das heißt? Ich hab’s erfahren; – hüte Dich vor solchen Dingen! 
PÅL FLIDA.
Hvad vil I da, herre? 
PAUL FLIDA.
Was wollt Ihr denn, Herr? 
KONG SKULE.
Jeg vil tale med Håkon. 
KÖNIG SKULE.
Ich will mit Håkon reden. 
PÅL FLIDA.
Han vil svare jer med sværdets tunge! 
PAUL FLIDA.
Er wird Euch mit des Schwertes Zunge antworten! 
KONG SKULE.
Gå, gå; – du skal få min vilje at vide siden. 
KÖNIG SKULE.
Geh, geh – Du sollst meinen Willen später erfahren. 
PÅL FLIDA.
Hvert øjeblik er dyrt nu! (griber hans hånd.) Kong Skule, lad os bryde alle broer af, slås som Varger og lide på himlen! 
PAUL FLIDA.
Jeder Augenblick ist jetzt kostbar! Ergreift des Königs Hand. König Skule, laßt uns alle Brücken abbrechen, uns wie Wölfe schlagen und dem Himmel vertrauen! 
KONG SKULE
(dæmpet).
Himlen lider ikke på mig; jeg tør ikke lide på himlen heller. 
KÖNIG SKULE
mit gedämpfter Stimme.
Der Himmel vertraut mir nicht – ebensowenig darf ich dem Himmel vertrauen. 
PÅL FLIDA.
Kort blev Vargbælgernes saga.
(Går ud i baggrunden.)  
PAUL FLIDA.
Ein rasch’ Ende nahm die Saga von den Wolfsbälgen.
Ab durch die Mitte. 
KONG SKULE.
Hundrede kløgtige hoveder, tusende væbnede arme råder jeg over; men ikke over ét kærligt, troende hjerte. Det er kongelig armod, det; ikke mere, ikke mindre. 
KÖNIG SKULE.
Über hundert kluge Köpfe, über tausend gewappnete Arme gebiete ich, doch nicht über ein liebendes, gläubiges Herz. Das ist königliche Armut! Nichts mehr, nichts minder. 
BÅRD BRATTE
(fra baggrunden).
Der står langfarende folk ude, som beder at få tale med eder, herre. 
BÅRD BRATTE
aus der Mitte.
Draußen stehen Leute, die von fern hergefahren sind, Herr, und mit Euch reden möchten. 
KONG SKULE.
Hvem er det? 
KÖNIG SKULE.
Wer sind sie? 
BÅRD BRATTE.
En kvinde og en prest. 
BÅRD BRATTE.
Ein Weib und ein Priester. 
KONG SKULE.
Lad kvinden og presten komme.
(Bård går; kong Skule sætter sig tankefuld til højre; lidt efter kommer en sortklædt kvinde ind; hun bærer sid kåbe, hætte og et tæt slør, som skjuler ansigtet; en prest følger hende og bliver stående ved døren.)  
KÖNIG SKULE.
Das Weib und der Priester sollen kommen.
BÅRD BRATTE geht; König Skule setzt sich nachdenklich rechts nieder; gleich darauf tritt eine schwarzgekleidete Frau ein; sie trägt einen weiten Mantel, Hut und dichten Schleier, der ihre Züge verbirgt; ein Priester folgt ihr und bleibt an der Tür stehen. 
KONG SKULE.
Hvem er du? 
KÖNIG SKULE.
Wer bist Du? 
KVINDEN.
En, som du har elsket. 
DIE FRAU.
Eine, die Du geliebt hast. 
KONG SKULE
(ryster på hovedet).
Der gives ingen, som mindes sligt. Hvem er du, spørger jeg? 
KÖNIG SKULE
schüttelt den Kopf.
Keine gibt es, die sich dessen erinnert. Wer bist Du? frag’ ich. 
KVINDEN.
En, som elsker dig. 
DIE FRAU.
Eine, die Dich liebt. 
KONG SKULE.
Da er du visselig en af de døde. 
KÖNIG SKULE.
Dann gehörst Du gewißlich den Toten an. 
KVINDEN
(nærmer sig og siger sagte og inderligt):
Skule Bårdssøn! 
DIE FRAU
nähert sich und sagt leise und innig:
Skule Bårdsson! 
KONG SKULE
(rejser sig med et skrig).
Ingebjørg! 
KÖNIG SKULE
erhebt sich, aufschreiend.
Ingebjörg! 
INGEBJØRG.
Kender du mig nu, Skule? 
INGEBJÖRG.
Kennst Du mich nun, Skule? 
KONG SKULE.
Ingebjørg, – Ingebjørg! 
KÖNIG SKULE.
Ingebjörg, – Ingebjörg! 
INGEBJØRG.
O, lad mig se på dig, – se længe, længe på dig! (griber hans hænder; pause.) Du fagre, elskede, svigfulde mand! 
INGEBJÖRG.
O, laß mich Dich ansehen, – lange, lange ansehen! Sie ergreift seine Hände. Pause. Du holder, geliebter, falscher Mann! 
KONG SKULE.
Tag sløret væk; se på mig med de øjne, der engang var så klare og blå, som himlen. 
KÖNIG SKULE.
Nimm den Schleier ab – sieh mich an mit den Augen, die einst so klar und blau wie der Himmel waren. 
INGEBJØRG.
De øjne har været en regntung himmel i tyve år; du vilde ikke kende dem igen og du får aldrig se dem mere. 
INGEBJÖRG.
Diese Augen sind zwanzig Jahr lang ein regenschwerer Himmel gewesen. Du würdest sie nicht wiedererkennen und Du sollst sie nie mehr sehen. 
KONG SKULE.
Men din røst er frisk og blød og ung, som dengang! 
KÖNIG SKULE.
Aber Deine Stimme ist frisch und weich und jugendlich wie damals! 
INGEBJØRG.
Jeg har kun brugt den til at hviske dit navn, til at præge din storhed ind i et ungt hjerte og til at bede hos syndernes Gud om frelse for os to, som har elsket i brøde. 
INGEBJÖRG.
Ich habe sie nur gebraucht, um Deinen Namen zu flüstern, um Deine Größe einem jungen Herzen einzuprägen, und zum Gott der Sünder um Rettung für uns beide zu flehen, die in Sünden geliebt haben. 
KONG SKULE.
Det har du gjort? 
KÖNIG SKULE.
Das hast Du getan? 
INGEBJØRG.
Jeg har været taus, når jeg ikke talte kærlighedens ord om dig; – derfor har min røst holdt sig frisk og blød og ung. 
INGEBJÖRG.
Ich bin stumm gewesen, wenn ich nicht Worte der Liebe von Dir sprach; – deshalb blieb meine Stimme wohl frisch und weich und jugendlich. 
KONG SKULE.
Der ligger et liv imellem. Hvert fagert minde fra hin tid har jeg spildt og glemt – 
KÖNIG SKULE.
Es liegt ein ganzes Leben dazwischen. Jede holde Erinnerung aus jener Zeit hab’ ich verschüttet und vergessen. – 
INGEBJØRG.
Det var din ret. 
INGEBJÖRG.
Das war Dein Recht. 
KONG SKULE.
Og imens har du, Ingebjørg, du varme, trofaste kvinde, siddet dernord i isnende ensomhed og samlet og gemt! 
KÖNIG SKULE.
Und indessen hast Du, Ingebjörg, Du warmes, treues Weib, im Norden dort oben in eisiger Einsamkeit gesessen und hast gehütet und bewahrt – 
INGEBJØRG.
Det var min lykke. 
INGEBJÖRG.
Das war mein Glück. 
KONG SKULE.
Dig kunde jeg slippe, for at vinde magt og rigdom! Havde du stået som hustru ved min side, skulde det faldet mig lettere at blive konge. 
KÖNIG SKULE.
Dich konnt’ ich verlassen, um Macht und Reichtum zu gewinnen! Hättest Du als Gattin an meiner Seite gestanden, so wäre mir’s leichter gefallen, König zu werden. 
INGEBJØRG.
Gud har været mig god, at det ikke skede. Et sind, som mit, trængte til en stor brøde, for at vækkes til anger og bod. 
INGEBJÖRG.
Gott hat es gut mit mir gemeint, daß es nicht geschah. Ein Sinn wie der meine bedurfte einer großen Schuld, um zur Reue und Buße erweckt zu werden. 
KONG SKULE.
Og nu kommer du –? 
KÖNIG SKULE.
Und nun kommst Du –? 
INGEBJØRG.
Som Andres Skjaldarbands enke. 
INGEBJÖRG.
Als Andres Skjaldarbands Witwe. 
KONG SKULE.
Din husbond er død? 
KÖNIG SKULE.
Dein Mann ist gestorben? 
INGEBJØRG.
På vejen fra Jerusalem. 
INGEBJÖRG.
Auf der Fahrt von Jerusalem. 
KONG SKULE.
Så har han gjort bod for Vegards drab. 
KÖNIG SKULE.
So hat er Buße getan für Vegards Mord. 
INGEBJØRG.
Det var ikke derfor min ædle husbond tog korset. 
INGEBJÖRG.
Nicht deshalb hat mein edler Gatte das Kreuz genommen. 
KONG SKULE.
Ikke derfor? 
KÖNIG SKULE.
Nicht deshalb. 
INGEBJØRG.
Nej; det var min brøde, han tog på sine stærke, kærlige skuldre; den var det han gik for at tvætte i Jordans flod; den var det han blødte for. 
INGEBJÖRG.
Nein – meine Schuld nahm er auf seine starken, liebereichen Schultern; sie abzuwaschen in des Jordans Flut, darum zog er von dannen; für sie hat er geblutet. 
KONG SKULE
(sagte).
Han har vidst alt? 
KÖNIG SKULE
leise.
Er hat alles gewußt? 
INGEBJØRG.
Fra første stund af. Og bisp Nikolas har vidst det; thi for ham skriftede jeg; og der var en til, som havde fået det at vide, men på hvilken måde, er gådefuldt for mig. 
INGEBJÖRG.
Von der ersten Stunde an. Und Bischof Nikolas hat es gewußt; denn ihm hab’ ich gebeichtet; und noch einen gab es, der es erfahren hat, – aber auf welche Art, das ist mir ein Rätsel. 
KONG SKULE.
Hvem? 
KÖNIG SKULE.
Wer? 
INGEBJØRG.
Vegard Væradal. 
INGEBJÖRG.
Vegard Väradal. 
KONG SKULE.
Vegard! 
KÖNIG SKULE.
Vegard! 
INGEBJØRG.
Han hviskede et hånsord om mig i øret på min husbond; da drog Andres Skjaldarband sit sværd og dræbte ham på stedet. 
INGEBJÖRG.
Er flüsterte meinem Gemahl ein höhnisch Wort über mich ins Ohr; da zog Andres Skjaldarband sein Schwert und erschlug ihn auf der Stelle. 
KONG SKULE.
Han værgede den, som jeg sveg og glemte. – Og hvorfor søger du mig nu? 
KÖNIG SKULE.
Er
verteidigte die, die ich verlassen und vergessen hatte – Und warum suchst Du jetzt mich? 
INGEBJØRG.
For at ofre dig det sidste. 
INGEBJÖRG.
Um Dir das Letzte zu opfern. 
KONG SKULE.
Hvad mener du? 
KÖNIG SKULE.
Was meinst Du? 
INGEBJØRG
(peger mod presten, der står ved døren).
Se ham! – Peter, min søn, kom! 
INGEBJÖRG
deutet auf den Priester, der an der Tür steht.
Sieh diesen! – Peter, mein Sohn, komm her! 
KONG SKULE.
Din søn –! 
KÖNIG SKULE.
Dein Sohn –! 
INGEBJØRG.
Og din, kong Skule! 
INGEBJÖRG.
Und der Deine , König Skule! 
KONG SKULE
(halvt forvildet).
Ingebjørg! 
KÖNIG SKULE
halb verwirrt.
Ingebjörg! 
PETER
(nærmer sig i taus bevægelse og kaster sig ned på knæ for Skule).
 
PETER
nähert sich in stummer Erregung und sinkt vor Skule in die Knie. 
INGEBJØRG.
Tag ham! Han har været mit livs lys og trøst i tyve år; – nu er du Norges konge; kongssønnen må komme til sin arv; jeg har ingen ret til ham længer. 
INGEBJÖRG.
Nimm ihn hin! Er war zwanzig Jahr meines Lebens Licht und Trost; jetzt bist Du König von Norwegen; der Königssohn muß sein Erbe haben; ich habe kein Recht mehr auf ihn. 
KONG SKULE
(løfter ham op i stormende glæde).
Op til mit hjerte, du, som jeg så brændende har higet efter! (kryster ham i sine arme, slipper ham, ser på ham og favner ham igen.) Min søn! Min søn! Jeg har en søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu stå mig imod! (går over til Ingebjørg og griber hendes hånd.) Og du, du giver mig ham, Ingebjørg! Du tager jo ikke dit ord igen? Du giver mig ham jo? 
KÖNIG SKULE
zieht ihn in stürmischer Freude empor.
An mein Herz, Du, nach dem ich mich so heiß gesehnt habe! Er schließt ihn in seine Arme, läßt ihn los, blickt ihn an und umarmt ihn wieder. Mein Sohn! Mein Sohn! Ich hab’ einen Sohn! Ha, ha, ha – wer will mir jetzt widerstehen! Er geht zu Ingebjörg hinüber und ergreift ihre Hand. Und Du, Du gibst ihn mir, Ingebjörg! Du nimmst Dein Wort nicht zurück? Du gibst ihn mir? 
INGEBJØRG.
Tungt er offeret, og neppe skulde jeg kunnet bragt det, hvis ikke bisp Nikolas havde sendt ham til mig med brev og bud om Andres Skjaldarbands død. Bispen var det, der lagde det tunge offer på mig, som bod for al min brøde. 
INGEBJÖRG.
Schwer ist das Opfer, und kaum hätte ich’s zu bringen vermocht, wenn Bischof Nikolas ihn nicht mit einem Briefe und der Kunde von Andres Skjaldarbands Tod zu mir geschickt hätte. Der Bischof war’s, der mir das schwere Opfer auferlegte, als Buße für all meine Schuld. 
KONG SKULE.
Så er brøden slettet ud; og fra nu af er han min alene; ikke så, min alene? 
KÖNIG SKULE.
So ist die Schuld ausgelöscht; und von nun an gehört er mir allein – nicht wahr, mir allein? 
INGEBJØRG.
Jo; men et løfte kræver jeg af dig. 
INGEBJÖRG.
Ja – doch ein Gelübde fordre ich von Dir. 
KONG SKULE.
Himmel og jord, kræv alt, hvad du vil! 
KÖNIG SKULE.
Himmel und Erde, fordre alles, was Du willst! 
INGEBJØRG.
Han er ren som et Guds lam, nu jeg giver ham i dine hænder. Det er en farefuld vej, den, som bærer op til kongssædet; lad ham ikke tage skade på sin sjæl. Hører du, kong Skule, lad ikke mit barn tage skade på sin sjæl! 
INGEBJÖRG.
Er ist rein wie ein Lamm Gottes, jetzt, da ich ihn in Deine Hände gebe. Es ist ein gefahrvoller Weg, der zum Königssitz hinauf führt; laß ihn nicht Schaden nehmen an seiner Seele. Hörst Du, König Skule, laß mein Kind nicht Schaden nehmen an seiner Seele! 
KONG SKULE.
Det lover og sværger jeg dig! 
KÖNIG SKULE.
Das gelob’ und schwör’ ich Dir. 
INGEBJØRG
(griber hans arm).
Fra første færd du skønner, at han lider skade på sin sjæl, så lad ham heller dø! 
INGEBJÖRG
ergreift seinen Arm.
In dem Augenblick, da Du gewahrst, daß er Schaden an seiner Seele nimmt, laß ihn lieber sterben! 
KONG SKULE.
Heller dø! Det lover og sværger jeg! 
KÖNIG SKULE.
Lieber sterben! Das gelob’ und schwör’ ich! 
INGEBJØRG.
Så farer jeg trøstig nord til Hålogaland. 
INGEBJÖRG.
So fahr’ ich getrost heim nach Hålogaland. 
KONG SKULE.
Ja, du kan trøstig fare. 
KÖNIG SKULE.
Ja, – Du kannst getrost von hinnen fahren. 
INGEBJØRG.
Der vil jeg angre og bede, til Herren kalder mig. Og når vi mødes hos Gud, kommer han ren og skyldfri til sin moder! 
INGEBJÖRG.
Dort will ich büßen und beten, bis der Herr mich ruft. Und wenn wir uns vor Gott wiedersehen, kehrt er rein und schuldlos zu seiner Mutter zurück. 
KONG SKULE.
Ren og skyldfri! (vender sig til Peter.) Lad mig se på dig! Ja, det er din moders træk og mine; du er den, jeg har længtes så sårt efter. 
KÖNIG SKULE.
Rein und schuldlos! Er wendet sich zu Peter. Laß mich Dich ansehen! Ja, das sind Deiner Mutter Züge und die meinen; Du bist der, nach dem ich mich so innig gesehnt habe. 
PETER.
Min fader, min store, herlige fader; lad mig leve og stride for dig! Lad din sag blive min, og lad så din sag være hvilken den vil, – jeg véd dog, at jeg strider for det rette! 
PETER.
Mein Vater, mein großer, herrlicher Vater, – laß mich leben und streiten für Dich! Laß Deine Sache die meine werden; und sei Deine Sache dann, welche sie wolle, – ich weiß doch: ich streite für das Rechte! 
KONG SKULE
(med et skrig af glæde).
Du tror på mig! Du tror på mig! 
KÖNIG SKULE
mit einem Freudenschrei.
Du glaubst an mich! Du glaubst an mich! 
PETER.
Uryggeligt! 
PETER.
Unerschütterlich! 
KONG SKULE.
Så er alt godt; så er jeg visselig frelst! Hør, du skal kaste prestekappen; erkebispen skal løse dig fra kirkeløftet; kongssønnen skal bære sværd, gå ustandselig frem til magt og hæder. 
KÖNIG SKULE.
Dann ist alles gut; dann bin ich gewißlich gerettet! Höre, Du sollst die Priesterkutte abtun – der Erzbischof soll Dich des Kirchengelübdes entbinden; der Königssohn soll das Schwert tragen, unaufhaltsam zu Macht und Ehren emporsteigen. 
PETER.
Sammen med dig, min høje fader! Sammen vil vi gå! 
PETER.
Zusammen mit Dir, mein hoher Vater! Hand in Hand mit Dir! 
KONG SKULE
(trykker ham ind til sig).
Ja, sammen, vi to alene! 
KÖNIG SKULE
drückt ihn ans Herz.
Ja, Hand in Hand – wir beide allein! 
INGEBJØRG
(for sig selv).
At elske, ofre alt og glemmes, det blev min saga.
(Går stille ud i baggrunden.)  
INGEBJÖRG
für sich.
Zu lieben, alles zu opfern und vergessen zu werden, das ward meine Saga.
Geht still durch die Mitte ab. 
KONG SKULE.
Et stort kongsværk skal gøres i Norge nu! Peter, min søn, hør! Alt folket vil vi vække og samle til et; Vikværing og Trønder, Hålogalænding og Agdeværing, Oplænding og Sogndøl, alt skal være som én stor slægt, – da kan du tro, landet vil tage vækst! 
KÖNIG SKULE.
Ein großes Königswerk soll jetzt in Norwegen getan werden! Peter, mein Sohn, höre mich! Alles Volk wollen wir wecken und zu einem Ganzen sammeln; den Vikväringer und den Trondhjemer, den Hålogaländer und den Agdeväringer, den Oberländer und den Sogndöller, – alles soll sein wie ein großes Geschlecht: da – glaube nur, wird das Land wachsen und gedeihen! 
PETER.
Hvilken stor og svimlende tanke det er –! 
PETER.
Welch ein großer und schwindelerregender Gedanke ist das –! 
KONG SKULE.
Fatter du den? 
KÖNIG SKULE.
Fassest Du ihn? 
PETER.
Ja – ja! – Klart –! 
PETER.
Ja – ja! – Ganz klar –! 
KONG SKULE.
Og tror du på den? 
KÖNIG SKULE.
Und Du glaubst an ihn? 
PETER.
Ja, ja; thi jeg tror på dig! 
PETER.
Ja, ja – denn ich glaube an Dich! 
KONG SKULE
(vildt).
Håkon Håkonssøn må falde! 
KÖNIG SKULE
außer sich.
Håkon Håkonsson muß fallen! 
PETER.
Når du vil det, så er det ret, at han falder. 
PETER.
Wenn Du es willst, so ist’s recht, daß er falle. 
KONG SKULE.
Det vil koste blod; men det får ikke hjælpe. 
KÖNIG SKULE.
Es wird Blut kosten – aber das hilft nichts. 
PETER.
Det er ikke spildt, det blod, som flyder for din sag. 
PETER.
Das Blut, das für Deine Sache fließt, nicht unnütz ist es vergossen. 
KONG SKULE.
Din skal al magten være, når jeg får fæstnet riget. Du skal sidde i kongssædet, med ring om panden, med purpurkåben flømmende vid over dine skuldre; alle mænd i landet skal bøje sig for dig – (lurtoner høres langt borte). Ha! hvad er det! (med et skrig.) Birkebejnerhæren! Hvad var det Pål Flida sagde –?
(iler mod baggrunden.)  
KÖNIG SKULE.
Dein soll alle Macht sein, wenn ich das Reich gefestigt habe. Du sollst auf dem Königsstuhle sitzen, mit dem Reif um die Stirn und mit dem weitwallenden Purpurmantel um die Schultern; alle Männer im Lande sollen sich vor Dir beugen – Lurenklang in weiter Ferne. Ha! Was ist das! Mit einem Aufschrei. Das Heer der Birkebeiner! Was sagte doch Paul Flida –?
Eilt zum Hintergrunde. 
PÅL FLIDA
(kommer ind og råber):
Nu er timen over os, kong Skule! 
PAUL FLIDA
tritt ein und ruft:
Nun ist unsere Stunde da, König Skule! 
KONG SKULE
(forvildet).
Birkebejnerne! Kong Håkons hær! Hvor er de? 
KÖNIG SKULE
verstört.
Die Birkebeiner! König Håkons Heer! Wo sind sie? 
PÅL FLIDA.
De myldrer i tusendvis ned over Ekeberg. 
PAUL FLIDA.
Sie kommen zu Tausenden über Ekeberg herab. 
KONG SKULE.
Blæs til våben! Blæs, blæs! Giv råd; hvor skal vi møde dem? 
KÖNIG SKULE.
Blast zu den Waffen! Blast, blast! Deinen Rat! Wie wollen wir ihnen begegnen? 
PÅL FLIDA.
Alle kirker står åbne for os. 
PAUL FLIDA.
Alle Kirchen stehen uns offen. 
KONG SKULE.
Birkebejnerne, spørger jeg –! 
KÖNIG SKULE.
Die Birkebeiner, frag’ ich –! 
PÅL FLIDA.
For dem står alle broer åbne. 
PAUL FLIDA.
Für die sind alle Brücken frei. 
KONG SKULE.
Usalige mand, hvad har du gjort! 
KÖNIG SKULE.
Unseliger, was hast Du getan! 
PÅL FLIDA.
Lystret min konge. 
PAUL FLIDA.
Meinem König gehorcht. 
KONG SKULE.
Min søn! Min søn! Ve mig; jeg har forspildt dit kongerige! 
KÖNIG SKULE.
Mein Sohn! Mein Sohn! Weh mir! Ich habe Dein Königreich verspielt! 
PETER.
Nej, du vil sejre! Så stor en kongstanke dør ikke! 
PETER.
Nein, Du wirst siegen! Ein so großer Königsgedanke stirbt nicht! 
KONG SKULE.
Ti, ti! (lurtoner og råb høres nærmere.) Til hest; til våben! Det gælder mere end mænds liv og død her!
(iler ud i baggrunden; de øvrige følger efter.)



 
KÖNIG SKULE.
Schweig, schweig! Die Lurenklänge und Feldrufe tönen näher. Zu Pferd! Zu den Waffen! Es gilt hier mehr als der Mannen Leben und Tod!
Eilt durch die Mitte hinaus; die andern folgen.



 
En gade i Oslo.
 
(Lave træhuse med bislag på begge sider. I baggrunden St. Hallvards kirkegård, indelukt af en høj mur med port. På venstre side ved enden af muren ses kirken, hvis hovedindgang står åben. Det er endnu nat; lidt efter begynder dagen at gry. Stormklokken går; langt borte til højre høres fjerne hærskrig og forvirret larm.)  
Eine Straße in Oslo.
 
Niedrige Holzhäuser mit Beischlägen auf beiden Seiten. Im Hintergrunde St. Hallvards-Kirchhof, der von einer hohen Mauer mit einer Pforte umschlossen ist. Links am Ende der Mauer gewahrt man die Kirche, deren Haupteingang offen steht. Es ist noch Nacht; allmählich graut der Tag. Die Sturmglocke läutet; rechts ganz in der Ferne hört man Kriegslärm und wirres Getöse. 
KONG SKULES LURSVEND
(kommer fra højre, blæser i luren og råber):
Til våben! Til våben, alle kong Skules mænd!
(blæser igen og går videre; om lidt hører man ham blæse og råbe i næste gade.)  
DER LURENBLÄSER KÖNIG SKULES
erscheint von rechts, bläst und ruft:
Zu den Waffen! Zu den Waffen, alle Mannen König Skules!
Er bläst abermals und geht weiter; gleich darauf hört man ihn in der nächsten Gasse blasen und rufen. 
EN KVINDE
(kommer ud i en husdør til højre).
Du store barmhjertige Gud, hvad er det? 
EIN WEIB
tritt rechts aus einer Haustür.
Du großer barmherziger Gott, was ist das? 
EN BYMAND
(som er kommen halvt påklædt ud fra et hus på den anden side af gaden).
Birkebejnerne er i byen! Nu får Skule løn for alle sine ugerninger. 
EIN STÄDTER.
der halb angekleidet aus einem gegenüberliegenden Hause kommt. Die Birkebeiner sind in der Stadt! Jetzt kriegt Skule den Lohn für alle seine Untaten! 
EN AF SKULES MÆND
(kommer med nogle andre, bærende kapper og våben på armene, ind fra en sidegade til venstre).
Hvor er Birkebejnerne? 
EINER VON SKULES MANNEN
tritt mit einigen andern, die Mäntel und Waffen auf den Armen tragen, aus einer Seitengasse links.
Wo sind die Birkebeiner? 
EN ANDEN AF SKULES MÆND
(fra et hus til højre).
Jeg véd ikke! 
EIN ANDRER VON SKULES MANNEN
aus einem Hause rechts.
Ich weiß nicht! 
FØRSTE.
Hys! Hør! – De må være nede ved Gejtebroen. 
DER ERSTE.
Pst! Hört! – Sie müssen unten an der Gejtebrücke sein. 
ANDEN.
Ned til Gejtebroen da!
(Alle iler ud til højre; en bymand kommer løbende fra samme side.)  
DER ZWEITE.
Dann ’nunter zur Gejtebrücke.
Alle rasch ab nach rechts; ein Städter kommt von derselben Seite hergerannt. 
FØRSTE BYMAND.
Hej, grande, hvor kommer I fra? 
ERSTER STÄDTER.
He, Nachbar, wo kommt Ihr her? 
ANDEN BYMAND.
Nede fra Loelven; der går det stygt til. 
ZWEITER STÄDTER.
Vom Lofluß herauf; dort geht es böse zu. 
KVINDEN.
Sankt Olaf og Sankt Hallvard! Er det Birkebejnerne, eller hvem er det? 
DIE FRAU.
Sankt Olaf und Sankt Hallvard! Sind’s die Birkebeiner – oder wer sonst? 
ANDEN BYMAND.
Ja visst er det Birkebejnerne; kong Håkon er med; hele flåden lægger ind til bryggerne; men selv gik han iland med sine bedste mænd ude ved Ekebergstøen. 
ZWEITER STÄDTER.
Ja, gewiß sind’s die Birkebeiner. König Håkon ist mit; die ganze Flotte legt bei den Brücken an; aber er selbst ging mit seinen besten Mannen draußen bei Ekeberg an Land. 
FØRSTE BYMAND.
Så tager han hævn for mandefaldet ved Låka! 
ERSTER STÄDTER.
So nimmt er Rache für den Mannenmord von Låka! 
ANDEN BYMAND.
Ja, det kan I lide på! 
ZWEITER STÄDTER.
Ja, darauf könnt Ihr Euch verlassen! 
FØRSTE BYMAND.
Se der, – der flygter alt Vårbælgerne!
(En flok af Skules mænd kommer flygtende ind fra højre.)  
ERSTER STÄDTER.
Seht hin – da flüchten die Windbälge schon.
Eine Schar von Skules Mannen kommt fliehend von rechts. 
EN AF MÆNDENE.
Ind i kirken! Ingen kan stå sig mod Birkebejnerne, slig som de farer frem inat!
(Flokken iler ind i kirken og stænger døren indenfor.)  
EINER VON DEN MANNEN.
In die Kirche! Keiner kann Stand halten wider die Birkebeiner, so wie sie heute nacht losstürmen!
Die Schar eilt in die Kirche und verriegelt die Tür hinter sich. 
ANDEN BYMAND
(ser ud til højre).
Jeg skimter et mærke langt nede i gaden; det må være kong Håkons. 
ZWEITER STÄDTER
blickt nach rechts hinaus.
Ich seh’, ein Banner fern unten in der Straße; das muß König Håkons Banner sein. 
FØRSTE BYMAND.
Se, se hvor Vårbælgerne flygter!
(En ny flok kommer ind fra højre.)  
ERSTER STÄDTER.
Hui, wie die Windbälge fliehen!
Eine neue Kriegerschar kommt von rechts. 
EN AF FLOKKEN.
Lad os berge os i kirken og bede om grid!
(De stormer mod porten.)  
EINER VON DER SCHAR.
Rettet Euch in die Kirche und fleht um Gnade!
Sie stürmen wider die Tür. 
FLERE VÅRBÆLGER.
Der er stængt; der er stængt! 
MEHRERE WINDBÄLGE.
Sie ist verschlossen! Sie ist verschlossen! 
DEN FØRSTE.
Opover til Martestokke da! 
DER ERSTE.
Dann hinüber nach Marterstokke! 
EN ANDEN.
Hvor er kong Skule? 
EIN ANDRER.
Wo ist König Skule? 
DEN FØRSTE.
Jeg véd ikke. Afsted, der ser jeg Birkebejnernes mærke!
(De flygter forbi kirken ud til venstre.)  
DER ERSTE.
Ich weiß nicht. Fort, da seh’ ich das Banner der Birkebeiner!
Sie fliehen an der Kirche vorbei links hinaus.  
HÅKON
(kommer fra højre med sin mærkesmand, Gregorius Jonssøn, Dagfinn Bonde og flere andre mænd).
 
Håkon erscheint rechts mit seinem Bannerträger GREGORIUS JONSSON, DAGFINN und andern seiner Mannen. 
DAGFINN BONDE.
Hør hærskriget! Skule fylker sine mænd bag kirkegården. 
DAGFINN.
Hört den Feldruf! Skule stellt seine Mannen hinter dem Kirchhof auf. 
EN GAMMEL BYMAND
(råber fra sin svale til Håkon):
Vogt eder, kære herre; Vargbælgerne er gramme, nu de slås for livet! 
EIN ALTER STÄDTER
ruft von seinem Söller Håkon zu:
Hütet Euch, lieber Herr – die Wolfsbälge sind grimmig, jetzt, da es ihnen ans Leben geht! 
HÅKON.
Er det dig, gamle Guthorm Erlendssøn? Du har stridt både for min fader og for min farfader, du. 
HÅKON.
Bist Du’s, alter Guthorm Erlendsson? Du hast ja für meinen Vater und für meinen Großvater gefochten, Du! 
BYMANDEN.
Gud give jeg kunde stride for eder også. 
DER STÄDTER.
Wollte Gott, daß ich auch für Euch fechten könnte! 
HÅKON.
Du er for gammel til det, og det trænges ikke; der kommer folk til mig allevegne fra. 
HÅKON.
Dazu bist Du zu alt, und dessen bedarf’s nicht – es strömt mir Volk von allen Seiten zu. 
DAGFINN BONDE
(peger ud over muren til højre).
Der kommer hertugens mærke! 
DAGFINN
deutet über die Mauer nach rechts.
Da kommt des Herzogs Banner! 
GREGORIUS JONSSØN.
Hertugen selv! Han rider på sin hvide stridshest. 
GREGORIUS JONSSON.
Der Herzog selbst! Er reitet sein weißes Streitroß. 
DAGFINN BONDE.
Vi må hindre ham udgang gennem porten her! 
DAGFINN.
Wir müssen ihm den Ausgang durch die Pforte hier verlegen! 
HÅKON.
Blæs, blæs! (Lursvenden blæser.) Bedre blæste du, hundehvalp, da du blæste for penge på Bergens brygge!
(Lursvenden blæser igen, men stærkere end første gang; der kommer mange folk til.)  
HÅKON.
Blast, blast! Der Lurenbläser bläst. Hast besser geblasen, Du Luder, als Du für Geld bliesest auf der Brücke von Bergen!
Der Lurenbläser bläst abermals, jedoch stärker als das erste Mal; viel Kriegsvolk kommt herzu. 
EN VÅRBÆLG
(fra højre, flygtende henimod kirken, forfulgt af en Birkebejner).
Spar livet! Spar livet! 
EIN WINDBALG
von rechts auf die Kirche zufliehend, von einem Birkebeiner verfolgt.
Schone mein Leben! Schone mein Leben! 
BIRKEBEJNEREN.
Ikke om du så sad på alteret! (hugger ham ned.) En kostbar kappe lader det til du har; den kan jeg bruge. (Vil tage kappen, men udstøder et skrig og kaster sit sværd fra sig.) Herre konge! Ikke et slag mere slår jeg for eder! 
DER BIRKEBEINER.
Nicht, wenn Du auf dem Altar säßest! Macht ihn nieder. Du hast einen kostbaren Mantel, scheint’s. Den kann ich brauchen. Er will den Mantel nehmen, stößt aber einen Schrei aus und wirft sein Schwert weg. Herr König! Nicht einen Schlag mehr tu’ ich für Euch! 
DAGFINN BONDE.
Og det siger du i slig en stund! 
DAGFINN.
Und das sagst Du in solcher Stunde! 
BIRKEBEJNEREN.
Ikke et slag mere! 
DER BIRKEBEINER.
Nicht einen Schlag mehr! 
DAGFINN BONDE
(hugger ham ned).
Nej, nu kan du også spare dig det! 
DAGFINN
macht ihn nieder.
So, jetzt kannst Du Dir’s auch sparen! 
BIRKEBEJNEREN
(pegende på den døde Vårbælg).
Jeg mente, jeg havde gjort nok, da jeg dræbte min egen broder.
(dør.)  
DER BIRKEBEINER
auf den toten Windbalg deutend.
Ich glaubte, ich hätte genug getan, als ich meinen eignen Bruder erschlug.
Stirbt. 
HÅKON.
Hans broder! 
HÅKON.
Sein Bruder! 
DAGFINN BONDE.
Hvad!
(går hen til Vårbælgens lig.)  
DAGFINN.
Was!
Tritt an die Leiche des Windbalgs. 
HÅKON.
Er det sandt? 
HÅKON.
Ist’s wahr? 
DAGFINN BONDE.
Det er nok så. 
DAGFINN.
Ja, dem ist so. 
HÅKON
(rystet).
Her ses det bedst, hvad krig det er vi fører. Broder mod broder, fader mod søn; – ved Gud, den almægtige, dette må have en ende! 
HÅKON
erschüttert.
Da sieht man’s am besten, was für einen Krieg wir führen! Bruder wider Bruder, Vater wider Sohn – bei Gott dem Allmächtigen, das muß ein Ende haben! 
GREGORIUS JONSSØN.
Der kommer hertugen i fuld kamp med Knut jarls flok! 
GREGORIUS JONSSON.
Da kommt der Herzog in vollem Kampfe mit Jarl Knuts Schar. 
DAGFINN BONDE.
Stæng porten for ham her, kongsmænd!
(Indenfor muren kommer de kæmpende tilsyne. Vårbælgerne baner sig vej mod venstre, drivende Birkebejnerne fod for fod tilbage. Kong Skule rider på sin hvide stridshest, med draget sværd. Peter går ved siden og holder hestens tøjler, i den venstre hånd et højt opløftet krusifiks. Pål Flida bærer Skules mærke, der er blåt med en stående gylden løve uden økse.)  
DAGFINN.
Versperrt ihm die Pforte, Königsmannen!
Innerhalb der Mauer erblickt man die Kämpfenden. Die Windbälge brechen sich Bahn nach links, indem sie die Birkebeiner Schritt für Schritt zurücktreiben. KÖNIG SKULE reitet mit gezücktem Schwerte auf seinem weißen Streitroß. PETER geht neben ihm und hält die Zügel des Pferdes, in der linken Hand ein hoch erhobenes Kruzifix. PAUL FLIDA trägt Skules Banner; es ist von blauer Farbe und hat einen aufrecht stehenden goldenen Löwen ohne Axt. 
KONG SKULE.
Hug ned for fode! Spar ingen! Der er kommet et nyt kongs-emne i Norge! 
KÖNIG SKULE.
Macht sie nieder! Schont keinen! Ein neuer Thronerbe ist erschienen in Norwegen! 
BIRKEBEJNERNE.
Et nyt kongs-emne, siger han! 
DIE BIRKEBEINER.
Ein neuer Thronerbe, sagt er! 
HÅKON.
Skule Bårdssøn, lad os dele riget! 
HÅKON.
Skule Bårdsson, laßt uns das Reich teilen! 
KONG SKULE.
Alt eller intet! 
KÖNIG SKULE.
Alles oder nichts! 
HÅKON.
Tænk på dronningen, eders datter! 
HÅKON.
Denkt an die Königin, Eure Tochter! 
KONG SKULE.
Jeg har en søn, jeg har en søn! Jeg tænker ikke på andre end ham! 
KÖNIG SKULE.
Ich hab’ einen Sohn, ich hab’ einen Sohn! Ich denke an keinen, als an ihn! 
HÅKON.
Jeg har også en søn; – falder jeg, så får han riget! 
HÅKON.
Ich hab’ auch einen Sohn, – falle ich, so erhält er das Reich! 
KONG SKULE.
Dræb kongsbarnet, hvor I finder det! Dræb det på kongssædet; dræb det for alteret; dræb det, dræb det i dronningens arm! 
KÖNIG SKULE.
Erschlagt das Königskind, wo Ihr es findet! Erschlagt es auf dem Königssitz! Erschlagt es vorm Altare! Erschlagt es, erschlagt’s im Arme der Königin! 
HÅKON.
Der fældte du din dom! 
HÅKON.
Da fälltest Du Dein Urteil! 
KONG SKULE
(hugger om sig).
Dræb, dræb for fode! Kong Skule har en søn! Dræb, dræb!
(Kampen trækker sig udenfor til venstre.)  
KÖNIG SKULE
um sich hauend.
Macht sie nieder, nieder! König Skule hat einen Sohn! Nieder mit ihnen, nieder!
Der Kampf zieht sich nach links hinter die Kirche. 
GREGORIUS JONSSØN.
Vargbælgerne hugger sig igennem! 
GREGORIUS JONSSON.
Die Wolfsbälge schlagen sich durch! 
DAGFINN BONDE.
Ja, men bare for at flygte. 
DAGFINN.
Ja, – doch nur, um zu fliehen! 
GREGORIUS JONSSØN.
Ja ved himlen, – den anden port står åben; der flygter de alt! 
GREGORIUS JONSSON.
Ja, beim Himmel, – die andre Pforte steht offen – dort hinaus fliehen sie alle! 
DAGFINN BONDE.
Opover til Martestokke. (råber ud:) Efter dem, efter dem, Knut jarl! Tag hævn for mandefaldet ved Låka! 
DAGFINN.
Nach Marterstokke hinüber. Ruft hinaus. Ihnen nach, ihnen nach, Jarl Knut! Nimm Rache für den Mannenmord von Låka! 
HÅKON.
I hørte det; han dømte mit barn fredløs, – mit skyldfri barn, Norges kårne konge efter mig! 
HÅKON.
Ihr habt’s gehört. Für vogelfrei erklärte er mein Kind, – mein unschuldig Kind, Norwegens erkorenen König, wenn ich sterbe. 
KONGSMÆNDENE.
Ja, ja, vi hørte det! 
DIE KÖNIGSMANNEN.
Ja, ja, wir hörten es! 
HÅKON.
Og hvad straf er sat for slig brøde? 
HÅKON.
Und welche Strafe verdient solcher Frevel? 
MÆNDENE.
Døden! 
DIE MANNEN.
Den Tod. 
HÅKON.
Så må han også dø! (løfter hånden til ed.) Her sværger jeg det; Skule Bårdssøn skal dø, hvor han træffes på uhellig grund! 
HÅKON.
So muß er denn sterben! Er erhebt die Hand zum Schwur. Hier schwör’ ich es: Skule Bårdsson soll sterben, wo auf unheiligem Grunde er betroffen wird! 
DAGFINN BONDE.
Det er hver trofast mands pligt at fælde ham. 
DAGFINN.
Es ist jedes treuen Mannes Pflicht, ihn zu töten. 
EN BIRKEBEJNER
(fra venstre).
Nu flygter hertug Skule! 
EIN BIRKEBEINER
von links.
Herzog Skule flieht! 
BYMÆNDENE.
Birkebejnerne har sejret! 
DER STÄDTER.
Die Birkebeiner haben gesiegt! 
HÅKON.
Hvad vej? 
HÅKON.
Auf welchem Weg?